Det sidste punkt på dagsordenen er:

25) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 255:

Forslag til folketingsbeslutning om indførsel af et midlertidigt fradrag for køb af lektiehjælp.

Af Marlene Ambo-Rasmussen (V) m.fl.

(Fremsættelse 09.03.2021).

Forhandlingen er åbnet. Skatteministeren, værsgo.

Tak for det, formand. Forslagsstillerne ønsker, som det fremgår af forslaget, at indføre et midlertidigt fradrag for lektiehjælp i boligjobordningen, og det her fradrag skal så gælde i 2021 og 2022. Lad mig først slå fast, at regeringen jo er meget opmærksom, som den øvrige del af Folketinget her selvfølgelig også er, på børn og unges trivsel i forbindelse med coronasituationen. Børn og unges trivsel og faglige udvikling er og har været sat på prøve under nedlukningen af skoler og uddannelsesinstitutioner. Regeringen har derfor sammen med et bredt flertal i Folketinget indgået en politisk aftale om en samlet indsats, der både understøtter et fagligt løft og også styrker trivslen. Ud af en samlet ramme på 600 mio. kr. er 390 mio. kr. afsat til et fagligt løft frem mod sommerferien, særlig til de elever, der skal til afsluttende prøver i løbet af foråret og sommeren, eller som måtte have særlige behov. For selvfølgelig skal vi, og måske især i den tid, vi befinder os i nu, være ambitiøse i forhold til at understøtte børn og unges læring, men som forslagsstillerne også godt ved, hører den her del jo under børne- og undervisningsministerens område og er ikke skatteministerens ressort.

Regeringen kan ikke støtte beslutningsforslaget om et særligt midlertidigt fradrag for lektiehjælp, og det vil jeg gerne prøve at uddybe. Vi mener ikke, at en midlertidig fradragsret for lektiehjælp er den rigtigste måde at støtte elever, der har behov for lektiehjælp, eksempelvis fordi de jo ikke trives, ved vi, med onlineundervisning under hjemsendelsen. Fradrag for lektiehjælp er ikke særligt målrettet dem, der har mest behov for hjælp til skolearbejdet. Det vil være et fradrag for alle, der har råd til og mulighed for at ansætte privat lektiehjælp. Det er selvfølgelig fint, hvis forældre ønsker at købe sig til ekstra privat lektiehjælp til deres børn, men det er for mig ikke nogen særlig begrundelse og ikke nogen særlig god begrundelse for, hvorfor forældre med råd til privat lektiehjælp skal have tilskud til det i form af et skattefradrag. Samtidig er der jo på børne- og undervisningsministerens område som nævnt, og som jeg sagde tidligere, en bred aftale, som netop er målrettet håndteringen af børn og unges trivsel og behov for fagligt løft som følge af nedlukningen.

Jeg synes også, at der er god grund til at fremhæve, at der allerede i dag er fradrag for børnepasning i hjemmet efter boligjobordningen, og hvis børnepasseren under pasningen hjælper lidt med lektierne, vil det faktisk også være omfattet af fradragsretten. Det er efter min opfattelse en ganske fornuftig afgrænsning, og apropos afgrænsning: Uanset om der foreslås et midlertidigt fradrag i 2021 og 2022, vil fradragsretten jo altså selvfølgelig skulle afgrænses fra, om man vil, beslægtede ydelser, og selv om der anlægges en bred definition af lektiehjælp, f.eks. så den også omfatter madlavningskurser og musik- og sangundervisning i hjemmet, vil der formentlig opstå en hel del tvivlsspørgsmål fra forældre, der også vil købe lektiehjælp. Det midlertidige fradrag, der kun gælder i 2021 og 2022, uanset hvordan lektiehjælpen så nærmere defineres, vil med regeringens øjne alt andet lige gøre boligjobordningen endnu sværere, vil nogle måske påstå, at forstå og anvende.

Så er der spørgsmålet omkring finansiering, hvor forslagsstillerne henviser til at finansieringen kan ske via – hold fast – regeringens krigskasse. Nu er det jo sådan, at den her krigskasse er øremærket coronainitiativer, og jeg mener som nævnt ikke, at der er behov for at indføre et særligt midlertidigt fradrag for lektiehjælp. Skattekronerne er bedre brugt på generelle forbedringer for alle elever, der har et særligt behov for faglig støtte til skolearbejdet, frem for at give indirekte støtte via skattesystemet.

Jeg har stor forståelse for at give et fagligt løft til de børn og unge, der er særlig hårdt ramt af nedlukningerne af skoler og uddannelsesinstitutioner, og det er som sagt også derfor, at et bredt flertal står bag aftalen om lige nøjagtig at afsætte 390 mio. kr. til formålet. Målrettet hjælp til fagligt løft til børn og unge hører som sagt under børne- og undervisningsministerens område og er ikke noget, der bør søges løst gennem midlertidige særregler i skattesystemet. Så selv om intentionerne er gode, og fordi der faktisk allerede i dag i boligjobordningen er muligheder for at kombinere børnepasning med lektiehjælp, uden det giver problemer, kan regeringen altså ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning til fru Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Altså, det argument med, at det ikke er alle forundt, vil så også gælde på alle andre områder inden for boligjobordningen. Og ministeren og regeringen er jo for ordningen, så den logik synes jeg måske gik sådan lidt mod sig selv. Ministeren har tidligere sagt, at regeringen ikke har nogen planer om at afskaffe boligjobordningen, som »hjælper bl.a. travle familier i hverdagen«. Lige præcis. Én ting er, at der er et fagligt efterslæb – det er i sig selv slemt og noget, vi kommer til at tage stilling til herinde. Men ministeren vil gerne være med til at hjælpe travle familier i hverdagen i forbindelse med boligjobordningen, og det er jo lige netop også det, jeg gerne vil med det her forslag. Så den præmis køber jeg ikke lige ind på.

Ministeren.

Altså, hvis vi gerne vil bruge vores fælles penge på lektiehjælp til dem, der har mest behov for det, er jeg som sagt ikke helt sikker på, at den rigtige måde at gøre det på er ved at give et øget fradrag til folk, som jo i udgangspunktet har råd til selv at betale for det. Det er derfor, vi har valgt at fokusere andetsteds og altså sætte hele 390 mio. kr. af til lige nøjagtig et formål, som også rammer det. Så er der det med boligjobordningen, og det er rigtigt nok, at den jo også handler om at sikre bedre muligheder for, at travle familier kan få hjælp til service i hjemmet, havearbejde og andet, men det er en lidt anden sag end lektiehjælpen.

Fru Marlene Ambo-Rasmussen.

Tak til ministeren for svaret. Men hele meningen med boligjobordningen er da vel, at det ikke kun er de mest velhavende, der har mulighed for at købe de her ting. Det er jo de samme argumenter, vi bruger. Alle os, der er for boligjobordningen, bruger det jo på børnepasning, rengøring og alt muligt andet. Der ligger lektiehjælp lige præcis i forlængelse af det. Jeg bliver også bare nødt til at sige, at det, at ministeren siger, at det på en eller anden måde kan kravle ind under noget børnepasning, jo heller ikke giver nogen mening. Altså, det lyder nærmest, som om man forsøger at undgå nogle regler, man har lavet. At jeg som studerende skulle komme ud og undervise en 15-årig knægt i matematik og man så lægger det ind under børnepasning, giver jo ikke nogen mening.

