Jamen tak for det. Forslaget her går ud på, at indsatte ikke ved aktindsigt eller andet kan få kendskab til fængselsansattes personlige oplysninger. Og vi vil jo gerne pålægge regeringen at tage de nødvendige lovgivningsmæssige initiativer og at foretage de fornødne ændringer i de administrative forskrifter med henblik på at sikre, at indsattes aktindsigt ikke inkluderer at kunne få oplyst de fængselsansattes navne eller andre personlige oplysninger, således at de ansatte i landets fængsler kan opretholde den nødvendige anonymitet, der er over for de indsatte.
Det var en interessant debat, og derfor undrede jeg mig netop også lige over justitsministerens tale, hvor han sagde, at man godt kunne støtte intentionerne, men at man bare ikke lige kunne støtte det her forslag. For jeg har netop også kunnet se her forleden dag, at der kom en pressemeddelelse ud, hvor regeringen netop havde taget den her gode idé op og meddelte i pressemeddelelsen, nogle dage før det her forslag skulle behandles, at regeringen støtter op omkring betjentenes anonymitet og dermed også op omkring forslaget. En anden gang kan justitsministeren jo bare sige det her på talerstolen, altså at det er et rigtig godt forslag, og at det vil man arbejde videre med.
Med det er jo et godt forslag. Jeg vil gerne sige tak til Venstre og De Konservative og også til hr. Jens Rohde i forhold til den fulde støtte omkring det her. For når man går på arbejde i landets fængsler, arbejder man jo med kriminelle borgere, og disse borgere har selvfølgelig intet konstruktivt behov for at vide betjentenes fulde navne. Et fornavn til brug under arbejdet i dagligdagen bør være nok, og derfor giver det jo heller ingen mening, at en indsat gennem aktindsigt kan få betjentenes fulde navne oplyst. Vil en fange klage, er det nok, at vedkommende kan klage over betjenten Lars fra den anden afdeling på den og den dato, og i forhold til hvad klokken er og hvad sagen drejer sig om. Derefter skal kriminalforsorgen tage sig af sagen og drage de nødvendige konsekvenser. Og i relation til klagen er der ingen mening i, at man i forhold til den betjent, som man kun kender ved fornavn i hverdagen, kan komme til at kende vedkommendes fulde navn, fordi der er noget, man vil klage over, altså i tilfælde af at man efterfølgende gennem en aktindsigt bliver bekendt med betjentens fulde navn. Det giver jo bare ikke nogen mening.
Som fængselsbetjent er man i dag rigelig presset med de forhold, som vores betjente desværre i dag arbejder under. Det er forhold, som vi i Dansk Folkeparti ligeledes glæder os til at forhandle til det bedre ved den kommende aftale for kriminalforsorgen. Men lige nu og her handler det jo om, at betjentene får anonymitet, også i forhold til det beslutningsforslag, som vi førstebehandler i dag. Og under bearbejdningen af det her forslag har vi også drøftet, om der ville være et eneste godt argument for, at vi skulle bevare den nuværende praksis med at oplyse betjentenes fulde navne til de indsatte, hvis de søger om aktindsigt i egen sag. Og vi har ikke kunnet komme på, at der skulle være en eneste god grund til, at det skulle være sådan.
Så lad os afskaffe muligheden for ad den vej at kunne chikanere, presse, forfølge og true de ansatte og desværre samtidig også de ansattes familier, som vi jo har set det. Lad os give betjentene fred til at passe deres arbejde, uden at de skal frygte, at de en dag kommer på arbejde og en bandedreng pludselig konfronterer dem med deres fulde navn, adresse, konens navn, børnenes navne, og hvor de går i skole, bare fordi der er blevet søgt om aktindsigt.
I Dansk Folkeparti anerkender vi også, der kan være flere faggrupper inde over det, som vi også har debatteret i dag. Og der har vores sundhedsordfører netop også haft det oppe i forhold til psykiatrien og det personale, der arbejder i psykiatrien. Men jeg ser da frem til, at der kommer handling bag ordene. Og så vil vi gerne fra Dansk Folkepartis side sige tak for debatten i dag og sige tak for de positive tilkendegivelser, der har været i forhold til at sikre anonymitet for vores ansatte i fængslerne. Tak for ordet.