Det sidste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 70:

Forslag til folketingsbeslutning om en kompensationsordning til borgerne for kommunernes sagsbehandlingsfejl og fristoverskridelser på socialområdet.

Af Mette Thiesen (NB) m.fl.

(Fremsættelse 30.10.2020).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er social- og indenrigsministeren.

For meget kort tid siden – for ganske få minutter siden – drøftede vi beslutningsforslag nr. B 49, som omhandler udfordringerne med retssikkerheden på særlig handicapområdet. Det beslutningsforslag, vi nu skal drøfte, B 70, har samme formål og baggrund.

Med beslutningsforslag B 70 foreslås det således, at regeringen i dette folketingsår skal indføre en kompensationsordning til gavn for borgere, som oplever sagsbehandlingsfejl og fristoverskridelser på socialområdet. Ordningen skal bestå af fire elementer: for det første en dagsafgift på 500 kr. pr. døgn, kommunen overskrider en sagsbehandlingsfrist; for det andet en kompensation til borgeren svarende til kommunens besparelse, når kommunen har truffet en forkert afgørelse; for det tredje en kompensation til borgeren, når kommunen ikke har sparet noget ved at træffe en forkert afgørelse; og endelig for det fjerde en udvidet brug af opsættende virkning. Da mange af de problemstillinger, som beslutningsforslaget her berører, er de samme som i beslutningsforslag nr. B 49, som vi netop er blevet færdige med at drøfte, vil jeg ikke gentage mig selv, men blot understrege nogle få hovedpointer.

Der skal ikke være tvivl om, at jeg er helt enig i den bekymring for retssikkerheden, som ligger til grund for beslutningsforslaget her og for B 49. Men ligesom ved B 49 så mener jeg ikke, at beslutningsforslaget indeholder de rigtige redskaber.

For det første vil beslutningsforslaget ligesom B 49 have store økonomiske konsekvenser, og forslagsstillerne anviser ikke, hvor finansieringen skal findes. Hvis pengene skal findes på kommunernes i forvejen pressede budgetter, risikerer vi, at virkningen af beslutningsforslaget bliver det modsatte af intentionen, nemlig en dårligere retssikkerhed. For det andet mener jeg ikke, at straffe og dagsafgifter er den rigtige vej at gå. Jeg mener derimod, at vi opnår bedre retssikkerhed ved at understøtte kommunerne med det klare mål, at borgerne skal have en rigtig afgørelse første gang. Det er det, vi skal bruge ressourcerne på, og ikke på at straffe. Det hænger sammen med, at der for det tredje kan sættes spørgsmålstegn ved, om indførelse af kompensation vil have nogen virkning, om det vil skabe et incitament, der gør en forskel. At der sker udbetaling med tilbagevirkende kraft af løbende kontante ydelser, har f.eks. ikke medført, at der for de ydelser er en markant lavere omgørelsesprocent på området end på området som helhed.

Jeg anerkender fuldt ud, at der i visse situationer kan være brug for en løftet pegefinger, og den kan Ankestyrelsen løfte. Det er bestemt en del af retssikkerheden. Men den løftede pegefinger skal følges op af dialog og støtte til at gøre det bedre, f.eks. via målrettede taskforceforløb ude i kommunerne. Det er initiativer, som vi jo i øvrigt i fællesskab har prioriteret midlerne til.

Hvis vi vender os mod borgersiden, og det er jo den vigtigste side overhovedet, har jeg også svært ved at se, at kompensation vil gøre en afgørende forskel. En borger, der f.eks. har fået frakendt eller nedsat sin socialpædagogiske støtte, har ikke brug for en lille pose penge i enden af et langt klageforløb. Nej, borgeren har brug for, at kommunen træffer den rigtige afgørelse første gang. Det er jo det, der er den rigtige retssikkerhed.

Derfor er der også allerede iværksat en række tiltag for at forbedre retssikkerheden. Det drejer sig bl.a. om de midler, der blev afsat med satspuljeaftalen for 2018-2021, til en handlingsplan til styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet og til Ankestyrelsens læringsinitiativer. Men der er også initiativer som pårørendekonsulent og bedre ledelsestilsyn på handicapområdet, som indgår i den aftale, vi lige har indgået om reserven. Ud over det har vi også netop indgået en finanslovsaftale, hvor vi har afsat i alt 135 mio. kr. over en 4-årig periode, som kommunerne kan søge, til at etablere og forankre borgerrådgiverfunktionen. Borgerrådgiverne er vigtige, fordi de som bindeled kan rådgive og vejlede borgerne i kontakten med kommunen og føre tilsyn med kommunens administration.

Endelig vil jeg også gerne fremhæve evalueringen af det specialiserede socialområde. Her er vi i fuld gang med at afprøve en model til at beskrive specialiseringsniveauer på sociale tilbud til mennesker med erhvervet hjerneskade og autisme. Afprøvningen skal danne grundlag for, at vi kan drøfte muligheden for at lave specialeplaner på hele det specialiserede socialområde. Det skal både styrke specialiseringen i tilbuddene, og det skal styrke kommunernes visitation til de rigtige tilbud, så børn, unge og voksne får den rigtige hjælp fra start. Og så har regeringen ikke mindst leveret et grundlæggende løft af kommunernes økonomi på velfærdsområdet i to på hinanden følgende kommuneaftaler, og det har vi tænkt os at blive ved med.

Vi får ikke bedre retssikkerhed af et system, hvor vi fodrer hunden med sin egen hale. Vi opnår bedre retssikkerhed ved et langt sejt træk, ved at tage fat i det strukturelle og ved at holde det politiske fokus her i huset, men jo altså også ude i kommunalbestyrelserne, hvor vi sikrer, at kommunerne har den nødvendige økonomi til velfærden, og hvor vi støtter kommunerne alt det, vi kan. På den baggrund kan regeringen ikke støtte forslaget, men tak for at fremsætte det og for den debat, jeg er sikker på vi får nu.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Fru Mette Thiesen.