Ministeren, værsgo.

Det er jo sådan set bare, om man vil, en klar imødekommelse af forslagsstillerne, at vi siger, at hvis man har valgt børnepasning og den enkelte børnepasser så også hjælper med at sætte den lille purk i gang med noget lektiehjælp, så er det faktisk inden for rammerne. Men vi mener ikke, at det her er målrettet dem, som måske har allermest behov for lektiehjælp. Man kan sagtens indtage det standpunkt, at der blandt dem, der har allermest behov for lektiehjælp, nok også er rigtig mange forældre, som ikke har råd til at betale for privat lektiehjælp og dermed få et fradrag.

Hr. Jens Rohde.

En tidligere statsminister sagde engang til mig: Man kan ikke lede et land på mavefornemmelser. Det er jo det, skatteministeren gør. Skatteministeren aner da intet om, hvem der lige har behov for lektiehjælp, og hvem der ikke har behov for det. Det gør skatteministeren til et indkomstspørgsmål, men det er jo absurd, og det er en farlig og mærkelig måde at se samfundet på.

Det her forslag går jeg ud fra tager lidt hul på at se på den situation, at der er rigtig mange børn, som har betalt en meget høj pris under coronakrisen, og som ville kunne få temmelig meget ud at få noget lektiehjælp, som man så skulle kunne få et midlertidigt fradrag for – det er jo en midlertidig udgift, og det er jo ikke noget, regeringen ellers har problemer med at solde rundt om sig med penge til. Nu bliver der i det her forslag givet noget til børnene – hvad er det, der er så galt i det?

Ministeren.

Som sagt er intentionen udmærket, og det, vi, også med hr. Jens Rohdes hjælp, har gjort tidligere, er jo at afsætte 390 mio. kr. bl.a. til at understøtte børn og unges muligheder for bedre trivsel. Det syntes regeringen stadig væk er et ganske udmærket forslag, og derfor er det blevet gennemført, og der kommer flere diskussioner på det her område.

Jeg og regeringen mener ikke, at det er den rigtige måde at bruge penge på, hvis man altså så giver fradraget til folk, der i forvejen har råd til at betale privat lektiehjælp. Jeg forstår på argumentationen, at dem, der har allermest behov for lektiehjælpen, skal have det, men det får de jo ikke via boligjobordningen, fordi der netop er tale om forældre, som ikke har råd til at betale privat lektiehjælp. Hvis regeringen ikke havde gjort det, som man har gjort, også med hr. Jens Rohdes støtte, ville de små børn og de unge stå uden noget.

Hr. Jens Rohde.

Nu har jeg i løbet af de mange punkter, jeg har været igennem i løbet af dagen som ordfører for det hele, hørt ministre sige, at de synes, at noget er en god idé, og at det hele er så fint og flot, men at de ikke lige kan støtte det. Jeg henviste før til den nuværende formand for Folketinget, der, da Nyrupregeirngen i sin tid gik af, i et Interview til Berlingske sagde: Noget af det, jeg fortryder mest, er alle de gange, jeg sagde nej til de gode idéer. Er det her i virkeligheden bare et spørgsmål om, at man som regering synes, at man skal sige nej til en idé, fordi det ikke er ens egen idé, selv om den er god?

Ministeren, værsgo.

Nej, det er det bestemt ikke. Og det er derfor, at regeringen ikke kan støtte forslaget. Vi mener, det er meget bedre at bruge de der 390 mio. kr., som vi har sat af til børn og unges trivsel i uddannelsessystemet, på den måde, at vi har foreslået, og ikke på den her måde.

Hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Tak. Nu står der 15 mio. kr. i det her forslag, så det, vi sidder og snakker om nu, er jo, om man skal bruge 15 mio. kr. Det tror jeg nu ikke slår det helt store hul nogen steder. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til det her, for jeg er blevet lidt nysgerrig på det med børnepasning, altså at man så kunne sige, at det var børnepasning, men at de så satte dem i gang med at lave nogle lektier. Så bliver det sådan et definitionsspørgsmål. Kunne ministeren ikke knytte nogen kommentarer til det? For hvis man bare kan hyre en lektiehjælp og så sige, at det er børnepasning, men at vedkommende så hjælper børnene med lektierne, hvor stor en procentdel af tiden skal så gå med det ene og det andet, før man kan definere det, som det gøres her? Eller er det bare nok med tanken?

Ministeren.

Det har jeg ikke nogen konkret definition på, men det er en mulighed. Udgangspunktet her er, at det, man ansætter, er en børnepasser og ikke en, der hjælper med at lave lektier. Men hvis man bladrer i bogen og sætter den lille purk på stolen og forklarer denne, hvad det er, der skal læses, og hvordan der eksempelvis skal læses, og at det indgår som en del af børnepasning, så er det det, der allerede er tilladt i den ordning, som Nye Borgerlige, forstår jeg, også støtter.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Jeg forstår det godt, og derfor vil jeg også gerne bede om et skriftligt svar på, om det er ministerens og regeringens opfattelse, at hvis man siger, at man ansætter en barnepige, så er det okay, at den barnepige bruger tiden på at hjælpe med lektier; og om det så også vil være okay, hvis det er en person, som man hyrer via et bureau, som står for lektiehjælp, men som man hyrer til at passe børn, og vedkommende så bare bruger tiden på lektiehjælp. Det kunne jeg godt tænke mig at få et skriftligt svar på, for så er der jo ingen grund til, at vi bruger mere tid på det her. Så er det et ligegyldigt beslutningsforslag, hvis vi allerede bare kan gøre det.

Ministeren.

Vi svarer hjertens gerne på alle spørgsmål, der bliver stillet i Skatteudvalget. Det ved spørgeren ganske udmærket. Jeg tror, at det, man skal være opmærksom på, er, at hovedsigtet her er børnepasning og ikke lektiehjælp, men hvis man hjælper lidt, går det som sagt også inden for de rammer, der er i dag.

Hr. Rasmus Jarlov.

Jeg synes generelt, at regeringen tager for let på de enorme byrder, der er blevet lagt på danske unge på grund af coronasituationen. Der er jo en hel generation, som har mistet et års læring, fordi de stort set ikke har været i skole her sidste år. Det er meget alvorligt for de her unge mennesker. Det er både alvorligt, fordi de har lært mindre, og det er alvorligt, fordi det er en psykisk belastning af dem. Følelsen af at være blevet sat bagud på den her måde og få ødelagt en del af sit liv er meget, meget hård for unge mennesker.

Derfor er det vigtigt, at vi gør noget for dem, og her er der et forslag om, at flere kan få lektiehjælp. Det er jo det, der er konsekvensen, hvis man giver et fradrag for lektiehjælp. Skatteministeren siger, at det kun vil begunstige de rige, men det er jo ikke rigtigt, for dem, der er rige, kan sagtens betale for lektiehjælp, uanset om der er fradrag eller ej. Det her handler om, at der er flere – også med lavere indkomst – som får råd til det til deres børn.

