Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 271:

Forslag til folketingsbeslutning om at ændre arbejdet med uddannelsesparathedsvurderingen hos elever i de ældste klasser i grundskolen og at indføre tilbud om uddannelsesvejledning til alle elever i 8. og 9. klasse.

Af Stén Knuth (V) m.fl.

(Fremsættelse 09.03.2021).

Forhandlingen er åbnet, og det er børne- og undervisningsministeren.

Tak til Venstre for forslaget, som jo bestemt rejser en vigtig debat. Forslaget pålægger regeringen inden udgangen af maj 2021 at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal undersøge, hvordan brugen af uddannelsesparathedsbegrebet i forhold til elever i 8. og 9. klasse kan ændres, så vurderingen »ikke parat« erstattes af vurdering af, hvad eleven faktisk er parat til. Endvidere skal der ifølge forslaget udarbejdes en vurdering af de økonomiske konsekvenser ved at tilbyde individuel uddannelsesvejledning til alle elever i ottende og niende klasse i grundskolen.

Regeringen bakker fuldstændig op om, at vi skal holde op med at sætte en negativ label på børn, og derfor er jeg faktisk rigtig glad for, at Venstre har lagt det her forslag i Folketingssalen. Det giver jo i hvert fald en eller anden idé om, at vi med en stor bredde i Folketinget vil kunne lande en aftale om den fremtidige uddannelsesparathedsvurdering.

Vi har jo allerede skrevet om den i forståelsespapiret, og det vil sige, at der er et flertal for det. Det har jeg hele tiden været bekendt med, altså at vi heldigvis er flere, der gerne vil lave om på den, men at vi også får bredden med i form af at få i hvert fald Venstre med. Det er jeg rigtig glad for og håber selvfølgelig, at det i debatten i dag også vil vise sig, at endnu flere blå partier vil være med til det.

Vi skal jo selvfølgelig motivere eleverne. Vi skal ikke demotivere dem. Og det skal være et bærende princip i vores skole, at vi ser børn på den måde, at ingen kan alt, men alle kan noget. Og den måde, vi har grebet særlig sprogbrugen omkring uddannelsesparathedsvurdering an på, står helt forkert i forhold til det. Og det er jo også noget vrøvl at skulle tale om, at en ung ikke er uddannelsesparat. Altså, vi har utrolig gode uddannelser på alle hylder, alle tænkelige hylder, og det vil sige, at selve ordet mener jeg simpelt hen også er misvisende, i forhold til hvad det er for en uddannelsessituation, som samtlige unge i Danmark står i. Og derfor giver det ikke nogen mening at have den sprogbrug omkring det.

Selvfølgelig skal der ses på, om den enkelte elev har de nødvendige forudsætninger for at begynde på en bestemt ungdomsuddannelse. Det er noget helt andet. Men i forhold til det at tale om, sådan generelt, at man skulle være ikke uddannelsesparat: Jeg kan faktisk ikke helt se for mig, i hvad for en situation man som menneske i det hele taget ikke skulle være uddannelsesparat. Så det er helt afgørende, at vi går ind og kigger på den givne uddannelse, og så at vi i øvrigt får bidraget til at rive det uddannelseshierarki ned, der eksisterer i vores samfund, og fokuserer på at få eleven til at åbne øjnene for alle de forskellige uddannelsesmuligheder, der heldigvis er, og lytte meget mere til egne ønsker og mindre til, måske, hvad omverdenen betegner som fint eller mindre fint.

De sociale forventninger til elevernes valg af ungdomsuddannelse er noget skidt for en hel del unge. De unge skal vælge på et oplyst og realistisk grundlag og i mindre grad lade sig påvirke af de sociale forventninger, og der mener jeg simpelt hen, at vi kan gøre mere som samfund.

Regeringen deler opfattelsen af, at elever i udskolingen skal klædes bedre på til deres uddannelsesvalg og skal inspireres mere. De skal introduceres balanceret til de uddannelsesvalg, der er, så de ikke bare bliver med automatpiloten på, og vi bør se på, hvad der reelt er mere hensigtsmæssigt i forhold til vejledning om uddannelsesvalg.

Altså, vi har faktisk fået nogle nye erfaringer, også i forbindelse med coronatiden, omkring e-vejledning og i øvrigt også virtuel vejledning, hvor ungdomsuddannelsessektoren har gjort en kæmpe indsats – og tusind tak for det – i forhold til at erstatte de brobygningsforløb, der ikke kunne gennemføres i den her forbindelse.

Men jeg vil altså også sige, at i forhold til hele spørgsmålet om, hvad det er for nogle uddannelser, de unge vælger, at det ikke er nok at kigge på upv'en. Jeg mener, at vi også skal kigge på sammensætningen af vores folkeskole og på, om det er rigtigt skruet sammen på den måde, det er i dag. Det har vi også drøftet tidligere i folkeskoleforligskredsen, og jeg tror, det er rigtig vigtigt, at man kigger på, at der er alt for lidt praksisfaglighed i folkeskolen, som det er i dag. Det vil sige, at der er noget i forhold at stifte bekendtskab med fagene.

Altså, da jeg gik i skole, havde vi f.eks. et metalsløjdlokale – på skolen! Mon ikke, at der er en hel del elever, der har fået øjnene op for, hvad man kunne forestille sig, at det så var at være mekaniker eller smed eller noget andet, i forhold til hvad man kunne lave nede i metalsløjdlokalet.

I dag er det faktisk først, når man påbegynder en uddannelse, at man får en idé om, hvad det er, man skal gøre, fordi det simpelt hen ikke findes i den danske folkeskole længere. Og det er sørgeligt, og det mener jeg er noget af det, vi skal kigge på, hvis der også i Venstres udspil her ligger et ønske om, at man måske i højere grad kigger i en anden retning end kun mod det almene gymnasium.

