Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 45:

Forslag til folketingsbeslutning om grøn valgmulighed i alle offentlige køkkener.

Af Susanne Zimmer (UFG), Uffe Elbæk (UFG) og Sikandar Siddique (UFG).

(Fremsættelse 21.10.2020).

Forhandlingen er åbnet. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, værsgo.

Først og fremmest mange tak til forslagsstillerne for at komme med forslaget her. Jeg og regeringen er meget enige med forslagsstillerne i, at det grønne bør have en mere fremtrædende plads i offentlige køkkener. Vi ser stadig flere danskere, der vælger en plantebaseret, grøn kost til, og det gør de af hensyn til klimaet, og det gør de også af hensyn til sundheden. Vi ved, at klima og kost hænger meget sammen, og vi ved også, at det hænger sammen med folkesundheden. Vil man minimere risikoen for kræft, hjerte-kar-sygdomme, diabetes og andet, er det klogt at spise mere plantebaseret, og derfor er det vigtigt, at der også er de her muligheder.

Med 800.000 daglige måltider spiller offentlige køkkener en vigtig rolle i forhold til at fremme det grønne forbrug og i forhold til at bidrage til regeringens høje klimaambitioner. I dag er det en lokal beslutning, om der skal være et grønt alternativ, om maden skal være økologisk, eller om der skal tages særlige kulturelle eller religiøse hensyn i forhold til udbuddet af måltider i kommunale køkkener i f.eks. skoler og daginstitutioner. Det gælder også i køkkener på f.eks. sygehuse, der hører under regionerne. Derfor er det også en fornøjelse at se, at der allerede er flere eksempler på, at man i kommuner og regioner og køkkener lokalt gerne vil og også er i stand til at sætte mål og ambitioner i forhold til sit madudbud. Mange steder tilbydes der lokalt allerede måltider med mindre kød og i det hele taget planterige måltider.

I regeringen har vi et ønske om at gå i dialog med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner om, hvordan den fællesstatslige fødevarepolitik, som vi har fremlagt med en strategi for grønne offentlige indkøb, kan udbredes til hele den offentlige sektor. Vi ønsker at understøtte kommunerne, regionerne og de lokale køkkener, så de føler sig klædt på til et større fokus på de grønne måltider, og det skal stadig væk drives lokalt. Det gør vi bl.a. i et samarbejde mellem mit Fødevareministerium, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Aarhus Kommune og Københavns Kommune. Samarbejdet har til formål at udvikle nogle konkrete værktøjer, som alle landets kommuner med grønne ambitioner inden for mad- og måltidsområdet kan bruge. Det handler om, hvordan man kan opgøre madspild, hvordan man kan stille grønne krav i udbudsaftaler, og hvordan man kommunikerer til både borgere og ansatte om, hvorfor der er behov for at gøre måltiderne mere planterige. Jeg er således helt enig i hensigten med beslutningsforslaget. Der bør altid være mulighed for at vælge et plantebaseret måltid, som er både mættende, sundt og nærende, og jeg glæder mig over, at mange offentlige køkkener allerede er i gang med at løfte den her opgave og har meget store ambitioner på området. Det er superinspirerende og motiverende, og jeg tror på, at det positive lokale tilvalg er den bedste måde at nå målet på. Det grønne måltid i de offentlige køkkener skal nemlig være fuldt af smag og serveres med faglig stolthed.

Så når jeg alligevel afviser forslaget her, selv om jeg synes, der er rigtig mange gode takter og ikke mindst en rigtig vigtig dagsorden i det her forslag, så er det altså med henvisning til, at vi skal holde fast i princippet om, at der skal være frihed til lokalt at træffe beslutning om udbuddet i offentlige køkkener. Ikke mindst her, hvor vi ved årsskiftet går ind i et kommunalt og regionalt valgår, er det vigtigt at fremhæve det vigtige i det kommunale selvstyre, og lad os håbe på, også med den her dagsorden, at der er flere, der benytter den kommunale og den regionale valgkamp til at få det her sat på dagsordenen og til at diskutere: Hvad gør vi for at fremme muligheden for grønne, klimavenlige, sunde måltider ude i de offentlige køkkener? Det kunne være en rigtig god og vigtig dagsorden at få med i det kommunale og regionale valg. Men lad os lade være med at underminere det lokale selvstyre, og lad os have mulighed for, at man lokalt, decentralt træffer beslutninger selv, og det er i det lys, vi synes man skal passe lidt på med det her initiativ, der ligger i beslutningsforslaget. Men dagsordenen er fuldkommen rigtig.

Tak til ministeren. Der er korte bemærkninger, først fra fru Susanne Zimmer. Værsgo.

Tak, og tak til ministeren for et positivt indlæg. Jeg undrer mig lidt over, hvordan det hænger sammen med, at Nicolai Wammen her i oktober gik ud og sagde, at han ville have, at alle statslige kantiner skulle have to kødfrie dage om ugen. Jeg kan ikke se sammenhængen med frihed og så den udtalelse.

Jeg skal lige for en god ordens skyld sige, at ministre tiltales med deres titel, her finansministeren, og ikke med deres navn.

Værsgo til ministeren.

Der er ikke nogen tvivl om, at den her regering har meget høje klimaambitioner. Vi har også ambitioner i forhold til at have sund kost på dagsordenen. Det, der er særlig heldigt her, er, at det, der er god klimakost, også er sund kost, og derfor har vi en stor ambition om at fremme netop det. Det, som vi er lidt påpasselige med – det var også det, jeg var inde på i min tale – ikke mindst nu her, hvor vi går ind i et kommunalt og et regionalt valgår, er så at sikre, at vi ikke underminerer det lokale selvstyre. Der skal være mulighed for, at man ude i det enkelte byråd, i den enkelte kommunalbestyrelse, i det enkelte regionsråd kan træffe beslutninger om nogle af de her ting. Der skal vi passe lidt på med, at vi fra Slotsholmen trækker ting ned over hovedet på nogen, i forhold til hvad man gerne vil lokalt.

Fru Susanne Zimmer, værsgo.

Tak. Nu synes jeg ikke, at vores beslutninger skal bære præg af, om vi er i et kommunalt valgår eller vi ikke er. Jeg synes, vi skal tænke på de visioner, vi har omkring det, og som udgangspunkt er jeg enig med ministeren i, at decentralisering og frihed er vigtigt. Men jeg synes, at vi her står med et dilemma imellem, om det er frihed til kommunerne eller det er frihed til den enkelte borger, og det er jo problematisk, når kommunerne så ikke beslutter det her. For så minimerer vi friheden til den enkelte borger.

Ministeren.

Jeg er fuldstændig enig med fru Susanne Zimmer i, at vores beslutninger selvfølgelig ikke skal være afhængige af, om der er et kommunalt valgår eller ej. Den er jeg helt med på. Når jeg nævner det, er det bare, fordi det er værd at huske på, hvor vigtigt det lokale selvstyre er, og i den sammenhæng hepper jeg på og hepper regeringen på, at man i den kommunale valgkamp, i den regionale valgkamp får sat den her dagsorden og er med til at inspirere til flere grønne valg for den enkelte ude i kommuner og regioner. Det er vigtigt. Lad os få det her lokale, decentrale selvstyre til at spire og gro.

Carl Valentin, SF, værsgo.

Først og fremmest tak til ministeren for talen. Jeg synes, den var inspirerende, og jeg tror egentlig, at det er ret historisk at have en fødevareminister, der taler så positivt om det plantebaserede; tak for visionerne og anerkendelsen af vigtigheden af den her dagsorden. Det synes jeg er en rigtig god udvikling.

I SF har vi også haft rigtig meget debat om det her med lokalt selvstyre, og jeg forstår godt ministerens argumentation. Vi er dog alligevel kommet frem til, at vi faktisk støtter det her, fordi vi synes, det adskiller sig fra mange andre debatter om lokalt selvstyre, fordi det her handler om en rettighed. Det handler om en rettighed til den enkelte borger lokalt til at kunne tilvælge det plantebaserede, til ikke at skulle opleve at komme på plejehjem eller på hospital eller sådan noget og ikke kunne få et nærende måltid mad, der stemmer overens med ens værdier. Synes ministeren ikke, at det her adskiller sig lidt ved at være en rettighed, og at man måske derfor kunne bakke op om idéen om, at der altid skal være et tilbud om plantebaseret mad i offentlige køkkener?

Ministeren.

Jeg er rigtig glad for Socialistisk Folkeparti og hr. Carl Valentins indlæg her, for det er vigtigt at have mere klimaorienteret kost, at tænke det ind, også fordi det er utrolig godt for vores folkesundhed at spise mere plantebaseret. Det, der bare er vigtigt, er, at de her valg bliver truffet i dialog – at man får talt om tingene, og at man også møder alle os, der stadig væk gerne vil spise kød og er glade for det. Der er det en god idé, at beslutningerne bliver truffet tæt på borgerne, og det er derfor, vi er optaget af fra regeringens side at have det decentrale valg, det kommunale selvstyre, i fokus, så man får taget nogle beslutninger tæt på borgerne og i dialog med borgerne, også sådan, at det ikke kommer til at virke som noget frelst, man prøver at presse ned over hovedet på folk. For der sidder nogle folk derude, der siger: Hvad skal de blande sig i mine madvalg for? Og der er det vigtigt, man har den her dialog, og der er det at have en debat helt ude i kommunerne og ude i regionerne et vigtigt element.

Carl Valentin.

Jeg er meget enig i, at man skal have dialogen, og jeg synes heller ikke, at man skal tvinge noget ned over hovedet på folk. Det gør man jo heller ikke her, fordi man netop sikrer en valgmulighed. Det, jeg måske bare er bekymret for, er de mindre kommuner; det er ikke os københavnere. Hvis jeg f.eks. bliver indlagt på Bispebjerg Hospital, kan jeg godt få et vegansk måltid mad, men hvad med nogle af de borgere, der lever i kommuner måske med et borgerligt styre eller en masse politikere, som ikke er så positive over for den her dagsorden: Skal de ikke også have rettigheden til et plantebaseret måltid, uanset hvor man bor i landet?

Ministeren.

Altså, når det kommer til mad på hospitalerne, som hr. Carl Valentin refererer til, er det jo en beslutning, der ligger under regionerne, som trods alt har en noget større størrelse, og hvor der er mulighed for at træffe nogle valg, hvor man også tager hensyn til netop det her. Der vil det ikke være en lille kommune, der træffer den beslutning. Men det kunne være andre ting: Det kunne være en daginstitution, det kunne være en skole, eller det kunne være noget andet. Vi skal have blik for det her, men jeg håber meget på, at vi får et kommunal- og regionsrådsvalg her i det kommende år med rigtig meget fokus på det her, og at vi får brugt den lejlighed, der er, til at få diskuteret vigtigheden for klimaet og for sundheden i forhold til vores kost.

Torsten Gejl, værsgo.

Tak, og tak for talen. Alternativet støtter naturligvis det her forslag, som også har groet i vores have og på vores ressourcer. Og vi er interesseret i det her med det personlige valg, for det er rigtigt, at vi går super meget ind for lokalt selvstyre, men vi går jo også rigtig meget ind for det personlige valg. Og det her er jo ikke noget med at presse nogen til f.eks. at lade være med at spise kød. Det her handler om, at dem, som er i de statslige kantiner, skal have mulighed for at spise plantebaseret. Hvordan kan det være, at ministeren synes, at det lokale selvstyres råderum er vigtigere end det enkelte menneskes mulighed for at kunne tilvælge et plantebaseret måltid i de statslige køkkener?

Ministeren.

Vi synes, at det er vigtigt med muligheden for at vælge det plantebaserede. Vi synes, at det er vigtigt, at man kan vælge at sammensætte sin kost med fokus på klima og med fokus på sundhed. Men vi synes også, at det er vigtigt, at man ude i kommunerne kan tage den her debat – og det samme med regionerne. Det er derfor, vi siger: Der er rigtig meget af intentionen i det her beslutningsforslag, som vi sagtens kan se os selv i, fordi det er en god dagsorden og det er vigtigt at have den mulighed som borger. Det, vi bare meget gerne ser, er, at det er beslutninger, man træffer hos de enheder, der har ansvaret. Altså, hvis det er den lokale folkeskole eller den lokale daginstitution, så er det kommunerne; er det det lokale hospital, er det regionerne – sådan at man får den decentrale beslutning ind over, også fordi det skaber bedre dialog, det skaber bedre samtale, hvor den enkelte borger er mere med i den transformation, om man så må sige. Så vi lægger meget vægt på også det lokale selvstyre.

Hr. Torsten Gejl, værsgo.

Ja, det gør vi også. Men jeg vil bare høre, om ministeren deler den bekymring, som andre partier, f.eks. SF, også har, om, at når vi gør sådan her, risikerer vi, at der er en række kommuner, som slet ikke kommer ud af starthullerne, altså som ikke kommer nogen vegne og bliver ved med det i ganske lang tid. Altså, vi åbner jo simpelt hen en mulighed for, at det nogle steder kan vare rigtig længe, før folk får et plantebaseret valg. Hvad gør vi med det? Hvordan kommer vi videre de steder, som ikke har tænkt sig at flytte sig af sig selv?

Ministeren.

Jamen der er vi fra regeringens side ikke så bekymrede og så skeptiske, som man er fra Alternativets side. Jeg havde egentlig forstået, at Alternativets dyder også handlede om håb og om optimisme. Og når vi står over for et kommunalt valgår og et regionalt valgår, skal vi jo tro på, at de her debatter bliver taget, også i de små kommuner, også i de kommuner, der ikke har så mange penge. Fordi der er en vigtig dagsorden her – vi kan gøre noget godt, ikke bare for klimaet, men også for vores egen sundhed; for at forebygge kræft, diabetes, hjerte-kar-sygdomme – skal vi have den her mulighed. Så det er en debat, som vi rigtig gerne vil have i fokus, og der er vi fra regeringens side åbenbart mere optimistiske, end man er fra Alternativets side.

Så er det Kathrine Olldag, Radikale Venstre. Værsgo.

Tusind tak. Jeg vil også meget gerne takke for en faktisk temmelig progressiv tale – den var meget positiv, tangerende til at være overraskende, men måske alligevel ikke, da det jo er en ny minister. Så jeg er rigtig glad for, at vores nye minister har overtaget dagsordenen fra den gamle minister. Tak for det.

Når vi står her, og når forslagsstillerne har fremsat det her beslutningsforslag, så er det jo også på vegne af rigtig mange borgere, som faktisk ikke kan komme igennem med det, og som sætter deres lid til, at vi i Folketingssalen kan hjælpe dem med at få en dagsorden igennem. Og det er jo, fordi man, selv om ministeren siger, at det her må blive afgjort i et valgår lokalt der, hvor borgerne er, faktisk ikke kan komme igennem med det ude i de små kommuner.

Når man så som borger spørger, fortæller eksempelvis embedsfolkene, at lokale politikere ikke har til sinds at gøre det her, og så står man der med sit behov og sin efterspørgsel og rammer en mur. Så prøver man at sætte dagsordenen herinde, og så bliver bolden sendt tilbage. Hvordan forholder ministeren sig til det forhold?

Ministeren.

Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig over og ked af, hvis der er borgere, der oplever, at de ikke kan få imødekommet deres behov i forhold til at kunne vælge plantebaseret kost. Det er trist, og det er træls.

Nu tror jeg, man må have med i sine overvejelser, at vi for 4 år siden, da vi sidst stod over for et kommunal- og regionsrådsvalg, slet ikke var så langt i bevidstheden om vigtigheden af det grønne valg, også når det handler om fødevarer – hvor vigtigt det er for klimaet, og hvor vigtigt det er for sundheden. Der tror jeg, at når vi går ind i det her kommunale og regionale valgår, er der en helt anden bevidsthed, så de borgere, der i øjeblikket føler, at de ikke har mulighed for de her ting, har mulighed for at sætte den dagsorden i forbindelse med den lokale valgkamp. Og det håber jeg rigtig meget på at de vil gøre, for det er en vigtig debat, og den debat kan også føre til, at flere, ikke bare når de spiser mad i det offentlige, men også i forbindelse med deres private indkøb, bliver mere bevidste, for debatten er med til at flytte holdninger, så man langsomt, men sikkert tænker: Jeg kan godt snige lidt flere grønsager ind; jeg kan godt spise lidt mere plantebaseret, for det er godt for klimaet, det er godt for miljøet, og det er godt for sundheden.

