Det næste punkt på dagsordenen er:

27) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 54:

Forslag til folketingsbeslutning om ny lov om digital børnebeskyttelse, som beskytter børns færden på internettet.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) m.fl.

(Fremsættelse 30.10.2020).

Forhandlingen er åbnet. Vi giver først ordet til børne- og undervisningsministeren.

Tak for fremsættelsen af det her beslutningsforslag. Jeg vil ikke gøre det, der står i beslutningsforslaget, for det har vi fra regeringens side allerede gjort. For det, der ligger i det her beslutningsforslag, er, at SF ønsker, at regeringen skal pålægges senest ved udgangen af februar 2021 at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal undersøge og udarbejde forslag til indhold i en ny lov om digital børnebeskyttelse. Hensigten er at sikre, at børn kan færdes trygt på nettet, og arbejdsgruppen skal have færdiggjort sit arbejde efter et år, hvorefter regeringen skal indkalde til politiske forhandlinger om oplægget.

Jeg vil sige, at det i forhold til der, hvor vi er i processen nu i regeringen, ville være decideret obstruerende, og det vil sige, at arbejdet ville komme til at tage længere tid, for vi har allerede nedsat ikke bare én arbejdsgruppe, men to arbejdsgrupper, som vi forventer barsler her i 2021, hvis ellers coronaen tillader det. Vi satte faktisk arbejdsgrupperne i gang som noget af det første, efter vi fik regeringsmagten, fordi det er afgørende vigtigt for os, ligesom jeg kan se på beslutningsforslaget at det er for SF, at man kan sikre en mere tryg færden på internettet, ikke mindst for børn og unge.

Hvis vi spoler tiden tilbage til juli 2019, tror jeg det var, var der en ulykkelig episode med influenceren Fie Laursen, der forsøgte at begå selvmord. Heldigvis overlevede hun, men hun havde lagt et selvmordsbrev ud på sin Instagramprofil med 335.000 følgere, hvoraf størstedelen var børn og unge. Selvmordsbrevet lå offentligt tilgængeligt på hendes sociale platform i to døgn, inden det blev taget ned. Det fik 30.000 likes og 8.000 kommentarer, og det var på alle tænkelige måder rystende at være vidne til et ungt menneskes kollaps og opleve, hvor hjælpeløse vi var, når det gjaldt om at begrænse skaderne og hjælpe Fie Laursen og Fie Laursens familie, i forhold til at de her ting lå offentligt tilgængeligt.

Det lykkedes ikke at beskytte mod den offentlighed, der kom omkring det, og hun gjorde det ikke med ond intention. Familien havde alene et ønske om at få taget tingene ned, og det kunne ikke lade sig gøre på baggrund af det regelsæt, der er.

Det står lysende klart for regeringen, at vi har et stort problem, og at der er et tydeligt behov for at diskutere, hvornår ting bliver offentlige. Altså, hvornår er man en del af offentligheden, og hvornår er man privatperson, når man udtaler sig og agerer på internettet? Vi har i mange, mange årtier i Danmark håndteret at have en offentlighed, i forhold til hvordan vi beskæftiger os med resten af mediebilledet, hvor der påhviler et særligt ansvar, når det er sådan, at man taler i offentligheden og er medier.

Regeringen nedsatte på baggrund af det her to tværministerielle arbejdsgrupper i november 2019. Den ene kigger på muligheden for at regulere sociale medier. Arbejdsgruppen ser f.eks. på, hvordan vi kan stille de store sociale medieplatforme bedre til ansvar for ulovligt indhold, end vi gør i dag. Her er det regeringens klare holdning, at sociale medier også skal mødes med meget tydelige krav, der afspejler den betydning og tyngde, man går ind i den offentlige debat med, når man bruger de sociale medier. Den anden arbejdsgruppe skal se på, hvordan vi kan sikre børn og unges digitale liv og dannelse på internettet og begrænse deres eksponering for skadeligt indhold. Den skal bl.a. komme med forslag til, hvordan vi bedre kan ruste børn og unge til at agere på nettet, og se på, om vi kan gøre vores syn skarpere på de faldgruber, der er nu, men også i forhold til at forudse dem, der kommer.

De to arbejdsgrupper skulle sådan set have afrapporteret. Så de skulle have været færdige, og alene på grund af coronasituationen er deres arbejde blevet forsinket. Regeringen har altså på den her baggrund meget, meget stor sympati for SF's forslag. Vi har bare sat det i værk, og derfor tænker jeg, at det er mere hensigtsmæssigt, at vi lader de to arbejdsgrupper lave deres arbejde færdigt i stedet for at vente yderligere et år, som er det, SF lægger op til, og så på den baggrund selvfølgelig, når der er afrapporteret, indkalde Folketingets partier til en drøftelse. Og indholdet af SF's beslutningsforslag taget i betragtning tror jeg, vi vil få frugtbare drøftelser, i forhold til hvordan vi bevæger os videre herfra.

Men der må være lidt tålmodighed, i forhold til at corona lige skal igennem sin anden bølge, og derfor har arbejdsgrupperne ikke som planlagt afrapporteret her i 2020, men kommer forhåbentlig, hvis alt går vel, til det i 2021.

Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Jeg vil sige, at jeg da er lidt skuffet, for som jeg læser det kommissorium til den arbejdsgruppe, som regeringen har nedsat, er der rigtig mange ting i det her forslag, som ikke er omfattet af det kommissorium, som regeringen har lavet. Kan ministeren ikke godt bekræfte, at det her med at forbyde adfærdsdesign ikke er en del af det oplæg, som arbejdsgruppen kigger på, og at det her med at forbyde, at børn afgiver data, som bliver brugt til målretning mod dem selv, så de bruger mere tid, flere penge og uploader mere indhold, heller ikke er en del af regeringens arbejdsgruppe? Og kan ministeren ikke godt se, at der er nogle udfordringer her, i forhold til hvad vores børn udsættes for?

Ministeren.

Jeg vil ikke forholde mig til de konkrete forslag. Jeg tror i hvert fald, at det ene ligger krystalklart på Erhvervsministeriets område, og inden jeg sådan begynder at begive mig ud i markedsføringslovgivningen fra Folketingets talerstol, vil jeg sige, at der ikke ligger den begrænsning i de arbejdsgrupper, som regeringen har nedsat, at man så ikke kan drøfte andre emner end det, når vi kommer på den anden side.