Men, altså, summa summarum: Det her med lige præcis at lave en arbejdsgruppe, der kigger så smalt på det – som Venstre lægger op til – synes jeg måske er for smalt, og vi ønsker fra Socialdemokratiets side og fra regeringens side at tage en mere grundlæggende diskussion af upv'en, så vi ikke bare får lappet de huller, der helt åbenlyst skal gøres noget ved. Og så har vi i øvrigt som regering meldt ud, at vi ønsker en afskaffelse af upv'en i 8. klasse. Det løfte er på ingen måde glemt, men det er lagt i coronafryseren, og vi kan forhåbentlig på et eller andet tidspunkt få tøet det op igen.

Men, altså, regeringen er ikke afvisende over for en nedsættelse af arbejdsgrupper i det hele taget, heller ikke nødvendigvis på det her punkt. Men det bør ikke indsnævres til et spørgsmål om, hvordan upv'en kan ændres, og til et på forhånd fastsat krav om individuel vejledning, som jeg gerne vil sætte spørgsmålstegn ved, set i lyset af coronatidens erfaringer.

Til gengæld vil jeg sige, at vi jo har forhandlinger, forhåbentlig, inden for en overskuelig fremtid, også om et nyt bedømmelses- og evalueringssystem i folkeskolen, og jeg synes da, det ville være helt relevant, at vi i forbindelse med bl.a. de forhandlinger også får kigget på, hvordan vi kommer videre med spørgsmålet om upv'en.

Så regeringen kan ikke støtte forslaget, men er bestemt med på at få drøftet upv'en.

Der er en kort bemærkning til hr. Stén Knuth, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for de pæne ord. Venstre har jo i hvert fald tidligere også været med til at skubbe på nogle dagsordener, og nu tænker jeg sådan på bevægelse i folkeskolen. Og vi er jo glade for, at vi også på den her dagsorden kan skubbe en lille smule til regeringen og den hastighed, hvormed vi udmønter forståelsespapiret. For som ministeren også siger, står det jo i forståelsespapiret, at vi både skal kigge på UPV'en og på vejledningen.

Kan ministeren blive en lille smule mere skarp på, hvornår vi så kan komme i gang med de forhandlinger?

Ministeren.

Altså, det er jo et spørgsmål, der svarer lidt til at spørge, om ministeren har kendskab til, hvornår corona forsvinder igen. Det spørgsmål ville jeg jo simpelt hen elske at kunne svare på, for så ville jeg kunne være utrolig specifik med datoen.

Jeg vil sige det sådan, at vi jo sådan set har haft sættemøde. Og for alle dem, der ikke ved, hvad et sættemøde er, fordi de ikke er på Christiansborg, men sidder og lytter med, så er det girafsprog herinde for, at der er afgivet mandater, og at alle for så vidt er ved at være på plads og kan komme i gang med at gå i realitetsforhandlinger om den del, der handler om bedømmelse af evalueringssystemet. Det vil sige, at i forhold til utrolig mange andre ting, hvor man ikke er nået så langt, vil der jo gå noget længere tid, men fordi der faktisk ligger en plan for det med bedømmelse af evalueringsystemet, synes jeg, det er utrolig oplagt, at vi tager det i den forbindelse. Og det vil sige, at eftersom der har nået at være sættemøde på det område, om end det var inden anden bølge af corona, så giver det i hvert fald en eller anden idé om, at det ikke er noget, der ligger mange år ude i fremtiden, men forhåbentlig bliver inden for en overskuelig fremtid.

Hr. Stén Knuth.

Men kan ministeren komme det lidt tættere end »overskuelig fremtid«? Vi har jo fremsat det her forslag for et par måneder siden, fordi vi regnede med, at vi så kunne komme i gang i maj måned. Men alt er jo skubbet, og 2 år efter forståelsespapiret er vi endnu ikke kommet i gang. Altså, jeg tror, vi har brug for, at vi snart kommer i gang, minister.

Ministeren.

Jeg kan i hvert fald komme det så tæt, at det ikke bliver i maj – så langt, så godt. Vi har stadig væk de unge mennesker hjemme fra skole, og det vil sige, at coronahåndteringen i Undervisningsministeriet stadig væk kører i et ekstremt højt tempo, og det vil sige, at på spørgsmålet, om det kan blive i maj, er svaret et skarpt nej.

Vi siger tak til ministeren – også for den pædagogiske forklaring på sættemøder. Nu går vi så efter lidt rengøring i gang med ordførerrunden. Hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Og tak til Venstre for beslutningsforslaget om at ændre på uddannelsesparathedsvurderingen. Det er jo også igen for folk, der ikke måtte være så tæt på undervisningssektoren, sådan lidt kodesprog, men grundlæggende set er det vel ikke svært for nogen mennesker at forholde sig til, hvor frustrerende det må være, eller hvor demotiverende det må være, eller i virkeligeheden hvor negativt stemplende det må være at sige til et ungt menneske: Du er ikke klar til uddannelse. Derfor har det selvfølgelig heller ikke – jeg har jo ikke siddet med ved de forhandlinger – været hensigten, er jeg sikker på, at man ville fortælle folk, at de ikke var klar. Man har selvfølgelig og forhåbentlig diskuteret noget om, at der skulle være nogle adgangsforudsætninger, at der skulle være nogle ting på plads, og at man ligesom skulle lave en vurdering.

Men det, der er vores udgangspunkt for at byde Venstres forslag velkommen, er selvfølgelig, at vi jo må vende bøtten om og sige: Hvad er det, de unge mennesker har mulighed for? Hvad er det, de er gode til? Hvad er det, de har lyst til? Hvad er det, de er klar til? Der ligger jo også lidt i det der med, om man bliver vurderet parat, at der er sådan et hierarki i ungdomsuddannelser, og at man, hvis man lever op til de her krav, kan vælge frit; hvis man ikke lever op til de her krav, er man ligesom henvist til en særlig gruppe af uddannelser. Og der ville vi meget, meget gerne ind i en situation, hvor man i langt højere grad betragter uddannelserne som forskellige tilbud til forskellige unge mennesker med forskellige interesser, forskellige talenter.