Jeg kan så forstå, at Socialdemokratiet, ministeren og regeringen ikke ønsker, at der skal være straf, når nogen bryder loven. Det er det, ministeren står og siger – i hvert fald på det her område. Ministeren vil altså rigtig gerne lovgive på området, og ministeren vil gerne stå og sige alle de rigtige ting, men når loven så skal overholdes, bakker ministeren. Det vil man ikke sikre.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren om noget: Hvis kommunerne nu bare gjorde sig umage og sagsbehandlede rigtigt første gang, ville der så slet ikke være brug for den her kompensationsordning? Det vil sige, at den, selv om ministeren og regeringen stemte for det her beslutningsforslag, og hvis kommunerne bare gjorde mig umage, slet ikke ville blive bragt i spil. Er ministeren ikke enig med mig i det – ja eller nej?

Ministeren.

Det ville være virkelig, virkelig skønt, hvis virkeligheden var så enkel, som det nogle gange bliver reduceret til at være, når vi står her på Christiansborg og diskuterer, altså hvis man bare gjorde sig umage derude.

Jeg ved ikke, hvad fru Mette Thiesen forestiller sig i forhold til de tusindvis af sagsbehandlere, der møder ind hver morgen, og nu arbejder en del af dem jo så hjemmefra, for at sagsbehandle. Hvad forestiller fru Mette Thiesen sig de gør – at de sidder og har tankerne et andet sted og er på sociale medier, mens de arbejder, eller at de er mødt ind med en grundtanke om, hvordan de kan gøre sig mindst muligt umage i forhold til de sårbare borgere, de kommer til at sidde over for.

For hvis det er grundindstillingen eller den grundforståelse, der er af, hvordan de kommunale sagsbehandlere på det her område agerer, og at det er den indstilling, de møder ind på arbejde med, nemlig at man ikke gør sig umage, og at det bare er noget, man skalter og valter med, er vi i hvert fald to meget forskellige steder. Det er jo aldrig godt, hvis man skal prøve at blive enige om noget. Der er for høje omgørelsesprocenter, og der er for mange borgere, der ikke kan få den rette hjælp første gang, men at det skulle dreje sig om, at der var nogen, der skulle gøre sig mere umage, har jeg svært ved at se.

Fru Mette Thiesen.

Det er vel nærmest en sport for den siddende regering at svare udenom. Vi har set det tidligere i dag med statsministeren, der ikke kunne svare på noget som helst og svarede udenom, og nu gør socialministeren så desværre det samme. Jeg stillede et meget, meget konkret spørgsmål. Hvis kommunerne sagsbehandlede rigtigt første gang, ville der så være brug for, at man kompenserede de borgere, der var kommet i klemme ved forkerte beslutninger – ja eller nej?

Ministeren.

Hvis kommunerne var i stand til at sagsbehandle rigtigt første gang, ville vi jo ikke stå og have hverken denne her diskussion eller den diskussion, vi havde under det tidligere beslutningsforslag. Jeg bliver nødt til at sige, at jeg, når vi står her og diskuterer et emne, der vel optager os alle sammen utrolig meget, på anden time og det skal fremstilles, som om det ikke er en debat, man ønsker at gå ind i fra regeringens side, bliver endnu mere træt, og jeg er træt i forvejen – det er ikke nogen hemmelighed. For jeg synes faktisk ikke, det er en ordentlig måde at debattere på. Jeg har ikke tal på, hvor mange spørgsmål jeg har besvaret. Jeg tror faktisk, at der var spørgsmål fra alle ordførere, der var til stede i salen, så jeg vil gerne have mig frabedt at få at vide, at jeg ikke skulle svare på spørgsmål i den her diskussion.

Fru Karina Adsbøl.

Vi ser, at der er store omgørelsesprocenter, og det har vi fået utallige henvendelser om. Jeg kan faktisk huske, at Evald Krog, en god kæmper, som desværre ikke er her mere, i sin tid skrev til os i Social- og Indenrigsudvalget, at kommunerne kvit og frit kunne bryde lovgivningen, uden at det havde nogen konsekvenser. Jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren, når vi nu ser, at der er så mange lovbrud på det her område – det viser Ankestyrelsens tal jo i forhold til omgørelsesprocenter – hvad ministeren så helt præcis vil gøre. Ministeren siger, at det er vigtigt, at man får den rigtige afgørelse i første omgang, og det er der ikke nogen der er uenig i, men faktum er, at det jo ikke sker. Så hvordan vil ministeren så sikre, at det sker?

Ministeren.

Det bliver meget hurtigt meget sort-hvidt, når vi diskuterer det her i Folketingssalen. Og jeg forstår det godt – jeg har selv her de vidnesbyrd, som enmillionstemmer har indsamlet og sendt til os, og jeg går ud fra, at I også har læst dem. Man bliver berørt, når man læser det her; man bliver oprigtigt ked af, at det skal være en kamp for så mange at få en hjælp fra det system, der er sat i verden for at hjælpe dem. Men det er jo ikke det samme, som at der træffes den forkerte afgørelse første gang i alle sager – det gør der ikke. Der sidder ikke sagsbehandlere rundtom i alle vores kommunale forvaltninger og undlader at gøre sig umage og skalter og valter med det her.

Men der er for mange fejl – det er jeg fuldstændig enig i. Og jeg har i dag, også under det beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti har fremsat, peget på, at den her regering mener, at der skal nogle grundlæggende strukturelle ændringer til, som i højere grad gør, at der træffes den rigtige beslutning første gang. Det handler om at sikre, at der er den rette specialiserede viden derude eller en erkendelse af, hvor ens egen viden kommer til kort, og hvor man skal trække på mere specialiseret viden for at sikre borgerne de rette tilbud. Og det handler om, at der er en ordentlig velfærdsøkonomi derude.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg tror ikke, der er nogen, der har beskyldt nogen i den forbindelse, altså socialrådgiverne eller andre. Vi ved godt – mange af os – at socialrådgivere er presset oppefra af kommunalchefer og andre. Socialrådgiverne kan jo ikke i dag ligesom træffe deres egen beslutning – det skal jo op på et højere niveau.

