Det sidste punkt på dagsordenen er:

30) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 60:

Forslag til folketingsbeslutning om kortlægning af forfølgelsen af kristne i de lande, som Danmark samarbejder med.

Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 30.10.2020).

Forhandlingen er åbnet. Udenrigsministeren.

Tak til formanden. Jeg vil gerne indlede med at takke stillerne af forslaget om en kortlægning af forfølgelse af kristne i de lande, som Danmark samarbejder med. Mange internationale rapporter dokumenterer, at omfanget af diskrimination mod og forfølgelse af kristne i verden ikke kun er komplekst og stort, men jo desværre også stigende. Det er derfor naturligt og rigtigt, at vi her i Folketinget sætter fokus på problemet, på dets omfang og karakter. Det ser jeg en selvstændig pointe i, for er der noget, regeringen er optaget af, er det netop også de her spørgsmål. Jeg mener, at vi har en forpligtigelse til at udvise solidaritet med de mennesker i verden, der på grund af deres tro og overbevisning må leve med diskrimination, undertrykkelse og forfølgelse – ja, undertiden faktisk også massemord og udslettelse.

Da jeg overtog posten som udenrigsminister, besluttede jeg at videreføre den særlige indsats for religions- og trosfrihed og forfulgte religiøse minoriteter, herunder udtrykkeligt også forfulgte kristne, fordi antallet af diskriminerede og forfulgte kristne på globalt plan er stigende, og fordi diskrimination er forfærdeligt og skal bekæmpes, uanset om det beror på religion, hudfarve, køn, seksuel orientering, eller hvad man nu måtte finde på af uhyrlige undskyldninger for at diskriminere sine medmennesker. Derfor har vi udbredt vores arbejde til også at inkludere ateister og andre ikketroende i tillæg til de forfulgte kristne. Ateister er navnlig forfulgt i lande, hvor det er forbudt at kritisere religion eller blot at mene, at Gud ikke eksisterer, fordi dette i sig selv betragtes som blasfemi – en forbrydelse, der i flere muslimske lande kan medføre dødsstraf.

Det er jo ofte sådan, at hvis ateister eller religiøse minoriteter er diskrimineret eller forfulgt i et land, er de kristne det som regel også. Det betyder, at når vi taler om ateisters eller yazidiers rettigheder, taler vi selvfølgelig også om de kristnes.

Det gode ved at tage udgangspunkt i friheden for tanke, samvittighed og religion er, at det handler om os alle – om os alle sammen. I lyset af den stigning, vi har set i antisemitismen globalt, i Europa og desværre også herhjemme, har vi også fra regeringens side opprioriteret arbejdet mod antisemitisme. Det gør vi bl.a. i International Holocaust Remembrance Alliance, IHRA som vi forkorter det, der arbejder for, at holocaust aldrig må gå i glemmebogen. Og i januar deltog jeg selv i markeringen af 20-året for det vigtige IHRA-samarbejde.

Den særlige enhed for religions- og trosfrihed har været aktiv i det arbejde, vi har haft mellem ministerier med den nationale handlingsplan til bekæmpelse af antisemitisme. Handlingsplanen forventes lanceret næste år.

Jødeforfølgelse og holocaust udgør nogle af de absolut mørkeste kapitler i menneskets historie, og det skete altså her i Europa. Vi har en særlig forpligtigelse over for vores jødiske medborgere og landsmænd til at sikre, at de kan leve og færdes frit og trygt i Danmark. Ordene aldrig mere betyder også, at vi skal bruge vores danske erfaringer til at kæmpe for, at der ikke finder nye folkedrab eller forfølgelser sted. Vi skal forebygge nye folkedrab ved at inddrage religiøse aktører som en del af løsningen. Vi skal fremme respekt for alle minoriteters ret til at være borgere på lige fod med alle andre. Vi skal bekæmpe religiøs nationalisme, intolerance og fanatisme. Denne regering ønsker at føre en klar værdibaseret udenrigspolitik, hvor menneskerettigheder står centralt. Vi står midt i et meget aktivt dansk medlemskab af FN's Menneskerettighedsråd. Her gik Danmark til valg på torturbekæmpelse, oprindelige folks rettigheder, kvinders og pigers rettigheder og religions- og trosfrihed.

Det betyder ikke, at det kun er disse menneskerettigheder, som er vigtige. Alle rettigheder er vigtige, indbyrdes forbundne og kan ikke rangordnes, men retten til religions- og trosfrihed har været den lidt oversete rettighed. Mange har troet, at det ville blive irrelevant, i takt med at vi blev mere moderne og religionernes betydning ville aftage. Virkelighedens verden har vist sig at være en noget anden. I denne tid, hvor vi igen er ramt af militante islamisters terrorangreb i Europa, er det indlysende, at ytringsfriheden hænger uløseligt sammen med religions- og trosfriheden, for en forudsætning for at kunne ytre sig frit er jo også, at man kan tænke frit, herunder at vælge sin egen religion eller helt at fravælge religion.

Religions- og trosfriheden er ikke religioners ret, men primært en rettighed for den enkelte. Religions- og trosfriheden kan heller ikke bruges til at skærme sig mod kritik eller endda latterliggørelse. Regeringen deler bekymringen for de mange alvorlige overgreb på religions- og trosfriheden rundt i verden. Det gælder i særdeleshed forfølgelsen af kristne, men det gælder også ateister, jøder, hinduer, muslimer og andre minoriteter. Når en minoritet udsættes for forfølgelse, rammer det også andre: Skal vi hjælpe de kristne, skal vi sikre alle minoriteters rettigheder. Alle skal sikres rettigheder som ligeværdige borgere. Det betyder ikke, at vi ikke har et særligt øje på de mest forfulgte, de kristne, for det har vi.

Der findes allerede en lang række internationale rapporter, som dokumenterer krænkelser af religions- og trosfriheden og kristenforfølgelser globalt og på landeniveau: Pew Research' rapporter, State Departments landerapporter, rapporterne fra den amerikanske Kongres' kommission for international religionsfrihed samt rapporter fra trosbaserede organisationer som f.eks. Open Doors, Church in Need og Humanists International, hvis 2020-rapport udkommer her den 10. december. De dokumenterer alle sammen de her forskellige forhold. Og det var bl.a. på grundlag af disse, at biskoppen af Truro udarbejdede sin egen rapport om kristenforfølgelser til det britiske udenrigsministerium. At gentage den øvelse, som forslagsstillerne lægger op til, vil efter min bedste vurdering næppe bidrage med væsentligt nyt. Med andre ord: Vi ved jo godt, hvad problemet er. Det er åbenlyst og ganske veldokumenteret allerede. Så spørgsmålet er jo: Hvordan sikrer vi så i et samarbejde en positiv forandring ude i verden?

Jeg er meget opsat på, at Danmark skal bidrage til arbejdet med at sætte fokus på kristenforfølgelser i verden, og jeg vil gerne gøre det på en måde, hvor vi udnytter de ressourcer, vi har, bedst muligt. Danmark bokser på flere områder allerede over sin vægtklasse. På 3 år har vi set en betydelig international mobilisering omkring retten til religions- og trosfrihed. Der er siden 2018 afholdt tre udenrigsministermøder med fokus på religions- og trosfrihed. Det seneste fandt sted så sent som den 16. november, hvor jeg selv deltog med indlæg. Jeg tog i mit indlæg udgangspunkt i terrorangrebene i Frankrig og retten til ytringsfrihed.

USA har som bekendt lanceret en international alliance til fremme af religions- og trosfrihed. Friheden til ikke at tro fremgår eksplicit af alliancens navn og principerklæring, og det er noget, som vi fra dansk side betingede os for at gå med i den her alliance. Det her er altså et konkret dansk aftryk og noget, som Danmark i øvrigt har fået meget ros for er sådan.

Et andet emne, vi særlig har sat lys på, er religionernes undertrykkelse af kvinder, piger og andre seksuelle orienteringer. Religions- og trosfriheden og kønnenes ligestilling står ikke i et modsætningsforhold, tværtimod. Danmark har sammen med Nederlandene og UK været bannerfører i alliancen FoRB for netop at sikre, at de positive synergimuligheder mellem FoRB og ligestilling anerkendes som vigtige arbejdsområder, og det er altså ikke ligetil i disse tider.

I det hele taget arbejder vi faktisk allerede tæt sammen med UK, altså med Storbritannien, inden for området religions- og trosfrihed. Og noget af det gode ved samarbejdet i alliancen er, at vi komplementerer hinanden. Og så må vi jo nok også erkende, at den britiske udenrigstjeneste er større end vores, og at vi f.eks. ikke har den permanente plads i FN's Sikkerhedsråd, som briterne har, og som der refereres til i rapporten af biskoppen af Truro.

