Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 282:

Forslag til folketingsbeslutning om at bevare kræftbehandlingen af børn uændret på de nuværende fire lokationer i Danmark (borgerforslag).

Af Leif Lahn Jensen (S), Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF), Karsten Hønge (SF), Andreas Steenberg (RV), Peder Hvelplund (EL), Mai Mercado (KF), Peter Seier Christensen (NB), Ole Birk Olesen (LA), Torsten Gejl (ALT), Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Susanne Zimmer (UFG).

(Fremsættelse 17.03.2021).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet her i forhandlingen, er sundhedsministeren. Jeg går ud fra, at ministeren stadig væk er sundhedsminister.

Ja, det er rigtigt, og tak for ordet, formand. Vi har to forslag til folketingsbeslutning, som begge to vedrører alvorlige emner. Det første handler om kræftbehandlingen af børn, og det er et forslag, som er stillet som et borgerforslag på baggrund af en meget stor og meget vigtig debat, der har været i Danmark i forskellige medier og på sociale medier i befolkningen, og derfor har det fået hurtig støtte af det påkrævede antal borgere, der skal til, for at vi skal behandle det her i Folketingssalen. Og det hilser jeg meget velkommen.

Forslaget går ud på, at jeg som sundhedsminister »... pålægges at stoppe de nuværende overvejelser i Sundhedsstyrelsen med henblik på at centralisere børnekræftbehandlingen på Rigshospitalet.

Behandlingen skal bevares uændret eller forbedret på alle de nuværende lokationer: Aalborg, Aarhus, Odense og Rigshospitalet.«

Til at starte med vil jeg sige tak til de borgere, der har engageret sig og har stillet borgerforslaget. Jeg kan forstå, at det er en gruppe forældre netop til kræftramte børn, som jo gør brug af de her lokationer til at få behandlet deres børn. Til jer og til andre familier med et kræftramt barn vil jeg sige, at jeg har stor forståelse for den utryghed og uvished, som debatten om placeringen af børnekræftbehandlingen har skabt. Jeg synes, at sådan et forløb er fuldstændig fyldt med ubehagelig nervøsitet, og det sidste, man har brug for, er uvished, utryghed og nervøsitet over sådan nogle elementer, når man som familie går igennem en så alvorlig periode.

Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at børn, der rammes af kræft, fortjener den bedste behandling, uanset hvor i landet de bor. Man skal ikke som forælder på nogen måde være i tvivl om, at det skal alle – det gælder selvfølgelig Folketinget, men det gælder også vores myndigheder – arbejde for at kommunikere klart om. Det var min indledning.

Så vil jeg kort fortælle om børnekræftbehandlingen i Danmark og om, hvordan der løbende er behov for at se nærmere på området, og hvorfor der er det. Hvert år diagnosticeres ca. 200 børn og unge under 18 år i Danmark med en kræftsygdom. Den er fordelt på 12 hoveddiagnosegrupper, og der er mere end 30 underdiagnosegrupper. Det vil sige, at vi altså har mange forskellige kræftsygdomme, og der er en høj grad af kompleksitet; det siger sig selv. Alle de sygdomme her på nær én er defineret som sjældne sygdomme, og det betyder, at der er mindre end ti nye tilfælde om året. Og det er jo som sagt sådan, at vi fire steder i Danmark har højt specialiserede funktioner. Det er på Aalborg Universitetshospital, det er på Aarhus Universitetshospital, på Odense Universitetshospital og på Rigshospitalet i København.

Hvis man så kigger på børnekræftbehandlingen i Danmark, må man konstatere, at vi har opnået store fremskridt i behandlingen af børn og unge med kræft over de seneste årtier, og det kan man simpelt hen se, når man kigger på overlevelsen. Vi er slet ikke tilfredse endnu. Der skal arbejdes og forskes vedholdende, og vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan, men vi kan se, at overlevelsen for børn med kræft i Danmark ligger på et generelt højt niveau. Og når man sammenligner os med andre vestlige lande – de lande, vi typisk sammenligner os med på de områder her – så kan vi se, at vi samlet set ligger på niveau med de lande.

Man kan dog, hvis man så går længere ned i de forskellige typer af kræft, se, at der stadig væk er store forskelle i overlevelsen mellem de forskellige typer af kræft. For nogle sygdomme ligger Danmark blandt de bedste, og det er selvfølgelig positivt, men der er også visse former for kræft hos børn og unge, hvor vi må konstatere, at der ikke er sket væsentlige fremskridt i overlevelsen i de sidste 10-15 år. Det gælder i Danmark, og det gælder altså også internationalt.

Så selv om vi ser en øget overlevelse blandt børn med kræft i Danmark, er situationen den, at vi ikke lykkes med at helbrede cirka en tredjedel. I forhold til børnedødeligheden her i landet skyldes en væsentlig del af den børnedødelighed, vi har, dødsfald hos børn med kræft.

Når det så går bedre og er gået bedre de sidste 10-15 år, skyldes det, at man har været i stand til at behandle hurtigere, men også med stigende kompleksitet, både i udredning og i behandling af kræftsyge børn, og det har været en meget, meget stor faglig udvikling på området. Samtidig har vi jo så en lille patientgruppe med mange forskellige typer af sygdomme, og det betyder selvfølgelig, at man hele tiden er nødt til at være sikker på, at vi opnår de fremskridt, som teknologien og nye behandlingsformer giver mulighed for. Og det er med ambitionen om netop at løfte børnekræftbehandlingen til det højest mulige opnåelige niveau. Det er den ambition, vi har, og det er den ambition, som Sundhedsstyrelsen selvfølgelig også skal arbejde efter.

Nu har man så set 10-15 år tilbage, men de skal jo også se 10-15 år frem og være klar til at høste de frugter, som der er mulighed for i behandlingen af børn og unge med kræft. Så det handler om at sikre, at de har de bedst mulige behandlingsmuligheder, ikke kun nu, men også fremover. Det er Sundhedsstyrelsen, der har opgaven med at fastsætte specialfunktioner i sygehusvæsenet – det står i sundhedsloven – og det gælder også på børnekræftområdet. Det betyder konkret, at det er styrelsen, der har en specialeplanlægning, og de beslutter dermed, hvor i landet og hvor mange steder i landet de særlig komplekse og specialiserede behandlinger kan foregå.

Formålet er meget klart defineret, og det er, at borgere sikres ensartet behandling af høj kvalitet i hele landet. Det er formålet. Formålet med sundhedsloven og det arbejde er, at der sikres ensartet behandling af høj kvalitet i hele landet. Det er også det, jeg læser er det brændende ønske blandt forslagsstillerne af borgerforslaget og dem, der støtter op om det. Det vil sige, at det er Sundhedsstyrelsens opgave at sikre, at den gældende specialeplan selvfølgelig er tidssvarende relevant, men også dækkende for hele landet. Det er styrelsen, der har til opgave løbende at se på enkeltområder, hvor den faglige udvikling eller udviklingen i befolknings- eller patientgrundlaget kalder på, at man reviderer specialeplanen. Det er et arbejde, som foregår løbende på forskellige områder. Det er helt klart deres opgave at gøre det – ingen tvivl om det.

Så fastsættelse af specialfunktioner i sundhedsvæsenet er en faglig kompetence; det er ikke en politisk kompetence, som sundhedsloven er. Det betyder så også, at jeg som sundhedsminister har et armslængdeprincip i forhold til det faglige arbejde, der ligger til grund for specialeplanen, netop for at sikre ensartet behandling af høj kvalitet i hele landet. Det var jo sådan set en arbejdsform, som man i regi af kommunalreformen indførte, altså specialeplanlægningen. Og det var der, Sundhedsstyrelsen fik lovhjemmel til at fastsætte de her specialfunktioner for netop at sikre kvalitet i behandlingen. Det var altså for at undgå, at patienters postnummer eller en regionsgrænse skulle afgøre behandlingen af f.eks. livstruende sygdomme, og det er præcis det, vi har med at gøre her. Det er jeg helt sikker på er en meget, meget klog skillelinje, og det handler om at sikre, at man arbejder ud fra de mål, som er defineret her.

Sundhedsstyrelsen har igangsat et fagligt arbejde, og der har de inddraget en lang række aktører for at sikre, at kræftramte børn i hele Danmark tilbydes den bedst mulige behandling. Det faglige arbejde foregår konkret i regi af Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning. Styrelsen har i den forbindelse nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter for bl.a. vores regioner, faglige selskaber, forældre og pårørende. De har haft en pause i arbejdet på grund af covid-19, og det er jo forståeligt nok. I februar 2021 meldte styrelsen ud, at de ville genoptage det her arbejde med udgangspunkt i et revideret kommissorium for arbejdsgruppen. Det reviderede kommissorium har fokus på, hvordan kvalitet og samarbejde i børnekræftbehandlingen kan styrkes med udgangspunkt i den eksisterende organisering med de nuværende fire centre for børnekræft i Danmark.