Det, jeg egentlig reagerer på ved beslutningsforslaget, er, at jeg ikke synes, vi skal nedsætte endnu nogle arbejdsgrupper, hvor vi så skal bruge endnu et år, før vi kan komme videre med de konkrete politiske forhandlinger, så jeg vil opfordre SF til at tage de ting med ind til bordet i forbindelse med forhandlingerne, som man har. Men jeg er i forvejen relativt utålmodig; vi skulle have været færdig med det arbejde allerede i 2020, og derfor ser jeg ikke noget behov for, så at sige, at vi går i gang med at nedsætte endnu en arbejdsgruppe. Der er to tværministerielle arbejdsgrupper.

Dækker de alt i hele verden? Nej, det gør de ikke. Er det frit for alle at tage alle andre dele med ind til forhandlingsbordet? Ja, bestemt, og det afgørende. Og der skal jo være grundige drøftelser af, hvordan vi kommer videre derudad i fællesskab. Så der er en åbenhed over for at drøfte alle andre tænkelige emner, men vi skal ikke bruge endnu et år på en arbejdsgruppe. Tingene er blevet forsinket nok i forvejen.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg synes sådan set også, at den arbejdsgruppe, der er nedsat, skal have lov til at afrapportere. Det lyder ikke til, at den har de her emner med, og jeg bliver lidt skuffet over, at ministeren siger, at hun ikke vil forholde sig til de forslag, der ligger heri. Jeg har ikke valgt, at det her skulle behandles på ministerens område. Jeg tror, det her forslag er blevet henvist til ministerens område, og derfor har jeg da også en klar forventning om, at man kan sige lidt mere om de forslag, der ligger her, og lidt mere om, hvorvidt der er behov for at gå i en lidt mere skærpet retning, når det handler om at beskytte børn digitalt på nettet.

Ministeren.

Så har jeg simpelt hen udtalt mig uklart. Det plejer at være det modsatte, der er mit problem. Lad mig sige det utrolig firkantet: Ja, vi mener, at der skal utrolig meget mere til for at beskytte børn og deres færden på internettet. Og når vi har nedsat arbejdsgrupper, der bevæger sig på tværs af Kulturministeriet, Erhvervsministeriet, Justitsministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet, så er det ikke for sjov. Så er det, fordi vi mener, at det er på de fire ministerområder – der kan også komme andre med undervejs – der i hvert fald er behov for at kigge på lovgivningen.

Vores lovgivning er jo på lange stræk afspejlet af en medievirkelighed, der simpelt hen ikke længere findes, og derfor skal det laves om. Og ét af de allerstørste problemer er børn og unges færden på nettet, som jo på lange stræk er wild west, og det skal vi have gjort noget ved. Så jeg mener det faktisk, når jeg siger tilsagn i forhold til at kigge på de forskellige forslag, der ligger her; jeg vil bare ikke gå ind i en detaildiskussion om de enkelte forslag, der ligger uden for mit ressort. Men det er klart, at det at skulle lave forhandlinger, og det at skulle lave arbejdsgrupper og de her ting på tværs af ministerier, kan jeg selvfølgelig godt sige noget om.

Så er det fru Lotte Rod.

Er ministeren enig i, at vi skal stille krav til f.eks. apps om ikke at nudge børn til at være på hele tiden?

Ministeren.

Hvis jeg kunne gennemskue den fulde rækkevidde af det, ville jeg næsten tro, at jeg bare kunne sige fladt ja. Men det kan jeg ikke, og det vil sige, at jeg gerne vil have, at vi får det arbejdet ordentligt igennem af djøf'ere og får kigget på det. Men den politiske slagretning i, at vi skal ind og se på, hvordan man undgår nogle af de der ting, hvor vi ved at særlig børns hjerner bliver påvirket af det i forhold til voksnes hjerner, synes jeg da er en utrolig god idé. Der har jo også været flere bud inde på, hvordan man kan undgå, at der f.eks. er like-funktioner, som jo bare er en anden variant af nudging, kan man sige, fordi det på samme måde gør noget særligt ved børns hjerner. Det gør det også ved voksnes hjerner, men det gør det i særlig grad ved børns hjerner, og det mener jeg bestemt at vi skal ind og kigge på om vi kan gøre noget ved.

Fru Lotte Rod.

Tak for det svar. Jeg kan høre, at vi er helt enige, og i virkeligheden synes jeg lige, ministeren har givet det bedste argument for, hvorfor vi har brug for det her. For det arbejde ligger jo ikke i de arbejdsgrupper, som regeringen allerede har nedsat, og ministeren siger jo selv, at vi har brug for at få udviklet modeller for det. Så er det ikke korrekt, at vi er nødt til at have nogle folk, der kan hjælpe os med, hvordan vi gør det her konkret?

Ministeren.

Helt klart, det behøver vi bare ikke at bruge endnu et år med endnu nogle arbejdsgrupper til. Det er egentlig det, jeg siger. Det mener jeg simpelt hen ikke vi behøver så lang tid til.

Når jeg er en lille smule utålmodig omkring det her, så er det, fordi der er nogle af de ting, som vi behandler i arbejdsgrupperne allerede nu, som jeg mægtig gerne vil have, fordi det haster. Der er nogle unge, der er unge nu. De sidder ude i børneværelserne nu, og vi beskytter dem ikke nu. Derfor er der simpelt hen nogle ting, som jeg gerne vil i gang med. Og jeg mener, at det er klart, at rækkevidden af sådan et forslag vil kræve, at det bliver arbejdet igennem af djøf'ere. Men i mit eget ministerium bliver der jo arbejdet ting igennem af djøf'ere hver eneste dag, og at skulle lave en hel arbejdsgruppe for at tage stilling til de her ting mener jeg simpelt hen ikke der er behov for.

Så kan det jo vise sig undervejs, at der kommer nogle ting op, som er endnu mere komplekse end det, der ligger her, og så kan det da godt være, at vi skal nedsætte en arbejdsgruppe igen. Men jeg synes, vi skal passe på, at det ikke bliver til syltekrukker. Det tror jeg sådan set ikke der er nogen af os der er tjent med.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første er Socialdemokraternes ordfører, og det er hr. Jens Joel. Værsgo.

Tak for det. Mine børn er 1 og 3 år, og jeg er pænt nervøs og usikker ved tanken om, hvad jeg skal stille op, når de på et tidspunkt bevæger sig ud på det der internet. Jeg bliver endnu mere skræmt ved tanken om, at de havde været unge nu, for vi er på mange måder bagud i forhold til den teknologiske udvikling og i forhold til den kommercielle udvikling på området. Vi har for nuværende simpelt hen en situation, hvor vi lovgivningsmæssigt, politisk og regulatorisk er på bagkant, og hvor mange af os som forældre – og der skal jeg selvfølgelig ikke skære alle over en kam – måske også er en lille smule lost, i forhold til hvad det er for en virkelighed, vores børn og unge bevæger sig i.

