Tak til formanden for ordet, og tak for de indlæg, der har været fra ordførerne. Det beslutningsforslag, som vi behandler nu i dag, pålægger regeringen at standse etableringen af et udrejsecenter på ejendommen Holmegaard på sydspidsen af Langeland. Som alle her i salen ved, er det en sag, der har udviklet sig lidt, siden beslutningsforslaget blev fremsat. Vi har som bekendt allerede droppet planerne om etableringen af sådan et udrejsecenter på ejendommen Holmegaard på Langeland, men jeg vil alligevel gerne sætte lidt flere ord på baggrunden for vores beslutning.
Vi har fra den allerførste dag af den her regerings levetid arbejdet på at styrke hjemrejseindsatsen. Da vi trådte til, var der omkring 1.100 afviste asylansøgere i det, der hedder udsendelsesposition. Rigtig mange af dem har været i udsendelsesposition i flere år, og det er et problem, som jeg godt mener vi kan løse lidt bedre, og derfor har det fra starten været og vil også fortsat være en meget høj prioritering for den her regering at få flere afviste asylansøgere og kriminelle udviste til at rejse hjem, så vi kan få antallet, der er i udsendelsesposition, ned.
Men hvis det var let, var der nok nogen før os, der havde gjort det for lang tid siden. Der er ingen hurtige snuptagsløsninger på det her område; der er derfor kun tålmodigt og vedholdende rugbrødsarbejde. Regeringen har gennemført en række tiltag for at styrke hjemrejseindsatsen, som bygger oven på de udmærkede regler, der er indført både af den tidligere og den forrige regering. Det er nogle tiltag, der er gennemført hen over midten i Folketingssalen, og som vi er meget glade for er blevet gennemført. Vores overordnede pejlemærke har været, at alle kreative forslag til en ny hjemrejsepolitik kan diskuteres, så længe det faktisk bidrager til at få folk på flyene hjem. Kan katten fange mus, er vi glade for det.
Vi har også haft den tommelfingerregel, at hjemrejsepolitikken skal tilrettelægges på en måde, hvor børnene bliver skærmet bedre, end det skete på Udrejsecenter Sjælsmark før valget. Vi har så bl.a. sidste år oprettet Hjemrejsestyrelsen, som skal langt tættere på de enkelte udlændinge og opsøge dem aktivt, fra det øjeblik de får en afgørelse om, at de ikke må opholde sig i Danmark, og lige indtil de rejser hjem igen. Hjemrejsestyrelsen har bl.a. medarbejdere, der har deres daglige gang på vores udrejsecentre, hvor de har en opsøgende tilgang til den enkelte udlænding på det center, hvor den pågældende bor og opholder sig. Derudover sætter styrelsen ind med rådgivning langt tidligere, end vi har gjort tidligere.
Regeringen har derudover fremsat et forslag til Danmarks første hjemrejselov, som blev vedtaget af Folketinget i slutningen af maj i år. Det er en lov, der indeholder en række nye initiativer, der samlet set skal sikre, at myndighederne har bedre forudsætninger for at få flere til at rejse hjem. Det er overordnet en hjemrejsepolitik, som baserer sig på en meget proaktiv og håndholdt tilgang. Hjemrejseindsatsen skal bidrage til, at langt færre i sidste ende ender på et udrejsecenter, så langt færre danskere ender med at være naboer til et udrejsecenter.
Jeg synes, at det indtil videre ser fornuftigt ud, og at vi bevæger os i den rigtige retning i forhold til antallet af afviste asylansøgere i udsendelsesposition. Nu fik jeg lige et tal i går, og det er 2 uger gammelt: Vi er nede på 970 afviste asylansøgere. Jeg er med på, at nogle vil sige, at det stadig er et stort problem – det medgiver jeg fuldstændig – men vi bevæger os nedad, vi bevæger os i den rigtige retning. Det er godt gammeldags rugbrødsarbejde: små, sikre skridt i den rigtige retning. Det skyldes selvfølgelig dels det lave antal asylansøgere, der er kommet den seneste tid, dels faktisk også at vi har haft succesfulde udrejseprojekter, som har betydet, at udlændinge uden lovligt ophold som regel i grupper er rejst hjem til deres hjemland – nogle gange frivilligt, nogle gange ledsaget af danske myndigheder.
Derudover har regeringen oprettet et særskilt udrejsecenter for børnefamilier i Lejre Kommune på Midtsjælland. Med det center har regeringen haft fokus på at skærme børnene bedre og ændre rammerne for indkvartering af de børn, der tidligere boede på et center i Nordsjælland, der hed Sjælsmark.
Næste skridt i hjemrejsepolitikken skulle så have været et nyt center for gruppen af bl.a. udvisningsdømte kriminelle udlændinge. Jeg er egentlig enig med Venstres ordfører, hr. Morten Dahlin, i, at der ikke findes nogen gode løsninger for indkvartering af den her gruppe, men der findes en løsning, der er den mindst dårlige, og det var den, vi syntes vi havde fundet med udrejsecenter Holmegaard på Langeland. Det var derfor, vi præsenterede den løsning i maj.
Vores beslutning affødte en række reaktioner, ikke mindst fra beboerne på Langeland, som jeg selv mødtes med for at diskutere med dem og lytte til dem og tale med dem. Også her fra Folketinget rejste der sig reaktioner på vores beslutning, og jeg kunne konstatere, at der ikke alene var kritik fra en række partier, men også et flertal, der var klar til at gå herned i salen og trykke på den grønne knap og stemme for, at regeringen skulle pålægges at stoppe etableringen af et udrejsecenter på Langeland. I regeringen har vi ikke noget ønske om at tromle hen over et flertal i Folketinget, og derfor har vi trukket stikket, droppet planerne om et udrejsecenter på Langeland.
Så nu står vi så her. Jeg forstår udmærket, at der er ærgrelse i Midtjylland, og vi har derfor besluttet, at vi vil fremrykke det, vi allerede havde planlagt, nemlig en hjælpende hånd til området omkring Kærshovedgård i Midtjylland, så de får yderligere støtte til at håndtere de udfordringer, de i forvejen har stået med. Tak for ordet.