Tak for debatten. Det er jo dejligt at få sat, hvad kan man sige, en tidsgrænse på for, hvornår vi kan snakke videre omkring det her. Det bliver engang efter sommerferien, og det synes jeg er rigtig godt. Og mon ikke, der er nogle retsordførere og en justitsminister her i salen, som glæder sig over, at dette er sæsonens sidste SF-beslutningsforslag – det tænker jeg.
Vi skulle jo egentlig have afgivet betænkning i dag om et andet åbenhedsforslag, nemlig det om whistleblowerordningerne, og det tror jeg nu vi kommer til i nær fremtid. Men de skal jo sikre, at der er en kanal, så man kan aflevere sine bekymringer om ulovligheder, uanset om man er privat eller offentligt ansat. Det bakker vi op om i SF, for vi ved godt, at det kræver ualmindelig meget mod at sætte sit job på spil ved at gå videre med noget, hvor der måske er tale om urent trav på arbejdspladsen. Nu kommer der jo så en konkret beskyttelse til de medarbejdere, og det gør forhåbentlig, at de så i fremtiden vil kunne finde modet til at gøre det.
Men med det forslag in mente vil det jo også være helt skørt ikke at lovgive om offentligt ansattes ytringsfrihed. Vi mener, at det klart er på tide, at vi lovfæster, at offentligt ansatte også kan deltage i den offentlige debat – men ikke bare det, vi skal også tilkendegive klart, at vi ønsker, at de deltager i den offentlige debat. For de er bare rigtig vigtige stemmer om deres arbejdsforhold, og når de blander sig, kan vi også få en debat om betingelserne for vores ældre, for vores børn, for vores udsatte, og det er bare rigtig vigtigt i et demokrati, for det er jo det, der gør, at vi kan justere indsatserne eller effektivisere eller forbedre det, som vi nu engang gør.
Whistleblowerordningerne er fine til deres formål, men de handler jo især om ulovlige forhold. Og når vi tænker på sagen om Else – den ældre dame, som blev behandlet meget uværdigt – er vi jo nok ikke inde i ulovligheder, men vi har da i hvert fald i den grad brug for at diskutere, hvad det er, vi kan gøre, for at rette op. Og det ville bare have været dejligt, hvis medarbejderne kunne have taget den diskussion, i stedet for at pårørende og TV 2 måtte gøre det. Men vi ved jo godt, at det er svært at gøre i praksis, specielt hvis man føler sig afhængig af sit job – så holder man mund, så lukker man øjnene, og så siger man ikke noget.
Ytringsfrihedskommissionen, som et flertal nedsatte under den forrige regering, anbefaler jo, at vi lovfæster offentligt ansattes ytringsfrihed. Der er jo utallige undersøgelser, som har dokumenteret, at de offentligt ansatte er tilbageholdende med at fortælle om forhold på deres arbejdsplads. Og den undersøgelse, som Ytringsfrihedskommissionen har lavet, viser, at 29 pct. af de offentligt ansatte har oplevet forhold på deres arbejdsplads, som de mener at offentligheden burde kende, men det er kun under en femtedel, der rent faktisk har fortalt om det. Og det synes jeg er et problem, for måske går vi glip af vigtig viden på den måde, og derfor bør vi jo så følge kommissionens anbefalinger. Jeg synes også, at en lovfæstelse ville sende et meget klart signal til arbejdsgivere og medarbejdere om, hvad det er, der gælder, for nu har vi prøvet længe nok med vejledninger, og det hjælper tilsyneladende ikke.
Den tidligere ombudsmand sagde vel også på sin meget ombudsmandsagtige måde mellem linjerne i 2016, at lovgivning er på sin plads, og jeg tillader mig lige at citere ham. Han sagde nemlig:
Som ombudsmand skal jeg ikke blande mig i, om Folketinget bør lovgive, men jeg konstaterer, at vi fortsat ser myndigheder, der ikke respekterer de ansattes ytringsfrihed, og at hidtidig oplysningsindsats ikke synes at være trængt tilstrækkeligt igennem.
