Det næste punkt på dagsordenen er:

25) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 39:

Forslag til folketingsbeslutning om ret til klage over utilstrækkelig støtte i folkeskolen til børn med under 9 timers støttebehov.

Af Jakob Sølvhøj (EL) m.fl.

(Fremsættelse 20.10.2020).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er børne- og undervisningsministeren.

Det er jo faktisk stribevis af gode beslutningsforslag, vi skal behandle her i dag. Det her er et af dem, og når jeg så alligevel slutter med at sige, at vi som udgangspunkt ikke støtter det, skal man bide mærke i den første sætning, jeg sagde. For jeg synes faktisk, det er et godt beslutningsforslag, og jeg har derfor også, for at sige det ligeud, vaklet frem og tilbage mellem, om vi skulle støtte det eller ikke skulle støtte det, for jeg mener, at vejen er den rigtige – forstået på den måde, at det selvfølgelig skal være sådan, at man kan efterprøve en afgørelse. Det mener jeg sådan set er et sundt princip i hele vores samfund, og det gælder måske i særdeleshed her, hvor der står nogle familier, som ellers kan komme i klemme. Der ligger en masse juristeri bag, at man ikke kan det, og det har jeg prøvet at lade mig forklare ad nogle omgange. Det handler om, at det egentlig ikke er en afgørelse, og derfor kan man ikke anke den. Det må vi jo finde en løsning på. Det er rigtigt, at det er sådan, det er nu, og det må så være noget af det, vi laver om.

I virkeligheden er jeg meget åben over for, at vi får lavet den forandring, så det bliver muligt, men vi har selv sat et arbejde i gang, som der skal konkluderes på, og som jeg derfor enormt gerne vil vente på. Evalueringen gennemføres af VIVE, og der kigges bredt på hele området. Derfor er det også noget med at få kigget på hele inklusionen, men også den specialpædagogiske bistand. Og jeg synes egentlig, at det skal have lov til at blive set i sammenhæng. Derfor et tilsagn om gerne at ville kigge på det på det tidspunkt.

Det, der så er idéen med det her forslag, er, at vi skal kigge på de økonomiske konsekvenser af at give forældrene eller forældremyndighedsindehaver til børn, der har et behov for under 9 timers støtte om ugen i skolen, mulighed for at klage til Klagenævnet for Specialundervisning. Det er i øvrigt en genfremsættelse af et forslag, der blev fremsat i 2019, inden jeg sad som minister på området, og det oprindelige forslag blev sendt i høring hos parter og interessenter og blev behandlet i en lukket høring, men forslaget bortfaldt ved slutningen af folketingsåret. Og som det fremgår af beslutningsforslaget, var der i høringen anerkendelse af forslaget fra parter og interessenter, men høringssvarene viste samtidig, at der var en bekymring hos flere af de centrale parter, fordi de frygtede, at en klageadgang ville betyde en stor administrativ og ledelsesmæssig opgave for skolerne, og at det ville kunne medføre en konfliktkultur frem for en dialogkultur.

Det ændrer jo altså ikke på – og det synes jeg faktisk at man skal tage alvorligt – at der, når man har fået afdækket tingene, er et spørgsmål om, hvordan man skruer det sammen. Jeg mener sådan set, at lige præcis den del af høringen skal man tage meget alvorligt.

Men det ændrer altså ikke på, at regeringen er enig med forslagsstillerne i, at der er behov for at styrke retssikkerheden for de børn, som har et støttebehov på under 9 timer om ugen. Det er selvfølgelig, fordi alle børn skal have mulighed for at have en god skolegang både fagligt og socialt, og børn med særlige behov skal have den undervisning og støtte, der kan udfolde deres fulde potentiale. Regeringen deler simpelt hen bekymringen for, at det ikke er alle skoler, der lever op til at give eleverne den undervisning og støtte, og at der derfor er behov for at se på nye løsninger på området. Det er både med hensyn til de redskaber, der bliver tildelt, men også i de sammenhænge, hvor der ikke bliver tildelt redskaber, men hvor forældrene er uenige i den beslutning, der er truffet. På den baggrund har regeringen sammen med KL iværksat den her evaluering af de inkluderende læringsmiljøer og specialundervisningen, som bliver afsluttet i 2021. Og det vil sige, at vi er så tæt på at have den evaluering, at jeg godt kunne tænke mig at se det som et samlet hele.

Men bare for sådan at samle op: Jeg mener, at vi skal vente på evalueringen, men jeg har som sagt været meget i tvivl om, om vi skulle ende med at støtte det her forslag, for jeg synes, at indholdet i det er fornuftigt – ellers ville jeg heller ikke have sat gang i den evaluering, som jeg har sat i gang. Så det er et tilsagn om at kigge på det og et tilsagn om at løse problemet, men jeg vil mægtig gerne vente, til rapporten foreligger. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Jakob Sølvhøj.

