Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 49:

Forslag til folketingsbeslutning om ny retssikkerhedsfond på handicapområdet og opsættende virkning ved klage.

Af Karina Adsbøl (DF) m.fl.

(Fremsættelse 22.10.2020).

Mødet er genoptaget.

Forhandlingen er åbnet, og vi giver først ordet til social- og indenrigsministeren. Værsgo.

Med beslutningsforslag nr. B 49, som vi skal drøfte her i dag, foreslås det, at regeringen i dette folketingsår skal gennemføre to initiativer på retssikkerhedsområdet.

For det første skal der oprettes en retssikkerhedsfond, der skal sikre kompensation og rådgivning til udsatte borgere med handicap, som uretmæssigt har fået afslag på hjælp fra kommunen. Og for det andet skal der indføres opsættende virkning i alle sager om nedsættelse og frakendelse af hjælp på handicapområdet. Det vil sige, at i alle tilfælde skal borgeren bevare retten til hjælp, indtil Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen.

Jeg tror ikke, at der er en eneste af os her i salen, der er upåvirket af de fortællinger, vi hører fra borgere med handicap, eller når vi ser Ankestyrelsens omgørelsesprocenter. Jeg kan ikke tydeligt nok gøre det klart, at kommunerne ikke skal anvende no-cure-no-pay-konsulenter til at spare på hjælpen til personer med handicap, at det ikke er i orden, når kommuner indfører stopurstyranni, og at det ikke er godt nok, når Ankestyrelsen ændrer eller hjemviser mere end halvdelen af alle påklagede sager om hjælp til børn med handicap.

Jeg deler fuldt ud forslagsstillernes bekymring for retssikkerheden, men jeg mener ikke, at beslutningsforslaget her indeholder de rigtige redskaber. For det første vil beslutningsforslaget have store økonomiske konsekvenser. Forslagsstillerne angiver, at retssikkerhedsfonden i opstarten skal finansieres via reserven og herefter af indbetalinger af kommunernes besparelser på forkerte afgørelser. Men en rimelig kompensation for borgeren svarer sjældent til kommunens eventuelle besparelse. Kommunen har f.eks. ikke sparet noget ved at træffe en forkert afgørelse om, at en borger ikke skal have et hjælpemiddel, som kommunen har stående på sit hjælpemiddeldepot. Der er altså ingen besparelse at indbetale til fonden.

I sager om kontante ydelser er det allerede sådan i dag, at hvis Ankestyrelsen ændrer kommunens afgørelse, gælder det med tilbagevirkende kraft. Her er der altså heller ikke nogen besparelser, som kommunen kan indbetale. Derudover er der udgifterne til den ekstra administration, for både fonden og kommunerne ville skulle bruge ressourcer på at udmåle kommunens besparelse og kompensation. Og så er der et grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt kompensation overhovedet vil virke som et incitament for, at kommunerne træffer de rigtige afgørelser.

For løbende kontante ydelser, som f.eks. merudgifter, er det sådan i dag, at kommunen skal udbetale ydelsen med tilbagevirkende kraft, hvis de har truffet en forkert afgørelse. Men omgørelsesprocenten i sager om løbende kontante ydelser adskiller sig ikke markant fra omgørelsesprocenten i øvrigt. Der ses altså ikke nogen incitamentsvirkning.

Hvis vi ser på forslaget om opsættende virkning, vil det medføre store ekstraudgifter, da der skal ydes hjælp i den periode, hvor Ankestyrelsen behandler sagen, uanset at kommunens afgørelse om frakendelse eller nedsættelse er helt korrekt. Det må også forventes, at mange flere borgere vil klage, fordi de dermed får ret til hjælp, mens Ankestyrelsen behandler sagen. Det er udgifter, som staten og kommunerne skal finde pengene til på budgetter, der i forvejen er pressede, og vi risikerer derfor, at beslutningsforslaget vil medføre det modsatte af intentionen, nemlig at retssikkerheden forringes.

Uanset at jeg deler bekymringen for retssikkerheden, kan jeg heller ikke støtte beslutningsforslaget, fordi jeg grundlæggende er uenig i kuren. Det er min holdning, at vi ikke opnår bedre retssikkerhed ved at straffe kommunerne og ved at bruge kræfterne, og pengene for den sags skyld, på det, fremfor på det egentlige, som er målrettet at arbejde med og understøtte at styrke retssikkerheden, så borgerne får den rigtige afgørelse første gang.

Jeg anerkender fuldt ud, at der i visse tilfælde og visse situationer kan være brug for en løftet pegefinger, og den kan Ankestyrelsen løfte. Det er da bestemt en del af retssikkerheden. Men den løftede pegefinger skal følges op af dialog og støtte til at gøre det bedre, f.eks. via målrettede taskforce-forløb ude hos kommunerne.

Hvis vi vender os mod borgersiden, har jeg også svært ved at se, at kompensation fra en retssikkerhedsfond vil være en afgørende forskel. En borger, der har fået frakendt eller nedsat sin socialpædagogiske støtte, har ikke brug for en lille pose penge for enden af et langt klageforløb. Borgeren har brug for, at kommunen træffer den rigtige afgørelse første gang. Dét er den rigtige retssikkerhed, og derfor er der iværksat en række tiltag for at forbedre retssikkerheden. Det drejer sig bl.a. om de midler, der blev afsat med satspuljeaftalen for 2018-2021 til en handlingsplan til styrkelse af kvaliteten af sagsbehandlingen på handicapområdet og Ankestyrelsens læringsinitiativer. Men også initiativer om pårørendekonsulenter og bedre ledelsestilsyn på handicapområdet, som jo indgår i den aftale om reserven, som vi netop har indgået.

Jeg vil også fremhæve Ankestyrelsen, der overvåger sagerne på kommuneniveau med henblik på at gribe ind, hvis der er behov for at iværksætte initiativer. Det kan f.eks. være at rejse en tilsynssag om lovligheden af en kommunes generelle praksis som led i det kommunale tilsyn. Effekten af det har vi netop set med Ankestyrelsens undersøgelse af brugen af private konsulenter på socialområdet, hvor Ankestyrelsen satte foden ned og stoppede kommunernes brug af no-cure-no-pay-konsulenter til at forberede afgørelser.

Når jeg lytter til den nyvalgte formand for KL's socialudvalg, Ulrik Wilbek, hører jeg en erkendelse af, at det ikke er godt nok – en erkendelse af, at retssikkerheden halter i kommunerne – og den erkendelse er det første skridt til forandring. For vi kan diktere nok så meget herindefra, men det er i det daglige møde mellem borgeren og kommunen, at vi skal styrke retssikkerheden og genetablere tilliden. Ulrik Wilbek peger på øget borgerinddragelse, bedre kompetencer og enklere regler som centrale greb, og det ser jeg frem til at gå i dialog med KL om.

Evalueringen af det specialiserede socialområde er også helt centralt i arbejdet med retssikkerhed. Børn, unge og voksne skal have den rette hjælp første gang. Det kræver stærke kompetencer i kommunerne og tæt inddragelse af borgerne. Og det kræver også tilbud, som har den kvalitet og de specialiserede indsatser, der skal til for at hjælpe borgerne.

I regeringen mener vi, at det er nødvendigt at gå grundigt og grundlæggende til værks og se på de nødvendige strukturelle ændringer af området. Kun på den måde sikrer vi reelle fremskridt for den enkelte borger og for retssikkerheden. Derfor ser jeg også meget frem til at drøfte løsninger med Folketinget, når evalueringen er afsluttet i 2021.

Endelig, og som noget meget væsentligt, er vi også nødt til at erkende, at borgernes retssikkerhed også handler om et mere grundlæggende løft af økonomien på velfærdsområdet. Det har regeringen leveret i to på hinanden følgende kommuneaftaler.

For at gå tilbage til der, hvor jeg startede: Jeg deler forslagsstillernes bekymring for retssikkerheden. Retssikkerheden i dag er ikke god nok. Men vi løser ikke udfordringerne på retssikkerhedsområdet ved at fodre hunden med sin egen hale og bruge økonomisk straf over for kommuner, der i forvejen er pressede på økonomien på området.

Vi løser problemerne med et langt sejt træk, hvor vi for det første holder politisk fokus på, at vi skal gøre det bedre og tage det politiske ansvar på os. Det gælder både her i Folketingssalen, men ikke mindst hos vores partifæller i kommunalbestyrelserne. Kommunalbestyrelserne skal tage ansvar og gribe ind, når f.eks. omgørelsesprocenterne fra Ankestyrelsen viser, at det ikke er godt nok. For det andet skal vi sikre kommunerne bedre økonomiske vilkår til at løfte de opgaver, de står med. Det har den her regering gjort i to på hinanden følgende kommuneaftaler, og det har vi tænkt os at blive ved med. For det tredje skal vi støtte kommunerne alt det, vi kan, og stille os konkret til rådighed for at understøtte vejen hen mod succeskriteriet, nemlig en rigtig afgørelse for borgeren første gang med en håndholdt og lærende tilgang.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte forslaget.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak for det. Jeg undrer mig dybt over, at vi har en socialminister, der ikke vil handle på det her område. Trods de initiativer, vi har taget tidligere, kan vi jo se, at det ikke batter ret meget, og at folk stadig væk kommer i klemme. Så derfor vil jeg høre, om ministeren overhovedet har læst den her rapport »Retssikkerhed for udsatte borgere«. Der står jo her på side 22:

»Kommunerne sparer penge ved at træffe forkerte og ulovlige afgørelser. Lovgivningen forudsætter grundlæggende, at kommuner bevilger den rigtige hjælp i rette tid til borgerne.«

Det sker ikke i over 42 pct. af sagerne, og det har jo store konsekvenser for de mennesker, det handler om. Nu var ministeren med til den her høring om retssikkerhed, vi afholdt i Social- og Indenrigsudvalget, så ministeren har jo lyttet til enmillionstemmer, Advokatrådet, Justitia og Ankestyrelsen, som har problematiseret, at retssikkerheden halter gevaldigt. Så hvad vil ministeren egentlig gøre for at rette op på det her område og sikre, at mennesker får den hjælp, de er berettiget til ifølge serviceloven?

Ministeren.

Tak for det. Igen vil jeg også gerne sige tak til Folketingets Social- og Indenrigsudvalg for at arrangere den meget relevante og spændende høring om retssikkerhed. Jeg har faktisk taget mine egne noter fra dagen med på talerstolen her i dag, for jeg tænkte, at det kunne være, at vi kom til at diskutere nogle af de ting, der blev rejst der, her i dag. Jeg synes jo, at ordføreren sætter fingeren på det helt rigtige sted, når hun siger, at det har store konsekvenser for borgerne, når der ikke træffes den rigtige beslutning første gang, for det har det. Det har store konsekvenser, hver eneste gang der er en borger, der møder et system, der er sat i verden for borgerens skyld, og så oplever, at det er en kamp at få den rette hjælp. Det har det, hver gang borgeren oplever, at man ikke får den rette hjælp, og at der ikke bliver truffet den rette afgørelse første gang, men at man skal igennem et langt, opslidende klageforløb, før man kan få den hjælp, man skulle have haft fra starten.

Det er derfor, regeringen og jeg har så stærkt fokus på og er så dedikerede i forhold til at sørge for, at borgerne får den rigtige afgørelse første gang, i stedet for at bygge mere og mere på de gode initiativer, vi jo har været fælles om. Og jeg vil også sige til ordføreren, at der er en del af dem, som det er for tidligt at konkludere ikke har virket, som ordføreren gør. Det har vi stadig til gode at se.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg tror ikke, at ministeren har læst sin egne noter godt igennem, eller også har ministeren ikke været lydhør over for, hvad der foregik på den høring. Vi har pårørende i dag, der bliver kørt i sænk, fordi de skal kæmpe imod systemet. Vi har forældre, der har børn med handicap, der går ned med stress og bliver arbejdsløse, fordi de ikke kan passe et arbejde. Og så vil ministeren ikke handle. Altså, ministeren siger, at man skal træffe den rigtige afgørelse i første omgang, men det sker jo ikke, minister!

Så hvad vil ministeren gøre, når man ikke får truffet den rigtige afgørelse i første omgang? Hvad vil ministeren fortælle forældrene? Hvad vil ministeren fortælle pårørende? Hvad vil ministeren fortælle den ægtefælle, der kæmper for sin mand, som har fået en hjerneskade?

Ministeren.

