Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 269:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af principper for skønnet i samværssager.

Af Mette Thiesen (NB) m.fl.

(Fremsættelse 09.03.2021).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der har ordet, er sundheds- og ældreministeren. Værsgo.

Med beslutningsforslaget her fremlægges nogle principper for skønnet i samværssager, som forslagsstillerne mener vil give bedre samværsafgørelser og bringe dansk ret i overensstemmelse med konventionerne. Formålet med forslaget er at gøre op med samarbejdschikane, som betyder, at nogle forældre ikke ser deres børn.

Lad mig med det samme slå fast, at jeg er helt enig i den bagvedliggende intention. Det er helt uacceptabelt, hvis en forælder uden grund forhindrer barnet i at se den anden forælder. Medmindre der er en rigtig god grund til, at den anden forælder ikke skal være en del af barnets liv – det kan f.eks. være, fordi forælderen er dømt for personfarlig kriminalitet – så er det da klart bedst for børn at have en god og tæt kontakt til begge deres forældre. Når det er sagt, kan regeringen ikke støtte forslaget. Det kan vi ikke, fordi forslaget fokuserer på forældrenes ret frem for at fokusere på, hvad der er vigtigst, nemlig barnet.

Bemærkningerne til forslaget indledes med, at »forældres ret til samvær med deres børn må anses for at være en af de mest fundamentale menneskerettigheder«. Jeg er naturligvis enig i, at det vigtigste for den enkelte forælder er at være sammen med sit barn, og at børns og forældres indbyrdes bånd er beskyttet af menneskerettighedskonventionen, men der er altså tilfælde, hvor hensynet til barnet skal vægtes højest, og hvor det kan være nødvendigt at afbryde barnets kontakt med den ene forælder. Man kan jo dårligt være uenig med forslagsstillerne i, at familien og vores børn er det dyrebareste, vi har. For langt, langt de fleste børn er det da også bedst, at de bevarer kontakten til begge forældre, når familien brydes op; det er der ingen tvivl om.

Jeg kan konstatere, at forslagsstillerne er opmærksomme på, at forældreansvarsloven fastslår, at barnets bedste skal komme i første række, men så er det også, som om forslaget resten ad vejen bygger på en forkert præmis. Det bemærkes nemlig videre, at det ikke af loven fremgår, hvilke andre hensyn der er saglige og relevante, når der skal træffes afgørelse om samvær, og at loven og myndighedernes håndtering af sagerne er i strid med konventionerne, fordi man ikke tager hensyn til andre relevante og saglige hensyn. Det er altså bare ikke rigtigt.

For det første fremgår det af forarbejderne til forældreansvarsloven, at vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, altid skal ske ud fra en individuel vurdering af det enkelte barns forhold. Faktisk nævnes det i umiddelbar forlængelse heraf, at der skal tages hensyn til, om den ene forælder uden rimelig grund hindrer den anden forælders samvær.

For det andet fremgår det direkte af forældreansvarsloven, at kontakten mellem barn og forældre skal bevares, når forældrene går fra hinanden. Det er faktisk lovens helt klare udgangspunkt, og det er også det udgangspunkt, som Familiehuset og familieretten behandler sagerne ud fra. Det betyder, at i langt størstedelen af de sager, som myndighederne behandler, bliver der også fastsat samvær mellem barn og forældre.

Men her kommer vi til noget helt centralt, som er meget vigtigt at holde fast i, nemlig at der er tale om barnets ret til samvær og ikke forældrenes ret til samvær med barnet. Da man i 2019 aftalte det nye skilsmissesystem, var samtlige partier enige om, at hensynet til barnet er altafgørende og altid skal komme før alle andre hensyn. Det er nu slået fast i loven med syvtommersøm, og det er det hensyn, vi skal holde fast i.

Man skal nok være gjort af sten for ikke at føle med de børn, som er i klemme i de mest konfliktfyldte skilsmissesager – der, hvor forældrene tit i årevis har kæmpet om barnet. Der er sager, hvor konflikten opstår på grund af risikofaktorer som f.eks. misbrug og vold, men der er også sager, hvor det er svært at se årsagen til konflikten. Faktum er, at uanset hvad der ligger bag konflikterne, er de i nogle tilfælde så voldsomme, at børnene betaler en alt for høj pris.

For år tilbage interviewede Børns Vilkår en gruppe børn, der alle havde været igennem nogle meget komplekse og konfliktfyldte skilsmisser. I nogle tilfælde var der, som jeg også nævnte før, tale om forældre med misbrug og psykisk sygdom, men der var også sager uden sådan nogle risikofaktorer. Et af børnene fortalte i Børns Vilkårs undersøgelse, at hun som 5-årig kunne sige Statsforvaltningen, og at forældrene var igennem 13 forskellige retssager – 13 retssager!

Det er lige præcis de børn, som loven og systemet skal beskytte, og som det nye skilsmissesystem har det allerstørste fokus på. For mig handler det ikke først og fremmest om at være egnede som forældre eller ej, men derimod først og fremmest om, hvad der er bedst for barnet, for kendsgerningen er desværre, at de her børn kan være så meget i klemme i de allertungeste og værste konfliktramte sager, at det i de værste tilfælde kan være bedst for barnet der, hvor konflikterne er størst, at der ikke er samvær, også selv om begge forældre på papiret er egnede til at tage sig af barnet.

Det er i øvrigt i fuld overensstemmelse med de konventioner, vi har tiltrådt, og når det fremgår af loven, at barnets forbindelse til forældrene skal bevares, når familien brydes op, så er det i overensstemmelse med retten til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Men samtidig og i fuld overensstemmelse med FN's børnekonvention siger loven også, at barnets bedste skal komme i første række i alle beslutninger vedrørende barnet. Det er et hensyn, der skal stå over alle hensyn. Forslagsstillerne peger jo selv på, at det hensyn afspejles i praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Vi er desværre nødt til at forholde os til, at virkeligheden er sådan, at der er forældre, der chikanerer hinanden. Det er de forældre, der skaber konflikterne, og ikke loven eller myndighederne. Når det er sagt, skal både loven og myndighederne imødegå chikanen, så barnets forbindelse til begge forældre bevares. Over tid har der derfor også været stort fokus på samarbejdschikane, og det har sat sit aftryk både i loven og i den måde, som systemet kan gribe ind på. En lovændring fra 2015 med den såkaldte chikanepakke har f.eks. indført mødepligt i Familieretshuset, ligesom der er indført automatisk ret til erstatningssamvær, hvis et samvær aflyses uden grund.

