Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 249:

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en kommission vedrørende proportionalitet mellem lovovertrædelse og sanktion ved anbringelses- og behandlingsdomme.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) m.fl.

(Fremsættelse 09.03.2021).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren. Velkommen.

Tak for ordet, og tak til SF for at fremsætte det her beslutningsforslag. Regeringen er enig i, at der er grund til at se på, om vi gør nok for at sikre retssikkerheden for folk, som bliver idømt en anbringelses- eller behandlingsdom. Som forslagsstillerne også nævner, har der været rejst kritik af området fra Institut for Menneskerettigheder og i sidste måned også fra Rigsrevisionen, og den kritik er der grund til at tage alvorligt. Inden jeg går videre, vil jeg gøre nogle bemærkninger om, hvad baggrunden er for de gældende regler om foranstaltningssdomme.

Efter straffeloven er det sådan, at en person, der på gerningstidspunktet er utilregnelig, f.eks. på grund af sindssygdom, ikke kan straffes. I stedet kan domstolene så vælge at træffe afgørelser om andre foranstaltninger, f.eks. anbringelse eller behandling. I begge tilfælde er der tale om såkaldte foranstaltningsdomme, som er kendetegnet ved, at de i modsætning til almindelige straffe ikke har til formål at straffe, men har til formål at behandle og forebygge. Tidligere var det sådan, at alle foranstaltningsdomme var tidsubestemte. For godt 20 år siden blev Straffelovsrådet bedt om at se nærmere på brugen af foranstaltningsdomme, og Straffelovsrådet bemærkede dengang, at anvendelsen af tidsubegrænsede foranstaltninger stemmer bedst med de forebyggende og terapeutiske hensyn, der ligger bag. Rådet konstaterede dog samtidig, at foranstaltninger, der blev iværksat på baggrund af mindre alvorlige forbrydelse, i visse tilfælde havde været ganske langvarige, uden at det syntes begrundet i den dømtes farlighed. På den baggrund ændrede man reglerne, så der som udgangspunkt fastsættes længstetider for foranstaltningsdomme. Det gælder dog ikke anbringelsesdomme, hvis den pågældende har begået en alvorlig personfarlig forbrydelse som f.eks. grov vold, trusler, brandstiftelse eller voldtægt. I øvrigt har anklagemyndigheden en generel pligt til at påse, at en foranstaltning ikke opretholdes længere end nødvendigt. Det er sådan, som loven er konstrueret i dag.

Som jeg nævnte indledningsvis, har der været rejst kritik. Senest har Rigsrevisionen konkluderet, at myndighederne på Justitsministeriets område kan gøre mere for at sikre, at retspsykiatriske patienters foranstaltninger ikke opretholdes længere, end det er højst nødvendigt. Det synes jeg der er grund til at se på med stor alvor. Bl.a. derfor har jeg besluttet at videreføre den tværministerielle arbejdsgruppe, som vi har sat til at analysere hele det retspsykiatriske område, og jeg forventer, at gruppen vil tage fat på en del af de udfordringer, som Rigsrevisionen peger på, og jeg håber, at arbejdet kan gå i gang allerede til indeværende efterår. Samtidig ser Sundhedsstyrelsen jo på udfordringerne i retspsykiatrien i forbindelse med forarbejdet til en 10-årsplan for psykiatrien i det hele taget.

Men jeg er naturligvis åben for efterfølgende, når den tværministerielle arbejdsgruppe har afsluttet sit arbejde, at se på, om der er behov for at gøre noget i forhold til den materielle regulering på det her område. Da mulighederne for at idømme andre foranstaltninger end straf er et helt centralt element i vores strafferetlige system, bør en sådan gennemgang nok forankres i Straffelovrådet. Som før nævnt har rådet tidligere forholdt sig til spørgsmålet, hvilket man kan sige også ville være en grund til, at det kunne være oplagt at bede dem om at gøre det igen.

Så med de her forbehold kan regeringen altså støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er ønske om en kort bemærkning til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF. Værsgo.

Jeg er faktisk rigtig glad for, at ministeren vil gøre noget. Jeg håber, at det, ministeren siger, er, at han vil bede Straffelovrådet om at kigge på det her. Jeg vil gerne give ministeren et eksempel på en af urimelighederne her, som Højesteret faktisk har taget stilling til. Det drejer sig om en mand, som kører spirituskørsel på sin knallert to gange og får en foranstaltningsdom. Han har ikke før, og han har ikke efter kørt spirituskørsel, han går i behandling, og han installerer endda frivilligt en alkolås i sin bil. Alligevel får han – uden at have begået ny kriminalitet – forlænget sin behandlingsdom. Mener ministeren, at det er proportionelt, altså at det simpelt hen er rimeligt? Tyder det ikke på, at der er noget, der er fuldstændig skævt? Højesteret har faktisk taget stilling til det her. Det handler ikke om, hvorvidt manden er farlig, det handler om, at man skønner, at han måske har brug for behandling, men det kunne almenpsykiatrien jo godt tage sig af.

Ministeren.

Altså, der, hvor proportionaliteten skal være på plads her, er jo ikke mellem den kriminalitet, der er foregået, og så foranstaltningens længde. Der, hvor proportionaliteten skal være, er mellem risikoen for ny kriminalitet og så foranstaltningens længde. Det handler om, at målet jo ikke er at straffe, men målet er at sikre, at man forhåbentlig får en behandling, sådan at man, om jeg så må sige, er rask for nu at bruge det ord. Jeg kender ikke den konkrete sag, og derfor er det selvfølgelig svært at forholde sig til den, men jeg går ud fra, at det er sådan nogle situationer, som har været med til at begrunde, at man har sagt, at det her med, at det er tidsubegrænset, skal begrænses, sådan at det ikke gælder for sager, som ikke er store.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg er glad for, at ministeren faktisk slår fast, at vi skal bruge behandlingsdomme der, hvor der er risiko for gentagelseskriminalitet, eller hvor personen er farlig. Problemet er bare, at det, som Institut for Menneskerettigheder dokumenterer, er, at tit bliver dommen bare forlænget, uden at der er begået ny kriminalitet. Det er jo meget svært at se, hvad man så bygger en idé om gentagelseskriminalitet på, og derfor kommer det til de facto at være en straf af psykisk syge. Det er jo sådan, de oplever det, altså at det er svært at komme ud af de her behandlingsdomme, også selv om man ikke har begået nogen ny kriminalitet.

Ministeren.

