Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 3:

Forslag til folketingsbeslutning om habile alderssvækkede ældres ret til fravalg af genoplivningsforsøg.

Af Liselott Blixt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 07.10.2020).

Forhandlingerne er åbnet. Den første, der får ordet, er sundheds- og ældreministeren.

Tak for det, formand. Det her forslag omhandler et emne, som er fuldkommen fundamentalt for os alle sammen, nemlig jo egentlig sådan set retten til eget liv og retten til, hvordan vi skal sige farvel til det liv, vi har retten til. Der er mange ting, der er uvisse for os alle sammen. Ingen ved, hvordan vi kommer herfra. Men der er muligheder for at give en større grad af individuel ret til, hvordan man kan forestille sig, at man med værdighed – efter hvordan man selv definerer det – kan komme herfra. Det er faktisk det, det her forslag handler om, nemlig om habile alderssvækkede ældres ret til fravalg af genoplivningsforsøg. Forslaget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag om ændring af sundhedslovgivningen senest inden udgangen af i år. Det er et forslag, som giver habile alderssvækkede ældre borgere ret til at fravælge genoplivningsforsøg.

Vi har faktisk drøftet det her tidligere på året tilbage i januar måned, og vi har også haft forhandlinger i Sundheds- og Ældreministeriet med Folketingets partier. Så har vi haft, og har, en sundhedskrise, som har gjort, at en del af folketingsarbejdet og en del af forhandlingsarbejdet blev udsat. Men jeg takker også for, at det genfremsættes, så vi kan få det på dagsordenen igen.

Regeringens standpunkt er fortsat en klar holdning og hensigt om, at ældre habile borgere skal have ret til at fravælge genoplivningsforsøg, når deres hjerter holder op med at slå, hvis det er det, der er deres ønske. Det er jo præcis det, som forslaget her handler om. Derfor kan jeg kun bakke op om formål og hensigt.

Det er også korrekt, at lovgivningen i dag ikke rummer mulighed for, at en habil alderssvækket borger, som ikke samtidig er syg, kan sikre sig imod at blive genoplivet, hvis man får et hjertestop. Det skyldes sundhedslovens regler om, at fravigelse af livsforlængende behandling og altså også genoplivning ved hjertestop kun finder anvendelse, hvis der er et aktuelt sygdoms- eller behandlingsforløb, som patienten rent faktisk kan fravælge at modtage behandling fra.

Fravalg af bl.a. forsøg på genoplivning er altså i dag bundet op på et konkret sygdomsforløb. Og så har vi jo fra Styrelsen for Patientsikkerhed fået en vejledning om genoplivning og fravalg af genoplivningsforsøg. Den vejledning er også nævnt i beslutningsforslaget, og den angiver, at almen alderdomssvækkelse alene ikke giver mulighed for at fravælge forsøg på genoplivning. Det er således, som den gældende ret er nu. Derfor er det jo også korrekt beskrevet, at hvis man ønsker at ændre gældende ret, skal man altså ældre loven, og det er så noget, man skal gå i gang med at gøre.

Vejledningen angiver altså, at sundhedspersoner ifølge loven altid skal forsøge at genoplive en ældre borger, hvis hjerte holder op med at slå, hvis det er en ældre borger, som i gåseøjne kun er gammel, men altså ikke er syg. Det er den lovgivning, vi har i Danmark, og hvis man vil ændre den, skal man ændre loven. Det er det, vi drøfter i dag.

Vores holdning er som sagt klar, og jeg tror, at den deles – det har jeg set i medierne, og jeg har også drøftet det med flere partier – af mange partier, nemlig at den her lov er vi nødt til at få ændret, således at ældre borgere med et langt liv bag sig, får den her ret til, hvis de ønsker det, at fravælge at blive forsøgt genoplivet, når hjertet holder op med at slå. Jeg mener, at vi som samfund har en pligt til at respektere, når ældre habile borgere træffer den dybt personlige etiske beslutning, hvis de mener, at sådanne genoplivningsforsøg for dem ikke er meningsfulde, men måske snarere kan risikere at resultere i skader på krop, hjerne og sjæl hos et ældre menneske, som måske egentlig ønsker, at et hjertestop kunne være lig med afslutningen på livet.

Når vi som ældre borgere når til et punkt i livet, hvor vi er svækket af alderdom i en grad, som gør os afhængige af daglig hjælp til omsorg, pleje og praktiske gøremål, så skal vi også kunne forholde os til retten til at tage afsked med livet, når vores hjerte naturligt holder op med at slå – hvis det er noget, man ønsker. Derfor må jeg sige, at det er min klare intention at søge opbakning til at etablere et lovgrundlag, der gør det muligt for ældre borgere at sikre sig mod uønskede genoplivningsforsøg, meget lig det, som er beskrevet i det her forslag.

Selv om covid-19 som sagt satte de her forhandlinger om det gode ældreliv på pause, har vi arbejdet videre med en model for fravalg af genoplivning, som tager højde for de idéer og ønsker, partierne kom med, da vi nåede at have vores første møder, og i de drøftelser, vi har haft bilateralt løbende undervejs, og som vi også har kunnet læse om i medierne, og som vi også har i dag.