Tak for de venlige ord om forslaget. Det, der er vigtigt for os, er, at vi får fundet en vej til at sikre, at de forældre, der oplever, at deres børn har et stort støttebehov, som ikke imødekommes, får hjælp. Jeg forstår ministeren sådan, at der er et tilsagn om, at vi skal have løst det problem, men jeg kunne også godt tænke mig et tilsagn om, at vi også i samme ombæring får sat noget økonomi på. Noget af det, som rokkede lidt ved debatten sidste gang, var jo overvejelser om, om det overhovedet er rigtigt, at det her kan løses for en ramme på 3-5 mio. kr., som vi dengang talte om at det var inden for – et synspunkt, Danske Handicaporganisationer deler. Men det vil være godt at få noget økonomi på, så vi slipper for at lande i en blindgyde, hvor vi slås om, hvordan det bliver nu, når der skal dut'es osv. Vi kan få en regulær debat, hvis vi får afdækket økonomien. Vil ministeren også give tilsagn om det?

Tak for det. Inden jeg lige giver ministeren ordet, skal jeg sige, at der er problemer med uret på talerstolen. Jeg rejser mig lige, 10 sekunder før tiden er gået.

Ja, det kunne jeg godt se, og jeg blev også lige lidt distraheret af, at lampen blinkede her. Faktisk er det ikke så mange år siden, vi sidst var inde at kigge på retssikkerhedsspørgsmålet. Det var på socialområdet, og det var fru Marianne Jelved, der havde rejst spørgsmålet om et retssikkerhedsråd, og her var der nogle lignende problemstillinger, som blev forhandlet ovre i Socialministeriet. Der vil jeg sige, at jeg ikke kan huske det præcise beløb, men vi var under 10 mio. kr. om året. Og det er jo, fordi kommunerne har pålæg om at leve op til lovens bogstav, og derfor skulle der mig bekendt ikke være grundlag for at sige, at der skal udskrives en større regning for at gøre det her. Det vil sige, at min bedste vurdering er, at vi taler om et etcifret millionbeløb, dvs. noget, der er klart håndterbart. Men det skal jo djøf'es igennem så at sige, ikke? Altså forstået på den måde, at det skal ministeriet og de embedsfolk, der sidder med det, have lov til at dykke ned i. Jeg har dog siddet med lignende ting tidligere, så mon ikke det vil være nogenlunde samme spor, vi er inde på, og det skulle vi jo nok trods alt kunne håndtere på et område, der har så mange milliarder.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Så vil jeg blot kvittere for tilsagnet. Altså det, vi beder om, er jo sådan set ikke nye rettigheder i forhold til støtten. Det vil sige, at funktionen for en sådan måde at afgøre klager fra forældrene på jo sådan set bare er, at man tager stilling til, om loven overholdes eller ikke overholdes, og derfor genererer det som sådan ikke nye udgifter. Men også tak for tilsagnet om det.

Ministeren.

Yes! Og tak for at løfte debatten. Jeg synes, det er utrolig vigtigt, og jeg vil sige, at jeg sådan set tror, at et af de store problemer for folkeskolen har været, at der har været for mange steder, hvor det har været mægtig svært med den inklusionsdagsorden, der er. Jeg har hørt uendelig mange historier fra forældre, som er kommet i klemme lige præcis her, og som har brug for en second opinion. Det synes jeg jo er et godt princip i stort set resten af vores offentlige sektor, og derfor synes jeg, det her er en helt rigtig anledning til at få taget den her drøftelse. Selvfølgelig skal vi ned ad den vej.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er fra Socialdemokratiet. Hr. Jens Joel.

Tak til formanden for ordet, og tak til Enhedslisten for at fremsætte beslutningsforslaget. Det er en virkelig vigtig dagsorden at diskutere og i øvrigt at sikre, at det, som vi har ønsket herindefra, det, der er krav på, det, som børnene har brug for, også er det, som de får. Støtten til de børn i vores folkeskole, som har brug for støtte, også selv om de ikke har brug for mere end 9 timer, er selvfølgelig fuldstændig afgørende for deres faglighed og for deres sociale mulighed for at få en god skolegang. Jeg tror også, at det, når Enhedslisten rejser beslutningsforslaget, og når den her debat kører, jo så er et spørgsmål om, at der selvfølgelig er gode eksempler på, at det går godt derude, men at der også er eksempler på det modsatte. Der er eksempler på, at man ikke har fået den hjælp, som man har haft krav på, eller som man har følt at man har haft krav på, og man har haft svært ved at få afgjort, om det var tilfældet.

Jeg tror jo også, at vi nu formodentlig med den finanslov, som vi lander inden længe – syv-ni-tretten – men også med den finanslov, som vi lavede sidste år, og de kommuneaftaler, som vi har lavet de sidste par år, investerer i velfærden. Forudsætningen for, at kommunerne også leverer den støtte, der er brug for derude, er jo faktisk også, at der er økonomi til at yde en ordentlig skolegang, en ordentlig støtte, og det er jo egentlig bare for at sige, at jeg også tror, at en af udfordringerne og en af grundene til, at det her område er blevet presset, er, at økonomien i skoler og i kommuner er blevet presset.