Muligheden for at gøre en forskel for de trosbaserede minoriteter, herunder de kristne, har det meste af året selvsagt været mærket af covid-19-restriktionerne. En række af de dialoger med lande og religiøse institutioner, hvor der er udfordringer, har vi måttet udskyde, men det har dog ikke betydet, at alt er gået i stå. F.eks. rejste jeg spørgsmålet om religiøse minoriteter med min egyptiske udenrigsministerkollega, da jeg for nylig var i Kairo. Tilsvarende deltager regeringen senere på måneden i Kontaktforum for at drøfte resultaterne af den megafonundersøgelse, som Tænketanken for Forfulgte Kristne har fået iværksat og finansieret, og det er spændende læsning.

Ytringsfrihed er den rettighed, som danskerne synes er vigtigst. Det vidste vi måske godt allerede – det var noget, vi intuitivt tænkte nok var sådan, for vi ved, hvor skattet den rettighed er her i Danmark. Men at religions-, tanke- og trosfrihed er den næstvigtigste, havde få forventet. Det underbygger vores prioritering.

Undersøgelsen viser også, at vi har brug for at forbedre oplysningen til befolkningen. Danskerne tror eksempelvis, at muslimer er de mest forfulgte i verden, og danskerne tror, at muslimerne, næst efter i Kina, er de mest forfulgte i USA efterfulgt af i Danmark. Det er jo helt skævt, når man ser på virkeligheden. Der er med andre ord brug for, at folk får mere viden om de faktuelle forhold i verden, og det hjælper vi gerne med til i Kontaktforum og andre steder. Det tilkendegav den tidligere udenrigsminister i øvrigt også på sit møde med tænketanken i oktober måned.

Vi har meget arbejde, der skal gøres ude, men også hjemme. Vi har en god strategi, og dens udgangspunkt, altså i retten for tanke, samvittighed og religion, har givet Danmarks indsats troværdighed og gennemslagskraft. Det er vigtigt, at indsatsen ikke bliver set som populistisk eller ensidigt fokuserende på kristeninteresser – så mister vi den handlekraft, som vi skal have ude i verden for at gøre en reel forskel for minoriteter; så bliver vores indsats mindre effektiv. Og det er med den baggrund, at regeringen ikke kan tilslutte sig Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Tak.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Naser Khader, Konservative Folkeparti.

Tak for det. Tak til ministeren for en fin tale, synes jeg. Det er også dejligt, at vi her i Danmark har en enhed i Udenrigsministeriet, der fokuserer på det her vigtige emne. Det, jeg vil spørge om, er: Hvis man kommer ned til de lande, hvor kristne bliver forfulgt, har de den opfattelse, at den, der beskytter de kristne dernede, er Putin – det er ikke Vesten. Putin har givet udtryk for, at han er den store beskytter af de kristne i den del af verden, og det er, fordi han italesætter forfølgelsen. Det har vi svært ved at gøre her i Vesten. Hvad vil udenrigsministeren gøre for at få flere andre vestlige lande til at italesætte forfølgelsen af de kristne rundtom i verden?

Ministeren.

Tak til hr. Naser Khader for hans vigtige, vigtige pointe om, at vi skal være synlige i den indsats, som Danmark og vores allierede lande gør i den her forbindelse i forhold til at sætte fokus på forfulgte kristne og andre minoriteter. Og det er derfor, vi har den alliance, som jeg også nævnte at Danmark er meget aktiv i. Jeg tror også, at hvis man læser den rapport, som biskoppen af Truro har lavet, kan man se, at Danmark bokser over sin vægtklasse. Altså, de anerkender faktisk Danmarks indsats her.

Men som sagt tror jeg, at det, der skal gøre en forskel, er, at vi allierer os med USA, Storbritannien og Nederlandene og andre ligesindede lande og synligt markerer, hvor vi står i den debat. Der er behov for – og det kan vi også se af tallene – at beskytte kristne minoriteter bedre. Ser man på udviklingen i Mellemøsten f.eks., er det tydeligt, at andelen af kristne i mange af de lande er gået dramatisk ned hen over de sidste årtier. Og det er en udvikling, vi selvfølgelig skal gøre alt for at stoppe.

Hr. Naser Khader.

Det synes jeg er rigtig fint at høre, men jeg savner lidt, at de vestlige lande taler lidt højere om kristenforfølgelser og italesætter det. Det, jeg hører, er, at man helst ikke vil italesætte det, for man vil ikke provokere de lande, der forfølger de kristne. Hvad vil udenrigsministeren og regeringen gøre for at aktivere vores allierede til at italesætte problemstillingen, når de mødes med lande, der forfølger de kristne?

Ministeren.

Først skal vi jo selv gøre noget, når vi rejser rundt og mødes med vores kolleger. Jeg har selv taget det op med den egyptiske udenrigsminister under et af de meget få besøg, jeg har haft, grundet covid-19. Så jeg synes, det er vigtigt at gøre de her ting og tage det op og påpege religions- og trosfrihed. Og jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi understreger, at det er religions- og trosfrihed og beskyttelse af minoriteter, ikke mindst de kristne minoriteter, i de lande, hvor de er særlig udsat. Så det er noget, jeg også opfordrer mine kolleger til. Danmark er meget aktiv som sagt; vi har haft adskillige udenrigsministermøde, hvor det her har været på dagsordenen.

Så er det hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Tak. Ministeren siger i sin tale, at man godt ved, hvordan det står til med kristenforfølgelserne i forskellige lande. Men kunne ministeren så ikke på talerstolen fortælle om, hvordan det specifikt står til med kristenforfølgelserne i de lande, Danmark samarbejder med, når vi øjensynlig godt ved, hvor det er? Det kunne jeg godt tænke mig at høre lidt mere om.

Ministeren.

Tak til hr. Alex Ahrendtsen. Altså, det kommer nok til at gå for vidt at gå ind i detaljer, men det generelle billede er – og det er også det, vi kan se af dokumentationen – at forfølgelsen af kristne minoriteter er ganske alvorlig og omfattende i en række lande. Den rapport, som kommer fra Storbritannien, og det fokus, der har været på det, dokumenterer det jo sort på hvidt.

Jeg synes, vi skal bruge den viden, vi allerede har – for der er ingen grund til, at vi selv sætter en masse mennesker til at lave en ny rapport, når vi allerede har dokumenteret det her problem – til at være aktivt ude at hjælpe med at imødegå den trussel, der er mod minoriteter, og overgreb på tros- og religionsfriheden. Vi ved udmærket, hvordan det ser ud i forskellige lande, og jeg tog det som sagt selv op bilateralt med den egyptiske udenrigsminister, da jeg selv var i Egypten her tidligere på året.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Ministerens svar viser jo med al tydelighed, at vi har brug for den her redegørelse, den her kortlægning. For det generelle billede kender vi efterhånden alle sammen – i det mindste os, der har læst materialet. Men vi har ikke en minutiøs kortlægning af kristenforfølgelser i de lande, som vi samarbejder med. Så hvorfor i alverden vil regeringen ikke støtte beslutningsforslaget og så få udarbejdet det?

Ministeren.

Jeg vil sige til hr. Alex Ahrendtsen, at det er, fordi den kortlægning allerede har fundet sted, foretaget af biskoppen af Truro. Det er også det, som forslagsstillerne jo korrekt henviser til. Der er jo ingen grund til, at vi skal dokumentere det her igen i en ny rapport, hvis vi kunne bruge de samme kræfter på at gøre en forskel ved at hjælpe de forfulgte minoriteter. Det er der, Danmark sætter ind. Danmark er også anerkendt for at bokse over vores vægtklasse. Der er direkte refereret til, at Danmark faktisk er et af de lande, som fylder mere i forhold til Danmarks størrelse. Og briterne anerkender, at vi har gjort mere end briterne, når man tager vores størrelse i betragtning. Så det synes jeg er værd at bemærke.

Hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre.

Tak for det. Jeg er jo altid glad, når et af elementerne i den socialdemokratiske værdibaserede udenrigspolitik er at rose et initiativ, som vi startede under den borgerlige regering, og så fortsætte det. Så kan jeg egentlig godt være tilhænger af en socialdemokratisk værdibaseret udenrigspolitik.