Men det er jo fuldstændig rigtigt, at det er utilfredsstillende, og det synes jeg i al beskedenhed også var budskabet i min tale, når der bliver truffet så mange forkerte afgørelser i første omgang. Jeg synes også, det er et meget stort problem med den oplevelse, der er hos for mange, af, at det er en kamp overhovedet at møde det system, der er sat i verden, ikke for at være en modspiller, men en medspiller.

Derfor handler det her jo grundlæggende om at få kigget området igennem. Det er vi i gang med at sikre med evalueringen af det specialiserede socialområde, altså at der er de rette tilbud med den rette specialiseringsgrad, men jo også, at der er den rette viden derude, og at man kan tilgå den rette viden, så man kan sørge for, at man træffer den rigtige beslutning første gang.

Så er det fru Mette Thiesen. Værsgo.

Tusind tak. Det virker meget, meget mærkeligt, for nu står ministeren og taler om de initiativer, der er sat i værk på det her område. Vi kan bare konstatere, at hverken offentliggørelse, flere principafgørelser eller taskforces har gjort noget som helst – det har ikke hjulpet. Tallene lyver ikke, det går stadig den forkerte vej.

Hvad vil ministeren så gøre, hvis hun ikke vil straffe kommunerne for at begå så mange fejl, som de gør?

Ministeren.

Der er jo ikke nogen som helst tvivl om, at det er et stort problem, at der bliver truffet så mange forkerte afgørelser – det har man ikke hørt mig sige andet end det er. Det hører jeg også KL's nye socialudvalgsformand sige. Og derfor er det her jo noget, vi skal være dybt optaget af. Det mener jeg også vi er med de aftaler, vi har indgået. Og her bliver jeg nødt til at sige, at det jo er sådan, at der er en del af de initiativer, vi har sat i søen, der stadig er i gang med at virke, hvorfor det er lidt tidligt at konkludere, at de slet ikke virker.

Men så mener jeg jo, at den her grundlæggende kortlægning af hele det specialiserede socialområde er et af de strukturelle svar på, hvordan vi kan sørge for, at der er de rette specialiserede tilbud, og at man i kommunerne også ved, hvornår man kommer til kort i forhold til at have den viden, der skal til, for at træffe den rette afgørelse første gang, og at man ved, hvor man så kan trække på den specialiserede viden. Det handler jo om at ændre noget strukturelt sammen med det at sørge for, at der er en ordentlig velfærdsøkonomi ude i kommunerne.

Den lokale velfærd blev underfinansieret under den tidligere regering. Det bliver den ikke nu, og de to ting tilsammen er jo noget, der flytter noget strukturelt i forhold til den rigtige afgørelse første gang, i stedet for at bygge på det system, der handler om, hvad man skal gøre, når den forkerte beslutning er truffet.

Fru Mette Thiesen.

Jeg bliver så træt, når ministeren begynder at stå og lire den der plade af med den tidligere regering og alt muligt andet. Vi sad ikke i Folketinget dengang, så den plade må ministeren spille for nogle andre. Den gider jeg simpelt hen ikke at høre på, for det er det her for alvorligt til.

Mener ministeren reelt set, at det bliver dyrere for kommunerne at overholde gældende lovgivning – en lovgivning, som bl.a. ministeren har været med til at udforme, som ministerens parti har været med til at udforme, og en lovgivning, der er bred opbakning til i Folketinget? Mener ministeren, at det vil være dyrt for kommunerne rent faktisk bare at overholde gældende lovgivning? Og hvis ministeren mener det, hvorfor i alverden har man så vedtaget den, altså hvis man ikke har tænkt sig at holde den i ave?

Ministeren.

Først vil jeg sige, at jeg ikke har påstået, at spørgerens parti sad i Folketinget og støttede den tidligere borgerlige regering. Men at kalde det at tage ansvar for, at der er en ordentlig velfærdsøkonomi ude lokalt, der, hvor borgerne er – i ældreplejen, i daginstitutionerne, i folkeskolen og på det specialiserede socialområde – for en plade, der er sat på, synes jeg udtrykker en meget lille forståelse af, hvad det er for en virkelighed, der er ude i kommunerne, hvor man kæmper med at få budgetterne til at hænge sammen; hvor man både skal have pædagoger til børnene, social- og sundhedshjælpere til de ældre og også en ordentlig indsats for de her mennesker. Det synes jeg er vanvittigt at reducere til en plade, der er sat på.

Så vil jeg bare sige, at jeg synes, at vi har en ordentlig og redelig tilgang til det her, hvor det handler om at sørge for, at der bliver truffet den rigtige beslutning første gang.

Så er det hr. Kristian Hegaard. Værsgo.

Tak til ministeren for indledningen. Ministeren siger, at ministeren deler bekymringerne på det her område med de høje omgørelsesprocenter, som jo desværre bare har været de samme i rigtig mange år, og hvor der ikke er sket ret meget. Derfor er det selvfølgelig nærliggende at spørge ministeren, når ministeren ikke kan støtte det her og måske heller ikke det næste beslutningsforslag, hvad ministeren så vil gøre her og nu for at rette op de omgørelsesprocenter.

Jeg hører også ministeren sige, at man ikke vil straffe kommuner, der begår lovgivningsmæssige fejl, men som retsordfører ved jeg, at på alle mulige andre områder er regeringen meget villig til at hæve straffen over for dem, der begår lovbrud og ikke overholder loven. Men lige når det gælder samfundets allersvageste, skal man ikke tage det redskab i brug, der går på at stramme det lidt over for dem, der ikke kan overholde loven.

Så siger ministeren bl.a., at det her med økonomien er afgørende for at overholde loven. Derfor vil jeg som mit andet spørgsmål spørge: Mener ministeren, at økonomi er en begrundelse for, at kommuner ikke behøver at overholde deres retlige forpligtelser?

Ministeren.

Nej, det mener ministeren ikke. Det har jeg godt hørt spørgeren konkludere tidligere, når vi har haft den her diskussion om, om en ordentlig velfærdsøkonomi gør det lettere eller sværere at levere en ordentlig velfærd til borgerne. Det kan man ikke tage mig til indtægt for. Så det håber jeg ikke at blive taget til indtægt for siden hen, for det mener jeg bestemt ikke. Det skal være en konkret vurdering af den enkelte borgers behov for hjælp.

Jeg opponerer bare imod den her forestilling om, at der skulle være sådan en fingerknipsløsning eller snuptagsløsning, hvis vi bare sætter noget incitamentstankegang ind, hvor vi altså skal bruge noget af vores velfærdsøkonomi der, hvor man har truffet den forkerte afgørelse, i stedet for at bruge den på at sørge for, at borgerne får den rigtige hjælp, første gang de søger om den. Vi kan kigge på et sted, hvor det allerede i dag koster kommunerne noget, nemlig i sager om kontante ydelser. Her er det allerede sådan i dag, at hvis en borger har fået afslag og Ankestyrelsen kommer frem til, at vedkommende skulle have haft en kontant ydelse, eller hvis man har nedsat en ydelse og Ankestyrelsen kommer frem til, at det ikke var i orden, skal de penge udbetales med tilbagevirkende kraft, men vi ser alligevel ikke, at det er et område, der sådan træder frem som et sted, hvor der er en helt anden fejlprocent i kommunerne.

Hr. Kristian Hegaard.

Jeg vil starte med at rose ministeren for, og det er glædeligt, at vi nu er fuldstændig enige om, at økonomien ikke kan udgøre en begrundelse for, at kommuner ikke skal overholde deres retlige forpligtelser. Det betyder, at der ikke er nogen borgere derude, som skal eller kan blive mødt med afgørelser om, at fordi der er økonomisk lavvande i kommunen, kan borgeren ikke få den ydelse, som man efter en konkret og individuel vurdering skal have. Det er nu slået helt klart fast, og tak for det.

Det, der til gengæld er mærkeligt, er, at regeringen i alle mulige andre sammenhænge, når nogen bryder loven, siger, at straffen skal hæves, og at der virkelig skal sættes hårdt ind. Men når det gælder lovbrud over for de allersvageste mennesker i samfundet – dem, der ikke lige har overskuddet til selv at gøre deres ret gældende – skal man ikke sætte ind. Hvordan kan det hænge sammen?

Ministeren.

For det første håber jeg så også, at den her interaktion, vi har haft nu, betyder, at den radikale ordfører også anerkender – jeg tror nu heller ikke andet – at det faktisk betyder noget, hvad det er for en velfærdsøkonomi, man har derude, i forhold til hvad det er for et velfærdssamfund, borgerne møder. Det gælder sådan set bredt. Det tror jeg i hvert fald rigtig mange borgere har oplevet.

Dernæst vil jeg bare sige, at hvis det var sådan, at det var et vidunderløsning at lave økonomiske incitamenter her, ville jeg gerne være med til at overveje det, men der er bare ikke noget, der tyder på det, når vi kigger på, hvordan fejlprocenterne er i de sager, der handler om kontante ydelser. Her har det en økonomisk konsekvens for kommunerne, men det betyder altså ikke, at det slår ud som et område, hvor der ikke træffes forkerte afgørelser i kommunerne.

Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det. Og tak for de indledende ord, minister. Det, jeg gerne vil spørge ministeren lidt mere ind til, er det rigtig fine fokus, i forhold til at borgeren skal have den rette hjælp første gang. For det er faktisk noget af det, hvor jeg er hundrede procent på linje med ministeren.

Jeg er ligeledes enig med ministeren i, at det her ikke er en snuptagsløsning, og at problemet, der er ude i kommunerne og for de mange mennesker med handicap, der oplever et tillidsbrud og oplever at blive efterladt, er sammensat af mange forskellige komponenter. Derfor er der også mange forskellige komponenter, vi skal kigge på i forhold til at sikre en ordentlig retssikkerhed og mest af alt, at borgerne får den rigtige hjælp første gang.

Så derfor vil jeg gerne spørge ministeren sådan helt konkret og lavpraktisk – jeg ved ikke, om man kan kalde det det, men i hvert fald helt konkret: Hvad er det, ministeren vil gøre for at sikre, at de her borgere får den rette hjælp første gang? Mener ministeren, at vi er på vej? Jeg kan personligt ikke se, at vi er på vej nogen steder hen i den rigtige retning. Men hvad er det, ministeren vil sætte i gang og gøre, for at vi netop når i mål med, at borgeren får den rigtige hjælp første gang?

Ministeren.

Jamen der er jo den lange række af initiativer, vi har sat i gang i fællesskab – i hvert fald de fleste, der er til stede her – altså handleplanen for styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet. Og jeg vil lade være med at gå meget ind i den, men bl.a. sige, at noget af det, regeringen her har gjort, er at sætte gang i et arbejde med at få forbedret kvaliteten af de data og den viden, der er i de danmarkskort, som man jo skal behandle i kommunalbestyrelserne, og hvor man også skal forholde sig til, om vi egentlig kan stå på mål for det, vi leverer her. Det synes jeg jo er noget af det allervæsentligste. Det er jo ikke os herinde, der sidder og sagsbehandler – det gør man i kommunerne. Og det er her, man må stå på mål for, om man synes, man leverer en ordentlig hjælp og indsats til de borgere, man har ansvaret for.

Derfor er jeg også meget glad for at høre de klare meldinger fra KL's nye socialudvalgsformand, som jo også klart siger, at det her ikke er i orden. Og jeg vil se frem til at drøfte med ham, hvad de måtte have af forslag, der kan bygge oven på de ting, vi allerede har sat i værk. Og så ser jeg som sagt på den store klinge mere strukturelt hele evalueringen af det specialiserede socialområde, den sikring af de rette tilbud, og så i øvrigt en ordentlig velfærdsøkonomi som nogle af de store grundsten i det her.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. Jeg prøver lige at spørge endnu en gang: Hvad er det, ministeren helt konkret vil gøre, for at vi når i mål med, at borgeren får den rette hjælp første gang? Det haster jo. Vi har rigtig mange mennesker udeomkring i kommunerne, der oplever, at de ikke bliver mødt, at de ikke bliver set, at de ikke bliver hørt, at de i forhold til at få hjælp simpelt hen ikke bliver imødekommet på nogen måder. Og så står de alene – de står i et ankesystem, hvor det kan vare op til flere år, før man får besked om, om man kan få medhold i sin klage.