Det er klart, som ministeren også sagde: Hvordan skal man vide, at man har et talent eller en interesse for det praktiske, hvis praksisfagligheden har fyldt alt for lidt i folkeskolen? Så ved man jo ikke, at det faktisk er det, man tænder på, eller er det, man er god til. Og derfor kommer der også en skævhed, der hedder, at så skal man nok videre på stx, medmindre der er noget, der står i vejen for det. Og det går selvfølgelig ikke, hverken for os som samfund eller for de unge mennesker, som ville være rigtig glade for og ville have rigtig meget gavn af at blive faglærte. Det skal vi jo animere til og tale op og opfordre til.

Så jeg er glad for og støtter fuldstændig op om – og det er også det, der ligger i forståelsespapiret, som blev lavet, da regeringen tiltrådte – at vi ikke skal give unge mennesker et stempel, der hedder »ikke uddannelsesparat«, men tværtimod fokusere på, hvad man er parat til. Og det er glædeligt, som jeg allerede har indikeret, at se, at Venstre jo har rykket sig på det her punkt, siden man havde magten, og at man i virkeligheden også vil være med til at lave om på noget af det her. Så det kunne jo borge godt for en bredere aftale.

Når vi ikke støtter forslaget i dag, er det i virkeligheden, fordi vi synes, at det er en lidt større diskussion. Der er jo helt konkret det der med, at man i Venstres forslag ikke lægger op til at afskaffe den i 8. klasse; man lægger op til at ændre den. Og det er en lille smule mindre end det, vi har skrevet i forståelsespapiret, men det er i virkeligheden også bredere end uddannelsesparathedsvurderingen.

På den baggrund ønsker vi i virkeligheden at sende et signal om, at det skal laves om. Det sendte vi allerede for 2 år siden. Vi er glade for, hvis Venstre også vil bidrage til diskussionen om, at det skal laves om. Og så handler det her jo om at sikre, at de unge mennesker får et godt tilbud om en ungdomsuddannelse efter grundskolen, og at vi som samfund selvfølgelig har et ansvar for, at der er det tilbud til de unge mennesker, men også at vi hjælper dem med at vælge det, og at vi hjælper deres forældre med at kvalificere det valg; for det er vist også en relativt dårligt bevaret hemmelighed, at selvfølgelig betyder forældrenes opfattelse af, hvad der er den rigtige uddannelse, eller hvad det er, de unge skal, rigtig, rigtig meget for deres valg. Og derfor har vi også brug for, om man vil, at bearbejde, oplyse og vejlede forældrene.

Der er en kort bemærkning til hr. Stén Knuth. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for en fin tale, som er svær at være imod, tænker jeg. Der var nogle hjørner omkring vejledningen, som jeg egentlig godt kunne tænke mig at udbore en lille smule for ordføreren, for det kom ordføreren ikke så meget ind på. Altså, i dag er det jo sådan, at det er vejledningen til dem, som ikke er parate, som man primært skal koncentrere sig om. Og ja, man skal også koncentrere sig om dem, der er parate; de får bare vejledning i grupper – men fred nu være med det.

Kan ordføreren sige lidt om vejledninger og om, hvad det fylder hos regeringspartiet, hos Socialdemokraterne, i forhold til at det, ud over at man åbner skolen mere op i forhold til det praksisnære, også i fremtiden vil kræve, at man vejleder de fleste af de unge mennesker i 8. og 9. klasse, som jo er det, der i forslaget står at vi skal kigge på?

Ordføreren.

Jeg er sådan set enig i – og det er jo en af grundene til, at vi synes, det er en lidt bredere diskussion end det, der står her – at det selvfølgelig er vigtigt, hvordan man tilrettelægger vejledningsindsatsen. Og det er jo også rigtigt, at det virker underligt, hvis man siger: Hvis du har høje karakterer, regner vi med, at du klarer det selv. Det er jo så heller ikke helt sådan, det er, for der er selvfølgelig vejledning; den er bare kollektiv. Og jeg vil ikke sige, at det for alle er lykken at have individuel vejledning.

Jeg tror både, vi skal kigge på, hvordan vi får bedre fat i eleverne, men også, som jeg indikerede, bedre fat i forældrene, og så skal vi selvfølgelig tilrettelægge vejledningsindsatsen sådan, at den rammer de unge, og vi skal ikke, om man så må sige, kun sige: Du har fået et stempel, der siger, at du ikke er klar; så må vi finde ud af, hvad vi stiller op med dig. Altså, der kunne man godt gøre det mere positivt, og det er også det, jeg hører i Venstres forslag, nemlig at man i virkeligheden ikke skal sige: Du kvalificerer dig til at få noget hjælp ved ikke at være parat. For det er jo en lidt underlig måde at inddele det på. Så vi vil gerne kigge bredere på vejledningsindsatsen. Det er jo en af grundene til, at vi ikke har lavet det endnu, altså at vi stadig væk afventer den udboring af, hvad der er hensigtsmæssigt, også for den enkelte.

Hr. Stén Knuth, værsgo? Nej. Så siger vi tak til hr. Jens Joel. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så er det hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. I Dansk Folkeparti har vi ikke nogen problemer med at kalde tingene ved deres rette navn. Jeg kan forstå på Venstre, at det har man til gengæld dér, nemlig ved, at man ikke bryder sig om vurderingen ikke parat, men vi ved jo, at der er nogle unge mennesker, som ikke er parate til en uddannelse, og derfor giver udtrykket ikke parat jo god mening, men de kan blive parate. Og jo tidligere de får at vide, at de måske ikke er parate, jo hurtigere kan man sætte ind, og så kan de blive parate i løbet af folkeskolen. Det er faktisk en hjælp til de unge, som jeg tror mange vil sætte pris på. Jeg synes, vi er blevet et Curlingfolketing efterhånden. Vi er næsten blevet fuldstændig skræmte over at skulle stille krav til mennesker, herunder til unge.

