Det næste punkt på dagsordenen er:

21) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 42:

Forslag til folketingsbeslutning om krav om beskæftigelse for indvandrere på kontanthjælp eller integrationsydelse.

Af Marcus Knuth (KF) m.fl.

(Fremsættelse 21.10.2020).

Forhandlingen er åbnet. Udlændinge- og integrationsministeren.

Tak for ordet. Jeg vil godt starte med at sige, at jeg er meget glad for, at Det Konservative Folkeparti deler mit eget og regeringens ønske om at indføre et krav om en 37-timersindsats. I 2018 præsenterede Socialdemokratiet et udlændingeudspil, hvor et af elementerne netop var en sådan 37-timersindsats for nyankomne og andre ydelsesmodtagere, der havde været i landet i længere tid, men som fortsat havde et integrationsbehov. Som I måske har lagt mærke til, har regeringen sat et forslag om indførelsen af en sådan 37-timersindsats på det her års lovprogram.

Udgangspunktet for regeringen er, at det danske velfærdssamfund bygger på en arbejdsetik, hvor man går på arbejde og tager del i samfundet og bidrager aktivt. Det er det helt klare udgangspunkt. Undtagelsen fra den regel er, at der er personer, der ikke er i beskæftigelse, og som ikke kan forsørge sig selv, og de kan under visse betingelser modtage sociale ydelser. Den samfundskontrakt, der bygger på den arbejdsetik, skal i langt højere grad afspejle sig i de krav, der stilles til nyankomne og andre ydelsesmodtagere, der allerede er i landet, men fortsat har et integrationsbehov.

Vi skal have flere, der smører madpakken, tager arbejdstøjet på om morgenen, og færre, der bliver hjemme i lejligheden. Jeg er nemlig helt enig med forslagsstillerne i, at beskæftigelsen blandt indvandrere i Danmark er for lav. I dag er knap halvdelen af kvinderne fra ikkevestlige lande i arbejde. Det er selvfølgelig et problem, både for kvinderne, der ikke kommer ud i det danske samfund og oplever en normal arbejdsdag og det værdifællesskab, der findes blandt kollegaer på en arbejdsplads, men også for de børn, der ikke får en mulighed for at vokse op med en hverdag, hvor mor og far står op om morgenen og går på arbejde og kommer hjem og fortæller om dagens oplevelser.

Det helt klare udgangspunkt, plan A, skal selvfølgelig fortsat være, at man kan finde sig et arbejde. Kan man som nyankommen ikke det, skal plan B fremover være 37 timer aktiv indsats. Det samme skal gælde i forhold til andre ydelsesmodtagere, der er i landet, men fortsat har et integrationsbehov. Den 37-timersindsats kan f.eks. bestå i virksomhedspraktik eller i danskundervisning, altså aktiviteter, der sikrer, at de pågældende kommer uden for hjemmet og bliver en aktiv del af samfundet. Så skal der honoreres for den tid og indsats, der ydes, ligesom på en arbejdsplads, hvor man får løn for sit arbejde. Det vil sige, at hvis man f.eks. ikke møder op og ikke har lovligt fravær, bliver man automatisk trukket i sin ydelse uden alt for meget kommunalt bureaukrati.

Sådan en model, hvor vi skaber en meget klar sammenhæng mellem indsats og honorering for en bestemt målgruppe, rejser naturligvis en lang række spørgsmål, bl.a. om, hvordan målgruppen nærmere kan og skal afgrænses, hvad indsatsen i de 37 timer nærmere skal bestå af, og hvordan ordningen bedst kommer til at fungere på en administrativt ubureaukratisk måde i de danske kommuner. Vi arbejder lige nu i regeringen med at afklare og overveje netop de her spørgsmål og flere til. Det er et stort og kompliceret arbejde, som skal gøres ordentligt, for det kommer til at vedrøre mange mennesker. Det skylder vi selvfølgelig de mennesker, det handler om, men det skylder vi også samfundet, ikke mindst de kommuner, vi beder om at administrere ordningen, og det arbejdsmarked, der også skal udgøre en stor del af løsningen.

Af samme grund kan regeringen heller ikke uden videre støtte det her beslutningsforslag, selv om vi er meget enige i tankerne bag det, da vi er bekymrede for, at vi derved får sat nogle streger eller lagt nogle spor, som viser sig ikke at være de helt rigtige. Desuden er de økonomiske omkostninger ved forslaget heller ikke afklaret endnu. Men jeg vil gerne gentage, at jeg er meget glad for Det Konservative Folkepartis initiativ. Den her diskussion om behovet for at møde indvandrere med en ny logik er vigtig, og jeg håber naturligvis på, at vi også kan indgå i en dialog med og få opbakning fra Det Konservative Folkeparti, når vi kommer nærmere en model, der kan behandles i Folketinget. Tak for ordet.

Hr. Marcus Knuth for en kort bemærkning.

Det er jo korrekt, at da vi fremsatte det her, var det bl.a., fordi regeringen var gået til valg på den her model, men ikke havde ageret i forhold til den. Der synes vi jo, det er ærgerligt, at man har ventet i så lang tid, altså et helt år, hvor den her store gruppe af mennesker, som burde være på arbejdsmarkedet, ikke er på arbejdsmarkedet – det koster jo det danske samfund enorme beløb. Og jo længere den her gruppe ikke er på arbejdsmarkedet, jo sværere er det at få dem ud. Så for det første: Hvorfor ventede man med at agere indtil nu? Eller man har jo ikke engang fremlagt forslaget endnu. Hvorfor ventede man i, hvad der kan blive op til halvandet års forsinkelse? For det andet: Nu ved jeg godt, at ministeren siger, at det arbejder man stadig væk på, men vores bekymring er, i forhold til at nogle af de her mennesker jo er rigtig gode til at omgå systemet og melde sig syge og det ene og det andet. Hvordan vil ministeren sikre, at folk ikke bare putter sig og gemmer sig fra de regler, som man kommer med?

Ministeren.

Det er rigtigt, at det her lovforslag ikke fremgik af regeringens første lovprogram. Der var en række andre initiativer, bl.a. om fremmedkrigere, og derfor er det først kommet på det næste, altså på det lovprogram, vi befinder os på nu. Af de lovforslag, som mit ministerium kommer til at fremsætte, er mit bedste gæt, at det her kommer til at være et af de mest omfattende og også et, der kræver involvering af andre ministerier – Beskæftigelsesministeriet, Justitsministeriet, Finansministeriet. Derfor er det et rimelig omfattende arbejde, og jeg er egentlig rimelig tilfreds med, hvis vi – syv-ni-tretten – kan få det tredjebehandlet og vedtaget i den her samling.

Så er det rigtigt, at en af de udfordringer, vi har, jo er, hvordan vi sikrer, at folk faktisk deltager i det program, der er, og at der er en smidig og lavbureaukratisk model for at sikre, at de ikke får udbetalt ydelser, hvis de kommer for sent. Og det kan lade sig gøre på det, der hedder forberedende grunduddannelse, som er en del af uddannelsessystemet, og det er bl.a. noget af det, vi lader os inspirere af.

Hr. Marcus Knuth.

Jeg er oprigtig glad for det, ministeren siger, om, at man lægger så meget energi i det her. Jeg ville ønske, man havde lagt så meget energi i det allerede for et år siden, for hver dag der går, koster det danske samfund. Men jeg håber også, som vi lægger op til i bemærkningerne til forslaget, at man vil kigge imod Norge, hvor man jo rent faktisk har en model for det her, som i hvert fald har haft nogle positive resultater. Jeg kan kun gentage mig selv igen og igen: For hver dag der går, hvor de her mennesker sidder på passiv forsørgelse, bliver det endnu sværere for dem at komme ud på arbejdsmarkedet, og det er dyrere og dyrere for det danske samfund.