Så vi anerkender, at der er eksempler på, at det ikke er godt nok. Vi anerkender, at den her opgave selvfølgelig skal løftes, og vi anerkender, som ministeren også sagde, også, at der er brug for at styrke børnene og forældrenes retssikkerhed i den proces, i den diskussion, om man vil, i den samtale med kommunen og skolen om, hvordan det skal gøres.

Men som ministeren også sagde, har vi jo faktisk i samarbejde med KL sat VIVE til at evaluere hele området, og derfor mener vi, at det rigtigste er at konkludere, når vi har fået den samlede tilbagemelding på området for støtte og specialundervisning. Derfor er vi sådan set – og det er jo bare tilsagnet her – åbne for at diskutere: Hvordan kan vi stramme op? Hvad kan vi gøre? Hvordan kan vi sikre, at de intentioner, som vi har om, at også børn, der har brug for mindre end 9 timers støtte, rent faktisk får den, og at de er trygge ved, at de har fået det, som de har behov for? Det vil vi meget gerne diskutere, men vi vil også gerne afvente evalueringen, inden vi, om man så må sige, slår søm i, inden vi konkluderer noget endeligt.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til Socialdemokratiets ordfører. Så vi går videre til Venstres ordfører, hr. Stén Knuth.

Tak for det, formand, tak for ordet, og tak til Enhedslisten for at rejse den her vigtige debat og også at holde fast i debatten. Det er jo, som jeg har været tilbage at kigge en lille smule på, ikke første gang, vi står og diskuterer den her vigtige sag, som har til formål at sikre og forbedre retssikkerheden for de elever, der har behov for støtte, også under 9 timer om ugen. Venstre arbejder jo hver eneste dag på at sætte mennesket før systemet, og derfor ser vi også positivt på det her beslutningsforslag om at få beregnet de økonomiske konsekvenser af den klageadgang, vi her taler om.

Vi ser det som et vigtigt skridt på vej mod en bedre inklusion, og det er også at sikre, at alle elever bliver en del af det betydende fællesskab, som er i skolen, hvor de lærer, og hvor de trives. Det handler nemlig om at varetage barnets tarv, ikke systemets, og vi skal være sikre på, at børn med et støttebehov modtager den rette støtte med det rette indhold og med den rette kvalitet, så de får lige muligheder for at udleve deres fulde potentiale som alle andre børn. For, og nu citerer jeg:

»Retten til inkluderende uddannelse uden diskrimination betyder, at børn med handicap ikke må udelukkes fra det almindelige uddannelsessystem på grund af handicap og har krav på, at der foretages rimelig tilpasning i forhold til barnets konkrete behov, medmindre dette vil være unødigt byrdefuldt«.

Det står jo i rapporten »Handicap – status 2019«, som er udgivet af Institut for Menneskerettigheder.

I Venstre mener vi, at alle børn skal have muligheder for at udfolde deres fulde potentiale. Det kræver støtte for nogle, det kræver lidt mere for andre og meget for nogle få, og det at tænke lidt mere forebyggende er helt nødvendigt. Også i dag oplever vi jo en række børn og familier, der i stedet for at få hjælp i tide får problemer, som vokser sig store, alt for store, og det at sikre en klageadgang og klageret i forhold til støtten under 9 timer handler langt mindre om at skabe grobund for klager og langt mere om, at man har klageadgangen, og at vi forhåbentlig får sikret både en tidlig indsats, og at der er et ligeværdigt grundlag for at tage dialogen omkring barnet og barnets behov.

Derfor mener Venstre også, at det er uhensigtsmæssigt, at skolelederen, der giver kompetencen til at træffe afgørelsen om specialpædagogisk bistand, også har det fulde ansvar for budgetrammen i forbindelse med bistand og støtte, og Venstre frygter, at den dobbeltrolle eller de dobbeltkasketter, man kan have på i de her tilfælde, kan påvirke udfaldet af den tilfaldne støtte til elever med behov for støtte uanset timeantal. Det er derfor, vi mener, at forældre og forældremyndighedsindehavere skal have ret til at kunne klage over støttens indhold og kvalitet til en uvildig instans, altså Klagenævnet for Specialundervisning, og det gælder uanset timeantallet.

Ud over at det stiller forældre og forældremyndighedspersoner bedre i forhold til en individuel tilpasning af undervisningstilbud, mener Venstre også, at klageadgangen kan være med til at styrke retssikkerheden på området. For årsrapporten fra Klagenævnet for Specialundervisning vækker nemlig bekymring over kommunernes afgørelser i forbindelse med tildeling af støtten i undervisningstilbud eller måske snarere manglen derpå. Der står sort på hvidt i årsrapporten fra Klagenævnet for Specialundervisning fra 2019, at nævnet har omgjort kommunernes afgørelser i mere end 20 pct. af tilfældene, mens nævnet i ca. 9 pct. af sagerne har sendt sagerne tilbage til kommunen med besked om, at de skal forhandles på ny.