Samarbejdschikane kan også blive afgørende for, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden over barnet, som det netop kommer til udtryk i den højesteretsdom, som bliver nævnt i forslaget. Efter årelang chikane fik en far forældremyndigheden, fordi retten vurderede, at han er den af forældrene, som klart bedst vil kunne få et fremtidigt samvær til at fungere, så barnet kan have en god kontakt med begge sine forældre.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg ikke ser for mig, at de principper, som foreslås indført, vil give bedre afgørelser eller gøre op med chikane. Tværtimod fokuserer forslaget for entydigt på forældrenes ret, så det i nogle tilfælde bliver vigtigere end barnets ret. Det er i mine øjne en forkert vej at gå. Hvis nogen spørger mig, hvis side jeg er på, vil det altid være barnets. Vi skal altså holde fast i, at hensynet til barnet er det altafgørende, sådan som det også blev slået fast med reformen af det familieretlige område, for ellers svigter vi børn, som i forvejen er udsatte og klemte af årelange konflikter mellem forældrene. Det kan regeringen ikke bakke op om, og derfor kan vi ikke støtte forslaget her.

Tak til ministeren for talen. Der er en kort bemærkning. Værsgo til fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak for det. Jeg skal starte med at sige, at jeg er lidt skuffet over, at ministeren ikke ønsker at støtte det her. Det er et massivt problem. Jeg har talt med rigtig mange, og der er rigtig mange eksempler, der handler om, at den ene part starter en konflikt og bliver ved med at køre konflikten. Til sidst vælger man at sige: Der er en konflikt, og vi vurderer egentlig ikke, hvis skyld det er, men vi vurderer, at samværet må ophæves, fordi der er den her konflikt. Derved mister den part, som ikke er bopælsforælder, retten til at se sit barn. Mener ministeren helt ærligt ikke, at det er forkert?

Ministeren, værsgo.

Tak for at kvittere for talen, og også tak for, at vi har diskussionen her i dag om et vigtigt emne. Jo, men som jeg også gennemgik i min tale, er det jo sådan, at det kan have udslagsgivende betydning – det har vi senest set med højesteretsdommen – hvis den ene forælder chikanerer den anden gennem længere tid. Det kan have betydning i forhold til i det her tilfælde forældremyndighed, men jo også i forhold til fastsættelse af samvær. Det vigtigste er jo, at man skærmer barnet og passer bedst muligt på barnet. Og helt konkret kan det jo betyde noget og blive tillagt en vægt, hvis den ene forælder bevidst modarbejder, chikanerer og ikke forsøger at få samarbejdet til at virke. For det bedste for børnene er, også i de svære skilsmisser, at de voksne er de voksne og gør, hvad de kan for at drosle konfliktniveauet ned og få samarbejdet til at fungere.

Værsgo, fru Mette Thiesen.

Vores beslutningsforslag handler nemlig lige præcis om, at barnets tarv skal varetages, men at det ikke kan stå alene. Og det er da dybt, dybt uretfærdigt, at man som den ene part bevidst kan forårsage konflikt og derved bare vinde hævd , fristes jeg næsten til at sige, over barnet. Det er da ikke af hensyn til barnets tarv, når barnet mister kontakten til sine forældre. Nu nævner ministeren den her højesteretsdom, men der fik faren jo forældremyndigheden, netop fordi moren var særlig uegnet. Så jeg synes jo ikke rigtig, man kan bruge det i den her henseende. Men mener ministeren reelt set ikke, at den nuværende praksis simpelt hen er forkert og rammer skævt?

Ministeren.

Nej, altså, det er jo blevet slået fuldstændig fast med syvtommersøm, også i den seneste reform af hele det familieretlige system, at det er hensynet til barnet, der er det væsentligste, det vigtigste og det, der er i centrum i det familieretlige system, som skal skærme børnene. I afgørelserne bliver der jo altså også lagt vægt på, om forældrene kan samarbejde om barnet, og hvilken forælder man i det tilfælde, det er højkonfliktsager, må antage kan være bedst til at sørge for, at begge forældre kan være i barnets liv. Sådan er det allerede i den lovgivning, vi har i dag.

Tak for det. Så er der en kort bemærkning fra fru Marlene Ambo-Rasmussen. Værsgo.

Tak for ordet. Ministeren nævnte det her med barnets ret til samvær, og ordføreren, fru Mette Thiesen, var inde over det samme, nemlig diskussionen om barnets tarv sammen med forældrenes ret til egne børn. Det løber mig helt ærligt koldt ned ad ryggen, når jeg læser og hører om de ting, der i særdeleshed kommer i min indbakke og på min telefonsvarer om det her. Hvis vi virkelig skal være på børnenes side, hvad gør vi så med de børn, der brændende ønsker sig at se begge forældre? Er det så i barnets tarv, er det så at være på barnets side, at man så siger: Det er rigtig fint, lille Lise, at du brændende ønsker dig at se både mor og far, men mor og far kan ikke finde ud af det, mor og far er i en meget, meget slem konflikt, og derfor er det bedst, at du ikke ser din far eller din mor?

Hvordan søren er det at være på barnets side?

Ministeren.