Men hvad vil ministeren gøre, når man ikke overholder lovgivningen? Altså, der er jo mig bekendt ikke uddelt nogen tvangsbøder til nogen kommuner, når de ikke overholder lovgivningen. Og der mangler altså helt basalt retssikkerhed for borgerne i det her, når man begår lovbrud over for dem – der sker ikke noget, intet, ud over at kommunerne har sparet nogle penge.

Tak. Så er det ministeren.

Jeg mener, at det er fuldstændig afgørende, at vi kommer et sted hen, hvor der bliver truffet den rigtige beslutning første gang i langt, langt flere tilfælde, end vi ser i dag. Og så kan vi diskutere – og det er jo det, vi gør – hvad der så er vejen derhen. Min stille pointe her i dag er, at hvis det, der lå til grund for de her fejl, var et økonomisk incitament, så ville man vel f.eks. se, at der var en lavere omgørelsesprocent i de sager omkring løbende kontante ydelser, hvor det faktisk har en økonomisk konsekvens for kommunerne, når man har truffet en forkert beslutning, men det ser vi jo ikke. Så det her med at lade, som om der er ét snuptagsgreb, holder simpelt hen ikke.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er fra Socialdemokratiet, og det er Hr. Daniel Toft Jakobsen.

Tak for det. Jeg vil igen starte med at sige tak til forslagsstillerne, som denne gang er fra Nye Borgerlige, for beslutningsforslaget. Ligesom det forslag, som vi lige har behandlet for kort tid siden, B 49, så handler det om den retssikkerhed på handicapområdet og socialområdet, som jeg tror vi alle sammen er enige om ikke er god nok i dag.

Jeg vil ligesom ministeren heller ikke bruge en hel masse tid på at gentage mig selv – ikke alt for meget, i hvert fald – hverken i forhold til hvorfor vi er fuldstændig enige i det, der er beslutningsforslagets formål, nemlig en styrket retssikkerhed, og heller ikke i forhold til hvorfor vi ikke er enige med hensyn til de konkrete midler, der foreslås.

Jeg vil nøjes med at gentage konklusionen. I Socialdemokratiet mener vi ikke, at økonomisk straf til kommunerne og økonomisk kompensation til borgerne for forkerte afgørelser er den bedste løsning. Vi mener ikke, at det er den rigtige måde at bruge kræfterne og pengene på. Vi vil hellere bruge ressourcerne på at sikre så mange rigtige afgørelser i første instans som overhovedet muligt, bl.a. ved at understøtte kommunernes sagsbehandling, sikre en stærkere velfærdsøkonomi og ikke mindst se grundigt og sammenhængende på hele det specialiserede socialområde, sådan som vi gør i evalueringen, herunder jo bl.a. på kommunernes visitation, og hvordan man sikrer, at den rigtige viden er til stede det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og meget andet.

Så selv om vi er enige i målet, er vi ikke enige med hensyn til midlet, og derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen.

Nej, det er jo ikke overraskende, at Socialdemokratiet ikke vil sikre, at lovgivningen bliver overholdt på det her område – desværre. Det burde være noget, som alle kunne bakke op om, men det kan regeringen jo så desværre ikke, kan jeg forstå.

Jeg kunne godt tænke mig at vende problematikken lidt om. Først vil jeg lige sige, at det her forslag handler om, at kompensationen skal direkte ud til borgerne, både med hensyn til sagsbehandlingsfristerne og kompensationen generelt. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge helt specifikt: Hvad med dem, som har fået den rigtige hjælp, men hvor kommunen lige pludselig går ind og tager den hjælp fra dem? Hvad vil Socialdemokratiet gøre dér? For nu taler ministeren så meget om, at man skal sagsbehandle rigtigt den første gang. Og det er vi jo fuldstændig enige i. Men hvad så, hvis der er blevet sagsbehandlet rigtigt den første gang, men at kommunen pludselig ombestemmer sig og tager hjælpen fra de familier, som har fået den? Hvad mener Socialdemokratiet så? Mener Socialdemokratiet også, at kommunen skal have lov til at bryde loven på det område?

Ordføreren.

Jeg synes, vi skal prøve at referere hinanden rigtigt, når vi refererer, hvad hinanden siger. Og nu siger fru Mette Thiesen, at jeg skulle have sagt, at Socialdemokratiet er ligeglade med, om loven bliver overholdt. Jeg har tværtimod sagt, at vi fuldstændig anerkender, at der er et problem omkring retssikkerhed, og at vi også synes, det er vigtigt med flere korrekte afgørelser. Ministeren har også sagt det meget, meget tydeligt. Vi mener bare, at der er nogle andre veje derhen end dem, som er indeholdt i det her forslag.

Når det kommer til det med borgere, som får frataget deres hjælp eller skruet ned for den, er der jo allerede nogle regler omkring opsættende virkning i nogle paragraffer, og der er nogle andre paragraffer, hvor der er nogle regler omkring varselsordning. Og det giver rigtig god mening, at dér, hvor det virkelig har en konsekvens, er der også et varsel eller måske endda, som der er i nogle få paragraffer, en opsættende virkning. Men så er spørgsmålet, om det skal være i flere. Umiddelbart synes jeg, at det er ramt meget godt nu, altså at vi i forhold til de mest indgribende ting har den her varselsordning, men at vi ikke nødvendigvis har det på alle områder. For det vil jo også koste penge, og det vil også betyde, at der vil være nogle, der beholder en ydelse, selv om det er en fuldstændig korrekt afgørelse, at der eventuelt skal skrues ned for den.