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at når lovforslaget ikke er fremsat endnu, er det ikke, fordi vi har siddet på hænderne. Jeg har f.eks. selv gjort en del ud af at komme rundt og tale i nogle kommuner om, hvordan de indretter sig inden for den eksisterende lovgivning, og hvad de selv synes er udfordringerne med at komme i den her retning. Jeg har været i Esbjerg, i Vallensbæk, i København og i Greve og tale med borgmestre og med jobcenteransatte om, hvordan de synes, at den eksisterende beskæftigelses- og integrationspolitik fungerer, og hvad der er af muligheder. Der er masser af kreativitet derude, men lovgivningen i dag binder desværre kommunerne på en uhensigtsmæssig måde.

Fru Pernille Vermund, værsgo.

Tak for det. Det her forslag, som vi behandler i dag, er jo nærmest en til en regeringens eget valgprogram fra februar 2018. Det, der er sket i mellemtiden, og efter at regeringen har fået magten, er jo, at man ikke har gennemført det her, og til gengæld har man hævet ydelserne til de udlændinge, som er på kontanthjælp, som er på offentlig forsørgelse. Det har man gjort ud fra en begrundelse om, at det er synd for de børnefamilier, der ikke har ret mange penge, at det skal gå ud over børnene, at mor og far ikke tager et arbejde.

Jeg vil gerne spørge ministeren, om ministeren mener, at det forslag, som kommer – når det kommer – tager højde for det. Altså, mener ministeren, at det fortsat skal være sådan, at hvis man er en familie og har børn, behøver man skam ikke at arbejde, og så får man en ekstra høj ydelse, fordi det jo er synd for børnene? Eller vil man tage hårdere og mere kontant fat, også i forhold til de familier, hvor der er børn?

Ministeren.

Det er rigtigt, at både i det, Socialdemokratiet er gået til valg på, og i det, som står i forståelsespapiret, der blev formuleret, forud for at regeringen blev dannet, er der tanker omkring det her – punkt 1) at vi ville nedsætte en Ydelseskommission, der skulle se på hele ydelsesområdet, og punkt 2) at mens den arbejdede, ville vi lave et midlertidigt børnetilskud til de børnefamilier, der var omfattet af de tidligere ydelser. Og det er netop et midlertidigt børnetilskud, fordi det kun skal fungere, indtil vi får et nyt regime på plads. En del af det regime er: Hvordan møder vi særlig nyankomne med en helt ny logik? Jeg tænker, det er forkert, at de starter deres tilværelse i Danmark i kontanthjælpssystemet, som skulle være undtagelsen fra reglen. Men for nyankomne er det jo blevet reglen, at man starter med en passiv overførselsindkomst. Og hele det her arbejde handler derfor ikke bare om at finde et nyt niveau for satserne; det handler om at finde en helt ny tilgang til den første tid i Danmark, hvor man starter med at sige: Find et job, og hvis ikke du kan finde et job, har kommunen et 37-timers integrationsprogram, og hvis du kommer for sent, er der ingen penge.

Så er det fru Pernille Vermund. Værsgo.

Tak. Nu bliver jeg seriøst bekymret, for det, som Socialdemokratiet lovede i februar 2018, var ikke for nyankomne. Det var for udlændinge på overførselsindkomst i Danmark – man skulle arbejde 37 timer om ugen, og ellers skulle man trækkes i sin ydelse, altså hvis ikke man arbejdede de 37 timer. Så har man i mellemtiden givet ydelser til dem, der har været her i årtier, som stadig er udenlandske statsborgere, og som har levet i mange år på offentlig forsørgelse, og dem giver man lige en bonus, for det skal de da have en belønning for. Og nu taler man så om, at det, som man lovede i 2018, kun er for de nytilkomne.

Tak for det. Nu får vi svar fra ministeren. Værsgo.

Som jeg også sagde i min tale, er målgruppen ikke endeligt fastlagt, men den omfatter i hvert fald nyankomne. Hvor stor en andel af dem, der har været her i længere tid, der også skal være omfattet, er ikke afgrænset endnu. Og det er også, fordi det, jeg særlig selv kan forholde mig til, er dem, der er omfattet af integrationsloven, som hører under Udlændinge- og Integrationsministeriet. Hvis man har været i Danmark i mange år og man har været på kontanthjælp i mange år, hører man i dag til under den almindelige beskæftigelsespolitik. Det, der bare har været vores pointe, da vi udgav vores program i februar 2018, og fortsat er det, er, at det også er integrationspolitiske problemer, der gør, at nogle af de mennesker ikke er en del af arbejdsmarkedet.

Hr. Morten Dahlin, værsgo.

Jeg kunne godt tænke mig at starte med at stille ministeren et meget simpelt spørgsmål: Kommer regeringen til at fremlægge regeringens model om 37 timers beskæftigelse for det, vi nu kan forstå kun er nytilkomne flygtninge, i modsætning til hvad regeringen sådan set lovede før valget, før eller efter Ydelseskommissionen kommer med sine anbefalinger?

Ministeren.

Jeg vil godt starte med at sige, at jeg ikke har sagt, at det kun kommer til at gælde for nytilkomne. Jeg har bare sagt, at det i hvert fald kommer til at gælde for alle nytilkomne. Hvor stor en andel af dem, der har været her i længere tid, der også vil være omfattet af det, er ikke lagt fast endnu, for det er jo en kæmpestor gruppe, og hvor skal man afgrænse det? Det skal ske fornuftigt.

Nu har jeg simpelt hen glemt, hvad det var, der blev spurgt om (Morten Dahlin (V): Før eller efter Ydelseskommissionen?). Nå ja. Altså, det første, man kommer til at se, er Ydelseskommissionens anbefalinger, men vi kommer bare ikke til at vente med at udarbejde det her forslag, indtil Ydelseskommissionen er kommet med sine anbefalinger. Vi tillader os at forberede os lidt.

Hr. Morten Dahlin.

Tak for det. Det andet spørgsmål, jeg vil stille ministeren, er: Betyder den målgruppeafgrænsning, ministeren laver nu, at det løfte, som Socialdemokratiet gav før valget, om, at det her skulle gælde alle med integrationsbehov, er fejet af bordet?

Ministeren.

Nej, jeg synes egentlig, at det ligger i fuldstændig naturlig forlængelse af det, vi også sagde før valget, og som jeg også selv som udlændingeordfører før valget har udtalt mig om mange, mange gange. Vi læner os bl.a. op ad nogle erfaringer, der var, fra dengang fru Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister, hvor man etablerede et integrationspålæg som et forsøg, hvor kommunerne på baggrund af nogle objektive kriterier, bl.a. omkring danskkundskaber og arbejdsmarkedstilknytning, kunne pålægge nogle integration som en del af beskæftigelsespolitikken. Det fungerede egentlig med rimelig succes, og det er bl.a. noget af det, vi prøver at lade os inspirere af.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor går vi videre til hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet.

Tak, formand. Vores velfærdsstat er ikke skabt til at forsørge en underklasse af personer, hvoraf alt for mange har oprindelse i Stormellemøsten, og i den bedste af alle verdener skulle offentlig forsørgelse være en sidste udvej for folk, der uforskyldt er ramt af arbejdsløshed eller ulykke. Derfor synes jeg også, at der er grund til at kvittere for De Konservatives beslutningsforslag, for naturligvis skal udlændinge bidrage på arbejdsmarkedet.