Det er en helt ekstrem forandring, der er sket på relativt kort tid, og det ville være meget mærkeligt, hvis ikke man havde brug for at kigge på, hvad vi nu skal gøre, hvad vi kan gøre bedre, og hvad de nye problemer og de nye farer er. Men også bare kigge på, hvilke gammelkendte farer der nu har fået en ny forklædning i en digital virkelighed.

Derfor er jeg glad for debatten i dag. Jeg er glad for, at SF har fremsat beslutningsforslaget, men jeg er selvfølgelig også glad for, at regeringen allerede sidste sommer nedsatte arbejdsgrupper til at kigge på det her, sådan at vi har et grundlag at gå i gang på.

Det er jo ikke sådan – jeg ved det i hvert fald ikke, men jeg er heller ikke i regeringen – kan sige, præcis hvad der ikke er med i de arbejdsgrupper, eller hvad der er med. For de har selvfølgelig også et arbejdsrum i forhold til at kunne skubbe nogle dagsordener frem.

Men jeg er da helt sikker på én ting, nemlig at vi kommer til at stå på et bedre grundlag, når de har arbejdet, og at vi med udgangspunkt i det grundlag selvfølgelig skal have nogle politiske diskussioner om, hvad vi gerne vil. De politiske diskussioner skal jo handle om, hvordan vi regulerer de platforme og de teknologiske aktører, så der er en diskussion om, hvad der skal være tilladt, hvad man må reklamere for, hvordan man skal deklarere ting, man reklamerer for, og hvilke funktioner der må være i apps eller spil eller på andre platforme. Så der er jo en masse retsligt i det: Hvad er tilladt, og hvad er ikke tilladt?

Men der er jo også en stor diskussion om, hvordan vi gør vores børn og unge i stand til at navigere, altså hvordan vi ruster dem til at bevæge sig i en digital virkelighed. For noget kan man helt sikkert beskytte dem imod ved at lave regler om, at noget er forbudt.

Noget andet handler om – fuldstændig ligesom vi i dag og i mange år har diskuteret det – hvordan vi gør vores unge til kritisk tænkende væsener, som kan stå imod et pres, hvad enten det kommer fra den digitale verden eller fra fjernsynet eller fra alle mulige andre steder, hvor man bliver påvirket. Så jeg synes, det er todelt, forstået på den måde, at det både er noget med at lave regler og gribe ind og noget med at ruste sig bedre.

Det er en diskussion, som har fyldt en del her i Folketinget, fordi der heldigvis er mange partier på tværs af Tinget, som går op i det. Det er en diskussion, som fylder meget i regeringen, og som fylder meget i Socialdemokratiet.

I går havde jeg besøg af vores gode venner i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, som har sat sig ned og ud fra deres vinkel vurderet, hvad det er, de føler giver både presset og nogle af absurditeterne. Altså, hvad er det for nogle ting, som de unge oplever som et pres i hverdagen, og som kommer derfra? Hvad er det for nogle markedsføringsmekanismer, der er? Hvad er det for nogle ting, vi ikke synes man skal reklamere for? Hvordan modgår vi forskruede kropsidealer? Hvordan modgår vi, at man bliver lokket til at være på hele tiden? Hvordan undgår vi konkurrencen om, hvem der får flest likes, og den potentielt set psykiske sårbarhed, som følger af at være i konkurrence konstant?

Jeg ved ikke, hvordan jeg ville have klaret det, men nogle gange priser jeg mig faktisk lykkelig for, at jeg fik lov at være ung, inden det her skete. Det er måske bare, fordi jeg er så gammel, at jeg selv synes, at det er svært at gennemskue, hvordan man skulle have håndteret det, men jeg synes, det må være svært aldrig at være offline – altså at man på en eller anden måde aldrig har fri, at man aldrig tjekker ud af de her ting. Det synes jeg vi skal diskutere.

Ministeren nævnte et eksempel fra sidste sommer på en meget, meget ulykkelig sag, men jeg bliver jo næsten en gang om måneden ringet op af medier eller aktører, som spørger: Hvad med det her, som der nu er en influencer eller en virksomhed eller nogle andre, der har gjort? Er det klogt? Er det rigtigt? Er det ønskværdigt? Der må vi bare sige, at vi har brug for at gå mere strukturelt det.

Så mit oplæg vil egentlig være, at vi tager en drøftelse i udvalget om, hvad vi allerede nu ved vi gerne vil have taget fat på, og laver en beretning eller et eller andet. Og at vi så tager fat på den anden drøftelse, så snart vi har en afrapportering fra arbejdsgrupperne.

Tak.

Tak. Og der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Jeg vil egentlig gerne høre, om ordføreren synes, det er et problem, at 40 pct. af de børn og unge, som bruger de her digitale produkter – det viser en undersøgelse – har prøvet at bruge mindre tid, men er mislykkedes med det. Det kalder jeg digital afhængighed, og digital afhængighed kommer bl.a. af de adfærdsdesigns, som børn udsættes for, og som får dem til at uploade mere indhold; som får dem til at bruge mere tid på det her, flere penge.

Mener ordføreren, at det er et problem? Og bør det også omfattes af det arbejde, som ministeren har sat i gang? For det står ikke i kommissoriet, og jeg er meget optaget af det.

Ordføreren.

Ja, jeg synes, det er et problem. Det er det jo i virkeligheden med alle afhængigheder, når man siger: Jeg kunne egentlig godt tænke mig at strukturere mit liv anderledes, og jeg synes, det er svært. Altså, jeg ved ikke, I får sikkert også de der meldinger om den ugentlige skærmtid, hvad den var for sidste uge, og man får jo grå hår i hovedet over, hvor meget man åbenbart har kigget på den der telefon.

Jeg synes selvfølgelig, at vi skal diskutere, hvordan vi gør de her ting. Jeg vil så også sige, at om jeg synes, det er vigtigt eller ej, skal jo ikke afgøre, om SF skal bringe det ind til bordet. Men jeg vil gerne diskutere i udvalget, om vi kan lave nogle af de der rammer, sådan at SF også føler, at det er noget, vi kommer til at diskutere på bagkant af det her. Altså, vi kan jo ikke sige, at nu skal grupperne lave noget andet end det, de har lavet siden sidste sommer, men vi kan heller ikke helt med sikkerhed udelukke, at der faktisk er diskuteret nogle af de problemstillinger, som SF har med her. Så det, vi kan gøre politisk, er at sige: Det her vil vi gerne diskutere, når vi har et grundlag at gøre det på.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jamen jeg synes sådan set også, at de grupper, der arbejder med det, som de er sat i gang med, skal have lov at afrapportere. Så lad os nedsætte en ny gruppe, som tager sig af de her problemstillinger, for de er også en udfordring for børn og unge. Og det er jo ikke kun SF, der siger det. Nogle af de forslag her kommer fra Djøf’s techkommission; de ved, hvad der er digitalt, juridisk og økonomisk muligt. Så det er jo ikke sådan, at fagforeningen bare har plukket nogle forslag ud af det blå. Det er også Børns Vilkår, der peger på det her. I USA er man på vej med en KIDS Act, hvor der også ligger rigtig meget inspiration.