Fru Mette Thiesen.

Tak for det. Det er jo ærlig snak fra Socialdemokratiets ordfører, at man mener, at det er fint nok. Jeg har selv et konkret eksempel med en, jeg talte med forleden dag, Mette. De fik faktisk hjælp første gang til hendes meget udviklingshæmmede storesøster, som de tager sig af derhjemme, men så havde de kommunalt ansatte lige pludselig været på kursus, og så mente de, at der skulle en helt anden visitation til. Og så gik familien fra at få 14 timers hjælp til at få 3 timers hjælp.

Mener ordføreren reelt set, at det er fair nok, eller mener ordføreren, at det er at hive tæppet væk under en familie, som faktisk løfter det ansvar at tage sig af deres handicappede pårørende?

Tak. Ordføreren.

Jeg har både hørt om og mødt mennesker og læst masser af historier i medierne, hvor jeg ikke synes det er okay, og hvor jeg synes det er forkerte afgørelser. Og den slags afgørelser kan man jo også indbringe for Ankestyrelsen. Så er der heldigvis nogle af sagerne – og det er godt, at det er sådan – hvor det er så indgribende og har så stor betydning at få frakendt eller nedsat en hjælp, altså hvor det er særligt indgribende, at man så kan beholde hjælpen i en periode på 14 uger, så vidt jeg husker. Så er det i hvert fald meningen, hvilket også sker i langt de fleste tilfælde, sådan som jeg forstår det, at man beholder hjælpen, indtil man får den afgørelse i Ankestyrelsen. Den ordning er der jo heldigvis allerede, og jeg synes, det er godt, at den er der i forhold til de her ydelser af en meget indgribende karakter.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Socialdemokratiets ordfører. Så er det Venstres ordfører, hr. Stén Knuth.

Tak for ordet, og tak for at rejse debatten. Jeg vil også sige til fru Karina Adsbøl, som jo rejste en vigtig debat i forbindelse med det foregående beslutningsforslag, at det her med at blive ved med at holde fast i at diskutere det her område er vigtigt. Jeg tror faktisk, at der er en bevægelse i det i øjeblikket, og at det er en bevægelse, der gør, at vi rigtig snart bliver nødt til at sætte os ned og tale sammen, bl.a. om det med retssikkerheden. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten havde jo selv i sidste uge fornøjelsen af at få en lille sejr, da vi var med til at sige til regeringen, at vi skulle kigge på det her med de 9 timer om ugen og klageadgangen i den forbindelse. Så det nytter noget at blive ved. Derfor vil jeg også gerne rose forslagene her og forslagsstillerne for at rejse de her vigtige debatter.

Det her forslag går grundlæggende ud på at give borgeren et retskrav, der gør, at man fra kommunens side skal betale borgeren penge tilbage, hvis man ikke overholder de frister, der ligger. Jeg må starte med at sige, og det tror jeg vi alle sammen enige om, at det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi sikrer borgernes retssikkerhed, den rette sagsbehandlingstid og også rimelige svartider fra Ankestyrelsen. Det ligger os på sinde.

Men jeg må også sige, at med det beslutningsforslag, der ligger her, er vi ikke helt sikre på, at det er den rigtige vej. Vi vil faktisk ikke den vej, for forslaget er ufinansieret, og det er en lappeløsning. Det kan også være en glidebane i forhold til andre områder inden for velfærdsområderne. Det gælder f.eks. hele jobcenterområdet. Det ville så være det næste område, hvor vi skulle til at tage nogle tiltag over for kommunerne, hvis de ikke overholder reglerne. Så det er en glidebane at komme ud på at skulle straffe kommunerne på den her måde.

Jeg vil medgive – og den snak har vi også haft – at det er, som ministeren siger, nemlig at det er langt bedre med den rigtige afgørelse første gang. Jeg tror bare, at vi er et stykke fra at komme derhen. Derfor er det også vigtigt, at vi hurtigt sætter os sammen og ser på, hvad vi så i øvrigt kan gøre på det her område. Ministeren nævner også satspuljeaftalen og det, at man med handlingsplanen skal styrke kvaliteten i sagsbehandlingen ude i kommunerne.

Jeg vil sige, at det nok er anden eller tredje gang – jeg kommer jo selv fra Slagelse Kommune, og det underholdt vi også hinanden med i sidste uge – at vi har sådan nogle øvelser som den her. Man kan bare ikke få det til at virke, i hvert fald ikke ordentligt. Vi har medarbejdere, der knokler med det her. Spørgsmålet er, om de er dygtige nok, og om de har for mange sager, så de simpelt hen for ofte haster dem igennem. Spørgsmålet er også, om der er den rigtige kultur og den rigtige trivsel i den afdeling, hvor man nu er. Men det bliver spændende at se overgangen til, at man laver en rigtig sagsbehandling første gang, og se, hvordan man kan stramme tingene op over for kommunerne.

Vi vil sådan set gerne bede ministeren om at indkalde os til en drøftelse af, hvordan man kan sikre retssikkerheden, hvordan man kan tydeliggøre den lovgivning, som bliver udmøntet meget forskelligt fra kommune til kommune. Det kunne være nogle af de ting og nogle af de redskaber, vi meget hurtigt kigger på, så vi kommer hen til det, som vi alle sammen ønsker, nemlig en rigtig afgørelse første gang. Vi vil egentlig også gerne bede ministeren om at give os et svar på, hvordan man kan sikre, at Ankestyrelsen giver nogle hurtigere svar, så vi hurtigere kan komme til at reparere på det, som måske er gået galt.