Det er også, sådan som jeg husker det, noget af det, der er Rigsrevisionens kritik, altså at anklagemyndigheden ikke hyppigt nok er inde og vurdere. Til gengæld må man også holde fast i, at proportionaliteten, som jeg sagde, skal være mellem risikoen for ny kriminalitet og foranstaltningens art og længde, og det vil sige, at hvis man er i en behandlingssituation og behandlingen ikke er afsluttet, så kan der være behov for at forlænge den, men jo ikke tidsubegrænset og slet ikke for små forseelser.

Næste korte bemærkning er til hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil fortsætte, hvor min kollega slap. Det, jeg godt kunne tænke mig at spørge om, er, om ministeren ikke også er enig i, at det er afgørende for den type mennesker, der jo er tale om her, at hvis man har et behandlingsbehov, der ligesom er påkrævet, finder det sted, inden man nødvendigvis begår kriminalitet eller får en behandlingsdom. Altså, det er også det, der er essensen af det her, og derfor er det relevant at se på proportionaliteten i det. Derfor vil jeg høre, om ministeren ikke er enig i netop det, altså at vi skal have behandling inden, sådan at det er afgørende og ikke bare kommer for sent og så til selve behandlingsdommen så at sige.

Ministeren.

Det siger næsten sig selv, at målet må være, at folk, der har brug for hjælp – psykisk syge og i øvrigt også somatisk syge – får den hjælp, som de har behov for. Jeg tror også, at vi alle sammen ved, at psykiatrien er udfordret, men det siger sig selv, at det er allerbedst, hvis man opdager psykisk sygdom og får den behandlet, før det overhovedet udvikler sig til noget, der kan minde om kriminalitet. Sådan forstod jeg spørgsmålet.

Hr. Kristian Hegaard.

Men hvis det siger sig selv, at man skal have behandling uanset hvad, når man har et behandlingsbehov, så er det jo relevant at se på, hvad den straf, der tilkommer en, i forbindelse med at man får en behandlingsdom, så er – det var også det, min kollega spurgte ind til før. Ville man have fået den samme straf, hvis man ikke havde et behandlingsbehov og ikke var psykisk syg? Det er jo den proportionalitet, der er vigtig. Så kan ministeren ikke godt se, at det også er det, der er vigtigt i den her forbindelse?

Ministeren.

Nej, jeg tror faktisk, at vi lige præcis her måske rammer forbi hinanden. For den proportionalitetsvurdering, der skal være, skal ikke være mellem den begåede kriminalitet og foranstaltningens længde. Altså, små forhold skal selvfølgelig ikke føre til tidsubegrænsede foranstaltninger, men proportionaliteten skal være mellem risikoen for ny kriminalitet og foranstaltningens art og længde. Det er, fordi vi siger, at når folk er utilregnelige, skal de ikke straffes, de skal hjælpes. Og man kan jo ikke vide på forhånd, hvor lang tid hjælpen tager, før vi er sikre på, at vi imødegår, at der bliver begået ny kriminalitet. Så proportionalitetsafvejningen er nok en lidt anden, tror jeg.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Således kan ordførerrækken påbegyndes. Den første ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er hr. Jeppe Bruus.

Vi har sådan set et fantastisk land og et fantastisk samfund. Tænk sig, at folk, der begår kriminalitet, men som har et behov for ikke at blive sat i fængsel, men faktisk at få hjælp og behandling, får det – i vid udstrækning. Det er jo godt, og derfor handler det her jo også om, om den hjælp og behandling så står mål med det behov, der også er.

Derfor er det jo rigtig godt, at SF tager det her forslag op om at se på et område, hvor det er klart, at der er nogle mennesker, der føler, at de kommer i klemme i systemet, og hvor behandlingen i deres oplevelse kommer til at fremstå som en uproportionel straf. Det skal man tage meget alvorligt, og det tager vi meget alvorligt.

Derfor er vi også glade for justitsministerens tilkendegivelse af at arbejde med det her problemfelt. Der er selvfølgelig nogle mennesker, som oplever det som en voldsom overskridelse af deres egne frihedsrettigheder og deres egne grænser, og det skal vi tage alvorligt. Så jeg synes, det er godt at få belyst det her område endnu en gang. Arbejdet bliver sat i gang, som justitsministeren redegjorde for. Og så får vi jo også et grundlag for at drøfte, om der i virkeligheden er behov for at gå videre i forhold til det.

Med de ord støtter vi sådan set beslutningsforslaget med de forudsætninger, som justitsministeren har redegjort for.

Tak for ordførertalen. Der er ønske om en kort bemærkning til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF. Værsgo.

Jeg vil også gerne sige mange tak til den socialdemokratiske ordfører for imødekommenheden. Det betyder rigtig meget, tror jeg, for de mennesker, som bliver udsat for de her behandlingsdomme. Vi skal selvfølgelig give behandlingsdomme, men der er noget, der tyder på, at vi overforbruger det i Danmark. Altså, der er sket en tidobling i forbruget af behandlingsdomme. Der er nu 4.200 mennesker, som er undergivet sådan en. I Sverige, som jo har en større befolkning, er det 1.800, og i Norge er det så 215. Mener den socialdemokratiske ordfører ikke, at det her tyder på, at der er noget galt i det danske system, og at vi måske både opretholder et system, som er belastende for den enkelte, men som i virkeligheden også optager en masse ressourcer fra dem, som virkelig, virkelig har behov for at få kvalificeret hjælp?

Ordføreren.

Måske. Men hvis vi har et højere antal behandlingsdomme i Danmark end i Sverige, kunne det jo sådan set også godt være, at det er, fordi der faktisk er flere mennesker, der får den hjælp, de har behov for. Og det synes jeg da egentlig er en af de ting, der er interessante at dykke mere ned i. Så er jeg med på problematikken her, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt peger på, nemlig spørgsmålet, om det så bliver brugt disproportionalt, så det derfor fylder uforholdsmæssigt meget. Det er jo så noget af det, vi må få belyst, men det, at der er flere, der sådan set får en behandlingsdom sammenlignet med andre lande, er jo ikke nødvendigvis negativt.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jo, jeg tror sådan set, vi må sige, at det er negativt. For Rigsrevisionen er lige kommet med en beretning, som viser, at det simpelt hen sejler. Det system, vi har fået lagt op, fungerer ikke. De får simpelt hen ikke den behandling og den hjælp, de har brug for, der er ikke tilstrækkeligt tilsyn, og dommene udstrækkes længere, end godt er. Det er sådan set konklusionen. Så der er noget galt i vores system, og jeg tror, systemet er overbelastet.

