Tak skal du have, formand. Radikale Venstre foreslår med det her beslutningsforslag at ændre beskæftigelseskravet for at opnå permanent ophold, sådan at uddannelse igen kan indgå i beregningen af det her beskæftigelseskrav. Partiet argumenterer med, at kravet om fuldtidsbeskæftigelse har nogle utilsigtede konsekvenser, da man med bestemmelsen fastholder udlændinge i et ufaglært arbejde i stedet for at lade dem tage en uddannelse.
Lad mig starte med at sige, at vi fra regeringens side ikke kan støtte beslutningsforslaget. Vi mener, at det både er fornuftigt og rimeligt, at personer, der ønsker at opnå permanent opholdstilladelse, enten har været i fuldtidsbeskæftigelse eller har haft deres egen virksomhed i nogle år. Udlændinge skal ikke kunne kvalificere sig til permanent ophold i Danmark ved at være på su, og det har vi tænkt os at stå fast på.
Reglerne for at opnå permanent opholdstilladelse i Danmark, herunder kravet om beskæftigelse, blev skærpet tilbage i 2016. Ændringerne gik bl.a. ud på, at uddannelse ikke længere kan sidestilles med beskæftigelse, heller ikke i forbindelse med kravet om, at man skal være tilknyttet arbejdsmarkedet, når Udlændingestyrelsen træffer afgørelse. Der blev også indført fire supplerende betingelser, hvoraf mindst to skal opfyldes. Det ene krav, som vi kalder det supplerende beskæftigelseskrav, kan man opfylde ved 4 års beskæftigelse inden for de seneste 4½ år forud for meddelelsen af permanent opholdstilladelse. I foråret 2017 blev det grundliggende beskæftigelseskrav skærpet yderligere. I dag indebærer kravet, at udlændinge skal have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3½ år inden for de seneste 4 år forud for meddelelsen af permanent opholdstilladelse. Begge gange stod et meget bredt flertal i Folketinget bag ændringerne.
Når Socialdemokratiet før valget har støttet beskæftigelseskravet for at få permanent opholdstilladelse, er det, fordi vi tidligere oplevede, at udlændinge, der ikke havde bidraget med ret meget arbejde i Danmark, alligevel fik en permanent opholdstilladelse. En permanent opholdstilladelse betyder, at en udlænding normalt har ret til at blive her i landet, selv om grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, eller selv om man f.eks. bliver afhængig af offentlig hjælp. Der er med andre ord tale om et tilsagn fra det danske samfunds side om, at det er i Danmark, man får mulighed for at leve sit liv. Det betyder også, at man kan få adgang til de sociale kasser resten af livet, hvis man har behov for det. Det er afsættet for de konkrete krav, vi stiller til udlændinge, der ønsker at opnå permanent opholdstilladelse i Danmark. Og det er også begrundelsen for, at et tilsagn om et liv her i landet står oven på, at man som udlænding også selv har bidraget til samfundet ved et regulært fuldtidsarbejde i en længere periode.
Radikale Venstre mener, at de gældende regler kan få udlændinge til at fravælge uddannelse til fordel for et ufaglært arbejde, fordi uddannelse ikke tæller med i opgørelsen af beskæftigelseskravene. Selvfølgelig skal udlændinge kunne dygtiggøre sig gennem uddannelse. Det giver sig selv. Og vi kan også se på forslagsstillernes eksempel i bemærkningerne, at det gør den pågældende Mohamad jo også, altså uddanner sig. For vi ved, at uddannelse er et vigtigt skridt på vejen til et bedre liv, uanset om det liv skal leves her eller i et andet land.
Men beskæftigelseskravene er et udtryk for, at regeringen mener, at muligheden for at få permanent opholdstilladelse bør gives til dem, der har bidraget til samfundet ved at arbejde. I dag har man derfor pligt til først at bidrage nogle år på det danske arbejdsmarked ved at arbejde i minimum 30 timer om ugen. Det synes jeg er et rimeligt krav. Det er muligt, at der er nogle, der skal vente længere på at få deres permanente opholdstilladelse, men det er jo ikke ensbetydende med, at de er udelukket fra nogen sinde at få permanent opholdstilladelse.
Som jeg også er citeret for i beslutningsforslaget, har jeg tidligere påpeget fra den her talerstol, at det er paradoksalt, at arbejde i forbindelse med en erhvervsuddannelse ikke tæller med i beskæftigelseskravet. Socialdemokratiet kunne imidlertid ikke overbevise de øvrige partier, der står bag reglerne, om, at den del af en erhvervsuddannelse, hvor eleven har en uddannelsesaftale med en virksomhed, skal indgå i beregningen af beskæftigelseskravene. Det er samtidig vigtigt for os at fastholde det brede samarbejde, der er omkring udlændingepolitikken, og den stabilitet, det også er med til at give. Det er nu engang sådan, at et samarbejde bl.a. bygger på kompromiser.
Regeringen ønsker derfor at fastholde de nuværende regler for opnåelse af permanent opholdstilladelse, som vi også selv har været med til at vedtage her i Folketingssalen før valget. Vi har derfor ikke rigtig nogen planer om at ændre beskæftigelseskravet, og vi kan altså ikke støtte beslutningsforslaget.