Kathrine Olldag, værsgo.

Tusind tak. Selv om det er en rigtig god debat i dag, kan jeg jo godt regne ud, at det muligvis ikke lige bliver i dag, vi får indført en rettighed, selv om jeg ligesom Carl Valentin egentlig personligt hælder til, at det er den vej, vi burde gå.

Men når så ministeren åbner for, at vi tager fat i den her dagsorden, når vi skal til at tale om offentlige grønne indkøb, så kan ministeren også godt regne med, at vi i hvert fald i samlet flok fra støttepartiernes side kommer til at sætte meget skarpt fokus på det her og på også at få lavet en pagt med kommunerne, lidt i stil med, da vi f.eks. arbejdede med økoløftet, så kommunerne kommer til at gå aktivt går ind i den her dagsorden – så kan det godt være, den skal lempes ind på en anden måde. Hvordan forholder ministeren sig til det?

Ministeren.

Det forholder jeg mig meget åbent over for. Det er sådan, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at regeringen har lanceret, at vi i løbet af det kommende år kommer med nye kostråd – og det havde vi også en debat om i sidste uge – hvor vi kommer til at lægge mere vægt på det klimaorienterede og det sunde. Og de kostråd kan være med til at inspirere i den her meget, meget vigtige debat i forbindelse med kommunalvalget. Og hvis jeg bliver spurgt, om jeg vil deltage i den slags debatter, også som en del af det kommunale og regionale valg, så vil jeg hellere end gerne være med til det, for jeg tror, debatten kan være med til også at skabe en transformation i befolkningen i forhold til at være mere klima- og sundhedsbevidst.

Hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg synes også, at ministeren viste en vis imødekommenhed, og den her debat er jo et spørgsmål om, om det skal være en »skal«-bestemmelse eller en »bør«-bestemmelse. Jeg synes, at der er flere nuancer i det her, for jeg synes, at der er forskel på, om man kommer ned i en kantine og siger, at man den dag egentlig har lyst til at vælge det plantebaserede, eller om vi har at gøre med borgere, som f.eks. kommer på plejehjem, og som har været vegetarer i de sidste 40 år og gerne vil fortsætte med at være det, og som skal bo på plejehjem i lang tid. Der synes jeg vitterlig, at der er en forskel på at have det frie valg nede i kantinen og at være den borger, der sådan set kommer i den livssituation at skulle have en hverdag et nyt sted og skal have en sund kost. Jeg synes, det er rigtig godt, at forslaget her lægger vægt på, at det skal være en mættende og nærende kost.

Jeg ser sådan set en difference i det her. Der er sådan set en problematik med nogle borgere, som vi bør arbejde meget seriøst videre med, at de får nogle ekstra rettigheder, fordi det ikke bare er et spørgsmål om, hvad man har lyst til at spise i dag. Det er sådan set et spørgsmål om, hvordan de skal leve. Kan ministeren ikke se den nuance?

Ministeren.

Jeg tror, det er helt åbenlyst, at der også på vores plejehjem, hvor man måske kan forestille sig, at der er en lidt mere konservativ tilgang til kosten, i løbet af de kommende år vil være et helt anderledes fokus på at kunne træffe klimavenlige grønne valg, der også er gode for folkesundheden. Når vi i øvrigt taler om seniorsegmentet i vores samfund, er det jo også mennesker, der er vokset op i en tid, hvor vi slet ikke spiste så meget kød, som vi gør i dag. Det at have så meget kød involveret i vores kost er jo et 40-50-årigt fænomen. Før det var det helt naturligt, at man spiste meget mere plantebaseret. Så jeg tror, at der kommer meget mere fokus på det.

Det, der er vores håb, er, at det også kan blive en del af den kommunale og regionale valgkamp at diskutere, om vi skal have bedre mulighed for at vælge det her til. For det skal selvfølgelig være sådan, at hvis man skal spise på sit arbejde eller på sin institution, hvad enten det er plejehjem eller daginstitution eller andet, skal der være mulighed for, at man kan vælge noget plantebaseret eller klimavenligt. Selvfølgelig skal man kunne det.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Det, jeg sådan set prøver at trække frem, er, at det altså lidt er noget andet i de situationer, hvor et menneske kommer på hospitalet og gerne skal blive rask igen. Hvis vedkommende så har været vegetar eller veganer i mange år af sit liv, er det altså ikke der, man lægger sin kost om til at begynde at spise frikadeller. Her har det sådan set en væsentlig betydning, hvad det er for en kost, man tilbyder, f.eks. på vores hospitaler. Så jeg kunne godt se, at det her forslag kunne lande med nogle nuancer, som betyder, at man indfører rettigheder nogle steder, men ikke generelt.

Ministeren.

Jeg forstår, hvad hr. Søren Egge Rasmussen siger, og i det omfang, der er hospitaler, der ikke tilbyder den her klimavenlige kost, den her plantebaserede kost, er det jo en diskussion, vi skal tage. Der synes jeg, det er oplagt at bruge den regionale valgkamp til at diskutere, om vi ikke skal sørge for at få sammensat nogle måltider ude på vores sygehuse, så man både kan blive rask – det er jo meget vigtigt for ens sundhed, hvad man spiser, og det er også vigtigt i forhold til den restitution, man skal igennem, at man spiser en nærende kost – og så der også er mulighed for at gøre det på en klimaorienteret og plantebaseret måde. Lad os få den diskussion i den regionale valgkamp.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor går vi nu i gang med ordførerne. Først er det hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet.

Tusind tak for det. Det er altid angstprovokerende at komme på Folketingets talerstol, når ministeren har været den forudgående taler og endda fået så meget ros for sin tale. Så må vi se, om den socialdemokratiske ordfører kan bibeholde det positive billede, efter han har brugt sin taletid her.

Men jeg vil starte med at rose fru Susanne Zimmer for igen at sætte et rigtig spændende beslutningsforslag på dagsordenen, hvor vi også herinde i salen får lejlighed til at drøfte noget så vigtigt som det at få mere grønt ind i vores køkkener. Der er ingen tvivl om, at når vi snakker om kost og grønt i kosten, er det jo i virkeligheden en rigtig god cocktail i forhold til at imødekomme og nå nogle af de klimaudfordringer, som vi har. Det er også her, man decentralt, lokalt, hjemme i sit eget køkken kan være bevidst om den lokale, om man så må sige, aktivisme, man kan have for at gøre en forskel for vores klima. Og i sidste uge, da vi også havde en debat om grøn kost, var vi også inde på eksemplerne om, at vi ved fra forskningen, at mange kan gøre rigtig meget ved at gøre lidt, frem for at få gør rigtig meget.

Der er ingen tvivl om, at med de 800.000 måltider mad, som vi har i de offentlige køkkener i Danmark, kan der gøres en forskel, når vi snakker klima. Det, som Socialdemokratiet i den forbindelse også tror på, er, at det faktisk er vigtigt at bibeholde et stærkt lokalt engagement. Noget så vigtigt som kosten er noget, vi alle sammen går rigtig meget op i, det er noget, der drøftes, så sveden nogle gange kommer på panden i de lokale daginstitutionsbestyrelser og ude i de lokale skolebestyrelser, og det er også noget, man f.eks. i Aarhus og Københavns Kommuner har brugt rigtig lang tid på at diskutere og faktisk også lavet nogle visionære indkøbsaftaler om.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at besøge nogle af de positive eksempler, f.eks. Bispebjerg Hospital, hvor man har været meget ambitiøs, og hvor man lokalt har formået at udmærke sig i økologi, hvor man lokalt har givet nogle rigtig gode sanse- og smagsoplevelser til de patienter, som er indlagt. Hele den udvikling er sket med et utrolig stort lokalt ejerskab i forhold til personalet, i forhold til regionsbestyrelsen, i forhold til medarbejderne helt generelt, hvor man også ude i det sidste led, altså hos dem, der skal servere maden, har arbejdet med, hvordan man pynter maden rigtig godt i den forbindelse. For man spiser jo ikke kun med munden, man spiser sådan set også med de andre sanser, f.eks. øjnene, hvor man får lyst til virkelig at kaste sig over måltidet. Så det er bare ét eksempel på, at det her ikke er sort-hvidt. Det er faktisk vigtigt, at vi får et stærkt lokalt engagement i den her del.

Et andet rigtig godt eksempel, som jeg har besøgt, og som jeg gerne vil anbefale Tingets medlemmer at besøge, hvis man interesserer sig for det her, er Godhavn. Godhavn var på alles læber for et års tid siden, da statsministeren gav Godhavnsdrengene en undskyldning. Godhavn eksisterer stadig den dag i dag, og Godhavn er meget fremme i forhold til faktisk at tænke kosten ind i det pædagogiske arbejde på stedet, hvor man lærer de unge mennesker, hvad det vil sige at sidde ved et bord og spise et sundt, nærende måltid, have medbestemmelse i forhold til måltidet. Man ved, at kosten faktisk er en del af hele den dannelse, den opdragelse, som man arbejder med, hvilket jeg tror er rigtig vigtigt at man også tænker ind. Det er udviklet ved et stort lokalt ejerskab på stedet blandt medarbejderne, blandt ledelsen, blandt de børn, der bor på stedet.

Der tror jeg bare på, at med den fart, det her har på, er det rigtig vigtigt, at nysgerrigheden bliver fremmet, lysten bliver fremmet, at vi har et håb, og at vi ikke herindefra skal opstille rigide regler, men faktisk også skal turde tro på, at folk ude i regionsrådene, ude i kommunalbestyrelserne, ude i skolebestyrelserne, ude i daginstitutionerne faktisk også tager den her dagsorden yderst seriøst og fremmer nysgerrigheden, så vi faktisk på de her store træk får gjort en forskel for hinanden.

Jeg vil gerne kvittere fru Susanne Zimmer for at sætte det her forslag på dagsordenen, for ved at vi står herinde i dag og har debatten om det her vigtige emne, tror jeg sådan set også at vi er med til at flytte nogle hegnspæle.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Susanne Zimmer.

Tak. Og tak til ordføreren for en tale, der også var positiv. Jeg synes, at den positive strøm er bevaret godt i forhold til ministerens tale.

I forhold til frihedsbegrebet, som vi i Frie Grønne synes er vigtigt, er det jo så et spørgsmål om, om det er frihed til den enkelte borger, eller om det er frihed til kommunen. Men mit spørgsmål går på, hvordan det er med frihedsbegrebet, når regeringen ved finansminister Nicolai Wammen udtalte, at der skulle være to kødfrie dage, altså at det blev et påbud i alle statslige kantiner. Hvor bliver friheden af dér, og hvad er forskellen mellem frihed i statslige køkkener og friheden, i forhold til at man i kommunalt regi kan bestemme, om man vil lave et grønt kosttilbud?

Ordføreren.

Det er jo fuldstændig korrekt, at finansminister Nicolai Wammen kom med et forslag om at lave to kødfrie dage i de statslige køkkener, og det er vel at mærke de statslige køkkener, som jo ligger på finansministerens ressortområde. Spørgeren spørger mig, om jeg vil have noget imod det – sådan tolker jeg i hvert fald spørgsmålet – hvis kommunalbestyrelsen beslutter at indføre f.eks. kødfrie dage i eksempelvis Vejen Kommune, eller det kunne være Esbjerg Kommune, hvor jeg selv kommer fra, eller for den sags skyld en mindre kommune, f.eks. Fanø Kommune. Og det ville jeg ikke have noget imod at de gjorde, men jeg synes, at det er noget, man skal drøfte lokalt. Og jeg synes jo også, det er nærliggende, forhåbentlig også i forhold til den kommende kommunalvalgkamp, at det her med den grønne kost kommer til at fylde rigtig meget. Det, jeg bare tror er vigtigt at sige, er, at det her er en diskussion, der er så tæt på borgerne, at den primært skal foretages decentralt.

Jeg skal lige præcisere over for både spørgeren og ordføreren, at man siger »finansministeren« og ikke navnet. Man nøjes med ministertitlen, altså miljøminister, finansminister osv. Det kan være svært, men således informeret er den næste taler fru Susanne Zimmer.

Værsgo.

Tak. Og tak for påmindelsen. Jeg spørger egentlig til ordførerens holdning til frihed. Altså, når man synes, det er en god idé at påtvinge statslige køkkener, som jo også er mange enheder, hvor man kunne have selvbestemmelse, at lave to kødfrie dage, hvorfor kan man så ikke også pålægge offentlige køkkener i almindelighed at tilbyde valget af et grønt måltid?

Ordføreren.

Tak til formanden for præciseringen. Og tak til spørgeren for det opfølgende spørgsmål. Nu skal vi jo huske, at det forslag, som finansministeren kom med, er blevet trukket tilbage. Jeg synes jo sådan set også, det meget godt illustrerer, at hvis der kommer for meget top down, kan der være modstand i forhold til den her dagsorden. Og der tror jeg på, at tingene ofte gøres bedst, ved at de får lov til at spire og gro nedefra, og det er sådan set det, jeg argumenterer for her.

Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak, og tak for talen, hvor ordføreren jo egentlig holder en længere hyldesttale for plantebaseret mad med glimrende eksempler på, hvordan det lykkes at servere noget af det rundtomkring, og så til sidst konkluderer, at regeringen intet skal gøre for at sikre et plantebaseret valg i de offentlige køkkener, som det her beslutningsforslag jo går ud på. Og ordføreren siger også: Jamen der kan jo komme modstand, hvis det er sådan, at vi siger, at folk faktisk skal have ret til et plantebaseret valg. Men hvis det var sådan, at modstanden stoppede os her i Folketinget, ville vi nok ikke nå særlig langt med særlig meget lovgivning. Vi ville sandsynligvis ikke få lovgivet overhovedet. Altså, modstand er jo en del af kriterierne, når man vil have vigtige ting igennem, og det må man jo håndtere. Så hvorfor ikke bruge politikken herindefra som en løftestang til på en eller anden måde at sikre, at mennesker derude får et plantebaseret valg? Det handler jo ikke om at tvinge nogen til ikke at spise kød. Det er jo meget, meget vigtigt: Det her forslag handler ikke om at tvinge nogen til at gøre noget. Det handler om at give mennesker et valg i forhold til at kunne spise plantebaseret.

Ordføreren.

Tusind tak for det. Jeg tror, at ordføreren for Alternativet har misforstået mig, for Socialdemokratiet er på ingen måde modstandere af grønt i kosten. Vi mener faktisk, at det skal fremmes. Havde der ikke været corona, var Venstres ordfører, hr. Erling Bonnesen, og jeg faktisk også kommet med et meget stort fremstød for simpelt hen at præsentere nogle af de her nye grønne initiativer, der er inden for det grønne køkken. Det tror jeg sådan set at vi skal være med til at fremme, og det fremmer vi jo også, bl.a. efter nytår, med nye klimavenlige kostråd, hvor vi faktisk kan skabe en nysgerrighed over for det her hos danskerne. Men med den logik – hvis jeg anholder den logik, som ordføreren for Alternativet har her – svarer det jo til, at vi bare i Tinget her skal beslutte det hele og nedlægge kommunerne, nedlægge regionerne, nedlægge daginstitutionsbestyrelserne og nedlægge skolebestyrelserne, fordi vi herinde i det store Ting ved bedst. Selvfølgelig gør vi da ikke det. Vi skal have lokal medbestemmelse om så vigtige ting som kosten, der er så tæt på.

Hr. Torsten Gejl.

