B 249 - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om, hvilke hensyn der ligger bag forlængelserne af anbragte med en foranstaltningsdom samt hvilke kriminelle forhold der fører til forlængelserne, til justitsministeren

Retsudvalget 2020-21
B 249
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

27. maj 2021

Strafferetskontoret

Freja Thorup Aahauge

2021-0040-0124

1990504

Slotshmgade1026Købnv.TF

w.justimnerdk

[email protected]

+4572680391

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1 til beslutningsforslag nr. B 249

om nedsættelse af en kommission vedrørende proportionalitet mellem lov-

overtrædelse og sanktion ved anbringelses- og behandlingsdomme, som

Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 7. maj 2021.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Nick Hækkerup

Mette Johansen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

B 249 - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om, hvilke hensyn der ligger bag forlængelserne af anbragte med en foranstaltningsdom samt hvilke kriminelle forhold der fører til forlængelserne, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 1 til beslutningsforslag nr. B 249 om nedsættelse af en

kommission vedrørende proportionalitet mellem lovovertrædelse og

sanktion ved anbringelses- og behandlingsdomme fra Folketingets

Retsudvalg:

”Vil

ministeren redegøre for hvilke hensyn, der ligger bag for-

længelserne af anbragte med en foranstaltningsdom samt hvilke

kriminelle forhold, der fører til forlængelserne, og om der i alle

tilfælde er begået fornyet kriminalitet?”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:

”Almindeligvis

fastsættes en længstetid på 5 år for foranstalt-

ninger, der medfører anbringelse eller giver mulighed for an-

bringelse (indlæggelse). Det følger af straffelovens § 68 a, stk.

1, og § 69 a, stk. 1. For personer, der er omfattet af § 69, skal

der tillige fastsættes en længstetid for opholdet, jf. § 69 a, stk. 1

(som hovedregel i 1 år, men dette kan fraviges af domstolene).

Findes den pågældende skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse,

alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 266 nævnte art,

brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbry-

delse eller forsøg på en af de nævnte forbrydelser, fastsættes dog

som hovedregel ikke en længstetid for foranstaltningen, jf. straf-

felovens § 68 a, stk. 2, 1. pkt., og § 69 a, stk. 2, 1. pkt. Findes

domfældte omfattet af personkredsen i straffelovens § 69, fast-

sættes dog fortsat en længstetid for opholdet, uanset om selve

foranstaltningen på baggrund af den kriminalitet, der er dom-

fældt for, ikke har en længstetid. Der er ikke hjemmel til under-

vejs i foranstaltningen at fastsætte en længstetid for en foran-

staltning uden længstetid.

Længstetid på 3 år anvendes for de foranstaltninger, der ikke

giver mulighed for anbringelse eller indlæggelse, dvs. dom til

ambulant behandling, dom til ambulant behandling med tilsyn

af kriminalforsorgen og dom til tilsyn af kommunen.

Er der ikke fastsat en længstetid, indbringer anklagemyndighe-

den uanset foranstaltningens fortsatte opretholdelse foranstalt-

ningen for domstolene senest 5 år efter dom og herefter hvert

andet år. Ved vurderingen af, om en foranstaltning skal opret-

holdes eller evt. skærpes, lempes, ophæves eller ændres, lægges

der vægt på de behandlingsmæssige hensyn og proportionalite-

ten.

Hvor der er fastsat en længstetid på 5 år for en foranstaltning,

kan der ske forlængelse af længstetiden, hvis der er særlige om-

stændigheder, jf. straffelovens § 68 a, stk. 1, 3. pkt., og § 69 a,

stk. 1, 3. pkt. Efter anmodning fra anklagemyndigheden kan ret-

ten således ved kendelse fastsætte en ny længstetid på maksi-

malt 2 år, jf. straffelovens § 68 a, stk. 1, 3. pkt. Dette kan ske,

også selvom foranstaltningen tidligere er forlænget en eller flere

gange. Der er ikke en lovmæssig grænse for, hvor længe læng-

stetiden for denne type foranstaltning kan forlænges.

Hvor der er fastsat en længstetid på 3 år for en foranstaltning,

kan der også ske forlængelse af længstetiden, hvis der er særlige

omstændigheder, jf. straffelovens § 68 a, stk. 3, 2. pkt. Den sam-

lede tid for denne type foranstaltning kan imidlertid ikke over-

stige 5 år, jf. straffelovens § 68 a, stk. 3, 3. pkt., og § 69 a, stk.

