Jeg skal gøre det kort, men jeg vil dog alligevel markere det her borgerforslag, som formentlig og desværre ikke bliver stemt igennem, men dog alligevel får, tror jeg, en langt større mindretalstilslutning, end rigtig mange havde regnet med, da det blev stillet. Uden at tale på vegne af hele Folketinget, tror jeg også, at der var en del folketingsmedlemmer, som måske ikke helt vidste, hvad tjenestemandsreformen var, da det her borgerforslag på en uge fik over 65.000 underskrifter bag sig.
Det handler grundlæggende om den reform i 1969, som knæsatte et lønhierarki, der stadig væk eksisterer i dag, og som jordemødre, sygeplejersker, pædagoger, ernæringsassistenter, sosu'er, radiografer, socialrådgivere har bekæmpet lige siden i talrige overenskomstforhandlinger og strejker. Det er en forældet reform fra 1969, som fastholder et forældet kvindesyn, et forældet lønhierarki og en forældet opfattelse af, hvordan vi værdisætter arbejde i det her samfund. Det handler grundlæggende om at værdisætte arbejde rigtigt, og reformen fra 1969 betyder, at rigtig mange af de kvindedominerede fag, som vi lige har set holde en vis legemsdel oppe på hele det danske samfund igennem coronakrisen, ikke svarer til deres uddannelseslængde og til deres ansvar, når man sammenligner dem med lignende fag, som er mandedomineret.
For få dage siden snakkede statsministeren fra den her talerstol om, hvordan den danske model skulle være fleksibel og foranderlig, når vi oplever, at flere og flere bliver såkaldt platformsmedarbejdere og også ender i usikre ansættelsesforhold. Beskæftigelsesministeren har mange gange talt om, hvordan den danske model også skal kunne beskytte medarbejdere på nemlig.coms lager mod dårlige arbejdsforhold, og jeg er fuldstændig enig. Men den danske model bliver nærmest en eller anden form for hellig gral, når vi taler om at tage politisk ansvar for en reform, som jo faktisk også blev politisk indført i 1969.
Det her handler om ligeløn mellem køn, det handler om ligeløn mellem fag, og det handler dybest set bare om, at rigtig mange af de mennesker, som leverer et fuldstændig uerstatteligt stykke arbejde for vores samfund, også rent faktisk får løn som fortjent, og at vi herindefra anerkender, at de ikke kan betale deres husleje eller deres regninger med honninghjerter eller klapsalver eller tak, men at de gør det med løn ligesom alle andre.
Jeg tror nu nok desværre, at det her forslag bliver stemt ned. Det faktum, at tjenestemandsreformen overhovedet er noget, vi diskuterer, kan være i en overskrift, at mindretallet er så stort, som det er herinde, og at kampgejsten er så stor, skal alle de kvinder og mænd, som kæmper for en fair løn have fuldstændig tak for. Enhedslisten vil i hvert fald med glæde støtte borgerforslaget og den videre indsats for, at der bliver taget politisk ansvar for en politisk beslutning fra 1969. Tak.