Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 283:

Forslag til folketingsbeslutning om hurtig og rigtig hjælp til familier ved spædbarnsdød (borgerforslag).

Af Leif Lahn Jensen (S), Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF), Karsten Hønge (SF), Andreas Steenberg (RV), Peder Hvelplund (EL), Mai Mercado (KF), Peter Seier Christensen (NB), Ole Birk Olesen (LA), Torsten Gejl (ALT), Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Susanne Zimmer (UFG).

(Fremsættelse 17.03.2021).

Forhandlingen om dette beslutningsforslag, der er udsprunget af et borgerforslag, er åbnet. Og den første taler er sundhedsministeren. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Det er dagens sidste forslag, og det er et borgerforslag om hurtig og rigtig hjælp til familier ved spædbarnsdød. Jeg vil godt indlede med at udtrykke min dybeste medfølelse med alle forældre, som oplever det værste, man kan forestille sig, nemlig at miste et lille barn.

Når det værst tænkelige sker, er det helt afgørende, at vi som samfund rækker hånden ud til forældrene og sikrer, at forældrene ikke overlades til selv at finde rundt i et system, som kan være en jungle; at forældrene tilbydes hjælp af alle relevante myndigheder og de organisationer, vi jo også har, der står klar til at hjælpe.

Så derfor tak til initiativtagerne bag borgerforslaget, som vi så her i dag behandler som et beslutningsforslag. Med det her beslutningsforslag foreslås det, at sundhedsplejersker tilbydes en efteruddannelse, der skal sætte dem i stand til at yde den her relevante støtte og praktiske hjælp til forældre, som mister deres barn ved uventet død, for ifølge beslutningsforslaget kræver det styrkede kompetencer hos sundhedsplejerskerne. Der er også en række andre elementer i forslaget vedrørende den konkrete hjælp, som sundhedsplejersker skal tilbyde.

Generelt bærer det her forslag præg af et meget, meget grundigt arbejde, og det er et helt konkret forslag. På den ene side er det jo virkelig godt med et meget grundigt og helt konkret arbejde. På den anden side vil det være svært at indføre en til en i virkeligheden. Derfor vil jeg gennemgå nogle af hovedelementerne her – og gennemgå, hvordan vi forestiller os man kan komme videre i den retning og den ånd, som vi læser i forslagets tekst.

Det er, som jeg startede med at sige, helt afgørende, at vi som samfund rækker ud til forældre og tilbyder dem hjælp og altså på mange områder får vendt det om, så det altså er samfundets opgave at tilbyde den hjælp og at række ud til forældrene.

Derfor vil jeg sige, at vi fra regeringens side støtter det her beslutningsforslags intention om at sikre, at der er den rette og lettilgængelige hjælp og støtte til forældre, som mister et barn. Og vi vil iværksætte en række initiativer, som skal sikre, at den hjælp når bedre ud til forældrene. Dem vil jeg gennemgå her.

Det første initiativ er efteruddannelse af sundhedsplejersker. Det er ikke præcis som foreslået, men det er for os at se og ifølge den faglige rådgivning, vi har fået, et element, som vil kunne imødekomme en del af det element i forslaget her. I dag er det sådan, at sundhedsplejerskerne i kraft af deres grunduddannelse som sygeplejersker og efteruddannelse til sundhedsplejersker har kompetencer til at varetage støtte til sorgproces; det er det, vi taler om her. Så de skal være med til at forhindre, at der sker komplicerede sorgreaktioner, for når det handler om sorg, er der også mulighed for at forebygge, at det bliver til komplicerede sorgreaktioner. Men man må også sige, at viden om netop sorgprocesser og sorgteorier heldigvis har udviklet sig meget de seneste år, og Sundhedsstyrelsens faglige vurdering er, at det er relevant at se nærmere på at udvikle netop et modul til efteruddannelse, en form for kursus, der netop omhandler de nyeste teorier om sorg og krisekommunikation. Og det arbejde vil vi igangsætte.

Mange kommuner har også en formaliseret praksis i forhold til at tilbyde familier besøg og række ud til dem, når de har mistet et barn. Kommunerne får besked om dødsfaldet fra sygehusene, hvis forældrene har givet samtykke til dette. Der har vi fået lavet en rundspørge fra Sundhedsstyrelsen til godt halvdelen af vores kommuner, og heraf kan vi se, at langt, langt de fleste kommuner har en formaliseret praksis i forhold til at tilbyde familier besøg, efter at de har mistet et barn – langt de fleste, men ikke alle. Konkret har man været i kontakt med 54 kommuner, og de 52 af dem har meddelt, at de har en formaliseret praksis, mens der så er 2 ud af de 54 kommuner, der ikke har det. Og det er det overblik, vi har på nuværende tidspunkt.

Så kan vi også konstatere, at der er forskel på, hvordan tilbuddet er tilrettelagt, i hvilke tilfælde sundhedsplejersken bliver underrettet osv. Vi skal i den forbindelse understrege, at sundhedsplejerskens overordnede kerneopgave er sundhedsfremmende og forebyggende indsatser. Formålet er at sikre alle børn og unge en sund opvækst og at skabe gode forudsætninger for en sund voksentilværelsen, men heri ligger selvfølgelig også rådgivning og støtte til forældre. Og det betyder, at vurderingen af behov for eventuel anden hjælp og henvisning til andre faggrupper, også formidlingen af kontakt til f.eks. landsforeninger, allerede indgår naturligt i sundhedsplejerskers opgave i familier, der har mistet et barn.