Det her forslag skal man måske lige oplyse om er stillet, før det her reviderede forslag kom. Men nu er vi altså i den situation, at Sundhedsstyrelsen har fremlagt et revideret kommissorium, som altså er en styrkelse af børnekræftbehandlingen i den eksisterende organisering med netop de fire centre. Og det er præcis de fire centre, som forslagsstillerne her vil have bevaret. Sundhedsstyrelsen har altså dermed slået fast, at behandling af børnekræft bevares på de fire nuværende børnekræftafdelinger.

Styrelsen oplyser også, at der i lyset af det reviderede kommissorium blev genudpeget repræsentanter til arbejdsgruppen, og jeg har fået oplyst, at der i den forbindelse har været en inddragende proces, hvor bl.a. Kræftens Bekæmpelse har indgået og udpeget en forældrerepræsentant. Så jeg kan oplyse, at arbejdsgruppen nu har afsluttet sit arbejde. Det blev den 12. maj 2021 forelagt Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning, og de skal høres i sager vedrørende specialeplanen.

Jeg har fået oplyst fra Sundhedsstyrelsen, at de på baggrund af arbejdsgruppens arbejde har indstillet, at specialeplanen opdateres, så godkendelserne afspejler den organisering af behandlingen, som er aftalt mellem de fire afdelinger, og at der nedsættes et nationalt forum for børnekræft i regi af Sundhedsstyrelsen, hvor en repræsentant fra hver af de fire centre for børnekræft og relevante faglige parter skal deltage. Det nationale forum skal årligt forelægge en status for Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning, og styrelsen oplyser også, at Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning på mødet den 12. maj godkendte styrelsens indstilling.

Jeg er meget tilfreds med, at Sundhedsstyrelsen meldte så klart ud om processen og fik sat et punktum for en meget ubehagelig situation, som mange forældre var i med den uvished, der var blevet skabt. Det vil sige, at der skal være vished om, at der fortsat vil være kræftbehandling for kræftramte børn og deres familier på de nuværende fire centre i landet. Og det kom der så også med Sundhedsstyrelsens melding. Der er opbakning fra Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning til at fortsætte børnekræftbehandling de her fire steder. Dermed er det min vurdering, at det her beslutningsforslags ønske om, at børnekræftbehandling bevares i Aalborg, Aarhus og Odense og på Rigshospitalet, er imødekommet. Det faglige arbejde, som skal sikre, at børn og unge med kræft modtager ensartet behandling af højeste internationale kvalitet i det danske sundhedsvæsen, er i gang, og man har beskrevet nogle rammer for det, hvilket jeg også synes er positivt.

Dermed er det min og regeringens vurdering, at både det substantielle indhold og tankerne bag det her forslag til fulde er imødekommet. Nogle gange går der jo lidt tid, før man behandler det herinde, så jeg mener ikke, det er spildt arbejde. Jeg synes, det er et flot arbejde fra dem, der har fremsat det her forslag, og det hilser jeg som sagt velkommen. Jeg er glad for, at jeg kan konstatere, at beslutningsforslaget så ikke er nødvendigt, for nu har Sundhedsstyrelsen altså truffet den her beslutning ud fra det faglige arbejde, som de har foretaget. Tak.

Der er fire, der har ønsket korte bemærkninger, og den første er fru Jane Heitmann.

Tak til ministeren for talen. Ministeren har jo fuldstændig ret i, at man måske godt kan sige, at problemet har løst sig selv, og jeg vil bare gerne have ministeren til at bekræfte, at når borgerforslaget kommer til afstemning her i Folketingssalen, vil regeringen stemme for.

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Nå, men så har man hørt min tale meget dårligt, fordi det her forslag har jeg netop beskrevet, og jeg er glad for at have fået den tilkendegivelse fra Venstre, at man er helt enig i, at i substansen er det her forslag nu imødekommet, og at de spørgsmål, der var hele grundlaget for at fremsætte det her forslag, er blevet løst, siden det blev fremsat. Og dermed ville det jo være helt forkert at stemme for et forslag, som formentlig ville skulle betyde ændringer af sundhedsloven og andre ting, og det vil sige en ændring af den sundhedslov, hvor Venstre jo faktisk var forslagsstiller i forbindelse med den daværende kommunalreform, hvor man har den her armslængde. Så vi kan konstatere, at hele indholdet af dette forslag nu er blevet imødekommet via det faglige arbejde fra Sundhedsstyrelsen, altså at de fire nuværende lokationer bliver bevaret med børnekræftbehandling, som er det, man ønsker; det er netop blevet imødekommet.

Tak. Fru Jane Heitmann.

Tak for det. Det er selvfølgelig noget overraskende, at regeringen vil stemme imod det her; det skal jeg da ikke lægge skjul på at jeg er ærgerlig over. Men jeg vil så også spørge sundhedsministeren om noget mere, for det forlyder, at der stadig væk er en diskussion om behandlingen af recidivpatienterne, altså de børn, som får tilbagefald – om hele den recidivbehandling skal centraliseres på Rigshospitalet. Kan ministeren af- eller bekræfte det?

Ministeren.

Jeg har redegjort for det arbejde, der skal ske fremadrettet nationalt, hvor repræsentanter fra alle fire kræftafdelinger er med, og jeg er helt tryg ved, at i forhold til det arbejde, hvor alle fire kræftafdelinger er repræsenteret, kan de sammen definere, hvordan vi får løftet og får sikret, at vi høster frugterne af den fremgang, som vil komme i behandlingsmulighederne.

Så er det hr. Jens Rohde.

I de her diskussioner står vi jo tit i den problemstilling, at vi ønsker den højeste faglighed koncentreret, fordi det er vigtigt, at man kan koncentrere den højeste faglighed, og vi har det ønske, at vi vil give en ensartet behandling over hele landet, men i den diskussion glemmer vi jo så tit, hvad nærhed egentlig betyder, og derfor kommer man ikke uden om, at der i diskussionen her indgår nogle strukturelle overvejelser, som vi bør gøre os, fordi i sidste ende handler det jo så også om økonomi.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren, om han deler det synspunkt, at der kunne være en vis ræson i at sætte vores regioner en lille smule mere fri rent økonomisk, således at man ude regionalt i landet har en mulighed for sammen med borgerne at tilrettelægge det sundhedsvæsen, som man gerne vil have ude regionalt, og eventuelt give skatteudskrivningen tilbage til regionerne, således at man der – det kunne vi jo så kompensere på bundskatten, så det ikke betyder højere skat for den enkelte – i højere grad kunne tilrettelægge og sikre lokalt, at man kan beholde de lokationer for de behandlinger, som man gerne vil have.

Tak. Ministeren.

Der vil jeg svare klart nej, fordi det er vi ikke tilhængere af. Det er fuldstændig rigtigt, som hr. Jens Rohde fremlægger det, for det er helt logisk, at der jo er store kvaliteter ved at have børnekræftbehandling fordelt fire steder i Danmark i forhold til en centraliseret behandling. Det er der; jeg er fuldstændig enig. Men jeg mener virkelig ikke, at noget så centralt og noget så højt specialiseret som behandlingen af børnekræft bør være noget, som er op til et regionsvalg hvert fjerde år og en kamp om en skatteprocent i en region at afgøre hvor man skal have, og hvordan den skal være. Her mener jeg, at som politikere er det os, der har ansvaret for det, og det er også mit ansvar som sundhedsminister, naturligvis – også at hive skatten op af borgernes lommer for at få investeret i det her. Men hvor og hvordan må være op til den højeste sundhedsfaglighed, når det er så komplekse ting; det bør ikke være op til en politisk studehandel i en budgetforhandling i en region eller andre steder.

Hr. Jens Rohde.

Nej, men i sidste ende handler det hele om en prioritering, hr. minister, og det, der er problemet, er jo, at vi i Folketinget ikke rigtig er villige til at tage de prioriteringsdiskussioner. Men det overlader vi så til nogle embedsmænd, samtidig med at vi så ikke vil sætte de nødvendige penge af til det, som de egentlig siger fagligt burde være det rigtige. Og det er jo det problem, som vi er nødt til at komme til livs, og det er jo derfor, jeg siger, at man skulle sætte regionerne fri. For de har ansvaret for det her, og vi har jo så fra KD's side oven i det i vores 2030-plan foreslået, at man tilfører sundhedsvæsenet 14 mia. kr. Der kunne man så få højt specialiseret behandling på en række områder. Men der er jo ingenting, der kan komme uden om en prioriteringsdiskussion.

Tak. Ministeren.