Det ville ordføreren sikkert gerne, altså kunne bestemme det hele, men lad være med at placere den stråmand hos Alternativet, for det har vi jo aldrig nogen sinde foreslået. Det eneste, jeg siger, er bare, at ordføreren står på det her område og lovpriser plantebaseret mad og slutter af med at sige, at med det her beslutningsforslag vil regeringen intet gøre. Man håber dér på nogen, som man ikke ved om vil gøre noget, vil gøre noget i en lang kommunalvalgkamp, og man ved jo også godt, at det er meget forskelligt rundtomkring i kommunerne, hvor meget man vil gøre på det her punkt. Så det er derfor, jeg gerne vil høre, om ordføreren har et eller andet, der måske kunne hjælpe det her på vej.

Ordføreren, værsgo.

Selvfølgelig er det forskelligt. Det er jo derfor, vi lovpriser det kommunale selvstyre. Det betyder jo, at man ikke nødvendigvis gør tingene hundrede procent ens i alle kommuner. Og selvfølgelig skal der også være forskel i regionerne. Det er jo derfor, vi ønsker at bevare regionerne – for at der også er noget lokal selvbestemmelse.

Så jeg ønsker noget andet, og det er faktisk derfor, jeg bruger tiden herinde til at sige, at jeg godt kan se, at intentionerne er rigtige i det her forslag, men at jeg synes, beslutningskompetencen er forkert. Jeg ønsker sådan set at fremme nysgerrigheden i forhold til de decentrale led.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og derfor går vi nu videre til hr. Erling Bonnesen, Venstre.

Tak for det. Frihed og lokal selvbestemmelse kan vi godt lide i Venstre. Forslagsstillerne ønsker her, at alle offentlige køkkener skal give borgerne mulighed for at vælge et plantebaseret måltid. Det er jo fint med mere grønt på tallerkenen, og det er fint med en mere plantebaseret kostsammensætning, en varieret kostsammensætning. Jeg er helt enig med de foregående talere i, at det også er noget, der vinder mere og mere frem. Men det er også vigtigt, at man selv bestemmer det lokalt.

Som jeg allerede har markeret, kan vi i Venstre godt lide friheden, netop lige præcis i forbindelse med den lokale selvbestemmelse. Jeg ved også af egen erfaring fra min tid i kommunalbestyrelsen og tidligere på borgmesterkontoret – der får man også henvendelser, og man har drøftelser vedrørende både børnehaver, skoler, ældreplejen, om forholdene omkring kostsammensætning og kostplaner – at det er de selvfølgelig selv de bedste til at tage stilling til på den enkelte institution, hvilket jeg er fuldstændig enig i, og hvilket vi også i Venstre er fuldstændig enige i.

Så det er fint med mere grønt på tallerkenen, men også fint med lokal selvbestemmelse. Og på det grundlag er der ingen grund til, at vi skal indføre flere regler her fra Christiansborg på det område; vi skal overlade initiativet til de lokale institutioner og kommunalbestyrelser og regionsråd, som det også allerede er fremgået af debatten.

På den baggrund kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er korte bemærkninger, først fra fru Susanne Zimmer.

Tak. Og tak til ordføreren for at lovprise den grønne kost; det er dejligt. Men ser ordføreren ikke et dilemma mellem det at give frihed til kommunerne og borgerens frihed til at kunne vælge den grønne kost, når man f.eks. er på et plejehjem?

Ordføreren.

Nej, det gør jeg ikke, for som det også er fremgået af debatten tidligere – og det er jeg helt enig i – er der så stort fokus på det, og det indgår i den debat, man har lokalt. Som det også er markeret, kommer der da endnu mere fokus på det det kommende års tid op til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg; der er det jo helt naturligt – det ved jeg da også af egen erfaring, fra tidligere – at man får drøftet de her ting.

Så det indgår i den lokale debat. Og netop det, at man har bestemmelsesretten til det helt lokalt, gør jo, at det bliver helt aktuelt og nærværende at få det diskuteret lokalt. Så det er jeg slet ikke bekymret for.

Fru Susanne Zimmer.

Tak til ordføreren. Jeg har ellers været ret optimistisk, for i maj 2019 interviewede Dansk Vegetarisk Forening Bertel Haarder, hvor han blev spurgt: »Hvad med politisk at fremme grønne valgmuligheder i de offentlige køkkener?«. Og han svarede:

»Jeg er positiv overfor det, men jeg tror, at man kan komme langt ad frivillighedens vej.«

Så derfor havde jeg måske håbet på en anden holdning fra Venstres side.

Ordføreren.

Man kan sige, at spørgeren fint har læst op, at det skal ske »ad frivillighedens vej«, og det ligger jo helt i tråd med det med den lokale selvbestemmelse og det, som jeg allerede har svaret.

Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Altså, som liberalt parti taler Venstre altid om det enkelte menneskes frihed – det enkelte menneskes frihed. Det her forslag handler jo om det enkelte menneskes frihed, altså friheden til at kunne tilvælge grønt, plantebaseret mad, i kantinerne – det enkelte menneskes frihed. Nu harmonerer det måske så ikke med landbrugsinteresser, og så er der pludselig andre ting, der er vigtigere for Venstre end det enkelte menneskes frihed. Er det ikke sådan en selektiv liberal holdning? Er det ægte liberalisme, når man altid er klar til at ofre det enkelte menneskes frihed, hvis det er sådan, at der f.eks. er store økonomiske interesser på spil?

Ordføreren, værsgo.

Der tror jeg nok at spørgeren fik rodet tingene temmelig grundigt sammen, så der kan jeg bare sige: Ja, frihed til det enkelte menneske, frihed til lokal selvbestemmelse, og derfor er det selvfølgelig i kommunerne og regionerne og på de enkelte institutioner, at man selv sammensætter sin kostplan, og det gør man selvfølgelig også i en god dialog med de enkelte brugere, og dermed får det jo en helt nærværende betydning i den debat, man får omkring det. Jeg ved også ud fra tidligere erfaring, at det er den bedste måde at tilrettelægge det på, og at man selv ønsker det, ved jeg også af egen erfaring.

Hr. Torsten Gejl, værsgo.

Jeg synes ikke helt, det er et svar. Venstre har så ofte lovprist det enkelte menneskes frihed – det enkelte individs frihed – og at man så står her og tager den frihed fra det enkelte individ, altså friheden til selv at kunne vælge grønt, til gengæld for det regelsæt, som Venstre i mange andre sammenhænge siger at vi ikke skal presse ned over hovedet på folk, synes jeg er en slags selektiv liberalisme. Jeg kan ikke helt forstå det.

Ordføreren.

Nej, det er da meget muligt, at spørgeren ikke forstår det, men selv forstår jeg i hvert fald udmærket vores egen politik i Venstre. Vi lægger afgørende vægt på det enkelte menneskes frihed, og jeg er ikke enig i den fortolkning, som spørgeren stiller op her; jeg synes, den er modsætningsfyldt. Jeg har markeret i tidligere svar, at vi lægger afgørende vægt på, at det her besluttes og håndteres lokalt, og at man selvfølgelig også gør det i en god dialog med de lokale borgere og brugere af de forskellige tilbud. Det er også min egen erfaring, at det giver de bedste resultater.

Så er det Kathrine Olldag, Radikale Venstre.

Tusind tak til ordføreren for talen. Jeg vil egentlig også gerne lige anholde det liberale standpunkt i den her sammenhæng, for det er jo sådan, at Venstre også som gammelt regeringsparti altid har været temmelig flittige med at gribe vældig detaljeorienteret ind i det kommunale selvstyre. Så det er ofte et argument, der bliver grebet til, føler man lidt, når man ser det udefra, altså noget, der ligesom er bekvemt nogle gange, og andre gange noget, man ser stort på. Og i den her sammenhæng kan jeg godt forstå, at det kan være svært at lægge sig ud med nogle af de store vælgergrupper, der er i Venstre i forhold til den her dagsorden, hvor jeg kunne forestille mig, at baglandet er temmelig splittet.

Jeg vil egentlig blot spørge ordføreren: Er det ikke netop liberalt at lade det enkelte menneske have en mulighed for, når man bliver indlagt på sygehuset, frit at kunne vælge et plantebaseret måltid? Er det ikke netop uliberalt at blive tvunget til at spise noget, man ikke har spist i måske 20 år?

Ordføreren.

Som jeg allerede har markeret flere gange, lægger vi afgørende vægt på det enkelte menneskes frihed, også lige præcis på kostområdet, i forhold til at man får det drøftet grundigt og intensivt, hvad man jo også gør, når man selv har ansvaret for det. Så i forlængelse af de svar, jeg allerede har givet, vil jeg sige, at når man har ansvaret lokalt, kommer man ind i det, og så lægger man jo også energi i netop at få den bedste sammensætning i forhold til kostplanerne osv.

Der er det da helt klart – det lytter jeg mig også til – at når jeg kommer rundt med lige præcis den grønne dagsorden, den mere plantebaserede kost, så kan jeg se, at den vinder indpas. Det gør den, og det tager man også til sig. Så det ser jeg da med glæde og tilfredshed på. Og der skal vi da ikke tage initiativet fra dem, men netop sige: De skal have lov til at udfolde deres forskellige idéer på området i forhold til sammensætningen af en varieret kost, hvor der også indgår mere og mere grønt. Det er fint.

Kathrine Olldag.

Det lyder enormt positivt. Så vil jeg spørge konstruktivt og positivt ind til det, nemlig: Hvordan vil Venstre som det helt store kommunalt bærende borgmesterparti arbejde aktivt for, at den her dagsorden bliver relevant i den kommende valgkamp, hvor måske også en ny generation af Venstrepolitikere kommer til?

Ordføreren.

Jamen det er jo allerede en del af den aktive igangværende debat, og det vil da kun blive endnu mere intensiveret, tror jeg. Det er jeg da helt sikker på den vil blive i den kommende valgkamp, også når de emner er til debat lokalt, fordi der er interesse for det, og den øver sin indflydelse der. Det ved vi også fra de forskellige bestyrelser, der er i både børnehaverne og skolerne og i brugerrådene, der er ved ældrecentrene; der drøfter man jo de her ting. Og det bliver mere nærværende, når man også har ansvaret for det. Det ved vi da af egen erfaring, så det er allerede på dagsordenen.

Så er det hr. Carl Valentin, SF.

Tak. Det, jeg hører hr. Erling Bonnesen sige, er, at man lægger afgørende vægt på personlig frihed, men at man ikke ønsker at træffe valget fra Christiansborgs side. Så derfor vil jeg høre hr. Erling Bonnesen, om han vil opfordre til, at man lokalt træffer beslutning om, at der indføres tilbud om plantebaseret mad i de offentlige køkkener.

Ordføreren.

Jamen det håndterer vi jo på samme måde, som jeg allerede har redegjort for. Det er godt, at man diskuterer det lokalt, for så vidt angår både kommunalbestyrelsen og de enkelte institutioner. Det kan være i et brugerråd eller en skolebestyrelse, eller det kan være, hvad man nu har af betegnelser og forskellige organiseringer, så man får drøftet de ting og selvfølgelig lytter til de borgere og brugere, man har det lokale sted, og på den måde får det sammensat.

Som jeg også har markeret, er det fint og godt og rigtigt, at der så indgår mere plantebaseret kost fremover i en varieret kostsammensætning. På den måde bliver det jo helt nærværende, også at man skal tage ansvaret lokalt, og på den måde kommer der også de bedste kostplaner ud af det til syvende og sidst med den største tilfredshed for dem, som bruger tilbuddene.

Carl Valentin.

Jeg synes, der bliver snakket en lille smule udenom. Man taler om, at det er godt at have diskussionen lokalt, og at det er godt at inddrage borgerne og sådan noget. Det er jeg helt sikker på at alle Folketingets medlemmer er enige i.

Men har Venstre ikke en holdning til, om det vil være en god ting at tilbyde en plantebaseret ret det enkelte sted? Altså, mener Venstre, at det vil være en god ting? For her afviser man jo bare at træffe beslutningen fra Christiansborgs side; det kan jeg godt forstå at man kan have nogle principielle grunde til. Men mener Venstre, lokalt set, at det vil være en god idé generelt? Vil det være fornuftigt at indføre et tilbud om plantebaseret mad i offentlige køkkener?

Ordføreren.

Hvis jeg forstår spørgeren rigtigt, vil man gerne her fra Christiansborg nærmest tvinge det på plads, og det er det, vi ikke bryder os om i Venstre. Vi vil hellere lade tingene gro roligt nedefra, og jeg kan også konstatere, at frøene er sået og de er vandet, og at planterne bliver, om jeg så må sige, nurset.

Så den grønne dagsorden vokser; det tror jeg at vi alle sammen kan blive enige om. Og det er fint, og det er godt, og så skal det have lov til at udvikle sig derfra. Og det bliver ikke bedre af at træffe nogle ensrettede beslutninger på området her fra Christiansborg. Tværtimod skal man understøtte det lokale engagement – som jeg allerede har svaret.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor kan vi gå videre til fru Lise Bech, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Det her forslag om en grøn valgmulighed i alle offentlige køkkener er jeg ret sikker på alle her er enige i er en god ide. Jeg er også ret sikker på, at kokke og ernæringsassistenter, køkkenledere og medarbejdere i de offentlige køkkener er meget opmærksomme på at lave god og nærende kost med grønne valgmuligheder. Men det her forslag drejer sig jo ikke bare om en grøn valgmulighed. Det handler om, at det skal være et plantebaseret måltid, det vil sige et vegetarisk eller et vegansk måltid.

I dag er der et par procent af befolkningen, der er vegetarer eller veganere. Så har man et stort ønske om at få et plantebaseret måltid på plejehjemmet, hospitalet eller i daginstitutionen, bør man jo udtrykke det ønske til køkkenlederen. Der er i hvert fald ingen grund til at pålægge f.eks. plejehjemmene at producere plantebaserede måltider, såfremt det ikke er et ønske fra de ældre beboere. Der er jo en stor chance for, at der er rigtig mange plejehjem, hvor der er nogle beboere, der ikke ønsker det, eftersom det bare er et par procent, der er veganere eller vegetarer.

På plejehjem er det nemlig vigtigt med lækre og indbydende måltider, fordi mere end halvdelen af plejehjemsbeboerne har tygge- og synkeproblemer. Derfor er det vigtigt, at det målrettes til beboerne. Og jeg ved også, at der er rigtig mange plejehjem, der af samme årsag har noget, de kalder ønskekost, da mange ældre er småtspisende. Så er der en ældre beboer, der ønsker plantebaseret kost, er det rigtig mange steder også en mulighed. Men jeg synes ikke, det er noget, der skal lovgives om, og det har jo været fremme også her tidligere i dag, at det er noget, der skal komme ude lokalt. Det skal komme som ønsker ude lokalt, så derfor kan vi ikke støtte det her forslag.

Tak til ordføreren. Der kom lige et ønske om en kort bemærkning fra fru Susanne Zimmer. Værsgo.

Tak til fru Lise Bech for ordførertalen. Jeg er sikker på, at ordføreren har ret i, at der er mange plejehjem og plejecentre, som tilbyder grøn kost, men det er jo ikke alle, og derfor anbefaler Danske Seniorer og Ældre Sagen faktisk også, at vi pålægger, at der skal tilbydes et grønt måltid, også på plejecentre.

Ordføreren.

Altså, ældre og pårørende på plejecentre og plejehjem kan gå ind og tale med køkkenpersonalet, med ledelsen og med ernæringsassistenterne, så de bliver klar over, hvilke behov de ældre har.

Der er et spørgsmål mere, der kom lige i sidste øjeblik. Hr. Carl Valentin, værsgo.

Tak. Jeg synes, at Dansk Folkeparti svigter nogle af vores ældre medborgere lidt her. For det er rigtigt, at der er nogle ældre, som er så heldige, at de godt kan få tilbuddet om plantebaseret kost, men eksempelvis fremhævede Dansk Vegetarisk Forening jo en kvinde, der har levet vegetarisk i 35 år. Hun er vant til at lave vegetarisk mad af gode råvarer og spise sundt og godt. Så kommer hun på plejehjem og har følt sig presset til at spise kylling og fisk for at få næring nok. Det kan altså være en hård oplevelse for en vegetar, hvis man fravælger at spise kød af etiske årsager og man så ender med at få frataget sig friheden til at træffe det valg, at man ikke ønsker at spise kød. Synes Dansk Folkeparti ikke, det er et problem for den her ældre kvinde, som har levet vegetarisk i så mange år, at hun ikke har muligheden for at træffe det valg, som hun selv etisk kan stå inde for?

