Det næste punkt på dagsordenen er:

29) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 236:

Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af retten til erstatning for voldsofre.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) m.fl.

(Fremsættelse 09.03.2021).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er justitsministeren.

Tak til forslagsstillerne for at have fremsat beslutningsforslaget. Jeg vil begynde med at sige, at jeg har stor forståelse for motiverne bag forslaget. Det er afgørende for mig og for regeringen, at ofre for forbrydelser føler sig retfærdigt behandlet, og det er vigtigt, at ofre for forbrydelser får genoprejsning, så de kan komme videre med deres liv. Forslagsstillerne foreslår, at Erstatningsnævnet fremover skal behandle nævnets sager efter et såkaldt anmeldelsesprincip. Det indebærer, at den skadelidte kan nøjes med at anmelde sin skade til Erstatningsnævnet. Når skaden så er anmeldt, vil det være op til nævnet at oplyse sagen og afgøre, hvilke krav skaden må give anledning til.

I dag er det sådan, at den skadelidte selv skal ansøge om erstatning, post for post og periode for periode, for alle de krav, der måtte være opstået i forbindelse med en forbrydelse. Det er så det, man kalder et ansøgningsprincip i modsætning til anmeldelsesprincippet. Forslagsstillerne peger bl.a. på, at ordningen ved Erstatningsnævnet bør laves om, fordi lignende ordninger opererer med et anmeldelsesprincip. Det gælder bl.a. for arbejdsskader og for patientskader, hvor der kan søges erstatning ved henholdsvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Patienterstatningen. Men ordningerne kan ikke sammenlignes direkte med offererstatningssystemet og dermed med Erstatningsnævnet.

Offererstatningssystemet er et særligt system, hvor anvendelsesområdet særlig angår erstatning og godtgørelse for personskade, som er sket ved straffelovsovertrædelser. Skadelidtes krav mod skadevolderen skal derfor som udgangspunkt gøres gældende under straffesagen mod skadevolderen. Det er domstolene, der i første række tager stilling til de krav på erstatning og godtgørelse, der måtte være i forbindelse med straffelovsovertrædelsen. Hvis skadevolderen herefter skal betale erstatning og betingelserne i offererstatningsloven er opfyldt, har skadelidte et retskrav på erstatning og godtgørelse fra staten. Det betyder, at skadelidte kan ansøge om sine krav på erstatning og godtgørelse hos Erstatningsnævnet, hvis skadevolderen ikke selv betaler. Selv om skadevolderen bliver frifundet ved retten, eller hvis skadevolderen er ukendt, kan den forurettede alligevel søge om erstatning ved nævnet.

Så er der også de krav, der ikke kan opgøres, når straffesagen behandles. Her kan skadelidte ansøge om erstatning ved nævnet, som så behandler sagen. Altså, hvis man f.eks. har en skade, der udvikler sig, hvor den endelige udvikling af skaden ikke er sket i forbindelse med retssagen, vil man kunne rejse kravet efterfølgende.

Offererstatningsordningen er altså en civilretlig ordning, og staten fører ikke sagen på vegne af skadelidte mod skadevolderen, men populært sagt kan man sige, at staten lægger pengene ud for skadevolderen, sådan at den skadelidte ikke kommer til at stå i en situation, hvor der er blevet begået en forbrydelse mod en, og der er en skadevolder, men man kan ikke få pengene ud af vedkommende. Så siger vi: Jamen så lægger fællesskabet pengene ud, så du kan få din erstatning, og så søger vi at få pengene ind fra skadevolderen. Det betyder, at staten jo så indtræder i skadelidtes krav mod skadevolderen.

Som reglerne er i dag, behandles, som jeg sagde, sager ved Erstatningsnævnet efter et ansøgningsprincip, og det betyder, at man selv som skadelidt skal ansøge om de krav på erstatning og godtgørelse, man måtte have. Erstatningsnævnet vil efter den praksis, som gælder i øjeblikket, opfordre en ansøger til at fremsætte yderligere erstatningskrav ved nævnet, når de sidder med sagen og synes, at det her er nærliggende, at ansøgeren er berettiget til yderligere erstatning eller til mere godtgørelse. Nævnet vil jo ikke ignorere oplysninger om krav, som gør det nærliggende, at en ansøger kan have yderligere krav, som bare ikke er blevet rejst ved nævnet. Men nævnet rejser ikke af egen drift spørgsmålet, om der kunne tænkes at være yderligere krav, som ansøgeren ønsker at gøre gældende, hvis der ikke er oplysninger, der gør det nærliggende.