Det er forældreansvarslovens klare udgangspunkt, at man søger at bevare barnets kontakt med begge forældre. Det er udgangspunktet for vores lovgivning, og derfor er der jo senest med chikanepakken også lavet forskellige lovændringer, der sikrer det: mødepligt, erstatningssamvær og også det kontaktbevarende samvær. Man kan jo søge om det kontaktbevarende samvær, hvis forældrene ikke kan få det til at fungere og den ene forælder risikerer at miste kontakten med sit barn, og så kan det blive fastsat. Jeg har fået nogle tal fra Familieretshuset, der viser, at der sidste år alene blev truffet over 2.000 afgørelser om kontaktbevarende samvær med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 3,4 uger, så der er jo et redskab i vores lovgivning her, hvis jeg forstod spørgerens spørgsmål rigtigt. Det løber forhåbentlig alle her i salen koldt ned ad ryggen, når man hører om de allerværste skilsmisser, hvor voksne mennesker bekriger hinanden med alt, hvad de har, og der er nogle børn, der kommer voldsomt i klemme.

Tak for det. Er der en anden bemærkning? Det er der. Værsgo.

Vi ved, det har så store konsekvenser for de her børn, der er klemt i systemet, og om de så får lov til at se begge forældre eller ej, hjælper det jo ikke noget i en konflikt, der er gået i hårdknude, at sige, at så tror vi, situationen for dig, lille Lise, hjælper, og at det her letter, hvis du så ikke får lov til at se din far eller din mor. Ministeren er selv inde på, at udgangspunktet jo er fint, fordi udgangspunktet er, at man skal se begge forældre, for andet ville også være fuldstændig ude af proportioner overhovedet at diskutere. Men så ser vi de her sager, og vi ser dem ude i den virkelige verden, hvor der er adskillige tilfælde, hvor det modsatte så alligevel er det, der sker, nemlig at der alligevel står en forælder, der lige pludselig i et år ikke har set sit barn, og som så ovenikøbet får at vide af Familieretshuset, at det er sådan, verden forholder sig.

Tak. Ministeren.

Jeg tror, vi alle sammen får tilsendt eksempler og kan læse på sociale medier om meget ulykkelige forældre i skilsmissesager. Det er i øvrigt min oplevelse, at det både er mødre og fædre, som er landet i nogle opslidende skilsmisser, voldsomme konflikter, hvor der bliver grebet til metoder, som man ikke skulle tro voksne, der har børn sammen, ville anvende. Det er da dybt, dybt ulykkeligt. Vi har i lovgivningen sat det at skærme barnet helt i centrum, og det mener jeg er det rigtige at gøre.

Tak for det. Så er der en kort bemærkning. Værsgo, fru Karina Adsbøl fra DF.

Tak for det. Ministeren siger, at loven allerede er sådan i forvejen. Vi har jo før oplevet, minister, at vi har lavet lovgivning herinde på Christiansborg, men at lovgivningen ikke er blevet implementeret, eller at man i hvert fald ikke følger den lovgivning, som vi har vedtaget herinde. Det så vi også i forbindelse med Barnets Reform – lovgivning eller ej. Der må man jo bare sige, at der er ret mange, der oplever, at der sker forskelsbehandling i Familieretshuset, herunder at der ikke bliver arbejdet på det kontaktbevarende samvær, og at sagsbehandlingstiderne er for lange. Nu ved jeg godt, at ministeren talte om den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, men den er jo afhængig af forskellige ting. Én sag kan jo tage lang tid, og andre kan tage kort tid. Og i mellemtiden kan der ske det, der også kaldes forældrefremmedgørelse. Så udgangspunktet må jo være, at et barn har ret til sin mor og far. Hvordan vil ministeren sikre, at den håndhæves?

Tak for det. Værsgo til ministeren.

Det mener jeg vi har en lovgivning der så vidt muligt tager højde for i dag. Altså, hensynet til barnet er det altafgørende hensyn, når der træffes afgørelser om samvær. Det mener jeg er rigtigt. Jeg ved ikke, om der i spørgsmålet fra spørgeren ligger, at man ikke mener, at det er hensynet til barnet, der skal være det altafgørende, men hensynet til den ene eller den anden forælder. Der er det jo grundlæggende sådan, at vi skal lade hensynet til barnet veje tungest – og det er vi også konventionsmæssigt forpligtet til. Det er jo dybt, dybt ulykkeligt, hver eneste gang man har en skilsmissesag, som handler om en højkonflikt, hvor voksne mennesker tager et barn som gidsel på enten den ene eller den anden måde. Derfor har vi jo, i øvrigt i fællesskab med spørgerens parti, lavet et nyt familieretligt system, hvor det helt centrale er at skærme barnet, hjælpe barnet og forsøge at ruste forældrene til at håndtere deres konflikter, så barnet ikke gennem sin barndom skal blive fanget i de konflikter, men kan få en rolig og tryg barndom. Det mener jeg er det rigtige fokus at have.

Tak for det. Karina Adsbøl.

Jamen vi kan jo konstatere, minister, at det ikke er sådan, det fungerer i praksis. Uanset om der er lovgivning på området, kan vi jo se, at selv om barnet gerne skulle have ret til sine forældre, medmindre dette er til fare for barnet, så er det ikke det, der sker i praksis. Vi kan jo faktisk se, at mange af de her børn mister kontakten til en forælder. Så spørger jeg bare: Hvordan vil ministeren sikre barnets ret til sine forældre?

Ministeren.

Jeg ved ikke, hvor ordføreren har sine konstateringer fra. Det er klart, at der i svære konflikter både er ganske mange ulykkelige situationer og ulykkelige skæbner. Det er altså ikke loven eller myndighederne, der skaber højkonfliktskilsmisser, hvor folk ikke kan finde ud af at nå til enighed sammen, ikke kan finde ud af at skærme deres børn, men hvor børnene bliver centrum for årelange konflikter. Pigen, som jeg omtalte her, kunne som 5-årig ordet Statsforvaltningen og oplevede, at forældrene skulle i retten 13 gange. Det er jo megaulykkeligt, og derfor er det vigtigt, at vi har lovgivning, der imødegår f.eks. samværschikane. Det har vi i dag, og vi har hensynet til barnet som det afgørende, og det mener jeg er det rigtige at have.