Jeg mener egentlig, at det vil give god mening, at vi mødes ved forhandlingsbordet, og det er dermed også en udstrakt hånd fra mig og en åben dør til at forhandle om præcis det, som er intentionen i det her forslag. Der er indkaldt til forhandlinger den 15. december, og jeg går efter, at vi kan nå til en bred politisk enighed. Jeg mener ikke, at det her handler om partipolitik. Det kunne være godt med en bred politisk enighed om en model. Der er også udsendt et oplæg til en model for fravalg af genoplivning, hvoraf regeringens forslag fremgår. Jeg skal også sige, at jeg også har drøftet det her med Ældre Sagen og FOA, for det er nogle vigtige parter – og det er alle parter selvfølgelig.

Der er dog en helt central pointe, som jeg godt vil fremhæve, for den tror jeg er vigtig. Nu har jeg talt om den ældre, og det er jo den ældre selv, der træffer valget – og det er fuldstændig fundamentalt. Men der er jo noget personale, som skal føre det ud i livet og sørge for, at det valg så også bliver respekteret, og at ønsket sker fyldest. Der skal man huske på, at det er meget forskelligt personale, der kan stå i den situation. Det er jo altså et personale, som vil stå i en situation, hvor de skal undlade at forsøge at genoplive et menneske, hvis hjerte er holdt op med at slå, på trods af at de godt kan.

Det er mennesker, som er uddannet til, trænet i og hver dag går på arbejde for at genoplive mennesker, at redde liv, og så skal de i nogle situationer sige: Her skal det ikke ske; her er det ønsket hos den person, som er udsat for det her, ikke at blive genoplivet, her drages der bedst omsorg ved ikke at genoplive. Det er jo helt afgørende, at den situation, det personale står i, skal være sådan, at de er fuldstændig klar over, at det valg er truffet af det menneske, de står over for.

Det har jo også noget at gøre med retssikkerhed. Det er jo beslutninger og handlinger, som ikke lader sig omgøre, og derfor er det også vigtigt, at der er fuldstændig klarhed for personalet. Det oplever jeg også at der er forståelse for og ønske om fra partiernes side, men det er bare vigtigt for mig at nævne det her.

Det indebærer altså også, at alle relevante personalegrupper må og skal have adgang til det, hvis der er oplysninger om det her fravalg af genoplivning. Og de skal være opdateret, for det kan være noget, man fortryder. Man kan jo have en holdning, og så kan der gå nogle år, og så kan man sige: Jeg har ikke lyst til det mere, jeg har skiftet holdning. Og så har man jo også ret til det, for det er ens eget liv. Det skal altså være let tilgængeligt at sikre det, så vi ikke risikerer fejlhåndteringer, og så vi minimerer risikoen for fejl.

Hvem er det, det drejer sig om? Det er selvfølgelig personalet på plejehjemmet, men de kender jo nok den ældre og har måske en god fornemmelse af situationen. Men det er jo også nattevagten i en plejebolig og den kommunale hjemmesygeplejerske, og det er vagtcentraler, ambulancereddere, sygehuspersonale og praktiserende læger – det er alle – som måske ikke kender den ældre så godt, som pludselig kan stå i den her situation og have brug for den her oplysning. Der er det altså vigtigt, at borgerens fravalg af genoplivning skal kunne respekteres, uanset om hjertestoppet sker på plejehjemmet i en sen nattetime, i ambulancen, under indlæggelsen på sygehuset eller andre steder.

Det står meget højt på vores dagsorden, at der sikres klarhed og retssikkerhed for personalet, så de ikke kommer i situationer, hvor de er usikre: Hvad var det nu egentlig, der var ønsket hos den her person? Skal man gå i gang med genoplivningsforsøget, eller skal man ikke?

Derfor er vi også sammen med finansieringen nødt til at sørge for, at en lovsikret ret til fravalg af genoplivning for borgeren, bliver fulgt op af et system, hvor det også kan blive til virkelighed, og hvor det er en information, man kan tilgå let og på forsvarlig vis i personalets fagsystemer, så de har let adgang til den i de her kritiske situationer, hvor minutter og sekunder er afgørende. Det handler om personalets fagsystemer, registre osv.

Hvad angår det her konkrete beslutningsforslag, er regeringen som nævnt hundrede procent enig med forslagsstillerne fra Dansk Folkeparti. Vi støtter som sagt op om formålet og hensigten med beslutningsforslaget, og jeg ser frem til at mødes til forhandlinger på tirsdag. Vi håber, at vi kan finde fælles fodslag om modellen. Jo hurtigere vi når til enighed, desto hurtigere kan ministeriet sætte gang i lovgivningsarbejdet, og der kan sættes gang i at forberede udrulningen.