Vi må forvente, at en ændring til en anmeldelsesordning vil forøge sagsbehandlingstiden. Det skyldes, at sager ved Erstatningsnævnet vil få et meget langstrakt forløb, fordi der vil være en markant opgave forbundet med at få sagen grundigt belyst. En anmeldelsesordning vil også kunne få den konsekvens, at Erstatningsnævnet ikke længere vil kunne træffe hurtige afgørelser i sager om de krav, som ikke overstiger 3.500 kr. Nævnet vil heller ikke længere kunne træffe hurtige afgørelser i såkaldte fastracksager, hvor der ikke foretages en undersøgelse af, om ansøgeren måtte have yderligere krav. Samtidig vil der selvfølgelig være økonomiske konsekvenser forbundet med forslaget, og de vil skulle udbores nærmere.

Det vil altså med andre ord komme med en pris, hvis vi laver ordningen om, og spørgsmålet er, om den pris i form af længere sagsbehandlingstid og øgede omkostninger vil blive for høj i forhold til det resultat, som vi ønsker at nå. Alle ofre skal godt igennem systemet, og alle ofre skal have den rette erstatning. Men jeg er ikke sikker på, at det her er midlet til det. Derfor synes jeg, at vi skal se på, om der er andre muligheder for løsninger. Skal vi f.eks. se nærmere på den vejledning, som bliver givet, eller på bistandsadvokaternes rolle? Det er jo nærliggende at se på, hvordan vi kan støtte ofre for forbrydelser hele vejen igennem den proces, som de er i, altså både ved straffesagens behandling ved domstolene og i forbindelse med det erstatningsforløb, der kan komme bagefter.

Alle ofre skal selvfølgelig have den erstatning, de er berettiget til. Det er uden tvivl vores vigtigste fokus i de her overvejelser, og det er i virkeligheden det fokus, jeg gerne vil tage med videre. Men igen er det vigtigt for mig at understrege, at Erstatningsnævnet, som det er i dag, allerede er forpligtet til at sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst vedrørende de krav, der er ansøgt om.

Forslagsstillerne pålægger med forlaget regeringen at fremsætte et lovforslag i indeværende folketingsår. Ændringer af systemet som dem, vi her taler om, kræver, og det tror jeg også min tale har illustreret, relativt grundige overvejelser. En ændring af ansøgningsordningen til en anmeldelsesordning indebærer en grundlæggende og principiel ændring af eller i hvert fald stillingtagen til hele det eksisterende offererstatningssystem. Det kan f.eks. blive nødvendigt at tage stilling til domstolenes rolle i en ny ordning. Og for at sikre kvalitet i lovgivningen er det ikke overvejelser eller ændringer, der kan overstås på et par måneder, og nu er der jo faktisk under et par måneder tilbage af det her folketingsår.

Det vil også være en ændring, der som beskrevet vil kunne betyde længere sagsbehandlingstider ved Erstatningsnævnet, og det er der jo ingen ofre der kan være tjent med. Lange sagsbehandlingstider og dermed lang ventetid på at komme videre i livet er jo ikke det ønske, vi har for, hvordan ofre skal behandles.

På den baggrund vil jeg foreslå, at forslaget kan ende med en beretning i udvalget. Jeg vil gerne forpligte mig til at vende tilbage til Retsudvalget inden udgangen af 2022 med mulige løsninger. Det er en vigtig sag. Men det er også vigtigt, at vi får valgt den rigtige løsning. Det skylder vi ofrene. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jamen jeg synes da, det lyder godt, hvis ministeren trods alt vil være med på at undersøge nogle ting. Jeg ved ikke, om jeg hørte rigtigt. 2022 – det virker, som om der er meget lang tid til. Men det kan ministeren jo lige sige noget om.