Jeg har da også et helt frisk eksempel fra i går, hvor Ombudsmanden af egen drift har bedt Ærø Kommune om en redegørelse for deres personalepolitik, fordi den personalepolitik understreger, at de ansatte har begrænset ytringsfrihed af hensyn til tavshedspligt, loyalitetspligt, regler om dekorum – som jo er sømmelig optræden – samt hensyn til kommunens interne beslutningsprocesser og funktionsevne, og at kommunens direktion i øvrigt selv fortolker reglerne i tilfælde af tvivl. Det er jo nok ikke helt i overensstemmelse med reglerne om ytringsfrihed for offentligt ansatte – det vurderer mediejurist Oluf Jørgensen, som er specialist på området. Og jeg kan godt forstå, hvis ansatte ikke ligefrem har lyst til at kvidre løs på den baggrund, for hvis jeg læste de her sætninger, tror jeg også, jeg ville blive alvorligt i tvivl om, om det var en god idé. Jeg ville i hvert fald nok vælge at holde min mund for at være på sikker grund.
SF har jo fremsat forskellige forslag om offentligt ansattes ytringsfrihed gennem mange år, og det har Enhedslisten i øvrigt også. Og så har vi jo alle sammen i Retsudvalget haft besøg af en række fagforeninger, som netop bakker lovfæstelsen op, og det synes jeg vi skal lytte til. Det er i øvrigt ikke så lang tid siden, at Thomas Vesth, som jo var efterforsker i politiet, fik at vide, at han ikke skulle blande sig i sagen om »Scandinavian Star«, hvor han fungerede som sådan en slags ekspert i avisen. Heldigvis fik vi, der spurgte, et godt svar, som var helt i orden, fra justitsministeren om, at det havde han heldigvis lov til. Men det betyder jo, at man måske heller ikke altid i politiet selv er helt klar på lovgivningen.
Lad mig afslutningsvis ridse op, hvorfor det er, vi skal have en lov. Vi skal have en lov, fordi det giver en retlig beskyttelse af den enkelte, men også fordi vi skal sende det her signal om, at vi gerne vil have, at folk blander sig. Og vi må bare sige, at det ikke sker i alle sager – som den på Ærø, hvor der rent faktisk er nedskrevet noget, som viser en ulovlig praksis. Mange gange er reaktionerne jo bare subtile; så oplever den, der blander sig, at blive irettesat, forflyttet, fyret eller at få mindre spændende opgaver. Og den enkelte skal altså ikke stå helt alene med at bevise, at repressalierne er på baggrund af at have brugt sin lovlige ytringsfrihed. Derfor skal man jo kompenseres, når man udsættes for repressalier, og jeg synes, der er god grund til at finde inspiration i ligebehandlingsloven, hvor det heller ikke er den gravide, som skal bevise, at et fyring ikke er sket, fordi man er blevet gravid, men hvor det er arbejdsgiveren, som skal bevise, at fyringen ikke skyldes graviditeten. Og det er jo derfor, vi har det her forslag med om omvendt bevisbyrde, hvor det så også bliver arbejdsgiveren, som skal bevise, at repressalierne ikke skyldes brugen af den lovlige ytringsfrihed.
Vi skal også have en lovgivning, synes vi, fordi vi jo alle sammen er ejere af den offentlige sektor. Det betyder jo også, at vi alle sammen har et legitimt ønske om at få viden om forholdene i den offentlige sektor, og det får vi altså kun, hvis der er ansatte, som tør blande sig i debatten eller råbe op, hvis der er noget, der er galt. Hvis fængselsbetjentene f.eks. oplever, at brutaliteten i fængslerne er stigende, eller hvis vores myndigheder svigter på datasikkerhedsområdet, så er det da i høj grad i vores interesse som borgere at vide det. Og vi kan bare ikke altid nøjes med ledelsens version.
Vi skal også have lovgivning, fordi vi kan se, at for få blander sig, selv om de har noget på hjerte, og at der blandt dem, der har afstået fra at blande sig, faktisk er 46 pct., som angiver frygten for at blive afskediget som årsagen. Det er markante tal, og det understreger jo fint, hvorfor vi har brug for lovgivning.
Så skal vi selvfølgelig have lovgivning, fordi vi har aftalt i forståelsespapiret, at vi skal gøre noget. Så jeg ser frem til de videre drøftelser. Jeg er fortrøstningsfuld efter debatten i dag, og jeg er sikker på, at vi nok skal lande noget, der er godt, efter mange, mange år med den her debat. Tak for ordet.