Tak. Ministeren.

Det er nu engang sådan, at hvis du skal have et fradrag, skal også betale noget for at få et fradrag. Og hvis du ikke har pengene til at betale for privat lektiehjælp, kan du ikke få et fradrag for det. Derfor er det, vi siger, sådan set meget enkelt, nemlig at det her vil have en meget stor slagside, og derfor mener regeringen ikke, at det er en måde at hjælpe dem, som vi i øvrigt er enige med Det Konservative Folkeparti om skal hjælpes, nemlig dem, som, fordi coronapandemien har sat sig så hårdt, har problemer med at komme igennem deres skoleår. Det er derfor, vi jo som sagt også med Det Konservative Folkeparti har aftalt at afsætte 390 mio. kr. lige nøjagtig til børns og unges trivsel. Jeg synes måske, selv om klokken er 20 minutter i tolv og det snart går mod en ny dag, det er lige i overkanten at anklage regeringen for på ingen måde at have et blik for, at børn og unge har og kan have trivselsproblemer under coronakrisen.

Hr. Rasmus Jarlov.

Nej, men det sagde jeg heller ikke. Jeg sagde, at regeringen tager for let på det. Og det her er jo klassisk socialdemokratisk på den dårlige måde: Man har en god idé, som kunne gavne nogle, men fordi det ikke kan gavne alle, er Socialdemokraterne imod. Socialdemokraterne har ingen andre argumenter imod forslaget, end at det ikke kan gavne alle, og derfor må man ikke hjælpe nogen. Det synes jeg er meget forkert. Lektiehjælp er ikke et luksusgode, som kun de meget rige vil have råd til, særlig ikke, hvis man giver et fradrag. Vi taler om få hundrede kroner i timen, nogle gymnasieelever, der kan komme og hjælpe til stor gavn for dem selv og børnene. Støt det nu, så de her børn kan få noget hjælp.

Tak for det. Så får vi svar fra ministeren.

Der har været fremført ganske mange argumenter for, hvorfor regeringen ikke synes, at det her er en god idé, eksempelvis afgrænsningsproblemerne. Kan man give lektiehjælp i madlavning derhjemme? Kan man give lektiehjælp som sangundervisning eksempelvis? Hvor går grænsen for det, når man skal anmode om et fradrag? Er det ikke nemmere sammen med uddannelsesinstitutionerne at se på, om man ikke kan gøre noget lidt mere målrettet over for de elever, som lærere, vejledere og andre omkring skolerne ved har problemer? Det er det, som regeringen gør, og det tror vi er en bedre anvendelse af pengene.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Derfor kan vi gå i gang med ordførerrækken. Malte Larsen, Socialdemokratiet.

Mange tak. Selv om vi er et sted i epidemien, hvor vi kan se lyset for enden af tunnellen, påvirker coronakrisen stadig samfundet og danskerne. Det gælder også børn og unge, der har været påvirket af nedlukningen af skoler og uddannelsesinstitutioner. Forslagsstillerne ønsker at indføre et midlertidigt fradrag for køb af lektiehjælp, så forældrene kan købe sig til hjælp, så børn og unge kan få indhentet et eventuelt læringsefterslæb.

I Socialdemokratiet har vi sympati og forståelse for ønsket om at ville give et fagligt løft til børn og unge, der måtte være hårdt ramt af nedlukningerne af skoler og uddannelsesinstitutioner. Derfor har regeringen og et bredt flertal i Folketinget afsat 390 mio. kr. til et fagligt løft frem mod sommerferien, som især skal komme afgangselever og elever med særlige udfordringer til gavn. Vi mener også, at det er skolerne selv, der er de bedste til at vurdere, hvilke indsatser der vil gavne netop målgrupperne mest. Derfor gives skolerne i vidt omfang frihed til at vurdere lokalt, hvordan midlerne anvendes bedst. Som ministeren nævnte, vil det foreslåede fradrag nok i højere grad blive brugt af dem, der har råd til og mulighed for at ansætte privat lektiehjælp, og i mindre grad af de familier, hvor der kunne være et større behov for støtte med lektiehjælp.

I Socialdemokratiet tror vi, at vi mere effektivt når ud til dem med størst behov gennem de allerede iværksætte initiativer på børne- og ungeområdet end gennem skattemæssige særregler, der gavner dem, der har råd. Socialdemokratiet kan derfor ikke støtte forslaget, og jeg har lovet igen at hilse fra Radikale Venstre og sige, at de heller ikke støtter forslaget.

Der er en kort bemærkning til Marlene Ambo-Rasmussen. Værsgo.

Tak. Allerede inden corona blev der lavet en undersøgelse i forhold til lektiehjælpsordningen, der jo er i folkeskoleregi, og den viste, at den ikke fungerede optimalt, og at eleverne ikke fik det ud af det, som de skulle. Så står vi nu 1 år efter corona og ser ind i nogle ret triste, tunge tal på det her trivselsområde, og det faglige efterslæb er enormt. Hvordan Søren – nu skal jeg passe på ikke at bande; jeg kan også mærke, det her er blevet sent – kan man så bruge det som argument? Når vi kan se allerede nu, at den lektiehjælp, der er i skolerne, ikke fungerer – det gjorde det heller ikke før corona – og ressourcerne er bare knappe, hvorfor er det så, at det er et argument for ikke at bruge det her?

Ordføreren.

Som vi foreslår her, er der 390 mio. kr. til rådighed til f.eks. styrkelse af det faglige efterslæb eller trivsel, eller hvad der nu måtte virke bedst i den her sammenhæng, og vi tror på, det er den bedste måde at anvende midler på til opgaven.

Marlene Ambo-Rasmussen.

Jeg tror også, at 390 mio. kr. er rigtigt. Mit forslag rammer, og det har jeg jo selv spurgt om ovre i ministeriet, 15 mio. kr. Hvorfor bliver man ved med at tale om en pulje på knap 400 mio. kr., men man vil ikke prioritere en, kan man kalde det pulje på 15 mio. kr.?

Ordføreren.

Det tror jeg også ministeren var omkring. Det her vil være en mulighed, som folk bare kan vælge, men jo altså uden skattefradrag. Der er jo ikke noget, der forhindrer folk i at tilvælge og tilkøbe lektiehjælp, det bliver så bare ikke en offentlig opgave. Vi tror på, at den målrettede indsats, der kan ydes, når skolerne får lov til at vurdere, hvordan man bedst anvender midler til et fagligt løft og trivsel, er en bedre vej at gå.

Lars Boje Mathiesen.

Jeg bliver simpelt hen nødt til at anholde argumentationen om, at det er velhavende mennesker, som køber lektiehjælp til. Nu har jeg arbejdet i den danske folkeskole on and off, siden jeg var 25 år gammel. Der er masser af eksempler på folk, som har meget, meget lave indkomster, men alligevel vælger at prioritere og give noget ekstra hjælp til deres børn, fordi det er det, de har behov for. Selv forældre, der har meget lidt, vælger som regel altid at sætte deres børn først, når det kommer til det.