Venstre kan ikke stemme for det her beslutningsforslag, men vi deltager rigtig gerne i nogle samtaler om, hvordan vi kommer hen til det her med den rigtige afgørelse første gang. Jeg skal hilse fra De Konservatives ordfører og sige, at de heller ikke kan stemme for beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen.

Nej, Venstre ved man hvor man har. Ifølge Venstre skal vi bruge endnu mere af de her danskeres tid – de danskere, som er fanget i systemet – på at sidde i rundkreds og drøfte ting, som er blevet drøftet igennem i mange år. Faktum er bare, at retssikkerheden er ikkeeksisterende på det her område.

I øvrigt vil jeg bare informere ordføreren om – det kunne godt være, ordføreren ikke ved det – at i Nye Borgerlige vil vi lukke jobcentrene. De skaber ikke værdi for nogen andre end dem, der arbejder der. Så lad os bare slå det fast.

Så handler det jo om, at man prioriterer ude i kommunerne. Vi har da en klar holdning til, at man prioriterer et område som det her eksempelvis ude i kommunerne. Det er jo kernevelfærd, det er jo grundlæggende, at man holder hånden under dem, som har allermest behov for det, nogle af de mest sårbare. Så må man bruge sine penge mere fornuftigt og måske droppe nogle af de her andre prestigeprojekter og alt mulig andet. Det skal i hvert fald prioriteres.

Jeg vil egentlig spørge ordføreren om noget meget konkret: Er det kommunerne selv, der fastsætter deres sagsbehandlingstider? Ja eller nej.

Ordføreren.

Jeg vil starte med at sige tak til Nye Borgerliges ordfører for at rose Venstre. Men jeg er ikke sikker på, at rosen var helt så ren, som ordføreren sagde. Jeg fornemmede en vis ironi i det.

Nej, det er ikke kommunerne selv, der fastlægger sagsbehandlingstiden.

Fru Mette Thiesen.

Jo, det er det på rigtig mange områder. Der er det kommunen selv, der fastsætter og skriver de her sagsbehandlingstider. De får påbud om, at de skal fastsætte sagsbehandlingstider og gøre dem offentlige, men det er kommunerne selv, der fastsætter dem baseret på en masse forskellige ting. Så det er egentlig bare det, jeg vil have ordføreren til at bekræfte: Kommunerne fastsætter de her sagsbehandlingstider, og så er det selvfølgelig deres eget ansvar at overholde dem – ja eller nej.

Ordføreren.

Ja, det er det.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til Venstres ordfører, så vi går videre til Dansk Folkepartis ordfører, fru Karina Adsbøl.

Så er vi tilbage igen. Det her forslag ligner jo meget de forslag, Dansk Folkeparti gentagne gange har fremsat her i Folketingssalen, herunder en kompensationsordning til borgere, der bliver fejlbehandlet i det sociale system. Desværre kan Nye Borgerlige jo se, at det er op ad bakke at få 90 mandater i det her Folketing til at forbedre retssikkerheden.

Det skal ikke kvit og frit kunne betale sig at bryde lovgivningen. Der kan i dag gives tvangsbøder, når man ikke overholder lovgivningen, men mig bekendt er der ikke givet nogen. Det her forslag indeholder så fire initiativer. Det ene omhandler dagbøder til kommunerne, hvis de ikke overholder sagsbehandlingsfristerne, og jeg tænker, at det netop omhandler de sagsbehandlingsfrister, som kommunerne jo selv sætter. I Dansk Folkeparti fik vi for nogle år siden faktisk flertal for, at kommunerne skulle forpligtes til at offentliggøre de her sagsbehandlingsfrister på kommunens hjemmeside. Det var man ikke forpligtet til at gøre på kommunens hjemmeside tidligere; man måtte selv bestemme, hvor man ville gøre det henne, så det var svært for borgerne at følge med i det. Men det lykkedes da trods alt at få et politisk flertal for det. Det er vigtigt, at man som borger selv kan gå ind at se sagsbehandlingsfrister.

Men de kommuner, der så ikke overholder deres egne frister, skal kunne pålægges en dagsafgift på 500 kr. pr. døgn, altså for kommunens overskridelse af en sagsbehandlingsfrist, og afgiften tilfalder borgerne. Og ja, det er vel meget rimeligt, at såfremt man ikke følger sine egne tidsfrister, kan man blive mødt med en afgift, som tilfalder borgeren. Men det her er heller ikke helt sort-hvidt, for det kan godt være, at man som kommune afventer et svar et andet sted fra. Det kan være fra sundhedsvæsenet, og det kan være, man venter på en VISO-rapport eller noget andet. Men i hvert fald, hvis man er selvforskyldt i det – kan man sige – synes jeg også, det er rimeligt, at man selvfølgelig skal have en bøde. Borgeren skal have en kompensation i form af en overførelse af den fulde berigelse eller besparelse, kommunen har opnået ved at træffe en forkert eller ulovlig afgørelse, eller der skal være en kompensation til borgeren for ikkeøkonomisk tab ved grove forsømmelser og systematiske og væsentlige fejl i sagsbehandlingen begået af kommunen.

Der ønskes også et udvidet udgangspunkt om opsættende virkning, når kommuner fratager eller nedsætter tildelt støtte på socialområdet, og det er jo også noget, Dansk Folkeparti gentagne gange har fremsat, herunder er det også med i forslaget omkring Retssikkerhedsfonden, som vi lige har behandlet her i Folketingssalen. Og det skal jo også være sådan, at når ens funktionsevne er uændret og man stadig har det samme behov, skal man kunne bevare den hjælp, man har, og ikke risikere at miste den. Det har vi jo set, desværre, talrige eksempler på.