I det her forslag står der så også, at man skal fremsætte et lovforslag inden udgangen af 2020. Jeg er ikke klar over, præcis hvornår forslaget er skrevet, men nu er det så i dag, vi behandler det, og juridisk, praktisk og teknisk kan vi altså ikke på sådan et område her, hvor der også er etiske vægtninger og behov for, at vi selvfølgelig rammer det fuldstændigt ind, så der ikke er tvivl, få det færdiggjort inden udgangen af 2020. Men jeg anerkender forslagsstillernes iver efter at få vedtaget det lovgivningsmæssige grundlag for at indføre en ret til fravalg af genoplivning for ældre habile borgere, hvis det er deres personlige ønske. Tak for ordet, formand.

Tak. Det var lidt af et tilsagn – selv embedsfolkene på embedsrækkerne smiler og er klar til kamp. Ikke desto mindre er der flere korte bemærkninger til denne debat. Den første er fra ordføreren for forslagsstillerne, fru Liselott Blixt. Værsgo.

Mange tak. Det er ikke, fordi jeg vil stille spørgsmål, for vi har jo haft talt undervejs. Og jeg undskylder, at der står 2020, men det er jo, som om den her corona har fået 2020 til at forsvinde, så vi tager den en gang til eller sådan et eller andet. Men vi har jo netop været til møde med ministeren, hvor vi talte om det her og nåede hinanden på nogle punkter, og det vil jeg takke for. Det var et konstruktivt møde, hvor der var lydhørhed fra ministerens side, og så håber jeg selvfølgelig, at man sammen med resten af Folketingets partier kan nikke til det her, så vi sikrer, at lægerne derude kan hjælpe de ældre, der sidder og siger: Jamen man kunne det her for et par år siden; da kunne man få lægen til at skrive i journalen, at man altså ikke ønskede genoplivning, for man var mæt af dage. Så jeg vil bare takke for forløbet, og jeg glæder mig til, at vi kan få sat det her i gang igen.

Ministeren.

Også mig. Det er gensidigt, og jeg synes, at det er i sådan nogle spørgsmål her, vi må vise folkestyret fra sin bedste side og sige, at vi mødes på kryds og tværs forskellige steder. Der er også masser af diskussioner, og det skal der også være, men det her er store etiske spørgsmål, som der virkelig er behov for en afklaring af, så jeg håber også, at partierne er med.

Jeg håber så ikke, at 2020 skal gentage sig igen og igen, som der blev sagt fra Liselott Blixts side. Tværtimod tænker jeg, at det år er langt nok endda, så vi glæder os til at komme i gang med næste år.

Den næste er fru Jane Heitmann fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for ministerens tale, men jeg har et spørgsmål. For som ministeren selv nævnte, har det her jo været drøftet i Folketingssalen før. Det var tilbage i januar, og dengang var der bred opbakning til Dansk Folkepartis forslag, og ministeren sagde dengang tilbage i januar, at regeringen ville tage initiativ til at etablere et lovgrundlag, så det blev muligt for borgere at sikre sig mod den her form for genoplivningsforsøg, altså at regeringen ville tage initiativ til at etablere et lovgrundlag. Det ville man i januar. Så er der kommet et lovkatalog her i forbindelse med Folketingets åbning i oktober, og der var lovforslaget ikke med. Hvorfor var det ikke det, når ministeren lovede det tilbage i januar?

Ministeren.

Jamen det er der jo en meget klar forklaring på: Efter eller op til – nu kan jeg ikke lige huske datoerne præcist, men deromkring – den behandling i Folketingssalen var der jo invitationer til og møde i Sundheds- og Ældreministeriet om det her med henblik på at lave den aftale, som kunne blive udmøntet i lovkataloget. Disse forhandlinger var vi nødt til at sætte på pause, lige så vel som lovbehandlingen i Folketingssalen blev sat på pause, da epidemien ramte. Nu har vi inviteret jer igen og håber, at partierne ikke kun møder op, men også møder op og har appetit på at lave en aftale, således at vi kan sikre, at det her kan blive til virkelighed. Og så vil det selvfølgelig komme på lovprogrammet, når det har været igennem høringer og de ting, der skal ske.

Spørgeren.

Undskyld, minister, jeg synes, det lyder lidt som en dårlig undskyldning, at nu har der været en coronaepidemi. Jeg er helt med på, at den trækker veksler, men der er jo masser af andre lovforslag i lovkataloget – ting, der har fundet vej til lovkataloget – og derfor undrer det. Jeg synes sådan set bare, at ministeren måske skylder Folketinget en forklaring på, hvorfor det rent faktisk ikke er kommet med. Så jeg kan jo spørge sådan helt opklarende: Har man drøftet det i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, altså at der skulle tilvejebringes et lovgrundlag og en finansiering?

Ministeren.

Ikke mig bekendt – ikke mig bekendt. Sagen var jo den, at vi mødtes til forhandlinger. Vi nåede ikke til enighed. Vi forsøgte ad forskellige veje at se, om vi kunne nå til enighed. Det var ikke muligt, og derfor, når de forhandlinger ikke var afsluttet, kunne vi jo ikke skrive det i lovkataloget. Nu prøver vi så endnu en gang, hvor jeg appellerer til og håber på, at partierne vil være klar til at nå til enighed, således at vi kan få et forlig, som vi kan udmønte i en lov. Og det er fuldstændig normal procedure, at først forhandles der, og så lovgives der.

