Fremsat 09-03-2021
1. behandlet/henvist til udvalg 26-04-2021
Beretning afgivet 15-09-2021
Ministerområde:
Indenrigs- og Boligministeriet
Det foreslås, at der for kommunernes og regionernes byggerier og renoveringer kan stilles et bæredygtighedskrav om et nærmere defineret maksimalt CO2-aftryk. Hvor kommuner og regioner lever op til kravet, vil omkostninger i forbindelse med byggeriet blive undtaget fra anlægsloftet.
Udvalget afgav beretning over forslaget den 15. september 2021. Et flertal i udvalget (S, V, SF, KF og KD) konstaterer, at regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Alternativet den 5. marts 2021 indgik en aftale om en national strategi for bæredygtigt byggeri, som sætter de langsigtede rammer for en ambitiøs omstilling i den danske bygge- og anlægssektor. Flertallet i udvalget ønsker ikke at undtage kommuners og regioners opfyldelse af klimakrav til bygninger fra anlægsloftet og noterer sig, at det allerede er muligt for kommuner og regioner at stille krav om et maksimalt CO2-aftryk for egne byggerier. Beretningen indeholder herudover mindretalsudtalelser fra Radikale Venstre, fra Enhedslisten og fra Sikandar Siddique (UFG).