Det er uomtvisteligt, at både mænd og kvinder med oprindelse i Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan, Afghanistan, Somalia og en række andre lande i dag har alt for lave beskæftigelsesfrekvenser. Det er også derfor, at regeringen, som ministeren nu har redegjort ret grundigt for, arbejder på at fremlægge en model, der skal sikre, at ydelser og indsats står mål med hinanden.

Der er desværre heller ikke på det her område nogen snuptagsløsninger, og derfor kan vi ikke bakke op om beslutningsforslaget, for der er behov for et grundigt stykke arbejde. Vi er enige i intentionen, vi arbejder på sagen, og vi er i Socialdemokratiet enige i, at det er afgørende for integrationen, at langt flere udlændinge kommer i arbejde. Tak.

Pernille Vermund, værsgo.

Tak for det. I Socialdemokratiets udspil fra februar 2018 sagde man i medierne på baggrund af det her, at op imod 30.000 personer ville blive aktiveret som følge af, at flygtninge og indvandrere skulle arbejde 37 timer om ugen for at modtage offentlig forsørgelse. Kan ordføreren bekræfte, at der ikke er tale om 30.000 personer, som udelukkende er flygtninge, men at en del af dem også er indvandrere, som ikke nødvendigvis er på det her område?

Ordføreren.

Jeg kan ikke bekræfte, at de ikke nødvendigvis er på det her område, for som ministeren lige har sagt, er gruppen jo ikke endeligt afgrænset endnu, og det er også en større gruppe end kun lige dem, som ministeren her i dag har ansvaret for. Så derfor kan jeg ikke komme den afgrænsning nærmere, nej.

Fru Pernille Vermund.

Så lad mig spørge på en anden måde: Vil det stadig være sådan med det udspil, der kommer fra Socialdemokratiet, at Socialdemokratiet kan leve op til løftet om, at op imod 30.000 personer skal aktiveres som følge af kravet om, at man skal arbejde 37 timer for at modtage ydelser?

Når jeg spørger, er det, fordi vi har en minister, som lige har stået og sagt, at dem, ministeren har ansvar for, er dem, som lige er kommet, og så har han ansvaret de første år, de er her, men dem, der har været her i mange år, og som i øvrigt fyldte en del i ministerens tale, hører ikke ind under det her område.

Ordføreren.

Integrationsproblemerne i Danmark er jo altså ikke løst, før der er en række betingelser, der er blevet opfyldt, og de bliver i hvert fald ikke løst, før vi har beskæftigelsesfrekvenser for folk fra den ikkevestlige verden, som er tilsvarende majoritetsbefolkningens. Og så længe vi ikke er der, er vi ikke i mål. Hvad det er i faktisk antal tusinde personer, eller hvornår vi vil være i mål med det, tør jeg ikke stå og sige her, men vores intention er helt klar, og den er, at man skal yde bidrag til samfundet, hvis man skal kunne modtage overførselsindkomster. Den logik står vi på mål for.

Hr. Marcus Knuth.

Tak. Mener ordføreren, at regeringens prioriteter er rigtige, når det første, man gør efter at være kommet til regeringsmagten, er at hæve ydelserne til flygtninge? Det næste, man gør, er at gøre det nemmere for bl.a. flygtninge at blive i Danmark, når der er fred i hjemlandet, og nu, halvandet år senere, har man stadig væk ikke ageret endeligt på det, som vi jo mener er noget af det allervigtigste man burde have gjort: netop at få folk ud på arbejdsmarkedet.

Ordføreren.

Ja, jeg mener, det var meget fornuftigt at gøre det, som vi jo havde sagt i lang tid før valget: at vi ville nedsætte en ydelseskommission og prøve at gentænke ydelsessystemet, og at vi så derudover også ville prøve at gøre en mere grundig indsats for at få langt flere med ikkevestlig baggrund i beskæftigelse, altså at prøve at lave nogle strukturelle forandringerne i beskæftigelsessystemet i stedet for nogle af de her småjusteringer, man ellers forsøger sig med.

Det der med, at vi kommer hen til et princip, hvor man først yder et antal timer på arbejdsmarkedet eller i aktivering, hvis man ikke selv kan finde sig et job, og hvor man bagefter får udbetalt en ydelse, synes jeg er et godt og sundt princip, som det er fornuftigt at basere vores model på.

Marcus Knuth.

Men kan ordføreren ikke se noget okkult i, at jo længere tid de her mennesker, som man endnu ikke har aktiveret, som man ellers gerne vil, når lovforslaget kommer, sidder uden at blive aktiveret, jo sværere er det at få dem aktiveret? Det her er jo en decideret udgift for det danske samfund. Nu kom Socialdemokratiet selv med et tal på, hvor meget man ville spare med det lovforslag. Hvis vi stiller et spørgsmål til, hvor meget det rent faktisk har kostet det danske samfund at vente, hvad der måske bliver halvandet år, er det så et spørgsmål, som ordføreren vil bakke os op om at stille i udvalget?

Ordføreren.

Nu er det jo ikke sådan, at man ikke har gjort en indsats hidtil – det har man jo også gjort under tidligere borgerlige regeringer og under den tidligere Thorning-Smith-regering osv. – for at få flere udlændinge i job, men det er klart, at enhver jo kan se, at indsatsen ikke er lykkedes.

Samtidig kan man jo se, at der også er noget, der tyder på, at der har været en eller anden form for berøringsangst eller stagnation i dele af beskæftigelsessystemet. Jeg læste f.eks. en analyse fra DA sidste år, der viste, at en meget stor andel ikkevestlige indvandrere slet ikke var til møder i jobcenteret eller kommunen og alligevel bare passivt fik udbetalt ydelser.

Så er det hr. Morten Dahlin. Værsgo.

Ordføreren siger, at integrationsproblemerne i Danmark ikke er løst, før beskæftigelsesfrekvensen for indvandrere og flygtninge er lig det, som den er for resten af samfundet. Alligevel har ordføreren selv siddet hernede i den her Folketingssal med store smil på læben og trykket grønt og stemt for at give arbejdsløse indvandrerfamilier op til 2.000 kr. ekstra i offentlig forsørgelse skattefrit hver evig eneste måned, og ordføreren har samtidig ikke gjort noget som helst for at få det forslag, der rent faktisk skulle få flere i arbejde, til at blive til virkelighed.

Kan ordføreren ikke godt forstå, at det klinger en lille smule hult, at Socialdemokratiet taler så stort om at få flere indvandrere i arbejde, når det eneste initiativ, Socialdemokratiet har taget på det her område, er at hæve de sociale ydelser til dem, der ikke er i arbejde?

Ordføreren.

Nej, det må jeg indrømme at jeg ikke rigtig kan se klinger hult, men jeg kan godt se, at hr. Morten Dahlin har en interesse i at få det til at lyde, som om det skal gøre det.

Vi gik ind i en valgkamp, hvor vi forinden havde sagt tydeligt, at vi ville gøre noget, for at langt flere udlændinge kom i arbejde, men vi ville også gøre noget for at undgå, at børn vokser op i fattigdom. Derfor lavede vi planen om at nedsætte en Ydelseskommission, der skulle hjælpe med at gentænke systemet og komme med nogle nye forslag, og vi sagde, at indtil den så kommer med sine resultater, vil vi lave et midlertidigt børnetilskud, som – så vidt jeg husker – er på 500-600 kr. for et barn, for i videst muligt omfang at skærme børn fra, at de vokser op i fattigdom. For børn er uforskyldt, børn har ikke ansvaret for, at deres forældre er arbejdsløse.

Hr. Morten Dahlin.