Den næste er fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak for det. Det har været en lang og sej kamp for Dansk Folkeparti i forhold til at skabe handling på det her område, så derfor vil jeg gerne kvittere over fra ministeren og sige tak.

Jeg er som ordfører vant til at skælde ud på ministeren, når ministeren ikke gør det godt nok. Men når der så også er handling og ministeren lytter i forhold til vores ønske om habile ældres ret til selv at vælge genoplivning fra, er det utrolig positivt. Så det vil jeg gerne sige tak for.

Der er en anden del, som jeg også gerne lige vil spørge ministeren om, for det er jo klart, at ting er blevet udskudt i Folketingssalen på grund af corona, også i forhold til det her beslutningsforslag, hvor der står 2020, så jeg vil spørge om, hvornår sådan et lovforslag kan træde i kraft? Hvad er tidsperspektivet? Hvad tænker ministeren der?

Ministeren.

Så tror jeg, at vi er to, der er vant til, at der bliver skældt ud på ministeren fra Dansk Folkepartis ældreordførers side, for det er jeg også vant til, nemlig at der bliver skældt ud. Derfor siger jeg også mange tak for de kommentarer, for der skal være plads til politisk uenighed og skældud – ingen tvivl om det.

Det er sådan, det er i en politiske arena som den, vi er i her. Men der skal også være plads til, at man så lytter til hinanden, og at man finder løsninger. Det er jo derfor, vi er her.

Tidsplanen foreslår jeg vi drøfter på tirsdag. Det handler om, hvad vores jurister vurderer. Lovprogrammer er jo normalt i årshjul, og det vil sige, at når det kan nås, skal det på. Vi har overhovedet ikke nogen interesse i at trænere noget som helst. Hvis det bliver muligt i næste samling, vil det formentlig være i efteråret, altså så snart Folketinget mødes i næste samling.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg kan forstå, at det er det her, vi skal tale om i næste uge. Men jeg tænker, at det vel er på baggrund af forhandlinger om det gode ældreliv. Eller er det et særskilt spor i forhold til den restpulje, vi har omkring det gode ældreliv? Hvordan ser ministeren det?

Ministeren.

Lad os bare starte her fra Folketingets talerstol, men ellers forestiller jeg mig, at vi gør det ovre i ministeriet, hvor vi forhandler. Mit forslag er, at vi får løst det her problem og får løst et par andre problemer samtidig, når nu vi sidder der, med den jo desværre begrænsede pulje, der er i forhold til det gode ældreliv. For den er gået til andre formål som en demenshandleplan og andet.

Så vil jeg gerne sige tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og vi går videre i forberedelserne af de nye forslag, som jo er kommet i gang nu, kan jeg forstå. Den første ordfører er fru Birgitte Vind fra Socialdemokratiet.

Nu kan jeg se, at ministeren gjorde rent efter sig selv, så det behøver jeg ikke at gøre; det er lige med at finde ud af den rigtige rækkefølge her med hensyn til afspritning. (Den fungerende formand (Christian Juhl): Det er altid en fordel, at man, når man forlader pladsen, gør rent efter sig). Det gør vi fremadrettet.

Tak for ordet. Og særlig tak til Dansk Folkeparti for at holde fast i det her meget, meget vigtige emne. I Socialdemokratiet ligger det os meget på sinde, at alle kan blive sikret en værdig afslutning på livet, og med det her forslag bliver der jo endnu en gang sat fokus på det. Jeg vil også skynde mig at kvittere for tilsagnet fra Dansk Folkeparti om tilsyneladende at bakke op om den model, der lige er kommet fra ministeriet i dag.

Vi kan bakke op om intentionerne i forslaget – selvfølgelig. Vi er dybt optaget af at sikre ældre syge medborgere retten til at have langt større indflydelse på afslutningen af deres eget liv og dermed også en værdig død.

Men det, der er afgørende i hele den her diskussion, er jo, at vi skal skabe en klar retsstilling – selvfølgelig for de ældre syge medborgere, men også for vores personale i ældreplejen og sundhedsvæsenet, så det ikke er dem, der skal stå og træffe den her beslutning om, hvorvidt en ældre skal genoplives. De må simpelt hen ikke være i tvivl, og det skal bagefter kunne dokumenteres, at det var den ældre selv, der havde fravalgt genoplivningsforsøget.

Så derfor bør vi simpelt hen også have et setup, hvor borgerens ønske understøttes af et register, som måske kobles til fagsystemerne. Og det skal altså sikre, at fravalget reelt respekteres og de relevante medarbejdergrupper overhovedet ikke er i tvivl om, hvorvidt de kan undlade at forsøge at genoplive en ældre borger.

Så jeg vil egentlig bare afslutte med at sige, at jeg ser rigtig meget frem til de forestående forhandlinger om det udspil, der nu er kommet. Og det er jo så også mit håb, at vi i den videre udvalgsbehandling kan nå til enighed om en beretningstekst, hvor vi erklærer os enige i, at vi selvfølgelig vil indføre en ret til ikke at blive genoplivet via en lovændring, måske i den kommende lovsamling – nu må vi se, hvor hurtigt det kommer til at gå – men selvfølgelig også om, at vi vil afsætte de nødvendige midler til det.