Men så vil jeg gerne spørge ordføreren, om han synes, det er rimeligt, at man, hvis man har 26 butikstyverier på bagen, så bliver ved med at få opretholdt en behandlingsdom, på trods af at der f.eks. ikke er gentagelseskriminalitet. Det var i øvrigt en person, som havde en spiseforstyrrelse, og som havde stjålet for i alt 6.500 kr. ved de 26 tyverier, og det var gået til mad, som jo sikkert handler om den der spiseforstyrrelse, som det nok er godt at få noget hjælp til. Men er det rimeligt, at man udstrækker en behandlingsdom, som i første omgang er på 5 år, med flere på hinanden følgende år, selv om der ikke er begået ny kriminalitet? Kan ordføreren ikke godt se, at der er noget proportionalitet i det, som ikke er helt på plads?

Ordføreren.

Jo, det kan jeg sagtens se, og det, jeg sagde før, var ikke udtryk for, at jeg ikke anerkender, at der er problemer. Jeg er også med på, hvad der står i de undersøgelser, der er lavet. Så der er massive problemer, ligesom der desværre er massive problemer i resten af vores psykiatriske system. Så det var heller ikke det, min kommentar gik på. Min kommentar var: Hvis nu systemet fungerede, var det så nødvendigvis negativt, at der var flere, der faktisk fik en behandlingsdom frem for en anden form for dom? Ikke nødvendigvis, men jeg er da helt enig i, at vi har problemer, og det er også derfor, det er godt at få arbejdet videre med det.

Tak til hr. Jeppe Bruus. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er hr. Morten Dahlin.

Tak for ordet, formand. Proportionalitet mellem lovovertrædelse og sanktion er en vigtig diskussion at have herinde, og det er det også, når det gælder retspsykiatrien. Og jeg tror, at vi på baggrund af de indlæg, der har været heroppefra, den dialog, der har været med forslagsstilleren fra SF, kan konstatere, at der er nogle udfordringer, som vi egentlig grundlæggende ser ens på her. Men der skal selvfølgelig også være proportionalitet mellem, hvor stor en udfordring det er, og hvilket arbejde man så sætter i gang. Og det, der jo står i forslaget, er, at der skal nedsættes en kommission. Nu har vi hørt fra ministeren, at ministeren ønsker at fortsætte det arbejde, som den tidligere regering igangsatte med at få gennemanalyseret det her problem og få undersøgt det til bunds, og så kan man så på baggrund af de undersøgelser have nogle politiske drøftelser af, hvad vi kan gøre.

På baggrund af det kan vi ikke støtte forslaget om at nedsætte en kommission, men vi bakker fuldt op om, at det arbejde fortsætter i ministeriet og i øvrigt tværministerielt. Og så vil vi også aktivt deltage i drøftelserne efterfølgende, hvor jeg bare baseret på den korte dialog, der har været indtil videre, tror, at der kan samles et flertal af Folketingets partier, som ser ens på nogle af de problematikker, der er på det her område. Tak for ordet.

Tak til Venstres ordfører. En kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF.

Tak for det. Det glæder mig også rigtig meget, at Venstre bakker op om et arbejde på det her område. Jeg ved godt, at det her forslag er lidt er i nørdklassen, men det er faktisk rigtig, rigtig vigtigt.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren også synes, at der er et problem i, at vi ser mennesker, som får opretholdt eller får forlænget deres behandlingsdom, når de ikke har begået gentagelseskriminalitet i den 5-årige periode, hvor de fik deres første behandlingsdom. Er det så rimeligt at forlænge den med 2 år mere, eller med 2 år mere, som vi også ser i nogle tilfælde, og nogle gange 9 år, uden at der er sket gentagelseskriminalitet? Er ordføreren enig i, at vi burde reservere de behandlingsdomme og foranstaltninger til der, hvor der er fare for, at man begår ny kriminalitet?

Ordføreren.

Tak til spørgeren. Til det vil jeg gerne sige tre ting. Altså, for det første skal man ikke beklage at stille et nørdforslag. Verden og Danmark og folkestyret har brug for nørder. Det er kun positivt, så det er bestemt ikke noget, vi må gøre til et nedladende udtryk. At noget skulle være noget nørderi, ser jeg kun positivt på, og det er kun godt, at SF har gjort det.

For det andet bakker vi selvfølgelig op om arbejdet, og det gør vi, fordi justitsministeren vist fik sagt, at det blev igangsat i 2018, og da sad Venstre i regering. Så det har vi selvfølgelig ikke skiftet holdning til. Vi synes, det er et godt arbejde.

Så til spørgsmålet fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt om, om Venstre synes, det er problematisk, at der er den situation, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt beskriver. Og jeg vil sige, at det kan det være, og fordi det kan være det, synes vi, at det arbejde, der er igangsat, er vigtigt, og vi anerkender, at der kan være nogle problemstillinger, f.eks. i forhold til forlængelse, som vi skal have kigget på. Men jeg vil ikke står her og lægge mig fast på at sige, at det altid er et problem. Men jeg vil gerne anerkende, at det kan være et problem.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for det, så er vi jo da i hvert fald et stykke ad vejen. Hvad tænker Venstre egentlig om, at Institut for Menneskerettigheder siger, at den nuværende praksis rejser spørgsmål i forhold til ligebehandlingsprincippet, diskriminationsforbuddet og proportionalitetsprincippet? Er det ikke et vægtigt argument for at lave systemet om? Det vil jeg gerne høre Venstres ordfører om.

Ordføreren.

Jamen Venstre synes, at Institut for Menneskerettigheders kritik giver anledning til at fortsætte det tværministerielle arbejde, der blev sat i gang i 2018, og så på baggrund af det tage nogle drøftelser af, hvilke ændringer der eventuelt skal laves.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Dansk Folkeparti, og det er hr. Peter Skaarup.

Tak til SF for at rejse en vigtig debat, som omhandler mange mennesker, og at vi skal være opmærksomme på, om vores system fungerer tilstrækkelig godt for dem, også for at sikre, at de ikke kommer galt af sted på en sådan måde, at det går ud over ofrene, på grund af at vores system ikke fungerer godt nok. Så med det fortegn, som Dansk Folkeparti her har, nemlig at der er et meget, meget vigtigt hensyn at tage til ofrene for kriminalitet i Danmark, så synes vi, at der kan være god fornuft i, at vi kigger det nærmere efter i sømmene, altså om det her system fungerer godt nok, og om vi kan gøre noget, for at det kommer til at fungere bedre. Vores indtryk er, at der er en hel masse udfordringer i systemet, der betyder, at der mangler pladser, at der mangler opfølgning, at der mangler kortere sagsbehandlingstider i vurderingen af mange af de her elementer, og derfor kan der være sund fornuft i, at vi får gennemarbejdet det nærmere ved hjælp af et udvalg eller en kommission, eller hvad det kan være, der får kigget nærmere på, hvor udfordringerne er, og hvad vi kan gøre ved dem.