Men det, jeg ikke forstår, er, hvorfor man – når udenrigsministeren på den ene side er glad for de initiativer, der er – er imod en uafhængig undersøgelse, som det her beslutningsforslag jo også lægger op til. Hvis man er så stolt af resultaterne, burde man heller ikke være nervøs for sådan en uafhængig undersøgelse. Dernæst forstår jeg heller ikke, at man ikke er villig til at begynde at opjustere puljen i forhold til de projekter, som ansøger, når den pulje er oversøgt med rigtig, rigtig mange midler. Så vi ved jo, at der er mulighed for at kunne få endnu flere projekter i gang her, hvis der var de nødvendige midler til det.

Ministeren.

Jeg vil sige til hr. Michael Aastrup Jensen, at jeg jo er glad for, at Venstre også anerkender den indsats, regeringen gør på det her vigtige område, og hvor meget vi faktisk har gjort i den seneste tid for at styrke vores fokus på forfulgte minoriteter, ikke mindst kristne minoriteter, og også antisemitisme og andre vigtige, vigtige ting, som vi kæmper imod.

Den her beskrivelse af, at vi så skulle være imod at lave en ny rapport, eller at vi skulle være bange for, at der var noget, der bliver afsløret i sådan en rapport, er simpelt hen ikke korrekt. Det, der er sagens kerne, er jo, at det e dokumenteret, bl.a. i den britiske rapport, som jeg har nævnt flere gange her fra talerstolen. Vi synes, det er bedre at bruge kræfterne på at hjælpe de forfulgte kristne minoriteter i stedet for at lave et skrivebordsarbejde, som allerede er lavet af andre, og som vi med stor fordel kan bruge og tage udgangspunkt i, i stedet for at vi skal til at opfinde vores eget. Det er der ingen grund til. Det er spild af ressourcer, og det tror jeg også at Venstre mener, hvis man kigger nærmere efter.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Så er der noget, jeg har totalt misforstået. For jeg vidste da ikke, at den britiske undersøgelse har lavet en uafhængig undersøgelse af, hvordan det danske udenrigsministeriums arbejde er på området. For det er præcis det, der lægges op til: Det er en uafhængig undersøgelse af, hvordan og hvorledes og hvad der er sket, siden det gode projekt blev startet af den daværende borgerlige regering. Det var det, mit spørgsmål var om.

Mit andet spørgsmål var om puljen. Hvis man virkelig mener, at man gerne vil prioritere det her område i stedet for at »bruge pengene på skrivebordsarbejde«, så er en af måderne at opprioritere den her pulje – hvis man virkelig mente det. Se, dét ville være værdibaseret udenrigspolitik.

Ministeren.

Se, nu bliver det igen beskrevet helt skævt, og det må stå for ordførerens egen regning. Altså, at vi skulle iværksætte en uafhængig undersøgelse af et område, hvor vi – både den forrige og den nuværende regering, kan jeg forstå – er enige om at der er behov for en indsats, er jo helt sort. Skulle vi bruge ressourcer på at købe nogle McKinseykonsulenter for at lave en uafhængig undersøgelse af, hvad Udenrigsministeriet gør? Nej, det, vi vil bruge ressourcer på, er at hjælpe de kristne forfulgte.

Jeg bliver spurgt til, hvad vi gør, og vi har f.eks. med landesporet besluttet at ændre fokus fra kun Iran til Egypten, Libanon og Indonesien, fordi det tidligere var alt for snævert. Vi har valgt at følge en bredere tilgang med de lande, og vi har valgt at gøre en større forskel. Og jeg synes egentlig, det ville klæde Venstre, hvis man bakkede op om det i stedet for at tale om nyt bureaukrati og uafhængige undersøgelser.

Vi siger tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor går vi nu over til ordførerrækken. Først er det fru Annette Lind, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. I dag behandler vi B 60, som er et forslag til folketingsbeslutning om kortlægning af forfølgelse af kristne i de lande, som Danmark samarbejder med. Jeg vil gerne sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse det her, og selv om vi ikke er enige i det, som Dansk Folkeparti lægger op til, så synes vi, at det er meget vigtigt at få diskuteret de her ting.

Det handler jo om, at man vil pålægge regeringen at udarbejde en rapport, der – efter britisk model – minutiøst kortlægger forfølgelsen af kristne i de lande, som Danmark samarbejder med, og igangsætter en uafhængig undersøgelse af Udenrigsministeriets arbejde for tros- og religionsfrihed. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide lidt om, hvad »minutiøst« betyder, og jeg vil egentlig også gerne vide lidt om, hvad en uafhængig undersøgelse egentlig indebærer. Men det kan jeg jo spørge ordføreren om, når jeg kommer dertil.

Det er sådan, at vi ved, at presset mod kristne i verden øges, og i de seneste år har vi desværre også set, at forfølgelsen i både Syd-og Østasien og Mellemøsten og Afrika bliver større. Det er bekymrende, og det er derfor også vigtigt, at vi har fokus på problemet. Derfor har det været særlig vigtigt for regeringen, at vi også sætter fokus på det her, og udenrigsministeren har, som vi har diskuteret lige før, bl.a. videreført den særlige indsats for religions- og trosfrihed, herunder også for forfulgte kristne.

Det er en strategi, som vi hidtil her i Folketinget har været enige om, nemlig at fremme religions- og trosfrihed og beskyttelse af trosbaserede mindretal, herunder kristne. Og jeg håber da også, at vi efter den her debat kan være enige om at videreføre den, samlet.

I Socialdemokratiet vil vi gerne sikre alle minoriteters rettigheder. Det er sådan, at jeg synes, vi har en forpligtelse til at udvise solidaritet. Den socialdemokratiske regering fører en klart værdibaseret udenrigspolitik, hvor menneskerettigheder står centralt, og derfor gælder det også retten til religions- og trosfrihed. Men vores bekymring over de mange overgreb mod religions- og trosfrihed i verden omfatter ikke kristne alene – det gælder også for folk af andre trosretninger som f.eks. jøder, hinduer, ateister og muslimer.

Vi skal hjælpe kristne, men vi skal også hjælpe alle andre minoriteter med deres rettigheder. Indsatsen er derfor også blevet udbredt til at inkludere ateister og ikketroende i tillæg til forfulgte kristne. Og som udenrigsministeren sagde her, er det også blevet meget voldsommere mod ateister og ikketroende. Mange steder er det jo sådan, at hvis man er ateist, er der dødsstraf, og det er jo i sig selv også frygteligt.

Friheden til at tænke, og tro i overensstemmelse med sin samvittighed handler nemlig om alle. Diskrimination er selvsagt forfærdeligt og skal bekæmpes, uanset om det beror på religion, hudfarve, køn eller seksuel orientering. Når én minoritet udsættes for forfølgelse, rammer det altså også andre, og derfor skal vi hjælpe de kristne, ligesom vi skal sikre alle minoriteters rettigheder

Derfor mener vi ikke, at der er behov for alene at lave en kortlægning af forfølgelsen af kristne. For der findes, som udenrigsministeren også sagde før, en lang række dybtgående internationale rapporter, bl.a. fra den amerikanske kongres og fra trosbaserede organisationer, der har afdækket overgreb på religions- og trosfriheden, herunder kristenforfølgelse.

Det er på den baggrund, at den her engelske biskop udarbejder sin egen rapport om kristenforfølgelse til de britiske myndigheder. Vi arbejder allerede tæt sammen med briterne, som udenrigsministeren også sagde i sin tale, og på baggrund af de rapporter ved vi godt, hvad problemet er, men vi ved også, at presset mod kristne er noget, der er veldokumenteret, og at gentage det arbejde vil næppe bidrage med ret meget ny viden.

Men hvordan skal vi så sikre en positiv forandring ude i verden? Det gør vi ved, at vi retter fokus mod, hvordan vi i Danmark i samarbejde med andre aktører bedst muligt kan skabe bedre grobund for religionsfrihed og bidrage til en positiv forandring i verden. Der gøres, ligesom ministeren også sagde, rigtig meget i dansk udenrigstjeneste, og det skal vi selvfølgelig også fortsætte med fremadrettet.

Den danske regerings indsats for at sikre religions- og trosfrihed globalt indeholder fem spor. Sammen med 32 andre lande deltager vi i internationale alliancer til at fremme religions- og trosfrihed. Og fra dansk side har vi også fokus på religionernes undertrykkelse af kvinder, piger og seksuelle minoriteter. Sammen med Nederlandene og Storbritannien arbejder Danmark derfor for synergimuligheder mellem ligestilling og religions- og trosfrihed gennem internationale alliancer. For religions- og trosfrihed og kønnenes ligestilling er ikke hinandens modsætninger.

