Tak til Sikandar Siddique. Det er ikke altid, man skal lade sig provokere, så det gjorde jeg ikke. Men jeg vil fortælle grundlæggende her, hvad indholdet af det her forslag er. Det handler jo dybest set om, at bandernes konstante legen kispus med samfundet skal stoppes, og vi har den grundlæggende opfattelse i Dansk Folkeparti, når vi sådan kigger rundt på de initiativer, vi har taget, og de er mange, for at stoppe bandeaktiviteter, ja, så er der alt for mange huller, for man bliver stadig dygtigere og bedre til at forstå, hvordan man kan undgå at blive ramt af samfundets sanktioner i forbindelse med bandekriminalitet.
I forbindelse med det her forslag vil jeg sige, at når samfundet udstikker et opholdsforbud til et bandemedlem, så skal det respekteres hundrede procent. Så når samfundet udstikker et opholdsforbud til et bandemedlem, skal det selvfølgelig respekteres, og kan eller vil et bandemedlem ikke det, må næste skridt være fængsel. Og der kan vi altså se på nogle konkrete sager, at det ikke er situationen, og det skal vi have strammet op på.
Så vi har det sådan, at bare det, at man først udsteder et opholdsforbud, når bander er i åben konflikt, eller hvis baggrunden for udstedelsen af det her opholdsforbud har til hensigt at udløse en konflikt, så mener vi slet ikke, at det er rimeligt. Derimod er det vores klare opfattelse, at bandefolk, bandemedlemmer altid er i konflikt. Så kan man altid diskutere, om den her konflikt er aktiv eller passiv, men konflikten er en del af deres dna som bandemedlemmer. Så det eneste spørgsmål, man som sagt kan overveje, er, om den konflikt, som de er i gang med, er i lys lue og vi alle sammen kan se det, ved at de skyder mod hinanden, eller den ligger under overfladen, hvor vi ikke kan se den, men hvor den stadig væk er der.
Så er man bandemedlem, skal man kunne få et opholdsforbud, og overtræder man det efterfølgende, skal man i fængsel. Vi kan simpelt hen ikke se på, og vi kan ikke acceptere, at bandefolk, som så aktivt har meldt sig ud af det eksisterende samfund, det etablerede samfund, kan fortsætte med at udvise total mangel på respekt for samfundet ved at ignorere de sanktioner, som samfundet har givet dem. Her er det nødvendigt med skrappe sanktioner, for bandefolk udfordrer generelt samfundet på så mange planer, og de koster så mange penge for os alle sammen, for skatteborgerne, og derfor skal vi udvise nultolerance over for bandefolk, bandemedlemmer. Det er den eneste vej til at bekæmpe banderne. Giver man elastik, giver man rum, så snupper bandefolkene og bandemedlemmerne elastikken, så vi må sætte hårdt mod hårdt, for det er den eneste tale, de her bander forstår, det er den tale, de mærker, når de er i konflikt, åben eller lukket konflikt, passiv eller aktiv konflikt, og det er også den tale, som samfundet er nødt til at komme med over for de pågældende.
Er de ikke danske statsborgere, så er sagen klar, så skal de selvfølgelig bare sendes ud af landet, så skal de ikke blive et sekund mere i landet, end de har mulighed for, når de får deres straf. Så frem til at dommen falder, kan man blive i landet, men fra og med at dommen bliver afsagt, er det ud af landet. Ikke noget med at afsone straffene i danske fængsler, ikke noget med at blive hængende i Danmark på tålt ophold eller alle mulige ting og sager og fortsætte med at lave kriminalitet og så i øvrigt ende nede på Langeland, hvis regeringen vil have et nyt center dernede og ødelægge det for alle de fredelige borgere på Langeland. Nej, bandemedlemmer er nogle forråede typer, og er de ikke danske statsborgere, skal de udvises, men er de danske statsborgere, har de kun respekt for én ting, og det er hårde, konsekvente straffe, som tager dem ud af spillet.
Så vi håber, at regeringen er på vej med noget, der virker her. Man kan altid blive lidt bekymret, men jeg er selvfølgelig glad for, at justitsministeren siger, at man har sat noget arbejde i gang. Men jeg er lidt bekymret for, at det så er færdigt med evalueringen der i december 2021. Hvor mange måneder eller år kan man så lægge oveni, før der sker noget? Jeg håber ikke, at det er måneder eller år, men uger eller dage fra december 2021, for vi har brug for handling. På et eller andet tidspunkt, hvis der kommer et andet flertal herinde, der er parat til at gøre noget nu, har vi jo nogle muligheder, hvor vi ikke venter, og der var jeg da glad for, at Venstre, specielt Venstre, i den her sag var fuldstændig klar, i forhold til at det her må høre op. Det må simpelt hen være sådan, at bryder man opholdsforbuddet, så er det i fængsel.