Hvis vi kigger i beslutningsforslaget her, er der i bemærkningerne nogle steder, hvor vi sådan studser lidt over, om man har helt galt fat i det eller måske kun lidt fat i kernen af det. Eksempelvis er der en passage, hvor man skriver, at Institut for Menneskerettigheder i november 2019 præsenterede rapporten, som vi kender, og at der heri kan læses, at antallet af borgere, der er dømt i form af de her anbringelses- og behandlingsdomme, er steget betydeligt. Og man konkluderer så, at det er sket i en periode, hvor der ikke er noget, der tyder på, at psykisk syge er blevet mere kriminelle. Der kunne man måske godt, hvis man nu er djævelens advokat – og det skal vi jo nok også være lidt i forhold til forslag her i Folketinget – når det konkluderes, som der her gøres, altså at »hvor der ikke har været noget, som tyder på, at psykisk syge er blevet mere kriminelle«, diskutere, om det er rigtigt. Altså, er det SF's konklusion her? Sådan fornemmer jeg at det er ud fra bemærkningerne. Men vi ved vel ikke, om det er sådan, og det er vel rent gætteri, om det er sådan, som man skriver her, altså at der ikke er noget, der tyder på, at psykisk syge er blevet mere kriminelle.

Altså, det kunne jo godt være, at man med den formulering, som man her har valgt, netop siger, at der er for få pladser i psykiatrien i dag, og at man jo så derfor vælger at afvise folk ved døren eller udskriver dem for hurtigt, og at det så betyder, at psykotiske mennesker render for meget rundt for sig selv, og at den naturlige konsekvens måske så lige netop er, at de laver mere kriminalitet, sådan at der faktisk er mere kriminalitet end tidligere, af nogle andre årsager, end man måske umiddelbart gerne vil have, men at der uanset det er mere kriminalitet end tidligere. Sådan kunne det jo faktisk godt være. Så derfor synes jeg, at man konkluderer lidt for hårdt i bemærkningerne i det her beslutningsforslag. Der er også et andet sted, hvor man skriver:

»Meget tyder på, at de bliver idømt særforanstaltninger efter straffeloven på grund af manglende adgang til behandling i almen- og socialpsykiatrien.«.

Igen er det: »Meget tyder på«. Altså, er det rigtigt? Tror vi det? Tror SF det? Det er i hvert fald ikke sikkert, at det er faktuelt underbygget, at man har det på den måde. Så er der et andet sted, jeg her lagde mærke til, hvor man skriver:

»Anbringelsesdømte bliver frihedsberøvet, og behandlingsdømte risikerer frihedsberøvelse. Hertil kommer risikoen for skjult tvang, idet den dømte kan opleve et pres for at underlægge sig behandling for at få lempet sin dom«.

Der taler man altså om skjult tvang. Men er det egentlig ikke fint nok – og det er det spørgsmål, jeg stiller til ordføreren – at der bliver lagt et pres på folk for at indgå i behandling, altså i virkeligheden hellere behandling end at man undslår sig den og rykker i fængsel uden behandling? Hvis vi ser på nogle af de udfordringer, der er blandt nogle af de kriminelle, som vi ser på gaden i dag, så er det netop, at de ikke har fået den behandling, fordi der har været for kort tid, mens de sad i fængsel – fordi vi opererer med nogle relativt korte straffe i Danmark i dag – til at træne dem op i at lære de sociale kompetencer, der betyder, at de kan klare sig ude i samfundet og få et job og få sig en uddannelse osv. osv. Det er i øvrigt også en af de konklusioner, som vi nogle gange ser, når kloge folk undersøger det her nærmere, altså at den tid, man har i fængslet, faktisk godt kan bruges fornuftigt til at lære sociale kompetencer, så man ikke kommer ud og laver ny kriminalitet. Og det misser man lidt i det her beslutningsforslag på det punkt. Men som sagt: Det er egentlig mere bemærkningerne, altså kommentarerne til selve forslaget, som jeg her lidt er djævelens advokat i forhold til, end selve intentionen om, at vi skal undersøge det nærmere, og at vi skal se, om vi kan gøre tingene bedre på en anden måde.

Tak til hr. Peter Skaarup. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF. Værsgo.

Tak for det, og tak for, at Dansk Folkeparti trods bemærkningerne alligevel støtter, at vi skal kigge på det her. Bemærkningerne skal jeg sige er taget ud fra Institut for Menneskerettigheders rapport, og de har sådan set undersøgt en hel del domme, så derfor ved vi ret meget om konsekvenserne af det.

Mener hr. Peter Skaarup, at det er et problem, at 10 pct. af de behandlingsdomme, der bliver givet, bliver givet for butikstyveri? Det er noget, som for hr. Peter Skaarup og jeg ville udløse en bøde, men her giver det altså en foranstaltning på 5 år, som i princippet, det ses der også eksempler på, kan forlænges igen og igen og igen, uden at der er blevet begået ny kriminalitet. Er det ikke en udfordring for den borger, der bliver udsat for det her?

Ordføreren.

Det er jo meget godt lige at få klarlagt, om det er SF, der mener de her ting, der står i bemærkningerne, eller om det er Institut for Menneskerettigheder. Men uanset om det er SF, eller om det er Institut for Menneskerettigheder, virker det, som om man har en eller anden form for forudindtagethed i forhold til nogle af de her problemstillinger, hvor man måske godt kunne ønske sig, at man var mere klar i spyttet og f.eks. anerkendte, at det faktisk godt kunne være, at der var mere kriminalitet begået af psykisk syge af forskellige årsager, og det behøver man egentlig ikke lukke øjnene for der kunne være.

Når det handler om det her med butikstyveri, skal jeg ikke kunne sige, hvad der kan være årsagen til, at man ender der, men vi har jo altså nogle kriminelle, der er psykisk syge og er meget svære at tale til fornuft i forhold til både kriminalitet, men også andre forhold. Og jeg kunne forestille mig, at det er det, der er baggrunden for, at der er nogle, der har begået butikstyveri i stort tal, som så ender i det her system. Men dermed ikke være sagt, at de skal blive der, og dermed heller ikke være sagt, at de egentlig skulle have nøjedes med en bøde, men dermed være sagt, at vi i fællesskab skal sørge for, at de kan komme videre i respekt for, at der også er nogle butiksejere, der er dybt martrede og synes, det er dybt forkert, at de hele tiden får stjålet deres ting, uden at de rigtig kan gøre noget ved det.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak til hr. Peter Skaarup for trods alt at indikere, at det kan være uproportionalt, når man får forlænget en behandlingsdom, en foranstaltning, på baggrund af at der så ikke er begået ny kriminalitet. Det er jo lige præcis det, som forslaget her handler om, nemlig at der skal være mere proportionalitet.