Vi vil fra regeringens side se nærmere på, hvordan vi sikrer et hensigtsmæssigt samarbejde og deling af oplysninger mellem myndigheder – altså fra sygehus til kommune, der skal sætte det her i gang, og videre til sundhedsplejersker osv. – således at vi sikrer, at forældre får den rette vejledning, og at sundhedsplejersken får besked, når et barn går bort. Så det er nogle kommende initiativer.

Derudover vil jeg også nævne, at vi jo har afsat midler til Forældre & Sorg – Landsforeningen Spædbarnsdød, så de kan yde støtte og rådgivning til netop den her gruppe af forældre, der har mistet et barn, og kan udvide målgruppen. Og de er netop nu ved at udvide og udvikle de her støttetilbud i foreningen, og målet er, at alle forældre fremadrettet er sikret den bedste hjælp, uanset hvornår de mister. Derudover forventer foreningen at opdatere informationsmateriale til forældre, så de får et samlet og overskueligt overblik over, hvor man som forældre i sorg kan få hjælp.

Der er også i de her år afsat midler til Det Nationale Sorgcenter. Det er præcis dem, som opbygger kompetencer, udbreder viden til aktører på området i forhold til tidlige indsatser og behandling af kompliceret sorg, som det hedder fagligt. Og der er også i regi af Det Nationale Sorgcenter udviklet en sorgvejviser, hvor efterladte kan få overblik over sorggruppetilbud – ikke kun i store byer, men altså i hele landet.

Der er med finansloven for 2021 også afsat midler til at styrke Sorglinjen. Det er etableret i et samarbejde mellem Det Nationale Sorgcenter og TrygFonden. Der er sat penge af til en årlig finansiering af det i år og næste år, altså til den udvikling og den styrkelse.

Jeg er dog også helt enig i, at der er behov for at sikre, at forældre i sådan en livskrise gribes og tilbydes den rette hjælp. Så vi foreslår på nogle få punkter at imødekomme beslutningsforslaget på anden vis, og det vil jeg også gerne uddybe her.

Af forslaget fremgår det, at sundhedsplejen også skal tilbyde hjælp til opgaver af mere praktisk karakter til familier, som mister et barn. Og hvad kan det være? Det kan være at bistå forældrene med at undersøge eventuel forsikringsdækning, med at ansøge om sorgorlov, med udarbejdelse af ansøgning om begravelsesbidrag og sådan nogle praktiske elementer. Jeg har naturligvis forståelse for, at der kan være et ønske om, at det er én person, som kan bistå med alt det, man som forældre skal forholde sig til, når man har mistet et barn. Jeg kan også godt forstå, at den person gerne må være sundhedsplejersken, da det jo er en, som rigtig mange familier både er i kontakt med, er rigtig glade for og er rigtig trygge ved. Sundhedsplejersken er jo en person, som er sundhedsfagligt uddannet. De er uddannede sygeplejersker og har 1½ års videreuddannelse som sundhedsplejersker. Vi skal jo så sikre, at sundhedsplejersker bruger deres ressourcer og kompetencer optimalt, særlig når der er tale om opgaver af praktisk karakter, som ligger uden for deres kompetence og normale ansvarsområde.

Yderligere vil jeg gerne fremhæve, som det også er beskrevet i henvendelsen fra Forældre & Sorg – Landsforeningen Spædbarnsdød, at der ikke i alle tilfælde vil være en sundhedsplejerske med et nært kendskab til familier, som mister et barn uventet. Derfor er der efter vores opfattelse behov for, at de her gode hensigter i beslutningsforslaget og de gode mål bliver tilpasset, så vi bruger kompetencerne og rollerne i vores samfund til at skabe et godt samarbejde – netop så vi når målet, som er, at familier med behov for hjælp, også til den praktiske del af hjælpen, gribes og tilbydes den rette hjælp.

Så foreslås det også, at sundhedsplejersken hurtigst muligt og før begravelsen eller bisættelsen skal opsøge forældrene. Og som jeg nævnte tidligere, er sundhedsplejen et sundhedsfremmende og sundhedsforebyggende tilbud. Sundhedsplejen er ikke en akutfunktion, og Sundhedsstyrelsen vurderer, at sundhedsplejens kompetencer ikke anvendes klogest i forhold til familiens behov i den akutte fase, dvs. i perioden før begravelsen eller besættelsen. Forældrene vil jo som oftest befinde sig på et sygehus i forbindelse med dødsfaldet, og derfor er det sygehuset, der aktuelt akut kan vurdere behovet for krisehjælp og også vil kunne tilbyde denne. Og vores regioner har derudover oplyst, at sygehusene jo bl.a. netop henviser til Forældre & Sorg – Landsforeningen Spædbarnsdød, som har erfaring med sorgbearbejdning og støtte til forældre, som mister et barn.

Til slut vil jeg sige tak for det her beslutningsforslag. Det giver os mulighed for at sætte ind dér, og det rammer hovedet på sømmet i forbindelse med en lang række problemfelter. Vores opgave er nu her sammen med Folketingets partier at beskrive, hvordan vi kan få løst det, håndteret de problemfelter, så vi kan få forbedret og styrket indsatsen for de forældre, som jo står i den værst tænkelige situation, altså hvor et barn går bort. Det skal være sådan, at forældrene gribes af samfundet og tilbydes hjælp af alle de relevante myndigheder, som kan være der, og de organisationer, som jo også arbejder i den her sags tjeneste. Rådgivning og støtte til forældre, som mister et barn, vil blive styrket i de kommende år på den måde, som fagligt giver den bedst mulige mening. Tak for det, formand.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt. Værsgo.