Der er jo en god mulighed for at blive first mover på det her område ved at tage børns beskyttelse på nettet meget, meget alvorligt. Og det er jo derfor, jeg appellerer til, at vi får nedsat den ekstra arbejdsgruppe – også fordi jeg tror, at sammensætningen måske skal være lidt anderledes i den her arbejdsgruppe end i den, som ministeren har nedsat.

Ordføreren.

Altså, først vil jeg sige, at regeringen jo har nedsat flere arbejdsgrupper. Men jeg tror, at jeg måske har været en lille smule uklar. Jeg synes, det er et ekstremt velovervejet forslag, og det, som SF's ordfører har skrevet ind i beslutningsforslaget, synes jeg er vigtige diskussioner at tage. Jeg har ikke konkluderet, om det kræver endnu et års arbejde, før vi kan tage de diskussioner. Det kunne også være, at vi kunne tage de diskussioner og så finde ud af, at der er et hjørne her, vi faktisk ved for lidt om, og så få udboret det. Det kunne jo godt være, at vi kunne tage diskussionen, inden en ny gruppe havde arbejdet i et år, og faktisk prøve at få fundet de bløde punkter, om man vil.

Så herfra et tilsagn om, at vi går videre med den diskussion. Jeg synes bestemt ikke, at de forslag, der ligger her, er grebet ud af luften; de kommer fra organisationer, jeg selv har talt med. Og jeg synes, det er et meget kvalificeret forslag.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren.

Som allerede annonceret skal jeg hermed udsætte mødet i 15 minutter til kl. 17.45.

Det er en kort humanitær pause, og der skulle være sat lidt frem til at klare pausen med. Så mødet er udsat til kl. 17.45. Og den næste ordfører på talerstolen kl. 17.45 bliver så hr. Jan E. Jørgensen.

Mødet er udsat. (Kl. 17:32).

Mødet er genoptaget.

Den næste ordfører, vi skal have på talerstolen, er Venstres ordfører, hr. Jan E. Jørgensen.

Tak for ordet. Og tak til SF for et beslutningsforslag, som sætter fokus på et vigtigt emne, nemlig hvordan vi beskytter børn, når de færdes på internettet.

Det er jo meget tydeligt, at SF har lagt et meget stort stykke arbejde i det her beslutningsforslag, og man kunne jo nærmest sige, at man ikke behøvede at oprette den arbejdsgruppe, som SF foreslår oprettet, for arbejdet er jo allerede lavet. Og Venstre havde godt kunnet stemme for, hvis SF havde nøjedes med indledningen, hvor der står følgende:

»Folketinget pålægger regeringen senest ved udgangen af februar måned 2021 at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal undersøge og udarbejde forslag til indholdet i en ny lov om digital børnebeskyttelse, som skal medvirke til at sikre, at børn kan færdes trygt på internettet. Arbejdsgruppen skal have færdiggjort sit arbejde efter et år, hvorefter regeringen skal indkalde til politiske forhandlinger om oplægget fra arbejdsgruppen.«

Vi synes, det er en god idé med en arbejdsgruppe, og vi synes, det er nogle reelle problemer, som SF peger på. Men når vi så alligevel er nødt til at skuffe SF ved at sige, at vi altså stemmer nej, så er det, fordi vi synes, at der er for mange bindinger på, hvad den arbejdsgruppe skal komme frem til. Altså, resultatet er så at sige givet på forhånd, idet man skriver:

»Forslagsstillerne foreslår, at følgende elementer skal indgå i en ny lov om digital børnebeskyttelse, hvor arbejdsgruppen skal undersøge og komme med forslag til, hvordan og på hvilken måde de forskellige elementer kan indgå i loven«.

Og så kommer der en række forskellige forslag, hvoraf nogle af dem sikkert er fine; andre kan vi ikke helt gennemskue på det foreliggende grundlag. Men under alle omstændigheder synes vi, at det er en uskik, at man på forhånd går ind og – om man så må sige – binder en arbejdsgruppe på hænder og fødder og siger: Det er det her, I skal nå frem til.

Derfor kan Venstre altså ikke støtte forslaget, desuagtet at rigtig mange af forslagene er fornuftige. Nogle af forslagene er måske lidt for vidtgående, og atter andre kan vi have tvivl om vil kunne realiseres i en dansk kontekst. Altså, dem, som vi ønsker at regulere, er jo store tech-giganter, som måske ikke kan formås at lave en model af deres apps m.v., som er målrettet det danske marked. Det er i hvert fald lidt tvivlsomt. Og det vil givetvis også være forholdsvis nemt for de unge at omgå en dansk regulering ved simpelt hen bare at hente app'en, eller hvad det er, ned fra et andet land.

Men tak til SF for forslaget. Tak for at rejse debatten. Vi synes også, at en arbejdsgruppe er en god idé, men vi bryder os ikke om, at man på forhånd går ind og fortæller, hvad arbejdsgruppen skal nå frem til, og derfor ender det altså desværre med at blive et nej.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det er selvfølgelig en lille smule nedslående, at Venstre ikke kan støtte forslaget, så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad det er for nogle forslag, som Venstre synes er meget vidtgående. Det vil jeg nemlig gerne være klogere på, for det gør jo, at jeg så vil kunne målrette et eventuelt nyt forslag lidt bedre.

Ordføreren.

Der er flere ting, hvor vi kan være i tvivl om, om man har ramt balancen fuldstændig, eksempelvis det her med, at autoplay skal forbydes – det her med, at når man har set en film, så går der en ny film i gang. Det er noget, der jo typisk er på YouTube f.eks. Altså, er det måske så stort et problem? Der tror vi er nok ikke helt at man har ramt den rigtige balance. Det virker lige lovlig formynderisk. Og skal det så kun gælde børn under 18 år, eller skal det være alle? Og hvordan vil man i øvrigt sikre sig den her aldersverificering? For hvis det bare er at sætte et hak ud for »ja, jeg er over 18 år«, så ved vi jo godt, at det hak bare vil blive sat. Det var bare et enkelt eksempel.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg har sådan set fået et svar fra Justitsministeriet om, at man sagtens kan lave aldersverificering. Så det tror jeg ikke er et problem.

