Med det forslag, som vi behandler i dag, ønsker Nye Borgerlige et stop for spontane asylansøgninger i Danmark, og at flygtninge som udgangspunkt skal hjælpes i nærområdet. Jeg er som sådan enig med forslagsstillerne i, at vi så vidt muligt bør søge at gøre op med spontane asylansøgere, og jeg er også enig i, at vi i stedet bør sikre tilstrækkelig hjælp til de flygtninge, der opholder sig tæt på konflikterne. Vi mener, vi kan hjælpe flere og bedre i nærområderne, og derfor øger regeringen også støtten hertil, endda ganske betragteligt. Forslagsstillerne anfører, at det nuværende asylsystem er dysfunktionelt og inhumant, at det understøtter menneskesmuglere, og at det koster rigtig mange penge, og det er jeg også enig med forslagsstillerne i. Jeg er derimod ikke enig i, hvordan vi skal løse den udfordring. Det handler måske grundlæggende om, at vi ser forskelligt på værdien af internationale løsninger. Et asylstop er udtryk for en ensidig dansk løsning. Regeringen tror, det er mere holdbart at gribe udfordringerne anderledes an. Vi mener, der er tale om en udfordring, der går langt ud over Danmarks grænser, og som derfor også kræver et internationalt samarbejde. Jeg ser dermed ikke Danmarks internationale forpligtigelser som en forhindring, men måske snarere som en del af løsningen, og det vil jeg komme tilbage til.
Som forslagsstillerne selv er opmærksomme på, er Danmark forpligtet af FN's flygtningekonvention og bl.a. af konventionens forbud mod udsendelse til et land, hvor den pågældende udlænding risikerer forfølgelse. Derudover er Danmark bundet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som også indeholder et forbud mod at sende en person til et land, hvor personen risikerer at blive udsat for en behandling i strid med konventionen. Det kunne være dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det betyder, at staterne er forpligtet til at behandle en ansøgning om asyl, da manglende behandling af en asylansøgning vil kunne indebære en risiko for udsendelse til de her uhyrligheder. Vi ved med andre ord ikke, hvad vi sender den pågældende tilbage til, hvis ikke vi undersøger det. Men jo, Danmark kan godt, som forslagsstillerne peger på, selv med de internationale forpligtigelser i hånden, afvise en udlænding, der søger asyl her i landet, til et af vores nabolande, der har tiltrådt og faktisk respekterer FN's flygtningekonvention, og hvor der er adgang til en forsvarlig asylprocedure. Det kan vi godt. Spørgsmålet er hvordan og med hvilke redskaber.
Muligheden for at fordele asylansøgere mellem EU-landene, at Danmark f.eks. kan sende en asylansøger til Tyskland, kommer af ordninger som Dublinsamarbejdet. Det er netop essensen af Dublinsamarbejdet. Vores deltagelse giver os en række rettigheder, ligesom det naturligvis giver os en række pligter. Sådan er det jo altid med internationalt samarbejde, og det hverken kan eller skal vi selvfølgelig løbe fra, men vi kan godt drage fordel af det. Hvis Danmark indførte et totalt asylstop, ville vi ikke kunne deltage i Dublinsamarbejdet, som så igen ville kunne medføre andre vidtrækkende konsekvenser for Danmarks øvrige deltagelse i EU-samarbejdet, f.eks. Schengensamarbejdet.
Hvis vi nu alligevel et øjeblik forestiller os, at vi indfører et totalt asylstop, sådan som forslagsstillerne ønsker, og at vi dermed bryder med vores internationale forpligtigelser og træder ud af Dublinsamarbejdet, hvad sker der så? Som jeg er sikker på at forslagsstillerne også ved, søger mange jo ikke spontant asyl på grænsen. Københavns Politikreds er f.eks. en af dem, hvor der er flest asylansøgninger. Folk søger som regel asyl inde i landet, og hvad forestiller forslagsstillerne sig vi skal gøre med dem? Lad os sige, at vi f.eks. ønsker at sende de her personer til et af vores nabolande – det kunne være Tyskland – fordi vi har en formodning om, at de pågældende har været i Tyskland, inden de kom til Danmark, så vil Tyskland jo nok forlange, at Danmark tager et tilsvarende ansvar i den modsatte situation, hvor en asylansøger, der har været i Danmark, dukker op i Tyskland. Det er jo det, Dublinsamarbejdet grundlæggende set handler om.
Eller hvad skal vi sige til svenskerne, hvis de ønsker at sende en asylansøger retur til os, som de mener må være rejst gennem Danmark for at komme til Sverige: at det vil vi slet ikke forholde os til, og at ham må de beholde selv? Hvis vi samtidig forlanger, at Tyskland skal tage imod asylansøgere fra os, vil det blive meget besværligt og endda umuligt for Danmark at overføre asylansøgere til andre medlemsstater, hvis vi ikke har det her Dublinsamarbejde. Det kan betyde, at vi risikerer at blive en magnet for asylansøgere, der allerede har fået afslag på deres asylansøgning i et andet europæisk land. Jeg tror, at vi alle sammen kan blive enige om, at vi gerne vil bevare muligheden for at kunne afvise at behandle en asylansøgning i tilfælde, hvor asylansøgeren reelt har en større tilknytning til et andet Dublinland. Det er derfor, vi er med i Dublinsamarbejdet.