Det midlertidige børnetilskud er jo så allerede nu blevet forlænget to gange. Der er som bekendt intet mere permanent end en midlertidig statslig ordning, og så må vi jo se, om den nogen sinde forsvinder igen.

Tilbage til hr. Rasmus Stoklunds formulering om, at integrationsproblemerne ikke er løst, før lige så mange indvandrere er i arbejde som danskere: Mener hr. Rasmus Stoklund, at Socialdemokratiets højere ydelser til arbejdsløse indvandrere får flere indvandrere i arbejde?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at det er det, der kommer til at løse underbeskæftigelsesproblematikken blandt udlændinge. Som sagt var det midlertidige ydelsesinitiativ et initiativ, vi tog for at skærme børn, som vi ikke mener har et ansvar for at deres forældre er arbejdsløse. Men det ændrer jo ikke på, at der er en kæmpe udfordring i det her, og at vi skal sørge for, at langt flere udlændinge kommer i arbejde.

Tak til hr. Rasmus Stoklund. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Morten Dahlin, Venstre.

Tak for ordet, formand. Når man kommer til Danmark, skal man forsørge sig selv og sin familie. Det er Venstres helt grundlæggende holdning. Desværre må vi konstatere, at det ikke altid er sådan, det fungerer i dag. Faktisk er det ofte stik modsat.

Alt for mange flygtninge og alt for mange indvandrere med ikkevestlig baggrund er på passiv forsørgelse. Faktisk er kun 36 pct. af de 21-64-årige flygtninge og familiesammenførte i job, efter at de har været 3 år i Danmark, og selv om tallene ser lidt bedre ud, når man kigger på hele gruppen af ikkevestlige indvandrere, så er graden af beskæftigelse stadig væk iøjnefaldende meget lavere, end den er for borgere med dansk oprindelse. Faktisk er kun 60 pct. af de mandlige indvandrere fra ikkevestlige lande i job, og for kvindernes vedkommende er det omkring halvdelen. Samtidig ved vi, at indvandrere modtager markant mindre aktivering end borgere med dansk oprindelse. Så en gruppe, der har en meget lavere beskæftigelsesfrekvens, modtager altså samtidig meget mindre aktivering. Det er på alle måder et dårligt match, og den her høje arbejdsløshed blandt de her grupper udgør et stort samfundsproblem for Danmark økonomisk, socialt og kulturelt.

Økonomisk koster ikkevestlige indvandrere og efterkommere de danske skatteydere et beløb på intet mindre end 33 mia. kr. om året – penge, som kunne være blevet i danskernes lommer, eller som kunne være brugt bedre på kræftbehandling, grøn omstilling eller en bedre ældrepleje. Og det beløb er kun blevet større, fordi regeringen, fordi Socialdemokraterne, har valgt at hæve ydelserne til arbejdsløse indvandrere, så en arbejdsløs indvandrerfamilie nu bliver belønnet med 2.000 kr. ekstra hver evige eneste måned – vel at mærke skattefrit.

Socialt og kulturelt er det også en stor udfordring. Alt for mange indvandrere og flygtninge uden arbejde klumper sig sammen i ghettoerne og skaber parallelsamfund. De kommer ikke i kontakt med omverdenen, og deres børn vokser ikke op i en hverdag, hvor mor og far står op om morgenen og går på arbejde, og det er på alle måder en dårlig situation. Helt grundlæggende mener Venstre jo selvfølgelig, at udgangspunktet, når flygtninge kommer til Danmark, skal være, at de skal tilbage og hjælpe med at genopbygge deres hjemland, når der er fred, men imens de er her, skal de bidrage til fællesskabet ved at være på arbejdsmarkedet, og derfor har vi også tidligere sagt, at den her løst formulerede idé fra regeringens side om 37 timer er noget, som vi godt kan se os selv i. Ministeren nævnte før, at han har besøgt min kommune, hvor jeg er formand for Beskæftigelsesudvalget og har rykket lidt på den her dagsorden, og når vi kan støtte den der løst formulerede idé, kan vi selvfølgelig også støtte det her beslutningsforslag fra De Konservative.

Men – og det er meget vigtigt – det her løser bestemt ikke alt. Det er et lille skridt i den rigtige retning, hvis det bliver til noget, men i Venstre har vi større ambitioner, og derfor kan jeg da også afsløre her en sen aftentime fra Folketingets talerstol, at vi også selv snart kommer med en række bud på nogle mere grundlæggende reformer af det her område, som går længere end både det, som regeringen har foreslået, og også det, som Konservative har foreslået i det her beslutningsforslag. Når vi har det på plads, glæder jeg mig utrolig meget til at diskutere det med Folketingets partier. Men her for i aften kan vi godt støtte det her forslag.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og så er det fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Tak. Forslaget går ud på et krav om beskæftigelse eller beskæftigelsestilbud i mindst 37 timer pr. uge for alle indvandrere på enten kontanthjælp eller integrationsydelse for at have ret til at modtage kontanthjælp eller integrationsydelse. I forslagets bemærkninger uddybes det, at indvandrere med ikkevestlig baggrund og især kvinder falder igennem på arbejdsmarkedet og har en meget lav beskæftigelsesfrekvens. Det er rigtigt.

Problemet med forslaget er, at der kun tales om indvandrere. Der sondres ikke imellem, om disse indvandrere er kommet her til landet som flygtninge eller som familiesammenførte til f.eks. danske statsborgere. Det er, som om De Konservative med forslaget har fokus på, at alle udlændinge i Danmark, der enten er på kontanthjælp eller integrationsydelse, skal arbejde i mindst 37 timer om ugen. Der mener vi, at De Konservative begår den fejl, at de omtaler alle udlændinge i Danmark som indvandrere. Det var præcis den fejl, der i årtier gjorde, at man ikke sondrede mellem de problemer, som flygtninge giver, og de udfordringer, som andre indvandrere giver. Udgangspunktet må absolut være, at flygtninge kun skal være i landet midlertidigt og så vende hjem, når forholdene er til det. Fejlen i årtier var, at man gjorde flygtninge til indvandrere.

Anderledes er det med indvandrere, der skal være her længe eller altid. Det kan være en dansker, der har fundet kærligheden i Thailand, gifter sig og tager kvinden med til Danmark, og hun skal selvfølgelig lære dansk, arbejde og i det hele taget være selvforsørgende og bidrage til Danmark. Den gruppe af indvandrere skal selvfølgelig integreres, og der skal stilles krav til dem i modsætning til flygtninge og familiesammenførte til flygtninge. De skal ikke integreres, de skal ikke på arbejdsmarkedet og optjene en tilknytning til Danmark, så det bliver vanskeligt eller direkte umuligt at sende dem hjem, når der er mulighed for det. For der er brug for dem i deres hjemland til at genopbygge landet.

I december 2018 indgik DF en finanslovsaftale med den daværende VLAK-regering om at have fokus på hjemsendelse af flygtninge, den såkaldte hjemsendelsesordning. Det blev kaldt paradigmeskiftet, et lidt underligt ord, og jeg vil hellere sige »hjemsendelsesordning«, fordi fokus på flygtninge var hjemsendelse og ikke integration. Det synes jeg at De Konservative har glemt lidt her. Der skal lyde en opfordring til i kommende forslag at sondre mellem indvandrere, så flygtninge og indvandrere skilles ad. Man kan ikke bare behandle flygtninge og indvandrere som én pærevælling. Det vil altså være et løft i debatten. Som forslaget ligger her, kan vi ikke støtte det.

Tak til fru Pia Kjærsgaard. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor kan vi gå videre til hr. Henrik Vinther, Radikale Venstre.