Ordføreren.

Det kan godt være uproportionalt, men det kan jo også godt være, at man har de bedste intentioner om at sikre, at vedkommende kommer i behandling. Altså, hvis man f.eks. tager de pædofile, har vi der en gruppe, der tager imod behandling, og det er fint nok, men så er der jo også en gruppe, der nægter at se det i øjnene og nægter at tage imod behandling. Jeg tror godt, jeg vil være med til at forlænge deres ophold og i øvrigt bruge nogle andre værktøjer, medicinsk kastration, som vi har foreslået i Folketinget, til at sikre, at vedkommende så ikke laver ny kriminalitet. Jeg tror egentlig, at der er de bedste intentioner i forhold til det her, men spørgsmålet er bare, om det virker på den lange bane, og om der er ressourcer nok i systemet til at sikre, at det kommer til at virke.

Tak til hr. Peter Skaarup. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra Det Radikale Venstre, og det er hr. Kristian Hegaard.

Mange tak for ordet, formand. Og tak til Socialistisk Folkeparti for at sætte fokus på proportionalitet mellem lovovertrædelse og sanktion ved anbringelses- og behandlingsdomme. For jeg mener, det er en af de mest oversete problemstillinger overhovedet på retsområdet, også selv om det ikke trækker overskrifter som højere straffe og andet, der klinger bedre i munden, gør. For det må være sådan i en retsstat, at lige forbrydelser straffes ens, at man får den samme straf for begået kriminalitet, hvad enten man har en psykisk udfordring eller ikke har en psykisk udfordring. Med andre ord, at lighed for loven også gælder psykisk sygdom.

Hvis man f.eks. får 3 måneders fængsel for, det kunne være vold, hvorfor skal man så have en længere frihedsberøvelse i anbringelsesdom, hvis man begår samme kriminalitet som psykisk udsat? Eller hvorfor straffe længere, fordi man får behandlingsdom, når vi vel samtidig er enige om, at hvis man er behandlingskrævende, skulle man have haft den behandling uanset hvad. Med andre ord, hvis ikke der er taget hånd om ens psykiske sårbarhed i tide, risikerer man en længere straf, hvis man som behandlingskrævende begår kriminalitet. Samtidig ser vi også ved de her foranstaltninger, at der sker forlængelse på forlængelse, også nogle gange uden at der er begået ny kriminalitet, og den slags var altså ikke sket i et rigtigt fængsel, medmindre der var begået ny kriminalitet i mellemtiden. Derfor er det helt afgørende at undersøge og se proportionaliteten nærmere efter i de her domme, så vi sikrer det helt grundlæggende princip, nemlig at lige forbrydelser straffes ens.

Derfor støtter Radikale Venstre SF's forslag, og vi er åbne for, hvordan det kan undersøges nærmere. Jeg skulle hilse fra Enhedslisten og sige, at det samme gør sig gældende for dem.

Tak til hr. Kristian Hegaard, det er noteret. Der er ikke korte bemærkninger til ordføreren. Og således kan jeg byde velkommen til den næste ordfører, som kommer fra Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Mads Andersen.

Tak for det, formand. Og tak til SF for forslaget. Vi anerkender også, at det er et emne, som skal undersøges nærmere. Vi er dog i tvivl om, om den her stigning i antallet af dømte til behandlingsdom, som der står i baggrundsmaterialet, skyldes mangel på plads i almen- og behandlingspsykiatrien eller måske mere er et tegn på, at vi på de her 40 år er blevet klogere på området og bruger behandlingsdomme til folk, som har psykiske lidelser, i stedet for bare at smide dem i brummen.

Så ser vi også ind i en tid, hvor regeringen bl.a. har varslet en forestående 10-årig psykiatriplan, der skal diskuteres, og hvor der meget vel også kunne komme nogle ting, som flyder sammen med retspsykiatrien og nogle erfaringer derfra. Vi synes faktisk, det er vigtigt at have fokus på det, og vi vil også gerne opfordre regeringen til at have det her med i forhandlingerne om kriminalforsorgen. Vi hørte jo også lige justitsministeren tale om, at man fortsætter arbejdet med den her tværministerielle arbejdsgruppe, og det synes vi selvfølgelig også er en rigtig god idé. Men lad os for nuværende starte med den her arbejdsgruppes arbejde og de videre drøftelser, inden vi begynder at sætte en stor forkromet kommission i værk.

Derfor kan vi ikke støtte forslaget, men vi bakker selvfølgelig fuldt ud op om intentionen.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Nye Borgerlige, og det er fru Pernille Vermund.

Tak til SF for nærværende beslutningsforslag. Beslutningsforslaget har til formål at nedsætte en kommission vedrørende proportionalitet mellem lovovertrædelse og sanktion ved anbringelses- og behandlingsdomme.

Lad mig begynde med at slå fast, at vi i Nye Borgerlige generelt er skeptiske over for at nedsætte kommissioner. Alt for ofte ender kommissioner og udredninger som syltekrukker, der skal give borgerne et indtryk af, at politikerne tager en given sag alvorligt, uden andet væsentligt resultat end at ende som endnu en udgift for danske skatteydere.

Når vi alligevel er positive over for nærværende beslutningsforslag, skyldes det, at forslaget handler om nogle af de svageste borgere i vores samfund – danskere, der lever som hjemløse, som er misbrugere, eller som har psykiske lidelser; mennesker, som i alt for høj grad kriminaliseres og jages frem for at få den støtte og hjælp, som de fortjener.

I Danmark har vi et kulturelt og værdimæssigt fællesskab, som er bygget op igennem generationer – et fællesskab, der binder os sammen som danskere. Her er det værdifællesskabet og civilsamfundet, der tilskynder os til at hjælpe de syge, de ældre og de mest udsatte borgere; det er ikke staten, tværtimod. Alt for ofte oplever vi, at staten svigter, når det kommer til de svageste i vores samfund. De mennesker, som har allermest brug for en hjælpende hånd til at komme på fode eller bare klare sig igennem hverdagen, piskes rundt i systemet, kriminaliseres eller udsættes generelt for en behandling, som ikke er vores værdifællesskab værdig.

Formålet med nærværende beslutningsforslag er ifølge forslagsstillerne at nå frem til en model, hvor særforanstaltninger udelukkende anvendes i sager om farlig kriminalitet, der almindeligvis ville føre til fængselsstraf, og hvor særforanstaltningerne desuden ikke har en varighed, der er væsentlig længere end varigheden af en fængselsstraf.