Her er der mulighed for dem, som har lidt under den her coronakrise. Snoldede, jeg siger snoldede, 15 mio. kr. kan være med til at gøre en forskel, og så sidder Socialdemokratiet og siger: Nej, det er ikke den måde, vi vil bruge pengene på i velfærdssamfundet. Er det virkelig argumentationen? Er det virkelig fortællingen derude til borgerne, at her har vi noget, der kan hjælpe også lavindkomstgrupperne, og så siger man bare nej?

Tak. Så får vi ordførerens svar. Værsgo.

Som ordføreren har jeg også haft en fortid i den danske folkeskole. Som ordføreren har oplevet, har jeg også oplevet forældre, der tilkøber lektiehjælp. Det har fungeret før. Det fungerer i fremtiden. Vi mener bare, at de offentlige midler til opgaven fungerer bedst med puljen på de 390 mio. kr., som gives ud til skolerne og deres vurdering af, hvor effekten vil være bedst.

Lars Boje Mathiesen.

Men kunne det ikke tænkes, at det er forældrene, der ved bedst? Måske kan forældrene bedre mærke på deres børn, hvad de har brug for, og måske er der en grund til, at folk allerede i dag tilkøber lektiehjælp. Det er jo netop, fordi skolerne måske ikke tilbyder det, som børnene har brug for. Så kunne man ikke tænke sig måske at give mere frihed til de mennesker, som måske kender deres børn og deres behov allerbedst?

Ordføreren.

Præcis som jeg svarede før: Det, som har fungeret hidtil, vil også kunne fungere i fremtiden, men de offentlige kroner målrettes anderledes.

Hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Jeg synes, det er lidt utroligt at høre, at Socialdemokraterne argumenterer imod at give et fradrag for lektiehjælp her i en tid, hvor der er så mange børn, der virkelig har det svært, på grund af at de har haft en meget ringe skolegang det sidste år, og så bruge argumentationen, at det kun vil gavne rige mennesker.

Jeg var lige inde at kigge på det. I det første link, der kommer op, når man søger på lektiehjælp, koster lektiehjælp 289 kr. i timen. Med et fradrag er vi så nede på, at det så koster cirka det halve efter skat. Er man sådan urimelig rig? Er man så rig, at Socialdemokraterne ikke vil hjælpe en, hvis man bruger omkring 150 kr. i timen på lektiehjælp til sit barn, fordi man synes, at det er det bedste, man kan gøre med sine penge? Er man så for rig til, at Socialdemokraterne gider give en en håndsrækning til at hjælpe sit barn?

Ordføreren.

Nu vil jeg ikke ret gerne måles på den beregning, som ordføreren laver her. Jeg kan godt være i tvivl om, om det regnestykket er korrekt stillet op.

Hr. Rasmus Jarlov.

Så skal jeg da gerne gennemgå det lidt mere detaljeret. Hvis lektiehjælp koster 289 kr. i timen og der så er et fradrag for det, så bliver det billigere end 289 kr. Om vi lige lander på 150 kr. – det gør vi nok faktisk ikke; det vil jeg så medgive, fordi i boligjobordningen er fradraget mindre end den fulde skatteberegning. Så det har ordføreren nok faktisk ret i. Vi er nok måske nede på godt 200 kr.

Det ændrer ikke på det principielle i mit spørgsmål: Er man så for rig til, at Socialdemokraterne vil være med til at give en håndsrækning, så børn kan få lektiehjælp?

Ordføreren, værsgo.

Tak for den lille forbedring, og det var faktisk noget i den retning, jeg havde en mistanke om at det var. Men det ændrer stadig væk ikke på, at vi mener, at pengene er bedst anvendt, ved at det er skolerne, der vurderer, hvordan de mange penge, der er afsat, virker over for de enkelte elever.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Hr. Dennis Flydtkjær, Dansk Folkeparti.

Det er så et forslag fra Venstre om at lave et midlertidigt fradrag for udgifterne til lektiehjælp for 2021 og 2022, og det skal være en del af servicedelen i boligjobordningen. Boligjobordningen er jo i to dele, nemlig en håndværkerdel og en servicedel, og det her skal jo så ind i servicedelen, og baggrunden er jo sådan set fornuftig. For det handler jo om, at man har haft en covid-19-krise, hvor rigtig mange børn halter efter i deres læring. Nogle har været hjemsendt i lang tid, og når de så endelig er kommet tilbage, har det måske været begrænset, hvad de har haft af fag, eller de har i hvert fald haft et nedsat timeantal, så problemstillingen er jo sådan set reel, fordi der er et kæmpe hængeparti, som skal indhentes.

Så spørgsmålet er jo mere, om det så er den bedste løsning, man har fundet på. Altså, jeg tror jo, at det på den korte bane er at få dem tilbage i skole hurtigst muligt, og der er jo så også i går lavet en aftale om at få dem af sted til det, men alligevel vil der jo være et kæmpe efterslæb, og jeg kunne næsten bruge min egen datter, som går i 2. klasse, som eksempel. For selv om hun nu faktisk har været i skole i et stykke tid, har der jo været begrænsninger på, hvor mange lærere de måtte have, og der viste det sig så, at der ud af de tre lærere, som de måtte have, ikke var nogen, der var engelsklærer, så hun har ikke haft engelsk i lang tid. Hun har så haft de andre fag, men der er jo naturligvis et kæmpe efterslæb, i hvert fald i nogle af fagene.

Men jeg har jo sådan en grundholdning om, at jeg ikke nødvendigvis synes, at det er i skattesystemet, at det her problem, selv om det er helt reelt, skal løses, for vi har altså et ret kompliceret skattesystem i forvejen, og jeg synes egentlig, at man burde løse det her på uddannelsesområdet, hvor man bør lægge en plan for, hvordan man får indhentet det her, også med det argument, at det jo kan være svært for mig som forælder at vurdere, om min datter f.eks. sakker bagud, og det er ikke, fordi det lige skal være hende. Men hun kan naturligvis sakke bagud i engelsk, men det gør resten af hendes klasse jo også. Om hun så sakker længere bagud end resten af sin klasse, ved jeg jo ikke. Altså, skal hele klassen så have privat lektiehjælp, eller skulle det måske være skolen, der skulle lave noget ekstraundervisning i engelsk det næste stykke tid? Der tror jeg egentlig, det er oplagt, at skolen nok skal lave et eller andet forløb, hvor man får indhentet nogle af de her ting, og det kommer nok til at tage noget tid, før man får indhentet det, men jeg tror altså ikke, at det primære redskab skal være privat lektiehjælp og så motiveret af et skattesystem. Jeg synes faktisk, det er fint, at man allerede i dag kan tage og få lektiehjælp, og om man så vælger, at det er naboens datter, der giver den, eller man tager nogle mere professionelle, må folk jo selv om, og det synes jeg da er ganske fornuftigt. Men jeg synes ikke, at vi skal komplicere skattesystemet for at kunne løse det her, og det må altså kunne løses i uddannelsessystemet, og det bliver en stor opgave at løse det fremadrettet, hvor man skal have samlet den her opgave op.