Tak til social- og ældreministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så skal vi lige have sprittet af, inden vi siger velkommen til Socialdemokratiets ordfører, og det er fru Camilla Fabricius. Værsgo til fru Camilla Fabricius.

Tak, fru formand. Jeg vil simpelt hen starte med det, jeg glemte sidst, nemlig at sige, at jeg skulle hilse fra Det Radikale Venstre og fra Enhedslisten og sige, at de ligesom Socialdemokratiet ikke støtter op om forslaget. Så vil jeg hermed redegøre for, hvorfor Socialdemokratiet ikke støtter op om forslaget. Men det er det der med lige at få husket det hele.

Det, der er altafgørende for behandlingen af sager i forældreansvarsloven, må og skal være hensynet til barnet. Dette hensyn skal sættes over alle andre hensyn, barnets tarv skal altid være det vigtigste og det, der har den altafgørende betydning. Så det eneste fornuftige og afbalancerede af alle hensyn må være det. I Socialdemokratiet er vi altid på børnenes side, også når det kan være på bekostning af forældrene. Dette synspunkt kom også til udtryk blandt Folketingets partier, da vi i sidste uge landede en rigtig bred aftale, nemlig »Børnene Først«, hvor hensynet til barnet kommer til at veje endnu tungere i forhold til hensynet til f.eks. de biologiske forældre i sager om anbringelser. Det er en aftale, som Nye Borgerlige desværre ikke er med i.

Jeg er enig med forslagsstillerne i, at retten til familieliv er en grundlæggende rettighed i vores samfund, og at vi naturligvis som samfund har pligt til at værne om de nære bånd, der er mellem børn og deres forældre, men også mellem børn og deres søskende. Det er også derfor, at forældreansvarslovens klare udgangspunkt er, at barnets forbindelse til begge forældre søges bevaret ved et samlivsbrud. Så selv om vi skal værne om retten til familieliv, er barnets tarv det altafgørende. Derfor giver loven heller ikke en forælder ret til samvær, hvis det går ud over hensynet til barnet. Afgørelser efter loven skal altid træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og derfor mener jeg også, at loven, som den er indrettet i dag, i høj grad varetager barnets tarv.

Jeg kan forstå, at Nye Borgerliges hensigt med forslaget bl.a. er at gøre op med samværschikane i sager efter forældreansvarsloven. Jeg har ligesom Nye Borgerliges ordfører, som det fremgik af dennes spørgsmål til ministeren, også fået rigtig mange henvendelser, og jeg kan også være enig med forslagsstillerne i, at det selvfølgelig er uacceptabelt, hvis en forælder chikanerer en anden forælder, så denne forsvinder ud af et barns liv. Det tror jeg faktisk vi alle sammen kan være enige om. Chikane er ikke acceptabelt, og derfor vedtog et enigt Folketing også tilbage i 2015 den såkaldte chikanepakke, hvor der blev givet forskellige redskaber til at imødegå samværschikane i forældreansvarssager.

Vi hører desværre stadig væk eksempler på chikane og på forældre, der på uretfærdig vis oplever deres børn blive taget ud af hænderne på dem, og det skal vi selvfølgelig have stoppet. Men det her beslutningsforslag rammer altså forbi målet, og vi kommer i stedet til at risikere at tvinge børn til samvær, der ikke er til barnets bedste. Vi kan ikke støtte forslaget.

Tak for det. Jeg skal lige være helt sikker. Var det her fra Radikale Venstre og Enhedslisten? (Camilla Fabricius (S): Det er korrekt). For jeg så, at ordføreren også talte med SF's ordfører. (Camilla Fabricius (S): SF's ordfører kommer ind senere). Det er så fint. Så har vi det på det rene, og så er der en kort bemærkning. Værsgo til fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige.

Tak skal du have. Der er styr på alle partier, kan jeg forstå her. Der står jo ret konkret i forældreansvarsvejledningen fra december 2020, at man ikke – ikke – kigger på skyldsspørgsmålet, altså hvem der forårsager konflikten. Så jeg kunne bare rigtig, rigtig godt tænke mig at høre den socialdemokratiske ordfører, hvordan Socialdemokratiet kan understøtte og give opbakning til en lovgivning, som simpelt hen er indrettet på den måde, at konflikter belønnes. Den, der starter konflikten, den, der bliver ved med at fastholde en konflikt, kan risikere at blive belønnet og bliver belønnet med at få barnet, og den anden forælder bliver skrevet ud af samværet. Hvordan kan Socialdemokratiet støtte det?

Ordføreren.

Altså, det, der er centralt for os, og jeg kommer til at gentage mig selv, er barnets tarv, og udgangspunktet er at se på, hvad der er bedst for barnet. Det er det altafgørende for os.

Fru Mette Thiesen, værsgo.

Men vi kan forhåbentlig godt blive enige om, at det altså strider mod barnets tarv, hvis man belønner en forælder med samvær – den forælder, som i årevis har lavet forælderfremmedgørelse og samværschikane mod den anden forælder. Det er den ene ting. Den anden ting er, at jeg ikke forstår, hvordan Socialdemokratiet kan understøtte en lovgivning, som på nuværende tidspunkt simpelt hen gør, at der er nogle, der må kæmpe så hårdt for bare at få lov at se deres børn. Jeg har talt med både mødre og fædre, hovedsagelig fædre, som har brugt hundredtusindvis af kroner i retssystemet for bare at få lov at se deres børn, baseret på, at de har fået frakendt samvær på grundløse anklager.

Tak for det. Ordføreren.

Det lyder på mig, som om ordføreren har nogle konkrete eksempler, og ligesom jeg er ordføreren også indbudt til, at vi hele tiden følger op, i forhold til hvordan det går i Familieretshuset. Og jeg tror, det er rigtig vigtigt, at man bringer de konkrete sager frem, og jeg tror ikke, at det er hensigtsmæssigt, at vi diskuterer enkeltsager fra Folketingets talerstol. Jeg synes, det er ret væsentligt, at man ikke skal chikanere sig til samvær. Det er også vigtigt, at det er barnets tarv, vi følger.