Jeg skal sige, at vi på baggrund af det her ikke kan tilslutte os Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Og jeg skal hilse og sige fra Det Radikale Venstre, at de heller ikke støtter beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det fra hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak for det. Nu hørte vi jo den socialdemokratiske ordfører – ikke overraskende – rose den socialdemokratiske værdibaserede udenrigspolitik, som vi har hørt om som begreb så mange gange og endnu ikke rigtig har opdaget hvad er. Hvis man virkelig mener det, hvorfor i alverden lægger man så ikke op til at bruge FN's Menneskerettighedsråd mere aktivt i forhold til det her? Altså, Danmark sidder der fuldstændig som alle andre lande og har derfor muligheden for at kunne rejse de her sager, hvis man virkelig mener det. Det er den ene del af spørgsmålet.

Den anden del af spørgsmålet er det samme, som jeg stillede til ministeren, men ikke fik noget som helst svar på, nemlig hvorfor man ikke går ind og opjusterer puljen, når den allerede er overansøgt med næsten det dobbelte, som jeg kan huske det – det er i hvert fald vanvittig meget i forhold til de få midler, der er – hvis man virkelig mener noget af det her. Det handler altså om flere midler til området og om at bruge FN's Menneskerettighedsråd.

Ordføreren.

Jamen det gør man. Man bruger rigtig tit og ofte Menneskerettighedsrådet, og vi er en aktiv spiller i Menneskerettighedsrådet. Det er også sådan, at vi også bruger EU, og Danmark har jo i et fælles EU-indlæg ved den seneste samling i Menneskerettighedsrådet udtrykt, hvilken bekymring der er over for de systematiske restriktioner af religiøse mindretals rettigheder. Så vi bruger rent faktisk det her, også igennem EU og FN's Menneskerettighedsråd, så det er ikke rigtigt at sige, at vi ikke gør det. Vi er en aktiv spiller i forhold til det.

Ellers er det jo også sådan, at der siden 2018 er blevet holdt tre internationale ministermøder. Der har vi også spillet en aktiv rolle.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Men nu ved udenrigsordføreren for Socialdemokratiet jo lige så godt som mig, at der er stor forskel på, om man så at sige kommer med i en stor gruppe af lande, med hensyn til EU, eller om man rejser Dannebrog og tager teten i forhold til sådan nogle sager, som vi har gjort tidligere ved følsomme sager. Derfor er det bare, jeg siger klart, at hvis man virkelig mener det her, bør man sætte sig for bordenden.

Nu har den socialdemokratiske ordfører desværre samme dårlige skik som udenrigsministeren og svarer heller ikke på min sidste del af spørgsmålet, så nu prøver jeg for fjerde gang at spørge et socialdemokratisk medlem af Folketinget om, hvorfor man ikke går ind og opjusterer puljen, hvis man virkelig mener noget med det her. Jeg håber, at jeg nu her fjerde gang får et svar.

Ordføreren.

Nu er det sådan, at vi har taletid her i Folketinget, og den løber ud, så min taletid var udløbet. I forhold til om man skal bruge flere penge på det her område, vil jeg sige, at riget tit og ofte fattes penge. Vi skal jo prioritere i politik. Det er en del af det arbejde, vi gør hver evig eneste dag. Jeg vil gerne, at vi i hvert fald bruger de penge, vi har, rigtigt, og som ministeren siger, skal vi ikke lave bureaukrati. Vi skal lave borgernære opgaver, og det gør vi, netop ved at vi siger, at vi har nogle kortlægninger på det her område, og derfor skal vi ikke bruge dem på en ny, men bruge det borgernært dér, hvor der er brug for den største hjælp.

Så er det hr. Alex Ahrendtsen. Værsgo.

Hr. Naser Khader havde faktisk et tankevækkende spørgsmål til udenrigsministeren, og jeg synes egentlig, det fortjener et lidt bedre svar. Hr. Naser Khader spurgte, om man ikke fra regeringens side skulle sige tingene lidt højere, og henviste så til, at i en række lande og områder fremstår Putin som den, der forsvarer de forfulgte kristne, mens Vesten er totalt fraværende.

Så er ordføreren ikke enig med hr. Naser Khader i, at Danmark og regeringen kunne sige det her meget højere og meget mere kontant i stedet for at tage et lidt forsigtigt temøde med en egyptisk minister? Ville det ikke være fint at følge hr. Naser Khaders råd, i og med at hr. Naser Khader har sin gang bl.a. i Mellemøsten og kender til forholdene dernede?

Ordføreren.

Jo, jeg synes sådan set, at det var en rigtig fin viden at få fra hr. Naser Khader. Jeg var ikke klar over, at man i Mellemøsten tror, at det var russerne alene, der gjorde det her arbejde. Vi har jo en udenrigsminister, som er meget, meget markant i det internationale arbejde – f.eks. har han i Menneskerettighedsrådet henvist til artikel 4 med hensyn til menneskerettighederne i Kina. Så vi har en udenrigsminister, der har en meget tydelig og værdibaseret udenrigspolitik, så derfor er jeg helt sikker på, at han med den viden, han har fået i aften, også vil gå videre med det.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Jeg tror, jeg vil præcisere mit spørgsmål og blive meget kontant. Ville det ikke være godt, hvis ordføreren lige tog en snak med udenrigsministeren og sagde til ham: Ved du hvad, det går altså ikke, at det kun er Putin, der forsvarer de kristne – det bliver vi også nødt til at gøre, fordi vi selv er et kristent land, og Vesten er et kristent område? Har ordføreren ikke lyst til at sige til sin udenrigsminister: Prøv at høre her, nu bliver De altså nødt til at komme i gang?

Ordføreren.

Det sker rent faktisk også nu. Vi har en minister, der er tydelig på det her område, så det er måske Dansk Folkeparti, der skal lytte lidt bedre efter på det her område.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Og vi går videre til Venstres ordfører, og det er hr. Michael Aastrup Jensen. Værsgo.

Tak for det. Der er ingen tvivl om, at fra Venstres side har hele spørgsmålet om forfulgte kristne også været noget, som har meget stor interesse for os. Det er jo også en af grundene til, at det under Venstreregeringen for år tilbage faktisk var en del af vores regeringsgrundlag, at vi skulle fokusere på det. Og under den borgerlige regering fik vi jo også held til at få åbnet det her kontor i Udenrigsministeriet for at kunne få forøget fokus på det og ikke mindst kæmpe for, at det stigende problem, der er med forfulgte kristne, også bliver adresseret og håndteret, og at vi ikke mindst sørger for at bekæmpe det så meget som overhovedet muligt.

Jeg hører selvfølgelig godt, hvad både udenrigsministeren og den socialdemokratiske ordfører, fru Annette Lind, er inde på, nemlig at man også skal huske alle de andre forfulgte grupper. Og det er jeg jo på sin vis enig i. Men jeg synes bare også, at vi skal holde os til fakta, og fakta er, at efter en lang række rapporters vurdering, er 75 pct. af dem, der er forfulgte, kristne.

Så i forhold til at prøve at tale det ind til, at nå ja, det er noget, der er på linje med andre forfulgte grupper osv. osv.: Lad os nu være ærlige og sige, at det, der er hovedproblemet – og ikke mindst det, der har været i voldsom stigning i forhold til problemer – er kristne, som bliver forfulgt. Og før man tør sige det, før man tør erkende det, kan vi heller ikke løse det.

Derfor er det så hamrende vigtigt, at vi har de her debatter, og derfor er det også hamrende vigtigt, at man ikke bare taler om, at man vil gøre noget ved det og fortsætter et ellers rigtig godt initiativ, der startede i den borgerlige regering, men også er villig til at gå ind og kigge på, om vi kan gøre tingene bedre. Og derfor kan jeg godt allerede nu sige, at fra Venstres side er vi faktisk positive over for det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti.

Vi synes faktisk, det er den helt rigtige vej at gå, at vi går ind og ser på, med en uvildig ekspertgruppe: Kan vi gøre det her noget anderledes? Og vi synes også, det er på sin plads, at man også får kigget på, om man skal lave det her puljesystem om.

Jeg har læst den rapport, som jeg håber alle i Folketinget har læst, fra Tænketanken for Forfulgte Kristne, som også udenrigsministeren var inde på. Jeg har bare ikke helt samme konklusion, som udenrigsministeren drager af rapporten. For hvis man går ind og kigger på anbefalingerne, er det i hvert fald tydeligt, at enten har udenrigsministeren ikke læst det, eller også er han ligeglad.

Vi er fra Venstres side ikke ligeglade, og vi synes faktisk, at rigtig mange af de anbefalinger, der er, er nogle, vi faktisk kan støtte. Og derfor mener vi også, det er vigtigt, at vi tager det her op på en helt anden måde. Og så er det da godt – og det mener jeg faktisk – at regeringen tager det op i forhold til EU-kredse, i forhold til FN’s Menneskerettighedsråd og alle mulige andre steder. Det er godt, og det skal regeringen have ros for.