Ministeren siger, at alle ofre skal have den erstatning, som de nu har krav på. Problemet er bare, at det får de jo ikke, og det har Institut for Menneskerettigheder jo dokumenteret. De har gennemgået 100 sager, og det her er jo altså sager med vold og voldtægt. Det er nogle af de allergroveste ting, som de har kigget på her, og udfordringen er, at der simpelt hen ikke bliver søgt om de rigtige ting. Det er, fordi det er den forurettede selv, som skal sørge for det her, og i mange tilfælde er bistandsadvokatens arbejde ophørt, og så står offeret med det selv. Og det håber jeg et eller andet sted at ministeren kan se ikke er rimeligt. Og vi bliver nødt til at få løst det, så vi sikrer, at ofrene selvfølgelig får det, de er berettiget til.

Ministeren.

Det er jeg enig i. Altså, vi er i en situation, hvor undersøgelsen, som jeg også har læst, dokumenterer eller i hvert fald sandsynliggør, at det er tilfældet. Jeg tror bare også, at man skal overveje, hvad det er for et greb, man griber til. Nu har vi jo i anden sammenhæng snakket om, hvordan man kan udvikle bistandsadvokatordningen, som jo er en støtte under retssagen i øjeblikket til den, der er offer i sagen. Og man kunne måske godt forestille sig, og jeg siger ikke, at det skal være løsningen, at den advokat, som har fulgt offeret igennem sagen fra anmeldelse og frem – måske ovenikøbet med nogle af de nye voldtægtsinitiativer før anmeldelse og frem – kunne følge sagen videre og dermed jo sikre, at der blev rejst de krav, der skulle rejses. Det er bare en anden mulig vej, der rækker frem mod at sikre, at man får den erstatning, som skal til, uden at vi nødvendigvis behøver at bryde hele det system, vi har nu, op.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg tror i hvert fald, at vi ville komme et stykke ad vejen med, at bistandsadvokaten fulgte det til dørs. For det, der jo er udfordringen – og det viser Institut for Menneskerettigheders rapport jo også – er, at specielt de mennesker, som har kognitive eller psykiske handicap eller lidelser, simpelt hen ikke selv kan tage vare på den her opgave, og det betyder, at de bliver efterladt på perronen. Altså, de angiver jo et eksempel med en pige, som bliver seksuelt misbrugt, og det, som man egentlig kan læse ud af hendes sag, er, at hun har fået varige men, men at der aldrig bliver ansøgt om det, sikkert fordi hun selv skal gøre det.

Ministeren.

Jamen sådan som jeg husker det, angik den undersøgelse og rapport, der er lavet, og som der refereres til, præcis de her situationer med ofre med kognitive eller psykiske udfordringer.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Tak for det. Noget af det, jeg blev mest overrasket over, var den her undersøgelse, som viser, at der i 100 sager kun blev rejst krav om godtgørelse for varige men i 3 sager i én kategori. Og så blev der i de der sager med meget grove forbrydelser, eksempelvis gentaget seksuelt misbrug, ikke rejst krav om godtgørelse. Det er jo ret voldsomt. Nu kender jeg mere til arbejdsskadesystemet og til de forbrydelser, som arbejdsgiverne begår over for deres ansatte mod deres helbred. Der var jo ingen, der kom ned i en fagforening, uden at vi grundigt undersøgte muligheden for erstatning. Og hvis man står helt alene, kan man jo fint forestille sig, hvor svært det kan være, når man oveni er i den der særlige situation, hvor man virkelig har fået en oplevelse, som sætter sig i en for hele livet. Så et eller andet må gøres.

Så vil jeg gerne spørge ministeren: Er det rigtigt, at det først er i slutningen af 2022, at ministeren vil levere? Kan det ikke lade sig gøre at lave noget i slutningen af 2021? Vi risikerer jo at have en borgerlig regering inden den tid.

Ministeren.