Tak til fru Camilla Fabricius. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så bliver det Venstres ordfører, og det er fru Marlene Ambo-Rasmussen. Velkommen.

Tak for ordet, og tak til Nye Borgerlige for at bringe hele problematikken omkring skønnet i samværssager ind i Folketingssalen, et emne, som både er meget svært og bestemt også meget konfliktfyldt, men som vi herinde ikke desto mindre alligevel bør få kigget på hvordan vi så løser. Det er også derfor, at vi i Venstre selv har indkaldt til et samråd om netop det her, for konflikterne i Familieretshuset er i hvert fald til at tage og føle på.

Der er få områder, som jeg som familieordfører får flere borgerhenvendelser om end det her emne, og hvis bare halvdelen af de henvendelser, jeg modtager, røg i medierne, så var der måske også mere fokus på det. Taget i betragtning hvor store menneskelige omkostninger det har at miste samværet med sit barn, er det simpelt hen utroligt, at det ikke har et større offentligt fokus, og at vi p.t. accepterer, at der, fordi Familieretshuset skal bruge noget tid til at implementere reformen, så må være forældre i systemet, der undervejs risikerer at miste samværet med deres barn for altid. Det er fuldstændig uacceptabelt, og det er hamrende hjerteskærende at læse nogle af de beretninger, der kommer fra parterne i det her system.

Forslaget fra Nye Borgerlige taler netop ind i den diskussion, som vi i Venstre også mener vi bør tage, nemlig hvordan vi løser det her fremadrettet, så chikane og opdigtede historier, særlig konfliktoptrappende handlinger m.v. ikke bliver en mission for en part i Familieretshuset og ikke bliver en løsning, som man kan slippe af sted med. Vi skal nemlig undgå de skrækhistorier, vi alle sammen har set og hørt. For når vi hører om de episoder, hvor forældrenes interne problemer fører til, at børn ikke længere må opleve samvær med mor eller far, alene fordi man i første omgang desværre ikke blev enige om en aftale, og altså ikke fordi den ene part er særlig uegnet som forælder, så er der nogle huller, som vi skylder de her mennesker at få lukket. Det er så modbydelig læsning, at jeg personligt bliver berørt, når jeg modtager den her type henvendelser fra borgere – mor og far – i Familieretshussystemet. Det er ikke for småbørn, og jeg har så ondt af de børn, der er fanget i den her konflikt. Det må være fuldstændig, absolut forfærdeligt at opleve sine forældre være i den her konflikt, og at man som barn ikke har nogen muligheder for at komme ud af det, uden at det måske eventuelt betyder, at man ikke ser den ene forælder fremadrettet.

Vi er enige om, at vi skal have en lovgivning, der sætter barnet først, selv når sagerne er mudret til og forældrene ikke vil det bedste for hinanden. Derfor bliver vi også nødt til at følge området tæt og være klar til at handle, når virkeligheden derude råber vagt i gevær, hvilket jeg må sige at de her parter i Familieretshusets system har gjort i min indbakke. Men det kan jeg heldigvis også høre er tilfældet for andre ordførere, og jeg vil bare sige, at de henvendelser, jeg får, tager jeg dybt, dybt seriøst og alvorligt. Så vi må jo skære igennem herindefra og sikre den bedste løsning for vores børn og de børns tilknytning til begge forældre.

I Venstre står vi bag reformen, og forventningen var jo et sammenhængende system, som tog højde for, hvor komplekse og forskellige sagerne kan være. Hele vejen igennem skulle hånden holdes under barnet, der befinder sig midt mellem forældrene i deres skilsmisse. Det var og det er en stor reform, og meget skulle ændres. Derfor er det også rimeligt at sige, at vi må gøre os nogle erfaringer undervejs, og er der noget, der ikke fungerer, skal vi naturligvis rette det til. Det har vi også gjort tidligere, da vi f.eks. var med til at afskaffe refleksionsperioden, og vi kan ikke bare læne os tilbage og sige, at nu må tiden gå sin gang, at nu har vi tilført flere midler til Familieretshuset, og så løser det hele sig. For flere penge alene løser det jo desværre bare ikke i de her eksempler, som vi bl.a. bringer på bane i dag, og som Nye Borgerlige gør qua deres beslutningsforslag.

Selvfølgelig skal vi ikke detailregulere alting herindefra, men vi kan godt stille krav om, at man som minimum – som minimum – skal forsøge at lade barnet beholde en sund tilknytning til begge forældre, og det er jo igen, så længe en forælder ikke er særlig uegnet. For selv om mor og far måske ikke længere kan sammen, kan far og datter eller mor og søn eller farmor og barnebarn stadig væk have et fantastisk forhold, og det skal vi aktivt forsøge at bevare. Så når vi stemmer for, er det for at sikre, at vi på sigt kan få en diskussion om løsninger, der sikrer, at båndet mellem børn, forældre og bedsteforældre ikke unødigt bliver brudt, blot fordi mor og far ikke længere ønsker hinanden i hinandens liv og ikke længere ønsker hinanden det bedste. Man kan hurtigt glemme, at en familie ikke bare er to forældre. En familie er hele ens ophav, det er de første nære og tætte relationer, man får, og det er nemlig også at sikre barnets tarv, der selvfølgelig skal være omdrejningspunktet i samværssager, og sørge for, at systemet ikke bliver misbrugt til at udelukke mor eller far i børnenes liv. Og jeg har ikke mere taletid, så jeg siger tak for ordet.

Tak for ordførertalen. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak. Og tusind tak til Venstre for at støtte vores beslutningsforslag. Det handler jo i al sin enkelhed bare om at sikre følgende principper i den skønsmæssige vurdering af sagerne: 1) en afbalancering af alle relevante hensyn, og 2), at barnets tarv sikres ved, at båndet mellem forældre og børn beskyttes og bevares, medmindre forælderen er særligt uegnet.