Mange tak. Jeg synes, det lyder rigtig godt, og jeg håber, at vi får det alt sammen på papir, for der var rigtig mange ting, ministeren kom ind på man havde og ville. Men alt det her med, at vi har en masse sorglinjer og forældresorggrupper, kender vi jo godt til. Dansk Folkeparti har i hvert fald flere gange været med til at sætte penge af til det.

Det, som interesserer os i Dansk Folkeparti, er, om man vil kigge på sundhedsplejerskernes uddannelse, så man får implementeret arbejdet vedrørende forældre og sorg, og også sikrer, at der bliver lavet flere kurser og givet kompetencer til de sundhedsplejersker, der er udeomkring i kommunerne. Jeg tænkte, at det var noget, man kunne tage med i økonomiforhandlingerne, som man er i gang med.

Tak. Værsgo, ministeren.

Netop kurser til sundhedsplejerskerne, som bliver nævnt her, i sorgprocesser og i sorgteorier er noget, som virkelig har udviklet sig. Der har vi jo Det Nationale Sorgcenter, som er ekspert i det. Der er det Sundhedsstyrelsen, som nu vil sætte et arbejde i gang med at udvikle et sådant kursus, som man kan tilbyde vores sundhedsplejersker. Og det arbejde vil vi nu igangsætte. Derved vil de på bedste vis og på bedre vis end i dag kunne løfte den opgave netop ved at gøre brug af den nyeste viden om sorgteorier og sorgprocesser. Så til den del af det er svaret ja. Det er et fagligt arbejde, som nu sættes i gang, og det vil sige, at jeg ikke kender de økonomiske konsekvenser af det. Men det er et fagligt arbejde, som nu sættes i gang.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Man siger, at man har et kursus der. Jamen der ligger jo noget, hvis man kigger på nogle af de af de universiteter, der er. Der har siddet en gruppe, der er nået til en konklusion, der lyder, at vi faktisk har et program eller en uddannelse her, som kan bruges netop til sundhedsplejersker. Så er det vel bare at gå ind at gøre det i stedet for at begynde at lave noget nyt. Har ministeren læst, hvad den her gruppe er nået frem til om, at man faktisk kan nogle ting? Der er personer fra forskellige universiteter, hospitalspræster, sundhedsplejersker, Det Nationale Sorgcenter osv. med i det.

Værsgo, ministeren.

Altså, det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at det er relevant netop at begynde at se nærmere på udviklingen af sådan et kursus. Det er klart, at de vil sikre sig, at man tager den nyeste viden med, og at det bliver et kursus, som netop er relevant for vores sundhedsplejersker. Når jeg nævner den henvendelse, vi har fået – jeg tror, at både udvalget og ministeriet har modtaget den – fra Forældre & Sorg - Landsforeningen Spædbarnsdød, er det, fordi de jo taler varmt for intentionerne i forslaget, men også siger, at det ikke i alle tilfælde er sundhedsplejersken, som vil være den relevante. Det vil sige, at hvis de foreslår nogle justeringer, synes jeg, vi skal tage det med i vores arbejde.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den første taler i talerrækken er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokraterne, som er parat, kan jeg se. Man først skal vi lige have en afspritning. Det går fint. Tak. Værsgo til ordføreren.

Tak. Vi skal nu behandle et borgerforslag, som handler om hurtig og rigtig hjælp til familier med spædbarnsdød. Jeg kan lige så godt sige, at jeg synes, at det her har været en svær tale at skrive, og jeg synes også, det er en svær tale at skulle fremføre. For når man ser på, at familier mister et barn – ganske spædt eller inde i maven – er det et utrolig hårdt slag for familierne. Jeg vil også sige, at når man ser på, hvor hurtigt borgerforslaget har samlet stemmer, viser det jo også, at det her er noget, som mange kan identificere sig med, og som har den samme indvirkning på alle dem, der har skrevet under. Så tak til forslagsstillerne for at have skrevet forslaget, og tak til de mange, der har skrevet under, for at have været med til at skabe den her debat.

Jeg har ligesom ministeren utrolig stor sympati og medfølelse for forslaget, og spædbarnsdød er utvivlsomt en af de allersværeste ting, der kan ske i ens liv. Det at miste et lille barn, som burde have levet et lykkeligt og langt liv fyldt med kærlighed og glæde, kan umuligt beskrives med ord. Det er helt uforståeligt, når det sker, og det er meningsløst. Og når man er efterladt med en følelse af kaos og fortvivlelse, giver det en dyb sorg, at man pludselig har fået vendt op og ned på sit liv, og det hele opleves utrolig tragisk. Jeg tror ikke, at der er nogen her i salen, der ikke deler den sympati og forståelse. Tværtimod tror jeg, vi alle sammen kan være enige om, at selv om døden er en naturlig del af livet, så er spædbarnsdød der, hvor livet viser sig fra sin allerværste side. Derfor er jeg og Socialdemokratiet også enige i, at vi skal gøre, hvad vi kan for at hjælpe de familier, der står midt i en uoverkommelig livskrise, som spædbarnsdød giver.

Det borgerforslag, som er fremsat, kommer også med gode og konkrete forslag til, hvordan vi så skal gøre det, og det foreslås, at sundhedsplejersker skal hjælpe de berørte familier med en lang række praktiske, sundhedsfaglige og understøttende opgaver. Ifølge forslaget skal dette ske hurtigst muligt og lige efter begravelsen.