Arh, den risiko tror jeg er til at overskue. Når jeg siger inden udgangen af 2022, er det jo ikke, fordi jeg mener juleaften 2022. Altså, hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, at min tale var lang og kompleks, og den er jo bare en illustration af, hvad det er for et komplekst system, vi står med, og hvad det er for nogle problemstillinger, der skal tages stilling til. Så i stedet for at sige, at det fikser vi hurtigt, så synes jeg hellere, at vi skal give hinanden håndslag på – det vil være min opfordring – at man i Retsudvalget skriver en klog beretning, som sætter det her arbejde i værk og giver en tidsramme, så vi tror på, at den løsning, vi finder frem til, også tager højde for alle de elementer og problemer, som der er.

Hr. Christian Juhl.

Okay, der er da i hvert fald en overvejende sansynlighed for, at vi har et valg inden 2022, og at det i sig selv jo selvfølgelig også kunne være med til at forlænge processen. Tænk, hvis ministeren så ikke var minister på det her område længere, men at han var et andet sted – så skulle vi til at begynde at overbevise en ny person. Og jeg erkender, at ministeren har rakt en hånd ud til SF med det her gode forslag, og jeg erkender også, at det kan være komplicerede sager, som vi skal arbejde med. Men erstatningsdelen er jo beskrevet, så den er jo rimelig let at gå til, hr. minister.

Ministeren.

Ej, jeg synes, at det at bruge formuleringen, at den er rimelig let at gå til, måske nok er at stramme den. Altså, jeg synes faktisk, at det her område er komplekst, og jeg synes også, at jeg har peget på nogle af de problemstillinger, som vi bliver nødt til at forholde os til, og som giver den her kompleksitet. Så i stedet for at prøve at foregøgle, at det kan fikses hurtigt, synes jeg hellere, at vi må være realistiske og forventningsafstemme, i forhold til hvad der faktisk kan lade sig gøre.

Tak til justitsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så får vi lige gjort klar til den første ordfører, og det er hr. Henrik Møller fra Socialdemokratiet.

Tak, formand. Først tror jeg, jeg vil sige, at jeg sådan set er enig med ministeren i, at det var en lang og lidt kompleks tale, der var, i forbindelse med sagen. Og i den anledning skal jeg selvfølgelig også sige tak til forslagsstillerne for det her.

Jeg vil starte med at sige, at vi i Socialdemokratiet selvfølgelig er enige i, at ofre for forbrydelser skal have en ordentlig behandling. De skal selvfølgelig tages alvorligt i hele retssystemet og hjælpes godt videre i livet. Og her anerkender vi også, at erstatning spiller en afgørende rolle. Ligesom ministeren er vi sådan set også enige i, at alle ofre skal have den erstatning, de er berettiget til. Og der fik vi jo et spørgsmål, som viste, at der godt kan være nogle udfordringer på lige præcis den bekostning, og det skal der selvfølgelig ikke være.

Det, forslagsstillerne foreslår, er, at Erstatningsnævnet fremover skal behandle nævnets sager efter et såkaldt anmeldelsesprincip i modsætning til det ansøgningsprincip, der er tilfældet i dag. Jeg vil umiddelbart sige, at det jo lyder sympatisk, men som ministeren også var inde på, så er vi ikke hundrede procent sikre på, at det nødvendigvis vil være den bedste måde at hjælpe ofrene på. Og det er sådan lidt med udgangspunkt i, at det f.eks. vil kunne være med til at skabe en længere sagsbehandlingstid, men også kunne være omkostningstungt.

Derudover er det selvfølgelig også vigtigt at holde fast i, at det i dag er sådan, at hvis nævnet er vidende om, at ansøgeren er berettiget til yderligere erstatning eller godtgørelse, så vil nævnet efter gældende praksis opfordre ansøgeren til at fremsætte yderligere erstatningskrav.

Men som justitsministeren har redegjort for, er vi åbne over for at diskutere problemstillingen og se på, om vi i fællesskab kan finde frem til en løsning. Men det vil i hvert fald kræve nogle grundige overvejelser, fordi det vil indebære en grundlæggende og principiel ændring af det eksisterende system. Jeg synes også, det er vigtigt, at vi sikrer os, at det vil være en reel forbedring for ofrene; det er trods alt det vigtigste.