Mener Venstre og ordføreren egentlig ikke også, at det bare er ganske almindelig sund fornuft?

Marlene Ambo-Rasmussen, værsgo.

Tak, og tak til fru Mette Thiesen for spørgsmålet. Jeg tror, at fru Mette Thiesen og undertegnede er meget enige om de her sager og sagernes forløb. Og netop fordi de her sager er så konfliktfyldte og også meget komplekse, bliver vi nødt til at kigge på, hvordan vi får det hele vejen rundt gennem systemet. Jeg synes virkelig, at vi burde sætte os ned som ordførere med interesse for det her og tage diskussionen, for det er netop en kæmpestor reform, og den er stadig væk ikke fuldt implementeret. Så det er helt oplagt, at vi får sat os ned og taget diskussionen om, hvordan vi løser det her fremadrettet. Og som ordføreren også selv siger, er de to emner nogle, jeg sagtens kan tilslutte mig.

Tak for det. Der er en anden bemærkning fra fru Mette Thiesen. Man skal lige huske at trykke sig ind. Værsgo.

Tak. Jamen jeg vil bare sige tak til Venstre for opbakningen. Som Venstres ordfører også rigtigt siger, modtager vi rigtig mange henvendelser. Jeg lagde et opslag på min Facebook lørdag aften og har her til morgen fået over 150 henvendelser fra rigtig, rigtig frustrerede mennesker, som har oplevet et familieretsligt system, som åbenlyst ikke fungerer. Så tusind tak til Venstre for opbakningen.

Ordføreren.

Jamen til det vil jeg bare sige: tak igen. Jeg håber, at vi også eventuelt kan lande en beretning, så vi forhåbentlig kan få flere partier til at tage aktivt del i det her beslutningsforslag, fordi det er så hamrende vigtigt, at vi får kigget på det. Og ellers er det i hvert fald noget, Venstre er enige med de borgerlige om at vi skal.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak for afspritning, det er super. Og så skal vi sige velkommen til DF's ordfører. Værsgo til fru Karina Adsbøl.

Tak for det, formand. Og tak til Nye Borgerlige for at fremsætte forslaget her i Folketingssalen, som omhandler en ændring af principperne for skønnet i samværssager. Man vil gerne pålægge regeringen, at den inden udgangen af indeværende folketingsår fremsætter de nødvendige lovforslag og foretager de nødvendige administrative ændringer, der indebærer, at myndighederne fremover i behandlingen af sager om samvær mellem forældre og deres børn skal inkorporere følgende principper i deres skønsmæssige vurdering af sagerne: En afbalancering af alle relevante hensyn; og at barnets tarv skal sikres ved, at båndet mellem forældre og børn beskyttes og bevares, medmindre forældrene er særlig uegnede. Ændringen af den skønsmæssige vurdering har til formål at skabe bedre afgørelser i samværssager og samtidig bringe dansk familieret i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis.

Der må jeg sige, at jeg undrer mig dybt over Nye Borgerliges forslag om, at dansk familieret skal være i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, for jeg troede ikke, at Nye Borgerlige var tilhængere, kan man sige, af Menneskerettighedsdomstolen. For hvis man går ind på Nye Borgerliges egen hjemmeside, så står der jo – og jeg citerer – at problemet med mange af de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig, er, at de fortolkes ud i det absurde og bruges til politiske formål, som aldrig var meningen, da vi skrev dem under. For menneskerettighedskonventionens vedkommende sidder ikkefolkevalgte dommere og træffer vidtgående politiske beslutninger uden demokratisk kontrol.

Et andet eksempel er flygtningekonventionen. Det var ikke meningen, at den skulle bruges som løftestang for masseindvandring fra den tredje verden til Europa og Danmark. I Danmark er det den danske befolkning, som skal bestemme lovgivningen. Hvis internationale konventioner forhindrer dette med urimelige konsekvenser til følge, skal de opsiges.

Det er noget af det, der står inde på Nye Borgerliges hjemmeside, og derfor undrer det mig bare, at man har lagt så meget vægt på Menneskerettighedsdomstolen i det her beslutningsforslag.

I Dansk Folkeparti ønsker vi også ændringer ligesom Nye Borgerlige. Vi ønsker, at det skal foregå i en dansk kontekst, og jeg er som sagt helt enig i, at der er kæmpe udfordringer i Familieretshuset, og at vi har en forpligtelse til at rette op på det. Og jeg får ligesom alle andre socialordførere utallige henvendelser vedrørende Familieretshuset, og jeg mener bestemt – og det mener vi i Dansk Folkeparti – at udgangspunktet jo må være, at barnet har ret til begge sine forældre, medmindre der er begået særlig grovheder, og at det derfor ikke er til barnets bedste.

Familieretshuset skal være professionelt i sit møde med familierne. Ved konflikter skal der hurtigt iværksættes konfliktmægling, og der skal ikke være lange sagsbehandlingstider, og det skal ikke være svært at komme i kontakt med Familieretshuset, og det har der altså desværre været talrige eksempler på at det er. Og det er overhovedet ikke tilfredsstillende. Derudover opleves der jo af mange en forskelsbehandling på grund af deres køn, og det mener jeg jo også er noget, vi er forpligtet til at få kigget på.

Vi mener også, at der skal ske handling på det her område. B.T. beskrev i en artikel her den 16. maj, at Stig, som er far til to piger, mistede samværet med sine to små piger på grund af en forkert oplysning om en psykiatrisk indlæggelse, som blev brugt imod ham. Ud fra det beskrevne i artiklen virker det jo dybt, dybt urimeligt.