I sin tid fik vi faktisk også gennemført, at ved genbevilling af handicapbil skulle kommunerne blot anvende en tro og love-erklæring – ved genbevilling, hvis borgeren havde uændret funktionsevne. Så kunne man spare administrationen, og man kunne mere eller mindre spare sagsbehandlingen på det. Men desværre viser det sig så, at i det virkelige liv og i den virkelig praksis bliver det slet ikke anvendt i det omfang, det kunne. Og det vil jeg faktisk gerne anmode ministeren om at undersøge, netop i forhold til tro og love-erklæring ved genbevilling af handicapbiler, for det synes jeg faktisk vi havde indgået en aftale om, og det er jo noget, vi skal have fulgt op på.

Borgerne skal ikke kæmpe imod et system. Vi skal have et system, der er til gavn for borgerne. Og vi ser desværre, at det ikke er velfungerende, som det er i dag. Man bliver heller ikke ordentligt vejledt som borger, og retssikkerhedsloven ligger åbenbart dybt begravet. Men i Dansk Folkeparti er vi positivt indstillet over for forslaget. Tak for ordet.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der ser ikke ud til at være korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Det Radikale Venstre, og det er hr. Henrik Vinther. Velkommen.

Tak. For lidt siden behandlede vi – og vi støttede – et forslag om om ny retssikkerhedsfond på handicapområdet og opsættende virkning ved klage. Det gjorde og gør vi, selv om det nok ikke løser det grundlæggende problem, men fordi det kan være et redskab til at løse de nuværende udfordringer, og det er jo ikke, fordi de er nye. Der er der også flere der har været inde på. Vores nuværende socialrådgivning hviler på socialreformen og K. K. Steinckes lov om offentlig forsorg fra 1933, som skulle forenkle reglerne og sikre den enkelte, fordi de daværende regler blev fortolket meget forskelligt fra kommune til kommune, og det må vi så sige ikke helt er gået over.

Det aktuelle forslag lægger sig i slipstrømmen af det forrige forslag om at sikre en kompensation for de fejl, som kommuner måtte begå, og vi er grundlæggende for, at grove tilfælde af forkert sagsbehandling skal kunne betyde en økonomisk kompensation, jævnfør også det forrige beslutningsforslag. I forhold til overskridelse af tidsfrister er der allerede i lovgivningen i dag mulighed for kompensation ud fra det såkaldte hurtighedsprincip, hvor praksis er, at man ved en såkaldt kvalificeret forsinkelse kan give kompensation, og vi kunne godt tænke os at se på, hvordan vi kan arbejde det ind i det her forslag.

Men grundlæggende er vi positive over for at ansvarliggøre kommunerne, og igen: Det grundlæggende problem løser vi, ved at kommunerne lærer af deres fejl, og vi ser derfor gerne, at den årlige drøftelse af danmarkskortet, som kommunalbestyrelserne skal have, bliver til en egentlig faglig revision, hvor den enkelte kommune skal sætte lys på sine egne afgørelser og lære, hvordan man retter sine fejl.

Tak til ordføreren. Det ser ikke ud til, at der er korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Socialistisk Folkeparti, og det er fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at anerkende baggrunden for det her beslutningsforslag. Stillerne og jeg er i høj grad enige om, at kommunerne i visse tilfælde sylter borgerne, når de mere eller mindre bevidst trækker sagerne på handicapområdet i langdrag og træffer forkerte afgørelser, hvor de godt er klar over, at Ankestyrelsen kommer til at omgøre dem.

Kommunerne bør være på borgernes side og træffe de rigtige afgørelser første gang til gavn for borgerne samt overholde svarfristerne, således at borgerne hurtigst muligt får klarhed og den nødvendige hjælp. Sådan er virkeligheden bare ikke i de fleste tilfælde, og det er mildest talt utilfredsstillende. Men at straffe kommunerne ved at give dem dagbøder, løser ikke det egentlige problem. Borgerne har egentlig mere lyst til og brug for bare at få den nødvendige hjælp, som de har behov for og ret til i deres hverdag, frem for en straf. Dagbøder til kommunerne vil også blot belaste kommunen mere økonomisk, således at der skal spares og skæres i velfærden andre steder. Det er heller ikke hensigtsmæssigt.

Beslutningsforslaget lægger endvidere op til, at borgeren skal have fuld kompensation, når kommunerne begår fejl eller overskrider fristerne. Det er vi heller ikke tilhængere af. Vi ser hellere, at borgerne bliver stillet i udsigt, at de kan få udbetalt tilskud eller ydelser med tilbagevirkende kraft, når Ankestyrelsen har afgjort, at kommunens afgørelse var forkert. Det er kommunernes skræmmende høje antal af fejlagtige afgørelser om borgernes behov for nødvendig hjælp, der skal være i fokus. Det er også derfor, vi mere er tilhængere af en retssikkerhedsfond, hvor kommunerne får en bod ved tydelige fejlafgørelser, men hvor vi sikrer, at pengene både bliver og gør gavn inden for handicapområdet og i forhold til retssikkerheden. På baggrund af det kan SF ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til SF's ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er hr. Jakob Sølvhøj. Velkommen.

Forslaget her forfølger jo samme problemstilling, som vi behandlede under det forrige punkt. Derfor vil jeg, selv om det jo kan være tyndt for en debat, i høj grad henvise til det, jeg sagde til det tidligere forslag – for nu ikke her på dette tidspunkt af dagen at gentage nøjagtig det samme.

Men vi er i Enhedslisten helt enige i, at vi er nødt til at gøre noget ved den urimelige mangel på retssikkerhed, der er, på handicapområdet, og at vi skal have gennemført en stribe og meget gerne sammenhængende reformer i forhold til retssikkerheden.

Vi diskuterede under det forrige punkt spørgsmålet om økonomiske incitamenter, og igen vil jeg sige, at jeg tror, at man selvfølgelig skal passe på med at overvurdere det, men på den anden side tror jeg nu faktisk, at det at skabe nogle økonomiske incitamenter, der driver sagsbehandlingen og afgørelserne i en rigtig retning, virker.