I Socialdemokratiet er vi enige i, at de berørte familier skal have mere hjælp, end de får i dag, og at de berørte familier ikke skal efterlades til sig selv. Det er også vigtigt for os at sige, at vi skal være sikre på, at dem, som får opgaverne, også er de rigtige til at løse dem. Vi har igennem reserven afsat 7,5 mio. kr. i perioden til Forældre & Sorg – Landsforeningen Spædbarnsdød. Vi har også afsat en række andre midler til Det Nationale Sorgcenter og til at styrke Sorglinjen. Men det gør ikke det hele. Det kan vise, at vi er på vej, og at vi gør en indsats for at ville noget mere og noget bedre for at støtte de familier, der kommer i en alvorlig livskrise.

Vi er også enige med forslagsstillerne og underskriverne af borgerforslaget i, at vi ikke er i mål endnu, og at vi skal gøre det bedre. Vi er også nødt til at få gennemgået, hvad der er den rigtige løsning. Det er et komplekst problem, og når jeg læser forslaget, er der en række konkrete problemer, hvor man kan se på, hvor snitfladerne er. Løser vi det rigtigt, i forhold til om det ligger i regionen eller kommunen eller civilsamfundet? Hvad er det, vi skal gøre? Hvad er det for en indsats, vi skal gøre?

Derfor giver det her jo mulighed for, at vi på bedst mulig vis kan arbejde videre og samtidig være påpasselige med, at vi giver vores personale nøjagtig de opgaver, de kan løse, og også den faglighed, der skal til, som ordføreren for Dansk Folkeparti også spurgte ministeren om. Det handler altså om, at vi med borgerforslaget bruger muligheden for at få gjort en så god indsats som muligt. Her kan vi blandt de beskrevne opgaver se det at udarbejde ansøgning om begravelsesbidrag. Det er vigtigt at se på, hvordan man får løst de konkrete problemer, som udfordringerne kan være, når man oplever, at ens spædbarn dør. Vi glæder os derfor til at arbejde videre med det i udvalget for at gøre den bedste indsats og prøve at få vendt, hvor det er, indsatsen skal ligge, og hvad det er for konkrete ting, som forslagsstillerne giver af bud. Så tusind tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Jane Heitmann fra Venstre, som bedes holde sig klar. Værsgo.

Venstres ordfører har ikke mulighed for at være i Folketingssalen i dag, og derfor er det mig, der holder talen på vegne af Venstre. Først og fremmest tillykke til forslagsstillerne. Det er utrolig flot, at I er kommet så hurtigt i mål. Jeg har det store privilegium at være mor. Mine børn er det bedste, der nogen sinde er sket for mig, og jeg tror, det er en følelse, de allerfleste forældre kan nikke genkendende til. Det at være forældre er forbundet med en kæmpe glæde, men det er også forbundet med en kæmpe frygt. Det er frygt for, at der sker dine børn noget, eller at du helt skal miste dem, for det sker jo desværre for nogle, og det er ikke kun naboen, det rammer.

Tabet af et barn er baggrunden for, at vi står her i dag og behandler jeres borgerforslag, der jo nåede 50.000 underskrifter på mindre end 3 døgn. Det viser jo, at det betyder noget. Det rører noget i folk derude, og det rører også noget i mig. Det er aldrig sjovt at miste nogen, som man holder af, eller som man har kær, men det bliver endnu mere ulykkeligt og urimeligt, når det er børn, og når det er babyer, som jo burde have livet foran sig, men vi kan ikke forhindre, at det sker, desværre. Men det, vi kan, er, at vi kan blive bedre til at give de familier, som kommer ud for det værst tænkelige, nemlig at miste et barn, de bedst mulige vilkår for at komme igennem den livskrise, som det jo vitterlig er at miste et barn.

Derfor er vi også i Venstre overordentlig positive over for forslaget her, som vi mener er både empatisk og nødvendigt, for selvfølgelig skal der være plads til og også en ret til, at man kan sørge over tabet af et barn, ligesom vi også skal huske at være opmærksomme på søskende. Vi er nået et langt stykke med at indføre sorgorlov. Man skal kunne få den hjælp, man har brug for, af omsorgspersoner, som har kendskab til ens situation, og som man er tryg ved, for jeg ved, at jeg hverken ville have overskud eller lyst til at tænke på forsikringssummer, ansøgning om orlov eller begravelsesbidrag, hvis jeg mistede et af mine børn. Derfor anerkender vi i Venstre også, at der er brug for, at der er nogle udefra – det kan være organisationer, det kan være myndigheder – som kan hjælpe og rådgive, eller hvad det nu er, man har brug for, når ens verden vælter. Vi skal være klar til at gribe de familier, som helt naturligt er ved at falde fra hinanden, når de mister et barn.

I Venstre er vi dog ikke sikre på, at forslaget her imødekommer alle udfordringer fuldt ud. Sundhedsplejersker er superdygtige. De arbejder med høj faglighed og med høj troværdighed. I Venstre vil vi gerne se på, om vi med fordel kan brede indsatsen lidt mere ud. Sundhedsstyrelsen kommer, så vidt jeg forstår det, og her kigger jeg på sundhedsministeren, med nye anbefalinger til svangreomsorgen, og her kunne vi måske med fordel inddrage Sundhedsstyrelsens arbejde, ligesom det også er vigtigt at lytte til de gode forslag, som Forældre & Sorg – Landsforeningen Spædbarnsdød gav på mødet i Sundhedsudvalget i går.