Familieretshuset skal være sikker på, at de sager, man sender videre, selvfølgelig hviler på korrekte oplysninger, og jeg er dybt bekymret for retssikkerheden i de her sager. Jeg mener også, at der skal sættes hårdt ind over for falske, udokumenterede underretninger, som kan anvendes i en sag om forældremyndighed; og det samme skal ske, hvis man præger barnet i en retning, som skaber forælderfremmedgørelse i forhold til den modsatte part. Derfor mener jeg også, at regeringen er forpligtet til at gøre alt, hvad den kan, for at rette op på det, der ikke fungerer, og den skal også indkalde os partier til eventuelle genforhandlinger, fordi vi simpelt hen må gøre det her bedre for familierne og for børnene. Vi mener jo, at det er det danske Folketing, der skal lave lovgivning og beslutte, hvad der skal ændres – og altså ikke konventioner.

Men selvfølgelig støtter vi i Dansk Folkeparti, at vi skal have rettet op på uhensigtsmæssighederne i Familieretshuset, og derfor mener vi også, at det er på tide, at vi stopper med at forsøge at genoplive Familieretshussystemet. I stedet for bliver vi nødt til at sætte os sammen og finde en ny og bedre løsning. Tak for ordet.

Tak til DF's ordfører for ordførertalen. Der er også en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige, denne gang. Værsgo.

Tusind tak. Der gik en halv ordførertale med at tale om alt muligt andet. Jeg skal være den første til at sige, at jeg på ingen måder er begejstret for EMD, og det var også nogle dejlige tekststykker fra vores hjemmeside, som ordføreren læste højt. Jeg fjerner meget gerne den del. Kan Dansk Folkeparti så støtte det, der i bund og grund står i det her beslutningsforslag, hvis vi lige fjerner den sidste del, som man bruger som argumentation mod det? Kan Dansk Folkeparti så støtte det? Så fjerner vi meget gerne den del i udvalgsbehandlingen.

Karina Adsbøl.

Nu håber jeg, at fru Mette Thiesen har hørt efter, hvad jeg sagde i min ordførertale, og har lyttet rigtig godt efter. Jeg undrer mig bare over, at man vil bruge konventioner og Menneskerettighedsdomstolen og andet, i betragtning af at Nye Borgerlige jo plejer, kan man sige, at være fortaler for, at vi skal lave lovgivningen i det danske Folketing og ikke på baggrund af konventioner. Nu kan man tage hele udlændingeområdet. Hvordan ville det se ud, hvis man gjorde det der, i forhold til Menneskerettighedsdomstolen, i forhold til familiesammenføring og andet? Altså, det er bare det, der skriger lidt til himlen.

Værsgo, fru Mette Thiesen.

Jeg tænker ikke, at det er vores beslutningsforslag, der skriger til himlen. Jeg tænker, det er ordførerens argumentation, for det begynder at lugte meget mere af sådan noget politisk drilleri, i stedet for at man reelt set har lyst til at løse en konkret problematik. Som jeg startede med at sige, piller vi meget gerne den del ud. Det skulle ikke være noget som helst problem. Det her handler om to ting: 1) en afbalancering af alle relevante hensyn i de her skønsmæssige vurderinger, og 2) at barnets tarv sikres, ved at båndet mellem forældre og børn beskyttes og bevares, medmindre forælderen er særlig uegnet. Vil Dansk Folkeparti kunne støtte det?

Værsgo, ordføreren.

Jamen har Nye Borgerliges ordfører overhovedet ikke hørt efter, hvad jeg sagde i min tale om de udfordringer, der er på hele området for Familieretshuset? Har Nye Borgerliges ordfører ikke hørt, at jeg som ordfører har stået og talt om de udfordringer, der er, i forhold til hvordan forældrene oplever mødet med systemet, og at jeg har sagt, at det skal vi sætte os sammen og løse? Har ordføreren ikke lyttet efter? Så må jeg jo give en kopi af min ordførertale til ordføreren, for jeg anerkender, at vi selvfølgelig skal have rettet op på det Familieretshus og det familieretssystem. Andet kan vi ikke være bekendt.

Tak til fru Karina Adsbøl. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så skal vi sige velkommen til SF's ordfører. Værsgo til fru Ina Strøjer-Schmidt.

For SF vil barnets bedste altid være førsteprioritet. Hvordan det sikres i en samværssag, må bero på en konkret vurdering fra sag til sag. Vi ser gerne, at barnet bevarer kontakten til begge forældre, hvis det er til barnets bedste, men det er klart, at hvis det vurderes, at det er til skade for barnet at have samvær med den ene forælder, så skal det ikke gennemtvinges, blot fordi det er et princip. Som nævnt beror afgørelser på en konkret vurdering af, hvad der er til barnets bedste. Det vil derfor også være en konkret vurdering, om det er bedst for barnet igen at have samvær med en forælder, som barnet har mistet kontakten til.

At samvær med den ene forælder afskæres på grund af forældrenes interne konflikter, er trist, og det bør undersøges, om denne konflikt kan løses, før der træffes beslutning. Udøvelse af samværschikane er meget problematisk og forsøgt løst i en relativt ny lov. At samværschikane kan straffes, viser en højesteretsdom. I SF vil vi gerne støtte yderligere undersøgelser af området, men vi kan ikke støtte det konkrete forslag.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi skal lige have sprittet af. Tak for det. Så ser jeg ikke umiddelbart nogen fra Radikale Venstre og Enhedslisten, idet Socialdemokratiets ordfører hilste fra dem. Så er det Konservatives ordfører. Værsgo til hr. Mads Andersen.

Tak for det. Det er sjældent, jeg får lov at gå direkte på efter SF, vil jeg sige, i forhold til rækkefølgen, men der er jo så meget nyt, når man er konstitueret socialordfører for et øjeblik. Jeg kan gøre det kort. Hvis mor og far er i kamp, er det aldrig godt for barnet, og da slet ikke, når det handler om barnets tarv. Det forestiller jeg mig ikke at der kan være to holdninger til. Der findes helt sikkert også fagpersonale, som er bedre end mig til at vurdere kompleksiteten i de her sager, men det skal være så smidigt som muligt for både mor og far og barnet i særdeleshed. Vi skal strække os meget langt for at undgå de her situationer.