Hvad vil ministeren gøre for at hjælpe? For der er behov for hjælp nu. Det hører jeg også at ministeren er med på, og jeg hører også, at ministeren anerkender den alvor, der er i forhold til det her område. Hvad er det, ministeren vil sætte i gang, for at vi netop kan opnå målet med, at borgeren skal have den rigtige hjælp første gang?

Ministeren.

Altså, jeg tror, vi alle sammen skylder hinanden ikke at lade, som om der er nogen der har ét forslag, der med et fingerknips kan rette op på det her. Det er komplekst, og det er, tror jeg, nogle mere grundlæggende ting, vi skal have fat i for at få vendt det her. Og jeg er enig i, at vi skal have vendt det her. Derfor handler det helt grundlæggende om, at der er de rette kompetencer til stede derude, hvor man møder borgeren og skal sørge for, at borgeren får den rette hjælp. Og har man ikke de kompetencer, fordi det er for specialiseret en viden, det forudsætter, i forhold til den kommune, man nu er i – hvis man f.eks. er en lille kommune – skal man vide, hvor man så kan trække på den viden. Og det er jo noget af det, vi kigger på, når vi evaluerer hele det specialiserede socialområde.

Så er det hr. Jakob Sølvhøj. Værsgo.

Jeg er helt enig med ministeren i, at det vigtigste, vi kan gøre, er at sikre, at der bliver truffet den rigtige afgørelse første gang. Det er jo under alle omstændigheder frygtelig opslidende for borgerne at skulle igennem et ankeforløb. Det er så særlig skidt, når man taber sin anke, men det er alene det at skulle igennem sådan et ankeforløb. Så det er Enhedslisten i hvert fald enig med ministeren i.

Men det ændrer vel ikke på, at vi, selv om vi gør noget – og det håber jeg vi gør efter evalueringen, så vi sikrer langt flere rigtige afgørelser – så stadig væk er nødt til at have et ankesystem. Det tænker jeg også vi er fuldstændig enige om, og det her drejer sig jo så om: Hvordan kan vi eliminere det, at kommunerne faktisk kan tjene på at træffe forkerte afgørelser? Ministeren er så, kan jeg høre, ikke enig i retssikkerhedsfondsforslaget, men er ministeren ikke enig i, at vi skal sørge for, at det ikke er sådan, at kommunerne kan tjene penge, spare penge, på en fejlagtig og mangelfuld sagsbehandling? Det er vel et retssamfund værdigt, at det forholder sig sådan.

Ministeren.

Men i den her diskussion er det jo bare væsentligt at holde fast i det grundlæggende mål, og jeg er også glad for at høre, at Enhedslistens ordfører så klart slår fast, at det grundlæggende mål her er, at borgeren får den rigtige afgørelse første gang. Altså, det her med at gøre, som om det ikke ville koste noget at bygge et system op, hvor der skal bruges tid på administration, på bureaukrati, på yderligere sagsbehandling, på yderligere vurdering og i øvrigt en lille pose penge i enden af et langt og opslidende forløb, hvor en borger ikke har fået den hjælp, som borgeren skulle have haft, fordi der blev truffet en forkert afgørelse første gang, mener jeg ikke er den rigtige medicin. Jeg mener også, at det vil være at flytte både midler og fokus fra den indsats, der er den væsentligste, nemlig at kommunerne skal træffe den rigtige afgørelse første gang. Så jeg mener simpelt hen ikke, at kuren her er den rigtige. Jeg er glad for, at vi er enige om målet. Men kuren mener jeg her ikke er den rigtige.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg vil sige, at det jo altid var rart, hvis alle overholdt lovgivningen, så kunne vi jo spare mange penge både i ankesystemet og ved domstolene. Det, som jeg godt kunne tænke mig at stille som det andet spørgsmål, var, at jeg kunne forstå, at ministeren ikke er særlig begejstret for begrebet opsættende virkning. Ministerens forgænger gjorde jo det, at hun sammen med et flertal i Folketinget indførte en varslingsbestemmelse i stedet for, som på mange måder blev hilst velkommen af det system, der blev lavet der. Kunne ministeren forestille sig, at vi inddrog flere bestemmelser under varslingsbestemmelserne? F.eks. er botilbudsparagrafferne og § 85 ikke omfattet af varslingsbestemmelserne. Kunne det ikke være en vej at gå?

Ministeren.

Jeg er jo et åbent menneske i den forstand, at jeg altid er villig til at diskutere gode forslag, der kommer fra Folketingets partier. Men det er jo klart, at der ikke er noget af alt det her, der er gratis at rulle ud, og hvis man laver opsættende virkning i mindre indgribende sager, end vi gør i dag, vil det jo også betyde, at der så bliver ydet hjælp i en periode, hvor Ankestyrelsen kommer frem til, at det faktisk var rigtigt, at den hjælp ikke skulle være ydet. Og er det her, vi skal bruge vores begrænsede velfærdskroner? Er det på, at folk får en hjælp, de egentlig ikke var berettiget til? Det synes jeg ikke. Altså, igen trækker vi midlerne skævt i et system, hvor vi meget hellere skulle sørge for, at borgerne får den rigtige hjælp første gang, og det ikke er en kamp at få det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren. Vi går i gang med ordførerrækken, og den første er Socialdemokraternes ordfører, og det er hr. Daniel Toft Jakobsen.

Tak for det. Tak til Dansk Folkeparti for at have fremsat et beslutningsforslag, som jo sætter fokus på en vigtig sag, nemlig retssikkerhed eller måske snarere manglende retssikkerhed på handicapområdet.

Man kan ikke arbejde med handicappolitik i ret lang tid uden at blive fuldstændig klar over, at retssikkerheden på handicapområdet ikke er god nok. Det vidner bl.a. omgørelsesprocenterne i Ankestyrelsen om, og det vidner ikke mindst mange konkrete fortællinger fra mennesker med handicap om. Retssikkerheden på handicapområdet er ikke god nok. Spørgsmålet er så, hvordan vi bedst får rettet op på det, hvordan vi bedst får styrket retssikkerheden.

Beslutningsforslaget indeholder to bud på det spørgsmål. Det er for det første, at der etableres en retssikkerhedsfond, der skal sikre kompensation og rådgivning til borgere med handicap, som uretmæssigt får afslag på en ansøgning om hjælp fra kommunen, og altså også en fond, som kommunerne skal indbetale til, når de træffer forkerte afgørelser. Det er for det andet, at der indføres opsættende virkning i alle sager om nedsættelse og frakendelse af hjælp på handicapområdet.

I Socialdemokratiet mener vi ikke, at beslutningsforslaget her er den rigtige vej at gå i den kamp for en bedre retssikkerhed, som vi ellers anerkender der er behov for. En økonomisk straf til i forvejen økonomisk pressede kommuner mener vi ikke er det rigtige værktøj. Vi er faktisk nervøse for, at det måske kan føre til et endnu større pres mod retssikkerheden, og en økonomisk kompensation for forkerte afgørelser til borgere, der mest af alt har brug for den rigtige afgørelse i første omgang, mener vi heller ikke er den rigtige måde at bruge kræfterne og pengene på. For det vil koste penge, og det vil koste ekstra administration, når straffen til kommunerne og kompensationen til borgerne skal udmåles.

Vores bud på at styrke retssikkerheden er det lange seje træk for at få så mange rigtige afgørelser i første instans som overhovedet muligt, at understøtte kommunernes sagsbehandling, bl.a. med taskforceforløb i regi af Ankestyrelsen og Socialstyrelsen. Det er også en styrket velfærdsøkonomi, som ministeren var inde på, og som vi jo har leveret i begge de økonomiaftaler, vi har lavet med kommunerne indtil nu, det er også sådan noget som den pulje, der er i den nye finanslovsaftale til borgerrådgivere i kommunerne, som ikke mindst også er takket være noget, som SF har ønsket og presset på for, og så er det jo ikke mindst den evaluering af det specialiserede socialområde, som er i fuld gang, og som for mig at se må være noget af det mest ambitiøse, der er sat i gang af en regering på handicapområdet i mange år.

Vi er altså enige i udfordringen, og vi er enige i, at retssikkerheden ikke er god nok, men vi er ikke enige i de konkrete redskaber, der er indeholdt i det her beslutningsforslag, og derfor kan vi ikke støtte det.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Tak for det, og tak for talen. Ordføreren og sådan set også ministeren siger, at det koster penge. Ja, det koster penge at overholde lovgivningen, det gør det. Så vil jeg høre den socialdemokratiske ordfører: Hvad koster det at lade være med at overholde gældende lovgivning? Hvad koster det i menneskeskæbner? Hvordan kan man gøre det op på den måde?

Vi snakker faktisk om, at i over 42 pct. at sagerne overholder man ikke lovgivningen. Argumentet for Socialdemokratiet er, at det koster penge, hvis man skal det. Jamen helt ærligt, jeg vil godt høre den socialdemokratiske ordfører: Hvad vil Socialdemokratiet selv? Hvad vil man gøre?

Der er ikke nogen i det her Folketing, der er uenige i, at borgere selvfølgelig skal have den rigtige afgørelse i første omgang, men faktum er, at det ikke sker. Og imens det ikke sker, bliver borgernes retssikkerhed meget forringet, der følger mange helbredsmæssige forringelser med, forældre kan gå ned med stress, for de skal kæmpe mod et system. Så hvad er Socialdemokratiets bud på at rette op på den galskab, der foregår på socialområdet?

Ordføreren.

Spørgeren siger, at jeg siger, at det koster penge at overholde loven. Det, jeg siger koster penge, er det konkrete forslag, som er fremsat her. Forslaget må jo også godt koste penge, men jeg synes så bare, det er allerbedst, hvis man også kan pege på noget finansiering. Jeg er lidt i tvivl om, om spørgeren mener, at det her er fuldstændig gratis. Og så forbeholder jeg mig bare retten til at være uenig i det.

Men det vigtigste argument er sådan set, at jeg kan være nervøs for, at hvis vi gør det her, flytter vi fokus fra det, som er det vigtigste, nemlig den rigtige afgørelse i første instans, til noget, som jeg godt kan forstå man godt kan have lyst til det, man som i mine øjne bare ikke er der, hvor jeg ville lægge de fleste kræfter, nemlig til så at udbetale en kompensation, når der ikke er truffet den rigtige afgørelse. Jeg vil gerne lægge ressourcerne, kræfterne, pengene mest muligt der, hvor vi prøver at sikre flest mulige rigtige afgørelser i første instans.

Fru Karina Adsbøl.

Faktum er, at kommunerne sparer penge. Hvis ordføreren læser den her, står der jo faktisk eksempler på sager. Der var en sag i 2014, hvor kommunen havde sparet udgifter ved ikke at levere hjælp til nataflastning i 74 uger. Det var opgjort til 1,2 mio. kr. Der er en anden sag også, hvor man kan sige, at man ikke har leveret hjælp, som man skulle. Der var det opgjort til 881.000 kr. Så der foregår besparelser på det her område, og vi mener, at borgerne skal have en retssikkerhed, og at de skal have ydet en kompensation, og det må man lave en retssikkerhedsfond for, ligesom man har Offerfonden.

Ordføreren.

Jeg oplever lidt, at spørgeren prøver at få det til at lyde, som om vi også er uenige om målet, og det er vi jo ikke. Men vi er uenige om midlerne. Det er jo en ærlig sag. Vi er enige i, at retssikkerheden ikke har det godt nok i dag. Vi vil bare gerne bruge nogle andre midler.

Og noget af det første, vi har taget fat på, som vi også sagde i valgkampen vi ville, var det her med at styrke kommunernes velfærdsøkonomi. Nu taler spørgeren selv om besparelser i kommunerne osv. Vi mener jo altså, at der er en sammenhæng mellem den service, man kan give, i hvor høj grad sådan noget som retssikkerheden er presset, og så også den grundlæggende velfærdsøkonomi, man har i kommunerne. Så det er en af vores primære løsninger. Jeg ved ikke, om spørgeren er uenig, men det er sådan noget af det, som vi prioriterer, og som vi mener er den rigtige løsning, i højere grad end det, som er foreslået her.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Socialdemokratiets ordfører. Så er det ordføreren for Venstre, fru Marlene Ambo-Rasmussen.