Jeg er en stor tilhænger af, at man holder hånden under vores sundhedsvæsen, og der er virkelig et behov for det i de kommende år. For vi har øgede udgifter til medicin og øgede udgifter til flere kroniske sygdomme, og så er der også en mere specialiseret behandling, og det er primært det sidste, som vi her har med at gøre, og det skal der være en finansiering til. Og jeg anerkender ikke, at det er en prioriteringsdiskussion, når det handler om behandlingen af og indsatsen i forhold til børn og unge, der rammes af kræft. Der skal Danmark internationalt ligge fuldstændig i top, og det skal vi sikre at vi gør fremadrettet.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Jeg vil bare starte med at sige, at jeg tror, at alle forældre, som har alvorligt syge børn, vil prioritere høj kvalitet over alt andet. Det er jo ikke bare noget, som man tager ned fra hylderne, men der er jo i virkeligheden også masser af erfaring, som ligger til grund for det.

Men når det er sagt, er Danmark godt nok et lille land, men vi fra Jylland synes stadig væk, at der er forfærdelig langt til hovedstaden, og der er selvfølgelig endnu længere, hvis det er sådan, at man ofte skal hertil, fordi man har et sygt barn, og derfor synes jeg også, at det her er en vigtig debat, og der er jo ingen tvivl om, at coronaen har lært os at bruge digitale løsninger. Vi har lige lavet en meget fin life science-strategi, og jeg undrer mig bare over, om vi nu ikke også er kommet dertil, hvor den teknologiske udvikling gerne i højere grad må komme patienterne til gode, end vi måske har været vant til, sådan at der ikke er en modsætning mellem høj kvalitet og nærhed, og om det ikke også netop er nu, vi har chancen for det med så god en debat, som vi har fået på baggrund af det her forslag.

Ministeren.

Det er jo rigtigt nok, at der er mange, mange gode ting, vi faktisk har lært teknologisk, fordi vi har været ude i en nødsituation, i forhold til hvordan vi kan få sundhedsvæsenet til at være mere relevant for borgerne i deres situation – der er vi slet ikke gode nok endnu. Og det er heller ikke det, jeg hører der bliver spurgt om fra fru Kirsten Normann Andersens side, men jeg mener dog i hvert fald stadig væk, det er vigtigt at slå fast, at det overhovedet ikke er sådan, at jeg mener, at vi er et sted, hvor en teknologi eller andet ville kunne erstatte, at vi har de fire lokationer med kræftbehandling til børn og unge, som vi har i dag. Det mener jeg er en rigtig beslutning, og set fra min stol er det faglige arbejde fra Sundhedsstyrelsens side grundigt og ordentligt og inddragende i forhold til forældre, Kræftens Bekæmpelse og den højeste faglighed. Det er præcis sådan, det skal være, og jeg er tilfreds med, at de er nået frem til at fastholde placeringen på fire lokationer i Danmark.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Bare for en god ordens skyld vil jeg også understrege, at jeg ikke går på kompromis med høj faglighed i den her situation, men jeg tænker, at det er 20 år siden, vi første gang begyndte at tale om murløse sygehuse, hvor man i princippet ved hjælp af telemedicin kan flytte lægen og på den måde jo i virkeligheden nå ud til patienter andre steder i landet og også gøre andre sundhedspersoner rigtig dygtige undervejs. For på den måde lærer vi jo også noget, når vi sådan for lov til at arbejde med det. Men nærhed betyder jo faktisk noget, når man er i så alvorlig en situation, som man er i, når man er forældre til kræftsyge børn.

Ministeren.

Ja, og det gælder jo både i forhold til patienten, som er det, som er i fokus her, og det gælder faktisk også imellem afdelingerne og for at sikre, at den faglige sparring er i top, og det er faktisk noget af det, som man her vil bygge videre på, og som jeg kan konstatere er vokset frem, måske på grund af den debat, der har så været. Jeg synes ikke, det har været en god debat om de her placeringer eller om lokationerne på børnekræftbehandlingen, for den har skabt alt for meget usikkerhed og utryghed, også unødvendigt, kan vi nu se, men selve det, at debatten har været der, har jo betydet, at man er begyndt at arbejde mere sammen, og det bliver nu forankret i det nationale forum for børnekræft i regi af Sundhedsstyrelsen. Det synes jeg er godt.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Som ministeren selv sagde, løste det sig jo nu, fordi Sundhedsstyrelsen kom op med noget nyt, og det var jo at bevare de her fire lokationer. Hvis nu Sundhedsstyrelsen ikke var kommet op med det her og de ikke havde ændret det her og man havde truffet en beslutning og at anbefalingen var, at der skulle være én lokation, ville regeringen så have accepteret det, eller ville man have indkaldt til forhandlinger med partierne og sagt: Hov, det her duer ikke, det skal vi have gjort noget ved? Men ville regeringen så have accepteret det, hvis det var Sundhedsstyrelsen, som kom med den anbefaling?

Ministeren.

Nej, det havde vi ikke.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Det er jeg glad for. Kunne ministeren komme med nogle konkrete ting, i forhold til hvad det var, man ville gøre? Ville man have ændret sundhedsloven? Ville man have indkaldt partierne til at lave ændringer, som kunne indeholdes i sundhedsloven? For det ville være et brud på sundhedsloven, at man skulle gå ind og blande sig. Men var det de tiltag, man så ville have lagt op til vi skulle have gjort?

Ministeren.

Det er korrekt, for sundhedsloven er så klar, i forhold til at der er armslængde og vi ikke kan gå ind og blande os. Resultatet af den her proces og den her ubehagelige debat, der var, med meget utryghed, viser, at det er ret godt, vi har den; det er ret godt, vi har det her. Men havde resultatet været et væsentligt andet, som Lars Boje Mathiesen nævner, altså et helt væsentligt andet med det centraliseret ét sted, ville det skabe – er jeg sikker på – og med rette et ramaskrig blandt de familier, som er nogle af dem, som går igennem det allerværste, nogen mennesker kan komme ud for overhovedet, nemlig et barn eller en ung, som er ramt af kræft. Det var vi jo nødt til så politisk at gå ind og diskutere med hinanden, og det ville vi selvfølgelig have gjort. Hvordan man ville have gjort det, kan jeg slet ikke forudse, for nu endte det jo heller ikke med det. Grunden til, det er her, er netop for at sikre, at der er et ensartet tilbud af høj kvalitet i hele landet, og det er jo et formål, vi så ikke ville leve op til.

Fru Liselott Blixt.

Tak. Det er jo en rigtig trist historie – det vil man se, hvis man har fulgt den lige fra starten – hvor man også har gjort en hel masse forældre og børn bange og personale usikre på, hvor de skulle have deres gang. Samtidig har det jo slet ikke harmoneret med, at man gerne ville have flere speciallæger i andre regioner, men at man faktisk arbejder på at samle det hele i hovedstaden, hvor der er rigeligt. Jeg er lidt bange for, at ministeren siger, at nu har man sat dem sammen, og så finder de ud af det, og juhu, det bliver på de fire steder. Men jeg har det nok ligesom fru Jane Heitmann, der siger, at der måske er nogle, der alligevel skal rejse langt. Så jeg vil godt spørge ministeren om, om der vil være færre eller flere, der kommer til at rejse langt, efter man er færdig med det her?

Ministeren.

Hvordan det organiseres, er jeg jo ikke i stand til at kunne redegøre for i detaljer. Jeg ved fra min egen familie, hvor vi også har haft børnekræft tæt inde på livet, at et sådant forløb er noget af det hårdeste, man kommer igennem overhovedet – det er det hårdeste; et langvarigt forløb, både med tilbagefald og med uvished. Allerede i dag har vi forskellige elementer forskellige steder. Der er noget, de kan i Skejby, jamen så flytter familien til Skejby og er der en måned eller to, eller hvad det var, og så er man på Riget. Det sker jo allerede i dag. Jeg kan jo ikke sige, at det ikke må ske. Jeg tror, at det kan være godt nok. Og det kan være en god faglig begrundelse for dette, altså det, man allerede har i dag, hvor man siger: Nu er det den her fase i behandlingsforløbet, vi skal igennem, og der kan de noget på Skejby, som de er eksperter i; der er nogle specielle institutioner der. Det er jo fint at gøre brug af det. Men formålet er ikke at have mere af det. Formålet er at bevare det på de fire adresser. Men det er en falsk forestilling at sige, at det ikke i dag er sådan, at man som familie med børn ramt af den her sygdom ikke også af og til skal rejse et andet sted hen for at få noget særlig behandling.

Fru Liselott Blixt.