Ordføreren.

Hun kan vel jo i hvert fald i første omgang fravælge kødet, hvis hun er vegetar. Jeg kender også en hel del vegetarer, der ikke gør en hel masse ud af sig selv, når de kommer nogle steder, hvor andre ikke ved, at de er vegetarer – så kan de godt finde noget, der er vegetarisk. Det har muligvis været et større problem tilbage i tiden, men i dag er vi rigtig fokuseret på, at vi får sund og nærende kost, og det kan sagtens være grønt, men nogle steder kan det være svært med plantebaseret. Men det kan man jo tale sig til rette om de fleste steder.

Carl Valentin.

Jamen vi skal lige have noget på plads her: Man kan jo ikke bare vælge kødet fra. Hvis man kommer på et plejehjem, hvor der ikke er et sundt og nærende, mættende vegetarisk alternativ, kan man jo ikke bare spise tilbehøret til kødet. Altså, det er jo ikke nærende nok. Man kan ikke bare spise kartofler og icebergsalat. Man skal have et godt måltid mad. Så synes Dansk Folkeparti ikke, at det her er en krænkelse af vores ældre medborgere, som ønsker at spise vegetarisk, at de ikke alle sammen har muligheden for det?

Ordføreren.

Ældre medborgere kommer på plejehjem, og dér er der altså ernæringsassistenter, der godt er klar over, hvad det er vigtigt de ældre får. Mange ældre er småtspisende, og mange steder tilbyder man ønskekost. Man er meget opmærksom på de ældre, og det er man jo også på sygehusene.

Så kom Anders Kronborg også på listen, kan jeg se. Det er fint.

Når man sidder og lytter til debatten, sidder man jo og bruger sine ører, og så er der noget, man får tid til at lytte til og reflektere over. Og det vil jeg bare gøre i forhold til Dansk Folkepartis ordfører. For jeg synes sådan set, der kom en lille snert af mistillid i forhold til de medarbejdere, der er ude i den offentlige sektor og passer på vores ældre medborgere. Og der tror jeg bare, det er vigtigt, at når vi har den her debat, skal vi altså også vise tillid til de dygtige ledere, vi har ude på vores ældrecentre, vise tillid til de dygtige ansatte, der er ude på vores ældrecentre. Og jeg vil bare spørge Dansk Folkeparti i forhold til den mistillid, der blev vist her, om Dansk Folkeparti ikke tror, at den er med til at fjerne lysten fra netop den innovation og nysgerrighed, der skal være med til at give ældre en god madoplevelse, når de i deres sidste tid på et plejehjem.

Ordføreren.

Jamen jeg er da helt sikker på, at de køkkenledere og ernæringsassistenter osv., som vi har i de offentlige køkkener, jo er der, fordi de er interesseret i at lave sund og nærende kost.

Tak for det. Så er hr. Torsten Gejl også kommet med et ønske om en kort bemærkning. Værsgo.

Jeg synes, der er noget lidt arrogant over at sige, at vegetarer bare kan spise tilbehør. Eller at man nok lige skal gå lidt stille med det, hvis man er vegetar, og så ude i forskellige sammenhænge måske spise noget tilbehør. Altså, kan ordføreren ikke godt se, at tilbehør til det kød, der måtte være blevet serveret i en offentlig kantine på daglig basis, ikke er ernæringsrigt nok til, at det er særlig sundt at overleve på?

Ordføreren.

Man skal selvfølgelig ikke leve af tilbehør, men i forhold til de tilfælde, hvor man kommer ind på et plejehjem og skal til at indrette sig og de så ikke i første omgang er gearet til det: Det bliver de. Det er jeg helt overbevist om. Vi har nogle meget dygtige mennesker på de her steder, der har uddannet sig inden for kost og ernæring.

Værsgo.

Altså, det ved vi jo faktisk ikke. Ordføreren bruger en argumentation om, at man som ældre bare kan gå ud i køkkenet på en offentlig institution eller alle mulige andre steder og sige: Jeg skal have plantebaseret mad. Ved ordføreren, hvor mange steder man kan det? Kan ordføreren garantere, at det er halvdelen af stederne i landet? Altså, har ordføreren nogen som helst dokumentation for, at det argument kan bruges her?

Ordføreren.

Det har jeg ikke, men det kan vi jo spørge om. Men altså, jeg ved helt positivt, at de fleste plejehjem – eller også er det bare i Jylland, at det er sådan – er det muligt at få ønskekost, det er muligt at få sund og nærende kost. Og det er det jo også her, for man uddanner sig ikke som ernæringsassistent eller køkkenassistent og -leder osv., hvis man ikke interesserer sig for, at det er sund og nærende kost, man serverer for de ældre.

Så kan vi sige tak til fru Lise Bech, og vi går videre i ordførerrækken til fru Kathrine Olldag, Radikale Venstre.

Tusind tak, formand. Det er virkelig en spændende debat, vi har gang i i dag. Tak for beslutningsforslaget. Her har vi fat i et af de mest centrale ønsker fra vegetarer og veganere, nemlig muligheden for at få et næringsrigt plantebaseret måltid i den offentlige kantine eller madordning. Som vegetar på 15. år kan jeg med al tydelighed genkende problemet fra min egen hverdag. Dansk Vegetarisk Forening har samlet et katalog med eksempler på folk, som er blevet nægtet et plantebaseret måltid, eller som ikke har fået lov til at tage deres egen mad med i stedet for, eller som er blevet spist af med meget ringe tilbehørsmad, og det er slet ikke godt nok.

Det er sådan set ikke – set i forhold til den debat, vi lige kommer fra – at underkende det personale derude i de offentlige køkkener, som allerede arbejder rigtig fornuftigt. Men vi kender jo også, ligesom på pædagogområdet, alle sammen steder, hvor pædagogerne gør det rigtig godt og så er der nogle steder, hvor der mangler opkvalificering og efteruddannelse.

Uden at folde Dansk Vegetarisk Forenings katalog ud vil jeg blot fastslå, at der set med mine øjne er tale om en rettighed. Og det er også derfor, at jeg personligt er positivt stemt over for forslaget. Flere og flere vælger at spise plantebaseret. Efterspørgslen i de offentlige kantiner og køkkener vokser kraftigt i disse år, og mange vælger også det plantebaserede frem for det kødbaserede. Det kan vi bl.a. se på Regionshospitalet Randers og på Bispebjerg Hospital, hvor 25 pct. af de spiste måltider er plantebaserede, når bare det frie valg er til stede.

Men modstanden er stor mange andre steder, og som veganer og vegetar ryger man ind i en kortslutning, der starter med, at den kommunale eller regionale embedsmand henviser til, at der ikke er politisk vilje til at gennemføre det lokalt. Så siger politikerne lokalt, at der ikke er nok folkelig opbakning eller nok borgere, der efterspørger det. Så siger man: Jamen jeg efterspørger det jo. Og så siger de: Så må du organisere en samlet efterspørgsel og tage det op i Folketinget. Når vi så gør det i dag, hører vi blot: Det er et kommunalt, regionalt anliggende. Så er det, man kan mærke kortslutningen på egen krop. Så står man der med sin folkelige opbakning og sin efterspørgsel og forsøger at definere, hvad nok er. Man bliver slået hjem af et liberalt argument, som i øvrigt deles hen over midten af salen her i dag.

For det er lidt spøjst, at folk bruger et liberalt tankesæt som argument imod, at der kommer en plantebaseret valgmulighed i alle offentlige køkkener. Vi stiller jo allerede mange andre krav til kommunerne og regionerne. En liberal kan umuligt gå ind for, at offentlige køkkener skal bestemme, at veganere og vegetarer skal spise animalsk. Hvis der kommer et plantebaseret alternativ, kan man jo frit vælge. Ingen begrænses eller tvinges til noget som helst, og det er da liberalt om noget. Så de eneste, der handler uliberalt og ønsker at bestemme over andres madvarer, er modstanderne af muligheden for at vælge et plantebaseret alternativ. Det er vitterlig hverken socialistisk eller liberalt at være imod det her forslag.

Men også i vores egne rækker i Radikale Venstre – må jeg jo erkende – er meningerne delte, som de er her i dag. Vi vil altid kæmpe for det kommunale og regionale selvstyre. Derfor er forslaget ikke helt uden dilemmaer for os. Men nu ligger det jo ikke i det radikale dna at dvæle for længe ved frustrationen, så jeg tænker på: Hvad kan vi så gøre?

For mig at se er den oplagte vej at tage spørgsmålet op igen, når vi om ganske kort tid skal i gang med at drøfte grønne offentlige indkøb. Et krav til kommunerne og regionerne om at nedsætte deres udledning af CO2 kan ikke andet end smitte af på deres køkkener. Det ville i hvert fald være et fokus for os i Radikale Venstre, at det er den vej, vi skal. Set fra mit personlige grøntsagselskende perspektiv ville det være løst ved, at kødet var noget, man kunne vælge til eller fra, som ordføreren fra Socialdemokratiet også var inde på.

Forestil jer et måltid sat sammen af to, tre årstidsbestemte smagfulde, nærende enkeltretter, hvor planteprotein, vitaminer, fibre og kulhydrater balancerer fint, og så kan man vælge et stykke kød til eller lade være. Så ville det ikke være noget med at skulle lave mange forskellige slags måltider, og det ville ikke være dyrt. Man kan bare begynde at tænke på kødet som tilbehør, som man i øvrigt gør nu i Aarhus Kommune, hvor kødet i alle måltider er reduceret med en tredjedel til gavn for både klimaet og sundheden, og der er faktisk ikke nogen, der rigtig har opdaget det.

En anden problematik i det her spørgsmål er, at mange køkkener ikke helt føler sig fagligt klædt på. Her er der efterhånden masser af hjælp at hente, både hos Kost- og Ernæringsrådet, hos Dansk Vegetarisk Forening og hos den håndfuld uddannelsesinstitutioner, der står klar til at tage ansvar for fremtidens grønne køkkener. I finansloven for 2021 har vi sørget for at der i 2 år fremover er en pulje på 200 mio. kr., som man kan søge til efteruddannelse og opkvalificering. Jeg og mange andre efterspørger den her opkvalificering, og mens uddannelsesinstitutionerne arbejder på det, vil jeg sammen med mine kolleger i mellemtiden presse på herindefra. For det er ikke bare en dagsorden, der kommer. Den er her allerede.

Jeg takker igen for forslaget, men må også melde, at vi ikke er helt klar til at sige nu, hvad vi ender med at stemme.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Anders Kronborg. Værsgo.

Tusind tak for den ordførertale, og jeg har fuld respekt for, at man lige vil reflektere yderligere over forslaget i forbindelse med en udvalgsbehandling.

For mig er det ikke kun et spørgsmål om kommunalt selvstyre eller ej – det synes jeg sådan set også jeg redegjorde for i mit indlæg. Danmark fik i 1961 en ny kulturminister, Julius Bomholt – faktisk den første kulturminister – som allerede dengang skrev kulturtekster, hvor han inddrog kosten som en del af det at danne mennesker, en del af det at opdrage mennesker, en del af det at have en samtale om noget, der er så nært.

Så for mig handler det også om åndsfrihed. Og der vil jeg bare spørge den radikale ordfører, om hun ikke frygter, at hvis vi vedtager en masse stramme regler herindefra, dræner man faktisk også åndsfriheden i forbindelse med noget så vigtigt som kosten.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at de to ting står i et modsætningsforhold til hinanden. Herinde snakker vi jo i dag bare om at skabe en rettighed, således at man har et alternativ, altså et frit valg, derude. Og for mig at se kunne det være en løftestang til faktisk også at få sat det her på dagsordenen i nogle af de mindre kommuner, hvor det er lidt op ad bakke – ja, undskyld mig – med den her dagsorden, fordi der er en madkultur, som måske ikke helt er nået dertil, hvor også den socialdemokratiske ordfører gerne vil hen. Der bliver meget hurtigt lukket af for den type samtale, hvor vi taler nysgerrigt og åbent om det og går til det som en rejse, vi kan tage på sammen.

Anders Kronborg.

Nu kommer jeg jo selv fra en af de kommuner, der netop var landskendt på grund af kosten, fordi man på daværende tidspunkt havde en person, Sundbo, der faktisk var med til at indføre skolemad til børn, der kom fra arbejderhjem. Det var sådan set med til at danne ringe i vandet til kommuner, der for alvor havde behov for det; man lærte af det, man var nysgerrig osv.

Det har det jo bare nogle gange med at være sådan, når man laver de her regler herinde, at så bliver det ikke kun rettet; så bliver det faktisk også et rigidt værktøj, som man bøvler med. Frygter den radikale ordfører ikke det?

Ordføreren.

Nej, jeg frygter nærmere, at man bliver ladt i stikken derude – både som borger og som vegetar, der forsøger at få sig et plantebaseret måltid, der er nærende – altså at vi herindefra siger, af det overlader vi igen til kommunerne, og så er det derude, i den lokale valgkamp, at man skal tage slåskampen, sådan som der også er blevet lagt op til. Og bevares, jeg synes da helt klart, at den kamp skal tages derude, også i den lokale valgkamp, og vi er også klar i Radikale – men der er altså også noget, vi godt kan hjælpe til med herindefra, tænker jeg.

Så er det fru Susanne Zimmer.

Tak. Og tak for den passionerede tale. Jeg er glad for, at ordføreren siger, at I går positivt ind i udvalgsarbejdet. Men jeg kan se, at i 2017 var Radikale Venstre med i et beslutningsforslag, som gik på, at man skulle oprette en omlægningspulje til at fremme driften af økologisk og plantebaseret kost i de offentlige køkkener. Og det er jo immer væk godt 3½ år siden. Så jeg håber virkelig, at det er med en positiv tilgang, at Radikale Venstre går til udvalgsbehandlingen.

Ordføreren.

Nu var det beslutningsforslag jo faktisk netop baseret på det her ønske om at få opgraderet og løftet det faglige niveau ude i køkkenerne, og for mig at se er det faktisk også det, vi lige har gjort i finansloven, nemlig at få skabt en ramme for, at det kan lade sig gøre, ved at afsætte en pulje på to gange 100 mio. kr. til grøn efteruddannelse og opgradering. Og for mig at se skal uddannelsesinstitutioner, der arbejder med kost, simpelt hen bare komme i gang med at søge de penge, for det er jo den vej, vi skal.

Må jeg godt henstille til, at samtaler foregår ude i sidegemakkerne.

Fru Susanne Zimmer, værsgo.

Tak. Jeg tænker, at det er en rigtig fin ting med uddannelse, men når man snakkede om uddannelse i 2017 og vi nu snakker om det igen, så synes jeg ikke, at vi kan blive ved med at vente på uddannelse; nu er vi nødt til at træffe nogle beslutninger, som gør, at det enkelte menneske får en frihed til at vælge den plantebaserede kost.

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt. Men hvis vi skal blive sådan lidt lavpraktiske, handler det jo også om, at hvis vi herindefra nu siger – det var i hvert fald en diskussion i vores gruppe – at det her skal være en rettighed fra, lad os bare sige årsskiftet, for at sige et eller andet, så lægger du også et pres på køkkenerne derude, med hensyn til at de skal kunne være med på det her.

Ret beset kunne et argument jo også være, at det her netop er noget, vi bliver nødt til at tage i dialogen. Og der kan rammen omkring grønne offentlige indkøb være den helt rigtige dialog – for der kan vi måske faktisk også favne noget af den modstand, som vi ellers kan rende ind i, med et krav om en rettighed.

Hr. Søren Egge Rasmussen, værsgo.