Så for mig er problemet ikke, at prisen er på 15 mio. kr., for det er jo egentlig billigt, og i forhold til hvad vi ellers har lavet af coronahjælpepakker, er det jo ikke der, problemet ligger, og de tages fra det, der hedder krigskassen, og det har vi heller ikke noget problem med, men det er mere det principielle i, at jeg virkelig ikke kan se, at det er skattesystemet, der skal løse de her helt oprigtigt vigtige problemer, der skal løses. For der er et kæmpe efterslæb, men jeg tror altså ikke på, at det er i skattesystemet, det skal løses. Men det må være inden for uddannelsessektoren, hvor man prøver at få lagt nogle strategier for, hvordan man kan få det her efterslæb fjernet, som jo kan være forskelligt fra skole til skole, men også fra barn til barn. Altså, i min by var det så engelskundervisningen i den klasse, der var røget, men der kunne jo være en anden kasse, hvor det så var tyskundervisningen, eller et andet sted, i en ældre klasse, og der tror jeg altså ikke, at det er lektiehjælpen på privat basis, der generelt skal løfte det her, men at det er andre redskaber.

Der er en kort bemærkning til hr. Jens Rohde.

Men, hr. Dennis Flydtkjær, det er jo derfor, at det her instrument som en midlertidig foranstaltning er godt, fordi det er fleksibelt og det er noget, der kan løse en midlertidig problemstilling, i stedet for at vi skal til at lave noget, som fuldstændig strukturelt ændrer på tingene. For det tror jeg ikke hr. Dennis Flydtkjær har råd til. Jeg har i hvert fald ikke set nogen finansiering til det. Det vil virkelig koste mange penge. Kan hr. Dennis Flydtkjær ikke se, at lige netop i den situation, vi står i, er det måske den fleksible løsning, der også vil være den billigste?

Ordføreren.

Jo, men jeg taler jo heller ikke imod, at man skal være fleksibel – det tror jeg da helt bestemt også man er på de forskellige skoler. Jeg tror, vi alle sammen ret tydeligt kan se, at f.eks. folk, der er ordblinde, måske har haft noget sværere ved at følge med i undervisningen end folk, der bogligt er rigtig stærke. Altså, det er jo ret åbenlyst, at de svage elever nok er blevet endnu svagere, og de stærke elever er måske ikke blevet stærkere, men de har i hvert fald klaret sig bedre. Og dem kender læreren jo godt og kan lave individuelle løsninger efterfølgende og lave fleksible løsninger for at finde ud af, hvor man skal sætte ind i forhold til de forskellige elever.

Så det er ikke sådan, at jeg sidder og venter på, at vi fra Folketingets side skal lave en eller anden stor, forkromet løsning, som kan dække det her behov. Men jeg tror på det lokale demokrati, altså at man lokalt på skolerne kan finde ud af at lave nogle løsninger, som kan dække det her efterslæb ind, også nogle fleksible løsninger for den enkelte elev.

Jens Rohde.

Der er det jo så, at den enkelte lærer tager fat i forældrene og beder forældrene om at læse nogle lektier og gøre en ekstra indsats osv. dér. Og det er ikke altid, at der lige er den mulighed, og her vil dette så kunne være en hjælp, ligesom hele boligjobordningen jo er en hjælp til andre ting. Altså, det er jo jordens største selvmodsigelse, at man synes, at boligjobordningen er en fantastisk idé, men at det her kun er af det onde. Det forstår jeg ikke – jeg forstår det simpelt hen ikke.

Ordføreren.

Nej, men det er måske også at lægge nogle ord i munden på mig, jeg ikke har sagt. Jeg har jo ikke sagt, at det her er af det onde. Problemstillingen er jo helt reel, men spørgsmålet er bare, om det lige skal være i skattesystemet, man skal til at lave et midlertidigt fradrag. Altså, jeg har jo ikke noget imod, at folk køber lektiehjælp. Hvis der var en lærer, der ringede til mig og sagde, at min søn eller datter kunne få virkelig meget ud af, at jeg selv prøvede at arbejde med dem, eller at jeg fik naboens datter til at hjælpe med at arbejde med dem, ville jeg da sikkert gøre det, men hvorfor skal det lige være et skattefradrag, der skal motivere det? Det er mere den anke, jeg har. Jeg synes, vi har et kompliceret skattesystem i forvejen, og jeg synes ikke, vi skal have alle mulige særfradrag til alverdens ting.

Jeg er med på problemstillingen, men at det lige skal være et skattefradrag i en boligjobordning, der løser problemet, køber jeg altså ikke.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Carl Valentin, SF.

Tak for det. Jeg er ikke pjattet med den her idé. Og selv om det er rigtigt, at der er et fagligt efterslæb – det er der så afgjort – som følge af corona, mener jeg ikke, at privat lektiehjælp kan eller skal være løsningen på det problem. Der er allerede rigeligt med privat lektiehjælp derude, der skævvrider vores uddannelsessystem. Jeg oplevede det selv, da jeg gik på universitetet, hvor der var rigtig mange af mine kammerater, der fik studiejobs, hvor de var private lektiehjælpere for privilegerede børn og unge. Og også i forbindelse med vores egne eksamener var det normalt, at dem, der havde råd, købte sig til hjælp, der skulle sikre dem bedre karakterer.

Hvis vi skal sikre bedre lektiehjælp, bør vi som udgangspunkt gøre det inden for rammerne af vores uddannelsessystem, og det synes jeg egentlig også at hr. Dennis Flydtkjær havde nogle ret gode pointer om. For SF er dette særlig vigtigt, for at man ikke skaber et mere privat uddannelsessystem, hvor den sociale arv og forældrenes pengepung kommer til at betyde endnu mere.

Fradraget vil selvfølgelig gøre det billigere, hvorved lidt flere vil få råd til lektiehjælp, og det kan jo være okay i et lighedsperspektiv, men det vil formentlig stadig væk mest af alt være ressourcestærke familier, som har råd, der vil gøre mest brug af hjælpen. Og SF kan ikke støtte forslaget.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så siger vi tak og går videre til Enhedslisten. Hr. Rune Lund.

Enhedslisten er enig i, at vi skal understøtte unges trivsel, herunder også unges læring. Men det middel, der bliver foreslået her, kan vi ikke støtte. Når man ser på boligjobordningen og på, hvem der benytter sig af den, så har den en meget, meget skæv social profil, og der er ingen som helst grund til at antage, at en udvidelse af boligjobordningen på det her område skulle have en anden social profil. Det her vil med stor sandsynlighed – og vi kan jo stille nogle spørgsmål om det i forbindelse med udvalgsarbejdet – være en støtte til den øvre middelklasses lektieundervisning betalt med nogle penge, som kunne have været brugt til at understøtte undervisningen i folkeskolen, hvilket ville have været Enhedslistens prioritet.

I øvrigt kan jeg jo sige, at vi generelt ønsker at afskaffe boligjobordningen som sådan. Det er en mærkværdig ordning, som er socialt skæv, og de penge kunne vi bruge til at investere midler i den grønne omstilling eller til investering i genopretning af vores velfærd efter mange års nedskæringer og forringelser.

Der er en kort bemærkning til hr. Rasmus Jarlov.