Anerkender ordføreren, at det er et problem, at hvor barnet måske ville have set én lille kort film, så ender det med at bruge 3 timer på at se film, fordi der faktisk er autoplay på? Jeg synes i hvert fald, det er et problem. Vi kan også se af de undersøgelser, som jeg har nævnt i forslaget, at der er børn og unge, som egentlig gerne vil bruge mindre tid, men de kan ikke. De lykkes simpelt hen ikke med det.

Ordføreren.

Altså, jeg har to af slagsen derhjemme. Den ene er 15 år, og den anden er 20 år, og de har godt nok brugt meget tid på at sidde og se film på YouTube. Engang imellem går vi ind og siger til dem: Arh, nu skal du altså ud og lave et eller andet. Der er også et forældreansvar i det. Jeg kan ikke vurdere, hvor meget mindre tid de ville bruge, hvis de selv aktivt skulle trykke på hver ny film. Det kan jeg simpelt hen ikke. Men jeg erkender da helt sikkert, at unge og for den sags skyld også vi andre bruger utrolig meget tid på sociale medier. Jeg får selv et chok, når den der ugerapport kommer op og man kan se, hvor lang tid man har været alle mulige steder. Så husker jeg mig selv på, at det jo er et arbejdsredskab.

Tak. Så er det fru Lotte Rod.

Jeg har selv tænkt over nogle af de samme ting, som Venstres ordfører nævner, nemlig hvordan vi helt konkret skal gøre det her med apps, som jo er internationale, hvis vi i Danmark skal stille krav til, at de skal beskytte børn. Derfor er der bare et spørgsmål: Er det ikke netop derfor, at vi har brug for at få det undersøgt, og vil Venstre ikke gerne være med til at afdække, hvilke muligheder vi har?

Ordføreren.

Jo, vi vil rigtig gerne have det undersøgt. Det var også derfor, jeg startede med at sige, at SF kunne have nøjedes med at foreslå, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe og så komme med nogle idéer til, hvad man eventuelt kunne behandle, og man måtte meget gerne behandle mere end det, og det var heller ikke det alt sammen, som man nødvendigvis skulle følge. Men SF skriver på forhånd, at det er det, der skal stå i loven, og så kan arbejdsgruppen få lov til at finde ud af, hvordan det kommer ind i loven. Der synes vi altså, at man går ind og binder den her arbejdsgruppe for meget. Så skulle man i stedet have bedt ministeriet om teknisk bistand til at udarbejde et lovforslag. For det er jo i realiteten det, som man gør.

Fru Lotte Rod.

Men kan jeg forstå Venstres ordfører derhen, at Venstre er enige i, at der i dag er et problem, og at Venstre gerne vil være med til at kigge på, hvordan vi kan stille krav til f.eks. udviklerne af apps?

Ordføreren.

Ja, men om det nødvendigvis er det bedste sted at løse problemet her, kan jeg have mine tvivl om. Jeg tror måske i virkeligheden, det var bedre at løfte problemstillingen i EU-regi, hvor vi jo altså taler med en meget, meget stærkere stemme, og hvor vi har haft succes med at påvirke nogle af de store giganter, fordi det er hele EU, der kommer og siger: Hvis I skal ind på vores marked, skal I altså leve op til de her krav. Der har man en langt større chance for at komme igennem med sine synspunkter, end hvis det kun er Danmark.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Venstres ordfører. Så er det ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Alex Ahrendtsen.

Jeg vil gerne indledningsvis rose Socialistisk Folkeparti for sit beslutningsforslag. Det har været en fornøjelse at læse, og det er gennemarbejdet og præsenterer masser af viden om et emne, hvor jeg ikke er så velbevandret. Jeg har gennem læsningen lært noget om, hvordan børn og unges foretrukne sociale medier fungerer. Jeg forlod selv »fjæsbog« i 2011, da det gik op for mig, hvad ham Mark Zuckerberg havde gang i. Jeg har aldrig været på »kvidder«, og selv om jeg er begyndt at bruge LinkedIn, så har Instagram og de andre populære ungemedier været lukket land for mig. Jeg har selvfølgelig talt med min datter og mine niecer og nevøer om Snapchat og Instagram og alle de andre, men jeg har ikke haft indgående viden om, hvordan de egentlig fungerer. Og det er ret chokerende, hvordan disse sociale medier manipulerer vore børn og unge.

Så beslutningsforslaget har været med til at kvalificere min og Dansk Folkepartis stillingtagen, det har gjort mig nysgerrig, og vi vil i Dansk Folkeparti derfor støtte forslaget om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal undersøge og komme med forslag til, hvordan en sådan lov om digital børnebeskyttelse kan se ud. Vi har dog også nogle forslag til, hvad man ellers kunne beskæftige sig med.

Fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti, ser gerne, hvordan man kan forhindre børn under 18 år i at blive lokket til f.eks. pornosider, og hr. Peter Skaarup har tidligere foreslået, at man gør ligesom i Tyskland, hvor sociale medier skal fjerne ulovligt indhold inden for 24 timer, og ellers vanker der bøder helt op til 372 mio. kr., altså 50 mio. euro.

Jeg går ud fra, at SF forestiller sig, at vi efter fremlæggelsen af et forslag skal drøfte det politisk, inden det bliver til egentlig lovgivning. Nogle af Djøf-techkommissionens anbefalinger er ret vidtgående, hvad andre ordførere også har været inde på, mens andre giver god mening, men det kan ordføreren måske svare på i sit indlæg. Jeg har kun en enkelt sproglig anke: Er det virkelig nødvendigt at bruge ord som »nudge«, når der findes gode danske alternativer? Så skal jeg også hilse fra Det Konservative Folkeparti, der også støtter forslaget.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det ordføreren for Det Radikale Venstre, fru Lotte Rod.

Tak for det. Danmark skal være foregangsland i verden for, hvordan vi passer på børnene i en digital verden. Det står der i det her beslutningsforslag, og sådan har vi det også i Radikale Venstre.

Det er jo fascinerende, hvor hurtigt små børn lærer at begå sig i den digitale verden, og ligesom Socialdemokraternes ordfører var inde på, har jeg også børn – på 1 og 3 år – og jeg er meget bevidst om, hvad det er for et ansvar, vi har som forældre. Men vi er også, som ministeren svarede mig lige før, oppe imod, at vi har udviklere, som bevidst går efter at lave noget, som udløser dopamin i vores hjerner, og som vi derfor bliver afhængige af. Det kan vi jo ikke bare løse som forældre, vi skal også som politikere tage et samfundsansvar.