Jeg tog selv 10. klasse, efter min lærer og min vejleder sagde til mig, at jeg ikke var parat; bogligt var jeg, men modenhedsmæssigt var jeg måske ikke, fordi jeg kom et år for tidligt i skole og blev så mobbet i 8. og 9. klasse, og jeg var ikke klar. For mig var det godt at få det at vide. Jeg tog mig sammen. I 9. klasse gik det helt galt, men i 10. klasse, efter jeg havde fået den melding om, at jeg ikke kunne komme i gymnasiet, tog jeg mig sammen. Nu skal man ikke spænde sine egne erfaringer ud over alle, men det, jeg siger, er, at det kan være gavnligt at få at vide, hvordan tingene er.

Dansk Folkeparti går også ind for individuel vejledning, og vi advarede kraftigt den daværende SRSF-regering, da de i forbindelse med folkeskolereformen ville afskaffe den individuelle vejledning og så i stedet erstatte den med en gruppevejledning bortset fra 20 pct. af eleverne, der så fik ekstra meget vejledning. Vi kan sagtens sige ja til, at der nedsættes en arbejdsgruppe og også til, at der kommer en økonomisk vurdering. Så vidt jeg husker, sparede vi omkring 130 mio. kr. på at afskaffe den individuelle vejledning. Hvad den ville koste i dag at gennemføre, ved jeg af gode grunde ikke, så derfor er det måske meget godt.

Som sagt sparker Venstre en åben dør ind, og vi glæder os til, hvad Folketinget eventuelt beslutter i dag, og til at se, om vi fremover skal have en individuel vejledning igen i folkeskolen.

Der er en kort bemærkning til hr. Jacob Mark, SF.

Der er jo cirka en tredjedel af de danske unge, der får stemplet, at de ikke er uddannelsesparate, og det kan jeg så høre at ordføreren mener er meningsfuldt for de unge. Men når jeg kigger ud over uddannelseslandskabet, så har vi jo ungdomsuddannelserne, erhvervsuddannelserne, gymnasierne osv., så har vi 10. klasse og efterskole, og så har vi de forberedende grunduddannelser, som jo er for alle dem, som f.eks. ikke læser på en ungdomsuddannelse, og så har vi jo også den særligt tilrettelagte uddannelse, som har til formål at sikre, at alle dem, som ikke normalt vil kunne tage en uddannelse, og som ikke engang vil kunne klare sig på arbejdsmarkedet, får en uddannelse. Alle de uddannelser har vi. Hvordan kan det så give mening, at der er en tredjedel af alle danske unge, der skal have at vide, at de ikke er klar til uddannelse? Er de ikke klar til noget af alt det?

Ordføreren.

Det giver faktisk god mening, for der er jo virkelig mange unge mennesker, som i dag bliver optaget på gymnasiet, og som ofte ikke er parate til at gå i gymnasiet. Man kan jo bare snakke med gymnasielærerne, og så vil de bekræfte det. Der er alt for mange, der bliver sendt ind på gymnasiet, fordi det er blevet den store mode, og fordi man ikke stiller krav til dem tidligt i skoleforløbet, og fordi mange unge mennesker ikke ved, hvad de vil. Mange af dem ville da have haft større gavn af et andet tilbud, og der giver det god mening at sige: Ved du hvad, kære ven, du er ikke parat til en ungdomsuddannelse på et gymnasium, men vi har noget, der er meget bedre til dig, og det skulle du overveje.

Hr. Jacob Mark.

Nu er stemplet jo ikke, at man ikke er gymnasieparat – stemplet er, at man ikke er uddannelsesparat. Så vil ordføreren medgive, at langt størstedelen af de unge, der får stemplet som ikke uddannelsesparate, enten vil kunne klare sig i en 10. klasse, på en efterskole, en forberedende grunduddannelse eller en særligt tilrettelagt uddannelse, og at det dermed vil være lidt underligt for dem, når de ved, at de vil kunne klare sig de steder, at få at vide, at de ikke er parate til uddannelse?

Ordføreren.

Jamen jeg synes ikke, der er noget galt i at sige: Du er ikke parat til en uddannelse lige nu, men det kan du blive. Mennesker udvikler sig jo forskelligt, og nogle modnes senere, men det behøver ikke betyde, at man er mindre værd, fordi man ikke er parat lige nu og her. Altså, det gælder om at hjælpe den enkelte unge, og det hjælper altså ikke den unge at feje tingene ind under gulvtæppet og have sådan en curlingtilgang til tingene. Det er for SF-agtigt, og det står jeg ikke for. Jeg står for at sige tingene, som de er, og derefter må man så hjælpe.

Tak til hr. Alex Ahrendtsen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til hr. Jacob Mark, SF.

Jeg blev første gang opmærksom på problemet med hensyn til uddannelsesparathedsvurderingen, da jeg var på besøg på en skole i Køge, og der var en knægt i 8. klasse, der fortalte mig, at han var dødsensangst for at vende hjem til sin far, fordi han havde fået at vide, at han var ikkeuddannelsesparat, og han vidste, at det for faren ville være det største ærestab, at hans knægt ikke var uddannelsesparat. Men drengen ville ikke på et gymnasium – det var ikke en del af planen. Jeg tror egentlig bare, at han gerne ville videre i 10. klasse til en start for så at finde ud af, hvad han skulle, men alligevel skulle han altså have stemplet ikkeuddannelsesparat med alle de nederlag, der så følger med. Og som han sagde: Det føles også lidt som at dumpe i livet. For man bliver jo både vurderet på sine personlige, sociale og faglige kompetencer. Så det er en stat, der skal vurdere, hvornår man er personligt eller socialt kompetent.