Nye Borgerlige mener, at forbrydere skal straffes. Begår man som udenlandsk statsborger kriminalitet i Danmark, skal man udvises konsekvent og efter første dom, og begår man kriminalitet som dansker, så skal man have en straf, der står mål med de gener, man har påført sine ofre. Vi mener generelt, at for få kriminelle udlændinge udvises, og at straffene for bl.a. personfarlig kriminalitet er alt for lave i Danmark.

Men af hensyn til sikkerheden og trygheden i vores samfund må vi passe på hinanden, passe på vores medborgere, før det når så vidt. Vi må handle præventivt og sikre, at børn ikke vokser op med misrøgt og svigt på institutioner, i plejefamilier eller i deres egne hjem, uden at vi griber ind. Vi må som samfund træde til og hjælpe de danskere, der lever på kanten af samfundet, og som ikke har hjælp fra netværk eller familie. Ingen skal tabes, glemmes eller efterlades til et liv, hvor kriminalitet er sidste udvej. Og er man først nået dertil, hvor forbrydelser som tyveri eller indbrud betaler for det næste fix, så skal en behandlings- eller anbringelsesdom naturligvis sigte mod resocialisering. Danskere, der dømmes for kriminalitet, skal i videst muligt omfang hjælpes på fode til et lovlydigt liv, uanset om de får en fængsels-, behandlings- eller anbringelsesdom. Forsømmer vi den opgave, vil det utvivlsomt skabe et mere forrået samfund med langt flere ofre. Det må vi ikke risikere.

Danmark er et samfund, hvor vi også i fremtiden skal kunne sikre, at de danskere, der har mest brug for hjælp, får den. Det gælder ikke mindst for de danskere, der er hjemløse, misbrugere eller har psykiske lidelser, og som ender i kriminalitet. De skal naturligvis ikke straffes hårdere eller fastholdes i systemet væsentlig længere end den forbryder, der upåvirket og med fuldt overlæg har begået kriminalitet.

Derfor støtter vi nærværende beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønsker om korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Tusind tak til alle i salen for at anerkende den her problemstilling. Det gør mig oprigtig glad, og jeg er faktisk også positivt overrasket. Det er jo en, som jeg sagde, lidt nørdet debat, og det er for sjældent, tror jeg, at vi har lejlighed til at diskutere den her slags ting med hinanden. Så det har faktisk været en rigtig positiv overraskelse for mig selv, at vi har kunnet have den her gode debat omkring det. Så vil jeg også gerne takke ministeren for at anerkende problemstillingen og for faktisk også gerne at ville gøre noget ved den. Jeg har ikke mistillid til ministeren, men min bekymring kan være, om vi kommer i mål med lige præcis det, der er bekymringen her i beslutningsforslaget, nemlig at vi bruger behandlingsdomme i flæng, også til småforbrydelser, og opretholder dem for længe. Som sagt har jeg ikke mistillid til ministeren, men der er bare en forhistorie, hvor man kan se, at der ikke rigtig sker noget på det her område.

Man forsøgte at begrænse længden af foranstaltningerne i 2000. Der havde man tidsubegrænsede domme, og så indførte man jo det her regime med 5-årige og 2-årige forlængelser. Og der er jo i hvert fald ikke sket det, at det har bremset anvendelsen af det her særlig meget. Så det er den ene ting, der sådan bekymrer mig lidt. Den anden ting er jo, at det her problem har været beskrevet virkelig mange gange. Institut for Menneskerettigheder lavede deres første undersøgelse i 2006. Nu lavede de så en igen i 2019. Men også Dansk Psykiatrisk Selskab har problematiseret det her, og senest har vi så beretningen fra Rigsrevisionen fra april måned. Så der har været mange røde advarselslamper, som jeg ser det, og jeg tror ikke, der har været politisk vilje til at ændre det her, fordi det jo også handler om at tage ansvaret for, hvad der sker, hvis man ændrer noget her. Jeg tror, at det måske nok har været en varm politisk kartoffel, og derfor er der ikke sket noget. Men nu håber jeg jo så, at der er udsigt til, at vi kommer lidt videre med det her.

Jeg tror selvfølgelig også, at en del af problemstillingen er, at nogle mennesker, som har været udsat for det her, jo ikke har en stemme til at råbe op. Det er udviklingshæmmede, det er mennesker med sindslidelser, hvor mange er rigtig dårlige, og en del tør faktisk ikke sige noget, fordi de frygter endnu en forlængelse og mere tvang. Jeg er ret sikker på, at det påvirker folks liv enormt i årevis at være underlagt de her foranstaltninger, og i praksis kan det jo betyde, at man risikerer at blive genindlagt uden selv at kunne gøre noget ved det. Man er faktisk dårligere beskyttet på det her område end i psykiatriloven, hvor man faktisk har nogle rettigheder. Og ikke nok med at man risikerer, at man har en foranstaltning, som kan vare 10, 12 år, for i det øjeblik den ophæves, begynder straffeattesten så at tikke. Det er så 5 år oveni, hvor man f.eks. får svært ved at få et job. Det er der folk, som har skrevet til mig om. Der var på et tidspunkt en mand, som i en depression havde begået hærværk på nogle gravsten. Det er mange år siden, så det er altså ikke de nylige sager, vi ser. Men han kom hurtigt ovenpå. Han havde tidligere haft en lederstilling i det offentlige system, men kunne nu slet ikke få et job igen på baggrund af en depression, han på et tidspunkt havde haft, hvor han havde gjort noget dumt. Det er jo rigtig svært, synes jeg, for de her mennesker, som i forvejen får en ekstra, ekstra tid oveni.

Så synes jeg også, at der er noget urimeligt i, at forhold, som i princippet ville give en bøde på 4.000-6.000 kr. for os andre eller måske en meget, meget kort fængselsstraf for folk, som begår den samme forseelse, udløser foranstaltninger for den her gruppe mennesker i årevis. Det er der altså noget der er lidt skævt i. Der var f.eks. personen, som fik en foranstaltningsdom for 26 tyverier til en værdi af i alt 6.500 kr. Som jeg fortalte før, var tyverierne primært af mad, fordi personen havde en spiseforstyrrelse. Normalt ville det jo ikke kunne udløse flere års straf i den virkelige verden. Og vi må holde fast i, at det, der skal give en foranstaltningsdom, jo er risikoen for gentagelseskriminalitet, ikke om man kan få den nødvendige behandling, som også har været nævnt af flere her i dag, for det er faktisk ikke argumentet, når man anvender den her type domme.

Så er der også ham, som fik en behandlingsdom for to gange at have kørt spritkørsel på en knallert. Han gik i behandling, han installerede frivilligt en alkohollås på bilen, og han blev underlagt kommunens krav om at bo et bestemt sted og arbejde på en bestemt måde. Dommen blev forlænget, på trods af at han ikke siden dommen for 6 år siden havde begået ny spritkørsel. Det er da også urimeligt.