Derfor tog vi også i Radikale Venstre rigtig godt imod det, da Børns Vilkår i første omgang kom med deres anbefalinger, og jeg vil også gerne her i dag sige tak til SF for at have flyttet forslaget ind i Folketingssalen. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får stillet krav til de digitale udbydere af både tjenester, medier, apps, spil og hjemmesider, sådan at de ting, der henvender sig til børn, også er designet til børn med den beskyttelse, som børn har krav på – både mod skadeligt og ulovligt indhold og mod markedsføring. Jeg synes, det er vigtigt, at børn ikke bliver lokket til at være på hele tiden. Jeg synes også, at den anden pointe, SF har, nemlig at børn ikke skal lokkes til at aflevere data, er vigtig.

Regeringen svarer så her i dag, at man jo allerede har nedsat to udvalg. Det giver jo en forhåbning om, at vi allerede er godt i gang. Derfor vil jeg opfordre regeringen til at komme tilbage til os og overbevise os om, at de ting, vi gerne vil have med her, kan man hurtigere finde en løsning for, end der er lagt op til i beslutningsforslaget, for for Radikale Venstre er det vigtigt, at vi gør noget ved det her, og at det også bliver så bredt, som det er her. Så jeg vil glæde mig til at høre, hvad regeringen kommer tilbage med. Og så må vi jo sørge for, at hr. Alex Ahrendtsen også kommer på Snapchat. Hr. Alex Ahrendtsen må i hvert fald gerne være med i min.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det Enhedslistens ordfører, hr. Jakob Sølvhøj.

Også herfra en tak til SF for at fremsætte forslaget. Det er vist ingen hemmelighed for nogen, at de digitale medier fylder mere og mere i børn og unges liv. Jeg tror, vi skal huske somme tider at sige, at det har mange positive sider, at børn og unge får nye måder at kommunikere på – det, at man kan udbygge netværk og i virkeligheden også anvende det godt i de venskaber og kammeratskaber, man har. Det synes jeg er vigtigt at bemærke. Men samtidig er jeg helt enig i, at der er grund til stor bekymring for, hvordan den digitale verden påvirker børns og unges selvforståelse og deres trivsel.

Selv om det ikke lige præcis er det, forslaget stiler imod, har jeg kigget lidt på noget af det materiale, som bl.a. Børns Vilkår har lavet. Noget af det, som jeg synes næsten ramte mig mest, er, når der på BørneTelefonen ringer børn ind og siger, at de er bange for at møde nogle af deres digitale venner i virkeligheden, fordi det image, de har skabt af sig selv på nettet, nok vil være langt fra virkeligheden. Altså at det måske ikke vil være så godt at møde andre unge i virkeligheden, fordi de vil blive skuffede over, at man ikke lever op til det image, som man har præsenteret. Det er simpelt hen ikke godt. Det er simpelt hen ikke godt, at det rammer unges selvforståelse på den måde.

Det, som forslaget jo – er jeg med på – særlig sigter til, er den afhængighed, der skabes. Jeg er helt enig i, at det er kolossalt bekymrende. Forslagsstillerne beskriver jo så glimrende, hvordan både drenge og piger måske kæmper for ikke at være på hele tiden, men alligevel suges ind. Det er kolossalt bekymrende, og jeg er helt enig i de bemærkninger, der også er i beslutningsforslaget, om, at det jo er åbenlyst, at der er store tech-giganter og andre virksomheder, som helt bevidst arbejder med at påvirke de unges adfærd, alene med det sigte hele tiden at holde dem på, og alene fordi der jo er kommercielle interesser: Der er gode penge at tjene ved at fastholde de unge på medierne. Det er ubehageligt. Det er vi nødt til at gøre noget ved.

Vi er nødt til at gøre flere ting. Den ene, og det har vi jo diskuteret ofte, er at sikre, at børn og unge kan færdes digitalt; at de forstår at mestre – mestre bliver vanskeligt, men i hvert fald begå sig på – de digitale medier. Der er der hele den digitale dannelse, som er vigtig. Men så er der også den anden side af det, som jeg synes er så vigtig i det her forslag, nemlig hvordan vi kombinerer det på den ene side at give de unge redskaber til selv at håndtere det så godt som muligt, men på den anden side samtidig som samfund stiller en beskyttelse til rådighed. For i den komplekse verden, man bevæger sig ind i, kan vi selv med den bedste digitale dannelse ikke løse alle problemer.

Jeg tænkte, da jeg læste forslaget, at det egentlig harmonerer meget godt med de arbejdsgrupper, som regeringen har nedsat. Jeg kan høre, at det ikke helt klikker. Enhedslisten vil støtte det forslag, der ligger. Det skal der ikke være nogen tvivl om. Jeg synes, det er et godt forslag. Jeg har hørt ministeren sige, at intentionen deler man helt, og at det her måske kunne opfattes som noget, der forsinkede en proces. Det er jeg sikker på at SF er helt enig med Enhedslisten i at det ikke skal gøre, og jeg er sikker på, at ministeren kan høre, at det ikke er det, vi vil. Så måtte det komme til en afstemning i salen, vil vi bestemt støtte det.

Som jeg hører debatten indtil videre, synes jeg, at det kunne virke, som om vi er en gruppe af partier, der kunne sætte os sammen med det parti, som ministeren repræsenterer, og finde ud af, om vi kan skrue det her sammen, sådan at vi får det tilstrækkelige drive, så vi supplerer de to arbejdsgrupper, som regeringen har i gang, med det indhold, som SF peger på, og får det gjort på en sådan måde, at vi ikke får et tempotab. Så en støtte til forslaget og en forhåbning om, at vi kan finde frem til en fælles løsning.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og da der er blevet hilst fra Det Konservative Folkeparti, er det ordføreren fra Nye Borgerlige, fru Mette Thiesen.

Det, vi behandler nu, er et beslutningsforslag fra SF vedrørende børns digitale færden. Man kan læse i forslaget, at SF også på det her område vil have, at Danmark er et foregangsland. Det er efterhånden mange områder, vi skal være foregangsland på.

Men vi er enige så langt, at man selvfølgelig skal sikre, at børn ikke uforvarende udsættes for voldsomme videoer eller lignende, og jeg er uden tvivl heller ikke på mine egne børns plusliste på det her område, for jeg har eksempelvis insisteret på, at de ikke har TikTok. Det har jeg også jævnligt fået meget brok at høre for. Jeg tager også telefonen fra dem om aftenen og om natten, så især den ældste ikke får »snaps« eksempelvis. Så der er altså flere ting, som vi som forældre kan gøre.

Jeg var også den type lærer, der tog børnenes telefoner om morgenen, når de mødte, og låste dem inde i skab. Så fik de dem, når de havde fri. For de skulle selvfølgelig ikke bruge telefonen i skoletiden. Så der er altså ret mange muligheder for, at man kan sikre børn.