Hr. Rune Lund sagde, at det ville være en støtte til den øvre middelklasse. Det tror jeg altså ikke er rigtigt. Lektiehjælp koster nogle få hundrede kroner, omkring 200-300 kr. Det vil typisk være gymnasieelever, som bliver aflønnet for at komme og hjælpe nogle yngre elever til gavn for både gymnasieeleven selv og den elev, som får lektiehjælpen. Og man er jo ikke rig, fordi man vælger at bruge 200-300 kr. i timen på at hjælpe sit barn, hvis man har et barn, som har behov for en lille smule ekstra lektiehjælp, altså mere, end man selv kan levere. Og hvorfor ikke lade lidt flere få gavn af det? Altså, hvis der ikke er et fradrag, som der jo ikke er nu, så har rige mennesker jo rigelig råd til at betale 200-300 kr. Hvis der var et fradrag, så det kostede en lidt mindre at betale for lektiehjælpen, ville flere have gavn af det. Så hvorfor ikke brede det ud til flere mennesker? Det er da netop socialt ansvarligt, at det ikke kun skal være de rige, der har råd til at betale for den lektiehjælp. Og der er altså rigtig mange børn, der har det svært efter et helt år med meget dårlig skolegang på grund af corona.

Ordføreren, værsgo.

Og derfor er vi også rigtig glade for, at vi bl.a. med finansloven for 2021 investerer i folkeskolen, og at vi i det hele taget efter mange års nedskæringer og forringelser nu endelig har fået en genopretning af velfærden på dagsordenen. Det vil tage mange, mange år at genoprette de ødelæggelser og den forringelse af velfærden, der er sket gennem mange år. Men det her med, at man skal give et fradrag til nogle mennesker, som har råd til at betale for lektiehjælp, synes jeg er en forkert måde at bruge pengene på. Og man må bare sige, at hvis man ser på tallene for, hvem det er, der generelt bruger boligjobordningen, så har jeg svært ved at se, at tallene for, hvem der skulle bruge sådan et fradrag her, skulle afvige markant fra det. Så boligjobordningen er en socialt skæv ordning, og det her er en udvidelse af en sådan socialt skæv ordning.

Marlene Ambo-Rasmussen, værsgo.

Tak. Ordføreren nævner det her med, at det så kun er de mest privilegeredes eller den øvre middelklasses børn, der får glæde af det. Lad mig lige minde ordføreren om, at det er 15 mio. kr., vi snakker om, og vi kan så sige, at alle de børn, vi så kan hjælpe for de her små 15 mio. kr., kan vi tage ud af den her ligning i den her forfærdelige mistrivselsdagsorden, vi har, også i henhold til corona, men som jo egentlig var slem allerede før. Der er det her faglige efterslæb, som vi ved bliver kolossalt, enormt stort og noget, som vi herinde skal tage stilling til. Det skal jeg i hvert fald som ordfører på området – nu ved jeg, at de ordførere, der sidder herinde i dag, er ordførere på skatteområdet. Men når man netop ved det og man kan tage de børn ud af ligningen, har ordføreren jo netop de flere midler til rådighed til at hjælpe de færre børn i folkeskolen. Så på den måde kan man jo vende argumentet om mod ordføreren og sige, at vi for 15 mio. kr. kan hjælpe de her børn, og det er fair nok, at ordføreren så påstår, det kun er den øvre middelklasse, men så er de ude af ligningen, og så har vi de færre børn i folkeskoleregi, som vi skal yde en særlig indsats over for, og det bliver nødvendigt i forhold til det faglige efterslæb.

Ordføreren.

Jeg vil godt lige sige, at jeg ikke tror, jeg har sagt – så er det i hvert fald en fejl – at det kun går til den øvre middelklasse. Men hvis man ser på profilen af dem, som benytter sig af boligjobordningen, er det entydigt en socialt skæv ordning finansieret af fællesskabets midler. Og jeg må egentlig indrømme lidt, at når jeg husker de debatter, jeg bl.a. har deltaget i her i Folketingssalen fra 2015 og frem, hvor vi gennem den ene finanslov efter den anden, da der sad en blå regering, skulle se, at man ikke engang kunne levere en finansiering i finanslovene, som gjorde, at det demografiske træk blev finansieret – ikke engang nok penge til, at velfærden kunne holde skindet på næsen – og man så kommer her med sådan et forslag til 15 mio. kr. og vil lade, som om man gør noget for elever, som f.eks. går i den danske folkeskole, så synes jeg måske, det er en lille smule tyndt, hvis jeg skal være helt ærlig.

Marlene Ambo-Rasmussen.

Så har jeg bare lige et spørgsmål: Når nu ordføreren harcelerer så meget over mit specifikke forslag, hvorfor søren er det så, at regeringen fortsat har boligjobordningen? Hvorfor bakker støttepartierne fortsat op om det, hvis I er så meget imod det og har så store og hårde følelser omkring boligjobordningen og det regi, det ligger i? For alt det, ordføreren siger er problemet med fradrag på lektiehjælp, er præcis det samme, der vil være på børnepasning, rengøring, og du – undskyld, ordføreren – kan selv lave listen færdig.

Vi er over midnat, og derfor kan der godt komme nogle fejl i forhold til forretningsordenen. Det går nok.

Ordføreren, værsgo.

Jamen vi er store modstandere af boligjobordningen, og vi har hamret løs på den, og vi har også hamret løs på regeringen i forhandlinger. Regeringen har været stivnakket og ovenikøbet ønsket at udvide den. Vi har været heftigt meget imod det. Det har ikke på nogen som helst måde været vores kop te, og ved hver eneste forhandling, vi har med regeringen, kommer vi med forslag om, at boligjobordningen skal afskaffes, og det vil vi også gøre næste gang.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Derfor kan vi gå videre til hr. Rasmus Jarlov, Konservative Folkeparti.

Corona har været meget hård for mange danske børn og unge. De har mistet det meste af 1 års skolegang og har fået hjemmeundervisning af en ofte ret ringe kvalitet. Selv om alle har gjort deres bedste for at få det til at fungere, er det bare ikke det samme som at have været i skole. Derfor har mange af dem mistet det meste af 1 års læring. Det er jo som sådan ikke nogens skyld, men det er rigtig hårdt for alle de børn, som føler, at de er sat tilbage og er meget frustrerede over, at de ikke har lært noget gennem det sidste år.

Nu behandler vi så et forslag i dag, som er en lille håndsrækning til nogle af dem. Forslaget går ud på, at der skal være et midlertidigt fradrag for køb af lektiehjælp, så det bliver lidt billigere, og så flere derved kan gøre brug af lektiehjælpen og få en håndsrækning til at indhente lidt af det læringstab, de har haft gennem det sidste år.

Vi havde håbet på, at der var bredere opbakning til forslaget. Det Konservative Folkeparti støtter det, men jeg hører desværre fra Socialdemokraterne og fra venstrefløjen, at man ikke vil støtte det, fordi man synes, det er socialt skævt. Jeg synes, det er en rigtig ærgerlig argumentation, for det, man siger her, er jo, at man ikke vil lade nogen få gavn af et godt forslag, fordi alle ikke får gavn af det.