Jeg kunne godt tænke mig lige at inddrage et aspekt, som vi måske ikke diskuterede så meget under det forrige punkt. Det er spørgsmålet om de borgere, der ikke klager. Organisationen Lev lancerede her forleden dag en kampagne, »Nu er det Elses tur«, som jeg egentlig synes rammer meget godt. De beskriver Else, der har Downs syndrom, og som oplever at blive flyttet fra sit lille trygge botilbud til et stort botilbud med 42 borgere. Hun får et brev fra kommunen om, at nu har man reduceret hendes 15 ledsagetimer, fordi hun bor i et botilbud; derfor må hun altså affinde sig med en reduktion.

Det siges sådan – den måde, det fremstilles på – i »Nu er det Elses tur«:

»Ingen klagede, da kommunen flyttede Else mod hendes vilje – og ingen klagede, da kommunen tog hendes ledsageordning. Else anede nemlig ikke selv hvad en afgørelse, en Ankestyrelse eller en konkret og individuel vurdering var for noget. Og pædagogerne i botilbuddet turde ikke hjælpe.«

Det giver et meget godt billede af – og det er ikke i modstrid med det, der foreslås i forslaget her – at vi skal mere end det at håndtere spørgsmål om dem, der klager, og sikre en ordentlig retssikkerhed i klagesystemet, altså at vi også skal noget i forhold til de borgere, som ikke er i stand til selv at klage. Det synes jeg er utrolig vigtigt.

I forhold til de konkrete forslag må jeg sige: Jeg synes ikke, at de helt rammer hovedet på sømmet. Jeg er helt enig i intentionen. Altså, der er nogle overvejelser om sådan et dynamisk udgangspunkt for omgørelsesprocenterne. Jeg kan godt se, at der er tænkt over en eller anden pointe: at hvis man identificerer, at der er et område, hvor der er særlig store problemer med at overholde lovgivningen, så kunne det være, at det var der, hvor man drejede på gashåndtaget. Jeg er ikke sikker på, at dagbødetilgangen er rigtig, og jeg hælder nok mere til det, vi diskuterede under det forrige punkt, med en retssikkerhedsfond. Men jeg anerkender, at det er bud på, hvad vi kan gøre for at styrke retssikkerheden.

Også her kan jeg jo høre, at der ikke er flertal for det, men jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi fortsætter debatten om, hvordan vi styrker retssikkerheden – både i forhold til dem, der benytter klagesystemet, men i allerhøjeste grad også i forhold til de borgere, der ikke er i stand til det. Så tak for bidraget til den her vigtige diskussion.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, først fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for, at ordføreren rejser den relevante problemstilling vedrørende Else, for det er jo rigtigt. Der er jo en kæmpe udfordring her, og hvordan løser vi den?

Jeg har selv tænkt nogle tanker, også fordi jeg så, jeg tror, det var en dokumentar netop om en, som blev svigtet af kommunen og var mere eller mindre indespærret, og hvor det ikke var obligatorisk at underrette nogen om mennesker, der bliver omsorgssvigtet, og som er over 18 år. Derfor har jeg tænkt, at vi kunne indføre, at det skulle være obligatorisk at underrette nogen, hvis man er bekymret. Her var pædagogerne jo bekymrede, men de turde ikke gøre noget.

En obligatorisk underretningspligt i forhold til sådan nogle ting – kunne det være en vej at gå? Altså, det er bare en tanke, som jeg selv har tænkt. Hvad tænker Enhedslisten om det?

Ordføreren.

Jeg tænker, at det kan der være noget rigtigt i. I forhold til diskussionen om socialtilsynets rolle har vi selv i flere sammenhænge fremlagt den overvejelse, at man kunne udvide kravene til socialtilsynene, så de ikke bare skulle indberette det til kommunerne, når de oplevede, at der var helt åbenlyse fejl i visitationen, når de kommer ud og møder de borgere, der er i et botilbud, men at man også skulle forpligte socialtilsynet til at indberette det til Ankestyrelsen, sådan at det ikke bare overlades til kommunen så at tage stilling til, at de åbenbart har fejlvisiteret, men at de skal bringe Ankestyrelsen ind.

Det er egentlig kun for at sige, at vi er nødt til at prøve at finde nogle mekanismer, så vi bliver bedre til at opdage fejlene, hvor de foregår. Et sidste eksempel kan jeg nok lige nå. Når en kommune oplever at blive underkendt i 66 pct. af sine afgørelser om beskyttet beskæftigelse, er det jo beskæmmende, at der ikke er nogen, der siger til dem: Hvad med lige at undersøge resten af de borgere, der har haft problemer med at få 5 dages beskyttet beskæftigelse? Vi er nødt til at finde nogle systemer, som hjælper de borgere, som ikke selv er i stand til at klage.

Fru Karina Adsbøl.

Ja, i Dansk Folkeparti er vi klar til, kan man sige, at indgå i at kigge på, hvordan vi kan finde nogle systemer, for det er jo et relevant problem for de pågældende borgere, men også i forhold til, hvilken rolle de ansatte kan have. De ansatte skal jo ikke være bekymrede over at sige noget her. De skal jo have ret til at ytre sig, og de skal også have ret til det uden at være bekymret for at blive fyret.

Så jeg tænker også, at hvis man nu lavede en obligatorisk underretning – altså, hvis man ser et eller andet, skal man underrette nogen – så kunne det jo være direkte til Ankestyrelsen eller socialtilsynet eller andre, som så skulle handle på området. Men jeg ser frem til den videre dialog om det.

Ordføreren.