Tak. I Danmark er det helt altovervejende udgangspunkt, at man skal kunne tage vare på sig selv og forsørge sig selv. Kan man ikke det, kan fællesskabet træde til, f.eks. med kontanthjælp, og målet er klart: At være på forsørgelse, at være på kontanthjælp, er noget, man er midlertidigt. Målet er at kunne forsørge sig selv.

Det Radikale Venstre kan derfor støtte intentionen i forslaget, nemlig at vi skal øge beskæftigelsesfrekvensen for indvandrere. Vi støtter også intentionen om at stille krav til mennesker, der eksempelvis er på kontanthjælp, så vi som mennesker stiller krav til hinanden, for når man stiller krav, så er der også en forventning om, at man kan bidrage. Vi er derfor heller ikke afvisende over for et krav om 37 timers aktivering. Vi så også gerne, at det blev udvidet, sådan at man ikke kun kiggede på beskæftigelse og beskæftigelsestilbud, men også på uddannelse eller danskundervisning, i forhold til at det kunne komme med i sådan et aktivitetskrav. Og hvis aktiveringen virker for dem, der er født i andre lande, så virker det måske også på dem, der er født her i landet.

Men der er ikke nogen finansiering i forslaget, og vi synes ikke, det er god borgerlig ansvarlighed at foreslå udgifter, der ikke er fundet penge til. Og derfor kan vi ikke støtte forslaget, men vi støtter helt klart intentionen og formålet og ser frem til at drøfte det forslag, der kommer.

Der er en kort bemærkning til hr. Marcus Knuth.

Jeg blev jo så glad, da Radikale Venstre sagde, at de kunne støtte det, og at det var fint, og at man støttede hensigten – men man støtter ikke finansieringen. Altså, det her forslag er jo noget, som skal få folk placeret på passiv forsørgelse ud på arbejdsmarkedet. Det er ikke noget, som koster penge. Det er noget, som vil spare enorme summer af penge. Og det er vel at mærke et forslag, som den regering, Radikale Venstre selv støtter, er kommet med, men ikke har ageret på. Hvordan kan man sige, at det er på grund af manglende finansiering, når det er noget, som rent faktisk vil spare den danske stat penge?

Ordføreren.

Det ser Radikale frem til, når vi kommer så langt, at vi får dem i arbejde. Det er vi enige i intentionen om at man skal kunne, og at det er målet med det, men først skal der penge på bordet til at få den indsats i gang, der skal til, bl.a. at sikre uddannelse og også danskundervisning, måske, til dem, der har brug for det. Så på sigt kan det give en besparelse, ja, og vi skal have erhvervsfrekvensen op. Men der skal penge på bordet først.

Hr. Marcus Knuth.

Men grundlæggende er vi enige om, at det at få folk fra passiv forsørgelse over til arbejdsmarkedet er positivt, og at det er noget, som sparer den danske stat penge. Og hvis vi er enige om det, hvorfor i alverden kan Radikale Venstre så ikke støtte det her?

Ordføreren.

Vi ser frem til at drøfte det forslag, som regeringen kommer med. Vi er enige i, at frekvensen skal op, og at det også både kan give et bedre liv til mange mennesker, som i dag er på overførsel, og en besparelse af de offentlige midler.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det Halime Oguz, SF.

Tak for det. Jeg vil starte med at kvittere over for Det Konservative Folkeparti for at fremsætte beslutningsforslaget her, der skal sikre, at alle indvandrere på kontanthjælp eller integrationsydelse er i beskæftigelse eller beskæftigelsestilbud i mindst 37 timer pr. uge.

I SF er vi enige med forslagsstillerne i, at en tæt tilknytning til arbejdsmarkedet er vigtigt, og at vi skal blive bedre til at få nytilkomne hurtigt ud på arbejdsmarkedet og blive integrerede. Derfor synes vi også, at en 37-timersløsning lyder spændende for folk, som har brug for hurtig kontakt med arbejdsmarkedet. Men vi har også betænkeligheder.

For det første er det vigtigt, at et så indgribende forslag som dette er gennemarbejdet, sendt i høring, og at det juridisk er på plads. Vi kan ikke bare vedtage et beslutningsforslag som dette uden at vide, om vi overholder de internationale forpligtelser i forhold til ligebehandling og ikkediskrimination.

For det andet er et beslutningsforslag som dette noget, som den danske fagbevægelse og arbejdsgiverne bør involveres ganske dybt i, og vi skal også have flere virksomheder med indover. Det Konservative Folkeparti kan jo sige, at alle skal arbejde i 37 timer, men hvordan det gribes an i praksis er et kæmpe nybrud på det danske arbejdsmarked, og her skal fagbevægelsen selvfølgelig være med hvert skridt på vejen.

Det er for SF vigtigt, at dette lovforslag giver mening og rent faktisk bidrager til at løse problemerne med arbejdsløshed blandt indvandrere. Det er derudover afgørende, at de 37 timers aktivering er meningsfulde for den enkelte og rent faktisk bidrager til at integrere den enkelte i samfundet, både i forhold til arbejde og uddannelse og gerne i kombination.

Med disse bemærkninger vil jeg meddele, at SF ikke kan støtte dette beslutningsforslag, og når vi i øvrigt ved, at regeringen har et lignende lovforslag på vej, vil vi i den forbindelse opfordre regeringen til, at dette lovforslag bliver udviklet i en forhandlingsproces, der inddrager arbejdsmarkedets parter.

Tak.

Hr. Marcus Knuth, værsgo.

Jeg vil igen sige, at jeg er lidt overrasket over argumentationen her. Man frygter, at det her vil være imod internationale forpligtelser. Det her handler om at få folk fra passiv forsørgelse over på arbejdsmarkedet, og er det nu pludselig blevet imod internationale forpligtelser? Det her er jo noget, vi har lagt frem, fordi regeringen ikke selv har handlet på regeringens eget forslag, og det vil sige, at ordføreren ikke har tænkt sig at støtte det forslag, der kommer fra regeringen, som regeringen vel at mærke er gået til valg på – en regering, som ordførerens parti selv holder hånden under?

Ordføreren.

Når jeg taler om internationale forpligtelser, tænker jeg på, at det her beslutningsforslag jo er målrettet en bestemt gruppe. Og om det kan være i overensstemmelse eller ej med internationale forpligtelser, skal vi bare have på plads. Dernæst støtter vi i SF selvfølgelig, at indvandrere og flygtninge og især kvinder skal have en uddannelse og i arbejde. SF var allerede for 2 eller 3 år siden ude med et udspil om et uddannelsespålæg for kvinder med indvandrerbaggrund, så selvfølgelig er vi da for at aktivere folk og at få dem i arbejde.

Hr. Marcus Knuth.

Men hvis ordførerens parti selv har lagt fokus på kvinder med indvandrerbaggrund, hvorfor skulle det så være imod internationale forpligtelser at sætte fokus på en særlig gruppe? Det er jo det, SF selv har gjort.

Ordføreren.

Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er i strid med internationale konventioner eller med lovgivningen, jeg siger bare, at vi skal være sikre på det. Da vi udarbejdede vores forslag, var vi selvfølgelig sikre på, at vi overholdt de internationale konventioner og lovgivningen.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så går vi videre til fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. Som det har været nævnt af flere, bygger det forslag, som Konservative fremsætter i dag, jo på nogle tanker, som allerede har været luftet af regeringen. Jeg tror, at vi alle sammen er enige om, at det er godt at være i arbejde eller være under uddannelse. Det er en god ting at have noget at stå op til, og jeg er af den overbevisning, at alle mennesker gerne vil bidrage med det, de kan, til vores fællesskab.