Lad os sige, at vi i stedet ønsker at sende de her personer retur til deres hjemland eller til deres tidligere opholdsland, bør vi så ikke også først sikre os, at der ikke er krig, og at de ikke ender i en torturkælder eller bliver slået ihjel? Det er vi også alle sammen enige om at vi selvfølgelig skal sikre os. Men er det ikke netop det, som asylsagsbehandlingen i dag skal afdække? Hvordan skal vi sikre os, at vi ikke sender personer retur til tortur eller det, der er værre, hvis vi afviser at foretage sådan en asylsagsbehandling? Vi kan også tage det et skridt videre i forhold til forslagsstillernes forslag om et totalt asylstop: Hvis vi hverken kan sende de her personer til et af vores nabolande, da vi ikke har gensidigt forpligtende aftaler på plads, og vi heller ikke kan sende dem til deres eget hjemland, hvad skal vi så gøre ved dem? Så vil de jo opholde sig i Danmark. Vi kunne vende det blinde øje til, men så vil vi jo se de her store teltbyer under motorvejsbroerne med migrantlejre og ophobninger i de større byer, og det tror jeg heller ikke nogen af os har en interesse i.
Skal vi lukke os om os selv, træde ud af vores internationale samarbejder og gå egne veje, og hvad betyder det for Danmarks rolle i det internationale samfund, for vores deltagelse i EU og for relationen til vores nabolande? Jeg mener ikke, at vi kan nøjes med at gå vores egne veje i forhold til asylpolitik. Jeg mener og jeg tror på, at et brud med vores internationale forpligtigelser kan have betydning for det samarbejde, vi har med flere andre lande på øvrige områder – det kunne være på handelsområdet – og det ønsker jeg heller ikke. Derfor mener jeg, at et asylstop vil skabe flere problemer for os, end det vil løse for os. Det er også derfor, vi bliver nødt til at samarbejde internationalt; det er her, løsningen findes.
Der er brug for, at vi får taget fat, grundlæggende fat, om de udfordringer, der er i asylsystemet. Der deler vi fuldstændig overvejelserne fra forslagsstillerne. Der er brug for helt at fjerne incitamentet til, at folk i første omgang hopper om bord i en gummibåd og sejler over Middelhavet med en forventning om en fremtid i EU, for der bør ikke være fri indvandring til Europa. Vi skal have bedre kontrol med, hvem der kommer ind, og adgangen til EU skal kontrolleres af EU-landene selv og ikke af menneskesmuglerindustrien. Derfor har regeringen som bekendt fremsat forslag til et nyt asylsystem, hvor en asylansøgning i Danmark som udgangspunkt ikke længere skal føre til en adgangsbillet til det danske velfærdssamfund. I stedet skal asylsagsbehandlingen og den eventuelle beskyttelse flyttes uden for Danmarks grænser.
Jeg bemærker da også med tilfredshed, at forslagsstillerne anfører, at regeringens forslag synes nødvendigt. Jeg har også en forventning om, at vi vil se et markant fald i antallet af spontane asylansøgere i Danmark, når ordningen er kommet på plads. På den måde får vi samtidig frigivet midler til at hjælpe flere og bedre i nærområderne. Jeg bemærker også, at de samme toner kan læses i det fremsatte beslutningsforslag, og her anfører forslagsstillerne, at Danmark skal øge bevillingerne til at højne standarden i flygtningelejrene og beskytte flere mennesker på flugt og beskytte dem bedre. Forslagsstillerne skriver også, at Danmark hverken kan eller skal vente på, at øvrige EU-lande vil deltage i et samarbejde. Her er jeg helt enig. Derfor har vi også hele tiden sagt, at vi er villige til at gå selv eller sammen med få andre lande, og det er faktisk også det, vi er i gang med.
Jeg forstår forslagsstillernes utålmodighed. Jeg tror faktisk, at jeg måske endda er endnu mere utålmodig selv, men det, jeg kan love Nye Borgerlige, er, at regeringen arbejder på højtryk for at realisere et nyt asylsystem. Snart fremsætter vi et nyt lovforslag, som vil bringe os et lille skridt videre med at sikre en nødvendig hjemmel til, at vi fra dansk side kan overføre asylansøgere til asylsagsbehandling i tredjelande med en aftale i hus.
For at opsummere forstår og deler jeg egentlig bekymringerne og ønsket om et opgør med spontan asylansøgning, men vi mener ikke, at det her beslutningsforslag er løsningen. Vi kan ikke indføre et totalt asylstop, hvis vi skal overholde vores internationale forpligtigelser, og det mener regeringen at vi skal. Og selv hvis vi bryder med vores internationale forpligtigelser, vil det være vores vurdering, at vi bare vil skabe nye problemer for os selv. Som jeg sagde tidligere, er det derimod vigtigt, at vi anerkender, at udfordringen med flygtninge og migranter ikke kan løses på nationalt niveau alene. Vi skal også samarbejde internationalt, så vi kan sætte en stopper for den uretfærdighed, der foregår nu, hvor mennesker på flugt bliver udsat for livsfare, og hvor folk, der ikke har behov for beskyttelse, benytter asylsystemet som et brohoved ind i Europa. Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget, men vi ser frem til debatten og står selvfølgelig til rådighed, både i dag og efterfølgende, for spørgsmål.