Så var der manden, som kom op at slås og slog sin ven, og som aldrig før havde udøvet den type vold og aldrig efter udøvede den type vold igen. Han fik en behandlingsdom på 5 år. Så blev den forlænget en gang, og den blev forlænget en gang mere, men da man ville forlænge den den tredje gang, og altså igen lægge 2 år oveni, sagde retten heldigvis nej. Men det blev til 9 år for noget, som formentlig ville blive takseret til 30 dage. Og dommen blev forlænget, uden at der var begået ny kriminalitet. Det synes jeg altså er ude af proportioner, og jeg synes, at Institut for Menneskerettigheder med deres rapport viser, at det rejser problemer i forhold til ligebehandlingsprincippet, proportionalitetsprincippet og diskriminationsforbuddet.

Det er jo ikke ualmindeligt, når dommene forlænges, at der som begrundelse for, at man forlænger dem, henvises til, at det er, fordi man frygter, at man ikke kan få den nødvendige behandling i almenpsykiatrien, men det er bare ikke en begrundelse, der holder, når man skal give en foranstaltningdom – der er det centrale, om man begår ny kriminalitet. På den måde tager brugen af det her jo overhånd.

Jeg siger ikke, at vi skal lade som ingenting, når en person, der er sindslidende eller udviklingshæmmet, begår kriminalitet, men sanktionen skal også stå lidt mål med lovovertrædelsen, også når det gælder de her mennesker. Nogle domme skal helt sikkert forlænges, fordi man frygter, at der vil blive begået ny kriminalitet, og jeg argumenterer heller ikke for, at vi ikke skal give behandlingsdomme – det skal vi – men vi skal sikre, at de selvfølgelig gives til de rigtige, og at det ikke bliver urimeligt og optager dyrebare ressourcer i vores retspsykiatri, ressourcer, som vi kunne bruge på nogle af de mennesker, som har allerallermest behov, og også nogle af de mennesker, som er meget farlige, og som vi har brug for at lave en særlig indsats til.

Vi kan jo se på rapporten fra Rigsrevisionen, at man ikke får den behandling, man har brug for, at der ikke bliver ført det nødvendige tilsyn, at der ikke foretages opfølgning, og at der i mange situationer er givet en for lang forlængelse af en foranstaltningsdom, uden at det så er blevet ophævet. Så der er mange problemer på det her område, og det var også derfor, at vi tænkte, at det ville være godt med en kommission til at få det her kulegravet og få tænkt over at få skabt et nyt system. Men det er fint, at ministeren har nedsat nogle udvalg. Det er også rigtig godt – bare der sker noget.

Jeg synes, der er noget galt, når antallet af foranstaltninger er tidoblet til 4.200 mennesker. Til sammenligning har vi et tal fra Norge – det er måske i den lave ende – på 215, som er udsat for det samme, mens Sverige har noget under halvdelen af, hvad Danmark har, på trods af at de har en større befolkning. Jeg synes i hvert fald, det tyder på, at der er noget i det her system, som er skævvredet, og som vi virkelig har brug for at få kigget nærmere på. Så det er godt at det bliver gjort.

Lige til sidst vil jeg komme med en bemærkning til noget af det, som hr. Kristian Hegaard sagde, nemlig at Institut for Menneskerettigheder faktisk kan konstatere, at rigtig mange af de her mennesker ender med at blive farlige og komme meget langt ud, fordi almenpsykiatrien ikke fungerer, og da den ikke fungerer, bruger man det så igen til at opretholde foranstaltningerne i længere tid, fordi man ikke tror på, at de kan få den nødvendige behandling i det almindelige system. Den gennemsnitlige foranstaltningsdømte er faktisk en enlig mand på 40 år, så der går lang tid, inden det menneske bliver så dårligt, at det ender med at få en foranstaltningsdom. Der har vi haft mange muligheder for at gribe ind og gøre noget. 50 pct. af dem, der får en foranstaltningsdom, har et misbrug, og 50 pct. har været anbragt, så der er altså virkelig noget, vi kan gøre bedre her. Det er en falliterklæring, at mennesker bliver kriminelle, fordi de er syge, og fordi vi hjælper dem for dårligt.

Jeg tror, det var det, jeg vil sige i dag, og det er også det, jeg kan nå at sige. Man kan måske nok mærke, at jeg brænder for det her emne. Men jeg vil igen sige tak til ministeren. Jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af udvalgsarbejdet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, først fra fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det, og endnu en gang tak til SF for at tage det her op. Når vi støtter det, er det ikke mindst på grund af det, som jeg sagde før. Og lad det være sagt med det samme, hvis nogen skulle være i tvivl: Vi mener selvfølgelig virkelig, at forbrydere, som begår forbrydelser, skal have en straf, som står mål med den forbrydelse, som de har begået. Altså, offeret skal ikke lide mere, fordi der er en person, som har en sindslidelse eller et misbrug, hvis offeret er blevet voldtaget, udsat for vold osv. Men med hensyn til den person, som så har et misbrug, som har en sindslidelse, må det jo aldrig være sådan, at vi har et system, hvor det bliver sindslidelsen eller misbruget i sig selv, som kriminaliseres. Og det er jo det, som man lidt får fornemmelsen af, altså at man fastholder folk i de her foranstaltninger, så længe de ikke er kommet ud af deres misbrug, uanset om det er piller, narkotika, alkohol, eller hvad det måtte være, eller hvis deres sindslidelser ikke er på et niveau, hvor man synes, at de nu virker tilstrækkelig normale. Vi har på en eller anden måde bevæget os over i en retning, hvor der er mindre og mindre plads til de der skæve eksistenser, de krøllede hjerner, dem, som altid har været der, og hvor det så er så uendelig nemt bare at lægge dem ind under en eller anden kontrol i staten. Og det tror vi simpelt hen ikke på er løsningen for de her mennesker.

Så jeg håber, at man i SF og regeringen, og hvem der nu kommer til at sidde for bordenden her, vil have fokus på, at det aldrig må blive sådan, at det er sindslidelsen eller misbruget, der straffes, men at det er den reelle gerning, og at det så selvfølgelig skal være en – hvad skal man sige – frivillig indsats for den enkelte at komme ud af eksempelvis et misbrug.

Ordføreren.

