Tak, formand. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det her beslutningsforslag har givet gevaldige hovedbrud i Dansk Folkepartis folketingsgruppe. For man skal jo ikke skue hunden på hårene. Selv om man ved at kaste et blik på forslagsstillerne umiddelbart kunne tænke, at det her helt sikkert ikke er Dansk Folkepartis politik, for det er hr. Sikandar Siddique, det er hr. Uffe Elbæk og det er fru Susanne Zimmer, der står bag, kan man alligevel ved at læse detaljerne og tænke en lille smule ud af boksen – og det ved jeg jo at de tre ærede medlemmer er meget optaget af – faktisk se store perspektiver. Derfor er vi i Dansk Folkeparti også, jeg vil ikke sige i tvivl, men vi har måttet overveje det. For når der står i forslaget her, at man i produktionen af varer og tjenesteydelser uden for Danmark, der er forbrugt i Danmark, skal afregne CO2-aftrykket, må det jo logisk set også gælde den anden vej, således at varer, der produceres i Danmark, men forbruges uden for Danmark, så skal CO2-afregnes i det land, hvor de bruges.
Jeg var inde og tjekke på Nationalbankens oversigt, og de sidste 38 år har Danmark haft overskud på betalingsbalancen, det vil sige, at vi er et nettoeksportland. Det giver jo altså nogle fuldstændig forrygende muligheder, hvor regeringen allerede nu vil kunne aflyse landbrugsforhandlingerne – de chikanøse tiltag, man planlægger for landbruget – og alligevel reducere CO2-udslippet, fordi vi simpelt hen kan bede de lande, der spiser vores bøffer og vores bacon, om, at det er dem, der skal afregne CO2-udslippet. Hvis det er det perspektiv, der ligger i Alternativets alternative tænkning, er der måske ikke så langt mellem Dansk Folkeparti og Alternativet alligevel. Desværre, når man så læser andre dele af forslaget, går det lidt i en anden retning.
Men jeg har jo holdt de ærede medlemmer i spænding lige siden førstebehandlingen for nu flere måneder siden, og derfor tillader jeg mig at tage ordet for at udløse spændingen og sige, at efter nøje granskning og lange debatter stemmer vi alligevel nej, men tak for de gode tanker.