Jeg skal også ved dette lovforslag hilse fra Det Radikale Venstres sundheds- og ældreordfører og sige, at han bakker op om Socialdemokratiets linje.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Så velkommen til fru Jane Heitmann, Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Så står vi her igen igen. Vi førstebehandler et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om ældre habile borgeres ret til fravalg af genoplivningsforsøg. Beslutningsforslaget adresserer den problemstilling, at der med den nye vejledning fra oktober 2019 om genoplivning og genoplivningsforsøg har indsneget sig en uhensigtsmæssighed, nemlig at ældre borgere skal genoplives, også selv om man tidligere har tilkendegivet, at man ikke ønsker genoplivning. Vi har tidligere på året behandlet et beslutningsforslag med samme mål, nemlig at sikre ældre habile borgere, som er mæt af dage, ret til at fravælge genoplivningsforsøg.

Lad mig først og fremmest kvittere for Dansk Folkepartis insisteren og stædighed. Vores ældre har ret til en værdig død, og er man et ældre menneske, som har levet livet på godt og ondt, skal man også have mulighed for at få indflydelse på, hvordan man kommer herfra på en værdig måde.

Der er ikke nogen opskrift eller one size fits all, når man taler om en værdig død, for døden har mange ansigter, og det sker jo, at hjertet holder op med at slå af sig selv og livet rinder ud, fordi det nu engang er tiden. Og enhver må spørge sig selv, om det så ikke også er rimeligt menneskeligt blot at lade naturen gå sin gang, så man kan dø i fred uden nødvendigvis at blive forsøgt genoplivet. Det mener vi i Venstre, og jeg vil gerne her tilkendegive, at vi kan støtte Dansk Folkepartis forslag.

Tilbage i januar var der også bred enighed om at støtte forslaget, og sundheds- og ældreministeren sagde dengang, og jeg citerer:

»Derfor må jeg sige fra starten af, at regeringen bakker fuldt ud op om forslagets formål og hensigten med det.«

Ministeren sagde videre:

»Regeringen vil derfor gerne tage initiativ til at etablere et lovgrundlag for, at det bliver muligt for borgere at sikre sig imod sådanne genoplivningsforsøg.«

Nu står vi så her med regeringens lovkatalog, og jeg kan i hvert fald ikke finde et lovforslag, der peger i den retning, og det undrer selvfølgelig.

Vi har været indkaldt til enkelte forhandlingsmøder i ministeriet om det gode ældreliv, hvor også problemstillingen har været drøftet, men det var før coronalockdown tilbage i marts, og siden er alt gået i stå – eller i hvert fald næsten gået i stå, for i dag kl. 14.38 modtog vi ordførere en invitation til forhandlinger og et notat om retten til fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop. Spændende, at regeringen nu med pistolen for brystet – havde jeg nær sagt – reagerer, særlig set i lyset af at vi jo tidligere har rykket ministeren for indkaldelser til ældreforhandlinger. Men det har ikke rykket noget som helst – altså ikke før nu her for kort tid siden, nemlig kl. 14.38, hvor ministeren brød måneders radiotavshed.

Jeg ved ikke, om der er nogen, der kan huske den her reklame, hvor hunden æder lottokuponen, hvortil far bemærker: Far er ikke vred, far er skuffet. Og præcis sådan har jeg det faktisk med sundheds- og ældreministerens pludselig indkaldelse, her lidt før vi skal til at behandle forslaget fra Dansk Folkeparti her i Folketingssalen: Mor er ikke vred, mor er skuffet. For man kunne jo sådan set godt have taget det initiativ for lang tid siden i stedet for her et par timer før, vi skal drøfte det i Folketingssalen.

Blot for at samle op: Venstre kan støtte vejledningen for genoplivning, således at ældre habile, der er mæt af dage, og som ikke har en sygdomsproblematik, kan fravælge genoplivningsforsøg. Og jeg ser da frem til at få læst det notat, som ministeren har sendt til os ordførere, og jeg glæder mig også til at sætte mig ved forhandlingsbordet. Og så har jeg det lidt sådan, at det er bedre sent end aldrig. Vi imødeser da også det lovforslag, som regeringen lovede tilbage i januar. Er det nu, vi skal i arbejdstøjet?

Tak for det. Så trækker jeg mig lige væk her, mens sosu-assistenterne gør klar. Den næste ordfører er fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Hvad blev der egentlig af tiden, tænker jeg nogle gange, hvor vi accepterede, at man ikke nødvendigvis dør af sygdom, men dør, fordi man er mæt af dage? Jeg er ked af, at vi har gjort døden til et bureaukratisk medicinsk projekt, som hver eneste borger skal tage stilling til. For sandheden er, at de færreste af os har lyst til at forholde sig til, hvordan vi kommer herfra – i hvert fald ikke lige nu. Men med nye teknologier kan vi faktisk også redde rigtig mange mennesker, og i takt med at vi redder liv, forhindrer vi jo også nogle i at komme herfra helt naturligt. Og det har efterladt et behov hos nogle for at bede om at blive fritaget for, at personalet tager en hjertestarter i brug, hvis man pludselig falder om med et hjertestop. Jeg er enig med forslagsstilleren i, at den mulighed skal være til stede.

