Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Beskæftigelsesministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T +45 72 20 50 00
www.bm.dk
CVR 10172748
J.nr. 2021 - 2160
12. april 2021
Beskæftigelsesudvalget har i brev af 4. marts 2021 stillet følgende spørgsmål nr. 1
(B 163), som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 1:
”Vil
ministeren oplyse, hvad de økonomiske konsekvenser ved
borgerforslaget skønnes at være?”
Svar:
Det fremgår af borgerforslaget, at man ønsker en ordning, hvor forældre har ret til
at passe deres syge børn under hele sygeperioden ved almen akut opstået sygdom.
Forslagsstillerne foreslår, at der indføres en kompensationsordning svarende til en
svensk model, hvor forældre op til barnet er 12 år har ret til fravær grundet barnets
sygdom uden løn, men med en kompensation på 80 pct. af dagpengesatsen.
De økonomiske konsekvenser af borgerforslaget afhænger af den konkrete udmønt-
ning af en sådan ny kompensationsordning, herunder blandt andet hvilke person-
grupper der omfattes af ordningen, og hvilke betingelser der skal være opfyldt for
at være omfattet. Endvidere vil der skulle tages stilling til finansiering af forslaget
(i Sverige finansieres ordningen af arbejdsmarkedets parter i fællesskab), samt
hvilken (evt. statslig) myndighed, der skal administrere ordningen. Jeg henviser i
øvrigt til mit svar på BEU spørgsmål 2 til B 163.
Det antages, at forældre til børn i alderen 8 måneder til og med 11 år omfattes af
ordningen, samt at ordningen benyttes på samme niveau som tilfældet var i Sverige
i 2019, hvor ordningen i snit blev anvendt 3,7 dage pr. barn pr. år. Lægges de anta-
gelser til grund, skønnes det, at ordningen vil blive anvendt cirka 2,6 mio. dage år-
ligt i Danmark. Hvis forældre skal kompenseres med 80 pct. af den gennemsnitlige
barselsdagpengesats, svarende til en årlig sats på cirka 185.500 kr., vil det medføre
skønnede direkte udgifter til dagpenge på cirka 2,2 mia. kr. årligt. Medregnes de
afledte konsekvenser ifht. skat og tilbageløb vil der være tale om udgifter på cirka
2,7 mia. kr. årligt
I skønnet indgår der ikke eventuelle udgifter til administration af ordningen.