Det er ikke godt nok, og det er endnu en grund til, at Venstre håber, at vi kan lande en fælles beretning, der pålægger regeringen at foretage en økonomisk konsekvensberegning af, hvad det faktisk vil koste at indføre en klageret, så vi kan træde et skridt i den rigtige retning og efterfølgende indføre en klageret, også for de børn, der har et støttebehov på under 9 timer. Vi skal nemlig sætte mennesket før systemet.

Tak for ordet.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Venstres ordfører. Så er det ordføreren fra Dansk Folkeparti, hr. Alex Ahrendtsen.

Enhedslistens beslutningsforslag er en genfremsættelse af et tidligere beslutningsforslag om at give forældre retten til at klage over den specialundervisningsstøtte, som børn i folkeskolen med under 9 timers støttebehov om ugen modtager. Det er kun forældre til børn, der har 9 timers støttebehov, der har ret til at klage til Klagenævnet for Specialundervisning, og Enhedslisten foreslår i dette forslag at vurdere de økonomiske konsekvenser af en sådan ændring og har dermed justeret sit oprindelige forslag.

Først lidt generelt om emnet: Alle børn får støtte i folkeskolen, og alle har også ret til at klage, men det er kun dem med 9 timers støttebehov om ugen eller mere, der har ret til at klage til klagenævnet. Det er vigtigt lige at holde sig det for øje. De andre skal tale med skolelederen eller i sidste ende kommunalbestyrelsen, som jo har ansvaret for folkeskolen. Det er også vigtigt at få understreget, at der ikke blev ændret i loven i 2012, men praksis i klagenævnet blev præciseret i bemærkningerne.

Enhedslisten henviser i forslaget til FN's handicapkomité, der er meget kritisk, og Enhedslisten henviser også til, at klagenævnet ændrer i kommunens afgørelser i en tredjedel af sagerne. Danske Handicaporganisationer har endvidere sendt et notat, som fortæller, at halvdelen af forældrene til børn med handicap er utilfredse med inklusionen i skolerne. Forslaget vedrører folkeskolen, som jo er forligsbelagt, nemlig folkeskolelovens § 51, og da vi sidst debatterede forslaget i salen, var vi i Dansk Folkeparti imødekommende. Vi ville gerne diskutere det i folkeskoleforligskredsen, og det vil vi fortsat. Jeg deltog desværre ikke i høringen den 28. november 2019, fordi jeg kort forinden blev sygemeldt.

Vi kan sagtens støtte Enhedslistens ønske om en vurdering af de økonomiske følger. Jeg har dog lidt svært ved at forstå, hvorfor Enhedslisten, som er støtteparti for regeringen, ikke har bedt undervisningsministeren om at få udarbejdet en sådan vurdering, for det behøver man strengt taget ikke et beslutningsforslag til. Danske Handicaporganisationer vurderer selv, at selve klageadgangen vil koste mellem 3 mio. og 5 mio. kr., og hvad det medfører af udgifter til øget inklusion, har man ikke beregnet.

Undervisningsministeriet kommer med en evaluering af inklusionen og den specialpædagogiske bistand i efteråret 2021. Den vil give os mere viden om, hvor mange børn det drejer sig om og dermed også, hvad de økonomiske følger vil være af at fjerne klageadgangen. Vi ser frem til den videre behandling i udvalget. Det vil nok være mest oplagt med en beretning i udvalget, som leder hen mod den evaluering, der kommer i 2021.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det ordføreren for Det Radikale Venstre, fru Marianne Jelved.

I Radikale Venstre er vi rigtig meget tilfredse med Enhedslistens velmente stædighed med den her tanke, som vi haft oppe flere gange i Folketinget. Jeg vil også godt lige kvittere over for ministeren og sige, at det er glædeligt at høre, at der er indgået sådan en forståelse med KL, der kommer med et høringsresultat om, hvordan det overhovedet ser ud med specialundervisning i folkeskolen. Det er der rigtig stort behov for, for den måde, vi tildeler midler til specialundervisning på, forvrider det indimellem efter min opfattelse. Derfor synes vi selvfølgelig også i Radikale Venstre, at det er rigtig, rigtig godt, hvis man fastholder det system, der hedder, at i op til 9 timer er det skolelederen, der afgør det, og der er ikke nogen klageinstans, men at de forældre, hvor barnet har behov for mindre end 9 timers støtteundervisning, også godt kan bruge Klagenævnet for Specialundervisning.

Det handler selvfølgelig om retssikkerhed og om den oplevelse, som forældrene har ved ikke at blive hørt og ikke kunne få en rigtig dialog. Samtidig giver den adskillelse mellem de 9 timer og den øvrige specialundervisning, der er af større omfang end 9 timer, en vaklen mellem, hvilken af de her to muligheder man skal vælge, hvis det ligger på grænsen; og så kan man nemt bilde sig selv ind, at det ligger på grænsen, fordi det er dyrt. Vi har ikke gode nok erfaringer med at få løftet den her opgave.

For nogle år siden – da vi havde en anden undervisningsminister fra Venstre, nemlig fru Ellen Trane Nørby – var Skolelederforeningens formand sat i spidsen for et hold af meget kompetente og erfarne folk fra skolevæsenet. De skulle ud at undersøge, hvordan det stod til med inklusionen i den danske folkeskole.