Jeg synes, det er fine betragtninger. Det handler jo først og fremmest om borgernes retssikkerhed, men der hviler også et enormt tryk på sagsbehandlerne – ministeren var inde på det lige før: Hvordan er deres arbejdssituation, og hvad er det for et tryk, de oplever? Og der tror jeg, at det skal være borgerne først – det er det, der er det helt afgørende i forhold til retssikkerheden – men kan vi finde nogle systemer, der også understøtter sagsbehandlerne i at løse den vanskelige opgave uden at opleve et massivt tryk oppefra, så vil det være rigtig fint.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Og så er ordføreren for forslagsstillerne klar. Velkommen til fru Mette Thiesen. Værsgo.

Tusind tak. Vi har et af verdens absolut højeste skattetryk i Danmark. Jeg tror faktisk næsten, at vi ligger nummer et. Alligevel er rettigheder noget borgerne skal klage sig til. Politikerne lader til at være ligeglade, for der er under skiftende regeringer og kommunalbestyrelser ikke sket noget. Siden de første statistikker i 2013 er det kun blevet værre. Jeg har efterhånden beskæftiget mig med området i nogle år. Jeg har hørt mange personlige skæbner. Og de gør, at jeg overvejer, om det velfærdssystem, der er bygget op i Danmark, reelt hjælper dem, der faktisk har behov.

I alt det her er det, der står klarest for mig, eksemplet med Rasmus. Rasmus var 18 år. Han havde hele livet foran sig, men han blev svigtet, ikke bare én gang, men flere gange af det system, som faktisk skulle hjælpe ham. Hans familie brugte hans sidste tid på at kæmpe. Rasmus kan desværre ikke være her i dag. Rasmus tabte kampen mod kræften i september i år. Han blev 18 år. Hans bror Daniel ville rigtig gerne have været her i dag, men han kunne ikke på grund af corona. Det her forslag er blevet til med hjælp fra både Daniel og Rasmus. Rasmus tabte kampen mod kræften. Han var et af de mest modige og stærke mennesker, jeg nogen sinde har mødt. Derfor kæmper jeg videre for at sikre retssikkerheden. Jeg kæmper for, at familier, der er så hårdt prøvet, ikke skal bruge deres tid på at kæmpe mod systemet. For den tid skal de bruge i deres familie med den nødvendige hjælp.

I 2019 var 42 pct. af klagesagerne ulovlige. Det er næsten halvdelen af alle klagesager, hvor klager får medhold. Jeg har kendt Camilla noget tid. Hun kæmper for at få hjælp til sin søn med infantil autisme, således at han kan komme ud og få en uddannelse og et arbejde, for det er det, han drømmer om. Men sagen er påklaget og hjemvist til kommunen. Hun oplever ikke, at kommunen overholder sagsbehandlingstiderne. Reelt er det jo ikke bare gratis for kommunerne ikke at overholde sagsbehandlingstiderne. Det kan ofte betyde en reel besparelse for dem. Ankestyrelsen fandt i perioden 2013-2019 flere sager, hvor sagsbehandlingen var så mangelfuld, at klagesagerne er endt med en hjemvisning til kommunen. For antallet af hjemvisninger er i perioden steget fra 16 pct. til 32 pct.

Man skal ikke tro, at problemet bare er begrænset til dem, som klager, altså klagesagerne. For Ankestyrelsens egne stikprøver viser, at der er alvorlige fejl i 25-50 pct. af de sager, som borgerne ikke har klaget over. Det giver jo sig selv, at de borgere, der aldrig klager, ofte vil være de mest udsatte; dem, hvis stemme aldrig bliver hørt; dem, der ikke har overskuddet til at kæmpe imod systemet. For nogle sagsområder er omgørelsesprocenterne over halvdelen. Det fremgår af Social- og Indenrigsministeriets offentliggørelse fra tidligere i år, at omgørelsesprocenten på børnehandicapområdet fra 2016 til 2018 svingede fra 46 pct. til 52 pct.

Forleden dag talte jeg med Mette. Mette har en dybt udviklingshæmmet storesøster, som hun og hendes mand gerne vil passe derhjemme. Søsteren har brug for hjælp 24 timer i døgnet. Kognitivt er hun som et barn på mellem 3-6 måneder. Alligevel har Mette og hendes mand måttet kæmpe sig fra 3 til 10 timers hjælp. Jeg har så afgrundsdyb respekt for danskere som Mette, der tager ansvar og tager sig af deres nære, og de fortjener al den hjælp, de kan få. Men Mette er jo desværre ikke det eneste eksempel. Når kommunerne ulovligt fratager en familie med en handicappet hjælp, må familien træde til og knokle endnu hårdere for at få hverdagen til at hænge sammen. Og vi kan kun gisne om, hvor mange familier med en handicappet der er knækket og endt i skilsmisse på grund af den evige kamp mod et rigidt system. Men rettigheder er desværre ofte noget, man skal klage sig til, og det skal vi gøre noget ved; noget, som er både ambitiøst, konsekvent og ikke udgør endnu en lappeløsning.

Derfor har vi i Nye Borgerlige fremsat dette beslutningsforslag med fire meget konkrete forslag – ikke flere lappeløsninger! Blandt det, vi foreslår, er en dagsafgift på 500 kr., som kommunerne skal betale til borgeren ved overskridelse af sagsbehandlingsfrister, og en kompensation til borgeren, der består af den fulde besparelse, som kommunen har opnået ved at træffe en forkert eller ulovlig afgørelse. Det er nødvendigt, for ingen af de initiativer, skiftende regeringer har taget, virker. Hverken offentliggørelse, flere principafgørelser eller taskforces har hjulpet. Tallene lyver ikke. Det går fortsat den forkerte vej.

Hvis politikerne ikke vil være ærlige om, at rettighederne til hjælp ofte kun findes på papiret, så bør de i det mindste anerkende det nu. Hvis politikerne vil afhjælpe problemet, bør de stemme ja til dette forslag. Hvis politikerne fortsat ikke har tænkt sig at gøre noget, bør de stemme nej. Tusind tak for ordet.

Tak til Nye Borgerlige. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.