Derudover skal man selvfølgelig også tage en god og lang snak med dem om, hvordan man agerer, når man er på nettet. Det synes jeg sådan set er en del af en opdragelse – altså det her med, hvordan vi taler til hinanden. Der gælder jo sådan set de samme regler, når man agerer på nettet, som når man står over for hinanden.

Så når alt det her er sagt, kan vi ikke støtte det her forslag. Vi mener ikke, at staten skal gå ind og diktere, hvad børn og unge skal se på nettet. Hvad er det for en vej, vi så bevæger os ned ad? Er det nøgenhed og porno, man lige pludselig skal forbyde at børn ser? Er det skadeligt? Er det farlig socialistisk propaganda på SF's egen hjemmeside? Hvor er det egentlig, grænsen går? Vi går rigtig meget ind for personligt ansvar og en markant mindre stat, og derfor støtter vi ikke det her forslag.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for de bemærkninger. Det er jo selvfølgelig fint at have den holdning. Men jeg vil alligevel høre ordføreren, om ordføreren ikke synes, at det er et problem, at produkter bliver designet med henblik på at få børn til at bruge mere tid på de her medier, end de måske oprindelig ville, og jagte likes og uploade flere ting, end de måske egentlig havde intentioner om, fordi produkterne nøder – nu bruger jeg ikke det engelske ord nudge, hvilket jeg tror glæder de tilstedeværende fra Dansk Folkeparti her i salen. Er det ikke et problem, at vores børn på den måde bliver lokket til at bruge mere tid og flere penge og jagte de her ting, fordi produkterne lige præcis lægger op til det?

Ordføreren.

Altså, der bliver lavet rigtig mange produkter, som jeg ikke nødvendigvis bifalder, og hvis man går ned ad den vej, skal man jo f.eks. også begynde at lovgive om produkter, som har et for højt fedtindhold eller noget andet – det ved vi jo også kan skabe en afhængighed. Så jeg synes, det er en mærkelig vej at gå ned ad.

Jeg synes til gengæld, at vi har et meget stort ansvar som voksne omkring barnet, både med hensyn til at tale med barnet eller den unge, som man forhåbentlig har så tillidsfuldt et forhold til, at man kan drøfte det – det ved jeg også godt nogle gange kan være svært, også på andre områder – og ligesom kan tage at tage den snak og sige: Nu lægger vi telefonen væk. Og hvis det er rigtig svært for barnet at gøre det, så er det den voksnes ansvar at sætte de grænser ved at sige: Nu lægger jeg telefonen væk. Det er jo en af de vigtige opgaver, vi har som forældre, og i øvrigt er det også en af de vigtige opgaver, som jeg ved at rigtig mange lærere løfter ude i skolerne, uanset hvordan man så lægger snittet. Så jeg anerkender, at vi har et ansvar som voksne, men jeg anerkender ikke, at man på den måde skal gå ind og lovgive, fordi der er nogle produkter, som man synes er uhensigtsmæssige.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Men jeg synes heller ikke, at vi skal fratage forældrene den opgave at hjælpe deres børn til noget digital dannelse, og heller ikke lærerne i folkeskolen. Det tror jeg er meget vigtigt at vi fortsætter med. Men jeg kunne godt se for mig, at det arbejde, som forældrene laver, bliver bakket op, ved at vi stiller nogle krav til produkterne. Nu begynder vi at ane konturerne af, at der altså også er nogle bagsider ved brugen af apps, spil og sociale medier, og kalder det ikke på en eller anden form for regulering? Vi har altid gjort, hvad vi kunne, for at beskytte børn, og det synes jeg netop det her handler om.

Ordføreren.

Vi er helt enige i, at man skal beskytte børnene. Det er selvfølgelig forældrene, børnenes forældre, der skal sørge for at beskytte dem imod det her. Det er ikke noget, vi mener staten skal gå ind at diktere, for som jeg startede med at sige, hvad er det for en vej, vi bevæger os nedad, og hvem er det, der skal bestemme herinde, hvad der er skadeligt indhold eller ej? Nu nævnte jeg selv farlig socialistisk propaganda fra SF's hjemmeside – lidt sagt med et glimt i øjet – men hvor er det, grænsen går? Der blev også nævnt noget med nøgenhed, porno osv. tidligere. Altså, der har jeg faktisk meget stor tiltro til danske forældre og til, at de ligesom kan styre det her, men jeg vil også klart sige, at selvfølgelig skal man også som forældre nogle gange gå ind og sige: Nu tager jeg telefonen, hvis du ikke selv kan finde ud af det.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Nye Borgerliges ordfører. Og så er der ikke flere i ordførerrækken ud over ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF.

Tak for debatten her i dag, og tak til de partier, som umiddelbart er klar til at støtte det, og også tak til de partier, som har åbnet for muligheden for en beretning. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får en digital børnebeskyttelseslov. Jeg tror, det bliver en bølge udeomkring i verden. I USA er man jo, som det også står beskrevet i beslutningsforslaget, ret langt. Man har lavet udkastet til et lovforslag, som også har været med til at inspirere det her beslutningsforslag. I flere lande er man begyndt at kigge på nogle ting. Så jeg tror, det bliver en bølge, og det er jo et spørgsmål, om man vil være first- eller lastmover i den sammenhæng.

Jeg synes, der er rigtig mange positive ting at sige om de digitale muligheder, vi har i dag, men jeg tror efterhånden også, at vi kan se, at vi har nået et punkt, hvor vi er nødt til at regulere, og det er vel også det, der er baggrunden for de to arbejdsgrupper, som er nedsat af regeringen til at kigge på noget af det her. Jeg synes også, at det altid har været sådan i Danmark, at vi har anerkendt, at børn har et særligt beskyttelsesbehov, og det er jo lige præcis det, som det her forslag også prøver på at anerkende.

Da Jyllands-Posten skrev en artikel om forslaget her, havde de bl.a. interviewet en familie, som havde en regel om, at deres 9-årige søn måtte spille 1 time hver dag og sammenlagt 10 timer om ugen, ud over det, han spillede i sfo'en. Med andre ord havde de faktisk forsøgt at sætte nogle rammer. Men de oplevede, at det gav ekstremt mange konflikter derhjemme, så nu har de faktisk strammet reglerne, så han kun må spille i weekenden. Og det, faren fortalte, var, og nu citerer jeg:

Vi oplevede, at den ene time, han måtte spille, kom til at fylde hele dagen. Han var ikke interesseret i at have legeaftaler eller fritidsaktiviteter. Han tænkte på spil fra morgen til aften, og når han var færdig med at spille, var han apatisk og kunne ikke få idéer til, hvad han så skulle lave. Han blev opslugt i en grad, så det ikke var godt. Han kedede sig, og han syntes, at spiluniverset var mere spændende end virkeligheden.