Det er jo helt klart; vi ved, at der er noget behandling, der er mere specialbehandling end andet, og som måske kun ligger ét sted. Men det var ikke det, man arbejdede på her; det var at samle det hele, selv om man faktisk har nogle gode vilkår og nogle dygtige læger de andre steder. Det er vel også derfor, man er kommet til den konklusion, at det skal blive liggende på de fire adresser. Men problemet er bare, hvis man hele tiden centrerer det over Rigshospitalet eller hovedstaden. Det undrer mig, at sundhedsministeren ikke går lidt mere ind i det, altså at man, når man er minister for et område, som man arbejder på bliver bedre, hvor der kommer flere læger ud i de forskellige steder og flere specialer, så ikke bekymrer sig lidt mere om, hvad der kommer til at ske.

Ministeren.

Det gør jeg sandelig også, og jeg har meget respekt for den faglighed, der nu er. Bemærk, at der i det nationale forum for børnekræft i regi af Sundhedsstyrelsen netop er en repræsentant for hver af de fire centre for børnekræft, plus at relevante faglige parter deltager i det her. Det er noget af det, som vel var med til at skabe nogle af de her avishistorier, som, selv om det kan være god journalistik, skabte meget uvished og usikkerhed og utryghed hos de borgere, som mindst af alt har brug for det, og det ville jeg meget, meget gerne have været foruden.

Så er det hr. Per Larsen.

Tak for det. Og tak til ministeren for ministerens tale. Jeg hørte ministeren være en form for garant for, at vi vil blive ved med at have en decentral struktur på børnecancerområdet – og tusind tak for det. Jeg er også glad for ministerens replik til Kristendemokraternes ordfører, som foreslog, at regionerne skulle til at opkræve skatter, for det synes jeg bestemt er en forkert model.

Vi har jo faktisk en rigtig god model, hvor vi står kollektivt sammen, og hvor man får mulighed for at få den samme sundhedsydelse, uanset hvor man bor i landet, og uanset hvor stort et beskatningsgrundlag der er. Den model, som Kristendemokraternes ordfører anbefaler, ville jo betyde, at man måske skulle opkræve højere skatter i Region Sjælland, end man måske skulle i hovedstaden. Så det ville da være en forkert vej at gå.

Men jeg vil gerne høre: Ministeren sagde noget om, at der var nogle områder, hvor vi ikke havde udviklet os på børnekræftområdet i en periode, men betyder det, at vi har et slip på kvaliteten der i forhold til sammenlignelige lande?

Ministeren.

Til at starte med vil jeg sige tak for de bemærkninger. Nej, helt overordnet følger vi med, når vi ser på overlevelsesgraden – det er det, vi primært måler på – i forhold til sammenlignelige vestlige lande, som også har høj kvalitet i deres sundhedsvæsen og i forhold til overlevelsen inden for børnekræft. Det, vi bare kan se, når vi går ned i de enkelte sygdomsgrupper, er, at der er nogle, hvor det virkelig er lykkedes at forbedre overlevelsen. Nu siger jeg vi, men det er jo selvfølgelig politisk, at der er sat penge af osv., og det er jo teknologien og dygtige læger og forskning, som bryder igennem; det er virkelig lykkedes.

Men samtidig kan vi se, at der er andre grupper, hvor man slet ikke har fået tilsvarende gennembrud. Det er ikke – og det er det, der spørges om fra hr. Per Larsens side – fordi Danmark sakker bagud i forhold til andre lande. Det er en generel situation. Og målet er jo, at vi i Danmark skal være med til at drive udviklingen også på de områder, altså i forhold til de diagnoser inden for børnekræft, hvor der desværre er en ekstraordinær lav overlevelse.

Hr. Per Larsen.

Tak. Så er spørgsmålet jo, om regeringen og ministeren også er villig til at sætte de midler af, der måske skal til, til nyt apparatur og øgede ressourcer på lige nøjagtig det område.

Ministeren.

Ja, det er vi. Vi har den holdning, at vores sundhedsvæsen har været udsat for for mange besparelser, og at pengene slet, slet ikke er fulgt med de flere opgaver og de større regninger, der skal betales. Det kan man se på, hvor stærkt man løber, og hvordan der er blevet skåret ind til benet. Nu må det være slut med det; vi er nødt til at følge med. Og vi forhandler jo netop nu med Danske Regioner om den årlige økonomiaftale, og vores mål er endnu en gang, at vi følger med, således at når der er flere udgifter, skal pengene også følge med fra statens side.

Så er der ikke flere spørgsmål. Vi siger tak til ministeren. Så går vi over til ordførerrækken, og den første ordfører, der får ordet, er hr. Rasmus Horn Langhoff fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Forslaget her er som bekendt et borgerforslag, som vil pålægge sundhedsministeren at stoppe overvejelserne i Sundhedsstyrelsen om at centralisere børnekræftbehandlingen på Rigshospitalet, så behandlingen i stedet for bevares uændret eller forbedret på alle de nuværende lokationer. Som der også er blevet gjort opmærksom på fra ministerens side her, er det jo ifølge sundhedslovens § 208 Sundhedsstyrelsen, der fastsætter specialfunktioner i sundhedsvæsenet. Så beslutningen om, hvor og hvor mange steder i landet der skal tilbydes kræftbehandling af børn, er altså Sundhedsstyrelsens beslutning og vurdering. Så det vil altså, hvis man vedtager det her, være i strid med både sundhedsloven og også armslængdeprincippet, hvis vi i Folketinget kræver, at ministeren skal blande sig i det arbejde og sætte en stopper for det.

Men endnu vigtigere er det, at vi også kan se, at Sundhedsstyrelsen allerede har opgivet planerne om at centralisere børnekræftbehandlingen og arbejder videre med det udgangspunkt, at de fire nuværende børnekræftafdelinger bevares. Det er på alle måder glædeligt og fornuftigt.

I Socialdemokratiet går vi ikke ind for centralisering, tværtimod vil vi have nærheden tilbage. Hver anden dansker bor uden for de større byer, og vi mener, at det er helt afgørende, at der er lige adgang til sundhedsvæsenet, uanset hvor man bor – om man bor i København, i Odsherred, i Aalborg, eller hvor i landet man bor. Vi har altså stor sympati for forslaget og for den intention, der ligger bag, men dels er den løsning, der peges på, ulovlig, dels og endnu vigtigere og glædeligere så er det problem, der peges på, allerede løst.

Derfor sender vi alle mulige venlige tanker og sympati til forslagsstillerne, men kan altså af de nævnte årsager ikke stemme det her forslag igennem. Jeg har en beretningstekst, men den tager vi senere, så jeg siger tak for ordet.

Nej, vi læser ikke beretningstekster op. Det er ikke en forespørgsel, det er et beslutningsforslag. Ordføreren har givet udtryk for Socialdemokratiets holdning til forslaget, og der er ingen spørgsmål. Derfor siger vi tak til ordføreren. Men Socialdemokratiets ordfører kan bringe det op i udvalget.

Den næste er fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak for det. Først og fremmest vil jeg sige tillykke til forslagsstillerne bag borgerforslaget om at bevare kræftbehandlingen af børn uændret på de fire lokationer i Danmark. I har gjort et kæmpe stykke arbejde for at nå dertil, og den massive borgeropbakning til jeres forslag viser jo, at I har fat i noget.

Jeg har forud for vores behandling af borgerforslaget i dag været i dialog, både i skrift og tale, med flere forældre og fagligheder. En helt særlig tak til dig, Mette Vedtofte, som så fint har beskrevet for mig, hvad det er for en tragedie, der rammer en familie, når ens barn bliver syg med en livstruende sygdom, og hvad et kræftforløb betyder for barnet, for jer forældre, for søskende og for alle dem, som holder af jer som familie.

Det kræver både mod og overskud at komme igennem et kræftforløb og i særdeleshed at nå ud på den anden side og finde tilbage til en helt almindelig familiehverdag. Fælles for alle jer, som jeg har været i kontakt med, er for det første, at I er helt uforstående over for, ligesom jeg, at Sundhedsstyrelsen overhovedet kan få den idé at lege med tanken om at centralisere børnekræftbehandlingen i København, når der intet – som i intet – fagligt belæg er for at ændre på de fire placeringer, vi har i dag: i København, i Odense, i Aarhus og i Aalborg. Det er dybt bekymrende. Alle fire lokationer lever fuldt ud op til behandling af høj faglig standard og kvalitet.

