Retsudvalget 2020-21
B 7
Offentligt
2317950_0001.png
Sundheds- og Ældreministeriet
Enhed: SUNDJUR
Sagsbeh.: DEPKATB
Koordineret med: STPS
Sagsnr.: 2015366
Dok. nr.: 1475087
Dato: 18-11-2020
NOTAT
Alders betydning for komplikationer ved omskæring af drenge
Styrelsen for Patientsikkerhed har med afsæt i styrelsens
Notat om ikke-terapeutisk
omskæring af drenge
oplyst, at det fremgår af notatet, at der generelt er lav forekomst af
komplikationer ved omskæringsindgrebet. Dog er der rapporteret tilfælde af alvorlige
komplikationer og seks dødsfald i den vestlige verden, hvor to af disse dødsfald er sket i
Skandinavien (Norge og Sverige) inden for de seneste 20 år.
Opgørelser fra WHO og et stort registerstudie fra USA viser, at komplikationer i forbindelse
med omskæring optræder mindre hyppigt blandt nyfødte og børn under et år end blandt
ældre børn. WHO ser også på betydningen af god oplæring og erfaring hos personalet samt
god hygiejne for at reducere komplikationsraten. WHO finder, at alle tre faktorer (alder,
oplæring og hygiejne) har en positiv betydning for at reducere komplikationsraten ved
omskæring. Videre beskriver WHO-opgørelsen, at den lavere komplikationsrate hos nyfødte
og spædbørn kan skyldes, at den operative procedure er enklere hos denne målgruppe, de
heler hurtigere og har ikke nødvendigvis brug for at blive sutureret (syet).
Der er behov for yderligere forskning med studiedesigns, der har længere follow-up
periode. Det gælder især seksuel funktion og tilfredshed samt komplikationer. Det er
komplekst at opgøre komplikationer, og som det fremgår af notatet, er der tale om såvel
forskellige komplikationer som forskellige måder disse er målt på. Styrelsen for
Patientsikkerhed anfører, at bedre studier med systematisk indsamlede data på
komplikationer herunder også langtidskomplikationer ville øge tiltroen til evidensen.
Desuden kan viden på området generelt styrkes, hvor der er lav og meget lav tiltro til de
foreliggende resultater.
Det fremgår således af WHO-rapporten, at alder, oplæring og hygiejne har betydning for
minimering af komplikationer, herunder præciserer WHO-opgørelsen, at den lavere
komplikationsrate hos nyfødte og spædbørn kan skyldes, at der anvendes en enklere
operativ procedure, at helingen sker hurtigere og at der ikke nødvendigvis er et behov for
at barnet syes i denne aldersgruppe. Litteraturgennemgangen giver ikke baggrund for at
belyse aldersperspektivet yderligere med hensyn til at pege på årsager til at
komplikationsraten er lavere hos nyfødte og drenge under 1 år.
Af notatet fremgår det, at aldersgruppen for tilsynssager fra dansk sammenhæng
omhandler børn i alderen 2 mdr. til 10 år og for de flestes vedkommende er drengene over
2 år.
De sundhedsmæssige konsekvenser af at vente med at udføre ikke-terapeutiske
omskæringer af drenge til de bliver ældre er ikke specifikt undersøgt i notatet, men med
afsæt i litteraturen omkring alderens betydning for forekomsten af komplikationer kan en
udskydelse betyde øget antal komplikationer i forbindelse med indgrebet.
./.
Sundheds- og Ældreministeriet har vedlagt WHO-rapporten til dette notat.