Det blev fremstillet, som om det kun er meget rige mennesker, der køber lektiehjælp. Lektiehjælp koster typisk 200-300 kr., ud fra hvad jeg kan se på internettet i hvert fald, og hvis man gav et fradrag for det, ville prisen komme længere ned. Man er ikke rig, fordi man vælger at bruge nogle få hundrede kroner i timen på at hjælpe sit barn med noget lektiehjælp. Det har ofte en meget høj prioritet for en familie, at børnene har det godt, og at de lærer noget, og derfor behøver man ikke at have nogen høj indkomst for at prioritere at bruge de der få hundrede kroner, som gør, at ens barn kan få 1 times lektiehjælp.

Så vi synes, det er småligt. Jeg synes, det er socialdemokratisk på den dårlige måde, at man har den her tilgang om, at hvis ikke alle kan få noget, så skal ingen have det. Og vi ærgrer os over, at man ikke vil give den håndsrækning til danske unge. Vi stemmer selv for forslaget og er ærgerlige over, at der ikke vil være flertal for det.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Jeg skal bede ordføreren om at spritte talerstolen af. Jeg beklager, men retningslinjerne er sådan endnu. (Rasmus Jarlov (KF): Jeg tror, det er den reneste pult, der findes i kongeriget). Det er hundrede procent sikkert, at det er det. Det er fuldstændig rigtigt.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. I knap 20 år har jeg undervist i den danske folkeskole, og det giver nogle erfaringer, og en af de klareste erfaringer er, at behovet for ekstra hjælp og behovet for faglig hjælp ikke kun handler om, hvilken indkomstgruppe dine forældre hører til. Det er naivt at tro. Det har også betydning, hvilke kompetencer man får med hjemmefra, men at tro, at det er noget, der fikser alt, hvis bare ens forældre har en høj indkomst, er simpelt hen en naiv forestilling at have om den danske folkeskole.

Jeg husker, at når jeg som lærer kunne se, at jeg havde elever, der havde behov for ekstra hjælp, og jeg så tilbød dem at blive en time ekstra og sidde sammen med dem og få dem med, så kom fagforeningen, mine kolleger og min tillidsrepræsentant på skolen og sagde: Fy fy, det må du endelig ikke. Du må endelig ikke arbejde gratis. Du arbejder de timer, du har, og hvis du skal sidde her og give noget hjælp til de her børn, så skal du have betaling for det. Det kan vi ikke tilbyde. Jeg husker, at jeg så gik til min skoleledelse og sagde: Der er nogle elever her, som er bagud, og som gerne vil have noget ekstra hjælp. Jeg vil godt bruge min tid på det, og jeg behøver sådan set ikke få overtidsbetaling for det – jeg vil godt gøre det gratis. Det kunne ikke lade sig gøre. Så sagde jeg: Okay, hvad så, hvis jeg bare får en løn, eller hvis jeg får omfordelt nogle af mine timer? Svaret var, at nej, der skulle overtidsbetaling til, og det havde skolen så ikke råd til. Så blev resultatet jo, at jeg fortsatte med at undervise eleverne og give dem ekstra undervisning, men jeg havde også en tillidsrepræsentant og nogle kollegaer, som så skævt til mig, fordi jeg gjorde det. Sådan var det, men de unge mennesker skulle hjælpes.

Jeg forstår godt, hvis der er mange lærere, som vælger ikke at gøre det. Det skal ikke være et moralsk anslag mod de lærere, som vælger ikke at gøre det her. Men til forestillingen om, at man via den danske folkeskole kan hjælpe alle dem, som har behov for ekstra lektiehjælp, vil jeg sige: Hold da op. Det viser den seneste folkeskolereform fra 2013 , hvor man indførte de her lektiecaféer, som var et helt horribelt forslag, hvor man ville kræve, at elever efter 7 timers undervisning skulle sidde og have lektiehjælp – ja, det var de jo sandsynligvis ikke friske nok til på det tidspunkt, og det var lærerne heller ikke. Så det giver simpelt hen ikke mening.

Her er der så et forslag, hvor man kigger på, hvad der er sket under coronatiden, og gerne vil afhjælpe de ting, og det syntes vi sådan set grundlæggende er positivt i Nye Borgerlige. Jeg vil så samtidig også rette en anke mod det her med, at vi fra Folketingets side altid vil give fradrag for bestemte ting. Det er sådan en grundlæggende adfærdsregulering, som jeg synes vi skal være varsomme med. Vi så reelt set hellere, at man bare sænkede skatten generelt ude i samfundet. Det med altid at give fradrag, hvis man som borger gør lige præcis det, som politikerne gerne vil have, så man lige får en belønning, er grundlæggende noget, som vi ikke bryder os om i Nye Borgerlige, for det er moraliserende og udtryk for en holdning om, at vi herinde fra Folketinget ved bedre end borgerne. Men jeg anerkender, at det er et sympatisk forslag om at hjælpe derude, og derfor kan vi også godt se os selv i forslaget, men vi vil godt råde Folketinget til at tænke mere generelt, når man gør de her ting, i stedet for at bestemme, hvad folk skal bruge deres penge til.

Der er ingen korte bemærkninger. Så vi siger tak til ordføreren. (Lars Boje Mathiesen (NB): Man kan godt se, det er over midnat, for uret er også gået ud – det er gået hjem). Ja, alle er gået hjem, bortset fra politikerne.

Så er det hr. Jens Rohde, KD.

Hr. Rune Lunds argumentation kan man da forstå. Det er jo det, jeg så godt kan lide ved Enhedslisten, selv om jeg ofte ikke er enig med Enhedslisten, nemlig at argumentationen er konsekvent. Det er nemlig fuldstændig rigtigt, hvad hr. Rune Lund siger. Hvis man er imod boligjobordningen, enten fordi man synes, den er unødvendig, eller fordi den har en speciel profil, så er det jo fair nok at sige, at man selvfølgelig ikke vil være med til at støtte det her forslag. Men jeg synes, det er en selvmodsigelse, at vi har en regering, der udvider boligjobordningen som følge af coronakrisen, vel vidende at det stort set er umuligt at få fat i en håndværker. Det er ikke byggefagene, der har problemet i coronakrisen. Men det vil man godt være med til at udvide. Når det så handler om et forslag til 15 mio. kr., der i en midlertidig periode skal hjælpe nogle unge mennesker, som har fået frataget 1 års læring, så vil man ikke være med. Det fører simpelt hen til en logisk brist i argumentationen, og jeg forstår den ikke.

I KD synes vi, det er et godt forslag. Det er et sympatisk forslag, så længe det ikke er en vedvarende foranstaltning, for så er jeg enig i, at det er nogle andre ting, vi skal have fat i. Men som en midlertidig hjælp oven på det, som vi har gennemlevet det sidste år, synes vi, det er et udmærket forslag, og derfor kommer vi til at stemme for det, når der skal stemmes om det.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Ordføreren for forslagsstillerne, Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre, værsgo.

Tak for det, tak for ordet. Jeg har simpelt hen glædet mig i så lang tid – lige siden jeg i efteråret begyndte at snakke om, at jeg gerne ville fremsætte et beslutningsforslag om fradrag på lektiehjælp. Og så er det bare så ærgerligt, at det dels er meget sent, og at jeg dels overhovedet ikke er rask. Det tror jeg også godt folk har fanget.