Jeg er imidlertid også bekymret for, at vi skal regulere noget, som burde være et anliggende, som sundhedssektoren og en patient afklarer med hinanden. Men jeg har også set i praksis, at det er lettere sagt end gjort. Derfor anerkender jeg også behovet for, at vi hver især kan tage stilling til, hvor langt vi vil lade teknologien råde i forhold til naturens orden. Jeg er tilhænger af behandlingstestamentet og dermed også borgernes mulighed for selv at tage stilling på det tidspunkt, hvor det er relevant.

Vi er enige i intentionerne, men jeg har også noteret mig, at ministeren og ordføreren har fundet sammen om et bud på en løsning, og at der indkaldes til forhandlinger på tirsdag. Så det, jeg skal gøre lige nu, kan jeg konstatere, er at gå ned og sætte kryds i min kalender. Og så vil jeg blot sige tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte forslaget igen igen.

Selv tak til fru Kirsten Normann Andersen. Lige om lidt skal vi byde velkommen til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. (Kirsten Normann Andersen (SF): Er der andet, jeg skal ordne, mens jeg er her?). Det ser professionelt ud. Velkommen til hr. Peder Hvelplund. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil nøjes med at konstatere, at det for en gang skyld er lykkedes mig at komme fru Kirsten Normann Andersen i forkøbet, for jeg har været inde og lave en kalenderpåtegning om, at vi skal til møde her på tirsdag, kl. 17. Men ellers vil jeg også – i lighed med mange af de andre ordførere – sige, at det jo er helt indlysende, at vi bakker op om det her forslag, fordi det selvfølgelig er en helt fundamental ret, at man som borger skal have retten til at kunne vælge en behandling fra.

Det handler simpelt hen om muligheden for selvbestemmelse; det handler om, at man som habil borger også skal have muligheden for at kunne vælge, om man ønsker behandling, hvis man f.eks. skulle få et hjerteslag. Der er jo en forskel, i forhold til hvordan det er med livstestamentet, som jo også giver en mulighed i forhold til det her – der handler det jo netop om at få retten til at kunne vælge det, selv om man ikke er uafvendeligt døende, men er habil og bare frasiger sig muligheden for at blive genoplivet. Og det er selvfølgelig helt fundamentalt.

Der er flere organisationer, der har gjort opmærksom på det – både Ældre Sagen og Det Etiske Råd har også understreget, at det er noget, man bør have mulighed for – og derfor kan vi også bakke fuldstændig op om intentionen i forslaget. Som andre ordførere også tidligere har nævnt, er det klart, at det, der er nævnt i beslutningsforslaget, altså om at det skal gøres inden udgangen af 2020, når vi næppe. Men der kan jeg høre, at der også blandt forslagsstillerne er en accept af, at det når vi så ikke – det afgørende er, at vi nu får det gjort. Og det tror jeg der er en bred opbakning til.

Jeg har også lige kigget på det udkast, der ligger, og det synes jeg jo ser rigtig fornuftigt ud. Det afgørende er jo, at vi får en model, både hvor borgerne får mulighed for at vælge det og hvor der også ligger en god og gennemskuelig løsning for det personale, der skal udmønte den beslutning. Og det synes jeg så at det ser ud til at der gør med den mulighed, der ligger, og jeg kan også konstatere, at både Ældre Sagen og FOA bakker op omkring det.

Den eneste lille indvending, jeg har i forhold til det, jeg har set, er, at jeg kan se, at det først er, når man bliver 60 år, at man får muligheden for at kunne fravælge behandling, hvor der oprindelig var mulighed for, at man allerede som 18-årig kunne fravælge det. Men det må vi jo tage i forhandlingerne omkring lovforslaget, for umiddelbart har jeg svært ved at se, hvorfor der skal ligge den aldersgrænse, altså hvorfor det ikke skal være en rettighed, som alle borgere kan få, når man bliver habil og myndig. Men det må vi se på i forhandlingerne.

Som sagt bakker vi op omkring beslutningsforslaget, selvfølgelig med det forbehold, at man ikke kan nå det inden 2020, men vi bakker fuldstændig op om de intentioner, der ligger i beslutningsforslaget.

Så siger vi tak til ordføreren. Og den næste ordfører er hr. Per Larsen, Konservative. Værsgo.

Tak for det, formand. Og tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte forslaget igen. Vi Konservative støtter forslaget. Vi har alle sammen krav på et værdigt liv, herunder ikke mindst et værdigt ældreliv. Og derfor skal det selvfølgelig være muligt at frasige sig genoplivning, hvis man har nået en meget høj alder og bliver ramt af et hjertestop, nøjagtig som man jo har mulighed for at frasige sig kræftbehandling, hvis man ikke ønsker at modtage kræftbehandling.