Afslutningsvis vil jeg gerne påpege, at Venstre støtter op om, at der skal gøres noget på området. Vi ser også gerne, at Folketingets partier kan samles om en fælles beretning. Inden jeg træder ned fra talerstolen, vil jeg gerne igen takke forslagsstillerne, især for det mod og den viljestyrke, som det kræver at være til stede midt i en svær tid. Tak for ordet.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

At miste et barn er nok noget af det mest forfærdelige, man kan opleve, og det er, uanset hvor gammelt barnet er. Det er simpelt hen imod alle naturlove, at et barn skal dø før sine forældre. Det gør mig usigelig ondt for de forældre, der har mistet, og jeg vil gerne sende alle mine tanker til de forældre, som går med den her forfærdelige oplevelse.

Det her borgerforslag er målrettet forældre til de allermindste, spædbørnene, som for de flestes vedkommende – eller måske alle – har kontakt med den kommunale sundhedsplejerske. Man foreslår her, at der for nuværende sundhedsplejersker tilbydes en efteruddannelse, og at der i uddannelsen implementeres det her sorgarbejde. Det kan vi fuldt ud tilslutte os i Dansk Folkeparti.

Jeg har med interesse læst konklusionen fra et tværfagligt møde, hvor der har deltaget mange forskellige specialister. Der har været en hospitalspræst, en koordinator for etnisk ressourceteam, en specialkonsulent i sundhed, en fra Københavns Professionshøjskole, en adjunkt fra VIA University College, en sundhedsplejerske, Det Nationale Sorgcenter og så forslagsstillerne Louise og Jimmy. Og jeg synes faktisk, de kommer med rigtig meget godt input, der også gør, at vi stemmer for det her forslag. For de kommer med rigtig mange gode tanker, og de siger også, at der findes en rigtig god praksis ude på hospitalerne. De mener selvfølgelig også, at det her forslag er snævert, men det her med at udvide det og gøre det bredere er jo noget, ministeriet, Sundhedsstyrelsen, eller hvem det er, kan gøre. Her og nu skal vi tage os af det her borgerforslag, som nogen har stillet og har fået stemmer til på de her meget få dage. Så det er noget, der betyder noget for folk.

Konklusionen fra dem er, at det kunne være en model med et 2-dagesbasiskursus til alle sundhedsplejersker, hvor man uddanner dem, og hvor de får en diplommodel svarende til 10 ECTS-point. Sådan en, der ikke har prøvet de der uddannelser, aner ikke, hvad det betyder, men det lyder meget smart – og det lyder meget rigtigt, for det er faktisk nogle fra nogle universiteter, der er fremkommet med det, og der er nok nogen, der forstår, hvad der er. Det tror jeg hr. Stinus Lindgreen kan forklare mere om.

Men jeg synes faktisk, de kommer med nogle rigtig gode punkter om, hvordan vi kan gøre de her ting. Fra Rigshospitalet og hjælpeorganisationernes mangeårige erfaringsgrundlag ved man, hvordan man kan styre det, og man kan arbejde tværsektorielt, for det er jo det, der er vigtigt. Støtten fra sundhedsplejerskerne som den koordinerende person skal jo ikke ind og hæmme familiernes proces i aktivt at skabe et narrativ om deres mistede barn. Det, der er erfaringerne fra de eksisterende diplomuddannelser, er, at fagpersoner, som har gennemgået moduler eller fulgt diplomuddannelse, vil kunne returnere til deres organisation og så være bærer af en kulturfornyelse og en forandring, såfremt det understøttes på såvel strategisk, målsætnings- og visionsplan i organisationens ledelse.

Så jeg synes, det her lyder til at være lige til at gå til. Det vil hjælpe nogle af de mennesker, der står i den her situation og har brug for det. Så jeg synes faktisk, det er vigtigt, at vi kigger på dem, der faktisk har arbejdet tæt med det, og det håber jeg ministeren vil gøre. Jeg vil selvfølgelig sende deres forslag videre i processen til ministeren og få svar på det, inden vi skal stemme om det.

Men som det er nu, stemmer vi ja til forslaget, og vi håber, det er noget, som man vil tage med i de økonomiforhandlinger, der er med både KL og Danske Regioner. For selvfølgelig skal det her kunne gælde i alle kommuner, og det er den måde, man kan gøre det på. Vi skal ikke lade det være op til den enkelte at finde en forening eller et eller andet sted, man kan ringe til. For vi ved, det er nemmest for dem, der bor i store byer, men bor man i en lille landsby eller langt ude på landet, er det altså ikke altid, man kan tage et sted hen. Men sundhedsplejerskerne er i alle kommuner og kommer alle steder hen og til alle børn. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste taler er fru Trine Torp fra SF. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg vil gerne starte med at takke forslagsstillerne bag borgerforslaget for modet til at bære deres egen sag frem for at hjælpe andre og sætte gang i en vigtig drøftelse af sorgområdet. Det at miste et barn er et tab og en ulykkelig situation, som påvirker både forældre, eventuelle søskende og anden familie, og familier skal ikke efterlades alene med deres sorg, men tilbydes den hjælp og rådgivning, som de har brug for undervejs i sorgprocessen. Man kan ikke fjerne sorgen, men man kan forsøge at forebygge, at det udvikler sig til kompliceret sorg.