Men det nytter ikke noget, hvis ikke der er et land som Danmark, som altid har været kendt for at kæmpe for frie rettigheder, demokrati, ytringsfrihed osv., i forhold til at vi også har en unik mulighed for at være bannerførere på det her på en helt anden måde, end f.eks. EU som institution har. Og den skal vi selvfølgelig tage op.

Derfor vil det som sagt være indstillingen fra Venstres side, at vi fortsætter på det her område, og ikke mindst opgraderer det. Og derfor vil vi støtte beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Annette Lind. Værsgo.

Tak for det. Akkurat som jeg sagde i min ordførertale, har det jo hidtil været sådan, at vi skulle være enige om den eksisterende strategi for at fremme religions- og trosfrihed samt beskyttelse af trosbaserede mindretal, herunder kristne. Er ordføreren stadig enig i det? Og hvorfor var det sådan, at man i regeringen ikke selv lavede sådan en kortlægning, da Venstre havde magten for et år siden?

Ordføreren.

Det kan godt være, at det bare er mig, og fordi jeg kommer fra Randers, men når man laver et kontor, og så skal lave en uvildig undersøgelse af kontorets arbejde året efter, så synes jeg måske alligevel, det vil være et spild af skattekroner. Til forskel fra det har kontoret nu været oppe at køre i flere år, og derfor er det selvfølgelig nu på sin plads, at man går ind og kigger på, om man gør det godt nok, og ikke mindst også ser på, om man skal gøre tingene anderledes, ikke mindst set i lyset af, at vi altså har den her nyetablerede tænketank for forfulgte kristne, som også kommer med nogle konkrete anbefalinger. Den her tænketank for forfulgte kristne, som jeg faktisk har haft møde med – det håber jeg også at den socialdemokratiske udenrigsordfører har taget sig tid til – vil jo adressere en lang række af de her problemstillinger og har ikke mindst viden til at gøre det. Og som jeg jo klart hører i mine samtaler med tænketanken, ønsker de ikke at gøre det her til et partipolitisk spørgsmål, men de ønsker jo, at vi i hele Folketinget på tværs af partierne lytter alvorligt til dem. Så min opfordring er faktisk, at vi alle sammen lytter til det, og at vi derfor i fællesskab får løst det her, og det er det, jeg appellerer til.

Fru Annette Lind.

Okay, nu er det på sin plads at gøre det; Venstre er ikke ligeglade. Det var det, som ordføreren sagde. Så vil jeg gerne lige høre: Hvor mange penge har Venstre afsat til udenrigstjenesten i sit finanslovsudspil, som kommer nu her, »Vækst i en grøn omstilling – med mennesket i centrum«? Jeg kan godt give svaret: nul kroner. Hvad mener udenrigsordføreren fra Venstre om det?

Ordføreren.

Det har jeg heldigvis haft mulighed for at sige i flere forskellige medier, og det er, at vi ønsker en omfordeling af midlerne internt i Udenrigsministeriet. Der er f.eks. det arabiske partnerskab, som man kunne kigge på, hvor der er nogle midler, der kunne bruges til det her område. Så det er et rigtig godt spørgsmål, og det kan jeg hurtigt svare på.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Radikale Venstres ordfører – og dem bliver der hilst fra, så det er klaret, får jeg at vide. Så vi går videre til SF's ordfører, og det er fru Halime Oguz. Værsgo.

Tak for det. Vores ordfører på området kunne ikke være her i dag, så jeg har lovet at læse hans tekst op.

Det er for Socialistisk Folkeparti vigtigt, at Danmark spiller en aktiv rolle, når det gælder om at sikre tros- og religionsfrihed i hele verden. Det er en universel menneskerettighed, som vi skal værne om og kæmpe for udbredelsen af. Danmark har på mange måder været et foregangsland, når det handler om at sikre friheden til at tro på og dyrke den religion, man ønsker. Vi har som det internationalt engagerede land, som vi er, bundet os til FN's konvention om politiske og borgerlige rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der begge forpligter os til beskyttelse af religiøse mindretals ret til at tro, dyrke og tale om deres religion. Verden hænger uløseligt sammen, og mennesker lever sammen på kryds og tværs af etnicitet og religion. Desværre har vi i de seneste år set en stigning i forfølgelsen af religiøse mindretal. Det er meget sørgeligt, at vi flere steder i verden nu oplever en mangel på respekt for de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, der i sin tid blev til for at stoppe de uhyrligheder og overgreb, der historisk er blevet begået over for religiøse mindretal.

Dette forslag handler om, at Danmark bør have et særligt fokus på at sikre kristne mindretal mod forfølgelse. Det glæder mig, at Dansk Folkeparti har fokus på, at religiøse mindretal forfølges. SF vil gerne tilslutte sig kampen for at sikre, at kristne ikke forfølges, hvorend i verden de måtte befinde sig. Vi er da også optaget af, at jøder, muslimer, shiamuslimer, buddhister, hinduer osv. ikke forfølges. Tros- og religionsfrihed er en universel ret, som ministeren også var inde på i sin fine tale. SF mener derfor, at det var vigtigt, at Danmark i 2018 oprettede en enhed under Udenrigsministeriet for at sikre Danmarks indsats for at sikre tros- og religionsfrihed. Danmark bør som det frihedselskende land, vi er, gå aktivt ind i kampen for at vende den triste udvikling, vi som nævnt har set. Denne indsats er enormt vigtig.

I SF mener vi ikke, at en særskilt indsats for en enkelt gruppe vil hjælpe denne indsats. Tværtimod vil den fremstå som et benspænd for den ånd, som universelle principper og rettigheder udspringer fra. SF kan derfor ikke støtte forslaget, men ser frem til en grundlæggende diskussion af, hvordan vi kan sikre den universelle tros- og religionsfrihed de steder i verden, hvor den desværre er udfordret. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Alex Ahrendtsen. Værsgo.

Der er en ting, jeg har gået og funderet over i mange år. Vi ved, at kristenforfølgelsen i mange muhammedanske lande er voldsom. Vi ved også, at den foregår i Vesten, i Danmark, og i Frankrig er der f.eks. tusind hærværksforsøg mod kirker om året. Vi ved, at kristne, der er konverteret fra islam, bliver forfulgt.

Så mit spørgsmål er, og jeg ved ikke, om ordføreren kan svare mig på det: Hvad skyldes dette had? Hvorfor er der sådan en voldsom forfølgelse af kristne i mange muhammedanske lande? Hvad skyldes det? Jeg forlanger ikke en analyse her på et minut, men bare en åben diskussion, hvis ordføreren har nogle synspunkter på det. Det har virkelig optaget mig i mange år. Hvad skyldes dette had?

Ordføreren.

Det var et meget interessant spørgsmål, som nok mere læner sig op ad en diskussion i mere akademiske kredse. Der vil dit spørgsmål måske kunne blive besvaret, herunder på Mellemøststudier på Syddansk Universitet. Der ved jeg i hvert fald, at de beskæftiger sig meget med analyserne af, hvorfor der er det her had. Men jeg mener jo grundlæggende, at had kommer af uvidenhed, kommer af manglende menneskerettigheder, som i hvert fald ikke er særlig udbredt i nogle af de mellemøstlige lande, og det er jo lige præcis disse værdier som menneskerettigheder og ytringsfrihed og trosfrihed, vi skal være med til at styrke og udbrede og ikke modarbejde. Det ved jeg i hvert fald at Dansk Folkeparti ikke er så glad for – i hvert fald menneskerettigheder.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Det er meget muligt, at det i hvert fald er en af årsagerne, og det tror jeg gerne. Kunne man forestille sig, at hadet også udspringer af Koranen og af den religiøse kultur? For i Koranen står der bl.a.: Du skal ikke tage dig kristne som ven. Kunne det være en af årsagerne til det der voldsomme had, der er i nogle muhammedanske lande mod de kristne?

Ordføreren.