Eftersom jeg ikke er socialordfører normalt, kan jeg jo ikke prale af at få alle de her henvendelser fra besværede forældre, kan man sige, som ligger i konflikt, men jeg kan sige, at jeg alene som byrådsmedlem har prøvet at få henvendelser fra folk, som jeg har måttet prøve at bære videre til nogle, jeg kendte, der måske kunne være med til at presse på.

Vi kan støtte forslaget, og kan der ikke findes et flertal, er vi selvfølgelig også med på at lande det i en beretning, så vi kan få undersøgt det her til bunds. Tak for ordet.

Tak for ordførertalen. Der er heller ikke nogen korte bemærkninger her. Så ser jeg ikke umiddelbart nogen fra Liberal Alliance og KD, og derfor skal vi nu sige velkommen til ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

I lørdags bad jeg mine følgere på Facebook om at forestille sig, at de kommer hjem til et tomt hus eller en tom lejlighed – deres ægtefælle eller kæreste har forladt dem og taget deres fælles børn med sig. Folketingsmedlemmerne her i salen kan nu forsøge at forestille sig det samme. Man søger samvær med børnene, men børnenes mor eller far siger, at man ikke kan finde ud af at være forælder. Det lyder ret forfærdeligt, ikke?

Desværre er det virkeligheden for Søren, hvis tidligere partner begyndte at finde på historier om ham for at forhindre ham i at have samvær med deres fælles børn. Søren og børnenes mor har møder i Statsforvaltningen, nu Familieretshuset, hver for sig, og til sidst bliver det besluttet, at Søren får halvanden times overvåget samvær med børnene hver tredje uge. Ofte kommer moren ikke med børnene, og så kan der gå mange uger, imellem at Søren får børnene at se.

Da samværsforløbet er slut, konkluderer den børnesagkyndige, at børnene er glade for at være sammen med deres far. Han er god til at tage sig af dem, og derfor skal samværet med børnene ikke længere overvåges. Børnenes mor fortæller Statsforvaltningen, er hun stadig ikke er tryg ved at overlade børnene til deres far. Efter en periode, hvor moren har nægtet at udlevere børnene til samvær, beslutter Statsforvaltningen at sætte et nyt forløb med overvåget samvær i gang for at komme hendes utryghed i møde. Forløbet afsluttes igen med en positiv vurdering af Sørens forhold til børnene. Børnene har brug for deres far, og samværet er godt for dem. Derfor skal samværet ikke længere overvåges; det skal langsomt trappes op til hver anden weekend med to overnatninger hjemme hos ham.

Moren klager over afgørelsen til Ankestyrelsen, men hun får ikke medhold i klagen. Børnene har ret til at være sammen med Søren, men børnenes mor vil ofte ikke aflevere dem til ham. Nogle gange bliver børnene kun afleveret, fordi fogedretten forlanger det. Det er hårdt for børnene. Og efter 4 år, en retssag om forældremyndigheden og to undersøgelser fra børnesagkyndige, der begge bekræfter Sørens forældrekompetence, beslutter Statsforvaltningen at ophæve samværet mellem Søren og børnene. Konflikten er blevet for svær, og den belaster børnene for meget.

[Lydudfald] ... så er det sådan, at det ikke er alle, der ønsker at blive nævnt fra Folketingets talerstol. (Mette Thiesen (NB): Det er ikke et rigtigt navn, og det har jeg gjort før). Okay, det er godt. Tak for det. Værsgo.

Denne historie er fra før, Statsforvaltningen blev til Familieretshuset, og den giver mig ærlig talt kuldegysninger. Og tingene er altså ikke blevet bedre med det nye system, tværtimod. I en ny undersøgelse foretaget af Advokatsamfundet svarer 50 pct. blandt 267 advokater, at retssikkerheden er dårligere i dag end for 5 år siden. Det nye system, der skulle hjælpe flere, gør det modsatte. Årsagen kan findes i forældreansvarsloven og Familieretshusets praksis.

I den officielle vejledning om bopæl og samvær i sager med et højt konfliktniveau mellem forældrene fremgår det jo også, at afslag på samvær kan ske, hvis samværet er eller vil blive meget konfliktfyldt på grund af forældrenes indbyrdes forhold. Derudover fremgår det, at skyldsspørgsmålet ikke har betydning for vurderingen af samværsspørgsmålet. En forælder med bopæl med børnene kan altså bevidst forårsage en konflikt og dermed vinde sine børn. Det er simpelt hen ikke et retssamfund værdigt.

I Nye Borgerlige har vi tidligere fremsat forslag om at give mænd samme rettigheder til hjælp som kvinder, når de oplever vold i hjemmet. Det var der desværre ikke meget opbakning til fra den venstrefløj, som ellers råber rigtig højt om ligestilling mellem kønnene. Men nu forsøger vi igen med et nyt forslag. Jeg og Nye Borgerlige foreslår at ændre principperne for skønnet i samværssager. Vi ønsker en afbalancering af alle relevante hensyn, og at barnets tarv bliver sikret, ved at båndet mellem forældre og børn beskyttes og bevares, medmindre forældrene er særligt uegnede.

Jeg håber, at de få medlemmer, der har valgt at være til stede i Folketingssalen til den her meget, meget vigtige sag, har lyttet godt efter, og de mange partier, der har bebudet, at de vil stemme imod, vil jeg opfordre til at tænke sig rigtig grundigt om inden anden og sidste behandling af det her forslag. For der er et rigtig stort problem derude.

Efter at jeg på Facebook fortalt om Sørens historie, har utallige danskere, både mødre og fædre og bedsteforældre, skrevet deres historie til mig, og det er grufulde og tankevækkende historier om Statsforvaltningens, nu Familieretshusets praksis. Senest kunne B.T. fortælle om Stig, der har mistet samværet med sine to små piger, fordi en falsk påstand blev brugt imod ham. Der er brug for en løsning. Der er brug for at få genetableret retssikkerheden på det her område, og lad os sammen hjælpe alle, både børn og voksne, der kommer i klemme i de her samværssager. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Mette Thiesen, fra Nye Borgerlige. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi skal lige have sprittet af.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.