For det andet er det, som om Sundhedsstyrelsen fuldstændig har glemt, hvad en behandlingscentralisering i København vil betyde for kræftramte børn og deres familier. Og jeg vil gerne citere et kort afsnit fra bemærkningerne til borgerforslaget:

»Forældre til kræftramte børn ville transportere sig til den anden side af jordkloden, hvis behandlingen kun fandtes der. Det er imidlertid ikke tilfældet i Danmark, hvor der findes faglig kompetent behandling på fire geografisk spredte universitetshospitaler. Der er altså intet behandlingsmæssigt fagligt belæg for en centralisering. Det vil givetvis give øget prestige for Rigshospitalet at samle behandlingen af børnekræft ét sted i Danmark, men

så vælger man at se fuldstændig bort fra, at det er rigtige børn og familier, det handler om. Det bliver børnene og familierne, der kommer til at betale prisen.«

Jeg kan kun sige, at vi fra Venstres side er helt enige. Det handler nemlig om rigtige børn og rigtige familier. Vi ved, at kræftsyge børn på grund af kemo ofte kan blive akut syge og have brug for hurtig og kompetent sundhedsfaglig hjælp, ligesom vi ved, at kræftsyge børn ofte er i meget lange behandlingsforløb, som kan vare i årevis. Vi kan ikke byde hverken børn eller familier fra f.eks. Faaborg eller Frederikshavn at skulle køre vejene tynde med syge børn på bagsæderne. Det vil ikke blot udfordre de syge børn, det vil i det hele taget have uoverskuelige konsekvenser for samværet, for familien, mellem mor og far og søskende, når den ene forælder ofte må være langt væk fra hjemmet i dage eller måske uger uden reel mulighed for at komme hjem.

Jeg skal være ærlig og sige her, at jeg er utrolig ked af at rejse kritik af Sundhedsstyrelsen, som jo er landets øverste sundhedsfaglige myndighed, og som jeg har stor respekt for. Men i denne sag, hvor en læge fra Rigshospitalet har henvendt sig til Sundhedsstyrelsen og ønsket en centralisering af børnekræftbehandlingen, så må jeg sige, at det er en ommer.

Derfor er jeg også glad for, at Sundhedsstyrelsen i denne sag har ageret klogt og skrinlagt planerne om en centralisering og nu i stedet satser på mere samarbejde mellem de fire hospitaler. Venstre kan på alle måder støtte den tilgang.

Venstre har aldrig lagt skjul på, at vi vil stemme for borgerforslaget her, og det har ikke ændret sig. Kræftramte børn og deres familier har brug for ro og tryghed.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.

Mange tak. Jeg vil også starte med at takke dem, der har fået det her borgerforslag i stand. Det er rigtig godt, at vi på den her måde får taget nogle af de debatter op, hvor der er borgere, der er bekymrede, og det gælder specielt et forslag som det her. På et tidspunkt opdager man, at der sidder en Sundhedsstyrelse og arbejder med at slå nogle afdelinger sammen på et område, som skal behandles meget forsigtigt. Vi har arbejdet med det her i lang tid, vi har også stillet spørgsmål til ministeren tidligere, og det er vi flere der har gjort i forhold til den her sags udrulning. Derfor var det også rart, da vi fik at vide, at man havde sluttet den her undersøgelse, og som ministeren har forklaret, burde det her forslag så ikke være nødvendigt nu.

Men er der noget, jeg har lært som politiker, så er det, at jeg ikke stoler på en politiker, og derfor stemmer vi selvfølgelig ja til det her forslag. For i det her forslag står der, at behandlingen skal bevares uændret eller forbedret på alle de nuværende lokationer. Nogle gange får man sådan en narresut, hvor der bliver sagt, at nu stopper vi det og gør noget andet, og nu gør vi noget rigtigt, men inden man får set sig om, har man måske bevaret noget, men en mindre del, og udvidet noget andet og derved faktisk gjort det, man har villet fra start af. Så derfor vil vi i hvert fald stemme for, når forslaget kommer til afstemning.

Når det drejer sig om familier, er jeg helt sikker på, at vi alle sammen vil have den bedste behandling, som flere ordførere også har været inde på, og man rejser gerne langt for det. Jeg tror, det var fru Kirsten Normann Andersen, der også talte om ny teknologi. Men en gang imellem må vi også se på noget andet, for det kunne jo være, at der var noget personale, vi en gang imellem kunne flytte, hvis det drejer sig om en operation eller andet, for det behøver ikke at foregå samme sted. Vi står med nogle udfordringer i Danmark, og vi er et lillebitte land i forhold til mange andre, så der er ikke lang vej fra den ene region til den anden, hvis det er et lægehold, der skal af sted for at hjælpe et bestemt barn, der ligger der. Det synes jeg man ser for lidt på, for man kigger bare på en strategi, specialer, og Rigshospitalet skal være det førende, og det skal være der, hvor vi skal samle alle specialerne, men så glemmer man simpelt hen alt det, der ligger udeomkring, og man glemmer alle de andre mennesker, der ikke bor der. Samtidig ser vi kæmpestore udfordringer i selve hovedstaden med det, der følger med, nemlig trafikken og flere mennesker, og jeg skal give dig, skal jeg.

Så vi kigger på hele forslaget, hvor vi også ser på, hvad forslagsstillerne har skrevet omkring, hvad det betyder for familien, at man bliver splittet, at der måske er en forælder, der skal være ét sted sammen med et barn, mens den anden forælder skal være hjemme, og man kan ikke skifte, og der kan ikke komme besøg – alle de udfordringer, der er, som også betyder noget for den heling og den måde, man kommer ud af et langt sygdomsforløb på. Alt det betyder også rigtig meget i processen. For det er en hård behandling, og det er jo også hårdt for forældrene. Så jeg håber selvfølgelig, at vi kan tro på, at vi får den bedste behandling for vores børn, der lider af kræft, i Danmark, og at det bliver gjort på de adresser, der ligger. Så vi kan kun tilslutte os forslaget og stemme for. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Kirsten Normann Andersen, der bedes holde sig klar.

Tak for at fremsætte det her forslag, som jeg har rigtig stor forståelse for. Forslaget blev fremsat på et tidspunkt, hvor centraliseringen af kræftafdelingerne for børn var på dagsordenen. Jeg er enig i, at en centralisering af kræftbehandlingen for børn på Rigshospitalet ville have haft en forfærdelig konsekvens for de ramte familier, og det indeholder også langt flere ulemper end fordele for familierne. Kræftbehandling af børn er indgribende og hårdt for familierne. Det kræver overskud i familien og konstante rejser frem og tilbage mellem behandlingssted og hjem, og derfor vil en centralisering alt andet lige også være en voldsom oplevelse for familierne i forhold til kvaliteten.

En centralisering ville især gå ud over familier fra Jylland, hvor jeg selv kommer fra, hvis vi skulle bruge mange ressourcer på at pendle frem og tilbage mellem København og Jylland. Det er ikke det sundhedsvæsen, som vi i SF ønsker os. Vi vil i stedet gerne sikre kvalitet i behandlingen i hele landet, så vi ikke skævvrider samfundet. Sundhedsvæsenet skal være for borgerne og ikke mindst også tæt på borgerne. Borgerforslaget nævner også, at en centralisering vil ramme socialt skævt. Familier, hvor forældre er skilt, og hvor der er flere børn, vil opleve flere vanskeligheder end andre familier. Det er ikke alle familier, som har ressourcer til at køre over Storebælt flere gange om ugen, og det ønsker SF heller ikke at bidrage til. Vi bliver som Folketing nødt til at sikre, at de ramte familier får den nødvendige tryghed, som det er at have kræftbehandlingen tæt på, at forældrene får mulighed for at være der for deres børn, og at de ramte familiers situation bliver forværret mindst muligt i forhold til de kæmpemæssige udfordringer, som de allerede står med. SF er derfor også glad for, at udgangspunktet for Sundhedsstyrelsens faglige arbejde nu er at bevare de fire afdelinger i de nuværende byer.

Når det er sagt, er faglighed og faglig evidens også vigtigt for SF, når vi skal sikre god behandling, god sundhedsbehandling til alle borgere. Men ét er, hvordan sundhedsfaglige eksperter mener indsatsen skal tilrettelægges, så vi får mest sundhed for pengene, noget andet er, hvordan borgerne oplever at sundhedsvæsenet er tilrettelagt. Det skal jo være på en måde, som vi som borgere kan navigere i.

Sundhed er mere end et fag; det et også borgerens mulighed for at leve med sygdom og med behandling. Derfor er det også værdifuldt, at borgere også mener noget om, hvordan vi indretter sundhedsvæsenet. Den vigtige balance har betydning for borgernes opbakning til sundhedsvæsenet.

Socialdemokraternes ordfører har allerede gjort rede for, at der er en politisk beretning på vej, som SF også tænker at bakke op om. Jeg tror ikke, det er bedst for sundhedsvæsenet, hvis vi her i Folketingssalen kommer til at beslutte indretningen af sundhedsvæsenet i detaljer. Men i SF vil vi altid forbeholde os retten til at blande os, når embedsmændenes beslutninger ikke giver mening. Det var også det, embedsmændene gjorde, da I blandede jer. Det var godt, de lyttede til os, og derfor vil jeg også gerne takke borgerne for deres enorme indsats, som faktisk betyder, at vi lige nu står og behandler et borgerforslag, som er blevet outdated, siden det blev fremsat.