Jeg er nødt til at anholde den forståelse af, at det simpelt hen er et produkt af den islamiske tro, at man skal hade andre trosretninger – tværtimod. Nu har jeg selv muslimsk baggrund, og den forståelse, jeg har, er, at det vigtigste i Koranen faktisk er at respektere andre trosretninger, og både kristendommen og jødedommen er accepteret i islam, i modsætning til kristendommen, som ikke anerkender islam.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Enhedslistens ordfører, og det er fru Eva Flyvholm. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes faktisk, det er utrolig vigtigt, at vi har det her fokus på forfølgelse af kristne. Vi har set nogle rigtig voldsomme eksempler på det gennem lang tid, men intensiverede over de senere år. Vi har set, hvordan der f.eks. i Egypten har været meget voldsomme angreb, også bombeangreb og systematiske drab, på kristne. Vi har set det i Iran, Nordkorea, Somalia, og rigtig mange lande i verden er ramt af det her. Jeg kender selv eksemplet bedst, kan man sige, fra at have set, hvordan kristne både i Syrien og Irak er blevet angrebet og forfulgt på baggrund af deres religion, hvor især Islamisk Stat også gik benhårdt efter kristne, og vi har kunnet se, hvordan mange fra hele det område igennem de senere år har søgt tilflugt i de kurdiske områder i Syrien, hvor man har lagt meget vægt på, at både kristne, yazidier og andre religiøse mindretal skulle have lov til at være i fred. Og i og med at de kunne have sådan et helle dr, har det haft en meget, meget vigtig funktion også. Så jeg synes, det giver rigtig god mening at være ekstremt opmærksom på den her forfølgelse af kristne. Jeg anerkender også fuldstændig, at det er den største og mest systematiske forfølgelse, vi har, af religiøse mindretal. Så det er der virkelig grund til at se på hvad vi kan gøre ved.

For mig at se hænger det jo også rigtig meget sammen med udenrigspolitikken, både det generelle arbejde for menneskerettigheder, men jo også, hvor man kan sige: Jamen, okay, hvad kan vi f.eks. konkret gøre? En af grundene til, at vi også har bakket meget op om at hjælpe med at beskytte de kurdiske områder i selvstyreområderne i Syrien, var, at så mange kristne og andre religiøse mindretal faktisk kunne være i fred og beskyttelse der – altså også at være med til at bakke op der, hvor der er nogen, der prøver at lave nogle sikre rum. Derfor synes jeg, at det er rigtig vigtigt, at vi har en aktiv udenrigspolitik på det område.

Jeg synes også, at det samtidig er meget vigtigt at have et bredere fokus på, at undertrykkelse aldrig er okay, heller ikke, når det gælder andre religioner eller folk, som ikke er troende. Altså, jeg synes næsten, at noget af den allermest voldsomme religiøse forfølgelse, vi har set i de senere år, er eksemplet med rohingyaerne i Myanmar, hvor vi altså taler om fuldstændig systematisk nedslagtning og fordrivelse af grupper af muslimske borgere, som – ja – virkelig er blevet udsat for ting, som ingen jo skulle opleve. Så jeg synes samtidig også, at man skal se på, hvad vi kan gøre mod religiøs forfølgelse, uanset om det så er kristne eller muslimer, buddhister eller ikketroende, hvor vi kan gøre noget.

I forhold til det forslag, som ligger på bordet, fra Dansk Folkeparti: Det kan vi ikke bakke helt op om, som det ligesom er nu. Altså, der er bl.a. det her med en uvildig undersøgelse. Jeg synes sådan set, at det er god idé også at kortlægge det yderligere: Hvor kan der være noget at komme efter, hvor kan Danmark gøre noget ekstra? Det kan også ske i kølvandet på den undersøgelse, der er blevet lavet af briterne, men det her med at skulle have en uvildig undersøgelse ind over arbejdet opfatter jeg som en lille smule omstændeligt, kan man sige. Jeg ville nok hellere, at vi faktisk sparker direkte til bolden og ser på, om der er noget konkret, vi kan blive enige om. Det synes jeg jo er fint, og kan vi gøre det i forbindelse med lovarbejdet, hvor der f.eks. er mulighed for at lave en beretning eller andet – hvormed vi faktisk kan blive enige om, om der er endnu mere, man kan gøre her – synes jeg da, det ville være rigtig godt. For jeg må indrømme, at jeg heller ikke oplever, at der overhovedet er nogen uvilje fra regeringens side i forhold til at se på det her. Tværtimod er det jo også noget, som har høj prioritet, så måske kan vi lave noget, som vi alle sammen kan være tilfredse med her.

Det skal være ordene fra mig.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Alex Ahrendtsen. Værsgo.

Et andet område, hvor der er voldsomme kristenforfølgelser, er i socialistiske lande som Nordkorea og Kina, og det har altid undret mig, hvorfor der er det der voldsomme had mod kristne. Tidligere i historien var det Sovjetunionen og andre socialistiske diktaturer i Østeuropa, der forfulgte de kristne. Og Enhedslisten er jo et erklæret socialistisk parti, og jeg ved ikke, om ordføreren kunne forklare mig, hvad dette had mod kristne kommer af. Hvad er årsagen til det? For hvis vi kender årsagen til det, ligesom vi også kender årsagen til det muhammedanske had, så kan vi måske bedre italesætte det og dermed hjælpe udenrigsministeren i sit arbejde.

Ordføreren.

Jamen allerførst vil jeg gerne understrege, at selv om jeg er socialist, har jeg bestemt ikke noget had mod kristne. Tværtimod synes jeg faktisk, at det er afsindig vigtigt, at alle mennesker har ret til at tro på det, de vil. Jeg er personligt ikke selv troende, men jeg synes, at det er så fint og i orden, at andre mennesker er det, og det skal de have lov til at være. Så jeg synes, det er lidt underligt, at jeg skal stå og forklare på den måde, hvad undertrykkelse fra totalitære regimer i øvrigt sådan går ud på. Men jeg vil gerne opklarende sige, at f.eks. Nordkorea og Kina og også det tidligere Sovjetunionen – når man nu nævner det – jo var kommunister og havde en meget mere autoritær tilgang til, hvordan samfundet skal drives, end jeg har og vi har som socialister og tilhængere af demokrati. Altså, det er jo vores holdning, at folk skal have lov til at være frie og man skal have lov til at have religionsfrihed. Så jeg tror da, at noget af det allervigtigste, man er nødt til at tage fat i, jo er at sige: Der, hvor du har meget voldsomt undertrykkende regimer, er der også risiko for undertrykkelse af religiøse minoriteter, og det kan du så se sker der, uanset om folk så er kommunister, eller hvad de ellers er. Når det er autoritært, er der et problem, og det er det, vi står over for. Der skal vi prøve at fremhæve demokrati og menneskerettigheder i stedet for.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Det er faktisk en god pointe, og jeg synes egentlig, at Enhedslistens ordfører skulle tage en snak med udenrigsministeren og dermed også støtte vort forslag, for det ville jo give ministeren et redskab til at gøre netop det, som ordføreren siger, nemlig at tale de her autoritære regimer imod og sige til dem: I bliver nødt til at respektere menneskerettighederne, så de kristne bl.a. ikke bliver forfulgt. Jeg synes faktisk, det er en glimrende pointe, ordføreren har. Har ordføreren lyst til at gøre det med lige at tage en kammeratlig samtale med ministeren?

Ordføreren.

Jamen hvis ordføreren har hørt efter, var det jo en åben invitation både til Dansk Folkeparti og til regeringen om, at hvis vi kan finde ud af at lave en fornuftig beretning over det her, som også bringer os videre med arbejdet i kampen for, hvordan vi kan sikre både kristnes og andres religionsfrihed, så synes jeg da, at vi skal gøre det. Det vil jeg da meget gerne. Det er jo også det, jeg står og siger her i Folketingssalen, så det behøver jeg sådan set heller ikke tage en yderligere kammeratlig samtale om, men jeg synes da, vi skal komme videre med arbejdet. Men det forudsætter jo også, at ordføreren for Dansk Folkeparti også vil give sig lidt på spørgsmålet om, om det måske er det fedeste redskab, at vi skal ind og have sådan en uvildig undersøgelse af det her, som måske bare bliver til noget bøvlet bureaukrati, og som egentlig ikke bringer os tættere på målet – det er den del, jeg ikke helt kan støtte.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er hr. Naser Khader. Værsgo.

Tak, formand. Jeg er ofte i Mellemøsten. Her for 2-3 år siden mødte jeg en kristen palæstinenser – jeg kørte i bus med ham – og han havde et billede hængende af Putin i bussen ved siden af jomfru Maria. Jeg spurgte ham, hvorfor han havde Putin hængende. Og så sagde han: Jamen han er jo en helt; han er den, der forsvarer os kristne i denne del af verden. Vesten har svigtet os. Og jeg er faktisk enig langt hen ad vejen: Man svigter, når man ikke italesætter forfølgelser af kristne. Man vil helst ikke provokere en samtalepartner, siges det igen og igen, men det er enormt vigtigt, at vi holder fast i, at forfølgelse af kristne verden over er et meget underbelyst og endda tabubelagt emne.

