Hvis justitsministeren gerne vil bakke op, skal han være så evigt velkommen, vil jeg sige. Nej, det handler om, at hver gang man sender folk i krig, vil det være rigtig fornuftigt, at vi, hvis nogen af de mennesker, man sender ud, bliver såret, enten psykisk eller fysisk, undervejs, sørger for at indregne de omkostninger til det, for det koster jo noget, og derfor burde det også lægges ordentligt ind, når man beslutter sig for sådan nogle forslag, så man kan sikre, at de får en ordentlig hjælp bagefter. Det handler også om, at man, hvis man har lokale ansatte, tolke osv., i forbindelse med krigene dernede, faktisk kan give dem en ordentlig hjælp og behandling bagefter. Uanset hvad vi måtte mene om Danmarks krige, og uanset at vi kan være politisk uenige om det, synes jeg egentlig, at man burde kunne være enig om, at det skal være gennemsigtigt, hvilke menneskelige og økonomiske konsekvenser der er forbundet med at føre krig.
Derfor har vi fra Enhedslistens side stillet det her ændringsforslag, der handler om, om vi ikke, hver gang man tager en beslutning om at sende folk ud militært, skulle sørge for, at vi også i beslutningsforslaget og i det lovarbejde, vi laver, sørger for at indregne konsekvenserne, sådan at de mennesker, der har brug for hjælp bagefter på grund af de her beslutninger, faktisk kan få en ordentlig hjælp. Det er kun Enhedslisten og SF, der har sagt indtil videre, at vi vil bakke op om det, og det synes jeg egentlig er ret skuffende, eftersom jeg ved, at der er mange andre partier, der faktisk også går op i det her. Så jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke kan få en bredere opbakning. Hvis der er andre partier, som tænker, at det her kunne være noget, vi skulle arbejde videre med, synes jeg, det ville være gavnligt, at man kontaktede mig, så vi kunne få arbejdet videre med det fremadrettet.
Men i hvert fald hermed en opfordring til, at man lige i det mindste stemmer for det ændringsforslag og faktisk tager det nødvendige ansvar over for de mennesker, man sender i krig, og de mennesker på stedet, som også bliver påvirket af det, uanset hvad vi så måtte mene om det politiske i bidraget. Det var den første opfordring, og det var det, der handlede om ændringsforslaget, som I har mulighed for lige at tænke på om ikke I skulle støtte alligevel.
Så vil jeg sige i forhold til selve udsendelsen af den militære operation til Mali eller til Sahelområdet, at jeg synes, vi er nødt til i Folketingssalen at nævne, hvad der er sket, siden vi førstebehandlede forslaget. I går kidnappede det maliske militær landets præsident, premierminister og forsvarsminister. Det skete i går. I dag er EU-landene ude at opfordre til, at det var en god idé, hvis de løslod dem, og det må man sige det ville være. Men det er altså meningen, at de danske tropper skal ned og træne det maliske militær. Vi ved også, at der tidligere har været eksempler på folk, som har været med til at lave kup tidligere på året i Mali, som er trænet af det danske forsvar, og der er rigtig meget dokumentation på, hvordan maliske sikkerhedsstyrker gang på gang har været indblandet i drab og overgreb på civilbefolkningen i området.
Det synes jeg man her fra Folketingets side skulle tage en lille smule mere alvorligt og tænke over, inden man trykker på knapperne og sender danske soldater ud for at træne nogle styrker, som har så vanskeligt ved at overholde helt grundlæggende menneskerettigheder og demokratiske spilleregler. Det er ikke kun, fordi det er dybt problematisk, hvis vi ser brud på menneskerettighederne, hvis vi ser civilbefolkningen blive slået ihjel, hvis vi ser demokratiet blive trådt under fode, men også fordi vi fra et basalt sikkerhedsperspektiv lige nu ved, at noget af det, der er med til at give opbakning til terrorisme i de her områder, er lige præcis de her lokale sikkerhedsstyrkers hærgen. Vi ved, det er manglen på demokrati og politisk forandring, der er et af problemerne, og vi ved faktisk også, at de udenlandske styrker er med til at give opbakning til terrorisme.
Så hvis man også fra et sikkerhedspolitisk perspektiv vil være mere seriøs i det her, så synes jeg simpelt hen ikke, at vi kan vedtage, at man går ind og støtter udsendingen til Mali og Sahel på det grundlag, som der ligger nu, og med den politiske situation, der er.
Så det er en opfordring til, at man også tager det seriøst, inden man sender mennesker i krig på et meget, meget tvivlsomt grundlag. Tak.