De kom tilbage med to konklusioner, hvis tankegange var: Afskaf målet på de 96 pct., der skal være i folkeskolen. Det er også afskaffet, heldigvis. Den anden konklusion var, som Claus Hjortdal, der også dengang var formand for Skolelederforeningen, udtrykte på følgende måde: Når vi har været inde at iagttage børnene i et klasselokale, kan vi se, at der er rigtig mange børn, som har brug for at være mere med i fællesskabet. Afskaf begrebet inklusion – alle børn har ret til faglig og social udvikling i fællesskabet. Det er virkelig et mantra, som alle burde tage med sig i forhold til folkeskolen og børneinstitutioner iøvrigt.

Det er stort med den holdning, hvis den fører til handling. Det kunne vi godt have som et fælles grundlag, nemlig at vi skulle sikre, at alle børn får faglig og social udvikling i fællesskaber. Og med de ord ønsker jeg rigtig godt held med projektet her. Jeg tror, det skal blive til noget, når ministeren er så positiv – det glemmer vi jo ikke.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Socialistisk Folkeparti, hr. Jacob Mark.

For ikke mange uger siden var Slotspladsen derude ikke fuld af grydehamrende glade folk, eller hvad de er, men af tomme stole, som på mange måder i sig selv sendte, synes jeg, et af de mest alvorlige og triste budskaber i den tid, jeg har siddet i Folketinget: De tomme stole repræsenterede alle de mange børn, som hvert år har skolefravær, og som hvert år er væk fra deres klasser, selv om de egentlig har lyst til at være der. Man kan gribe skolefravær an på mange måder. Man kan analysere børns fravær på mange måder, men jeg og SF tror på, at når børn ikke kommer i skole og ikke er en del af deres klasse, er det, fordi der er noget galt.

Det, der i hvert fald har været galt, er, at man i en årrække har tænkt mere i procenter, mere i regneark og mere i økonomi, end man har tænkt i, hvad der er bedst for børnene. Det var Radikales ordfører også inde på, altså at man med inklusionsloven besluttede, at man med al vold og magt ville inkludere 96 pct. af alle børn, uagtet at det i nogle kommuner kunne være sådan, at 97 pct. af børnene var klar, mens det i andre kunne være færre. Så handler det om økonomi, før det handler om børnene.

Jeg havde engang, da jeg var ansat i en folkeskole, et barn, som jeg skulle være på, mandsopdække tror jeg faktisk det hed – det siger også lidt om det. Jeg sad med ham en dag inde i klassen, det var første gang, jeg mødte ham, og så sagde han: Jacob, du skal vide om mig, at jeg er lidt mærkelig; jeg er inkluderet. I virkeligheden var han jo alt andet end inkluderet, for det kan godt være, at han sad i klassen, man han var meget ekskluderet fra de andre børn, som han syntes han var meget anderledes end.

Nu har vi ændret på noget af den lovgivning, og det er godt, men der er stadig i kommunerne store problemer med børn, der bliver tvunget ind i et skoletilbud, som egentlig ikke er det bedste for dem, på grund af økonomi. Og det skal vi have gjort noget ved.

En anden årsag, der kan være til skolefravær, er mistrivsel i hjemmet, men også at børn ikke får den hjælp, de har brug for. Vi ved, at der er mange børn, som sidder derhjemme med angst, og som sidder derhjemme med alvorlige problemer, hvor lærerne laver underretninger og siger: Der er brug for hjælp til det her barn – men hvor der går måneder. Jeg har endda mødt lærere, der har sagt, at de havde haft børn i et år, hvor de ikke havde set barnet i klassen, fordi barnet ikke havde fået den hjælp, det havde brug for. Derfor ønsker SF, at man skal have ret til akut hjælp, hvis man har akutte problemer, så man ikke bliver tvunget til at sidde hjemme på værelset, når man egentlig gerne vil op til kammeraterne. Den sidste del, som også kan bidrage, er jo, at når man allerede har fået tildelt hjælp, ja, så får man den hjælp.

Det er her, Enhedslisten har gjort en god indsats med at sætte et vigtigt problem på dagsordenen, nemlig det problem, at der er mange børn, der ikke får den hjælp, som de egentlig har fået lovning på at de skal have, fordi skolernes økonomi er presset, fordi skolelederne vælger – fordi de er presset – at bruge timerne på noget andet end de børn, der har brug for støtten. Når børn ikke får den støtte, som de i hvert fald har fået at vide at de nok har brug for for at kunne klare deres skoletilbud, så risikerer de jo at blive en tom stol ude på Slotspladsen, fordi de ikke kan komme i skole.