Tak for ordet, formand. Intentionen bag beslutningsforslaget, vi tager hul på at behandle i dag, finder Venstre jo grundlæggende rigtig sympatisk. Det tror jeg også ordføreren fra DF har hørt før. Det er nemlig afgørende, at mennesker med nedsat funktionsevne eller med et handicap, får den hjælp, de retmæssigt har krav på. Men – for der er et men, og det er et vigtigt et – vi kan ikke støtte forslaget. Vi vil i Venstre meget gerne hjælpe udsatte borgere med nedsat funktionsevne eller med et handicap, og vi vil også meget gerne, hellere end gerne, styrke retssikkerheden for de her mennesker. Alligevel mener vi altså ikke, at det, Dansk Folkeparti lægger op til i beslutningsforslaget her, er den rigtige måde at gøre det på.

Beslutningsforslaget er bestemt sympatisk, forstået på den måde, at det sigter på at løse et reelt problem, nemlig forkert, for ringe og for tidskrævende sagsbehandling. Men at gøre det ved at etablere en retssikkerhedsfond og ved at indføre opsættende virkning, når man klager over en kommunes afgørelse, mener vi bare ikke er den rigtige vej at gå. Og det er det ikke, fordi det grundlæggende ville være en lappeløsning. Det ville nemlig ikke rykke en tomme på kvaliteten ude i den kommunale sagsbehandling. Desuden fremgår det ikke klart af beslutningsforslaget, hvordan retssikkerhedsfonden skal finansieres. Og så har jeg slet ikke fået nævnt, at Social- og Indenrigsministeriet har oplyst, at hvis man skulle indføre yderligere opsættende virkning i den her type klagesager, ville det medføre årlige merudgifter på 111 mio. kr.

Men betyder det så, at vi i Venstre bare vil lade stå til og lade de her mennesker, mennesker med et handicap i stikken, hvoraf mange ganske givet er blevet frakendt den kommunale hjælp, de har brug for, på fejlagtigt grundlag? Nej, det vil vi selvfølgelig ikke. Som jeg ser det, og som Venstre ser det, er det helt centralt, at vi får styrket sagsbehandlingen ude i kommunerne og dermed retssikkerheden. Løsningen er ikke, at vi forbedrer mulighederne for at klage over sagsbehandlingen, eller at der bliver indført kompensationsordninger, rådgivning eller opsættende virkning. Det var det, jeg sigtede til før, da jeg talte om lappeløsninger, for det mener jeg desværre det er.

Venstre mener, vi skal en anden vej. Vi skal gribe fat om nældens rod, og det vil sige, at vi skal have forbedret den kommunale sagsbehandling og styrket retssikkerheden. Og jo, jeg indrømmer, at vi flere gange før har forsøgt at styrke retssikkerheden, både generelt på socialområdet og specifikt på handicapområdet. F.eks. har Venstre, som andre partier også har nævnt, sammen med andre gode partier i 2017 været med til at afsætte satspuljemidler i omegnen af 54 mio. kr. til en handleplan, der netop skulle styrke kvaliteten af sagsbehandlingen på handicapområdet. Desværre kunne noget tyde på, at det ikke er gjort med et øget fokus og med en handleplan.

På den baggrund vil jeg gerne lige opfordre social- og indenrigsministeren til med embedsapparatet i ryggen at tage initiativ til en redegørelse for eller en eventuel evaluering af de tiltag, der allerede er blevet sat i værk for at styrke sagsbehandlingen og retssikkerheden ude i kommunerne. Det skal ske med det formål, at vi kan få bragt klarhed over, præcis hvor det er, skoen trykker. Er årsagen til den dårlige sagsbehandling f.eks. for ringe kendskab til forvaltningslovens bestemmelser? Glemmer man at partshøre? Eller skyldes den langsommelige sagsbehandling måske snarere, at sagerne på handicapområdet er meget komplekse og svære at oplyse? Eller skyldes det noget helt tredje eller fjerde, f.eks. at sagsbehandlerne har brug for mere efteruddannelse, eller at man kigger i den forkerte pengekasse? Jeg tror ikke, vi har det fulde overblik, uagtet hvad andre mener – det har vi ikke. Men når det så er blevet belyst, og vi dermed kan se, hvor og hvor dybt nældens rødder egentlig stikker, så er Venstre mere end parate til at gribe fat om rødderne og en gang for alle få gjort kål på det her ukrudt. I den forbindelse vil vi heller ikke på forhånd afvise, at det kan blive nødvendigt at finde flere penge for at få rettet op på problemerne. Men vi skal altså først kende problemernes karakter og omfang. Det korte af det lange er, at hvis vi ikke handler, risikerer vi, at mennesker med nedsat funktionsevne eller mennesker med et handicap bliver ladt i stikken.

Af samme grund håber jeg, at ministeren og hans embedsfolk kan få lavet en undersøgelse hurtigt, så vi kan få fundet en ordentlig og dækkende løsning, gerne før den evaluering, som jeg er med på ministeren allerede har nævnt i forhold til hele det specialiserede socialområde – men måske blot på handicapområdet, og gerne hurtigt; altså en løsning, der retter sig mod problemets kerne, mod nældens rod, hvilket sandsynligvis betyder, at vi skal have etableret en bedre, hurtigere og mere strømlinet kommunal sagsbehandling. På den måde kan vi få styrket retssikkerheden, ligesom vi forhåbentlig kan sikre, at flere mennesker med nedsat funktionsevne eller mennesker med et handicap fortsat og fremover kan få den hjælp, de har ret til og brug for.

Jeg skulle hilse at sige fra De Konservative, som desværre ikke kunne være til stede her i dag, at de også stemmer imod beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Først er det fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Det undrer mig ikke, for med Venstre er det sådan, at de er fuld af flotte ord, men når det kommer til handling på handicapområdet og hele retssikkerhedsområdet, så sker der ingenting fra Venstres side, og det havde der jo heller ikke gjort i sidste periode, hvis ikke DF havde kæmpet for det. Her måtte man slæbe Venstre til truget, når der krævedes handling på handicapområdet. Og sådan er det jo stadig væk.

Man behøver ikke undersøge det her område. Der ligger masser af viden. Man kan kigge på Ankestyrelsens afgørelser, man kan snakke med enmillionstemmer, man kan snakke med Danske Handicaporganisationer, man kan snakke med Muskelsvindfonden og andre, eller man kan snakke med forældrene til Theis og Liva, som mangler at få den hjælp, de har behov for for at kunne håndtere hverdagen.

Og Venstres løsning er, at det skal vi have undersøgt. Altså, det her område behøver ikke blive undersøgt, for at man kan styrke retssikkerheden. Man kan godt styrke retssikkerheden uden at undersøge området, for det, det handler om, er, at loven ikke bliver overholdt, og når der kommer nogle løsninger fra Dansk Folkepartis side, så slår Venstre det ned.

Hvor mange forslag har Venstre selv fremsat – og vil fremsætte – på det her område for at forbedre retssikkerheden?

Ordføreren.

Netop når vi snakker om kvalitet, kan man også sige, at der er forskel på kvaliteten i de beslutningsforslag, der kommer, og jeg synes ærlig talt, det er lidt urimeligt, at man bliver ved med at sende de samme beslutningsforslag med stort set det samme indhold af sted.

Vi har selv sagt, at vi også ønsker at kigge på sociallovgivningen. Hvad med, at vi sætter os sammen med Ulrik Wilbek og KL og får kigget på, hvordan vi får lavet en løsning, i stedet for at vi alle sammen står herinde og hidser os op i en dialog, hvor det mere handler om at profilere sig selv på det her område? Lige præcis enmillionstemmer, som også er nogle af dem, jeg taler meget med, har også nævnt det. Hvorfor flytter vi herinde os ikke væk fra kameraerne og får lavet en reel aftale på det her område?

Og når jeg siger, at jeg gerne vil have kigget på, hvad der er af løsningsforslag, er det altså også i erkendelse af, at mange gode organisationer har mange, mange forskellige forslag på det her område.

Fru Karina Adsbøl.

Det er jo netop dem, jeg fremsætter i Folketingssalen, altså de gode forslag, der kommer både fra organisationer og Advokatrådet. De anbefalinger, vi får ude fra det virkelige liv – anbefalinger til at rette op på det her område – fører vi ned i Folketingssalen eller til forhandlingsbordet. Og Venstre står og siger, at vi skal afvente en undersøgelse, men ordføreren svarede ikke på, hvad Venstre så fremsætter i Folketingssalen. Hvad vil Venstre gøre for at rette op på det her område og sikre, at mennesker med handicap får den hjælp, de er berettiget til?

Ordføreren.

Vi kunne jo starte med at få kigget på den handleplan, som blev lavet, med de 54 mio. kr. Altså, hvis man allerede har lavet en handleplan og allerede har sendt noget af sted, som der altså er afsat penge til, ville det være oplagt, at man fik kigget på, hvorfor søren man har sendt de midler af sted og det ikke er blevet, som man havde ønsket det. Det er jo noget, stort set alle partier har været med til, så der kunne vi da starte.

Så kunne jeg egentlig godt tænke mig at kigge på hele socialrådgivningen. Altså, jeg har også været med til at hjælpe forældre i Odense Kommune med at sende ting videre til Ankestyrelsen, fordi de ikke havde fået den rigtige afgørelse første gang, og jeg bliver også nødt til at sige, at der altså også sidder unge nyuddannede mennesker derude, som måske ikke er helt opdateret i den her lovgivning, hvorfor det ville være oplagt, at det også var noget af det, man kiggede på.

Tak. Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det, og tak for talen. Sidst vi snakkede om handicapområdet, var det også samme ordfører, der var på talerstolen, og det er rigtig positivt, for jeg brænder nemlig inde med et spørgsmål, jeg også stillede ordføreren sidste gang. For det, jeg har noteret mig, er, at socialordfører fru Marie Bjerre fra Venstre har fremsat et forslag på Facebook om netop at sige, at hvis man først har fået bevilget en hjælp, kan man ikke blive frataget denne, medmindre der er afgørende nye oplysninger i sagen eller der er fejl i sagsbehandlingen. Det har ordføreren desværre valgt at trække tilbage, og derfor spurgte jeg dagens ordfører, fru Marlene Ambo-Rasmussen, om, hvad det så er, Venstre vil gøre. Her er et løsningsforslag: opsættende virkning. Her er en måde, hvor man kan sikre, at man ikke bare kan få frataget sin hjælp, men at man i det mindste kan afvente klageprocessen og afvente afgørelsen fra Ankestyrelsen. Så hvad er det, man i Venstre mener man kan gøre og vil gøre helt konkret for at hjælpe de her mennesker?

Ordføreren.

Vores socialordfører lagde jo netop det her ud på de sociale medier, fordi der igen var kommet et horribelt eksempel på, hvad der foregår, og hvad der er af afgørelser. Nu har jeg ikke taget min mappe med op, men jeg har også en tyk mappe liggende med henvendelser fra borgere, der får nogle helt forkerte afgørelser, og det strider imod alt, hvad jeg står for. Det strider også imod alt, hvad vores socialordfører står for, og det var derfor, hun lavede opslaget i første omgang. Men det er klart: Vi bliver også nødt til at kigge ind i, hvordan vi får løst det her, og det er der, hvor jeg ønsker, at man går i dialog med regeringen, og at vi, alle Folketingets partier, får sat os ned uden kameraer på og får kigget ind i, hvordan vi løser det her. For det er klart, at det heller ikke nytter noget, at vi bare sender en milliardregning videre til kommunerne, uagtet hvor gode og sympatiske forslag det er.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Jeg er helt enig i, at vi ikke bare skal sende regningen ud til kommunerne. Jeg kommer selv fra en kommunalbestyrelse og har selv prøvet at sidde med, hvordan man kan stykke det her sammen, og har set, hvor svært det kan være, når man får flere og flere mennesker, der har behov for støtte på det sociale område, samtidig med at man får flere ældre og børn og den slags ting, så det skal der absolut også være plads til forståelse for. Problemet er bare, at vi skal længere end bare at snakke; vi bliver nødt til at handle. Derfor vil jeg så gerne høre, hvad det er, Venstre gerne vil, for så er vi da meget optaget af at se, om der er noget, vi kan arbejde sammen om for at hjælpe på forholdene for mennesker med handicap.

Ordføreren.

