Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 1444
Doknr.
403263
Dato
13-04-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 2. marts 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 12 (B 139) til social- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål 12
”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 2. marts 2021 fra
#enmillionstemmer, jf. B 139
– bilag 5.”
Svar:
Henvendelsen, som udvalget har bedt mig kommentere, vidner om, at der er
behov for at styrke tilliden og retssikkerheden på handicapområdet. Der er
ingen tvivl om, at der er et behov for at styrke handicapområdet, så alle
borgere med handicap får den nødvendige hjælp af rette kvalitet og
specialisering.
Derfor igangsatte regeringen i 2020 Evalueringen af det specialiserede
socialområde med støtte fra Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk
Folkeparti og Alternativet. Evalueringen skal bidrage til, at vi får den
nødvendige og grundige viden, som kan danne grundlag for, at vi indretter
området sådan, at vi er sikre på, at borgerne får den bedst mulige støtte til at
leve et godt liv.
Jeg mødtes med #enmillionstemmer inden påske og havde her lejlighed til at
drøfte borgerforslaget og løsningsforslag med dem. Det var et godt og
konstruktivt møde. Flere af de temaer, der præsenteres i #enmillionstemmers
introduktion til løsningskatalog indgår også som fokusområder i evalueringen.
Således har evalueringen også fokus på at sikre den rette specialisering og
den nødvendige kvalitet i de sociale tilbud, at sikre borgeren en god og
kompetent visitation samt et fokus på den nugældende finansiering og de
økonomiske incitamenter.
Resultaterne af evalueringen, som vil ligge klar i løbet af 2021, skal danne
baggrund for, at vi kan pege på de gode tiltag og løsninger, som skal bidrage til
en styrkelse af området. Til brug for dette arbejde er det både brugbart og
interessant at modtage henvendelser som denne, hvor interessenter bidrager
med input og løsningsforslag, og jeg ser derfor frem til at modtage det endelige
løsningskatalog fra #enmillionstemmer.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1