3, 3. pkt. Ved denne foranstaltningstype er der således en lov-

mæssig grænse for udstrækningen.

Sammenholdt med rettens vurdering om opretholdelse af en for-

anstaltning er der en skærpet vurdering ved forlængelse af læng-

stetiden for en foranstaltning, idet der som nævnt i lovens ordlyd

skal være særlige omstændigheder.

Særlige omstændigheder omfatter eksempelvis, at den dømtes

tilstand er blevet forværret på en sådan måde, at den pågældende

frembyder fare for andre, eller at der i øvrigt foreligger et åben-

bart behov for at fortsætte en behandling eller pleje, der samtidig

er motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn, jf. Straffelov-

rådets betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegrænsning af foran-

staltninger efter § 68 og § 69, pkt. 4.2.1.2. Det er således ikke

en betingelse for at forlænge længstetiden, at der er begået ny

kriminalitet, men hvis den pågældende er dømt for ny krimina-

litet eller har modtaget tiltalefrafald for ny kriminalitet, er det

relevant i forhold til både recidivrisikoen og proportionalitetsaf-

vejningen.

Det bemærkes, at det efter straffelovens § 72 påhviler anklage-

myndigheden til stadighed at påse, at en foranstaltning efter bl.a.

straffelovens §§ 68 og 69 ikke opretholdes i længere tid eller i

videre omfang end nødvendigt. Heri ligger både en vurdering af

typen af foranstaltning og behandlingsbehovet, recidivrisikoen,

såfremt domfældte ikke var undergivet en foranstaltning, og

proportionaliteten.

I Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegræns-

ning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 (kapitel

4, punkt 3.1 (side 57) og punkt 4.2.1.2 (side 67)) fremgår bl.a.

om proportionalitetshensynet, at det ville stride mod princip-

perne bag straffelovens § 16 at kræve proportionalitet mellem

den begåede kriminalitet og foranstaltningens art og længde.

Derimod er det i overensstemmelse med almindelige retsprin-

cipper at kræve proportionalitet mellem risikoen for ny krimi-

nalitet (herunder kriminalitetens art og grovhed) og foranstalt-

ningens art og længde.

Det forhold, at en idømt foranstaltning har varet længere end

den straf, som den foranstaltningsdømte var blevet idømt, hvis

den pågældende ikke havde været straffri efter straffelovens §

16 eller § 69, bevirker således ikke i sig selv, at foranstaltningen

er uproportional.

De regionale statsadvokater, der fører kontrol med idømte for-

anstaltninger, indhenter som udgangspunkt én gang årligt en er-

klæring om behovet for at opretholde foranstaltningen fra de

myndigheder, der varetager fuldbyrdelsen af foranstaltningen.

Dette gælder uanset, om der er fastsat en længstetid for foran-

staltningen.

Derudover vil statsadvokaterne kontrollere i Det Centrale Kri-

minalregister (Kriminalregisteret), bl.a. om domfældte er sigtet

for eller dømt for ny kriminalitet eller er meddelt tiltalefrafald i

løbet af den igangværende foranstaltning.

Hvis sagen skal indbringes for retten, indhentes tillige en udta-

lelse fra bistandsværgen.

Der er også mulighed for at forelægge spørgsmålet for Retslæ-

gerådet.

På den baggrund foretages en vurdering af, om der er grundlag

for at opretholde, ændre (herunder lempe og skærpe), forlænge

eller ophæve foranstaltningen. Foranstaltningen kan udløbe,

hvis der ikke er særlige omstændigheder, som taler for at for-

længe en længstetid, f.eks. hvis en forlængelse ville være upro-

portional, eller hvis en forlængelse ikke er nødvendig af behand-

lingsmæssige hensyn. Der kan på samme måde påstås ophæ-

velse af en foranstaltning, hvis fortsat opretholdelse er upropor-

tional, eller foranstaltningen ikke længere er nødvendig.

Der skal i hver enkelt sag foretages en konkret vurdering, hvor

samtlige sagens momenter, herunder særlig risikoen for recidiv,

indgår.”