Tak for jeres kæmpestore indsats, det gør indtryk på os, det gør indtryk på de mennesker, der arbejder i systemet, når det er sådan, at borgerne også bidrager til, hvordan vi indretter samfundet på den mest hensigtsmæssige måde.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Jane Heitmann. Værsgo.

Tak for det. Det er jo det, man sådan kan kalde en blød landing, når SF's ordfører siger, at der allerede ligger en beretningstekst. Det må være sådan, at den er der nogle der har set og andre der ikke har set. Jeg gætter på, at i det her tilfælde er det nok rød blok, der har set den beretningstekst, og ikke os på blåt hold. Det er selvfølgelig ærgerligt, at man ikke søger fælles politisk fodslag her.

Jeg vil bare lige spørge: Når SF så varmt taler imod centralisering, betyder det så, at man vil stemme for det her borgerforslag, når det kommer til afstemning?

Værsgo til ordføreren.

Det er sådan, at det her forslag jo faktisk pålægger at stoppe de nuværende overvejelser i Sundhedsstyrelsen med henblik på at centralisere børnekræftafdelingerne på Rigshospitalet, og det er sket.

Værsgo.

Det var jo i hvert fald det, man kunne kalde for et ikkesvar. Altså, det er jo ikke svært at svare på, om man vil stemme for det her borgerforslag. Så jeg prøver bare at spørge igen sådan helt fredsommeligt. SF talte glødende imod en centralisering, og jeg deler det fuldt ud, så jeg vil bare spørge, om SF vil stemme for borgerforslaget her, hvis det kommer til afstemning i Folketingssalen.

Værsgo.

Jeg tror ikke, det er godt, at det er Folketinget, der beslutter, hvordan vi indretter sundhedsvæsenet. Men jeg vil også sige, at Venstre med strukturreformen i 2007 selv har besluttet, at vi flytter beslutningskompetencen, i forhold til hvordan vi indretter sundhedsvæsenet, til Sundhedsstyrelsen, når det handler om kliniske retningslinjer, og når det handler om specialeplaner. Så det ville i hvert fald være i strid med de regler, som Venstre selv har indført, hvis vi skulle stemme for forslaget. Men vi støtter intentionerne i forslaget, og det har jeg også gjort rede for i min ordførertale.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak til alle forslagsstillerne, og tak for, at I engagerer jer i debatten, for jeg tror, at vi alle kan sætte os ind i, hvor forfærdelig en situation det må være for forældre at have et kræftramt barn med alle de tanker og bekymringer, det medfører, og med ønsket om den bedst mulige behandling af ens barn. Det kan alle forstå.

Vi skylder herinde på Christiansborg både børn og forældre, at vi tilbyder den bedste behandling af kræftramte børn, uanset hvor man bor i landet. Som ministeren også sagde i sin tale, er der jo tale om meget forskellige sygdomme, hvoraf nogle kræver meget specialiseret behandling, og vi skal selvfølgelig hele tiden sikre os, at kræftbehandlingen af børn er optimal. Vi skal se på, om der skal ske ændringer. Det er naturligvis klogt at efterse området jævnligt.

Det er samtidig også klart, at særlig for kræftsyge børn er det vigtigt, at behandlingen kan passes, uden at det har alle mulige andre ødelæggende konsekvenser for hverdagen og for resten af familien. Det er helt oplagt, at jævnlige besøg i den anden ende af landet vil være forbundet med en række problemer, som man også skal tage meget alvorligt. Derfor forstår jeg til fulde forslagsstillerne og deres store arbejde for at samle underskrifter til borgerforslaget, som vi behandler her i dag. Det er klart, at det vækkede bekymring ude i resten af landet, da man begyndte at høre om, at der var planer om at centralisere kræftbehandlingen af børn her i hovedstaden. Vi har heldigvis fået bekræftet og også af ministeren, at det ikke længere er et forslag, der ligger på bordet, og at Sundhedsstyrelsen nu arbejder ud fra et kommissorium, der tager udgangspunkt i at bevare de fire børneonkologiske centre, vi har.

Derfor er problemet i mine øjne løst, heldigvis, og det er jo glædeligt. Så stort tillykke til forslagsstillerne. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Pernille Skipper.

Tak for ordet, og også tak til de foregående talere, og ikke mindst tak til alle dem, som har stillet, og som har skrevet under på borgerforslaget, som vi behandler i dag. Jeg synes jo, det er et af de eksempler på, at borgerforslag, selv om det var en kritiseret størrelse, da det blev vedtaget og indført, kan have en rigtig positiv effekt. Og selv om det her borgerforslag ikke ender med at blive vedtaget i Folketingssalen, har det jo faktisk haft en rigtig, rigtig stor betydning, for der er blevet lyttet, og det har været et talerør både for de mange mennesker, som har børn i deres familie tæt på sig, som har været igennem et kræftforløb, og for alle dem, som har ønsket at bakke dem op. Det synes jeg er rigtig vigtigt.

Det er jo vigtigt, at børnekræftbehandling på den ene side er så decentral som overhovedet muligt og så specialiseret som overhovedet muligt. Og flere ordførere har været igennem, hvordan de ting kan kollidere med hinanden. Der er ikke nogen tvivl om, at der i forvejen rykkes så rigeligt rundt på familier, som har børnekræft tæt inde på livet, og som flytter frem og tilbage mellem hospital og hjem og mellem forskellige afdelinger rundtomkring i landet. Det sker i forvejen. Det har alle mulige både praktiske, økonomiske og sociale konsekvenser. Det har konsekvenser for familiens sammenhold, for arbejdsliv, og for det rum og den tid, der er til søskende. Det har rigtig, rigtig store konsekvenser for at kunne holde kontakt til vennerne i skolen.

Da jeg var barn, havde jeg selv en meget, meget nær veninde, en barndomsveninde, som fik leukæmi, og selv om vi boede i Aalborg og hun kunne få behandling der, var det virkelig svært for hende at holde kontakten til sine venner, som var mellem 10-12 år, mens det stod på. Derfor er det klart, at når der begynder at opstå snakke blandt nogle fagpersoner, som sidder og kigger med måske sådan et meget snævert fagligt syn på børnekræftområdet, som ser på, om man kan centralisere mere og skabe endnu mere afstand, så skaber det en helt enorm utryghed. Og det kan jeg virkelig, virkelig godt forstå. Derfor kan jeg også virkelig godt forstå, at der var så mange, som både handlede ved at stille et borgerforslag, og som også skrev under på det for at støtte op.

Det, jeg til gengæld er rigtig, rigtig glad for, er, at der også er blevet lyttet hos Sundhedsstyrelsen, og at vi nu har et helt andet udgangspunkt for den diskussion, der er. For det er vigtigt, at vi har den mest specialiserede indsats overhovedet for at sikre den bedste sundhedsfaglige hjælp til børnene, men vi bliver også nødt til at sikre, at der er taget hånd om alle de ting, som er ved siden af det snævert medicinske, og at man kan være så tæt på sit hjem som overhovedet muligt. Det skal også være en del af den samlede faglige vurdering.

Så kan man i forhold til det her borgerforslag have diskussioner om, at hvis Sundhedsstyrelsen nu ikke havde ændret tilgang og alt muligt andet, skulle man så have pålagt det? Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi har et armslængdeprincip i sådan nogle situationer her. Jeg ville nødig – nødig – se politikere i valgkampe sidde og rykke rundt på afdelinger på hospitaler i stemmeøjemed. Det tror jeg kan ende rigtig grimt. Derfor er det jo den bedst mulige løsning at sikre sig nu, at vi har et helt andet udgangspunkt. Så tak for al jeres arbejde til jer, der har stillet og skrevet under på borgerforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Kan man forestille sig noget mere ubehageligt og hjerteskærende, end at ens barn bliver ramt af kræft, og at den langvarige behandling af ens barn – for her taler vi jo typisk om meget langvarige forløb med måneder og måske endda helt op til års behandling – så var henlagt til lokationer flere hundrede kilometer væk? Jeg kan ikke forestille mig noget ret meget værre, og derfor vil jeg også gerne takke alle de forældre, der har kæmpet den her kamp imod centralisering af børnecancerområdet på Rigshospitalet. Og også tak til dem, der har fostret det her borgerforslag, som vi nu behandler.

Vi Konservative støtter helhjertet forslaget, for der er ingen som helst faglig grund til at centralisere. Fagligheden på børnecancerområdet er mig bekendt i top i Danmark, og vi ser kun ulemper ved centralisering. Lange afstande og usikkerhed er gift for de familier, som har et barn i et kræftforløb. Her er det ro, sikkerhed og nærhed, som familierne har behov for, og derfor skal det lyde herfra: Bevar en decentral struktur, som den er i dag på børnekræftområdet. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Lars Boje Mathiesen for Nye Borgerlige.