Det er jo netop det, jeg lige har foreslået: at vi sætter os ned. Vi kan sætte os ned i morgen, hvis det skal være. Lad os da sætte os ned. Vi har haft høringer her i forrige uge, og vi har haft masser af henvendelser fra organisationer. Nu skal vi have samlet det her sammen, for det stritter stadig væk lidt i alle retninger, er jeg ked af at sige. Jeg kunne egentlig godt tænke mig også at sætte mig ned med ordføreren fra SF og med alle andre og ikke mindst med regeringen og finde ud af, hvordan vi får løst det her. Og nu skrev jeg lige hurtigt ned, hvad ordføreren nævnte i foregående spørgsmål, og netop et varslingssystem, som der allerede er på nogle områder i dag, synes jeg også kunne være interessant at kigge ind i, altså om der er et eller andet der, som vi mangler, men som ikke er med i den nuværende lovgivning.

Tak. Så er det fru Mette Thiesen.

Det er en lille smule spøjst at følge den her debat. Det er jeg simpelt hen nødt til at sige. Socialdemokratiet vil betale flere penge for dårlig sagsbehandling, og Venstre vil betale rigtig mange af danskernes penge for flere djøf'ere. Og ordføreren siger det jo selv: Handlingsplaner og alt muligt andet er lappeløsninger, få nu løst problemerne i stedet for.

Jeg synes, det er utrolig sørgeligt at høre, at ordføreren siger det her med, at der åbenbart er nogle mennesker, som, hvis man vedtager det her, bliver ladt i stikken. Nej, så er jeg nødt til at fortælle ordføreren, at de ganske enkelt bliver ladt i stikken allerede i dag, fordi der ikke er retssikkerhed på det her område. Det kan jeg så forstå Venstre ikke har noget som helst ønske om at indføre, og det synes jeg er rigtig ærgerligt. Og jeg har faktisk en lille smule ondt af ordføreren over, at hun skal være ordfører for Venstres noget skvattede holdning på det her område. Det er jeg simpelt hen nødt til at sige.

Jeg er bare nødt til at spørge én gang for alle, om Venstre ikke mener, at straf kan have en opdragende virkning. Ja eller nej.

Ordføreren.

Der er jo netop allerede i dag desværre mennesker, der bliver ladt i stikken. Jeg synes bare helt ærligt ikke, at det her beslutningsforslag løser det. Jeg vil sådan set hellere, og det var der, hvor jeg sådan helt forsigtigt i min ordførertale nævnte det med at tage fat om nældens rod, at vi går ind og får kigget på, hvordan vi starter det, og hvordan – og ministeren nævnte det så egentlig også – vi får løst det her i første omgang. Hvorfor er det, vi skal have et system, som tager fat i sagerne, når det er gået galt? Det burde jo ikke være nødvendigt.

Så nævner du det med flere djøf'ere: Det har jeg ikke sagt! Det vil jeg gerne lige sige. Man behøver jo ikke at ansætte flere djøf'ere. F.eks. er der jo nogle kommuner, der har arbejdet på at ansætte eller få headhuntet en specialkonsulent, f.eks. en jurist fra Ankestyrelsen. Så er det ikke, fordi den person går ind og tager yderligere en rolle, men der er en anden, der bliver rykket videre. Og eventuelt kunne man rykke personen ud i det private erhvervsliv – det er en lille sidebemærkning. Og det kan jo være en gevinst. Det kunne jo være en gevinst, der kunne højne kvaliteten.

Fru Mette Thiesen.

Det er ikke at tage fat om nældens rod at begynde og sidde at snakke om tingene. Vi vil altid gerne snakke om, hvordan man løser det her, men man kunne egentlig også bare fra Venstres side stemme for det, som reelt vil løse det, og det er jo det her og det næste forslag, som kommer.

Men jeg stillede sådan set ordføreren et meget, meget konkret spørgsmål: Mener Venstre, at straf kan have en opdragende virkning? Ja eller nej.

Ordføreren.

Jeg mener ikke, vi kan stemme for det, for det er en lappeløsning. Det har jeg også nævnt flere gange. Og det er beklageligt, at der står Nye Borgerlige og Venstre så bare ikke ens. Jeg mener helt ærligt ikke, at det her løser det, og jeg ville da blive ked af, at man stemte nogle ting igennem og sendte en milliardregning videre ud til kommunerne, som ikke gjorde, at vi fik bedre retssikkerhed på området. Det er derfor, jeg helt ærligt erkender, at det ikke fungerer fint, som det er nu. Der er ting, der skal ændres. Kvaliteten skal blive bedre på det her område, og det kunne den blive, hvis vi satte os sammen i morgen.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Venstres ordfører. Og så har ordføreren for forslagsstillerne bedt om at få delt sin taletid op, så det nu er fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. I Dansk Folkeparti har vi i mange år kæmpet for at forbedre retssikkerheden på området. Alt for mange skal kæmpe for at få den hjælp, de er berettiget til. Derudover er der kæmpestore forskelle i hjælpen, afhængig af hvilken kommune man bor i. Nogle tør ikke flytte, og andre vælger at flytte for at få den hjælp, de har behov for.

Vi har fremsat adskillige forslag i Folketinget, og nu fremsætter vi endnu et, og som jeg kunne høre på Venstres ordfører, er det irriterende, at Dansk Folkeparti bliver ved med at fremsætte forslag på det her område for at forbedre retssikkerheden. Det synes jeg er dybt beskæmmende.

Vi ønsker jo at pålægge regeringen at gennemføre følgende to tiltag på handicapområdet: 1) at etablere en retssikkerhedsfond, som skal sikre kompensation og rådgivning til udsatte borgere med nedsat funktionsevne eller handicap, der uretmæssigt har fået afslag på deres ansøgning om hjælp fra kommunen; 2) at indføre opsættende virkning for klager over kommunens afgørelser om nedsættelse og frakendelse af hjælp på handicapområdet.

Advokatrådet har udgivet en god rapport til os, herunder også med løsningsforslag, og rådet har i en rapport fra marts 2020 anbefalet, at retssikkerheden skal forbedres for borgere med nedsat funktionsevne eller handicap. I den rapport gives der en række løsningsforslag til os politikere, herunder oprettelse af en retssikkerhedsfond på handicapområdet, som netop skal kompensere borgere, der har modtaget forkerte afgørelser, og understøtte retssikkerheden ved at give adgang til juridisk bistand til borgere. Advokatrådet foreslår så, at retssikkerhedsloven ændres, så lovgivningen kommer til at tage højde for den meget store andel af fejlbehæftede afgørelser, vi ser i dag.

Dansk Folkeparti har jo tidligere fremsat forslag om opsættende virkning, og desværre blev det jo til det kompromis, som vi har i dag – varslingsordningen. Det var det, vi på daværende tidspunkt kunne opnå flertal for. Men det er jo i hvert fald et skridt i den rigtige retning. Og jeg ved, at der er rigtig mange, der er glade for det, men jeg synes jo godt, at vi kan udvide den ordning.

I dag er Ankestyrelsens sagsbehandlingstider alt for lange, og en sag kan jo køre mellem kommune og Ankestyrelse i årevis, og derfor ville det jo være ret godt, hvis vi i fællesskab kunne indføre opsættende virkning. For mennesker, hvis funktionsevne ikke er forbedret, skal selvfølgelig have lov til at bevare den hjælp, de er berettiget til, indtil der har været en afgørelse i Ankestyrelsen, som siger noget andet. Og der ser vi bare desværre i dag, at alt for mange skal kæmpe mod kommunerne.

Dansk Folkeparti foreslår så i overensstemmelse med Advokatrådets rapport og løsningsforslag, at vi netop får etableret den her retssikkerhedsfond på handicapområdet. Fonden skal jo skabe et incitament for kommunerne til markant at forbedre sagsbehandlingen på handicapområdet, og samtidig skal den også tjene som et sikkerhedsnet for de borgere, der får sat livet og hverdagen i stå af kommunernes kritisable sagsbehandling. Retssikkerhedsfonden bør også på handicapområdet yde netop kompensation til borgere, der på grund af kommunens fejl må vente længe på at få den hjælp, de har haft ret til efter lovgivningen.

Jeg kan også sige, at kompensationen jo ikke vil være en egentlig erstatning for et afgjort tab, men der vil f.eks. kunne gives kompensation til pårørende, der har udført det arbejde, som kommunen burde have bevilget i første omgang. Fonden skal ligeledes kunne udbetale tilskud eller ydelser med tilbagevirkende kraft, når Ankestyrelsen har afgjort, at kommunens afgørelse var forkert.

Overordnet set synes vi også, at det er rigtig godt med den her retssikkerhedsfond, for vi har den samme ordning, som vi kender fra Erstatningsnævnet for voldsofre. Erstatningsnævnet har jo til formål at beskytte den svage part og sikre en mere enkel adgang til erstatning for ofrene, så de ikke midt i en krisesituation er afhængig af at skulle føre en egentlig retssag mod voldsmanden. Og det kender vi jo fra et andet område. Hver dag kan vi – os ordførere herinde – læse om manglende hjælp til borgere, og vi kunne vel alle sammen hver især opliste talrige eksempler på det. Det er simpelt hen ikke i orden at behandle mennesker på den måde. Rigtig mange pårørende er så belastede, at de selv ender som patienter, og den tendens ser ud til at blive værre i fremtiden. Det er også netop derfor, at Danske Patienter også har opfordret til politisk handling.

Flere undersøgelser dokumenterer, at pårørende er så fysisk eller psykisk belastede, at de går ned med flaget og må sygemelde sig. De pårørende er jo en kæmpe ressource for samfundet, og derfor er det også kun rimeligt, at vi som samfund passer godt på dem og tilbyder dem den nødvendige støtte. Behandlingskrævende stress, depression, posttraumatisk stress og angst er hverdag for tusindvis af pårørende. Det viser flere undersøgelser.

Derfor er der brug for handling, og der er brug for handling nu.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til Dansk Folkepartis ordfører – lige nu i hvert fald. Så vi går videre i ordførerrækken, og nu er det De Radikales ordfører, hr. Henrik Vinther.

Tak for det – det er beklageligt, at der ikke er nogen, der vil spørge, når man lige er blevet talt varm.

Men der er allerede blevet sagt herfra i dag, at smertetærsklen for antallet af fejl og omgørelser – og ikke mindst for, hvor mange mennesker der må leve med de her fejl – er nået. Og derfor er vi positive over for forslaget, som det også er foreslået af Advokatrådet. Det er rigtigt, som det er blevet sagt i dag, at det ikke løser det grundlæggende problem. Det er måske en lappeløsning, men når nu cyklen er punkteret, kan det være, vi skulle starte med det.

For problemet er grundlæggende, at reglerne og levet liv ikke altid kan møde hinanden. Socialrådgiverne er udsat for arbejdspres, og det er ikke blevet mindre over tid. Og så betyder fejl, at man skal bruge tid på at rette fejl. Det gælder både i Ankestyrelsen og for den enkelte kommune, tid, som måske skal tages fra god faglig sagsbehandling og over til klagebehandling. Misforstå mig ikke: Det er ikke sådan, at klageadgangen ikke er vigtig. Den er meget vigtig, og derfor er jeg også glad for, at der med den finanslov, der just er indgået aftale om, er afsat ekstra midler til at få puklen ned. Ventetiden skal selvfølgelig ned.

Men det ændrer ikke grundlæggende ved, at det er et kulturspørgsmål i kommunerne, hvordan man får lavet de rigtige afgørelser første gang. Det er vigtigt at holde fast i samtidig.

Derfor er det også glædeligt, at der i den just indgåede aftale om finansloven for næste år er afsat midler til en borgerrådgiverfunktion, hvor kommuner kan få økonomisk hjælp til at ansætte en borgerrådgiver, som kan vejlede og rådgive borgere i de situationer, hvor der er brug for hjælp.

Færre fejl giver færre klager, færre klager giver mere tid og flere ressourcer til korrekt sagsbehandling, og det vil jeg gerne sætte fokus på i det arbejde, vi tager hul på herefter. Og så er der måske også brug for at følge udviklingen i startniveau, hvis vi kigger på det sådan her. For det er klart, at hvis der kommer en regel, som siger, at der kan blive opsættende virkning, så kunne der være en tendens til, at man ville lægge sig på et lavere niveau, end man ellers ville gøre. Men det må vi kigge på i udvalgsarbejdet.

Vi er positive over for forslaget og ser frem til den videre drøftelse.