En anden dag var jeg i Vesthimmerland og sad og snakkede med en skoleleder, som sagde, at de unge føler, at de dumper i livet, når de dumper i uddannelsesparathedsvurderingen. Så sagde jeg: Det har jeg lige hørt et andet sted – det var i Køge.

Så vi har altså nu indrettet uddannelsespolitikken på den måde, at vi giver en tredjedel af vores unge det nederlag i rygsækken allerede i 8. klasse, hvor de får en slags følelse af, at de dumper i livet, fordi de åbenbart ikke er socialt, personligt eller fagligt parate til uddannelse. Men min påstand er, at alle unge er parate til uddannelse. Det er ikke alle, der er parate til gymnasium; det er heller ikke alle, der er parate til en erhvervsuddannelse, hvor der også er høje krav i dag; det er heller ikke alle, der er parate til en 10. klasse eller til at komme på efterskole, som der også er mulighed for. Men så kan det være, at de er parate til en forberedende grunduddannelse, hvor man kommer ud på værkstederne og arbejder, eller til en erhvervsgrunduddannelse, hvor man både er i en virksomhed og lærer det faglige på skolen, eller til en særligt tilrettelagt uddannelse, som er en helt unik dansk uddannelse, hvor man får støtte og hjælp, selv hvis man f.eks. har et handicap, som kræver noget helt særligt. Alligevel punker vi alle unge oven i hovedet og siger: I er ikke parate til uddannelse. Det giver ikke mening, når vi har så mange fantastiske uddannelsestilbud, og målet med uddannelsespolitikken i Danmark må da være at lade alle unge komme godt fra start.

I stedet for at give dem det stempel ønsker vi – heldigvis sammen med et flertal – at alle unge skal have en plan, at de skal sætte sig ned sammen med en lærer og en vejleder, der vil dem, og som siger: Hvad er dine interesser, hvad er det, du vil, hvad har du forudsætningerne for, og hvad skal du arbejde med? Og så får de lagt en plan, så ingen går ud af folkeskolen uden at have en plan for sin fremtid. Det er god uddannelsespolitik.

Så uddannelsesparathedsvurderingen skal laves om, der skal investeres i vejledning, og det er jeg rigtig glad for at Venstre nu også mener. Jeg blev faktisk så glad, da jeg så det, at jeg skrev om det på min facebookside, for når Venstre rykker på så afgørende et område – og jeg mener, det er afgørende, for man kan faktisk se i forskningen, at uddannelsesparathedsvurderingen er noget af det, der presser de unge allermest – så giver det os en tro på, at vi kan få lavet det her om, så det i stedet handler om at tage udgangspunkt i, hvad de unge kan og vil. Så det vil jeg gerne sige tak til Venstre for.

Vi kan dog ikke støtte forslaget, om end jeg synes, det er sympatisk, at Venstre nu er begyndt at kæmpe støttepartiernes og regeringens kamp for at nå at indfri forståelsespapiret – det har jeg al mulig respekt for – men i virkeligheden synes jeg, det er for lidt ambitiøst med ekspertgrupper og arbejdsgrupper, som jeg selv har været med til at nedsætte en del af. Jeg synes egentlig, det er ret klart, hvad der er brug for her, nemlig at vi ikke giver alle de unge det nederlag med i rygsækken, at de skal føle, at de dumper i livet. Tak.

Jeg siger også tak til hr. Jacob Mark. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det fru Marianne Jelved, Radikale Venstre.

Tak. Jeg kendte en dreng i 9. klasse, der blev erklæret ikke uddannelsesparat. Og han ringede til mig og var dybt ulykkelig og følte sig meget uretfærdigt behandlet. Han ville være elektriker, og der var ikke andet, der kunne friste ham. Så jeg foreslog ham, at han tog ned til euc – det var i Roskilde – og tog sin far med. Og så kunne de jo tale med dem og høre, hvad de ville råde ham til. Han fik en prøve med 100 spørgsmål – og han havde de 98 rigtige i løbet af en halv time. Han blev optaget på euc i Roskilde, gjorde sin elektrikeruddannelse færdig på normeret tid og blev ret hurtigt selvstændig.

Hvad var der i vejen med ham? Ja, hans far afslørede for mig, at han aldrig afleverede sin blækregning, og det var med den begrundelse, at han syntes, det var noget pjat, når han kunne regne det ud med en blyant, at han så også skulle lave det med blæk ved siden af. Og så var han ikke uddannelsesparat.

Der er 50.000 unge i Danmark, som ikke er i gang med en uddannelse efter folkeskolen. Det er faktisk et nederlag, også for os, der er her, at vi accepterer det. Og det er ikke første gang, vi opdager, at der er 50.000 unge, der ikke er i gang med noget efter folkeskolen. Det er noget, der har været kendetegnende i et stykke tid. Og så er det vel også egentlig mærkeligt, at Folketinget har fundet på et ord, som hedder uddannelsesparathedsvurdering. Det minder mig virkelig om de nationale test, hvor man ud af en lang række bogstaver skal finde tre ord. Det har vi så gjort nu, og nu er vi blevet enige om at gøre noget ved det. Og det synes jeg er en fantastisk god ting.

Vi har brug for en anden dagsorden, og vi har brug for at vide, at alle elever har forventninger om, at de lærer noget i folkeskolen, som bringer dem videre i deres liv, og at de ser sig selv som en del af en kammeratskabskreds og bliver dybt ulykkelige, når de opdager, at de ikke hører til i den kreds længere.

Alternativet er jo, at vi gentænker folkeskolen, og det kunne måske gøres med held på mange områder, men i hvert fald på det her er der jo stemning bredt politisk for det, og det vil Radikale Venstre meget gerne bidrage til.