SF har derfor også stor sympati for det her borgerforslag om at sikre hurtig og rigtig hjælp til familier ved spædbarnsdød. Den store folkelige opbakning til forslaget viser jo netop, hvor vigtigt det her område er, og at alle synes, at der bør være den hjælp og støtte, den enkelte familie har brug for i den her meget svære situation.

I SF er vi optaget af at sikre hurtig og rigtig hjælp for alle forældre, som mister et barn. Vi er dog ikke sikre på, at forslaget om, at sundhedsplejersker skal være nøglepersoner i at yde hjælp til forældre, som mister et spædbarn, nødvendigvis er den bedste løsning. Men efteruddannelse i sorg kan være relevant, ikke bare for sundhedsplejersker, men også for andre fagpersoner, der møder mennesker i sorg.

Hver en tabssituation og hver en sorgproces er unik. Sundhedsplejersker kan være den helt rigtige støtte for nogle forældre, men for andre vil det ikke være det mest relevante. Det kan være lige så relevant, at det er hospitalet, der vurderer behovet for hjælp i den akutte fase, og som kan tilbyde krisehjælp og henvise til relevante aktører og tilbud. Det kan i mange tilfælde også være relevant, at familiens læge orienteres og tilbyder opfølgende samtaler med familien. Indsatsen for at hjælpe med at bearbejde sorg bør også gælde alle forældre, der mister et barn, ligesom vi tidligere har udvidet muligheden for sorgorlov til at gælde alle forældre, som mister et barn under 18 år.

Sorgområdet er et fragmenteret område med mange forskellige tilbud og aktører på tværs af sektorer, og det kan være svært at finde rundt i selv, når man står i en krise. Derfor mener vi, at det er vigtigt at sikre, at der er kendskab til de tilbud, som der allerede er i dag for forældre, der mister et barn. Det kræver, at vi får afdækket og tydeliggjort de tilbud, som allerede findes på sorgområdet, og at vi får undersøgt, hvilke forbedringer der er brug for i forhold til det tværsektorielle samarbejde og i forhold til den specialiserede støtte omkring mennesker, der mister og har brug for hjælp.

I SF synes vi, der er brug for en samlet handlingsplan i forhold til sorg, og hvordan vi sikrer den rette hjælp, f.eks. ved at lave en alliance med alle de relevante aktører og organisationer på området, som både skal komme med bud på forebyggende indsatser i forhold til at undgå kompliceret sorg, men også sikre en helhedsorienteret indsats og nogle nationale retningslinjer for hjælpen til mennesker i sorg.

En sådan sorgalliance har man vist bl.a. gode erfaringer med i England. Det kunne det her borgerforslag være en god anledning til at få sat gang i. Jeg håber derfor også, at ministeren vil være behjælpelig med at undersøge, hvad man har gjort uden for Danmarks grænser. Der er brug for fokus på hele familien, og hvordan den sikres kvalificeret støtte fra fagpersoner med specialiseret viden og erfaring, både i den akutte fase efter tabet, men også i det videre sorgbearbejdningsforløb.

SF støtter op om forslaget med det formål, at vi forpligter hinanden på at få sikret den rette hjælp i tide til familier i sorg, og det ser vi frem til at arbejde videre med sammen med de øvrige partier i Folketinget.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste taler er hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak, hr. formand. Vi skal behandle endnu et vigtigt borgerforslag, og endnu en gang mange tak til forslagsstillerne. At miste et barn er det mest forfærdelige, man som forældre kan forestille sig, og jeg har derfor den dybeste sympati med jer, der har engageret jer i debatten og stillet et borgerforslag og samlet underskrifter ind for at sikre den rigtige hjælp til familier ved spædbarnsdød.

Det er jo helt oplagt, at hvis man står i den ulykkelige situation at have mistet et lille barn, kan det være fuldstændig uoverskueligt at skulle navigere igennem den jungle af myndigheder og organisationer og tilbud, der pludselig dukker op. Og det kan være helt umuligt at finde overskuddet til at håndtere alt det, der skal gøres – begravelse eller bisættelse, hjælp til forældrene, hjælp til søskende. Der er mange ting, der skal tages hånd om, og vi skal sikre, at familierne gribes og hjælpes.

Vi er derfor i Radikale Venstre helt enige i forslagets ønske om at sikre hurtig og rigtig hjælp til familier ved spædbarnsdød. At få den rette hjælp til at bearbejde sorg er vigtigt, og vi har derfor også været med til at sikre de midler, som ministeren nævnte, til Det Nationale Sorgcenter og Sorglinjen, for det er vigtigt arbejde, der skal understøttes.

I forslaget peges der på en række konkrete løsningsforslag, herunder at man bør benytte de personer, der i forvejen følger og kender familien. Sundhedsplejersken fremhæves som en oplagt person, og det er jeg helt enig i, men det kan jo også være andre – det kan være egen læge eller hospitalspersonale, afhængigt af problemstillingen.

Men uanset den praktiske del er det jo helt rigtigt set af forslagsstillerne, at der skal sikres den rette efteruddannelse, og at der skal sørges for nem og hurtig kommunikation og hjælp i disse situationer. Det skal vi arbejde for, og derfor bakker vi op om forslaget, og jeg hører derfor også med glæde, at ministeren vil tage problemerne alvorligt og finde løsninger på dem, og det vil vi i Radikale Venstre følge tæt.

Så igen: Tusind tak til forslagsstillerne for at sætte emnet på dagsordenen. Tak for ordet.

Tak til den radikale ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Pernille Skipper fra Enhedslisten.