Tak for det. Så er der en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Jeg vil gerne takke ordføreren for de positive bemærkninger. Det er vi utrolig glade for. Vi havde jo håbet, at der var flere, man kan sige 90 mandater, bag det her forslag. Men jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren om noget, når ordføreren nu nævner finanslovsaftalen. Der er jo oprettet en pulje, hvor kommunerne kan søge om en borgerrådgiver. Det er ikke obligatorisk, det har I ikke indgået en aftale om, altså, man kan selv vælge som kommune, om man vil have en borgerrådgiver eller ej. Men det, man har gjort, er jo faktisk, at man har sagt: De kommuner, der har en borgerrådgiver, får så ikke nogen midler. Men de kommuner, der har sorteret en borgerrådgiver fra, kan nu søge penge til så at få en borgerrådgiver. Er der ikke noget urimeligt i den aftale så?

Ordføreren.

Tak for det. Her vil jeg vælge et koncentrere mig om osten og ikke hullerne i den. Det er glædeligt, at der er nogle penge til de kommuner, som ikke har den her funktion, så de kan få prøvet det af. Som jeg husker det, er der over 4 år en pulje til det. Og så er det rigtigt, at der er nogle, der kan komme i klemme der, så at sige. Det må vi jo se på, men jeg synes, udgangspunktet må være, at det er nye kommuner, der kan komme med, så de borgere, der bor i de kommuner, også kan få glæde af vejledning og råd, så man får den rigtige hjælp første gang.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg tror ikke, der er nogen herinde i Folketinget, der ikke mener, at man skal have den rigtige hjælp i første omgang. Det ville da være utrolig glædeligt. Vi kan jo bare se, at det ikke sker. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren i forhold til De Radikales holdning til netop opsættende virkning og varslingsordningen: Er det noget, man slutter op om fuldt og endeligt, eller hvordan skal jeg forstå det?

Ordføreren.

Som det blev nævnt – jeg tror, det var af Venstres ordfører – er det her måske en lappeløsning sådan at forstå, at det ikke ændrer det grundlæggende problem, nemlig at der er for mange fejlagtige afgørelser. Men mens vi får lappet cyklen, havde jeg nær sagt, er det her en god måde at komme videre på. Så ja, det gør vi.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til De Radikales ordfører. Den næste ordfører er fra Socialistisk Folkeparti, fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. Det er helt ubegribeligt for mig, at Ankestyrelsen er nødt til at omgøre op mod halvdelen af kommunernes afgørelser på handicapområdet. Sagsbehandlingstiden i Ankestyrelsen er også alt for lang, og vi er selvfølgelig helt på linje med stillerne af beslutningsforslaget, når det gælder den helt afgørende problematik i, at kommunerne nedsætter eller frakender borgerne den nødvendige hjælp, mens borgerens sag ligger stille i Ankestyrelsen, hvor der ofte går mange måneder, eller år, inden der kommer en afgørelse. Vi har med sårbare borgere at gøre, der ofte ikke har ressourcerne og det mentale overskud til at føre en klagesag over for deres kommuner.

Det er også derfor, at SF har været kraftigt medvirkende til at få indført en pulje til borgerrådgivere og generelt bedre retssikkerhed for mennesker med handicap i landets kommuner i forbindelse med finanslovsaftalen for næste år. Helt konkret bliver der i finansloven for 2021 afsat 30 mio. kr. til borgerrådgivning og 35 mio. kr. de 3 efterfølgende år. Samtidig er der blevet afsat 5 mio. kr. i 2021 til at afvikle sagspukler i Ankestyrelsen.

Er det så nok? Nej, det er det selvfølgelig langtfra. I en retsstat som den danske må det være sådan, at man ikke kan få frataget sin hjælp, før ens klagesag definitivt er afgjort i Ankestyrelsen. Alt andet er umenneskeligt og uretfærdigt, og jeg kan kun selv prøve at forestille mig, hvordan det må være at være i den situation. Men jeg tror kun, at det er de borgere, der selv har været i situationen, som egentlig ved, hvordan det føles at få frarøvet en så afgørende og nødvendig hjælp i sin hverdag, i forhold til at man som menneske med handicap ikke kun har mulighed for at leve, men også mulighed for at leve et aktivt liv som borger.

Derfor er vi også positive over for den del af beslutningsforslaget, der handler om at sikre mennesker med handicap bedre, hvor forslaget er at indføre en reelt opsættende virkning i klagesager, så borgere ikke pludselig får frataget deres hjælp, når kommunen har skåret ned og svaret ikke ligger fra Ankestyrelsens side. Så det ser vi frem til at arbejde videre med i det kommende udvalgsarbejde, herunder også en vurdering af, hvordan varslingsordningen har fungeret indtil nu.

Stillerne bag beslutningsforslaget sætter også fokus på anbefalingen fra Advokatrådets rapport, som SF også før har italesæt som et fornuftigt initiativ, nemlig at etablere en retssikkerhedsfond på handicapområdet. SF har tidligere her i salen tilkendegivet, at vi ønsker en retssikkerhedsfond, der giver kompensation, eller som giver Ankestyrelsen mulighed for at give kommunerne en bod, og de penge så ryger i en retssikkerhedsfond, der skal være med til netop at løfte retssikkerheden i hele landet.

Vi har også tilkendegivet, at vi ønsker en kompensation til de borgere, der måtte have haft udgifter i den periode, hvor de ikke har fået hjælpen. Så derfor er vi også positive over for den del, men måske i en anden udformning end den, der lige står beskrevet her.

Vi mangler dog en ansvarlig finansiering af forslaget. Socialreserven, som Dansk Folkeparti henviser til som finansiering, er der disponeret for i finansloven for 2021, og derudover har vi også i Social- og Indenrigsudvalget kastet os over en lidt bredere drøftelse af retssikkerheden på især handicapområdet, som jeg ser frem til at få endnu mere udfoldet.

Med de bemærkninger ser SF frem til det kommende udvalgsarbejde og håber, at der bliver et bredt flertal for at stille mennesker med handicap bedre.

Tak for det. Så er der et par korte bemærkninger, først fra fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Det var jo et forslag, Dansk Folkeparti også stillede, da vi forhandlede om reserven, så vi netop kunne få startet den her retssikkerhedsfond op. Men det er utroligt, at man siger, at det koster noget. Altså, når en kommune ikke leverer den vare, den skal ifølge lovgivningen, så er der åbenbart flere herinde, der mener, at den skal kunne gøre det og kvit og frit. Så er der andre, der siger: Nej, når man ikke leverer den vare, man skal levere, og som borgeren er berettiget til, så skal det koste, og de midler skal i en retssikkerhedsfond. Og så snakker man om, at det her koster rigtig, rigtig mange penge.

Jeg synes, man glemmer borgeren i det her, og jeg synes, man glemmer de pårørende i det her, for det, vi jo ved, og det, der ligger rapporter om, er, at kommunerne sparer penge. Hvis man f.eks. ikke giver borgeren den hjælp i 1 år, sparer man jo de timer, man faktisk skulle have leveret til borgeren.

Ordføreren.

Tak. Det, som fru Karina Adsbøl har hørt mig sige en del om i talen, er faktisk borgeren. Det, som fru Karina Adsbøl ikke har hørt mig sige noget som helst om, er, at det koster en frygtelig masse penge. Men det, jeg sagde, og det jeg stilfærdigt i virkeligheden bare lige vil understrege, er jo, at det er klart, at SF som et ansvarligt finanslovsparti, i hvert fald som en del af den finanslovsaftale, der er nu, selvfølgelig ikke bare kan begynde at stemme for forslag, vi kan se kan have nogle udgifter. Der skal være en form for grundfinansiering, når man starter en retssikkerhedsfond. Der skal være en drift og en administration af det. Det er jo ikke således, at pengene bare kan strømme ind og ud af sig selv. På den måde vil der være en form for finansiering, og det er jo ikke, fordi vi på nogen måde er afvisende over for at finde det, for vi har jo selv været i gang med at foreslå det i de finanslovsforhandlinger, som lige er overstået. Men vi bliver også nødt til at være ansvarlige, så sikrer os, at vi ikke bare sætter ting i søen, som der ikke er penge til.

Fru Karina Adsbøl.

Ja, det kan godt være, at det koster i starten. Det foreslår vi så skal tages fra reserven, og det står faktisk også i beslutningsforslaget. Men når man snakker om den økonomiske del, snakker man jo faktisk om, at det er kommunerne, der i sidste ende måske får at vide fra Ankestyrelsens side, at de ikke har leveret den vare. Og så laver man en retssikkerhedsfond, som de midler går i. Jeg er sikker på, at ordføreren også er opmærksom på, at vi har en Offerfond i dag. Når man får en bøde af politiet, kommer der 500 kr. i Offerfonden, så man finansierer tingene derigennem.

Men jeg skal bare lige høre SF: Vil SF så støtte det her forslag, eller hvordan skal det forstås?

Ordføreren.

Tak. Jeg er glad for, at vi er enige om, at der bliver en form for opstartsfinansiering af den slags. Så har vi ligesom sat en streg under det. Den skal selvfølgelig findes, inden vi kan begynde at sætte ting i søen. Sådan er verden jo desværre også lidt bøvlet, når man er politiker.

Det, ordføreren skal høre, er, at vi giver os positivt i kast med det kommende arbejde med begge forslag. Jeg har også været meget tydelig om, hvor SF ligger i forhold til en retssikkerhedsfond, og hvordan vi ser på at modeller for kompensation skal kunne fungere. Så det vil selvfølgelig være de holdninger, vi går ind i det arbejde med.

Tak. Så er det hr. Stén Knuth.

Tak. Og tak til SF for ordførertalen. Der, hvor jeg bliver en smule nysgerrig, er i forhold til den del, hvor I har sat 30 mio. kr. og 35 mio. kr. af til at finansiere en borgerrådgiver, som kommunerne så kan bruge. Altså, vil det hjælpe de borgere, der kommer i klemme, og de pårørende, der kommer i klemme, som DF jo taler om? Hvordan vil de hjælpe? Og hvordan bliver de her borgerrådgivere ansat i kommunen? Og er det ikke bare, undskyld mig, brandslukning? For skaden er jo sket, når først borgerrådgiveren træder til. Jeg kommer fra Slagelse Kommune, hvor vi har en borgerrådgiver, og hun træder jo til, når skaden er sket – efter lang tid, hvor det kører frem og tilbage mellem kommunen og Ankestyrelsen, træder Borgerrådgiveren til.

Kan ordføreren sige noget mere om det, ordføreren nævnte omkring borgerrådgivere?

Ordføreren.

Ja, jeg kunne da egentlig godt tale i lang tid om borgerrådgivere, for det er noget, der er rigtig vigtigt i forhold til at støtte den enkelte borger i mødet med kommunen. Vi havde gerne set, at det var rullet ud til hele landet, og at der havde været nogle præcise indhegninger.

Med det, der er rigtig vigtigt at sige, er, at borgerrådgiveren skal være uvildig, at borgerrådgiveren skal være uafhængig i forhold til ansættelsesforhold i kommunen, så vedkommende kan være borgerens tillidsmand i mødet med kommunen. Således kan borgeren snakke med den her person og spørge: Er det rigtigt, hvad de siger, når de kommer og vil opsige min hjælp? Er det rigtigt, når jeg får det her brev fra kommunen, at de siger det på den måde? Og borgerrådgiveren kan også være med til at mægle. På den måde kan borgerrådgiveren hjælpe den enkelte borger. Men det kan også være med til at hjælpe på det overordnede plan i forhold til at gøre kommunen og særlig kommunalbestyrelsen opmærksom på: Hvor er der særlige områder, vi skal stramme op på? Hvor er der særlige fejl? Er der fejl i forhold til bestemte måder, man kører tingene på, eller i bestemte afdelinger?

Det har man gode erfaringer med rundtomkring i landet, og det vil være noget, der samlet set vil kunne hjælpe i forhold til at støtte borgeren.

Hr. Stén Knuth.

Tak for det. Det ligner rigtig meget det, der også sker i Slagelse Kommune. Men spørgsmålet gik på det, som DF påpeger, altså hvordan det kan være med til at hjælpe de borgere, der er kommet i klemme, og de pårørende, som jo også er kommet i klemme. Skaden er jo sket, når man går til borgerrådgiveren. Det brænder, og nu prøver vi på at slukke det – undskyld mig, men det vil være den funktion, borgerrådgiveren har i forhold til de enkelte sager, som borgerrådgiveren skal håndtere.

Ordføreren.