Vi har heldigvis udsigt til at blive rigtig gamle. Levealderen stiger. Væsentlig færre dør af f.eks. blodpropper i dag, end man gjorde for år tilbage, fordi der er kommet bedre og mere effektive behandlinger, og mange kronisk syge er bedre behandlede og mere velregulerede på grund af ny og bedre medicin end tidligere osv. Derfor når flere også en høj alder, og der er behov for, at man, så længe man er habil, får mulighed for at vælge det fra, hvis man har nået en høj alder og er blevet livstræt. Det behøver bestemt ikke at blive voldsomt kompliceret eller voldsomt dyrt. Det er jo sådan, at når man kommer på et ældrecenter eller et plejecenter i dag, er man typisk meget gammel og svækket, og her bør ens ønsker jo kunne efterleves.

Vi går selvfølgelig positivt ind i udvalgsarbejdet. Og her må det være muligt, at vi kan lave en model, som sikrer, at man som ældre og svækket får sine sidste ønsker opfyldt, og at de ønsker hverken bliver overhørt eller overset. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak. Hvis man som ældre har et ønske om, at hvis man falder om med et hjertetilfælde, en hjerneblødning eller noget andet, der gør, at man dør, så skal man selvfølgelig have et frit valg til at vælge ikke at blive genoplivet. Det giver sig selv. Jeg kan sådan set godt forstå, at man har den holdning. Jeg har faktisk talt med rimelig mange, som har den klare holdning, at når man når en vis alder, skal livet være værd at leve, og at man ikke ønsker at ligge og eventuelt være en grøntsag eller være svært hæmmet af, at man måske har nogle meget store fysiske skavanker, som følge af at man har fået enten et hjertestop, en hjerneblødning, eller hvad det nu ellers kan være.

Derfor blev jeg egentlig ret glad, da jeg så det her forslag. Jeg synes, det er en rigtig god idé, at man selvfølgelig selv kan vælge det, hvis man ønsker, at man ikke vil genoplives, hvis man dør, når man når en vis alder. Så lad det være sagt. Der er sagt rigtig mange gode ting af de andre ordførere på det her område

I Nye Borgerlige bakker vi selvfølgelig også op om det her beslutningsforslag. Jeg kunne også høre på ministeren, at det er noget, som bliver indarbejdet, som der bliver taget initiativ til, og det synes jeg kun er rigtig positivt, altså at man også på det her område har et frit valg. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen fra Liberal Alliance til stede, og så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Jeg vil starte med at sige tak til alle partier og ikke mindst til ministeren. Det er dejligt, at vi en gang imellem kan få lavet nogle aftaler. Det er jeg rigtig glad for, for det her har været noget, som har bekymret mig utrolig meget fra den første gang, jeg fik et brev fra en læge, der fortalte, at der var et problem med, at man faktisk ikke mere måtte skrive i journalen – hvilket man havde kunnet i rigtig, rigtig mange år – at den ældre ikke ønskede genoplivning. Vedkommende læge havde faktisk et kæmpestort problem, og der blev vi klar over, at der åbenbart var sket en revidering. Styrelsen for Patientsikkerhed havde revideret vejledningen om genoplivning og fravalg af genoplivningsforsøg, og den trådte i kraft den 1. november 2019, og allerede dengang tog jeg det op og sagde, at det her bliver vi altså nødt til at ændre. Af samme mening var også rigtig mange andre: Ældre Sagen, forskellige patientforeninger, sygeplejerskerne og Lægeforeningen, ja, der var faktisk ikke nogen, der var imod. Alle kunne jo godt se, at det her var noget, som man blev nødt til at se på, hvis nogen er mæt af dage, og selv om de ikke har nogen sygdomme. I dag kan man heldigvis sige fra, hvis man har en sygdom, altså at man ikke vil have behandling, men hvis man nu bare – i gåseøjne – er gammel og mæt af dage, og nu tør man jo ikke sætte en alder på, men det kan være 99 år, uden at fejle noget og sidder der og siger, at man ikke vil genoplives, så er der faktisk sundhedspersonale, som, fordi der er en lov, der siger, at det skal man, kan drages til ansvar, hvis de ikke gør det. Derfor var det så vigtigt, at både lægerne og andet sundhedspersonale har kunnet komme ud af det her ved at sige, at nu ved vi, hvad den ældres behov er.

Det at blive ældre gør man sig rigtig mange tanker om, og vi har talt meget om, som hr. Peder Hvelplund var inde på, om man skulle kunne sige det allerede som 18-årig. Så er spørgsmålet selvfølgelig, om man, når man er 18 år, skal kunne sige: Når jeg bliver alderdomssvækket, vil jeg ikke genoplives. Det kan jeg ikke engang sige som 55-årig, for jeg ved ikke, hvordan jeg vil have det, når jeg er 80 år. Men muligheden skal være der, og derfor synes jeg, at 60 år er en ganske god alder i forhold til det. Det kunne også være, at hr. Peder Hvelplund mente, at man skulle have lov til at sige, at man ikke vil genoplives, uanset hvilken alder man havde, men det er jo faktisk noget, som vi har gennemgået med Det Etiske råd, der havde en stor debat om det. For der er faktisk rigtig mange mennesker, der siger: Jeg vil ikke genoplives. Problemet er så bare i forhold til menigmand derude på Rådhuspladsen, f.eks. at man, hvis der er en, der får en brødkrumme galt i halsen, så ikke prøver at hjælpe vedkommende. For man siger: Nå, han ligger der, og der står nej til genoplivning. Ergo gør man ikke noget. Det er så en af grundene til, at man siger, at man selvfølgelig skal prøve de ting. Det kan jo være, at Heimlichmetoden ville hjælpe med at få krummen op, og så kunne vedkommende trække vejret, og så var der ikke noget med hjertet eller nogen andre ting, og det var grunden til, at man sagde nej til, at almindelige mennesker i alle aldre kunne sige nej til genoplivning.