Når det sker, skal forældrene have et sted at gå hen. Det har de ikke, sådan som det er i dag. Det skal de have i fremtiden. Det er det, beslutningsforslaget går ud på, altså at få lavet en økonomisk vurdering af det. Jeg hører ministeren sige, at det vil ministeren gerne arbejde hen imod. Jeg hører et flertal sige, og det er jeg i virkeligheden meget begejstret over, at det vil et flertal gerne arbejde hen imod. Det synes vi i SF er rigtig godt, for det er også vores ønske. Derfor er vi meget positive og vil være opbakkende i den videre proces, der kommer, hvad enten det bliver som beretning eller som et videre arbejde med en evaluering, eller hvordan det bliver. Det må vi snakke videre om.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Jeg er jo som skolelærer enig i rigtig meget af det, som hr. Jacob Mark siger her. Jeg er bare nødt til at spørge: Stemte Socialistisk Folkeparti for inklusionsloven?

Værsgo.

Jeg kan sige meget klart, at SF både stemte for inklusionsloven og for folkeskolereformen. Og jeg tror, at SF'erne dengang – jeg sad ikke selv i folketingsgruppen – gjorde det med alle de rigtige hensigter. I forhold til inklusionsloven vil jeg sige: Man kan jo ikke have noget imod inklusion; inklusion som ideal er en god tanke, nemlig at børn skal rummes i de fællesskaber, der er. Problemet er bare, at man ikke lyttede til alle de eksperter, der sagde: Det er en fejlagtig beslutning at lave en fast procentmålsætning. Det skulle man have lyttet til dengang. Men idealet om inklusion og stærke fællesskaber går jeg stadig meget varmt ind for som SF'er.

Fru Mette Thiesen.

Det tror jeg sådan set ikke, at der er nogen, der kan være imod, altså at børn skal have et inkluderende tilbud, i øvrigt uanset om det er på en specialskole eller det er på en almen folkeskole eller på en friskole for den sags skyld. Jeg havde bare brug for lige at høre det. Jeg har selv været meget, meget stor modstander af både inklusionsloven og folkeskolereformen for den sags skyld. Og jeg medgiver også, at det var rigtig fint, at man fjernede procentsatsen. Men er ordføreren ikke også enig med mig i, at grundlæggende set var inklusionsloven en spareøvelse over for nogle af de mest udsatte, vi har?

Ordføreren.

Jeg kan sige, at for SF var det ikke hensigten, at det skulle være en spareøvelse. For SF var det hensigten, at det skulle være, som det har været i nogle kommuner, f.eks. der, hvor jeg arbejdede. Der var tanken egentlig, at man skulle lade specialtilbud og folkeskole smelte sammen, men på en måde, hvor specialtilbuddene stadig havde deres egen ekspertise, og hvor folkeskolen lå ved siden af og de så kunne spille sammen. Men så blev det jo den her spareøvelse, fordi kommunen blev tvunget til at inkludere 96 pct., og så kunne man ikke gøre det, der var idealet. Så egentlig synes jeg, at man skulle fremme nogle af de gode tanker, der var dengang. Og alt, hvad der hedder spareøvelser og regnearkstænkning, skal vi så af med. Og det har vi stadig et stykke arbejde med at gøre.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til SF's ordfører. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Niels Flemming Hansen.

Mange tak. Jeg er her som ordfører i Mai Mercados fravær, så jeg vil læse op og sige mange tak for ordet, og tak til Enhedslisten for at fremsætte dette forslag.

Beslutningsforslaget handler jo om at foretage en økonomisk vurdering af at indføre en klageadgang for forældre med børn, der har et støttebehov på under 9 timer i folkeskolen. Intentionen i forslaget er at sikre, at der bliver taget hånd om børn med behov for ekstra støtte i folkeskolen, og det er en intention, som vi og Det Konservative Folkeparti fuldt ud deler med Enhedslisten.

Der er dog også nogle udfordringer i at indføre en klageadgang til forældre med børn, der har et støttebehov på under 9 timer. Det er nødvendigt at få klarlagt de økonomiske konsekvenser, og der skal også ses på, om der set fra et forvaltningsperspektiv kan gives klageadgang til en ydelse, som man ikke får tilkendt gennem en afgørelse. Derfor støtter De Konservative dette beslutningsforslag om at få en vurdering af de økonomiske og administrative konsekvenser ved en ændring af klageadgangen i forbindelse med tildeling af støtte til børn med under 9 timers støttebehov.

Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så har vi ordføreren fra Nye Borgerlige, fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Den 24. april 2012 vedtog alle partier i Folketinget, undtagen Enhedslisten, den skadelige inklusionslov. Hvis Nye Borgerlige havde siddet i Folketinget dengang, havde vi også stemt imod. Inklusionsloven var og er en gedigen spareøvelse på nogle af de mest udsatte danskere, børn med særlige behov.

Med inklusionsloven ødelagde man det ikke bare for rigtig mange børn og unge med f.eks. autismespektrumforstyrrelser, man ødelagde også almenmiljøet i rigtig mange lokale skoler. Jeg er selv lærer. Jeg har oplevet på egen krop de lidelser, som børn med særlige behov har haft ved at skulle inkluderes i et alment miljø, og hvordan de ikke er blevet inkluderet, men ekskluderet af politikernes spareiver. De flotte pædagogiske ord og floskler havde man svøbt om loven som sukker for at få den bitre medicin til at glide ned. Men politikerne snørede ikke nogen af os, der stod ude i virkeligheden.