Men vi står foran den måske hårdeste opgave overhovedet. Det faglige efterslæb er virkelig noget, vi som ordførere på området kigger ind i med dystre tanker. Men vi skal vende tilbage til en hverdag – en hverdag, som langtfra vil være, som vi kendte den før marts 2020. Derfor er der jo også brug for nogle tiltag, som kan gøre det lettere. Alt, hvad vi kan bringe på banen, alt, hvad vi kan bringe i spil, som på en eller anden måde kan lette det her, bør vi gøre. Jeg minder bare om endnu en gang, at det er 15 mio. kr. Jeg kan forstå, når vi snakker om det i kommunen – når jeg sidder i Odense som byrådsmedlem – så er 15 mio. kr. meget. Det troede jeg ikke det var herinde.

Men der er brug for tiltag, der kan gøre det her lettere. Det er også derfor, vi har fremsat det her beslutningsforslag om et midlertidigt fradrag på privat lektiehjælp. En undersøgelse har jo netop vist, at kontrasten til tavleundervisning altså har været voldsom. Månedsvis af hjemmeundervisning har påvirket den mentale og faglige trivsel i en negativ retning. Det betyder, at vi kan risikere at stå med et massivt uddannelsesefterslæb og tab af en hel generation af børn og unge på gulvet – dette som resultat af en epidemi, der allerede har kostet os alt for meget. Det er vores ansvar herinde at gøre, hvad vi kan, for at forhindre det, både for vores egen, vores børns og for samfundets skyld.

Derfor er vi jo også glade for, at Folketingets partier har afsat den her pulje på 390 mio. kr. Men vi skal da fortsat komme med nye idéer til det her område. Det er da ikke nok, at vi bare læner os tilbage og siger, at nu har vi gjort vores; vi har afsat en pulje på knap 400 mio. kr., værsgo, kommuner, klar det selv. Det er da vores opgave herinde fortsat at komme med nye idéer og tænke ud af boksen.

Her mener vi altså i Venstre, at indførelse af fradragsberettiget lektiehjælp er et oplagt tiltag, der kan blive et egentlig ret slagkraftigt værktøj for et ret lille beløb. Finansieringen i det her beslutningsforslag er da noget, man kan forholde sig til, i forhold til hvad jeg har stået med fra andre partier her på talerstolen i andet regi. Først og fremmest er det, fordi den nuværende lektiehjælpsordning i folkeskolen hverken rummer den tid eller de ressourcer til de elever, der har brug for særlig hjælp. Det viser en undersøgelse. Som jeg også sagde til ordføreren fra Socialdemokratiet, var der allerede inden corona en undersøgelse, der italesatte det her problem. Derfor er der også brug for andre muligheder, og den hjælp, som mange elever i dag har brug for, kan altså bl.a. være tilbud om privat lektiehjælp.

Men det er jo så ikke helt billigt, som reglerne er i dag. Det er jo også derfor, vi har et ønske om at gøre det fradragsberettiget. Det gør det ikke gratis, men det gør, at langt flere har mulighed for at opsøge den faglige hjælp, som de selv eller deres børn har brug for. Og de gør brug af det. Det viser resultater fra Sverige, der har positive erfaringer med den her ordning. Derfor mener vi også, at det er et relativt lille, men meget vigtigt økonomisk indhug. For det er vores ansvar at få børn og unge ud af coronakrisen – og det med fagligheden og ikke mindst lysten til at lære i behold. Jeg tror på, at privat lektiehjælp er en af de indsatser, vi kan skrue på.

Ministerens argumenter imod lektiehjælp var, at det ikke inkluderer alle. Der bliver jeg bare nødt til at sige, at det godt nok er megatrist, at man har den tilgang, at fordi det ikke er til alle, så må det bare ikke være til nogen. Det er jo spøjst, at det er o.k., hvis bare det er rengøring eller børnepasning. For mig lyder det næsten, som om det skal være sådan, at man forsøger at omgå nogle regler, vi har lavet herinde. Altså, hvis jeg hidkalder børnepasning eller rengøring og jeg så beder hende, der kommer og gør rent, eller hende, der kommer og passer mine børn, om at sætte sig ned og lige lave de her fire matematiksider til min søn i 1. klasse, så er det okay. Jeg synes måske heller ikke, vi skal ud i den diskussion om, at man skal forsøge at omgå nogle regler. Jeg synes helt ærligt, det virker spøjst, at man godt må få fradrag for børnepasning og for rengøring, men ikke for lektiehjælp – den ene ting, som vi netop har en udfordring med i henhold til corona; det faglige efterslæb. Som andre ordførere også har været inde på før, synes jeg, det lugter langt væk af, at man som regering bare ikke vil anerkende, at det er et godt forslag, og at det er et forslag, der kunne rykke noget. Det er også et forslag med et relativt lille beløb. Det tror jeg jeg har sagt nok i dag.

Tusind tak for debatten, og tak til de partier, der bakkede op. Det sætter jeg pris på. Vi må kæmpe videre.

Der er en kort bemærkning fra hr. Lars Boje Mathiesen.

Jeg synes da, selv om klokken er 0.15, at det lige skal have et ord med på vejen, når vi nu har siddet her. Så tak for forslaget. Selv om det er skatteordførere, er der også nogle af os, der har lidt erfaring med undervisningsverdenen.

En af årsagerne, som regeringen hælder det ned ad brættet med, er de her 15 mio. kr. – 15 mio. kr., når vi snakker nationalbudgettet. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge: Hvad nu, hvis vi lavede et ændringsforslag, som gjorde det her provenuneutralt? Så kan man sige, at så sænkede vi det andet og gjorde det her provenuneutralt. Så kunne man ikke længere bruge undskyldningen med de 15 mio. kr., og så er det jo bare en ren ideologisk modstand mod, at folk kan bruge penge på lektiehjælp. Kunne Venstre være interesseret i det? Kunne vi lave sådan et ændringsforslag for at tjekke ud, om det rent faktisk er det, der ligger bag, eller om det er pengene?

Ordføreren.

Tak til hr. Lars Boje Mathiesen for den idé. Den kan jeg bestemt ikke udelukke. Man kan sige, at det jo som sagt lugter langt væk af, at man bare ikke vil stemme for, lige meget hvilke argumenter der kommer på banen. Men lad os tage det i det efterfølgende udvalgsarbejde, for det kan jeg bestemt ikke udelukke.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Jamen med den opfordring synes jeg, vi skal lave det ændringsforslag. For det vil jo være sjovt at se, hvis det er en regering, der siger, at den godt vil lave en ordning, hvor man må bruge pengene på en tømrer og en murer og alt muligt andet – at det er vigtigt – men at bruge dem på at hjælpe sine børn må man ikke. Så det synes jeg vi skal gøre, og tak for modtagelsen af idéen med det ændringsforslag.

Ordføreren.

Jamen hvad er der tilbage andet end at sige tak? Tak for opbakningen.

Jamen så vil jeg fortsætte takken og sige tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Jeg ser ikke flere, som har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Skatteudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.