Herhjemme tales der sjældent om det, og det synes jeg er en skam. Det oplever jeg også gør sig gældende i andre vestlige lande. Verden over er der kristne, jøder, muslimer, buddhister og yazidier, der forfølges, fængsles og endda bliver myrdet på grund af deres tro. Der er bare en gruppe, der er særlig forfulgt, på verdensplan, og det er de kristne. De kristne interneres, voldtages, myrdes og får brændt deres kirker ned i højere grad end nogen anden religiøs gruppe i verden.

Ifølge min tidligere kollega fra Hudson Institute Nina Shea, som står i spidsen for center for religionsfrihed, bliver der i snit slået 11 kristne ihjel hver evig eneste dag. Organisationen Open Doors USA skriver på sin hjemmeside, at der i løbet af det seneste opgjorte år er flere end 245 millioner kristne, der lever i lande, hvor de oplever en høj grad af forfølgelse, 4.305 kristne blev slået ihjel på grund af deres tro, 1.887 kirker og andre kristne kirker blev angrebet, og 3.150 kristne er tilbageholdt eller fængslet uden rettergang. Toptilisten over de værste lande at være kristen i omfatter først og fremmest Nordkorea, Afghanistan, Somalia, Libyen, Pakistan, Yemen og Sudan. Og så har vi Kina. Kina er også et land, der forfølger både kristne, men også andre religiøse grupper, og det burde vi også italesætte.

De vestlige ledere burde have det på dagsordenen, når de mødes med folk fra den del af verden, der forfølger de kristne. Altså, kristne er verdens mest forfulgte religiøse gruppe, og derfor kræver emnet ekstra opmærksomhed. Det er vejen frem. For har man ikke en vagthund, der hele tiden holder fokus på forfølgelserne, vil emnet drukne i andre sager. Og det var netop også tanken med den enhed, som De Konservative fik afsat midler til i Udenrigsministeriet, da vi sad i regering: En enhed med USA, Norge og Canada som forbillede, og som udelukkende skulle fokusere på emnet, sådan at emnet forbliver på dagsordenen. Derfor er vi i dag glade for, at Dansk Folkeparti har sat emnet på dagsordenen.

Dansk Folkeparti har fremsat dette beslutningsforslag, hvormed det bliver foreslået, at der efter britisk model skal udarbejdes en kortlægning af forfølgelsen af kristne i de lande, som Danmark samarbejder med, og at der igangsættes en uafhængig undersøgelse af Udenrigsministeriets enhed. Det er noget, som vi faktisk støtter og bakker op om.

Vi kan som land være med til at præge vores samarbejdspartnere, og når vi kan se, at udviklingen går den forkerte vej, og at situationen med forfulgte kristne bliver mere og mere alvorlig, skal vi selvfølgelig bruge vores indflydelse hos vores samarbejdspartnere for at bekæmpe problemet. Derfor synes vi i Det Konservative Folkeparti, at det giver god mening, at Udenrigsministeriet udarbejder en rapport om forfulgte kristne, som Dansk Folkeparti foreslår.

Der findes desværre mange eksempler på, at der i den grad er behov for handling på det her område. Vi skylder, at vi fra dansk side sender et klart signal om, at det er noget, vi tager alvorligt, og at vi er åbne over for at se på, hvordan man kan gøre op med de skræmmende tal, der er på dette område. Det Konservative Folkeparti støtter derfor Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Og vi går videre til Nye Borgerliges ordfører, og det er fru Mette Thiesen. Værsgo.

Tak for ordet. I Danmark er vi traditionelt forstående og rummelige over for forskellige kulturer og religioner – det ligger simpelt hen i danskheden. Men sådan er det ikke i andre lande, ikke altid i hvert fald. Religiøs forfølgelse er et udbredt problem i store dele af verden. Mennesker bliver forhindret i at praktisere deres tro, også i privat regi.

Mange kristne lever i dag i sammenhænge, hvor de er i mindretal, enten som en særlig kristen menighed i et samfund, hvor en anden kristen kirke har majoriteten, eller som kristne i et samfund med en helt anden religiøs kultur. Ofte er det sådan, at de majoriteter, der styrer de samfund, diskriminerer eller forfølger kristne minoriteter. Det kan være gennem love og forbud mod en anden religiøs praksis end den officielle og med retsforfølgelse som konsekvens af overtrædelsen; det kan være ved at tillade diskrimination fra politiets eller den religiøse majoritets side over for de kristne; det kan være det almene samfunds diskrimination, der udelukker kristne minoriteter fra arbejdsmarkedet og øvrig samfundsintegration; og endelig kan det være voldelige overfald og mord på kristne minoriteter. At kristne religiøse minoriteter er forfulgte, er et problem for den enkelte troende. Og det er et stort problem for hele den kristne minoritet.

I Nye Borgerlige har vi den holdning ikke at blande os utidigt i andre landes interne religiøse udfordringer, skikke og kulturer, på samme måde som vi heller ikke finder det rimeligt, at andre lande blander sig i danske forhold. Men i relation til sagens kerne – strukturel, statslig og civil forfølgelse af kristne minoriteter i lande, der nyder godt af et samarbejde med Danmark – finder vi den udvikling meget problematisk.

Det nærværende beslutningsforslag om, at Folketinget pålægger regeringen at udarbejde en rapport, der kortlægger forfølgelsen af de kristne i de lande, som Danmark samarbejder med, er et skridt i den rigtige retning. Og derfor kan Nye Borgerlige støtte dette beslutningsforslag.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til Liberal Alliances ordfører, men jeg ser ikke lige nogen derfra. Så vi giver ordet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Alex Ahrendtsen.

Tak, formand. Først tak for en god debat, en saglig debat og en debat, som løftede sig lidt. En særlig tak til Venstre, Konservative og Nye Borgerlige for støtten til forslaget. Jeg synes, at det var rart. Det var nogle gode taler. Først hørte vi hr. Naser Khaders beretning fra Palæstina om Putin og chaufførerne. Det er altid sjovt at høre sådan nogle personlige beretninger: mikrokosmos i makrokosmos, ikke? Det siger bare det hele, når en chauffør har Jomfru Maria og Putin hængende. Man behøver ikke at sige mere. Jeg synes, at det var en glimrende pointe, og jeg havde faktisk ikke selv tænkt på det. Jeg vil også sige tak til hr. Michael Aastrup Jensen for opbakningen, og jeg synes også, at det var på sin plads at tale med store bogstaver til regeringen.

Når det er sagt, vil jeg selvfølgelig også takke ministeren for hans redegørelse, som jeg jo dog syntes var meget generel, og jeg forstod også på ministeren, at han brugte megen tid på at omtale antisemitismen. Det kan jeg godt forstå, for den er jo vigtig, og der er en hundredårig lang tradition for antisemitisme, men antisemitismen har også mange ambassadører. Der er en enorm fokus på det, og de fleste vesterlændinge kender til den historie. I Danmark er der ikke så mange, der kender til kristenforfølgelserne, og det ved alle vi, der har læst tænketankens rapport, som hr. Michael Aastrup Jensen også nævnte, og som jeg selv med stor interesse har læst. Derfor er det jo så vigtigt, at man fokuserer, og ligesom vi har fokuseret på antisemitismen, skal vi også til at fokusere på kristenforfølgelserne.

Det er derfor, at vi har stillet det her forslag, hr. udenrigsminister. Vi har stillet det, for at regeringen ganske enkelt skal fokusere på det, tale højt om det og italesætte det, som hr. Naser Khader sagde. Det må gerne ske i samarbejde med vores samarbejdspartnere i EU og med USA, og det må siges højt og vedholdende. Jeg synes egentlig også, at Enhedslistens ordfører havde en god pointe, idet hun faktisk understregede, at autoritære regimer forfølger alle, ikke bare de kristne. Derfor er det jo vigtigt, at man alligevel fokuserer, i og med at 75 pct. af alle fulgte, som hr. Michael Aastrup Jensen jo sagde, er kristne. Så det er et kæmpemæssigt problem. Det, vi ser de første ansatser til, er et langsomt holocaust. Det kan vi da ikke stå model til.

Jeg vil egentlig også gerne henlede ministerens opmærksomhed på det forhold, som udspiller sig i Indien. Jeg ved jo, at det er et indsatsområde for regeringen – statsministeren har talt varmt om Indien. Men nogle af de værste forfølgelser sker i forhold til kristne, som er et lillebitte mindretal på 2-3 millioner, altså en dråbe i det menneskehav, som Indien udgør. Der vil det jo være på sin plads, at statsministeren sagde højt og tydeligt, at vi gerne vil samarbejde med Indien, og at vi gerne vil handle, men så skal man også sørge for at behandle det kristne mindretal ordentligt. Der er jo planer om totalt at udslette de kristne i Indien. Det kan vi ikke være med til.