Tak. Som far tror jeg, den værste tanke, man kan få, er, at der skulle ske ens børn noget. Det er det i hvert fald for mig. Og i de situationer, hvor der så sker ens barn noget, lægger det et vanvittig stort pres på familien, ikke kun med barnet, der bliver sygt, og at man skal få det til at fungere, men også et pres på familielivet. Måske har man svært ved at passe arbejdet. Måske har man svært ved at få parforholdet til at fungere med den sygdom, som man har i familien. Og selv om man forsøger at rykke sammen i bussen, for det er jo det, en familie gør, kan det sagtens tære på forholdet, det kan tære på familien, også på de børn, som ikke selv er ramt af det her.

Derfor er det vigtigt, at vi som samfund selvfølgelig hele tiden tænker i den bedst mulige behandling. Men den bedst mulige behandling er ikke ensbetydende med den bedst mulige behandling kun ét sted. Man kan også have den bedst mulige behandling mere end ét sted. Man bliver nødt til at tænke det som et samlet hele, altså nærvær og det at kunne få en hverdag til at hænge sammen for en familie, som fysisk ville være umuligt, hvis man skulle ligge og køre fra et sted i Jylland til København tre-fire gange om ugen. Derfor var jeg også en af dem, som reagerede hurtigt og reagerede kraftigt, da vi fik de her nyheder om, at der var noget i pipelinen om det her.

Jeg er glad for, at Sundhedsstyrelsen har valgt at skrinlægge det eller lave det om. Om ministeren og regeringen har givet en venlig påmindelse om, at det måske var en god idé, eller om man har gjort det helt på egen hånd, synes jeg sådan set kan høre historieskrivningen til. Jeg er glad for, at der fra regeringens side i dag kommer så klart et signal om, at hvis det her var fortsat, ville regeringen være gået ind og have sagt: Det duer ikke. Og så ville man fra regeringens side have bedt Folketinget om at gå sammen og finde en anden løsning på det. Den klare melding fra regeringen i dag vil jeg godt takke for.

Så når alt kommer til alt, er jeg utrolig glad for, at borgerforslaget har været der og vi har kunnet få den her debat, at Sundhedsstyrelsen har besindet sig, og at kontorfolkene derinde har kunnet se, at det, der måske så godt ud på skrivebordet, bare ikke hang sammen, når det kom ud og mødte den virkelige verden derude. Og så ser vi fremad og håber, at vi kan udvikle og forbedre behandlingen af de børn, som desværre får kræft. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Jens Rohde fra Kristendemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror faktisk, at vi alle er glade for, at styrelsen kom til fornuft, og at den har slået fast, at der er fire lokationer. Og så er det jo sådan set meget fristende at drage den logiske konsekvens og sige: Skal vi så ikke bare træffe den beslutning her i Folketinget? Det er sådan, vi vil have det, så vi stemmer ja til et borgerforslag, som er helt rigtigt set, i lyset af den diskussion, der var. Jeg er meget i tvivl. Jeg er faktisk rigtig meget i tvivl, for jeg har lyst til at stemme ja.

For Kristendemokraterne er decentralisering vigtigt, men som jeg også sagde, står man altid i de her diskussioner med det skisma, der er mellem en høj faglig koncentration og decentralisering. Det behøver ikke nødvendigvis at være modsætninger, men det kan godt blive det, når lægfolk som politikere skal træffe beslutningerne om det.

Når nu det her tilsyneladende er landet, som vi jo gerne vil have det – det må vi jo holde øje med – så synes jeg måske, at vi i lyset af den diskussion, og når nu alle har sagt, at det er godt, at det her borgerforslag kom, burde tage fat i nogle mere grundlæggende diskussioner, som er strukturelle og økonomiske. Jeg er jo en af dem, der må vedstå sig arv og gæld i forhold til strukturreformen, for jeg var en af dem, der arbejdede meget tæt sammen med den daværende sundhedsminister om strukturreformen, og jeg husker, at min egen søster, der har været ansat på børneafdelingen på Aalborg Sygehus i ufattelig mange år – hun er en del ældre end mig – altid sagde: Jens, I glemmer nærhed. Nærhed, nærhed, nærhed – det er lige så vigtig en del af behandlingen, og det er lige så vigtigt for, at patienter kommer sig, som en hel masse andre ting. Det argument tror jeg ikke at vi lyttede godt nok til – det gjorde jeg i hvert fald ikke.

Der var et andet synspunkt, som blev gjort gældende dengang, og det var, at det, vi gjorde, var at reducere det, der dengang hed amtsrådsmedlemmer – så gjorde vi dem til regionsmedlemmer, og der var sådan set god ræson i, at vi fik noget større muskelkraft ind i systemet – til pyntegenstande, der skulle legitimere de beslutninger, som styrelser og embedsmænd tog. Og det var jo sandt, og det er nok også derfor, at der ikke er så mange, der interesserer sig for regionsrådsvalg. Det mener jeg har nogle åbenlyse svagheder, og når man har været med til at vedtage nogle ting på godt og ondt, må man også være villig til at se det onde i øjnene og se på, hvor fejlene var, og prøve at være med til at rejse en debat om, hvordan vi kan rette op på det.

Der mener jeg, at regionerne skal have en helt anden rolle rent økonomisk, men også en anden beslutningskraft, end de har i dag, og som de blev givet med den strukturreform. For det handler om demokrati; det handler om mulighederne for at planlægge sammen med sine borgere. Og selv om vi gerne vil have den ensartede behandling i hele landet, så er det bare ikke det samme, man forlanger og har behov for i hele landet, og de forskelligheder er vi også nødt til i et relativt lille land at have en forståelse for, og det kan man ikke med det system, der er i dag.

Samtidig er det jo sådan, at når alt kommer ind i kasserne fra centralt hold, så er det jo specialbehandlingen, som vi kommer med, men vi kommer også med pengene til regionerne, som alle sammen spiser nådsensbrød af finansministerens hænder. Det mener vi er uholdbart. Vi kan godt komme her fra statens side med nogle prioriteringer af nogle specialer, men så må der også ude regionalt være mulighed for at prioritere andre ting, for det hele undergår og vil altid skulle undergå en prioritering i det samlede hele, og den er man nødt til at give borgerne og politikerne ude regionalt lov til at foretage. Jeg kan kun undre mig over, at Socialdemokratiet, der dengang syntes, at det var rablende vanvittigt at fjerne skatteudskrivningsretten fra regionerne, i dag er så meget imod at give den tilbage til regionerne.

Jeg synes, vi trænger til den her diskussion. Tak for det her borgerforslag – jeg synes, at det åbner øjnene for og viser, hvor nødvendig den diskussion helt grundlæggende er.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Og også tusind tak for at være ærlig og sige, at situationen er sådan her, fordi vi traf den beslutning, vi gjorde, i 2007 med kommunalreformen – at det var der, vi besluttede at overlade det her ansvar med, hvordan vi specialeplanlægger, og hvordan vi laver kliniske retningslinjer for specialerne, alene til embedsmændene. Og fint med det, det er dem, der er eksperter. Men det har også betydet, at vi politisk set faktisk ikke har den mulighed i dag for at blande os. Så når Venstre gør sig meget umage med at afkræve os alle sammen et svar på, hvad vi vil stemme, er det ikke længere i overensstemmelse med den beslutning, de selv var med til at træffe tilbage i 2007. Og jeg hører også, at det er det, ordføreren siger.

Så uanset hvad vi har lyst til, er vi i hvert fald nødt til først og fremmest at have en politisk diskussion om, hvordan vi for eftertiden vil sikre den demokratiske indflydelse, i forhold til hvordan vi indretter sundhedsvæsenet, før vi ensidigt kan træffe beslutning om det her forslag.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det er jeg meget enig i, men det er jo også muligt, at Venstre har ændret synspunkt på dele af reformen. Altså, når man laver så stor en reform, er der nogle ting, der er gode, og andre ting, som man tror er gode, men som virker stik imod hensigten. Her er vi kommet i et limbo, og jeg synes, at lige netop det her borgerforslag viser, hvad det er for en situation, vi er blevet bragt i, og derfor er der jo særlig grund til at takke for det her borgerforslag, fordi det anskueliggør de her problemstillinger. Og dem bliver vi nødt til at diskutere, for det er et politisk ansvar, uanset hvad. Og det er nemlig rigtigt – vi kan ikke bare gøre det. Det er derfor, jeg siger, at jeg er så meget i tvivl, for jeg har så meget lyst til at stemme for det her, og det kunne man jo også høre på ministeren, altså at ministeren stod der og syntes, at man burde stemme for det her borgerforslag, men sundhedsloven forhindrer os jo faktisk i at gøre det. Og så må vi tage diskussionen en anden vej rundt.