Jeg tænker ikke, at vi helt enige, i forhold til hvilken funktion borgerrådgiveren har. Borgerrådgiveren har en funktion i de første møder, inden sagen går til klageinstansen, til Ankestyrelsen. Det er der, borgerrådgiveren sætter ind og prøver at mægle imellem kommunen og borgerne og stille borgeren bedre.

Man kan sige, at når en kommune har taget en beslutning om at fratage noget hjælp, er det ikke sikkert – det er rigtigt – at borgerrådgiveren i den situation kan hjælpe så meget, og det er også derfor, at jeg på den her talerstol også tilkendegiver, at vi har meget stor sympati for indholdet, og at vi i virkeligheden også bliver nødt til at stramme op på kommunernes praksis med nogle af de her værktøjer.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til Enhedslistens ordfører, hr. Jakob Sølvhøj.

Her for små 4 uger siden afholdt Folketingets Socialudvalg en åben høring om retssikkerhed for mennesker med handicap – den er også blevet omtalt af andre ordførere og af ministeren. Jeg tror, at hvis nogen var i tvivl om, da vi startede – jeg syntes egentlig ikke selv, jeg var i tvivl – at det står skidt til med retssikkerheden, så var man i hvert fald ikke et sekund i tvivl, da høringen var slut.

Høringen var alvorlig på den måde, at vi fik rullet op, hvilke store personlige og menneskelige konsekvenser det har, når mennesker, der har behov for støtte og hjælp, ikke får det, og den viste samtidig et billede af en, synes jeg, helt uacceptabel situation, hvor rigtig mange borgere ikke får den støtte, de med rette kan forvente, da de har krav på det efter lovgivningen.

Altså, det er jo grotesk, når man går ind og kigger på omgørelsesprocenterne – flere har nævnt dem, men jeg vil gerne nævne det igen – at kunne konstatere, at det på nogle områder er sådan, at hvis man påklager en sag, er det sådan cirka fifty-fifty, om man vinder den, fordi der i halvdelen af alle sager, hvad enten vi snakker om børne- eller voksenhandicapområdet, simpelt hen er truffet en forkert afgørelse. Og så har jeg oplevet, når jeg har diskuteret de her spørgsmål, at nogle siger: Nå ja, men det er jo kun dem, der bliver påklaget. Nej, det er det ikke, for de praksisundersøgelser, som Ankestyrelsen laver, viser jo – og her vil jeg godt citere Advokatsamfundet som troværdig kilde – at der er næsten lige så mange fejl i sager, der ikke påklages, som i dem, der påklages. Det gør jo, at situationen er ekstremt alvorlig, for udover at afgørelserne i de sager, der bliver påklaget, for hver andens vedkommende er skruphamrende forkerte, så er det også sådan, at der er masser af borgere, som helt naturligt har vanskeligt ved at klage lige præcis i kraft af deres handicap, som, hvis de ikke har nogle aktive pårørende, altså kan regne med, at de ikke får det, de har krav på.

En af oplægsholderne ved høringen havde den, synes jeg, vigtige pointe, at når vi nu forhåbentlig snart skal have omlagt handicapområdet efter den evaluering, der er i gang, så er det helt påtrængende, at vi får en reform af retssikkerheden. Hun sagde noget i retning af: Hvad nytter det at ændre loven, hvis den alligevel ikke bliver overholdt?

Derfor er det voldsomt vigtigt, at vi diskuterer retssikkerheden. Jeg synes, det er godt, at der bliver bragt forslag ind her i salen – tak for det – med konkrete bud på, hvad det så er, vi kan gøre. Jeg vil sige, at jeg synes, at forslaget om en retssikkerhedsfond er godt. Jeg kan høre, at ministeren ikke helt tror på de økonomiske incitamenter, og jeg er enig i, at det ikke alene kan gøre det, men jeg tror ikke desto mindre, at det ville have en effekt, hvis det var sådan, at kommunerne vidste, at hvis de lagde et tryk ned i systemet, så blev det ikke billigere, men i bedste fald det samme, og for min skyld også gerne en omkostning, så de kunne være sikre på, at der kom nogen efter dem, hvis der var blevet truffet en forkert afgørelse. Det tror jeg faktisk ville påvirke dem.

Det er godt, fordi det jo giver kompensation til borgerne. Hvad hjælper det, hvis man ikke har haft ledsagelse i et halvt år, hvor man havde krav på det? Så er det klart, at det jo ikke hjælper i den forstand, at man får en økonomisk kompensation, men det er dog et forsigtigt lille plaster på såret. Og så er der jo det gode ved fonden, at den, i hvert fald som Advokatsamfundet har beskrevet det, er skruet sådan sammen, at den kan bidrage til, at mennesker kan få juridisk bistand. Vi synes, det er et godt forslag, og vi kan støtte det.

Vi synes også, det kan være fornuftigt med opsættende virkning. Man kunne også gå den anden vej, som jeg udfrittede ministeren lidt om, og måske bruge den varslingbestemmelse, der er lavet, og som vi fra Enhedslistens side tidligere har stillet forslag om at § 107, § 108 og § 85, altså botilbudsparagrafferne og paragraffen vedrørende socialpædagogisk bistand, kom ind under.

Det lyder jo, som om der ikke er flertal for forslaget, men jeg synes, at vi skal prøve at se, om vi – forhåbentlig alle sammen eller i hvert fald et flertal – ikke kan lave en beretning, hvor vi får peget fremad og meget præcist får sagt til regeringen, at vi appellerer til, at det må være sådan, at vi, når vi nu skal i gang med at lave en reform på handicapområdet, som jeg håber og tror på bliver en stor reform, så også i fællesskab skal kigge meget grundigt på retssikkerheden, for det må i hvert fald i det mindste gå hånd i hånd.

Tak. Der er en kort bemærkning. Fru Karina Adsbøl.

Tak for ordførertalen, og tak for støtten til forslaget. Men er ordføreren ikke enig i, at vi faktisk skal have handling nu? Med hensyn til retssikkerheden har det jo stået på længe, og vi har taget nogle initiativer, bl.a. også med varslingsordningen og andre initiativer, men der er jo virkelig, virkelig behov for mere. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at stille et spørgsmål, for Enhedslisten støtter det, og som jeg forstår det, støtter SF det også, og Radikale støtter det jo sådan set også, og det er jo rigtig godt. Men hvad skete der så i finanslovsforhandlingerne? Jeg kunne forstå, at det også havde været rejst i finanslovsforhandlingerne, men det blev åbenbart skudt ned, eller hvad? Altså, er det så regeringen, der ikke ønsker en retssikkerhedsfond? For I har siddet der tre partier, som virkelig har kunnet slå et slag for det her.

Ordføreren.

For det første: Jo, jeg mener, at vi skal handle nu, hvad »nu« så er. Jeg synes, at vi skal have styr på retssikkerheden, når vi vedtager ny lovgivning, og jeg synes, at pointen fra høringen var helt rigtig: Hvad nytter det at vedtage ny lovgivning, hvis den ikke bliver overholdt?

I forhold til finanslovsforhandlingerne har vi nu ikke bragt spørgsmålet om en retssikkerhedsfond ind i forhandlingerne. Der er jo mange gode ting, som man kan bringe ind, og vi har ikke bragt dem alle ind. Vi har bragt spørgsmålet ind om at sikre ledsagelse til de borgere, der bor i botilbud, der i dag har store vanskeligheder med at få overholdt lovgivningen, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ikke er særlig tilfredse med, at det ikke var muligt at få en permanent løsning der. Vi fik en forsøgsordning for 2021, og det vil jeg absolut sige er bedre end ingen vegne at komme, men vi er bestemt skuffede over, at vi ikke fik løst det problem med mennesker, som får trukket i deres støtte til ledsagelse i strid med lovgivningen.

Fru Karina Adsbøl.

Ja, det er jo netop også derfor, der er brug for handling nu, herunder, kan man sige, enten med opsættende virkning eller at udvide varslingsordningen og så hele retssikkerhedsområdet. For jeg synes jo, det er ærgerligt, når man har siddet så mange partier og gerne vil gøre en ekstra indsats, at der så ikke er kommet ret meget mere ud af det til handicapområdet. Men jeg skal lige forstå fra Enhedslistens ordfører: Hvordan kommer vi så videre nu? For jeg vil gerne have det her til afstemning, og så kunne man lave en fælles betænkning, hvis det var. Så må Venstre og Socialdemokratiet jo blive udstillet i, at man ikke vil sikre menneskers retssikkerhed.

Ordføreren.

Jo, der er jo altid lejlighed til at udstille nogen i dette Ting. Jeg er ikke sikker på, at det er løsningen. Altså, vi synes, det er et godt forslag, og vi stemmer gerne for det. Der ligger jo så i næste omgang et spørgsmål om finansiering, hvis det skal blive til lovgivning. Jeg er også nødt til at sige, at jeg jo synes, at det er værd at fremhæve, at vi faktisk har en regering, der har taget fat på at løse de problemer, hvilket er blevet forsømt i hele perioden fra 2001 og frem til regeringsskiftet her for et år siden. Der er faktisk blevet taget fat, og der er en vilje til at gå ind og løse problemerne. Det ændrer ikke på, at vi skal være med til at skrue bissen på, også over for en regering, for det er faktisk vigtigt, at der også handles på det, og at der bliver brugt midler til at løfte retssikkerheden for borgere med handicap.

Tak. Så er det hr. Stén Knuth.

Tak. Nu sagde ordføreren lige – og det blev jeg jo sådan lidt glad for – at vi ikke skulle skælde ud på hinanden, men så præsterer ordføreren dog så lige at skælde ud på de sidste regeringer, som ikke har formået at løse det, og sådan kan det jo være. Hvis Venstre bliver inviteret til at diskutere retssikkerhed, gør vi det jo gerne, med DF og Enhedslisten. Sådan er det jo heller ikke. Men retssikkerhed er jo et meget vidt begreb.

Jeg tænker sådan om retssikkerhed, at det også handler om, at vi har en lovgivning, som bliver defineret meget forskelligt fra kommune til kommune, og der ligger der også noget retssikkerhed, som vi bliver nødt til at kigge på, og som også er et af grebene, og der er mange greb. Et af grebene er jo det, som vi diskuterer lige nu, og lige om et øjeblik kommer vi til at diskutere det næste, som jo i øvrigt hver især kan være fine forslag. Men det handler vel også om, at vi får kigget på den lovgivning, der ligger, og gør den så stram, at man ikke fra én kommunegrænse til en anden kan opleve at få vidt forskellige tilbud.

Ordføreren.

Jamen jeg fik sneget lidt kritik ind af tidligere regeringer, det er rigtigt, jo især af den, der indførte kommunalreformen, og som flyttede handicapområdet over til kommunerne. Jeg synes ikke, der har været nogen egentlig grund til at rose den manøvre, der blev lavet der. Ellers er jeg jo sådan set enig med hr. Stén Knuth i, at vi skal have kigget på det her, og jeg tror i virkeligheden, at vi skal prøve at se, om det ikke kan lade sig gøre at lave en form for samlet retssikkerhedsreform. Jeg synes, at forslagene her er meget sympatiske, og det har jeg tilkendegivet meget tydeligt.

Jeg tror ikke desto mindre, at vi er nødt til at kigge på, at der er rigtig mange forskellige elementer, og jeg deler faktisk langt hen ad vejen også ministerens opfattelse af, at en helt central del af det at løse retssikkerhedsspørgsmålet jo er at sikre, at den visitation, der foregår, kommer til at foregå på en helt anden måde end i dag. Men kunne vi finde sammen om at lave en samlet retssikkerhedsreform, så ville det være rigtig, rigtig godt.

Der er ikke flere korte bemærkninger til Enhedslistens ordfører. Så vi går videre i ordførerrækken, og den næste er ordføreren for Nye Borgerlige, og det er fru Mette Thiesen.

Der er sagt mange fine ord fra denne talerstol, og der er også holdt nogle deciderede skåltaler, men der er jo ikke noget flertal for at få løst problemerne, desværre, og jeg vil egentlig bare koge det ned helt kort til, hvad en af de andre ordførere i øvrigt sagde på det her område: Hvorfor overhovedet lave lovgivning, hvis man ikke mener, at den skal overholdes? Der kan jeg jo så forstå, at et flertal i Folketinget egentlig bare står tilbage og mener, at man godt kan lave lovgivningen, men at man faktisk ikke vil være med til at sikre, at den bliver overholdt, og det synes jeg virkelig er trist.

