Mange tak for en seriøs behandling af det her forslag, og også tak til vores glimrende justitsminister. Det er ikke sådan, at vi kræver et valg – jeg tror nok, at vi har et ønske om en anden regering, og det kommer der også på et tidspunkt, så bare rolig. Der er også meget arbejde i at være justitsminister, så det kan være rart nok at blive fritaget for det på et eller andet tidspunkt.
Men udgangspunktet for det her forslag er, at afsoner man en straf, så har man begået en form for kriminalitet, som samfundet kvitterer for med en fængselsstraf. Og baggrunden for at straffe er mangesidet, men det er først og fremmest et spørgsmål om retsfølelse. Det er også et spørgsmål om at sende signaler. Det er også et spørgsmål om, at samfundet skal udvise en eller anden form for reaktion, når der begås kriminalitet, for vi vil jo ikke have, at personen, der har været udsat for et overgreb, viser en reaktion mod den person, der har angrebet. Så man kan sige, at det måske allervigtigste er, at man med en straf fra samfundets side håber på, at den straffede ved hjælp af straffen vil afholde sig fra at lave kriminalitet. Der er ikke nogen sikkerhed for det. Det kan vi se masser af eksempler på. Men det er alligevel det, man gerne vil forsøge at signalere. En god, pæn del af dem, der laver kriminalitet, forstår det faktisk godt, og de afholder sig fra at begå ny kriminalitet.
Men desværre er der faktisk også en del, som under ingen omstændigheder vil acceptere, at kriminalitet er noget, de skal holde sig fra. Og nogle af dem fortsætter så ufortrødent deres kriminelle handlinger, som om ingenting var hændt. Og det fortsætter de så med at gøre – ja, hvor kan de gøre det, når de har fået deres straf? Ja, det kan de fortsætte med at gøre, mens de sidder i fængsel. Lad mig give et eksempel: Her under coronaperioden har vi jo sådan set set en rockerkriminel, der skal imødese en straf, fordi han svindler med coronamidler, mens han sidder i fængsel. Så det kan lade sig gøre ikke bare at tæve løs på fængselsbetjente; nej, man kan såmænd også lave ganske almindelig, eller måske ikke så almindelig kriminalitet, men i hvert fald kriminalitet, når man sidder i fængsel.
Her handler det jo så mest, vil jeg sige, om dem, der udøver vold mod medindsatte eller mod betjente, når de sidder i fængsel. Det er den mest fremherskende for kriminalitet. Det handler også om, at der er nogle, der sælger stoffer og sælger ulovlige varer i fængslerne. Der er nogle, der vedligeholder deres kriminelle løbebane på alle parametre, mens de sidder i fængsel, eksempelvis via kontakt til andre medsammensvorne.
Så helt kort: Når man er i samfundets varetægt, skal man selvfølgelig fortsat straffes, ifald man fortsætter med at begå kriminalitet. Det er derfor, vi foreslår, at man ved enhver form for kriminalitet, man begår, også når man har fået en straf bag fængslets mure, skal for en dommer og straffes separat for det, og man skal afsone straffen i direkte forlængelse af den straf, som man har udsigt til at skulle afsone eller allerede afsoner. Det vil sige, at der ikke er noget med, at fordi man allerede afsoner og man allerede er straffet for noget, så kan man ikke blive dømt for et nyt forhold.
Er man rigtig uheldig – altså set fra samfundets side – så oplever man jo faktisk, at man bare slipper med en disciplinærstraf, fordi man jo så siger: Nåh, ja, men det er jo først noget, der kommer senere i forbindelse med det her overfald, så skal vi ikke bare nøjes med en disciplinærstraf? Og det er et meget svagt signal at sende, hvis man som indsat laver kriminalitet, når man sidder i fængsel, og får at vide, at nåh, jo, man kan jo bare lige få en lille disciplinær ting her 1 dag eller 2 dage, og så er det dét. Det er et meget svagt signal at sende, ikke mindst over for bandekriminelle.
Så, altså, indsatte i danske fængsler skal opføre sig ordentligt. De skal ikke lave kriminalitet, og kan de ikke holde sig fra det, må de igen forbi en dommer og få en tillægsstraf. Det er vel ikke for meget forlangt. Og jeg tror altså ikke, uanset hvad justitsministeren kommer med af meget logiske betragtninger – og vi er alle sammen overbevist, når ministeren er færdig, som det blev sagt – at der er nogen som helst uden for Christiansborgs tykke mure, der forstår noget af, at man kan begå kriminalitet, f.eks. overfalde en ansat, mens man sidder inde, og så egentlig slippe med, at det nok er noget, man først kigger på om lang tid. Der tror jeg, at danskerne forventer prompte afregning, prompte konsekvens. Det vil have en afrettende virkning. Det andet er noget sødsuppe.