En lov som inklusionsloven er kun noget, der kan fødes bag Christiansborgs og Finansministeriets tykke mure, langt væk fra virkeligheden, langt væk fra alle dem, der berøres af konsekvenserne. Jeg har fra starten talt imod denne skadelige lov, og nu står vi så her i dag med et glimrende forslag fra Enhedslisten, nemlig om, at man skal sikre, at forældre, der får mindre end de 9 klokketimers eller 12 lektioners støtte til deres barn, også kan klage. Vi sikrer deres retssikkerhed, og det bakker vi selvfølgelig fuldt og helt op om. Af Klagenævnet for Specialundervisnings årsrapport fremgår det, at ud af de 177 realitetsbehandlede klager på folkeskoleområdet blev kommunens afgørelse ændret i 34 pct. af tilfældene, mens nævnet i 10 pct. af sagerne hjemviste sagen til kommunen med besked om fornyet behandling. Der er virkelig brug for handling.

Faktum er jo, at inklusion er vigtigt, men det foregik altså allerede før den skadelige lov, da kaldte vi det bare ikke inklusion, for da var det bare sund fornuft, at de børn, der kunne være i almenskolen, var der og fik det tilbud eller den hjælp, de skulle have, og dem, der ikke kunne være der – jamen de fik et tilbud ud fra deres særlige behov, så de kunne være en del af et inkluderende fællesskab på en specialskole. Og sådan skal det være. Vurderingen må altid bygge på det enkelte barn, og det er altså de færreste børn – i hvert fald af de børn, jeg har mødt, mange af dem med flere diagnoser – som med lethed kan indgå i et fællesskab på en skole. Og det er ikke, fordi de ikke vil; alle børn vil bare gerne passe ind, alle forældre, jeg har mødt, vil bare gerne have, at deres barn passer ind. Men det er simpelt hen, fordi de ikke kan.

Det, der sker, er ikke inklusion, når man med en lov som loven fra 2012 inkluderer på baggrund af et excelark og ikke på baggrund af det enkelte barns behov. Vi mener bestemt, at forældre til børn, der får mindre end 9 timers eller 12 lektioners støtte, skal kunne klage, og derfor støtter vi også det her beslutningsforslag og opfordrer helt fra grunden af hjertet de inklusionsivrige politikere til at tage en tur ud i virkeligheden, derude, hvor inklusionsloven har reelle, alvorlige menneskelige konsekvenser.

Tak.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger til Nye Borgerliges ordfører, og jeg kan ikke se Liberal Alliances ordfører, så vi runder af her med ordføreren for forslagsstillerne, hr. Jakob Sølvhøj.

Tak for de mange positive bemærkninger til Enhedslistens forslag. Jeg vil også sige tak for de positive – sådan opfatter jeg det – bemærkninger om en vis stædighed i sagen. Stædighed kan man jo forfalde til for at høre sig selv gentage de samme synspunkter igen og igen – det forekommer jo i politiske kredse. Men stædighed kan også forekomme, fordi man oplever, at der ude i samfundet er et stærkt pres med hensyn til problemer, der skal løses. Det kan vurderes, hvad der er årsagen til, at det rejses her igen. Min egen opfattelse er, at det er, fordi der er et behov, for der er et problem, som i den grad skriger på, at vi finder løsninger herinde.

Problemet er bl.a., som flere har været inde på, at inklusionen i folkeskolen ikke fungerer, at utrolig mange forældre oplever, at deres barn ikke får den støtte, som de har krav på. Og det er jo i sig selv frygtelig ulykkeligt at være forældre og se frem til, at ens barn skal have 10 års skolegang og måske videre i uddannelse med en utilstrækkelig støtte, der dels vil skabe en frygtelig mistrivsel, dels kan være en bremseklods i forhold til at få et liv, som man synes man selv mestrer, i kraft af at man tilegner sig nødvendige kundskaber i løbet af sin skolegang.

Så det er jo frygtelig ulykkeligt, og til ulykken tilføjes så frustrationen, hvis man oplever, at man løber panden imod en mur. Jeg vil i den forbindelse godt understrege: Vi ønsker ikke et samfund eller et skolesystem som det, jeg i hvert fald oplever at man kunne have en tendens til i Amerikas Forenede Stater, altså hvor borgerne skal skynde sig at klage på forhånd, fordi det, der foregår, nok ikke er godt nok. Jeg tror på dialogen. Da vi for et par år siden havde debatten her, lagde mange vægt på, at det er utrolig vigtigt, at der er en dialog mellem forældrene og skolen, og det er også Enhedslistens og mit udgangspunkt: De her problemer løser vi jo først og fremmest gennem en god dialog mellem skoleledelse, lærere og forældre om, hvordan man håndterer det. For lige præcis når det handler om børn med handicap, børn, der har store problemer af den ene eller den anden art, psykiske problemer, ja, så er der jo ikke nogen one size fits all-løsninger; så kræver det lige præcis, at der er en individuel tilpasning til det enkelte barn, hvis støtten skal have succes. Så derfor er dialogen helt afgørende.