Tak. Jeg synes, det er fint at have fokus på, hvad for en efteruddannelse der er mulig med den finanslov, som nu er landet. Og der er jo flere muligheder. Der er jo de penge – 4 x 45 mio. kr. – til økologien, og her er økologisk omlægning af de offentlige køkkener nævnt. Men det er korrekt, at der også er andre penge, og der synes jeg, der er et interessant perspektiv i, om vi kan få fingrene i nogle af de penge til grøn efteruddannelse til også at efteruddanne noget køkkenpersonale. Der er jo rift om pengene, for det kan også rumme bygningsarbejdere og deslige, som også har behov for efteruddannelse i den grønne omstilling.

Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre De Radikales ordfører folde det lidt ud, med hensyn til hvad det er for nogle beløb, som ordføreren forestiller sig at vi ligesom skal aktivere til noget efteruddannelse af køkkenpersonale fra de midler, som er afsat til den grønne efteruddannelse, for der kan jo nemt blive rift om økologipengene. Så jeg synes, det er rigtig positivt, hvis vi kan have en dialog om, hvordan vi også får køkkenpersonalet omfattet af de omstillingspenge, der er til efteruddannelse.

Ordføreren.

Jeg er helt enig, og jeg ved, at ordføreren og jeg deler det fokus, så jeg er ret sikker på, at når vi begynder at snakke om udmøntningen af det her og kriterierne for den pulje, så er vi fra hvert vores parti vågne i forhold til at få sat den her ramme, så det faktisk er en helt tydelig vej, man kan gå. Jeg ville i hvert fald ønske for os i finanslovsforhandlingerne, at det var den måde, man strammede den til på.

Man kan også sige, at der lige nu er en økologipulje på 25 mio. kr., der skal udmøntes, hvor man også kunne gå ind og sætte 2-5 mio. kr. af til et forskningscenter i plantebaseret kost, som jeg også ved har været ønsket længe, både fra ordførerens parti og fra mit eget.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Det er korrekt, at der er flere muligheder, og jeg deler den holdning, at der kan være et fokus på den plantebaserede kost i forbindelse med økologien, og at det kan indgå i de drøftelser, som vi startede med her kl. 8.15 i dag. Så jeg er helt bevidst om, at der er det perspektiv i det, og det er fint at få bekræftet, at De Radikale deler det synspunkt. Tak.

Vil ordføreren svare? Nej. Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og går videre til hr. Carl Valentin, SF.

Tak. Det her er et fremragende forslag. Jeg er selv gået til valg på det og har talt rigtig meget om det i valgkampen. Det har stået i mine flyers, det har været i mine valgvideoer, jeg har argumenteret rigtig meget for det, så jeg har også glædet mig til behandlingen i dag. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får et tilbud om plantebaseret mad i de offentlige køkkener. Vi skal reducere vores kødindtag drastisk, hvis vi skal tackle klimakrisen og biodiversitetskrisen. Og at give folk friheden til at kunne tilvælge plantebaseret mad i de offentlige køkkener er et minimum i forhold til at få ændret vores kostvaner, og det er en bunden opgave.

Vi har haft en del snak om det her forslag i Socialistisk Folkeparti, og det har vi egentlig ikke haft, fordi der er uenighed om, at vi skal reducere vores kødindtag. Det synes vi så afgjort at vi skal. Men der har været lidt debat, fordi vi ikke synes, man skal detailregulere fra Christiansborg, hvad der bliver serveret i det enkelte køkken. Men det synes vi faktisk heller ikke at man gør her. Man går ikke ind og bestemmer meget præcist, hvad der skal serveres, tværtimod siger man, at det er en rettighed, at der skal være et nærende plantebaseret måltid i de offentlige køkkener, hvis folk ønsker det, og så kan man ellers lokalt finde ud af, hvordan man vil tilrettelægge det. Derfor er vi endt på den konklusion, at vi støtter det her forslag, fordi vi ser det som en rettighed. Det er centralt.

Derudover er der altså også 58 pct. af danskerne, som ønsker at spise mindre kød – 58 pct. Det er en meget stor andel af borgerne, der faktisk gerne vil reducere deres kødindtag, og derfor synes jeg, vi skal give dem muligheden. Og jeg synes, at noget af det, der er lidt ærgerligt ved, at der lige nu ikke er politisk opbakning til det her, er, at vi går glip af en mulig frivillig omstilling. Hvor der er nogle, der er bekymrede for, at man tvinger ned over hovedet på folk, at de skal spise mindre kød, så er det jo overhovedet ikke tilfældet her. Det, der her er tilfældet, er, at man siger, at folk skal kunne tilvælge det, hvis de ønsker det. Der er en hel masse derude i dag, som egentlig ønsker at spise mindre kød, men som ikke har muligheden for det, fordi det ikke bliver serveret. Derfor synes jeg, det her forslag er så godt, for det giver mulighed for en frivillig omstilling hos den enkelte. Hvis man gerne vil spise mindre kød, kan man faktisk også gøre det. Det vil være rigtig positivt.

Jeg synes også, det har været trist at se, hvor galt regeringen er kommet af sted med sit forslag om vegetardage. Det er jo, fordi man i højere grad går ind og siger meget klart, at de her dage skal der ikke være kød. Der er det her jo altså lidt mere kompromissøgende i min optik, fordi det giver folk friheden til at vælge det plantebaserede til, hvis de ønsker det, og derfor håber jeg også, at regeringen på lidt længere sigt har tænkt sig at omfavne det her.

Jeg ved godt, at man er meget optaget af blå Bjarne, og at han også skal kunne få sine bøffer, men det omfavner det her forslag jo også. Blå Bjarne tager jo ikke skade af, at grønne Sofie kan vælge det plantebaserede måltid til. Derfor synes jeg, at det her vil være en rigtig god vej.

Det handler også om en beskyttelse af minoriteter. Det handler om, at hvis man bliver indlagt på hospitalet, eller hvis man har sine børn i institution, skal man kunne vælge det her, hvis man ønsker det. Det bør altså være en ret. Og jeg synes, at hvis man ikke tror, at det her er et problem, skal man kigge på nogle af de cases, som Dansk Vegetarisk Forening har lagt frem. Jeg nævnte en af dem tidligere i dag om en ældre kvinde, der har levet vegetarisk i 35 år. Så kom hun på et plejehjem og følte sig nødsaget til at spise kylling og fisk. Det synes jeg ikke at vi kan byde nogen borgere.

Det her forslag er også rigtig godt, fordi det kan give en sundhedsgevinst. Som ministeren også har været inde på, spiser vi for meget kød i forhold til kostrådene, og det her vil give mulighed for, at vi får en sundere befolkning, hvis der er flere, der spiser mindre kød.

Vi kan også sikre en økonomisk gevinst, fordi vi jo faktisk har en samfundsøkonomisk gavn af, at folk spiser mere efter kostrådene og lader være med at spise helt så meget kød. Så det synes jeg også er væsentligt. Vi ved, at 80 pct. af de danske børnefamilier får mindre end halvdelen af den anbefalede daglige mængde frugt og grønt. Ved at give dem muligheden for at kunne tilvælge noget plantebaseret i de offentlige køkkener tror jeg også vi kan komme det i møde.

Så det er et fremragende forslag. Socialistisk Folkeparti kommer til at støtte det. Tak for ordet.

Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Anerkender ordføreren, at den grønne dagsorden også er sat lokalt, og at man jo er i fuld gang med at diskutere det og også har taget det til sig – måske på lidt forskellige måder rundtomkring, men at man har taget det til sig – og arbejder med det og udvikler på det og fremmer mere plantebaseret kost? Anerkender ordføreren, at den udvikling er i gang lokalt?

Ordfører.

Ja, jeg anerkender, at den udvikling er i gang lokalt. Det er til gengæld ikke Venstres fortjeneste – det er mere en masse grønne partier, der kæmper for det. Og i bl.a. København og Aarhus har man jo besluttet, at man skal reducere udledningen fra kosten med 25 pct. i 2024 og i 2025 – og det er en rigtig god udvikling. Men der er stadig væk ikke en rettighed til, at man lokalt kan vælge det plantebaserede, hvis man ønsker det. Og derfor synes jeg jo, det er godt, at udviklingen er der lokalt, men vi kan også bakke op, og vi kan sige klart: Vi synes, at den enkelte skal have den her rettighed. Og derfor bakker vi både op om den grønne omstilling lokalt, og vi gør det her fra Christiansborg.

Hr. Erling Bonnesen.

Anerkender ordføreren så også, at vi er glade for, at ordføreren svarer bekræftende på det? Og hvem der så skal have æren for det, tror jeg vil være meget forskelligt rundtomkring. Så det tror jeg ikke at der sådan er nogen der har enkeltstående patent på. Men anerkender ordføreren så også, at når nu udviklingen er i gang, skal der lige nøjagtig være plads til den lokale idérigdom, den lokale forskellighed, i forhold til hvor meget man vil lægge vægt på det ene og det andet og det tredje? Og så vil det derfor til syvende og sidst – efter vores og mit synspunkt – være bedst, at man håndterer det her lokalt. Det er vi sådan set allerede i gang med.

Ordfører.

Jeg synes, at det er centralt med lokal valgfrihed. Som jeg også sagde i min ordførertale, synes jeg ikke, at det her er en detailstyring, for man bestemmer ikke, præcis hvad der skal serveres. Man siger blot, at hvis der er et ønske om plantebaseret mad, skal man kunne få det. Og så kan man lokalt finde ud af, hvad man vil servere, og hvordan man vil indrette det. Altså, det synes jeg egentlig ikke er så voldsomt. Så jeg anerkender fuldstændig dilemmaet – vi har diskuteret det meget i SF, fordi vi er tilhængere af lokalt selvstyre, men vi kommer altså også frem til her, at den her rettighed er et minimum, som vi godt kan bakke op om.

Så er det hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet.

Tusind tak for talen. Jeg tror sådan set ikke, at Socialdemokratiet er voldsomt uenige med SF i forhold til målene – det er nok mere metoden, vi er uenige om. Og der kunne jeg sådan set godt tænke mig at anholde noget. For da Socialdemokratiet før valget præsenterede oplægget omkring en fingrene væk-reform af den offentlige sektor, altså at vi skulle have færre regler, mindre bureaukrati, mere tillid til institutionerne, mere tillid til de offentligt ansatte, mere vægt i det kommunale selvstyre, forstod jeg, at det var synspunkter, som SF deler, ligesom SF deler synspunktet om frikommuneforsøgene, hvor vi sætter folkeskolen fri, hvor vi sætter ældreområdet fri, f.eks. i Viborg, hvor hr. Uffe Wilbek er borgmester. Og nu kan jeg så forstå, at SF støtter et forslag, der handler om flere regler til kommunerne. Hvordan hænger det sammen?

Ordføreren.

Det hænger sådan sammen, at man er nødt til at lægge vægt på forskellige ting, og nogle gange er der noget, der er så vigtigt, at det kan trumfe det lokale selvstyre. Eksempelvis har vi jo lige indført minimumsnormeringer og er i gang med det, og det er jo også i et vist omfang en regulering fra Christiansborg. Men det har vi simpelt hen valgt at gøre, fordi vi synes, det er så vigtigt, at man lokalt har voksne nok til vores børn. Og i det her tilfælde er det i virkeligheden lidt den samme afvejning – vi vil helst ikke gå ind centralt fra og bestemme, for vi synes, at det lokale selvstyre er vigtigt, men samtidig anerkender vi altså også, at det er en rettighed, at man skal have lov til at vælge plantebaseret mad i de offentlige køkkener, hvis man ønsker det. Og derfor er det en afvejning, og her er den altså tippet over til, at vi er tilhængere af, at man indfører et tilbud om plantebaseret mad i de offentlige køkkener og så lader køkkenerne lokalt finde ud af, hvordan det så skal udmøntes.

Hr. Anders Kronborg.

Jeg går ud fra, at ordføreren for SF også er enig med mig i, at det f.eks. er vigtigt for vores børn i børnehaven at få et dagligt måltid mad. Det ligger jo decentralt hos forældrebestyrelserne, hvor de kan have snakken derude om, om de skal have en forældrebetalt madordning, eller om børnene skal have mad med hjemmefra. Det stoler vi på at man kan klare decentralt i den lokale forældrebestyrelse – altså noget så vigtigt, som at børn overhovedet får mad. Hvorfor skal det så ikke centraliseres herindefra ifølge ordføreren?

Ordføreren.

Det er, fordi det egentlig fungerer rigtig godt. Men det fungerer ikke særlig godt lige nu med beskyttelsen af de minoriteter, som ønsker at spise plantebaseret mad. Der er forældre, som har fået afvisning på overhovedet at kunne få lov til at give deres børn en madpakke med. Så ikke nok med, at man ikke får serveret plantebaseret mad, men man må ikke engang tage en madpakke med plantebaseret mad med sig – sådan er det nogle steder. Det krænker altså nogle menneskers rettigheder, og derfor synes vi, det skal være centralt, altså at man her fra Christiansborg siger, at det skal være en ret for vores borgere at tilvælge plantebaseret mad, hvis de ønsker det.

Så er det fru Susanne Zimmer.

Tak. Og tak til ordføreren for en dejlig tale og for støtten. Jeg er specielt glad for og lægger vægt på, at selv om man pålægger offentlige køkkener, at der skal serveres et plantebaseret måltid, har man stadig væk masser af frihedsmuligheder derindenfor: Hvordan gør man det? Er det lokale varer osv.? Noget, som vi ikke har nævnt i dag, men som man indimellem kan høre om i debatten, er madspild, for vi snakker også nogle gange om klima her. Har ordføreren en holdning til, hvorvidt grøn kost producerer mindre madspild?

Ordføreren.

Generelt er der altså også nogle fordele ved plantebaseret kost, fordi den typisk kan have en længere varighed og der kan være nogle forskellige fordele. Så ja. Men jeg synes også, kampen mod madspild er rigtig vigtig. Jeg vil egentlig også sige, at jeg synes, når vi implementerer det her, at det også er væsentligt, at vi får en opkvalificering af personalet i de offentlige køkkener, så de bliver gode til at lave plantebaseret mad; så de bliver gode til at minimere madspild; så de også bliver gode til at lave mere økologisk mad og sådan noget. Der er mange ting, der skal gøres i den her omstilling, og vi skal både begrænse madspild, sikre mere økologi og mere plantebaseret mad.

Fru Susanne Zimmer.

Tak. I forhold til de penge, man kan spare, fordi det er meget mere sundt at leve vegetarisk eller spise rigtig meget plantebaseret kost, så tænker jeg også, at ordføreren også har en masse forslag til, hvad man kunne bruge de mange penge på, som kunne blive frigjort på sigt, i forhold til at folk lever sundere og belaster sundhedssystemet mindre.

Ordføreren.

Åh ja, jeg har ikke lige lavet en plan for, hvad vi skal bruge de milliarder på. Men jeg kan sige, at på mit allerførste møde med den tidligere fødevareminister hr. Mogens Jensen foreslog jeg selv, at vi skulle have en beregning af, hvor mange penge vi kunne spare ved at leve mere efter kostrådene, og den beregning har vi jo fået nu, og det er også det, fru Susanne Zimmer henviser til. Og det er bare helt tydeligt, at hvis vi spiser mere efter kostrådene og heriblandt mindre kød, får vi en samfundsøkonomisk gevinst ved det, og den kan vi så bruge på nogle fornuftige tiltag.

Vi kan sige tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor går vi nu videre til hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Der sker meget over tid, og jeg er sikker på, at der er sket meget, siden Folketingets formand var landbrugsordfører. Der er sådan set en grøn dagsorden, som løber derudaf. Og hvad er det så, vi skal tilbyde i den offentlige bespisning? Der har vi jo her en god debat om, hvorvidt det, som det står i forslaget her, skal være en »skal«-bestemmelse, sådan at de offentlige køkkener skal kunne levere et plantebaseret måltid til alle, der efterspørger det, eller om det skal være, som ministeren sagde det, en »bør«-bestemmelse, der bør være retningsgivende for det.