Derfor vil jeg sige, at vi må gentænke vejledningen af eleverne, og det er der, vi bør sætte fokusset nu. Og så er det bare rigtig ulykkeligt, at vi har så meget coronaarbejde ved siden af, som gør, at alle andre ting, som er meget vigtige, bliver forsinket. Så derfor en appel til ministeren om at prøve at putte noget ind inden sommerferien, så vi også får noget at tænke over i sommerferien og kan bidrage med det, og at vi måske kan bidrage hurtigt i efteråret, hvis vi sætter noget i gang i en kreds, der taler sammen om det inden sommerferien. Det er bare for ligesom at benytte det momentum, der er kommet nu, hvor vi er så forenede i at gøre noget ved den her problemstilling. Det vil Det Radikale Venstre appellere til.

Vi siger tak til fru Marianne Jelved. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og så er det hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Der er alt for mange elever, som ikke kommer i gang med en ungdomsuddannelse, når de forlader folkeskolen, og der er alt for mange, der hurtigt falder fra den uddannelse, de kommer i gang med. Bare her forleden dag bemærkede jeg, at der var en artikel i Altinget om frafaldet på erhvervsuddannelserne, som fortalte, at 40 pct. af de unge, der startede på en erhvervsuddannelse i 2015, ikke har gennemført uddannelsen i dag. Og det er jo tæt på at være katastrofale tal. Det er helt åbenlyst, at der er brug for at give mange elever et bedre udgangspunkt for at gå i gang med en ungdomsuddannelse, når de forlader skolen, og vi har aldrig været tilhængere af uddannelsesparathedsvurderingen, som den var udformet. Men vi anerkender, at den i hvert fald bl.a. har været et forsøg på at finde veje, der kunne sikre, at de unge var klar til at gå i gang med en ungdomsuddannelse, når skolen var slut.

Når vi kigger på upv'en, må vi vel sige, at den på mange måder virker kontraproduktivt i forhold til det at gøre eleverne klar til videre uddannelse. Der er lavet en EVA-rapport om den her sag, ja, flere, men den sidste kom sidste år, eller også var det i slutningen af forrige år.

Der kan vi se, at for en stor del af de unge, som vurderes ikke uddannelsesparate, virker upv'en direkte demotiverende, og der er flere ting i undersøgelsen her, der springer i øjnene. Det er kun hver femte af dem, der er vurderet ikke uddannelsesparate, som mener, at upv'en i høj grad har været en hjælp. Hver femte angiver, at de ikke kan huske, hvilken vurdering de har fået, vel at mærke i de specifikke uddannelser. Hver anden ikkeparate elev angiver i EVA-undersøgelsen, at de har haft den oplevelse, at der ikke er sket noget særligt for dem for at gøre dem parate, efter at de har fået ikkeparathedsstemplet på sig. Vejlederne beklager, at ordningen er skruet sådan sammen, at individuel vejledning bliver forbeholdt de elever, der vurderes ikke parate. Altså kort sagt: EVA-evalueringen er relativt hård i sin dom over ordningen.

Selv om der er de store problemer, skal det jo ikke få os til at sige, at der ikke er brug for at gøre noget for at sørge for, at de elever, der forlader grundskolen, er parate til uddannelse. Det har vi i Enhedslisten længe peget på, og heldigvis har vi i det fælles forståelsespapir peget på det sammen med Socialdemokratiet, SF og De Radikale, og ud over at takke Venstre for at rejse debatten her, påskønner jeg da også, at hr. Stén Knuth godt vil skubbe på for, at vi får gennemført det fælles forståelsespapir. Det er jo en god oplevelse for os, der har været med til at lave det.

Vi synes, at der er brug for mere end bare at justere uddannelsesparathedsvurderingen, hvilket vel i virkeligheden er det, som Venstre lægger op til med sit forslag. Jeg er ikke sikker på, at os, der står bag det fælles forståelsespapir, kan komme hele vejen i fællesskab. Jeg så gerne, at vi helt fjernede uddannelsesparathedsvurderingen i den form, den har i dag, altså ikke bare i 8., men også i 9. klasse. Måske kan vi også nå frem til det. Jeg tror i hvert fald, at der er behov for, at vi får drøftet meget grundigt, også gerne for vores vedkommende i en bredere kreds af partier, hvad det er, vi kan gøre for at komme i den situation, at elever oplever, at de får den støtte, der skal til for faktisk at komme videre på en god måde efter grundskolen.

I samme artikel, tror jeg, eller i en artikel her for nylig, der beskæftigede sig med upv'en, var der en skoleleder, der sagde: Det er ikke nok, at vi gør de unge parat til uddannelserne. Vi skal faktisk også gøre uddannelserne parat til de unge. Og der er åbenlyst mere end et problem, der handler om, at vi skal gøre den unge klar til at gå i gang med en ungdomsuddannelse. Der er også noget med, hvad det er, vi skal gøre, når de unge så er startet på en ungdomsuddannelse; for at sikre, at de ikke falder fra undervejs.

Så altså, tak igen til Venstre for også at bringe debatten ind her. Jeg synes, den er utrolig vigtig, og som det allerede er nævnt af Socialdemokratiets ordfører, SF's ordfører og Radikales ordfører, synes vi egentlig, at det, vi har aftalt i forståelsespapirerne, faktisk er et skridt længere end det, Venstre peger på her. Men jeg håber, at vi kan få rigtig gode forhandlinger om det her, og at vi kan gå ind og løse en række af de problemer, som Venstre ganske rigtigt peger på i sit beslutningsforslag her.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor – efter lidt rengøring – er det fru Merete Scheelsbeck, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordet. I Det Konservative Folkeparti mener vi, at uddannelsesparathedsvurderingen grundlæggende er fornuftig. Det er ikke hensigtsmæssigt at sende unge mod uddannelser, de ikke har forudsætningerne for at gennemføre. De skal vide, om de har tilstrækkelige faglige forudsætninger til et givent uddannelsestilbud, ellers ved de unge jo heller ikke, hvad de skal arbejde med, hvis de skal forbedre sig. Det er vigtigt, at man i udskolingen arbejder med de unge om at få de nødvendige faglige forudsætninger for at gennemføre den ungdomsuddannelse, der er den rigtige for dem, og derfor er det fornuftigt, at vi har en uddannelsesparathedsvurdering, der kan hjælpe de her unge mennesker med at tilegne sig de nødvendige færdigheder og styre dem i den rigtige retning.