Nye Borgerlige stemmer for det her forslag, og jeg skulle hilse og sige fra Liberal Alliance, at de også støtter forslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er vi igennem ordførerrækken. Nu får ordføreren for forslagsstillerne fru Karina Adsbøl lov til lige at runde debatten af.

Tak for det. Det har jo været en interessant debat. Men jeg undrer mig. Jeg undrer mig simpelt hen over, at det her ikke kan få 90 mandater – det handler om borgere; det handler om mennesker – så det er simpelt hen ufatteligt. Og så får man beskyldninger fra Venstre om – og det er jeg faktisk meget forarget over – at Dansk Folkeparti bliver ved med at fremsætte beslutningsforslag på det her område. Ja! Da jeg blev valgt til Folketinget i 2011, var det for at gøre en forskel, for at hjælpe mennesker og for at kæmpe for dem, der også havde stemt på mig. Det kan godt være, at man ikke får forslaget igennem første gang. Så må man jo prøve igen, eller også må man lave et forslag til med andre ting i.

Nu får vi jo nogle gode forslag ude fra, kan man sige, organisationer – det kan være enmillionstemmer, det kan være Advokatrådet og Advokatsamfundet; det kan være ganske almindelige borgere, der hver dag henvender sig til os og rejser nogle problemstillinger, i forhold til om vi kan finde løsninger herinde. Det er derfor, at jeg som handicapordfører har stået på den her talerstol ret mange gange for at fremsætte forslag til forbedringer på handicapområdet – om det har været om opsættende virkning, om det har været, at vi skulle sikre, at blinde og svagsynede kunne komme med i kørselsordningen, om det har været, at vi skulle sikre og kæmpe for, at blinde og svagsynede kunne få en ledsagerordning, også efter de er fyldt 67 år, eller om det har været, at vi skulle sikre, at familier, der har børn med handicap, kunne få en helhedsorienteret indsats, eller alle mulige andre gode lovforslag. Det synes jeg da kun er godt. Og så får man en kritik af det, men jeg er altså valgt til det her Folketing for at gøre en forskel.

Problematikken er bare, at man, uanset partifarve, uanset blok, altid skal finde hår i suppen for ikke at stemme for. Jeg har noteret i dag, at Socialdemokratiet, Venstre og Konservative i hvert fald ikke stemmer for det her forslag, og det synes jeg er rigtig ærgerligt. Det ville være til stor gavn for de mennesker, det handler om. Det påvirker mig i det her arbejde hver evig eneste dag at åbne min mailboks og læse de tragiske historier. Det gør ondt på mig hver evig eneste dag. Eller jeg kan læse om det på Facebook, og jeg kan se, hvordan familierne kæmper.

Så det burde da være enkelt at sørge for, at vi kunne løse det i fællesskab og sikre, at de mennesker, der har behov for den hjælp, får det, og sikre, at deres hverdag kan hænge sammen, altså give dem den hjælp, de har behov for, frem for at det skal være en kamp, og frem for at man skal hyre socialrådgivere eller advokater. Jeg synes, det er sørgeligt, og jeg synes, det er trist. Og det er der, hvor jeg bliver rigtig ramt som politiker, nemlig når jeg møder de familier, der kæmper for deres børn med handicap. Og så møder jeg mennesker, som har als, og som heller ikke får en tilstrækkelig behandling, eller jeg møder andre mennesker, som har en nedsat funktionsevne. Det skal vi simpelt hen gøre bedre. Når jeg får mails fra Theis' forældre, som er dybt bekymrede for deres søn, eller fra Livas forældre, eller når vi sidder til den rundbordssamtale, som mange af vores ordførere var med til i fredags, og hører på de menneskeskæbner, så vil jeg bare sige, at der er brug for handling. Og så får man at vide, bl.a. fra Venstres ordfører, at det er lappeløsninger. Jamen hvad kommer Venstre med? Altså, hvad kommer Venstre med af forslag?

Jeg vil gerne sige tak til alle dem, der bakker op om det her forslag og vil være med til at gøre en forskel. Som sagt rejste vi jo også det her i forhandlinger om reserven. Igen havde vi den høring, som vi jo har planlagt, og som jeg også selv har siddet i underudvalget for at planlægge for også at få et stort fokus på det her område, i forhold til at det kræver handling, så vi hører dem, det handler om.

Så min bøn er bare til alle herinde på tværs af partier, om vi ikke snart skulle finde nogle holdbare løsninger for dem, det handler om; de mennesker, der har behov for et samfund, som holder hånden under dem, så der ikke sker det, at de bliver ødelagt, ender med at få forringet deres handicap, eller at forældrene går psykisk ned. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Marlene Ambo-Rasmussen.

Tak. Jeg vil gerne bare lige præcisere, at jeg jo ikke synes, det er et problem, at ordføreren for DF, fru Karina Adsbøl, har fremsat et beslutningsforslag. Jeg synes bare, det er rigtig ærgerligt, at vi bliver ved med at stå hernede med beslutningsforslag efter beslutningsforslag, som ikke rykker nogen steder. Jeg mener helt oprigtig talt, at jeg gerne vil gå i dialog med ordføreren for DF og alle andre partier herinde om, hvordan vi løser det. Det var derfor, jeg sagde – nu skulle jeg til at sige off camera, men det må man ikke sige, for man må ikke tale engelsk herinde – uden for kameraet: Lad os sætte os ned sammen, for jeg synes ikke, det her er en debat værdigt. Jeg synes heller ikke, ligesom Nye Borgerlige siger, at det er en debat værdigt. Jeg synes, det her kommer til at handle, sorry, undskyld, mere om at profilere sig selv.

Vi kunne jo sætte os sammen. Vi kunne jo sætte os sammen i morgen. Ordføreren kunne jo komme forbi mit kontor, og så kunne vi sætte os sammen og finde ud af, hvordan vi får løst det her.

Så har jeg et spørgsmål: Hvad tror ordføreren egentlig at de mennesker, det her handler om, helst vil have: at vi lavede en løsning, som gjorde, at sagsbehandlingen fungerer i første omgang, eller at vi lavede det her, som jeg kalder en lappeløsning, nemlig at vi behandler det, når skaden er sket?

Ordføreren.

Nu er ordføreren jo ikke så gammel i gårde herinde i Folketinget, og så må jeg bare sige: Vi har jo siddet sammen. Vi har siddet sammen i adskillige forhandlinger, hvor tingene blev båret ind på bordet, og det har vi også gjort, dengang Venstre havde socialministerposten. Så lad være med at få det til at lyde, som om vi ikke har siddet sammen i et forhandlingsrum og prøvet at forhandle om tingene. Det har vi jo.

Prøv at høre her: Det her kunne blive til noget med Venstres stemmer. Men Venstre kommer jo ikke med nogen forslag på det her område. De snakker om profilering, men hvad vil Venstre egentlig på det her område? Altså, det er mig simpelt hen en gåde. Man kan kritisere andre for at fremsætte forslag i salen, og man kan kritisere dem for at fremsætte gentagne forslag i Folketingssalen, for det har man jo gjort en gang før. Jamen når der ikke er et flertal bag, så fremsætter man det igen, og så tager man det også med ind til forhandlingsbordet, og det har jeg også gjort i det her tilfælde, hvor Venstre sad med ved bordet.

Fru Marlene Ambo-Rasmussen.

Jeg nævnte jo i min en indledende tale flere ting, bl.a. at kigge på lovgivningen, bl.a. at kigge på kvaliteten, bl.a. at kigge på, om der bliver partshørt det, der skal til, bl.a. at kigge på, om vores sagsbehandlere har den kvalitet, de skal have, bl.a. at kigge på, om vi måske har nogle jurister siddende fra Ankestyrelsen, som kunne hjælpe os. Der er også en taskforce. Den venter vi på i Odense. Det glæder jeg mig personligt rigtig meget til at komme ind og kigge på. Der er også BDO-reportere, der kommer ned forbi og har en masse gode input til, hvordan man behandler det her. Så jo, jeg har også mange gode forslag – også på vegne af Venstre.

Men jeg kunne godt tænke mig, at ordføreren svarede på mit spørgsmål. Det er egentlig meget simpelt: Hvad tror du, at de mennesker, det her handler om, helst vil have: at vi løser tingene i første omgang, eller at vi behandler, når skaden er sket?

Det er svært at huske, men vi bruger ikke direkte tiltale i Folketingssalen.

Værsgo til ordføreren.

Prøv at høre her: Det ene udelukker jo ikke det andet. Hvor ville det da være dejligt, hvis man fik den rigtige afgørelse i første omgang. Men faktum er jo, at det ikke sker. Læs statistikkerne, læs om de menneskeskæbner, det handler om, så ved man det. Så det er jo ikke enten-eller. Selvfølgelig skal man have den rigtige afgørelse i første omgang, men hvad hvis man ikke får det? Er det så lige meget? Kan man bare kvit og frit bryde lovgivningen, for det koster ingenting, og så kan de her mennesker sejle deres egen sø? Nej? Okay.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Daniel Toft Jakobsen.

Tak for det. Tak til ordføreren for talen. Jeg betvivler jo på ingen måde, og jeg tror aldrig, jeg har gjort det, at fru Karina Adsbøl virkelig brænder for det her område og virkelig gerne vil gøre en forskel i forhold til alt det, som ordføreren selv gør opmærksom på oppe på talerstolen nu. Men jeg føler måske en lille smule, at ordføreren nogle gange betvivler vores andres motiver – altså, at hvis man ikke er for det her forslag, er det, fordi man er ligeglad med de udfordringer, der er omkring retssikkerheden. Der vil jeg bare høre, om det faktisk er det, ordføreren tænker, for jeg synes, det er ærgerligt, hvis vi begynder at betvivle hinandens motiver.

Ordføreren.

Jamen jeg kan godt forstå det, og det er jo nok, fordi jeg somme tider bliver lidt træt – hver gang man fremsætter gode forslag i Folketingssalen, er der altid nogle, der skal finde hår i suppen for ikke at skulle stemme for og hjælpe de mennesker, det handler om. Altså, det er jo de mennesker, det handler om, som jeg tænker på. Men når jeg af en ordfører får at vide, at det er irriterende, at jeg fremsætter forslag, altså for at hjælpe mennesker, så bliver jeg da indigneret og sur – det gør jeg da – for det her er hjerteblod for mig. Og ja, jeg synes da, det er brandærgerligt ikke at tage de gode forslag, som vi får udefra, ned i Folketingssalen, og som kunne have en stor indflydelse i forhold til at hjælpe folk i deres hverdag. For faktum er jo, at Socialdemokratiet kunne have støttet det her – ministeren har jo nævnt i en artikel i Altinget, at det syntes hun var et spændende forslag, og at det ville hun gerne kigge nærmere på. Men når det kommer til stykket, vil man ikke.

Hr. Daniel Toft Jakobsen.

Ja, for fru Karina Adsbøl handler det om mennesker, når man fremsætter det her forslag. For mig handler det også om mennesker, når jeg tror på, at det kan gøre en forskel at styrke kommunernes velfærdsøkonomi. Det handler også om mennesker, når jeg tror på, at den evaluering, der er i gang lige nu, vil kunne komme til at gøre en positiv forskel.

Jeg bliver lidt i tvivl om, om ordføreren mener, at den eneste måde at styrke retssikkerheden på, er at vedtage det forslag, ordføreren selv har fremsat. Mener ordføreren, at det vil løse alle problemer? Mener ordføreren, at det at give en kompensation til mennesker, der ikke får den hjælp, de har brug for, vil løse alle problemer på retssikkerhedsområdet? Eller anerkender ordføreren, at der også kan være andre ting som f.eks. velfærdsøkonomien i kommunerne og den evaluering, vi har sat i gang, og det, vi gør omkring borgerrådgivere nu her med finansloven og andre ting?

Ordføreren.

Nej, som der står i forslaget, vil det her være et incitament til at træffe den rigtige afgørelse i første omgang. Og der skal da meget mere til end vores beslutningsforslag. Men det er et rigtig godt forslag, som kunne give kommunerne et incitament til at træffe den rigtige afgørelse, som alle snakker om, i første omgang, fordi man så ville vide, at man ikke bare kvit og frit kan køre mennesker over. Jeg møder tit mennesker i min hverdag, som siger: Hvordan kan det være, at man som kommune bare kan bryde lovgivningen? Altså, det undrer de sig da dybt over, og det kan jeg godt forstå.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Dansk Folkepartis ordfører.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.