I Enhedslisten har vi haft, tror jeg, de samme diskussioner, som man åbenbart har haft i SF og Radikale, og vi er kommet frem til, at vi er positive over for intentionerne i forslaget, men vi er ikke der, hvor vi vil stemme for forslaget, som det ligger nu. Der er jo nogle rettighedsaspekter i det her, som jeg synes er væsentlige, og jeg synes, der er en stor forskel på, om man har en rettighed, når man skal ned i kantinen om onsdagen, der går ud på, at man kan vælge et godt måltid, eller om vi har at gøre med nogle af de mennesker, der f.eks. er på vores plejehjem, og som i deres liv har valgt, at de vil leve vegansk eller vegetarisk. Det fremgår af bemærkningerne til forslaget her, at det kun er 56 pct. af kommunerne, som siger, at de vil garantere at tage hensyn til ældre vegetarer. Det synes jeg er dybt problematisk.

Jeg synes, det er væsentligt at arbejde videre med, hvordan vi sikrer rettigheder til de borgere, som er kommet i en livssituation, hvor de f.eks. er på et plejehjem eller på et sygehus og f.eks. skal blive raske på sygehuset. Der er det altså vigtigt, hvad det er for en kost, man får. Jeg tror sådan set, at kosten i mange tilfælde kan være mindst lige så vigtig som den medicin og øvrige behandling, man får.

Så jeg synes, at det er en skam, hvis alle intentionerne falder på den her »skal«-bestemmelse. For det er klart, at der er en grøn dagsorden, hvor det er en fordel, at vi kommer frem til at prioritere mere økologi og mere plantebaseret kost i den offentlige bespisning. Der er alle mulige gode argumenter for det klimamæssigt og sundhedsmæssigt. Men jeg synes, at der er en forskel på, at man ligesom giver alle en ret til at komme ned om onsdagen til buffeten og sige, at nu vil de spise vegansk i dag, eller at vi håndterer det problem, som nogle har, i forbindelse med at de bliver indlagt på et sygehus eller kommer på plejehjem, eller problemer med børn, som er i en daginstitution.

Jeg er sådan set sikker på, at der er mange kommuner og regioner, som håndterer det her godt. Det er nok nemmest i de store kommuner, og det er nok nemmest på regionshospitalerne. Hvis man ser på de erfaringer, der er fra regionshospitalet i Randers, så er det jo vildt imponerende, at fordi de har så meget fokus på at producere kvalitetsmad på økologiske råvarer, er der cirka en fjerdedel af patienterne, som vælger det vegetariske måltid. Det er da lidt tankevækkende.

Jeg synes, at det er vigtigt, at vi kommer videre med den her dagsorden, og at det var en rigtig god debat, vi havde i Folketinget, da vi behandlede det fælles beslutningsforslag af Enhedslisten, Radikale, SF og Alternativet om igen at afsætte puljer til den økologiske køkkenomlægning og i samme ombæring fik italesat, at der også skulle være efteruddannelse i den plantebaserede kost. Nu kan man så i den finanslovsaftale, der lige er blevet landet, glæde sig over, at der sådan set også er nævnt omstillingen af de offentlige køkkener til økologi, og der er mulighed for, at vi i de drøftelser, vi skal have, og den udmøntning, vi skal frem til, prioriterer den plantebaserede kost.

For der er ingen tvivl om, at vi har dygtige køkkenmedarbejdere, som skal have efteruddannelse, hvis man skal frem til at erstatte frikadelle med falafel. Det skal man drøfte helt åbent, og der er masser af eksempler på tidligere erfaringer med, at man kan komme på efteruddannelse i det, og så kan man sådan set opnå en større glæde ved at arbejde i de køkkener, som er med i den omstilling.

Så ser jeg også frem til, at vi kan udmønte de her efteruddannelsesmidler i finansloven, hvor det er væsentligt, at vi også tager køkkenpersonalet med. Der er mange, som er blevet ramt af coronakrisen i hotel- og restaurationsbranchen, og det gælder også dem, der laver den mad, der leveres til flytransporten. Der er et behov for, at noget af det køkkenpersonale, der er der, får mulighed for at komme videre. Og hvis de kan være en del af den bæredygtige omstilling til mere økologi og mere plantebaseret kost, synes jeg sådan set, at der er opnået noget væsentligt.

Så vi er i Enhedslisten kommet frem til at støtte intentionerne i det her og arbejde videre med det og arbejde videre for at udbrede den plantebaserede kost. Vi er ikke der, hvor vi er for, at der skal være en »skal«-bestemmelse bredt set på nuværende tidspunkt, men jeg anerkender fuldt ud, at der er nogle mennesker, som i det nuværende system kommer i klemme på plejehjem og hospitaler.

Tak til ordføreren. Der er korte bemærkninger. Først er det fra hr. Carl Valentin, SF.

Tak. Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at Enhedslisten ender med ikke at kunne støtte forslaget, selv om jeg er glad for anerkendelsen af problemet på hospitaler og andre steder. Nu er det jo 58 pct. af danskerne, som gerne vil reducere deres kødindtag. Tror ordføreren ikke, at vi kunne sikre en større frivillig omstilling ved at give alle muligheden i de offentlige køkkener for at vælge det til, hvis de ønsker det, altså at vi faktisk kan reducere vores kødindtag ad frivillighedens vej ved at sikre, at det her forslag gælder i alle de offentlige køkkener og ikke bare de steder, som hr. Søren Egge Rasmussen nævner?

Ordføreren.

Jamen det er jo den der debat og det der dilemma omkring, i hvilket omfang man skal overlade til kommuner og regioner at træffe beslutningerne og komme videre med det, og der må jeg bare sige, at med det, man er nået frem til i København og Aarhus og en lang række andre kommuner på frivillig basis, har man kunnet omlægge til økologi uden at øge kostbudgettet ved at være fokuseret på sæsonens råvarer, lave mad fra bunden af, reducere madspildet og reducere andelen af kød. Om man så har opdaget det i kantinerne eller ej, er én ting – der er nok nogle, der har. Men man kan sådan set ved en fokuseret indsats lave den der omstilling, og jeg synes lidt, dilemmaet ved forslaget her også er, at man udelukkende kommer frem til, at det er et plantebaseret måltid. Altså, der er sådan set vegetarer, som godt kan lide indimellem at få noget, som er baseret på mælkeprodukter. Så jeg synes, at forslaget er lidt for firkantet på det hjørne, og jeg har det godt med, at vi kører videre med en god dialog med kommuner og regioner om at fremme den her dagsorden.

Hr. Carl Valentin.

Jeg er egentlig enig med ordføreren i, at det ville være mere problematisk på et plejehjem eller i en daginstitution, end det eksempelvis ville være i en kantine. Men anerkender ordføreren ikke også, at det kan være enormt frustrerende som vegetar eller veganer at opleve, at man f.eks. i kantinen ikke kan få et plantebaseret måltid mad? Jeg har da oplevet det her på Christiansborg eksempelvis, hvor jeg ofte simpelt hen har undladt at gå i Snapstinget, fordi der ikke var en ordentlig vegansk ret. Altså, er det ikke oplagt at sikre, at folk også generelt har den her valgfrihed i de offentlige køkkener?

Ordføreren.

Jo, det er jeg sådan set for, og igennem mine 39 år som vegetar har jeg haft mange dårlige madoplevelser, og jeg har også prøvet at gå ned i Snapstinget og skullet betale for et aftensmåltid – det samme, som kødspiseren skulle – og at mit måltid var den samme tallerken, bare uden kødet. Og når man oplever det mange gange, bliver man lidt småsur. Hvis man oplever det én gang om måneden, kan man leve med det. Så jeg vil meget gerne frem til, at vi har en langt bedre behandling af vegetarer og veganere, og den her debat kan forhåbentlig være med til at bidrage til, at vi kommer derhen.

Fru Susanne Zimmer, værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for en forholdsvis positiv ordførertale og opbakning i forhold til udvalgsarbejdet. Jeg kan godt medgive, at det de steder, hvor man bor i institutionen, på sygehuset osv., vil være langt vigtigere end andre steder. Men jeg synes bare, at man hurtigt kommer ud i en gråzone, og jeg blev ikke helt klar over, hvor daginstitutioner og bosteder befinder sig i forhold til det. Hvordan kan man skelne imellem de her ting i virkelighedens verden?

Ordføreren.

Jeg synes, at bosteder, plejehjem og sygehuse absolut er oppe i toppen på den der vigtigste liste. Jeg betragter også daginstitutioner, hvor børn spiser hver eneste dag – 5 dage om ugen – som værende med på den liste, hvor man skal imødekomme børnenes ønsker. Det er jeg sådan set sikker på at man godt kan mange steder – at man den i enkelte institution ser på, hvad det er for en børnegruppe, man har. Er der nogle, der er mælkeallergikere, er der nogle, der er veganere eller vegetarer, eller er der nogle, der har andre kostpræferencer? Så forsøger man at imødekomme det. Det er jeg sådan set sikker på at man gør på god vis rigtig mange steder.

Men jeg er også opmærksom på, at der er nogle rigtig dårlige eksempler, og der synes jeg, at det her beslutningsforslag, som måske mest har sin fortid i Alternativet, og hvor der er lavet et stykke godt benarbejde med nogle kildehenvisninger, er tankevækkende. Det er bekymrende, når kun 56 pct. af kommunerne kan imødekomme ældre vegetarer, hvis de kommer på plejehjem.

Fru Susanne Zimmer.

Ja, det er meget bekymrende. Hvis man nu som barn i en børnehave er den eneste, der lever vegetarisk eller vegansk derhjemme, er det jo rigtig svært som forældre at være dem, der skal gå ind og forlange eller i hvert fald bede om at få lavet en særlig kost til det barn. Så det pres, der bliver lagt der på forældrene og barnet, der bliver nødt til enten at spise kød eller have madpakke med hjemmefra, hvis man må det, er voldsomt. Så i virkelighedens verden vil det jo ofte blive sådan, at de bliver nødt til at gøre som de andre. Og det pres kunne man jo tage fra de forældre, hvis man herindefra lavede en lovgivning, som gav retten til det grønne måltid.

Ordfører.

Nu er det ikke al lovgivning, der bliver taget positivt imod i alle sektorer i samfundet, så jeg er ikke sikker på, at der bare sådan ville være en jublende offentlighed ude i de offentlige institutioner, hvis det var sådan, at vi besluttede, at det skal være en »skal«-bestemmelse.

Jeg synes, vi har en dagsorden her, hvor vi sådan set har en mulighed for at vinde, uden at det skal være sådan en »skal«-bestemmelse.

Så er det hr. Torsten Gejl.

Tak. Altså, nu er Enhedslisten jo normalt et parti med en utrolig stærk grøn dagsorden. Og det vil de jo være, uanset hvordan man lige stiller sig i den her sag. Så når det er slået fast, synes jeg bare, jeg vil sige, at Enhedslisten da plejer at være klar til at lovgive omkring vigtige ting inden for klima, miljø og natur. Og Enhedslisten plejer da også at være klar over, at hvis vi skulle lade det gå af sig selv med de vigtigste ting inden for klima, miljø og natur, ville det nok gå for langsomt, hvis ikke det ville gå helt i stå.

Jeg skal bare lige forstå noget på det her område: Hvordan kan det være, at Enhedslisten ikke har den lovgivningstrang, når man nu kunne gavne klimaet så meget, som man normalt har?

Ordføreren.

Det er jo, fordi vi også er et parti, der hylder det lokale selvstyre og kan se, at man der, hvor kommunerne tager det seriøst op, og der, hvor regionerne tager det seriøst op, virkelig kan overskue tingene og komme videre med den grønne dagsorden. Der er det selvfølgelig vigtigt, at der ikke er noget lovgivning, som forhindrer det.

Så er jeg heller ikke sikker på, at hvis vi vedtog sådan en »skal«-bestemmelse herinde, ville det komme bedst videre på den vis. Jeg tror egentlig, det kommer bedre videre, ved at vi afsætter efteruddannelsesmidler, altså at vi f.eks. i finansloven har de her midler til omstilling af offentlige køkkener til at være økologiske, så vi derigennem kan få mere plantebaseret kost ind. Jeg synes, det er mere nuanceret den vej rundt, frem for hvis der kom en »skal«-bestemmelse herindefra. Og jeg synes ærlig talt også, at der er stor forskel på, om man taler om retten til noget, altså om man som onsdagsfrokostspiser i Snapstinget har ret til et vegansk måltid, eller om man har rettigheden, fordi man bor på et plejehjem og skal bo der i flere år, hvor man har valgt en vegansk eller vegetarisk livsstil.

Tak. Den næste, der har en kort bemærkning, er hr. Anders Kronborg fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. I går havde jeg fornøjelsen af at læse en af de gode, gamle Tintintegneserier, og jeg tænker ikke, at forretningsordenen tillader, at jeg laver en Kaptajn Haddock. Men det er næsten lige før, jeg får lyst til det, når jeg synes, at debatten her tager en drejning.

Jeg synes faktisk, at det blæser tingene lidt ud af proportioner, når man begynder at være bekymret over sine egne måltider, man kan indtage nede i Snapstinget. Altså, vi har nogle lukrative forhold her på Christiansborg, men der sidder altså folk ude i den virkelige verden, der ikke har et Snapsting, når de sidder i skurvognen. Vi har børn – jeg var selv ude at besøge nogle af dem – der ikke får morgenmad om morgenen. Det eneste, man kan diske op med fra kommunen, er det, man får fra madbanken, så de her børn kan få et sundt, nærende morgenmåltid.

Altså, indrømmer ordføreren ikke, at proportionerne er ved at tage en drejning, og at fokus måske også skulle være på, at der sådan set også er nogle i det her samfund, der bekymrer sig om mere end bare, at de kan få nogle grønne retter i Snapstinget herinde på Christiansborg?

Ordføreren.

Nej, det refererer til en virkelighed, altså hvordan det er i Snapstinget. Altså, når man ikke engang her – selv i et ret stort køkken med en kantinebestyrer, som er lidt kendt for at være fremme i skoene i forhold til moderne mad – kan blive imødekommet i forhold til sine madønsker om at kunne spise et mættende og nærende måltid, så synes jeg lidt, at det sådan set er et godt billede.

Jeg synes, det er væsentligt at lægge vægt på gode måltider til hele Danmarks befolkning. Og vi er i en situation, hvor der er nogle skoler, der simpelt hen tilbyder, at der er havregryn om morgenen, fordi de godt ved, at der er nogle elever, der møder ind uden at have fået morgenmad, og som ikke er i stand til at få så meget indlæring, hvis ikke de får den portion havregryn. Så jeg synes, det er fint, at de kommuner kommer frem til, at det sådan set er væsentligt at give det tilbud.

Så det er ikke, fordi jeg synes, at debatten i dag er nået frem til noget elitært. Vi er jo bare i den situation, at vi er nogle mennesker, som har fravalgt at spise kød, og det har vi sådan set valgt ud fra forskellige holdninger, og det vil vi gerne have lov til at blive ved med.

Tak for det. Er der ønske om anden korte bemærkning? Det er der. Værsgo.

Jeg tænker også – og det er også det, jeg hører ordføreren sige – at hvis ordføreren på f.eks. sin arbejdsplads oplever, at der ikke er et nærende måltid i forhold til en plantebaseret kost, så tager man også debatten på arbejdspladsen decentralt. Så jeg vil sådan set bare kvittere for over for Enhedslistens ordfører, at nuancerne sådan set også er der i Enhedslistens oplæg. Det hører jeg kritik af fra vores gode kollega, men det vil jeg gerne kvittere positivt for. Og så appellerer jeg bare til, at vi lige husker proportionerne i debatten, altså at der faktisk er nogle, hvor et sundt måltid mad helt generelt er noget, man skal efterspørge meget langt væk.

Ordføreren.

