Tak for det, formand, og tak for et godt beslutningsforslag, og i den forbindelse kunne vi måske få lidt mere ro på bagsmækken dernede. Jeg får lige lidt ekstra taletid, ikke formand (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Jo, men vi skal ikke have så højrøstede samtaler. Hvis man vil tale sammen, skal man gøre det ude i sidegemakkerne. Værsgo). Det er, fordi jeg taler direkte til ordføreren for forslagsstillerne her. Derfor er det lidt uheldigt, at Konservatives ordfører er nede på de bagerste rækker. Normalt holder han til lidt længere fremme i rækkerne, men åbenbart ikke i dag. Jeg får lidt ekstra tid, ikke formand? (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Det fik ordføreren nu). Det er godt.
Det her beslutningsforslag er jo et godt beslutningsforslag, og hvis nu forslagsstillerne lige havde kontaktet os og måske også Venstre, så kunne der have været større opbakning til fremsættelsen, men lad det nu ligge. Jeg skal starte med at sige, at vi varmt støtter det her forslag i Dansk Folkeparti, så det andet er bare en bagatel. Hvad angår udbetalingen af feriepengene, kan jeg huske, at der var en masse indvendinger, da vi startede: Arbejdsgiverne kunne ikke nå at indbetale; det havde de ikke overblik over; det gik ud over arbejdsgivernes likviditet. Dengang foreslog vi i Dansk Folkeparti, at staten kunne lægge ud – for det er jo billigt at låne, man får næsten penge for at låne i dag – og så kunne de inddrage dem fra arbejdsgiveren. Det er så det, man gør med de første 3 uger her, og det er helt fint.
Nu er vi så kommet til de næste 2 uger, og jeg har bemærket, at i forbindelse med de første 3 uger sagde beskæftigelsesministeren jo, at man ikke kunne gøre det op, før man nåede årets slutning. Det er fair nok, for for at undgå det der med, at man skal have folk til at betale penge tilbage, de har fået udbetalt, kan man først gøre det op ved årets slutning. Det er fair nok, det er vi snart nået til; der er kun en måned til årets slutning. Men det ændrer jo ikke ved, at man allerede nu kunne bestemme, at de 2 ugers feriepenge skulle udbetales.
Så siger ministeren, at man har indkaldt de partier, der vil bakke op, til forhandlinger. Det er så ikke Dansk Folkeparti. Vi var ikke med, for vi gik ud af de forhandlinger på grund af noget andet. Det var ikke på grund af feriepengene; dem er vi varme fortalere for skal udbetales. Jeg har bare svært ved at forstå, hvorfor der skal forhandles om, at man skal udbetale 2 ugers indefrosne feriepenge. Ministeren, regeringen og Socialdemokratiets ordfører siger jo, at man gerne vil udbetale dem. Det er sådan set hele Folketinget, der siger, at man gerne vil udbetale de her feriepenge. Så kan jeg ikke se, at der er noget at forhandle om. Så kan skatteministeren bare fremsætte et lovforslag om, at man udbetaler de 2 ugers feriepenge på et eller andet tidspunkt næste år. Om det skal være den 1. februar, den 1. marts eller den 1. april eller sådan noget, skal jeg lade være usagt, men der er jo ikke noget at forhandle om. Alle bakker op om, at de skal udbetales. Hvorfor skal man så forhandle om, om man skal udbetale de her 2 ugers feriepenge? Det er der ingen grund til.
Så jeg vil opfordre ministeren til at gå over i ministeriet og så sige til sine folk: Vi skal have lavet et lovforslag om, at de vil blive udbetalt f.eks. den 1. marts. Ministeren må gerne bestemme selv, hvornår de skal udbetales. Og så kan man lave et forslag, sende det i høring, eller hvad det skal, og så kan vi få det førstebehandlet, og når vi så kommer til nytår, har regeringen et overblik over, hvor meget der er blevet indbetalt, og så ligger det klar til det øjeblik, hvor de 2 ugers feriepenge skal udbetales. Jeg kan simpelt hen bare ikke se, at der er noget at forhandle om. Hele Folketinget er enige om, at folk skal have deres egne feriepenge udbetalt, at de 2 ugers indefrosne feriepenge skal udbetales her til næste år. Vi kan sagtens acceptere, at der selvfølgelig skal være tid til at få et overblik over, hvor meget der er blevet indbetalt, og der har ministeren sagt, at det overblik har vi, når vi kommer til nytår. Så er arbejdsgiverne færdige med at indberette, hvad der er, og så lægger staten ud, og så indkradser de fra arbejdsgiverne, som de også har gjort i forbindelse med de første 3 uger.
Så fremsæt det lovforslag! Det kan såmænd være klar til at blive fremsat her i december måned. Vi har snart den 1. december, så er vi ovre efteråret, og så kan det fremsættes her i december, og så kan vi få det førstebehandlet før juleferien eller også først i januar. Jeg kan godt vente til januar med at få det førstebehandlet, hvis der er udbetaling den 1. marts. Men man kan klargøre og fremsætte et lovforslag, der handler om udbetaling, og så har ministeren hele Folketingets opbakning til det lovforslag. Så lad være med at forhandle om alt muligt andet på det her punkt. Man skal bare koncentrere sig om de 2 ugers feriepenge og så sige: Vi fremsætter et lovforslag. Alle er enige. Ministeren har hundrede procent opbakning. Jeg tvivler på, at der er nogen herinde i Folketinget, der vil sige nej til, at de skal udbetales, og så er der ingen grund til at forhandle. Så spring de forhandlinger over med den kreds, der var med til dem. Der er ingen grund til det. Bare fremsæt lovforslaget.
Men Dansk Folkeparti støtter det her beslutningsforslag.