Jeg er enig med forslagsstilleren i, at vi naturligvis skal forsøge at forbedre arbejdet med UPV'en, så den virker så motiverende for den enkelte elev som muligt. Ordet ikkeparat er blevet kritiseret, og vi er åbne over for at se på, om man kan styrke elevernes motivation og selvtillid ved også at fokusere på, hvad de kan i forvejen, og hvad de er parate til.

Sådan som jeg har forstået forslaget, handler det dermed i høj grad om at styrke den pædagogiske formidling af vurderingen til eleven, så det ikke opleves som stigmatiserende og demotiverende, og det støtter vi i Det Konservative Folkeparti. Den anden del af forslaget handler om at tilbyde alle elever individuel vejledning. Vi er som udgangspunkt positivt indstillet over for at tilbyde mere og bedre vejledning til skoleeleverne, men det er vigtigt, at forslaget selvfølgelig er finansieret. Så derfor er vi også enige i, at der først skal foretages en økonomisk konsekvensberegning.

Men Det Konservative Folkeparti kan godt støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark. Værsgo.

Tak. Jeg vil egentlig bare gerne høre om logikken i at vurdere et ungt menneske ikke uddannelsesparat, hvis det unge menneske rent faktisk er parat til f.eks. 10. klasse; efterskole; den forberedende grunduddannelse, hvor man er i et værksted; en erhvervsskoleuddannelse, hvor man er på en virksomhed og tilbage på skolen; eller et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb, som er til dem, der er allermest udsatte. Hvorfor skal unge, som måske ikke er parate til et gymnasium, men som er parate til det, jeg nævnte, dog have det stempel, at de ikke er uddannelsesparate? Hvad er logikken?

Værsgo.

Jamen jeg tror ikke, at ordføreren hørte mig rigtigt, for jeg synes faktisk, det er fint nok, og vi vil gerne kigge på det med, om »ikkeparat« er den rigtige formulering, eller om vi hellere skal have noget fokus på, hvad man er parat til, og dermed også have fokus på, hvad man kan komme ud i, og ikke, hvad man er begrænset i.

Værsgo til spørgeren.

Jamen nogle gange skal vi SF'ere lige have det ind to gange. For mig er det simpelt hen så dejligt, at der er flere partier i den borgerlige lejr, som måske vil være klar til at kigge på at fjerne det der ord ikke – for at finde ud af, hvad de unge så er klar til. Så det vil jeg bare gerne kvittere for.

Tak. Der er ikke flere kommentarer til den konservative ordfører. Den næste taler er fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Jeg synes, det her er en rigtig, rigtig spændende debat; det vil jeg bare lige starte med at sige. Jeg synes, at det her hænger lidt sammen med debatten om karakterer. En karakter kan aldrig stå alene. Den skal altid kvalificeres med noget fra lærerens side. Hvis du får et 8-tal – nu nævner jeg den gamle skala, for den kan jeg bedst lide – hvad skal du så gøre for at blive bedre? Hvad skal du gøre for at kvalificere dig til et 9-tal, et 10-tal osv.? Det skal være sådan, at man motiverer eleven, i stedet for at det bare bliver sådan noget demotiverende, hvor man får et tal, og så tænker man, at øv, hvor var det surt.

Jeg synes egentlig, at den her debat minder en lille smule om det. For det kan godt være, at man ikke er uddannelsesparat til et gymnasium. I forvejen synes jeg sådan set også, at der er alt for mange, og jeg så gerne, at flere kommer over på eksempelvis erhvervsuddannelserne, i stedet for at alle nærmest de facto vælger gymnasiet. Det er jo et skred, der er sket igennem mange år, og jeg er rigtig, rigtig nysgerrig på, hvordan vi kan sikre, at man vælger bredere. Men det her med ikke uddannelsesparat synes jeg jo taler ind i den her debat, som jeg også nævnte omkring karaktererne, netop det her med, at det ikke kan stå alene. For det kan godt være, at du ikke er parat til et gymnasie. Jeg synes sådan set ikke, at det er et bank oven i hovedet at sige, at du ikke er klar til at komme på gymnasiet, for hvis det er sådan, det forholder sig, jamen så er det det. Men det skal følges af noget. Det skal følges af, at hvis du gerne vil være klar til gymnasiet, så er det det her og det her og dét, du skal gøre. Det er sådan her, du skal arbejde. Men lige nu vil jeg vurdere, at du er klar til – som ordføreren for SF så også nævner – måske en 10. klasse, eller du er måske klar til at komme på en efterskole. Er det noget, du har overvejet? Så det er jo hele tiden, hvad det ligesom står sammen med, og hvad man er parat til. Det synes jeg er en sindssygt interessant debat.

Jeg så også rigtig gerne for at være helt ærlig, at man i den her individuelle vejledning i langt højere grad så på, at det var lærerne, som var inde over det. Jeg har egentlig altid undret mig lidt over det her med, at man kom hen til en vejleder, som måske ikke nødvendigvis kendte en, i stedet for at det var læreren, der måske stod for det. Og så vil jeg gerne være med til at løfte nogle af de andre arbejdsopgaver væk, som lærerne har. Vi kan tale om nogle elevplaner og alt muligt andet. Men der er det her med, at lærerne ligesom har en eller anden vejledningsrolle. Jeg har selv oplevet at blive ringet op af tidligere elever, som jeg har haft en snak med, fordi de måske var blevet anbefalet en gymnasieplads, men hvor jeg sådan set sagde, at kunne du ikke overveje noget andet, og sådan nogle ting. Så jeg synes, at det også ligger meget i lærerrollen, at man, fordi man jo kender eleverne så godt, i samarbejde med forældrene kan vejlede det her unge menneske om, at hvad er det egentlig, du kan? Og som det er sagt tidligere fra talerstolen, er der jo en meget bred vifte af uddannelser, men jeg synes også, at vi skal være nysgerrige på, at der altså er en del – jeg har altså mødt dem også ude i den danske folkeskole – som er de her drenge, der har krudt i en vis legemsdel, og som er rigtig kloge med hænderne, og som simpelt hen falder igennem i det danske uddannelsessystem i dag allerede i folkeskolen. Hvordan gør vi det muligt for dem også at komme videre og vise, hvad de er gode til, og hvordan skruer vi et uddannelsessystem sammen, så der også er plads til dem?