Jeg kunne forstå på Enhedslisten, at man var med på en beretning, og jeg håber, at vi i fællesskab kan lave en beretning, altså Venstre, Konservative og Nye Borgerlige. Jeg ved ikke, om Socialdemokratiet har lyst til det. SF er selvfølgelig også meget velkommen. Det vil være et stærkt signal, hvis vi kunne blive enige om det. Det er muligt, at vores redskab ikke er det rigtige, men vi synes nu, at det er meget simpelt redskab. I England har man haft stor succes med det. Det har bevirket en ændring i Storbritanniens udenrigspolitik. På samme vis kunne sådan en minutiøs – og det betyder bare detaljeret – kortlægning bruges, og det vil sige, at vi ved nøjagtigt, hvad hvert land, vi samarbejder med, gør ved de kristne. Hver gang vi så skal uddele bistandshjælp eller vi samarbejder med dem eller vi snakker med dem, siger vi, at det er det og det, I gør ved de kristne i jeres lande, og at det vil vi ikke have. Det bliver I nødt til at ændre.

Hvis man først har fået hul igennem i forhold til de kristne, kan man også italesætte andre forfulgte minoriteter. Det er jo fuldstændig rigtigt, at ikketroende jo også skal have ret til at eksistere. Trosfrihed gælder for alle. Men det er en god idé at bruge de kristne som løftestang, fordi der efterhånden er indsamlet rigtig meget materiale, der viser, hvor stort problemet er.

Jeg vil gerne gentage, at det jo ikke kun er uden for Europa, at de har kristenforfølgelser foregår. De foregår også i Vesten, altså i Europa. I Frankrig er det særlig problematisk. Som jeg nævnte i mit spørgsmål, udsættes kirkerne årligt for mere end tusind hærværksforsøg, brandstiftelse og forskellige former for vandalisme. Det er jo helt vildt – tusind hærværksforsøg i et gammelt europæisk land! Hvis vi ikke slår hårdt ned på det, bliver det værre. Det er derfor, vi beder regeringen om at fokusere på det. En ting er at have en generel politik om trosfrihed, en anden er at fokusere på kristenforfølgelserne, for det er så konkret.

Jeg håber, at udenrigsministeren tager en snak med sin statsminister og gerne med baglandet i Socialdemokratiet her i Folketinget og hjælper os med at få lavet en beretning, der skal indeholde en eller anden form for fokusering på kristenforfølgelserne, og at vi, som hr. Naser Khader siger, italesætter det og taler højt om det, så vi måske om nogle år, når vi besøger Palæstina og kører med en buschauffør, ser, at han har Jomfru Maria hængende, og at han har Putin hængende – og at han har hr. Jeppe Kofod hængende. Kunne det ikke være fantastisk? Tak for i dag.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Halime Oguz. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil sige, at selvfølgelig støtter Socialistisk Folkeparti op omkring en beretning. Det er klart, at alt andet ville være fuldstændig utænkeligt. Men det, jeg godt kunne tænke mig spørge om, er, om ordføreren for forslagsstillerne anerkender, at forfølgelsen af minoriteter, herunder kristne minoriteter, som vi debatterer lige nu, er en konsekvens af, at nogle af de her lande ikke har forpligtet sig på internationale aftaler om menneskerettighedskonventioner.

Ordføreren.

Det tror jeg såmænd er rigtigt nok, altså at man ikke har forpligtet sig på at overholde menneskerettigheder. Det tror jeg egentlig er rigtigt. Og det er også derfor, det er så vigtigt, at regeringen, udenrigsministeren og Danmark siger det højt, italesætter det og fokuserer på det. For hvis man ikke siger det højt, glider det bare under; altså, hvis man skal have fat på trolden, skal troldens navn nævnes. Så det er selvfølgelig meget muligt, at en del af det skyldes, at der i de lande ikke er menneskerettigheder for alle, og så kan kristne blive en syndebuk, som man slår ned på. Og det er jo derfor, det er så vigtigt, at vi italesætter det.

Fru Halime Oguz.

Det er jeg rigtig, rigtig glad for at høre. Men det, som jeg bare har kunnet notere, er, at hver gang vi har skullet debattere en problemstilling, der f.eks. omhandler muslimer, hvad enten det er i europæiske lande eller andre lande i udlandet, så har DF gang på gang kritiseret menneskerettighedskonventionerne, og at vi har nogle internationale forpligtelser, som DF gerne så at vi trådte ud af. Så derfor vil jeg høre: Når Dansk Folkeparti grundlæggende ikke tror på menneskerettigheder, hvordan kan man så tro på, at det ville hjælpe de forfulgte kristne, hvis man forlod det spor?

Ordføreren.

Altså, Danmark er jo et lov og ret-samfund. Vi baserer vores samfund på grundloven, og i grundloven er der en lang række borgerrettigheder og menneskerettigheder. Vi tror på en national forpligtelse. Det, der irriterer os ved konventionerne, er, at de nogle gange er som en spændetrøje, en dyne, et juristokrati, der forhindrer os i at være nationale politikere. Men som sådan har vi ikke noget imod menneskerettigheder, for det at kunne stemme, det at kunne tro, det at kunne ytre sig er jo en menneskeret. Og det er nedfældet i grundloven.

Så det fru Annette Lind. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne høre lidt til de ord, som I har brugt i det her beslutningsforslag. Nu siger ordføreren, at minutiøst betyder detaljeret. Gælder det så helt ned til den enkelte borger, der er forfulgt, og hvor langt skal man gå i forhold til detaljeringen af det her? Og så står der, at det skal være en uafhængig undersøgelse af Udenrigsministeriets arbejde. Skal vi have et konsulenthus til at lave den her rapport om Udenrigsministeriets arbejde?

Nu har Dansk Folkeparti jo ikke lavet noget finanslovsudspil, men jeg vil høre: Hvor skal pengene komme fra? Hvad koster den engelske undersøgelse? Der er 25 anbefalinger, som man vil følge. Hvad koster det at følge 25 anbefalinger? Skal vi lægge beslag på de forholdsvis få midler, som vi allerede har og yder? Det vil jeg gerne høre Dansk Folkepartis bud på.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, det er gode spørgsmål, og at det er relevante spørgsmål. Med hensyn til det detaljerede vil jeg sige, at jo mere detaljeret man kan gøre det, jo bedre – og egentlig også gerne ned på personniveau, hvis det kan lade sig gøre. For vi hørte jo lige Naser Khaders beretning, og det er meget levende, når der kommer ansigter på forfølgelser; ellers er det jo bare tal. Men så snart der er historier, ansigter og familier, så bliver det jo levende for os. Så det må gerne være så detaljeret som muligt.

Finansieringen tager forslaget ikke stilling til, og der er vi åbne over for, hvad vi kan gøre. Hr. Michael Aastrup Jensen foreslog en omprioritering, og det synes jeg er en god idé. Der er afsat 5 mio. kr. til den der enhed – om det er dem, der skal finansiere det, har vi ikke taget stilling til. Det er selvfølgelig en lille svaghed i forslaget, men der håber vi jo på, at Socialdemokraterne kan hjælpe os.

Fru Annette Lind.

Det er lidt tyndt, at man kommer og siger, at man ikke ved, hvor pengene skal komme fra, for det her er virkelig dyrt; briterne har brugt rigtig, rigtig mange penge på det. Venstre har ikke afsat en eneste krone til Udenrigsministeriets arbejde i deres finanslovsudspil. Dansk Folkeparti har ikke lavet noget som helst budget for næste år. Så jeg synes, det er lidt for tyndt at komme med, i forhold til at man ikke ved, hvor pengene skal komme fra, når det koster så meget.

I forbindelse med det jeg sagde i min ordførertale om den eksisterende strategi, vil jeg høre: Skal den her kortlægning erstatte det, vi alle sammen har været enige om indtil nu, altså i forhold til den eksisterende strategi for fremme af religions- og trosfrihed?

Ordføreren.

Med hensyn til finansieringen kunne man jo finde pengene inden for ulandsbistanden, hvor vi allerede giver over 1 pct. af vores bnp; der kan vi jo sagtens finde nogle penge.

Med hensyn til den strategi vil jeg sige, at det er et supplement til den strategi, der allerede er lagt, som jo er god. Den har jeg jo heller ikke talt imod. Jeg siger bare, at vi skal fokusere på kristenforfølgelserne. Det er det, beslutningsforslaget lægger op til.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udenrigsudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.