Jeg tror, rigtig mange familier kan genkende den situation, og jeg er sikker på, at den familie ikke er alene om at føle, at børns spil eller forbrug af digitale produkter fylder rigtig meget og tager meget af børnenes tid. Og det er der jo en grund til, for rigtig mange af dem er indrettet på en måde, så de nøder børnene til at bruge mere tid, uploade mere indhold eller foretage flere køb, med andre ord så udsætter de børnene for det, der hedder adfærdsdesign. Vi kan også se fra undersøgelser, at børnene faktisk selv synes, at det fylder meget og også for meget. Ifølge VIVE's undersøgelse har op mod 40 pct. af pigerne forsøgt at bruge mindre tid på nettet, uden at de er lykkedes med det. Det sker jo faktisk også, at børn fravælger – det viser den samme undersøgelse – fritidsinteresser, sport, fordi de hellere vil bruge tiden digitalt, eller de har konflikter med andre børn eller søskende om det og lyver om, hvor meget tid de bruger på de sociale medier. Jeg synes, det vel ligner det, man kalder digital afhængighed, og jeg synes, det kalder på regulering. Børn og unge kan ikke gennemskue, hvad det er, de bliver udsat for, og hånden på hjertet tror jeg faktisk også, at en hel del af forældrene ikke kan.

Hjemme hos os er der også begrænsninger. Når der skal hentes et nyt spil, er mine sådan retningslinjer: Er det gratis? Vi gider nemlig ikke at betale for det. Og er det for børn? Og jeg ved jo inderst inde godt, at der ikke er noget, der er gratis. Når digitale produkter er gratis, er det, man betaler med, sine data, og data kan bruges til at lokke dig til at købe ting, der forbedrer dit spil, eller til at målrette reklamer mod dig. Jeg forstår heller ikke altid, hvordan jeg skal slå de datasamlende funktioner fra, og jeg tror, at jeg ikke er alene. Derfor er jeg kommet til den konklusion, at vi bliver nødt til at bygge sikkerheden ind i produkterne fra starten, så det bakker op om de digitale rammer, de fleste forældre trods alt forsøger at bygge op omkring deres børn, f.eks. skal dataindsamling være slået fra i starten, i stedet for at det er slået til. På den måde bliver man nødt til at foretage et aktivt tilvalg. Og de skal ikke kunne bruges til at målrette mod børn.

Så er der nogle, der vil spørge: Hvorfor lader vi ikke børnene have den der iPad i fred og indser, at børnene aldrig vender tilbage til den tid, hvor man havde legeaftaler og gemmeleg i Lilleskoven med alle de andre børn fra kvarteret? Jeg tror ikke på, at vi kommer tilbage til den type barndom, men jeg vil vove at påstå, at vi ikke kan vende det blinde øje til de trivselsproblemer, som børn får ud af den her overdrevne brug af deres it-produkter. Der må vi være de voksne og stille krav til produkterne, for når børn er villige til at overlade deres Snapchat og koder til andre børn, så de kan pleje den, mens de ikke selv kan, for at vedligeholde deres streaks, så synes jeg altså, at det går for vidt.

Jeg vil ikke nævne alle de krav, vi kan stille, og jeg ved også, at der er flere, der ikke er enige i dem alle sammen. Men jeg tror, som jeg sagde før, at det her bliver en bølge verden over. USA er på vej med noget, flere andre lande kigger på delelementer, og nogle har gennemført noget – og jeg synes jo, at vi kan vælge, om vi vil overhale USA og vedtage, at vi vil lave vores egen lov hurtigere. Jeg synes i hvert fald, at det værste alternativ er at lade børn sejle deres egen sø på nettet. Det skal vi i hvert fald ikke. Jeg synes, vi skal være et foregangsland i Danmark, og Mikkel Flyverbom, som faktisk er professor på CBS på det her område – kommunikation og digitale forandringer – og medlem af djøf's tech-kommission, sagde om forslaget her i Jyllands-Posten:

»Det kan ikke afskrives som en lille dansk fiks idé, for det er en bølge, der bruser frem i Australien, USA og diskuteres i EU-Kommissionen. Der er en farlig alliance mellem kommercielle techvirksomheder og adfærdsdesign, der påvirker folks handlinger, uden at de er klar over det. Det røgslør skal fjernes ...«

Men tak for ordene her i dag, tak for debatten, og så håber jeg, at vi kan finde sammen om en beretning om de elementer, vi kan være enige om. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning. Fru Mette Thiesen.

Tusind tak, og tak for talen. Jeg skulle bare lige høre om noget. Ordføreren nævnte et eksempel fra Jyllands-Posten, tror jeg det var, med en familie, som havde taget hånd om det her, for de syntes, det var et problem, der greb om sig, så de havde nedskaleret det til, at barnet kun måtte få iPad'en i weekenden. Mener ordføreren så netop ikke, at det beviser, at forældrene sådan set godt kan klare det selv? De fik jo løst problemet.

Ordføreren.

Jeg tror sådan set, at den familie egentlig gerne ville have været bakket op af, at der var indbygget nogle krav i produkterne til børn. Men de har selvfølgelig taget ansvar og prøvet at gøre det, de kunne for at løse udfordringen. Og det tror jeg også langt de fleste forældre gør, men jeg tror desværre også, at der er rigtig mange børn og forældre, som har svært ved at gennemskue: Hvordan er det egentlig de her produkter virker? Hvorfor afstedkommer det konflikter? Hvorfor bruger børnene så meget tid på det og bliver enormt vrede, når man afbryder dem i det? Det er jo, fordi de er skruet sammen på den her måde. Så synes jeg jo, det bliver et spørgsmål om: Vil man regulere, eller synes man bare, det skal overlades til familierne selv? Der hælder jeg nok mest til at regulere, men jeg forstår, at fru Mette Thiesen synes, at det skal familierne klare selv.

Fru Mette Thiesen.

Ja, og jeg synes bare, at ordførerens eget eksempel beviste, at familierne godt selv kan klare det. Og det synes jeg jo skal stå som en rigtig god pointe efter den her debat, altså at personligt ansvar er rigtig godt, og en mindre stat er også rigtig godt.

Ordføreren.

Jamen pointen var sådan set, altså med de to familier, som var beskrevet i artiklen, at de hilste forslaget velkommen. Og det er der så også flere eksperter der gør, bl.a. har det fået en pæn modtagelse af hjerneforskere og andre, som beskæftiger sig med den her digitale afhængighed. Så jeg tror sådan set, at forslaget har fat i noget, som er efterlyst og ønsket af mange.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.