Så der er en hel masse tanker herfra. Det er faktisk så mange tanker, at jeg egentlig ikke har skrevet en tale ned, for jeg synes, at det er en meget, meget interessant debat, som vi meget, meget gerne går ind i, også med de erfaringer, der ligger fra eksempelvis udlandet, hvor man jo har erfaring med, at erhvervsuddannelserne kan være mere praktisk orienteret, uden at man taber kompetencer af den grund. Det taler jo også ind i det her med nogle af de her elever, hvor boglighed ikke nødvendigvis er deres spidskompetence, men hvor de kan så meget andet. Så det handler jo om at finde ud af, hvordan vi bredt har et uddannelsessystem, som selvfølgelig både tilgodeser det arbejdsmarked og det Danmark, vi lever i, altså hvordan man kommer ud på den anden side, men det handler sådan set også om det med ikke at være helt snævre på eksempelvis det med at skulle i gymnasiet, men at brede det ud for at sikre, at man ligesom bliver set og hørt med det, man også kan, og får budt ind med det. Det ser jeg meget frem til. Det håber jeg i hvert fald meget, og det vil jeg i hvert fald meget, meget gerne være med til at debattere. Jeg har også selv gået i 10. klasse, som en tidligere ordfører sagde, fordi jeg også kom i skole meget, meget tidligt og havde brug for et ekstra år.

Så tak for at rejse den her debat. Jeg synes, det er utrolig interessant, og der er kommet rigtig mange gode idéer undervejs, og jeg glæder mig til den fremadrettede debat om det her meget vigtige område.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste taler er ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Stén Knuth fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Tak til ministeren for talen og svarene, også tak til ordførerne for nogle rigtig fine betragtninger og tilkendegivelser. Ingen kan alt, men alle kan noget, sagde ministeren, og det er jeg og Venstre sådan set enige i. Vi er enige i, at alle børn kan noget. Det vigtigste udgangspunkt for et ungt menneskes liv er nok, at der er nogle, der tror på den unge, at der er nogle, der ser den unge, og at der er nogle, der tror på, at den unge kan blive til noget.

Vi kan alle sammen nogle historier om lærere og skoler, og dem har vi også hørt om i dag, hvor man blev hørt, og som har haft afgørende betydning for, hvordan man er kommet videre efter skolegangen. Alle vil jo rigtig gerne være en del af det her fællesskab, både det fællesskab, der er i skolen, og det, der kommer bagefter, men når livet starter med at fortælle en, at man ikke er parat, så starter livet også skævt, og for nogles vedkommende bliver det starten til en tur igennem systemet, hvor systemet tager mere og mere over i misforstået godhed. Det vil vi i Venstre gerne have nogle bud på hvordan vi kan gøre bedre. Det har vi i dag fået nogle gode forslag til, og vi har også fået tilkendegivelser om, at man gerne vil drøfte det videre, for alle børn er parate til noget. Lad os finde ud af det, og lad os tænde håbet i alle børn om, at de kan noget, også selv om det kræver en anden vej, som måske ikke er den lige vej, til uddannelse eller arbejde. Det er sådan det ene element i forslaget, altså forslaget om, at vi nedsætter en arbejdsgruppe og ser på det her begreb »ikkeparat«.

Betyder det så, at vi skal gå væk fra test, bedømmelse, samtale og vurdering? Nej, det synes vi ikke i Venstre. Der ligger nogle gode redskaber i det, men det er vi selvfølgelig også villige til at drøfte videre. Lad os i fællesskab finde ud af, hvordan vi taler, skriver og kommunikerer om det her med paratheden.

Det andet element i forslaget er omkring vejledning. Det er jo i dag primært rettet mod unge, der har behov for det, altså til dem, der ikke er parate. Vi vejleder jo også dem, der er parate, i grupper. De unge og sådan set også de udsatte unge, forældre, lærere og ledere og også os, der har fremsat det her forslag, har talt om, at det her begreb »ikkeparat« er meget, meget demotiverende, og det, at vejledningen kun er til de elever, der ikke er parate, har de også peget på vi skulle kigge på.

Vi håber, at vi med det her har sparket en debat i gang, eller at vi i hvert fald har fået rusket op i regeringen og ministeren til at få indkaldt til nogle samtaler om det her. Vi kan høre på samtlige partier, at man både er stærkt optaget af det med ikkeparatheden, men også af det omkring vejledningen. Det glæder jeg mig til at vi drøfter videre, og det glæder Venstre sig til. Jeg håber, at det ikke kun er partierne omkring forståelsespapiret, der skal drøfte de her ting, men at alle, som traditionen byder, når vi taler om uddannelsesområdet og specielt om skoleområdet, bliver inviteret til at give deres besyv med. Jeg hører i hvert fald i Folketinget i dag en stor opbakning til, at vi skal kigge på det her med ikkeparathed og også få kigget på, hvordan vi kan vejlede noget bedre og måske endda få åbnet folkeskolen mere op, for dem med de kloge hænder – det var Nye Borgerliges ordfører, der talte om det – og de raske drenge skal vi have fat i. Det er der ingen tvivl om. Det glæder jeg mig til, og jeg håber, at vi sammen kan finde nogle gode løsninger. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og det betyder, at forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.