Værsgo til spørgeren.

Jeg vil bare understrege, at jeg ikke tror, jeg har hørt en ordfører i salen i dag ikke være enig i intentionen i forslaget og i, at det giver mulighed for netop også at ryste posen og sige: Der er plads til forbedringer. Der er plads til forbedringer i forhold til den demokratiske indflydelse på, hvordan vi indretter vores sundhedsvæsen. Og tusind tak til de borgere, der har lyst til at blande sig i hvordan, fordi det faktisk også har betydning for, hvordan man oplever kvaliteten, når man kan se, at det også er sådan, man kan operere i det.

Ordføreren.

Lige netop, og det er også derfor, det er vigtigt for mig at understrege min egen tvivl om, hvad man gerne vil, hvor jeg tydeligt kan høre, at alle andre gerne vil stemme for, men der er nogle ting i sundhedsloven, som gør det svært. For det her emne er jo alt for alvorligt til, at vi står og slår hinanden i hovedet med det. Altså, det kræver simpelt hen, at vi tør tage den her grundlæggende diskussion. Der vil jeg så kraftigt opfordre regeringen til, at den vil medvirke til at tage en grundlæggende diskussion af, om vores struktur er rigtig, for det mener jeg ikke den er – der er i hvert fald plads til forbedring.

Tak. Næste korte bemærkning er til fru Jane Heitmann. Værsgo.

Tak for det. Det er altid spændende at sidde her på sidelinjen og høre andre partier diskutere Venstres politik, så jeg vil bare sige tak for den opmærksomhed, man viser os. (Jens Rohde (KD): Jeg kender den jo sådan set nok). Men jeg synes måske, det er lidt ud ad en tangent i forhold til det, det her handler om. Derfor vil jeg da bare her sige, at det jo ikke er første gang i verdenshistorien, man sådan set er gået imod en anbefaling fra Sundhedsstyrelsen og man her i Folketingssalen har truffet nogle beslutninger, fordi man syntes, det var en god idé. Man kan jo nævne bl.a. diagnosekoden i forhold til transkønnede, som vi flyttede fra ét sted til et andet sted. Der er en fælles vedtagelse omkring kronisk træthedssyndrom, hvor vi har pålagt Sundhedsstyrelsen at tage nogle forskellige initiativer. Jeg kunne også nævne hele diskussionen, vi havde omkring medicinsk cannabis.

Altså, ordførerne her får det til at lyde, som om det er helt nyt, hvis man går imod en anbefaling fra Sundhedsstyrelsen. Der tror jeg bare lige, jeg må sige, at nu har jeg nævnt tre hurtige eksempler her, og jeg kunne sikkert også finde andre, hvis jeg satte mig ned og gravede i det. Så det er bare lige for at sige til Kristendemokraterne, at man roligt kan stemme for det her borgerforslag.

Værsgo til ordføreren.

Jamen jeg forsøgte faktisk at gøre alt, hvad jeg overhovedet kunne, for at undgå netop at skabe en polemik. Jeg var sådan set ikke ude efter Venstre. Jeg har bare en fortid, som gør, at jeg kender Venstres politik sådan rimelig godt, og jeg har også en fortid, som gør, at jeg kender hele historien bag kommunalreformen ualmindelig indgående, for nu at være helt ærlig, og det er man jo nødt til at reflektere over, fordi man i politik er nødt til at vedstå sig arv og gæld, for ellers hører alting op. Derfor skal man også være villig til at reflektere over de ting, som man måske ikke synes var så heldige.

Så det var ikke for at skabe en polemik med Venstre, overhovedet ikke, og jeg synes heller ikke, at det er useriøst at ville stemme for det her. Jeg siger, at jeg jo selv har den samme lyst. Men jeg synes måske, at det bedste kunne være, om det her kunne medføre, at vi fik en helt grundlæggende diskussion af den struktur, som vi har, for det tror jeg mere kunne være noget. Og så anerkender jeg i øvrigt de synspunkter, fru Jane Heitmann bringer til torvs her. De er lige så legitime som mine.

Værsgo til spørgeren.

Jamen så vil jeg da bare sige tusind tak til ordføreren for at anerkende, at andre partier også har andre synspunkter, og det vil jeg da gerne sende retur. Og tak for ordførerens tale i øvrigt. Jeg håber stadig væk, at ordføreren vil reflektere over det. Ordføreren har jo et bredt politisk kendskab, så der er noget at samle sammen og dykke ned i. Så god fornøjelse med det, hr. Jens Rohde.

Tak for det. Vi vil tage grundige drøftelser i vores store gruppe og også med andre partier i Folketinget, for det er godt at blive klog af og også lytte til nogle af kollegaerne, også fru Jane Heitmann.

Tak for det. Den næste korte bemærkning er fra hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak til ordføreren for ordførertalen. Nu har jeg jo forstået det sådan, at det her forslag handler om, at vi skal bevare kræftbehandlingen af børn på flere lokaliteter, og det støtter vi som sagt op omkring. Men ordføreren tager jo hul på en helt anden diskussion, bl.a. det her med finansieringen af sundhedsvæsenet i Danmark. Og jeg skal bare lige høre sådan for en god ordens skyld – for det er jeg nemlig lidt interesseret i – om ordføreren helt oprigtigt mener, at man i Vestjylland, hvor beskatningsgrundlaget ikke er så højt, som det er her i f.eks. hovedstadsområdet, skal betale et større sundhedsbidrag, altså en højere trækprocent, end man f.eks. skal her i hovedstadsområdet, hvor beskatningsgrundlaget jo er meget højere.

Værsgo.

Nej, det er jo derfor, at vi har en udligningsreform. Vi er bare af den opfattelse, at man bør sende skatteudskrivningsretten tilbage til regionerne, sådan som man havde det i amternes tid, fordi det jo giver en bedre regional og lokal mulighed for at prioritere og tilrettelægge serviceniveauet i forhold til sine borgere, nøjagtig ligesom vi mener, at skattestoppet for kommunerne bør forsvinde. Vi mener også, at budgetloven bør revideres, således at man giver reel frihed ude regionalt og kommunalt. Så vil vi gerne kompensere på statsskatten – det er det, vi har gjort i vores 2030-plan – med markante skattelettelser på arbejde. Og så har vi jo sagt, at den skatteudskrivning, der så skal finde sted ude i regionerne, kompenserer vi på skatten. Så må man jo tale udligning derudfra. Men vi synes, at det er en bedre og mere decentral måde, for det er nemlig ikke bare decentralisering i skåltalernes form, hvor man kan spise nådsensbrød af vores hænder, men det er decentralisering i realiteten.

Tak. En opfølgende? Værsgo.

Grunden til, at jeg spørger lidt til det, er jo, at vilkårene er vidt forskellige. Det er jo sådan, at man f.eks. her i hovedstadsområdet ikke har den tilnærmelsesvis samme form for lægemangel, som man har i Vestjylland og i Nordjylland og på Lolland-Falster og andre steder. Der har man store udfordringer og store meromkostninger til at drive f.eks. almen praksis, for der er man nødt til at skulle bruge nogle dyre klinikker. På hospitalerne er man nødt til at hyre vikarlæger ind til nogle meget højere lønninger, og nogle steder har man endda slet ikke mulighed for at skaffe læger. Vilkårene er vidt forskellige i det danske sundhedsvæsen, så derfor bekymrer det mig jo lidt, hvis det er sådan, at man i Vestjylland skal til at kræve mange flere penge op for at drive sundhedsvæsenet, end man skal her i eksempelvis hovedstadsområdet.

Værsgo.

Men det er jo det skinbarlige sludder, der kommer der. Det er en ren tilståelsessag, vil jeg sige til hr. Per Larsen. Det er en ren tilståelsessag, at når det kommer til decentralisering, så er der ikke mere decentralisering i Det Konservative Folkeparti, end der er russere i en russisk salat. Det er jo virkeligheden. For man har ikke tillid til, at de kan håndtere det derude. Vi kommer i vores udspil om sundhedsvæsenet med 14 mia. kr., altså 14 mia. kr. til sundhedsvæsen og psykiatri, for der er et kæmpe efterslæb. Det kom vi med her fra statens side. Så skal man finde ud af, hvordan de skal fordeles. Det er fint, det er vores opgave. Det gør vi så, og det gør man så i den aftale, der ellers skal være. Og så ønsker vi, at man også lokalt og regionalt skal have en mulighed for at tilrettelægge serviceniveauet i forhold til den demokratiske infrastruktur, vi rent faktisk har, nemlig at vi har folkevalgte regionsrådsmedlemmer, og vi har folkevalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer. Og vi tror på mennesker, og vi tror på det stærke civilsamfund lokalt. Derfor vil vi gerne give kompetencen og retten og indflydelsen til dem, den hører hjemme hos.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.