Men jeg synes, at det her beslutningsforslag fra De Konservative tager fat et helt forkert sted, for det beskæftiger sig slet ikke med de barrierer, der er i dag, for, at nogle med indvandrerbaggrund eller flygtningebaggrund ikke er en del af vores arbejdsmarked. Hvis vi ser på, hvilke barrierer der i dag er for, at udlændinge kommer i job, er der særlig tre udfordringer: Det er uddannelse, det er sprogfærdigheder, og det er sygdom. Derfor skal vi altså blive bedre til at udrede flygtninge eller indvandrere, der har traumer eller sygdomme. Vi skal sikre, at de tilbud, vi giver, er med til at opkvalificere og omskole dem. Der er jo mange, som kommer her til Danmark fra det land, de er flygtet fra eller er indvandret fra, med en uddannelse, som ikke er anerkendt i Danmark, og derfor kan de ikke bruge den, og derfor skal de jo omskoles. Det bringer folk tættere på arbejdsmarkedet, og det gælder sådan set ikke kun udlændinge, men faktisk alle i Danmark, som ikke har noget arbejde. Der er det en god idé, synes vi i Enhedslisten, at sætte ind med uddannelse.

Vi synes nemlig, at ideen om at gøre flere udlændinge og flygtninge til en del af det danske arbejdsmarked er god. Et job er en god vej til at blive integreret; at få danske kolleger og venner, at tilegne sig den kultur og det sprog og de normer, vi har her i landet, er en god ting, og det tror jeg man lærer, hvis man er en del af arbejdsmarkedet. Jeg er heller ikke et sekund i tvivl, som jeg sagde før, om, at det altovervejende flertal af udlændinge og flygtninge har et kæmpe ønske om hurtigt at få et job, for det er ikke motivationen, den er gal med. Det viser undersøgelser fra både Als Research og Udlændinge- og Integrationsministeriet, og de peger på, at udlændinge og efterkommere er mindst lige så optaget af at have et job og bidrage til samfundet som alle os andre. Der er bare ikke rigtig nogen jobs at få.

Med forslaget her kan vi faktisk gøre det endnu sværere for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet at få et job, for hvis man tvinger folk i 37 timers aktivering, er der pludselig op imod 30.000 mennesker, der skal arbejde gratis, og det er med til at støvsuge arbejdsmarkedet for lige præcis den type jobs, som mennesker på kanten af arbejdsmarkedet kan få. Det presser lønningerne, og det vil gøre det endnu sværere for rigtig mange at blive en del af arbejdsfællesskabet, som jeg tror vi alle sammen er enige om det er godt at være en del af.

Det er sådan set ikke kun os i Enhedslisten, der har de betænkeligheder. Jeg ville ønske, at Det Konservative Folkeparti havde gjort sig den ulejlighed at spørge dem, der rent faktisk sidder over for de her udfordringer ude i kommunerne, for så ville de opdage, at borgmestrene i mange af landets kommuner har meget svært ved at se for sig, hvordan de skal løfte den her opgave med at finde så mange job. F.eks. mente De Konservatives partikollega og borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Michael Ziegler, ikke, at det var realistisk at gennemføre, da han i 2018 blev spurgt om 37 timers aktivering, for som han sagde: Man risikerer, at jobcentrene ikke kan løfte opgaven med de grupper, der er nemmest at få i job, fordi alle kræfterne bliver brugt på dem, der er sværest at få i job.

Derudover vil jeg også sige, at vi i Enhedslisten har en bekymring over det her forslag, der handler om sprog. Jeg er sådan set fuldstændig enig i, at det er vigtigt, at folk kommer i arbejde, men hvis folk kommer i et arbejde, hvor de ikke har nogen kontakt med andre mennesker, hvis de f.eks. står på et lager alene om natten, så lærer de jo ikke at snakke dansk, så lærer de heller ikke at være en del af vores fællesskab, hvis de altså er alene. Derfor synes jeg også, vi er nødt til at tænke over, hvad det er for nogle jobs, vi sender særlig indvandrerkvinder ud i, og hvordan vi sikrer, at de kan løfte opgaven.

Derfor synes jeg altså, at Det Konservative Folkeparti tager fat et forkert sted på et problem, som vi alle sammen er enige om skal løses. Jeg tror, vi skal starte med at fjerne barriererne og på den måde sikre, at så mange som muligt kommer i job. Enhedslisten kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Morten Dahlin.

Jeg vil bare bede ordføreren om at bekræfte eller afkræfte, at jeg hørte rigtigt, nemlig at ordføreren startede sin tale med at sige, at ordføreren har en tro på, at alle gerne vil bidrage på arbejdsmarkedet med det, de kan. Er det virkelig ordførerens opfattelse, at alle gerne vil det?

Ordføreren.

Jeg tror ligesom i så mange andre henseender, at du altid kan finde undtagelsen, der bekræfter reglen. Men det er min klare overbevisning, at alle, f.eks. også mennesker, der er syge og ikke kan arbejde på fuld tid, faktisk rigtig gerne vil bidrage med det, de kan.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, Så går vi videre til fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Tak. Udlændinge i Danmark skal forsørge sig selv. I Nye Borgerlige ønsker vi at knytte retten til offentlig forsørgelse til det danske statsborgerskab. Vi mener, at det skal være en forudsætning for at få ophold i Danmark, at man kan forsørge sig selv, at man garanterer, at man forsørger sig selv, og gør man ikke det, skal man miste sin opholdstilladelse.

Forslaget her taler om indvandrere, og indvandrere i Danmark kan både være udenlandske statsborgere og udlændinge, der har fået dansk statsborgerskab. Det taler også om indvandrere meget bredt, og når vi taler om indvandrere i Danmark, uanset om vi taler om folk med dansk statsborgerskab eller udenlandsk statsborgerskab, er der overordnet set tre kategorier. Vi plejer at bruge to, men jeg vil tillade mig at bruge tre.

Vi har de vestlige indvandrere. De klarer sig generelt godt. Økonomisk er de en gevinst for det danske samfund. Dem kan og skal vi være taknemlige for. Så er der to grupper af ikkevestlige indvandrere. Der er de østasiatiske indvandrere. De er samlet set på niveau med Danmark, i forhold til hvordan de klarer sig på arbejdsmarkedet. Der er enkelte lande, som klarer sig bedre, men samlet set klarer de sig som danskere, og det er positivt.

Derudover er der Stormellemøsten, MENA-landene, de muslimske lande. De klarer sig miserabelt, også på arbejdsmarkedet. Den del af de mennesker, som er udlændinge, skal naturligvis ud, hvis de ikke kan forsørge sig selv. Den del, som man har været så uforsigtig at give dansk statsborgerskab, hænger vi desværre på, også selv om de både begår kriminalitet og ikke kan forsørge sig selv. Og for dem, der ikke forsørger sig selv, er det selvfølgelig vigtigt, at man stiller nogle krav, når de er danske statsborgere.

Vi ved jo, at mange af de kvinder, der bliver talt om i ordførertaler og socialdemokratiske ministertaler, dem, der har stået uden for arbejdsmarkedet i mange, mange år, har fået dansk statsborgerskab, og selv om der har været skruet på ydelserne, er de ikke kommet ind på arbejdsmarkedet. Derfor bliver vi nødt til at sige, at vil du ikke arbejde, mister du de penge, den ydelse, som du er givet. Det er ikke nok bare at skrue lidt op og ned. Vi er nødt til at sætte ret hårdt ind og sige: Den her ydelse er afhængig af, hvis du er dansk statsborger, at du faktisk stiller op og bidrager med et eller andet.