Jeg tror sådan set, at vi her er rigtig enige, altså at det her er gået for vidt, at det de facto er en kriminalisering af sindslidelser eller en udviklingshæmning. Det er jo klart, at det i første ombæring er kriminalitet, der fører til, at nogen får en foranstaltning, men hvis man forlænger foranstaltningen alene under henvisning til, at vedkommende har et misbrug eller en sindslidelse, og ikke fordi man tror, at der vil blive begået ny kriminalitet, så går det for vidt. Og det er jo det, som Institut for Menneskerettigheder kan dokumentere, og det synes jeg er et problem. Derfor er vi nødt til at gøre noget ved det både for den enkeltes skyld, men også fordi jeg tror, at det her optager nogle ressourcer i retspsykiatrien, og det er et problem for alle andre, der har brug for retspsykiatrien. Der er et kæmpe pres på den – det er der i øvrigt også på almenpsykiatrien – men vi må jo sørge for, at folk får hjælp de rigtige steder, og det bedste ville jo være at give de her mennesker hjælp. Tænk på, at den gennemsnitlige person er 40 år. Hvor mange gange inden da har vi ikke haft muligheden for at hjælpe det her menneske til at undgå at lave kriminalitet? Det synes jeg er tankevækkende.

Fru Pernille Vermund.

Når ordføreren nu selv nævner bl.a. anbragte børn, der som voksne lever med de svigt, som jo ofte er forbundet med det, at man er anbragt, enten fordi man er blevet anbragt på baggrund af nogle grelle vilkår i den familie, man biologisk hører til i, eller fordi institutioner og plejefamilier osv. har svigtet, hvad tænker ordføreren og SF så i forhold til de forhandlinger, der p.t. foregår omkring barnets lov, tror jeg de kalder det, altså den her forhippelse på at skulle anbringe endnu flere børn i stedet for i højere grad at gå ind og forebygge og sikre, at familierne kommer til at fungere?

Ordføreren.

Nu er det med anbragte børn jo ikke min specialitet, men det er jo hos socialordføreren hos SF. Men hvis jeg husker ret, er hun ikke sådan synderlig begejstret for, at vi bare anbringer rigtig mange flere børn, også fordi erfaringerne nogle gange er dårlige. Der ville det være bedre, om man måske fik understøttet familien på et meget, meget tidligere tidspunkt, så de ikke risikerede at blive udsatte. For der er jo ingen tvivl om, at det er et kæmpe tab for et barn, uanset hvordan mor og far er, fuldstændig at miste kontakten til dem.

Den næste korte bemærkning er til hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Vi synes som sagt, det er godt, at der bliver kigget lidt nærmere på det her område, men jeg må også sige, at når jeg læser nogle af de ting, som er skrevet i beslutningsforslaget og også bliver sagt her fra talerstolen, kan jeg godt være lidt bekymret for, om man siger, at behandling ikke må vare længere end den tilsvarende fængselsstraf, som ville blive udmålt i en kriminalitetsbetragtning. Grunden til det er, at der kan være behandling, som nogle af de her mennesker har behov for at få, for at de ikke forretter skade på andre mennesker, når de kommer ud fra den behandling. Og hvis den behandling overstiger den tid, det ville tage ellers at være i fængsel, så er det måske prisen nogle gange for, at man undgår, at de laver ny kriminalitet, for nogle af dem er så syge og så meget ude af drift, at de kan finde på at lave ny kriminalitet, hvis de bare blev lukket ud.

Er SF klar over, at der er en problemstilling her, hvis man bare sammenligner med almindelig kriminalitet og lukker folk ud, selv om de faktisk har gavn af at være i en behandling, der gør, at de kommer væk fra deres kriminalitet og væk fra deres sygdom?

Ordføreren.

Nu må vi lige holde fast i, hvorfor det er, man giver en foranstaltningsdom. Det gør man for at undgå, at vedkommende er til fare, eller for at undgå, at det fører til gentagelseskriminalitet – og så er behandling selvfølgelig et middel til det. Og det er så det, Rigsrevisionen har påpeget: Det fungerer slet ikke, vi gør det overhovedet ikke godt nok, vi lader de her mennesker sejle, og så bliver behandling tit en begrundelse for at forlænge foranstaltningen. Og det er jo det, der er et kæmpe, kæmpe problem, for det er ikke engang gentagelseskriminaliteten, der begrunder det, men det er behandlingen.

Jeg kan sagtens se, at der er nogle mennesker, der kan have gavn af behandling, men så må man lave den i almenpsykiatrien. Man kan ikke have et system, som ligesom skal sikre, at vi undgår gentagelseskriminalitet, men hvor det skjulte motiv alene er at sikre behandling. Så er vi altså ovre i almenpsykiatrien, for hvis de ikke længere er til fare for nogen og de ikke begår ny kriminalitet, så kan vi simpelt hen ikke begrunde det i forhold til at opretholde en ny foranstaltning eller en forlængelse.

Hr. Peter Skaarup.

Det er bare der, hvor vi så kan være enige om, at vejene måske skilles. Vi er sådan set med på, at man undersøger det her nærmere, og at man finder ud af, hvordan vi får skabt et system, som retter op på de ting, som Rigsrevisionen af gode grunde har sagt ikke fungerer. Men det, vi ikke vil være med på, er måske den model, som man taler om i beslutningsforslaget.

Man taler om, at man skal nå frem til en model, hvor det udelukkende er sådan, at særforanstaltninger anvendes i sager om farlig kriminalitet, der almindeligvis fører til en fængselsstraf, og hvor særforanstaltningerne desuden ikke har en varighed, der er væsentlig længere end varigheden af en fængselsstraf. Der er det altså bare, at vi siger, at hvis det nu er sådan, at vedkommende er til fare og den eneste mulighed – fordi det andet ikke fungerer – er at bevare behandlingen, er det trods alt bedre, at man bevarer behandlingen, der gør, at den pågældende ikke laver ny kriminalitet, end at man lukker folk ud, hvorefter de så laver ny kriminalitet og laver det 50. butikstyveri lige efter, selv om man egentlig gerne ville undgå det.

Ordføreren.

Jeg vil måske anfægte en lille smule, at man, hvis man laver et butikstyveri, nødvendigvis er til fare for alle mulige andre. Her er det nok nærmere risikoen for gentagelseskriminalitet, der er bekymrende, men den har vi jo også med rigtig, rigtig mange folk, som ikke har fået en foranstaltningsdom. Hvis de begår butikstyveri på butikstyveri, har det i hvert fald så slet, slet ikke de samme konsekvenser. Jeg får en lille smule ondt af en person med en spiseforstyrrelse, som er ude og vil begå butikstyveri og stjæle mad, som sikkert har en eller anden forbindelse til spiseforstyrrelsen. Er det så en foranstaltningsdom, som skal have lov at blive forlænget igen og igen? Det synes jeg er skævt, det er ude af proportioner, og det må vi kunne gøre anderledes.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.