Jamen det er da korrekt, at vi har den fattigste del af befolkningen, hvor der er nogle familier, der har meget lidt i køleskabet og på hylderne sidst på måneden. Og det er jo derfor, vi skal afskaffe de værste ydelser på kontanthjælp, hvilket kan sikre, at der er nogle familier, der har til kosten helt frem til den sidste dag i måneden. Det er jo helt korrekt. Det skulle heller ikke være sådan, at man vælger at blive veganer, på grund af at økonomien ikke er til at købe 100 g kalvelever. Men det kan jo være den virkelighed, som den fattigste del af befolkningen står over for.

Tak til hr. Søren Egge Rasmussen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste, vi skal sige velkommen til, er De Konservatives ordfører. Værsgo, hr. Per Larsen.

Tak for det, og tak til fru Susanne Zimmer for at fremsætte forslaget og rejse den her meget spændende debat. Vi kommer ikke til at støtte forslaget, alene af den grund, at vi går ind for en decentral beslutningsproces i forhold til den slags ting. Det er helt sikkert, at jeg, hvis jeg gik ind og støttede det her forslag, så ville få store problemer med masser af byrådsmedlemmer og regionsrådsmedlemmer rundtomkring, fordi de gerne selv vil have lov til at tilrette tingene til den hverdag, som de nu lever i, og til de situationer, som de jo skal tage vare på. Jeg fornemmer også, at vi går i retning af, at det bliver et både-og i forhold til det her med at spise enten kød eller plantebaseret.

Nu har Snapstinget jo været nævnt, og i aftes – jeg havde en lang dag i går – smuttede jeg ned i Snapstinget, og der fik jeg bl.a. mulighed for at vælge, om jeg til kartoffelmosen ville have hjerter i flødesovs, eller jeg ville have kikærter, eller jeg ville have begge dele, og det dækker det jo sådan set fint, for så har man en valgmulighed stort set i det samme måltid. Og hvis nu det er sådan, at man går ind og laver lovgivning om, hvad der skal tilbydes i køkkenerne rundtomkring, så kan det jo blive ganske vanskeligt og kompliceret. Vi ved, at der er retter med kød, der er mulighed for at lave det rent vegansk, der er mulighed for at lave det vegetarisk, der er nogle, der vil have halal, der er nogle, der gerne vil være fri for gris, der er nogle, specielt i den ældre generation, som kategorisk nægter at spise salat, og ja, der er økologi og hele vejen rundt, så det kan jo blive ganske vanskeligt og kompliceret, hvis det er sådan, at vi begynder at presse noget ned over kommuner og regioner, og hvor der ellers er offentlige køkkener.

Så er der omkostningerne til det, og det synes jeg også er en lille smule kompliceret. For jo flere ting, man skal have på, jo dyrere kan det godt gå hen og blive, og det tager også flere ressourcer i køkkenerne, hvis det er sådan, at man mere eller mindre skal have a la carte, og hvor skal pengene så komme fra? Jeg kan da huske, at der i sin tid, da man i regionen, hvor jeg har sæde, indførte økologi, jo var en merpris, og det skulle så tages ud af budgettet på en måde, som gjorde, at hospitalerne rent faktisk var nødt til at skære ned på deres personale.

Så vi kommer ikke til at støtte det her forslag, og det er ikke, fordi vi ikke støtter intentionerne om, at alle skal have mulighed for at få et godt og sundt og nærende måltid mad, som passer dem, men det må man jo altså finde ud af derude lokalt, hvor det foregår, hvor behovene for at dække forskellige spisemønstre er, og det har vi tillid til at man kan klare udeomkring lokalt, uden at vi herinde i Folketinget behøver at lovgive om det. Så det skal sådan umiddelbart være mine bemærkninger til forslaget. Tak for ordet.

Tak for ordførertalen. Der er et par korte bemærkninger, først er det til fru Susanne Zimmer. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for talen. I forhold til at det kan blive kompliceret at være køkkenpersonale, er det jo faktisk sådan, at man, hvis man laver en buffet eller noget a la en buffet, hvor man også har forskellige grønne retter, lettere vil kunne tilgodese jøder, muslimer, veganere og vegetarer osv. Så det kan jo faktisk være det modsatte af det, som ordføreren siger, altså at det bliver lettere at være køkkenpersonale.

Ordføreren.

Jeg tror, det kommer lidt an på, hvordan man anskuer det, for jo flere ting, der skal på buffeten, jo mere vanskeligt bliver det jo alt andet lige, og jo mere tid vil det også tage. Jeg tænker også lidt på, at man, hvis det er sådan, at man har rigtig mange forskellige ting til at opfylde forskellige behov, så rent faktisk risikerer at komme ud i et øget madspild, og det er der jo ikke nogen der er interesseret i, hverken i forhold til ressourcerne eller i forhold til klimaet.

Er der en kort bemærkning? Det er der. Værsgo.

Tak. Der tænker jeg, at uddannelse kommer ind som en meget vigtig faktor, så man lærer at håndtere de her ting, så det ikke bliver mere omkostningstungt og der ikke bliver mere madspild osv., men at det fremmer sundheden hos de mennesker, der får mulighed for at spise mere grønt. For det behøver jo ikke at være et enten-eller. Det kan godt være mere grønt og mindre kød.

Per Larsen, værsgo.

Jeg er jo meget enig med ordføreren i, at det ikke behøver at være enten-eller, og at der kan skabes nogle løsninger, hvor man tilgodeser de behov, der er. Men jeg synes jo altså, at man skal gøre det ude lokalt. Jeg synes ikke, det er noget, vi skal lovgive om her fra Christiansborg. Vi har en tendens til at lovgive om mange ting, som faktisk fungerer og klares rigtig fint udeomkring lokalt, regionalt og kommunalt, og det synes jeg vi skal holde fast i.

Tak for det. Så er der en kort bemærkning til fru Kathrine Olldag fra De Radikale. Værsgo.

Tusind tak. Jeg har egentlig lyst til at kommentere lidt på ordførerens tale, der netop handler om det her med, at pengene ikke rækker til den her type omlægning. For ude i mange offentlige køkkener har vi jo lige netop en god, gammeldags køkkenleder, en økonoma, en, der kan finde ud af at lægge et budget, lægge til og trække fra, og det var jo reelt sådan, man gjorde i Aarhus Kommune. Da man havde økologiløftet i Aarhus Kommune, gjorde man lige netop det, at man satte sig ned og kiggede på budgettet og sagde: Det, der er dyrest, er kødet, og hvis vi tager en tredjedel af det ud, så bruger vi de penge til at lægge resten om til økologi. Og så gik det faktisk o-p – op.

Sådan endte løsningen for Aarhus Kommune, og der var det jo sådan, at borgerne reelt ikke opdagede det. Der var en suppedag om tirsdagen, og lige pludselig har man faktisk nogle vegetardage, helt uden at der er nogen, der lider nød eller falder om af den grund. Hvordan forholder ordføreren sig så til, at det måske rent faktisk kan lade sig at køre den her slags?

Per Larsen.

Jeg er jo fuldstændig enig med den radikale ordfører i, at det sagtens kan lade sig gøre, at man laver sådan nogle omlægninger. Nu er kødforbruget faldet meget mange steder – er jeg ret sikker på – det er det for det enkelte individ, og det er det også i de offentlige køkkener. Der er kødforbruget faktisk skåret ned. Jeg synes jo, at den der øvelse, som man lavede i Aarhus – og det gjorde man jo uden lovgivning, det gjorde man på det sted, hvor man var, og fandt ud af, hvordan man løser det – er en glimrende løsning. Men i og med at kødforbruget er reduceret meget i de offentlige køkkener, kan man sige, at den hjemtagelsesgevinst, der kunne være der, jo ligesom er brugt én gang, og som bekendt kan man kun tage gevinsterne hjem en enkelt gang. Men jeg tror helt sikkert på, at man finder nogle lokale løsninger, som kan tilgodese behovene, uden at vi behøver at lovgive.

Kathrine Olldag, værsgo.

Nu er der rigtig mange offentlige køkkener, hvor der endnu ikke er nogen hjemtagelsesgevinster, fordi der sådan set ikke er skåret ned på kødet endnu. Men lad nu det ligge for den her runde. Jeg vil også bare gerne anholde ordførerens argument om det liberale princip her, for en liberal tilgang eller lovgivning er jo netop til for at beskytte mennesket og ikke nødvendigvis institutionen eller organisationen, kommunen. Så når man står der som ensom vegetar, havde jeg nær sagt, og lad os bare sige dernede, hvor jeg kommer fra, nede på Sydsjælland, og gerne vil have noget plantebaseret mad, hvordan kan det så være, at man ikke kan stole på, at Folketinget beskytter ens ret til et plantebaseret måltid?

Per Larsen.

Som nævnt er der jo et væld af forskellige spisemønstre, og vi kan som udgangspunkt ikke lovgive om dem alle sammen herindefra. Jeg synes sådan set slet ikke, at vi skal lovgive om det, for jeg synes, det fungerer på fin vis rigtig mange steder, og man skal løse de der specifikke problemer lokalt. Hovedargumentet er sådan set, at vi ikke skal lovgive om det, og så har jeg altså tiltro til, at man løser det fornuftigt lokalt.

Tak til hr. Per Larsen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg vil bare lige gøre opmærksom på, at man altså skal holde afstand her i salen, når man taler sammen. Jeg forstår godt, at man taler sammen, men I bliver nødt til at holde afstand herinde i salen.

Værsgo til hr. Peter Seier Christensen fra Nye Borgerlige.

Tak for ordet. Nærværende forslag går ud på at få regeringen til at sikre, at alle offentlige køkkener skal give borgerne mulighed for at vælge et plantebaseret måltid. Vi i Nye Borgerlige synes også, at borgerne skal kunne få et mættende og nærende måltid i de offentlige køkkener. Vi har intet imod, at folk er vegetarer, veganere eller noget helt tredje eller bare generelt ønsker at spise grønnere.

Vi støtter såvel sund fornuft som sunde måltider, men det går begge veje. Det vil sige, at offentlige køkkener også skal have mulighed for at træffe frie valg. Hvis der er så stor efterspørgsel på plantebaserede måltider, er jeg sikker på, at de offentlige køkkener nok skal se en fordel i at udvide dem efter udbud og efterspørgsel. Sådan fungerer det sunde, frie marked. I Nye Borgerlige mener vi, at mennesket skal bestemme mere selv og staten bestemme mindre, også i dette tilfælde. Så lad de offentlige køkkener og deres brugere selv bestemme, hvad der skal serveres på skoler, plejehjem, hospitaler osv. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslag B 45.

Tak for ordførertalen. Der er en kort bemærkning fra fru Kathrine Olldag. Værsgo.

Tusind tak. Nye Borgerlige vil gerne beskytte individet, som ordføreren også siger, og individets ret til at bestemme selv. Men hvad nu hvis individet lige netop – lige præcis her – ikke kan bestemme selv? Det er lige præcis det, som beslutningsforslaget her handler om, nemlig retten til at have et plantebaseret alternativ. Så det er jo netop friheden til at bestemme selv, individuelt. Så hvordan kan ordføreren sige nej til det her forslag?

Ordføreren.

Fordi det er noget, som vi mener man skal tale sig til rette om lokalt, og at det ikke er noget, som vi sådan fra statens side skal gå ind og tromle igennem.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Der er ikke umiddelbart nogen fra Liberal Alliance, så derfor er den næste, vi skal sige velkommen til, hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Værsgo.

Mange tak. Forslaget handler om at give folk lov til selv at vælge et plantebaseret alternativ i de offentlige køkkener. Det er jo klart, at Alternativet støtter det her forslag, for det er også groet i Alternativets have. Grunden til, at vi støtter det og har udviklet det i sin tid, er, at kødforbruget er et kæmpe, kæmpe klimaproblem. Altså, produktionen af kød er jo en af de allerstørste CO2-udledere, og det hænger sammen med, at 60 pct. af Danmark er dækket med landbrug. Så vi er det land i verden sammen med Bangladesh, der har mest landbrug størrelsesmæssigt. 80 pct. af alt det, vi så producerer, går til at fodre dyr, og det er jo der, der kommer et stort CO2-problem ind.

Men kødproduktionen er også et kæmpeproblem for vores vilde natur. Altså, mange steder står der jo kornørkener, hvor der burde være vild natur. Når landbruget optager 60 pct. af vores landareal, er det jo klart, at vi så har 40 pct. tilbage at kæmpe om til vild natur og byer og alt andet. Så vi er også nødt til at få reduceret det omfang. Samtidig er kødforbruget også et sundhedsproblem, især for mennesker, der ikke plejer at spise det, som pludselig er nødt til at gøre det, hvis de ikke kan få et plantebaseret alternativ. Så der er brug for, at vi her i salen hjælper til med noget lovgivning på området, i hvert fald for at sikre folk et kødfrit valg.

Altså, det her har ikke noget at gøre med, at folk skal til at spise kød, eller at folk skal tvinges til at lade være. Det her er jo noget med at give folk – altså de enkelte individer, de enkelte mennesker – muligheden for selv at vælge. Men det ser ud til, at Socialdemokraterne har parkeret deres indsats i forhold til det her konkrete forslag i håbet om, at kommunerne selv kan finde ud af det; det håber jeg bare ikke man kommer til at gøre på særlig mange områder, for så er der godt nok grund til noget lovgivning, hvis vi skal opnå vores klimamål.

De borgerlige skjuler deres modstand mod forslaget bag sådan et frihedsbegreb, der nærmest er i totalt skred. Altså, Venstre taler jo altid om, at det er den personlige frihed, der gælder, indtil landbruget eller en anden større interessent prikker dem på ryggen og siger: Det sætter vi lige ud af kraft her, for vi har nogle økonomiske interesser på spil. Det synes jeg ikke er et frihedsbegreb, der længere er til at stole på. Jeg synes, at det er blevet et neoliberalt frihedsbegreb.

Nu er jeg ikke generelt skeptisk over for, at vi får fokus på plantebaseret mad i den kommende tid. I Alternativet prøvede vi at få et plantebaseret videnscenter på finansloven, og det kæmper vi videre for. Og der er flere gode initiativer på finansloven, der fremmer den plantebaserede dagsorden, og jeg er sikker på, at vi har en minister, der vil prioritere den plantebaserede dagsorden. Så vi har håb i Alternativet.

Mit håb gik bare på, at vi måske kunne have givet området et politisk løft i dag, og det, vi gør, er selvfølgelig at kæmpe videre for det. Og vi har i sandhed tænkt os at gå ud i vores kommunale valgkampagne og tale om plantebaseret mad alle de steder, hvor vi kan finde mulighed for det, og ligesom sidste gang kommer vi til at servere tusindvis af små varme plantebaserede skraldemåltider på gaden i landets byer.

Tak for ordførertalen. Der er et par korte bemærkninger. Først er det til fru Susanne Zimmer. Værsgo.

Tak. Og tak til ordføreren for den positive indstilling – det er jo dejligt. I en tidligere kommentar til en anden ordfører sagde hr. Torsten Gejl, at vi skulle have grøn kost i de statslige køkkener. For at det står helt klart, vil jeg godt lige høre, om Alternativet snakker om statslige kantiner eller om offentlige køkkener generelt.

Ordføreren.

Altså, nu går forslaget jo på offentlige køkkener, og det er det, vi støtter, men i første omgang er det de statslige kantiner vi kan præge herfra. Derfor ærgrede det mig også sådan, at regeringen trak sit forslag om to kødfrie dage tilbage i stedet for at folde det ud statsligt og så påvirke kommunerne og regionerne til at gøre det samme.

Fru Susanne Zimmer. Jeg skal lige minde om, at man skal huske at trykke sig ind, og det gjorde fru Susanne Zimmer også lige i sidste sekund. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg er faktisk stadig væk i tvivl om, om ordføreren snakker om statslige køkkener eller offentlige køkkener generelt, for der er jo en stor forskel.

Værsgo.

Tak. Alternativet mener, at vi skal have mulighed for selv at tilvælge plantebaseret mad i alle køkkener.