Jeg tror ikke, at jeg vil vove mig ud i at prøve på at sætte ord på, hvordan det må være at miste et barn og slet ikke at miste et barn meget, meget tidligt. Jeg vil ikke påstå, at jeg kan sætte mig ind i det, eller at jeg faktisk overhovedet kan forestille mig det. Men det er et af de her borgerforslag, som der er en rigtig god grund til får rigtig, rigtig meget opbakning rigtig, rigtig hurtigt, og jeg kan bare med det samme sige, at vi fra Enhedslistens side selvfølgelig bakker op om beslutningsforslaget og borgerforslaget.

Alle de ting, der bliver listet op, som der er behov for, virker så åbenlyst skal være noget, et velfærdssamfund skal stille til rådighed, når man står i den situation. Altså, det er helt åbenlyst, at der skal være sundhedsfaglige personer; det er helt åbenlyst, at der burde stå en krisepsykolog med det samme og tilbyde sin hjælp; det er helt åbenlyst, at der burde være nogen, som kan hjælpe og tage hånd om praktiske gøremål – det er fuldstændig åbenlyst, for lige meget, hvor mange ressourcer eller hvor stort et netværk man har, så ramler ens verden jo der; jeg anser det som en fuldstændig basal del af et velfærdssamfund, som borgerforslaget egentlig påpeger, og det kan man ikke andet end at bakke op om, og når det ikke er der, har vi herinde jo en opgave, som vi ikke har ordnet, ikke?

Jeg har det ligesom de mange andre, der har været heroppe at sige det, nemlig at det ikke er sikkert, at alle de opgaver, der præcis er listet op, er bedst placeret hos sundhedsplejersken, og derfor vil jeg ikke sige, at vi gør det lige præcis på den her måde, som beslutningsforslaget lægger op til, men der er ikke nogen tvivl om, at de opgaver, som der bliver listet op, skal der være nogen der tilbyder sin hjælp til med det samme. Der er en masse logistik i det, der er en masse praktik i det, og som der er flere, der har påpeget, er det ikke sikkert, at man overhovedet har haft mulighed for at møde en sundhedsplejerske endnu, fordi det kan være meget, meget tidligt, at sådan noget som det her sker. Der er også noget, som i virkeligheden er uden for sundhedsplejerskernes kompetencer, i planlægning og alt muligt andet. Men det ændrer ikke på, at det her er en opgave, der skal løses.

Vi støtter beslutningsforslaget. Og så tænker jeg, at partierne finder sammen, og det bliver forhåbentlig alle partierne, om at finde en god måde at få det ført ud i livet på. Så tak til borgerforslagsstillerne, alle jer, der har skrevet under, for igen at gøre os opmærksom på noget, som vi herinde ikke har gjort ordentligt.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Borgerforslaget bag det her beslutningsforslag er selvfølgelig blevet til på en meget tragisk baggrund: at der er nogen, der på krop og sjæl har oplevet, hvordan det må være at miste et spædbarn – ganske, ganske forfærdeligt – og derfor har det selvfølgelig ret hurtigt opnået stor opbakning, for det er jo så forfærdeligt, som noget kan blive.

Der oplistes i det her beslutningsforslag jo en masse behov, som opstår, når man kommer i den situation, at man står der midt i sit livs krise og har mistet det barn, som skulle have været en stor, stor glæde for familien, og det kan jeg godt sætte mig ind i. De problemstillinger, som der oplistes i det her forslag, skal selvfølgelig koordineres, der skal ikke være nogen, der kommer i så stor en livskrise, uden at der er nogen, der samler op og sikrer, at familierne også får hjælp til nogle af alle de problemstillinger, som de jo står med midt i den store, store sorg.

Derfor støtter vi selvfølgelig også op om intentionerne, og det, der jo mange gange er en ulempe ved borgerforslagene, er, at de måske godt kan være for specifikke i deres udmøntning i forhold til de krav, der sådan ligesom stilles, og det skal vi selvfølgelig have kigget på, så vi kan finde ud af, hvordan vi kan sørge for bedst muligt at tilgodese de behov, som der beskrives i disse borgerforslag, og det må vi jo sætte os sammen om og finde en god løsning på, sådan at det foregår mest hensigtsmæssigt. Hvad angår det her, skal man jo have lavet noget og have det sendt i høring, for jeg er også i tvivl om, hvordan sundhedsplejerskerne eksempelvis selv stiller sig til alt det her med, at de skal tage den koordinerende rolle, det kunne måske også være andre, men intentionerne støtter vi selvfølgelig hundrede procent. Så stor, stor tak til dem, som har stillet forslaget, for der er ingen tvivl om, at der er et behov.

I min research i forhold til forslaget kom jeg så lige til at falde over en lidt tragisk historie, rent faktisk, for jeg fandt ud af, at vi åbenbart har en større spædbørnsdødelighed i Danmark, end man har i vores nabolande. Det er sådan, at ifølge Eurostat 2018 dør der 3,7 ud af 1.000 spædbørn. På f.eks. Island er det kun 1,7; i Finland 2,1; i Norge 2,3; og i Sverige 2,0. Og når vi ligger på 3,7, er jeg bare nødt til at sige, at så har vi et problem, som vi er nødt til at prøve at kigge på, fordi det er klart utilfredsstillende, at vi har så høj en spædbørnsdødelighed, men det er en helt anden sag.