Hvis fru Rosa Lund har ret i det, hun sagde i sin ordførertale, vil alle jo gerne arbejde, og hvis det er rigtigt, er det jo også bare at komme af sted. Der er ikke ret meget i statistikkerne, der tyder på, at de mennesker, der kommer fra de muslimske lande, er synderlig interesserede i at arbejde, og hvis de er, er de ikke synderlig interesserede i at betale skat af det, men lad nu det ligge.

I Nye Borgerlige bakker vi ikke op om forslaget, som ligger her, fordi det taler om indvandrere generelt. Havde man talt om indvandrere med dansk statsborgerskab kunne vi godt være med til at sætte skruetvingen på, men eftersom indvandrere både er udenlandske statsborgere og danske statsborgere, er vi af den overbevisning, at dem, der er udenlandske statsborgere, ikke skal have offentlig forsørgelse i Danmark. Derfor giver det heller ikke mening at stille krav til dem om, at de skal integreres på det danske arbejdsmarked med tvang.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger ... (Pernille Vermund (NB): Jo, Pia Kjærsgaard). Men der er ikke nogen, der har trykket sig ind her. Jo, nu kan jeg se det. Fru Pia Kjærsgaard, værsgo.

Tak. Fru Pernille Vermund sluttede af med at sige, at man ikke støtter forslaget – sådan lidt ud fra de samme betragtninger, som jeg kom med. Men jeg vil bare høre, om fru Pernille Vermund er enig i – og det går jeg ud fra – hele paradigmeskiftet, altså at flygtninge skal hjem; at vi ikke skal begynde at sige det ene og det andet med, at de skal have arbejde, at de skal have alle mulige rettigheder. Det skal jeg bare være fuldstændig sikker på, for jeg synes, at talen hele tiden gik på danske statsborgere osv. osv. Men jeg forstod det ikke helt i forhold til det, der hed paradigmeskiftet, og som den nuværende regering med et rødt flertal desværre afskaffede – jeg håber bare, at fru Pernille Vermund er enig i, at det skal vi have genindført.

Ordføreren.

Naturligvis. Migranter, der er på en midlertidig opholdstilladelse, og som har fået flygtningestatus, skal rejse hjem, når deres midlertidige opholdstilladelse udløber. Og det bør være en del af en asylpolitik, hvor vi siger, at vi hjælper i nærområderne. Og kan man ikke rejse hjem til sit hjemland, fordi der ikke er sikkert, må vi sørge for, at de mennesker opholder sig i nærområderne, hvor vi jo ved – og det er vi enige om alle sammen – at vi kan hjælpe flere for de penge, vi afsætter. Så det er klart, at dem, der er her som migranter og har flygtningestatus, skal hjem.

Men der er jo også folk fra Stormellemøsten, som er kommet som familiesammenførte til danske statsborgere, og der synes vi, det er helt rimeligt at sige: Hvis du kommer som udenlandsk statsborger og er i Danmark, skal du forsørge dig selv, og kan du ikke det, må du rejse ud; du skal ikke være på offentlig forsørgelse i Danmark som udlænding, uanset hvor du kommer fra.

Så siger vi tak til ordføreren. Og så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Tak, hr. formand. Vi har jo fremsat det her beslutningsforslag af flere forskellige årsager. Vi synes, det er ærgerligt, at Socialdemokratiet går til valg på, at man både vil trylle asylansøgere ned til en lejr i Nordafrika – det har man så haft lidt svært ved – men så vil man også have, at dem, der er kommet til Danmark, hurtigst muligt skal ud på arbejdsmarkedet. Den prioritering, regeringen så har haft, er, at det første, man gør, efter at man har fået regeringsmagten, er at hæve ydelserne for visse grupper af flygtninge, og det næste, man gør, er at gøre det nemmere at blive i Danmark, hvis det er sådan, at man har et arbejde, selv om man kommer fra et land i krig, og der er fred i hjemlandet. Og selv nu, halvandet år senere, er man stadig væk ikke klar til at kunne fremsætte lovforslaget, som vi ville sige var noget af det første, man skulle fremsætte, netop om, hvordan man får folk fra passiv forsørgelse og ud på arbejdsmarkedet.

Nu fremsatte vi det her på et tidspunkt, hvor regeringen slet ikke var kommet med et lovforslag – jeg ved ikke, om det er det, der har været med til at fremskynde regeringens lovforslag. Men i hvert fald er vi glade for, at det nu langt om længe er på vej, men vi er så ærgerlige over den prioritering. Jeg vil ikke vide, hvad det har kostet det danske samfund, at regeringen har ventet så lang tid med at komme i gang med arbejdet på et så vigtigt område.

Så vil jeg sige, at jeg er ærgerlig over de støttepartier, som bruger, jeg vil nok sige nogle af de mest mærkelige undskyldninger, jeg længe har hørt, for ikke at støtte et lovforslag, som de sandsynligvis vil arbejde med regeringen om, når det er sådan, at regeringen selv kommer med det. At det skulle være imod internationale forpligtelser at få folk fra passiv forsørgelse ud på arbejdsmarkedet, er om ikke andet så i hvert fald meget, meget kreativt tænkt – eller at det skulle være en udgift, sådan som Radikale siger, at få folk fra passiv forsørgelse ud på arbejdsmarkedet, er jo simpelt hen bare Christiansborg, når det er værst. Fordi det er et forslag, der kommer fra Konservative, vil man ikke stemme for, og jeg vil næsten æde min gamle hat på, at når det er sådan, at regeringen kommer med det forslag, som vi lægger op til her, jamen så vil de selv samme partier sige: Hvor er det dog et spændende forslag; det glæder vi os til at arbejde med. Men fordi det er Konservative, så uha nej, så kan man ikke lide det.

Nye Borgerliges og Dansk Folkepartis årsag til, at man tager afstand fra det her, synes jeg er lidt skæv, for vi siger jo på ingen måde, at det her forslag lægger op til, at man skal blive i Danmark, når det er sådan, at der er fred i ens hjemland. Vi siger bare, at mens man er her, skal man bidrage, og det synes vi nu engang er ganske fornuftigt.

Til Venstre og de mange andre partier, som støtter det her beslutningsforslag, vil jeg sige tak for opbakningen. Det er vi oprigtigt glade for.

Der er en kort bemærkning til fru Pernille Vermund.

Tak for det. Er det Det Konservative Folkepartis holdning, at udlændinge, som opholder sig i Danmark, skal kunne leve på passiv forsørgelse?

Ordføreren.

Nej.

Fru Pernille Vermund.

Men så forstår jeg simpelt hen ikke, at man adopterer det tankesæt fra Socialdemokratiet. Altså, jeg er med på, at der ligger noget drilleri i det her, i forhold til at Socialdemokratiet har lovet, at udlændinge i Danmark skulle forsørge sig selv, og at man ikke har fået fingeren ud. Men jeg forstår simpelt hen ikke – og det er jo nok noget af det, som både Nye Borgerlige og DF er kritiske over for – at man adopterer den tankegang, at man, fordi vi giver dem offentlige ydelser, stiller de her krav om, at så skal de også ud at lave noget. Hvorfor ikke bare sige: Du skal ikke have den ydelse, hvis ikke du bestiller noget; kom ud og tag dig et arbejde, for der er masser at lave; kom ud og tag dig et arbejde, og så lukker vi den offentlige kasse?

Ordføreren.