Tak for det. Så er det hr. Anders Kronborg fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tusind tak til ordføreren for det her indlæg. Jeg vil sige det sådan, at indlægget måske slukkede en lille smule af den gnist, jeg havde troet der var i Alternativet. Når jeg selv omtaler Alternativet, er det ved håb, ved lokal aktivisme, og ved, at man tror på, at man på græsrodsniveau også kan gøre en forskel. Når taleren fra talerstolen siger, at der er brug for mere lovgivning på det her område, vil jeg bare håbe, at ordføreren lige vil brede det lidt ud. Hvad er det for en ekstra lovgivning, som ordføreren ønsker? For ekstra lovgivning er jo også lig med flere regler, mere bureaukrati, mindre lokal selvbestemmelse og formentlig også mindre aktivisme. Så kan ordføreren ikke bare lige nævne, hvad det sådan er for nogle ekstra love og regler, som ordføreren vil have indført?

Ordføreren.

Jeg forstår ikke, hvordan det der med at indføre lovgivning pludselig er blevet noget forfærdelig dårligt noget i sig selv. Altså, det er jo det, vi gør her. Vi er jo et Folketing, som forsøger at forbedre verden igennem lovgivning. Og det gør ordførerens eget parti da også på klimaloven. I lov efter lov efter lov laver man detaljeret lovgivning. Hvad er det så, der pludselig er så forfærdeligt ved at lovgive på det her område?

For at svare mere præcist: Den lovgivning, jeg mener burde laves, er at sikre mennesker et valgfrit plantebaseret alternativ i de offentlige køkkener.

Jeg skal lige bede om, at man husker at trykke ind, også anden gang, hvis man skal have en kort bemærkning. Tak for det.

Værsgo, hr. Anders Kronborg.

Tak for det. Det er ikke en praksis, jeg har været vant til. Det skal jeg beklage, og det skal jeg huske fremadrettet, altså at vi skal trykke ind anden gang, hvis vi ønsker ordet igen.

Nu nævner ordføreren klimaloven; den er vedtaget herinde i Folketinget. Ordføreren nævner det præcise lovforslag, der er fremsat af fru Susanne Zimmer; det behandler vi her. Men nu var det jo ordføreren selv, der sagde, at der er brug for mere lovgivning på det her område, og så spørger jeg bare stille og roligt: Vil ordføreren ikke løfte sløret for – jeg er nysgerrig; jeg har to ører og en mund, og derfor vil jeg gerne lytte – hvad det er for noget ekstra lovgivning, som ordføreren mener der skal til? Det er det, jeg spørger ordføreren om.

Hr. Torsten Gejl.

Jeg ved ikke, om ordføreren har fået det indtryk, at først skal vi vedtage det her, og så skal vi lave ekstra lovgivning. I første omgang vil jeg gerne have det her forslag vedtaget, fordi jeg synes, at det er reelt, at vi får et valg, i forhold til om vi vil spise plantebaseret i de offentlige køkkener, især for dem, som har levet et langt liv som veganere eller vegetarer, og for hvem det faktisk ikke er let at skulle fordøje kød for første gang i mange år, når de i forvejen måske befinder sig i en presset situation.

Værsgo til hr. Carl Valentin fra SF.

Jeg vil først og fremmest sige, at jeg synes, at det, hr. Anders Kronborg kommer ind på, nemlig at man skulle slukke håbet ved at foreslå det her, og at man ligesom glemmer græsrodsarbejdet og sådan noget, er lidt mærkeligt, for det her forslag er jo netop et produkt af græsrodsarbejdet. Det er jo netop et produkt af, at Dansk Vegetarisk Forening har kæmpet benhårdt for det her i rigtig lang tid. Derfor synes jeg på ingen måde, at man glemmer græsrodsarbejdet ved at arbejde for det her.

Derudover vil jeg bare sige tak til Alternativet, for selv om det her er et forslag, der kommer fra Dansk Vegetarisk Forening, så ved jeg jo godt, at det er et beslutningsforslag, der er udarbejdet i Alternativet. Nu er det så Frie Grønne, der fremsætter det, men det er jo Alternativet, der har gjort en stor del af arbejdet. Så jeg vil bare sige tak til ordføreren og ordførerens parti for det arbejde.

Hr. Torsten Gejl.

Velbekomme, og tak til hr. Carl Valentin for for SF's vedkommende at have taget en stærk politik med ind i Folketinget om en plantebaseret kost.

Tak for det. Så vil jeg gerne give ordet til hr. Peter Seier Christensen. Værsgo.

Jeg kan forstå, at ordføreren mener, det er vigtigt, at borgerne også har mulighed for at vælge en plantebaseret kost i de offentlige institutioner, men samtidig gik ordføreren så ind for det forslag om at indføre kødfrie dage, hvorved man fratager kødspiserne deres mulighed for at tilvælge kød. Hvordan hænger det sammen?

Ordføreren.

Det hænger sammen med, at vi har en klimakrise, der er virkelig, virkelig slem, og som andre partier end Nye Borgerlige må tage sig af at løse, selv om det sikkert også er Nye Borgerliges børn, der får glæde af det. Med hensyn til det frie valg her om at kunne tilvælge plantebaseret mad er det for Alternativet en frihedsdagsorden. Der er det egentlig meget sjovt, at jeg skal belære Nye Borgerlige om personlig frihed. Nye Borgerlige har lige stået og underkendt den ved at sige, at det er op til de kommunale myndigheder at bestemme, om borgerne skal have den personlige frihed.

Værsgo til hr. Peter Seier Christensen.

Det er ikke, fordi vi vil forbyde nogen at indføre et plantebaseret måltid. Det er udelukkende, fordi vi mener, det er en beslutning, der skal træffes lokalt. Derfor er der ingen modstrid imellem de ting, jeg siger. Men jeg synes, det er besynderligt, at man samtidig vil fratage kødspiserne deres mulighed for at tilvælge det, de gerne vil have.

Ordføreren.

Jeg synes, at det borgerlige frihedsideal er i skred. Man har i mange år kæmpet for menneskets personlige og individuelle rettigheder og retten til at værne om og vælge sit eget liv. Her siger vi så, at det er det, vi varetager ved at give mennesker mulighed for at tilvælge et kødfrit alternativ. Men så er der åbenbart nogle interesser rundtomkring, der gør, at den der personlige frihed er ophævet til fordel for nogle økonomiske interesser – landbrugets interesser, eller hvad ved jeg. Det er der, jeg siger, at det liberale frihedsbegreb er i skred i de her år

Tak til hr. Torsten Gejl – man skal lige huske, at man går ned langs stolerækkerne, for så krydser vi ikke hinanden.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og så skal vi sige velkommen til ordføreren for forslagsstillerne, fru Susanne Zimmer, uden for grupperne. Værsgo.

Mange tak for det. Jeg vil gerne starte med at takke for den gode debat, vi har haft. Tak for alle inputtene, og tak for mere eller mindre opbakning. Det har været dejligt at høre. For Frie Grønne er det meget vigtigt, at vi sikrer et grønt mættende alternativ i alle offentlige køkkener. Der er 140.000 mennesker her i Danmark, som er vegetarer eller veganere, og der er 660.000 mennesker, der lever delvis vegetarisk. Det svarer faktisk til, at det er hver syvende af os, der lever enten vegetarisk, tæt på vegetarisk eller vegansk. Der er 57 pct. af borgerne, der ønsker at spise mindre kød og mere grønt. Og hvis man tager og kigger på de unge på 18-24 år, er procenttallet helt oppe på 70. Coop har lavet en undersøgelse, hvor de spørger borgere efter et repræsentativt udsnit, om de støtter et frit grønt måltid i alle offentlige køkkener, og der er der 44 pct. af danskerne, der støtter det, og kun en lille gruppe, der er imod. Og det, at man har et grønt måltid eller et grønt tilbud, når man er i et offentligt køkken, betyder jo, at der er mange flere, der spiser mere grønt og mindre kød. Det kan man bl.a. se på Regionshospitalet Randers, hvor det er mellem en tredjedel og en fjerdedel af de indlagte, som faktisk benytter sig af det grønne måltid.

Men det er jo ikke bare, hvad vi synes hver især. Det er faktisk også sådan, at Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at vi alle har ret til at leve vegansk. I Norge har de taget det til sig, og ligestillingsombudsmanden har fastslået det samme, og det betyder, at sundhedsmyndighederne i Norge efterlever det her. Det betyder også, at de i Norge har en kostvejledning til børn, der lever vegetarisk eller vegansk – en kostvejledning, som vi i Frie Grønne havde til førstebehandling i sidste uge, for vi har den ikke i Danmark.

Nu nævner jeg nogle tal, som siger, at der er flere unge, der lever plantebaseret, end der er ældre, der gør det – men der er også mange ældre. Som det tidligere har været fremme, er det faktisk sådan, at i 56 af kommunerne kan man ikke være sikker på som borger i et plejecenter at få lov til at leve vegetarisk, og derfor anbefaler Danske Seniorer og Ældre Sagen også, at man får den her lovgivning, der gør, at man har ret til at få et grønt måltid. Jeg tror også, at vi alle sammen har hørt skrækhistorier fra folk, der har været indlagt på hospitalet. Nogle af dem har været fremme, men jeg kan f.eks. tilføje en historie om en ung kvinde, der skal føde, og som får at vide, at hun skal tage en madpakke med, når hun skal ind at føde, fordi de ikke kan tilbyde hende et grønt måltid, eller en om en midaldrende læge, der lever vegetarisk, og som er indlagt en hel uge på sygehuset uden at få et tilstrækkeligt måltid. Det betyder, at folk, som kommer på sygehuset for at blive hjulpet, for at blive raske, måske bliver raske, men samtidig bliver deres ernæringstilstand eventuelt ringere, og helbredstilstanden bliver sat lidt i stå.

Men det her har også betydning i børnehaver. Altså, børn, der lever i vegetariske eller veganske familier, kan være nødt til enten at spise kød eller tage en madpakke med. Og det kan man sige kan synes at være en lille udfordring, men faktisk er det at spise i et fællesskab jo en stor social ting for børnene, så det er ikke rart at skulle have en madpakke med. Så derfor ved jeg, at der er mange, der så alligevel spiser kød.

Så har vi også samfundsøkonomien. Det er jo veldokumenteret, at mere plantebaseret kost reducerer forekomsten af hjerte-kar-sygdomme, kræft og diabetes. Det er sygdomme, som er meget belastende for vores sundhedssystem – og jo ikke mindst for folk selv. Og det, at man spiser mere vegetarisk, mere grønt, kan simpelt hen gøre, at vi sparer penge på sundhedsvæsenet. Og der har man i Norge regnet ud, at hvis man bare følger kostrådene, som omfatter, at man skal spise meget grønt, så kunne man spare 12 milliarder norske kroner om året. Det vil selvfølgelig også gøre sig gældende i Danmark, at vi kan spare på vores sundhedsudgifter, samtidig med at vi kan skabe en bedre sundhed blandt folk.

En plantebaseret mulighed i offentlige køkkener vil også hjælpe sundhedspersonalet i forhold til at tilgodese, at mælkeallergikere, jøder, hinduer, buddhister eller muslimer kan få den kost, de gerne vil have, uden at der skal tages særhensyn til dem.

I oktober kom finansministeren med en udtalelse om, at vi skulle have to kødfrie dage i alle statslige køkkener. Det var klimabaseret, og det med god grund, for det er faktisk sådan, at hvis man spiser 1 kg kyllingekød, belaster det CO2-regnskabet med 3,3 kg CO2; spiser man 1 kg oksekød, belaster det med 13 kg CO2; men spiser man 1 kg agurker eller tomater, belaster det med 0,08 kg CO2, altså med 80 g CO2 – og 1 kg kartofler belaster kun med 20 g CO2. Desværre trak finansministeren forslaget tilbage. Men det var jo også noget, som kunne spare vores klima for CO2-udledning og hjælpe os til at nå det 70-procentsmål, som er sat. Og det ville også på den lange bane betyde, at man kunne spare penge på klimatiltag.

Nu har der været fremsat et lignende beslutningsforslag – eller et, som i hvert fald også ville fremme grøn kost – i 2017 af Alternativet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten, som ikke kom igennem. Der var også et borgerforslag i 2017 med 14.000 støtter, som jo så heller ikke kom igennem. Nu har vi muligheden for at gøre det, så vi kan hjælpe borgerne og give dem retten til at vælge et grønt måltid af hensyn til dem selv, deres sundhed, klimaet og økonomien.

Så som ordfører for Frie Grønne tillader jeg mig herved at fremsætte det beslutningsforslag, og jeg henviser til de bemærkninger, der er til lovforslaget, og til Tingets velvillige behandling.

Tak for ordførertalen. Der er en kort bemærkning fra hr. Anders Kronborg fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tusind tak for ordførertalen. Jeg har jo også i min egen ordførertale rost Frie Grønne for at sætte det her på dagsordenen og håber, vi kan få en god debat, og jeg synes sådan set også, det er imponerende, at vi igen bruger et par timer på den her vigtige dagsorden om at diskutere vores kost og de grønne valgmuligheder. Jeg vil gerne medgive, at den historie, som den alternative ordfører fortæller om en kvinde, der er nødt til at tage madpakke med på en fødeafdeling, jo er horribel. Det sætter sig jo også spor i et særligt ansvar hos den region, hvor det her er sket, og hvor der er nogle regionsrådspolitikere, der for alvor skal have fokus på det her.

Jeg vil gerne illustrere med et eksempel, hvor kompleks lovgivningen kan blive, og hvor rigidt det her system er, og derfor vil jeg gerne spørge ordføreren om, hvordan ordføreren ser på det eksempel, jeg kommer med. Nu er jeg jo selv tidligere kommunalpolitiker og altså en af dem, som ordføreren gerne ville bestemme over. Jeg var formand for Teknik- og Byggeudvalget. Vi holdt ofte rejsegilder i forhold til kommunale byggerier, og en af traditionerne ved de rejsegilder var, at vi for kommunale kroner hyrede en pølsevogn ud, så de håndværkere, der ikke havde kantineforhold ligesom i Snapstinget osv., kunne gå ned at få en pølse. (Den fg. formand (Annette Lind): Tak!) Det var en stor dag. Der vil jeg bare høre Susanne Zimmer: Skal der så også serveres en plantepølse i forbindelse med kommende rejsegilder, når det er kommunale byggerier?

Inden fru Susanne Zimmer svarer, skal jeg bare lige minde om, at det er Frie Grønne og ikke Alternativet, som fru Susanne Zimmer kommer fra.

Værsgo.

Tak til formanden. Ja, selvfølgelig skal der serveres en plantebaseret pølse, så alle kan være med til det rejsegilde, for det er et fælles projekt, de fejrer, og dermed skal de også alle sammen kunne være med til at spise det, der er tradition for at gøre, når man fejrer et rejsegilde.

Anders Kronborg.

Men så synes jeg også, at vi er ude i detaljen. Vi er virkelig ude i at detailstyre, frem for at man har en stille og rolig og ordentlig dialog decentralt. Skulle der være en, der hellere vil have en danskvand frem for en cocio, så fandt man nok ud af det, ligesom man nok også decentralt finder ud af, om der er nogen, der ønsker en plantepølse frem for en helt almindelig, dansk rød pølse. Man fandt nok ud af det. Jeg synes, det er for meget af det gode, hvis vi skal lave lovgivning, når vi skal helt ned i de detaljer.

Susanne Zimmer.

Nu er det ikke mig, der har fremhævet de detaljer, men ordføreren spørger om, hvordan man skal reagere dér, og der er mit svar, at der skal være noget for alle. Men det her handler jo om en kulturændring, altså at det bliver en selvfølge, at når man er i et offentligt køkken, eller når det er et rejsegilde, som afholdes af en offentlig enhed, skal der være noget at spise for alle, og så kan man vælge, om man vil spise en plantebaseret pølse eller en kødbaseret pølse.

Tak til fru Susanne Zimmer. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Jeg skal her udsætte mødet til kl. 13.00, hvor vi altid starter spørgetiden.

Mødet er udsat. (Kl. 12:07).

(Talen er under udarbejdelse)

Mødet er udsat. (Kl. 12:07).