Vi skal have den her koordination på plads, sådan at de mennesker, der kommer i en så stor livskrise med, at de har mistet et barn, også får de tilbud, der skal til, for at de kan komme godt videre. Tak for ordet.

Tak til den konservative ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste taler er hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Endnu et borgerforslag, som handler om noget forfærdeligt, men en del af livet er også, at der sker forfærdelige ting, og her er der nogle borgere, som har rejst et spørgsmål om bedre hjælp til folk i sorg og hjælp til sorgbehandling og de praktiske ting, som skal ske, efter at man har mistet et barn tidligt. Jeg synes, der er nogle gode intentioner. Jeg synes, der er nogle gode tiltag, for de beror på nogle ting, som der er folk derude, der har oplevet, og som der er et problem med. Det kan godt være, at det er en lille gruppe af befolkningen, hvis vi siger, at der vel fødes omkring 60.000 børn i Danmark, og hvis det er 4 ud af 1.000 spædbørn, som dør tidligt, er det omkring 240-250 mennesker, som min hovedregning siger det her omfatter. Men derfor burde der også være noget, som man kunne strikke sammen til noget, som kan hjælpe de mennesker, fordi det kan godt være, at antallet er lille, men for de mennesker, som står i det, virker det meget, meget kraftigt og meget stort.

Så vi går gerne ind i et konstruktivt arbejde om at få forbedret de her ting. Her peges der på, at det skal være sundhedsplejerskerne, og hvis sundhedsplejerskerne mener, at de er de rigtige, synes jeg, at man skal indgå i en dialog med sundhedsfaglige organisationer og sundhedsplejerskerne, og synes de også, at de kan løfte det her, jamen så er vi meget gerne lydhøre over for det og kommer så til at stemme for det her borgerforslag. Det kan også være, at der er andre faggrupper, som mener, at de i samarbejde med sundhedsplejerskerne kan lave noget tværfagligt, som de mener er den bedste måde, de kan løse det på, og så synes, vi skal kigge ind i det.

Der var et enkelt lille aspekt i borgerforslaget, som lige fik mig til at rejse et spørgsmål, og det er det, der står om, at sundhedsplejerskerne skal ind at gøre nogle af de her ting. Jeg tror, det måske er sådan en sproglig ting med, at man gerne ønsker, at de skal det, men jeg mener også, at det er vigtigt, at det her ikke bliver mere stat, som går ind i privatlivets sfære. Der skal også være en mulighed for, at folk, som ikke ønsker den her hjælp, som siger tak, men nej tak, for de mener faktisk godt, at de selv eller sammen med familien, med vennerne, med naboerne kan løfte det her. Så det er også bare, for at det ikke bliver en løftestang for, at vi får endnu mere stat, der går ind i familielivets sfære – så en bekymring om, om det også ligger i det her borgerforslag, når der står »skal«. Det er sådan nogle ting, som også gør, at vi lige siger: Okay, der kan være nogle ting her. Men grundlæggende er vi positive omkring det.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Jens Rohde fra Kristendemokraterne. Værsgo.

I KD kan vi endda med temmelig god samvittighed støtte det her forslag. Der er sagt mange gode og rigtige ting, og dem skal jeg ikke gentage, de bliver ikke mere rigtige af at blive gentaget. Men når jeg siger med god samvittighed, er det, fordi vi faktisk i vores 2030-plan har afsat 1 mia. kr. til at give rådgivning til familier, som kommer i vanskelige situationer, og til også at få udvidet hele sundhedsplejerskerordningen, og en del af den sundhedsplejerskeordning bør selvfølgelig også omhandle sorg og sorgbehandling.

Jeg er dog meget enig i, at vi skal passe på med at betragte det for snævert. Jeg synes, der er holdt mange gode taler om det, men jeg vil hæfte mig især ved fru Trine Torps tale, som jeg synes foldede tingene særdeles begavet ud, og det tror jeg vi alle sammen skal lytte lidt til, sådan at vi får lavet det på den bedste måde. For jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at alle Folketingets partier kommer til at samles om det her, og jeg vil i den forbindelse gerne takke Socialdemokratiets ordfører, fru Camilla Fabricius, for rent faktisk at have forsøgt her inden debatten at lave et udkast til en beretning, noget, som vi alle sammen kan spille bold op ad og kan gå ind i. Det er dejligt, når en regeringsordfører tager det initiativ og sender noget ud, og så har vi alle sammen noget at forholde os til, i stedet for at vi bare sådan taler og forhandler ud i den blå luft.

Så tusind tak for det, og tak for forslaget, og også tak til alle dem, der har skrevet under. Som fru Pernille Skipper sagde, er der jo en grund til, at det går så hurtigt, når der kommer sådan et borgerforslag, og så skal man være et skarn, hvis ikke man tager det alvorligt, og det gør vi, og det kan vi jo også høre og se, og jeg håber, at det er klart for alle dem, der følger debatten her, at det gør vi. Og så må vi jo sørge for at finde den finansiering, der skal til. Jeg tror, at arbejdet i høj grad skal tilrettelægges ude i kommunerne, men jeg ved fra Kræftens Bekæmpelse og deres forsøg på at etablere sorggrupper i kommunerne, at det ikke altid er lige nemt, så det er jo et spørgsmål om, at vi og regeringen også får en drøftelse med kommunerne om, hvordan de håndterer det ansvar, men det finder vi forhåbentlig fælles løsningerne på.

Med disse ord støtter Kristendemokraterne op om borgerforslaget. Tak for ordet.

Tak til Kristendemokraternes ordfører.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.