Jamen vi synes, det første fornuftige skridt er at sikre folk, der kommer hertil. Vi har også en eller anden pligt til at hjælpe folk ud på arbejdsmarkedet. Men det, vi jo ser, er en virkelighed, hvor enorme grupper bare sidder parkeret hjemme foran fjernsynet og absolut ingenting laver. Og derfor er jeg jo glad for, at ministeren nu siger, at det her er en stor prioritet, at man vil lægge en masse ressourcer i det, og at det fylder på tværs af diverse ministerier. Jeg synes bare, det har været alt for langsomt.

Så er det Rosa Lund. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal starte med at gøre det klart for hr. Marcus Knuth, at i Enhedslisten er vi ikke støtteparti til regeringen, men parlamentarisk grundlag – det er for os to vidt forskellige ting.

Jeg vil gerne spørge hr. Marcus Knuth, om han har gjort sig den ulejlighed at spørge arbejdsmarkedets parter, hvad de mener om det her forslag. For uagtet om det kommer fra regeringen eller Det Konservative Folkeparti, er det vel immer væk arbejdsmarkedets parter, der skal implementere det. Derfor synes jeg, det er interessant at høre, hvilken dialog hr. Marcus Knuth og hans parti har haft med arbejdsmarkedets parter.

Ordføreren.

Jeg beklager, at jeg antog Enhedslisten for at være et støtteparti. Et støtteparti er selvfølgelig nogen, der holder hånden under en regering, der har begået enorme lovbrud uden selv at ville indse det. Det ville et parti, der bare er parlamentarisk grundlag, selvfølgelig aldrig gøre.

I forhold til arbejdsmarkedets parter er det her jo et forslag, som rent faktisk kommer fra Socialdemokratiet selv. Vi er enige i retningen; det var også noget af det, vi arbejdede på, da vi var i regering. Vi er bare ærgerlige over, at man har smølet og har lagt det nederst i bunken i stedet for at lægge det øverst i bunken.

Fru Rosa Lund.

Det, som man har gjort i regeringen trods alt, er jo at nedsætte en ydelseskommission, som skal se på nogle af de her ting og se på, hvordan det kan lade sig gøre. Jeg forstår godt, at man kan blive lidt utålmodig, det er vi også i Enhedslisten, men jeg synes alligevel, at når man så gerne vil fremskynde processen, kunne man jo godt bruge noget krudt på at se på, hvordan man så kunne implementere sådan et forslag her. Jeg synes i øvrigt også, at forslaget mangler at tage stilling til, hvordan vi sørger for, at de her mennesker, som ikke kan snakke dansk, lærer at snakke dansk.

Så vil jeg lade det andet flyve, for det var ikke mig, der sad i en regering, hvor der var en minister, som gjorde noget ulovligt.

Ordføreren.

Altså, Ydelseskommissionen er jo i mine øjne bare én stor løsning på, at man ikke vil have en politisk holdning til, hvorvidt integrationsydelsen skal op eller ned. Det er jo bare Socialdemokratiet, der gør sådan her (Marcus Knuth rækker afværgende hænderne op) og siger, at den beslutning vil vi overdrage til nogle andre. Der tog vi da i hvert fald en beslutning: Ydelserne skal ned, flere skal ud på arbejdsmarkedet. Derudover holder jeg bare fast i, at det her jo er regeringens eget forslag, som de ganske enkelt bare har lagt nederst i bunken.

Så er det fru Pia Kjærsgaard.

Tak. Men flygtninge skal ikke ud på arbejdsmarkedet, flygtninge skal forberedes til at komme hjem snarest muligt. Det er det, man skal gøre. Det var den ene ting. Den anden ting, jeg ikke lige kan lade være med at nævne, er – den bad fru Rosa Lund selv om; jeg fik faktisk selv tanken, da hr. Marcus Knuth sagde det – det der med støtteparti og parlamentarisk grundlag; den er lidt oplagt lige nu. Nå, det er en helt anden debat.

Så vil jeg bare sige noget til hr. Marcus Knuth i forhold til det der med, at man ikke vil stemme for Det Konservative Folkepartis forslag. Nu støtter Dansk Folkeparti ikke forslaget, det er ikke det, det er mere en principiel debat – det kan være, vi skal rejse den ved en anden lejlighed. Det gør man bare ikke, når det er et beslutningsforslag, selv om man faktisk godt kunne være enig. Det har ærgret mig i ganske mange år. Det er en helt anden debat, men jeg synes bare lige, jeg ville sige, at det ikke bare er, fordi det er De Konservative, det er bare, fordi det er et beslutningsforslag, som regeringen godt kan være enig i, og som hr. Marcus Knuth siger, giver det måske lidt hurtigere anledning til, at regeringen selv kommer med lovforslaget. Men det er bare ikke helt i orden, det er sådan lidt ærgerligt. Altså, æres den, der æres bør. Tak.

Ordføreren.

Jamen jeg håber da, at det her er noget, som har været med til at fremskynde det. Som jeg har sagt flere gange, koster det den danske stat enorme summer, hver dag mennesker ikke kommer ud på arbejdsmarkedet. Vi er jo enige med Dansk Folkeparti meget langt hen ad vejen på udlændingepolitikken, men vi mener altså nu engang, at flygtninge – ligesom Dansk Folkeparti mener – skal hjem hurtigst muligt, men vi mener, at den måde, man bedst forbereder dem til at kunne være med til at bygge deres hjemland op og blive opkvalificerede, når de kommer hjem, altså også er ved at bidrage på arbejdsmarkedet, mens de er i Danmark. Det er så måske en af de små forskelle på os og Dansk Folkeparti.

Så er det fru Halime Oguz, SF.

Tak for det. Jeg synes, det er rigtig, rigtig ærgerligt, at ordføreren, tror jeg, bevidst misforstod mine ord. Jeg snakkede ikke om, at det her var imod internationale konventioner. Jeg sagde bare, at alt det lovlige simpelt hen skal være på plads. Og så så ordføreren meget belejligt bort fra de andre ting, jeg nævnte, nemlig at det er vigtigt, at fagbevægelsen, arbejdsmarkedets parter og virksomhederne skal være med, hvis det her skal lykkes. Er ordføreren ikke enig med mig i det?

Ordføreren.

Jo, men det mener vi da stadig godt det kan inden for det her beslutningsforslag. Vi synes bare, det er lidt politisk, der er mange, der bruger ordet christiansborgfnidder – jeg kan ikke lide det ord, men nu bruger jeg det så alligevel. Man vælger jo ikke at støtte op om det her, fordi det kommer fra Konservative, men i det øjeblik, man har pillet den konservative indpakning af det og det er et socialdemokratisk forslag, vil jeg være overrasket, hvis SF ikke ønsker at indgå i dialog med regeringen om det.

Fru Halime Oguz, værsgo.

Jeg tror, at SF mere opponerede mod processen, at processen ikke var gennemarbejdet, at man ikke har haft den nødvendige kontakt og inddragelse af fagbevægelsen og arbejdsmarkedets parter, og det, vi forventer af Socialdemokratiet, er jo netop, at det her er gennemarbejdet. Hvad siger ordføreren til det, altså at det er vigtigt, at virksomhederne skal være med? Og i lighed med det spørgsmål, som fru Rosa Lund stillede, vil jeg gerne spørge: Har man talt med arbejdsmarkedets parter, inden man fremsatte det her beslutningsforslag?

Ordføreren, værsgo.

Men det er jo netop processen, som vi først og fremmest kritiserer regeringen for, altså at man har lagt det her nederst i bunken i stedet for øverst. Og nu er det her jo altså et beslutningsforslag og ikke et lovforslag, og derfor har det ikke været i høring, og derfor har det ikke været sendt ud til alle mulige. Det er jo det, der vil komme som næste naturlige skridt, og det er derfor, det ligger her, som det gør.

Tak til hr. Marcus Knuth. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.