For mig har det været utrolig vigtigt at sikre, at vi får en værdig død, og det vil jeg fortsat kæmpe for. Jeg var rigtig glad over, da jeg lavede et ændringsforslag om det, at fremtidsfuldmægtige også kunne hjælpe til med at hjælpe en forælder, der havde fået demens. Jeg var rigtig glad for, at vi, da vi talte om tvang over for inhabile, fik med, at vi fik et behandlingstestamente, og jeg er rigtig glad for, at vi kom igennem med sundhedslovens § 25, stk. 2, der gør, at man kan sige nej til hjælp, til behandling og faktisk få medicin, som gør, at man sover ind, hvis det er. Det her er så endnu noget, der gør, at man i hvert fald ikke skal ligge og lide, men kan få en værdig død.

Så jeg glæder mig til, at vi kan lave – tænker jeg – en beretning, hvis vi kan få en dato fra ministeren, når der er blevet holdt møde her i næste uge; så kan vi jo afvente det og sammen få lavet et skriv, som vi alle sammen kan være enige om, og så finde ud af, hvornår det kan sættes i kraft. Det er i hvert fald mine tanker om måden, vi kan fortsætte det på, når alle er enige. Så det skulle være mine ord, og tak for debatten.

Der er lige et spørgsmål fra hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Først vil jeg gerne kvittere ordføreren for det arbejde, der er blevet lavet i forhold til det her. Det er vi fuldstændig enige i i Enhedslisten. I forhold til den debat om 18 år eller 60 år – og den kommer vi jo til at tage igen i forhandlingerne – synes jeg bare, at hvis man er myndig og man er habil, så kan man jo få muligheden for at kunne vælge eller fravælge genoplivning, hvis man bliver inhabil. For du kan jo godt blive inhabil, inden du er blevet 60 år. Der ligger jo allerede kriteriet om, at du skal være plejekrævende, altså bo i en plejebolig eller have pleje i eget hjem. Og dermed kan man sige, at så betyder alderen jo som sådan ikke noget, altså, man kan jo vælge det i det øjeblik, man er blevet myndig. Man kan også vælge om igen, hvis man ombestemmer sig, uanset om man er 56 år eller 64 år. Og det er derfor, jeg ikke helt kan forstå, hvorfor man skal lægge den der aldersgrænse på 60 år ind. Hvorfor siger man ikke, at det er, når man er myndig og habil, at man kan træffe den beslutning?

Ordføreren.

Du kan lave livstestamente, og du kan lave mange andre ting, der gør noget, hvis det er, du bliver inhabil. Det er det, du kan gøre nu. Det her handler om habile alderssvækkede. Så det er to vidt forskellige ting, og hvis man som 18-årig skal sige noget om, hvad der sker, når man er alderssvækket, så er spørgsmålet, at når man gør det som 18-årig, glemmer man måske lige, at man har lavet det her. Og hvem bestemmer så, hvornår du er alderssvækket? Hvis du falder om som 75-årig, er der så en, der siger: Nåh, vedkommende sagde som 18-årig, at han ikke ville genoplives? Det kunne jo være, der var sket rigtig meget i den tid. Jeg ville da ikke tage stilling til det, før jeg selv begyndte at føle mig alderssvækket og tænkte, at det måske var nu, jeg skulle gøre det.

Hr. Peder Hvelplund.

Det tror jeg heller ikke jeg ville. Det tror jeg heller ikke de fleste 18-årige ville. Altså, som 18-årig føler man sig jo stadig væk nærmest udødelig og tager ikke den slags overvejelser ind. Men det kan der godt være nogle der gør. Der kan være nogle, der – fordi man har oplevet det i familien eller af andre årsager – ønsker at træffe det valg på det tidspunkt. Og der kan jeg bare ikke forstå, hvorfor de ikke skal have den mulighed. For det er jo ikke os, der skal stille os til dommer over, hvornår man skal gøre det. Det må vel være myndige borgere, der selv træffer det valg.

Ordføreren.

Du kan tage et valg med et behandlingstestamente. Deri kan du skrive, at hvis du bliver inhabil, vil du ikke have behandling. Så det har vi mulighed for i dag. Det er de habile, der ikke har mulighed for at sige nej. Og til dem, der ikke ved, hvad habil er: Det er, når man ved, hvad man gør. Når man er inhabil, ved man ikke, hvad man gør.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.