Det, der bare igen er afgørende for os og grunden til, at vi forfølger problemstillingen, er den situation, hvor man som forældre oplever, at dialogen ikke virker. Man behøver ikke at have ret – sådan er det jo, når man klager – altså, det kunne jo være, at man tog fejl, men når man har en oplevelse af, at man ikke bliver imødekommet, og at det ikke er rimeligt, ja, så skal der simpelt hen være en uvildig instans, man kan henvende sig til, sådan at der kan blive truffet en anden afgørelse.

Så jeg forstår det sådan, at der er en bred tilslutning til det her forslag. Vi har også prøvet at være grundige – ikke bare i Enhedslisten, men egentlig i Folketingets partier i fællesskab, synes jeg. Jeg vil godt kvittere for den utrolig gode dialog, vi har haft i Børne- og Undervisningsudvalget. Nogle gange viser det sig jo, at vi kan noget, hvis vi i udvalgene også prøver at høre, hvad det er, vi hver især siger, og hvad det er, vi hver især vil. Jeg var glad for, at der var tilsagn om, at vi kunne sende vores oprindelige forslag ud i en skriftlig høringsproces og høre, hvad parterne mente. De mente jo noget forskelligt.

Nogle syntes, at vores forslag var fremragende, mens andre syntes, at der var betænkeligheder ved det. Vi havde ni eksperter, som det jo så smukt hedder, altså repræsentanter for handicaporganisationer, skoleledere, Danmarks Lærerforening osv., inde til en grundig dialog. Og på den baggrund var det, at svaret på spørgsmålet om, hvorfor vi beder ministeren tilvejebringe et beregningsgrundlag, er, at vi godt kunne have den erfaring, som jeg tror vi deler med andre, at man hører: Det, som Enhedslisten foreslår, er behjertet nok, men har I nu styr på billetterne? Ved I egentlig, hvad det koster? Og vi har simpelt hen ikke villet rende ind i den diskussion, hvor vi i stedet for at diskutere substansen endte med at fedte rundt i beregningerne. Så derfor var der den tilgang til det.

Jeg vil sige til sidst, at jeg hører, at der er en bred tilslutning, også fra ministeren. Derfor er det ikke afgørende for Enhedslisten at bringe det her forslag til afstemning i udvalget. Jeg synes, at vi skal have en dialog med hinanden – også i den ånd, som jeg synes at alle har bidraget til frem mod det her – altså hvor vi i udvalget i dialog med ministeren diskuterer, hvordan vi gør det her bedst.

Jeg bliver altid lidt bekymret, når der bliver sagt: Vent; nu må vi vente på en evaluering. Jeg har det problem, at det har jeg selv sagt i flere sammenhænge i forbindelse med det arbejde, der foregår ovre i Socialministeriet, hvor vi jo netop er ved at evaluere hele det specialiserede socialområde. Der har jeg selv måske undtagelsesvis sagt, at vi har brug for at have et godt beslutningsgrundlag, for ellers risikerer vi at træffe nogle beslutninger, som ikke er tilstrækkelig bæredygtige.

Men jeg vil også sige, at evalueringer jo kan fungere som syltekrukker. Og derfor er det, når jeg synes, at vi skal tage dialogen i udvalget og med ministeren, også ud fra den helt klare forventning – også på baggrund af det, der er sagt i dag – at vi kan finde frem til løsninger, der faktisk sikrer, at når forældre oplever, at deres barn ikke får den tilstrækkelige støtte; når de oplever, at dialogen ikke virker ude på den enkelte skole, ja, så har de en mulighed for at indbringe sagen for en uvildig instans, sådan at der kommer en second opinion, altså hvor skolelederen kan risikere at blive modsagt af en uvildig instans.

Jeg ved, at Skolelederforeningen ikke nødvendigvis er så begejstret for det. Jeg synes også, at vi i hele det her arbejde skal have forståelse for, at man ude på skolen jo skal anvende mange forskellige redskaber i støtten – lige præcis fordi det er en individuel tilpasning, der er behov for i forhold til den enkelte elev. Men ikke desto mindre synes jeg altså ikke, at vi skal lade skolelederne slippe for, at deres afgørelse kan blive prøvet.

Så tusind tak for tilsagn fra ministeren og fra ordførerne om, at vi skal ind og løse det her problem i fællesskab. Jeg er fuld af fortrøstning, med hensyn til at vi nu endelig har fået taget et rigtig stort skridt i retning af en løsning. Jeg er sikker på, at vi meget hurtigt – jeg tror, at jeg vil undlade at komme med en dato, det er jo der, vi må have dialogen med ministeren – får fundet en løsning. Jeg synes ikke, vi kan være bekendt at lade forældrene og slet ikke børnene vente alt for meget længere. Så tak for debatten. Jeg vil sige ud i verden til dem, der spørger, hvordan behandlingen var, at den var positiv. Jeg forventer, at vi nu får løst problemet i fællesskab.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj. Der er ikke nogen korte bemærkninger

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.