Så med de ord tilslutter vi os justitsministerens forslag om at lave en beretning i udvalget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for ordet. Det er ikke så lang tid siden, at der var et forslag her i Folketingssalen – og der var det desværre ikke den samme ordfører – som havde sin rod i den såkaldte Se og Hør-sag, hvor nogle politikere blev udsat for æreskrænkelser og endte med ikke at få udbetalt noget i tortgodtgørelse. Det syntes vi alle sammen var et kæmpestort problem, og vupti, så havde vi fået ministeren med på at skaffe noget erstatning her, og det kom ind i et lovforslag, eller det vil sige, at vi ikke kunne løse den konkrete sag, men vi løste det i hvert fald for fremtiden.

Synes den socialdemokratiske ordfører ikke, at der er noget lidt mærkeligt i, at vi er meget hurtige med at skaffe tortgodtgørelse til politikere, der bliver udsat for krænkelser, men når det handler om ofre for vold og voldtægt, går det lidt langsommere?

Ordføreren.

Jeg vil sådan set henholde mig til det, som der er blevet sagt her, nemlig at vi jo er villige til i en beretning at kigge på det her og få gennemarbejdet noget, der hænger sammen, ikke kun for politikere, men også for almindelige borgere. Nu synes jeg jo sådan set også, at vi som politikere er almindelige borgere i forhold til det her erstatningssystem. Så vi er jo åbne over for det. Altså, jeg kan ikke erindre den sag, som der bliver refereret til i forhold til Se og Hør, men når det bliver stillet op på den måde, lyder det selvfølgelig ikke rimeligt.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg synes netop ikke, at det er særlig rimeligt, og det er jo derfor, jeg tænker, at vi har en fælles interesse i at sikre, at ofre får den erstatning, som de rent faktisk har krav på, og det sker jo bare ikke i dag.

Så vil jeg bare lige spørge ordføreren, fordi ordføreren sagde, at man ikke var sikker på, at et anmeldeprincip i stedet for et ansøgerprincip var den rigtige løsning: Mener ordføreren heller ikke, at et anmeldeprincip er fornuftigt, når det handler om patientskader eller arbejdsskader? Er det ikke meget fornuftigt, at der ligesom er en automatik i, at man får den erstatning, man har brug for?

Ordføreren.

Jo, altså, men det, der sådan var udgangspunktet, var både det, der handlede om det omkostningstunge, men også tidsprocessen, der ligger i det, og det er jo sådan set det, vi i forhold til beretningen og det videre arbejde, der skal være, skal sikre fungerer på samme måde som det, fru Karina Lorentzen Dehnhardt refererer til her. Men det er jo en ændring af systemet, og det er det, vi skal bruge noget tid på at få løst.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste ordfører er fra Venstre, og det er hr. Preben Bang Henriksen. Værsgo.

Tak for det, og tak til SF for at bringe spørgsmålet op her i dag. Det er jo et sagligt baseret forslag. Der er alt for mange mennesker, der – i gåseøjne – bliver snydt for den retmæssige erstatning, som egentlig tilkommer dem. Det viser den seneste undersøgelse jo også. Det bør man jo gøre noget ved. Når vi herinde har fastsat, at folk skal have en erstatning, er det jo meningen, at de skal have den. Det er jo ikke meningen, at systemet efterfølgende skal være så kompliceret, at ingen kan finde ud af det.

Men ikke desto mindre må vi sige, at Erstatningsnævnet ikke har glimret ved en helt fantastisk smidig sagsbehandling over de senere år. Der er i hvert fald ophobet et hav af sager – så mange, at man til sidst måtte have assistance fra selveste Kammeradvokaten, hvor en ansat rejste fra Vester Farimagsgade i København til Viborg for at hjælpe med at behandle nogle sager. Der var åbenbart ikke andre, der kunne finde ud af det, selv om jeg må sige, at den type sager her trods alt er i den lettere del af juraen. Der må jeg give hr. Christian Juhl helt ret. Det er jo sagstyper, som man sidder på et fagforeningskontor og ordner for medlemmerne, og det er sagstyper, som er rimelig overskuelige. Derfor kan man undre sig over, at der alligevel er så mange, der ikke får det, de skal, men det er jo tilfældet.

Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med lige at nævne, hvad der i sidste uge, den 15. april, dukkede op på samtlige danske advokatkontorer fra Civilstyrelsen, nemlig at nu har også Erstatningsnævnet taget obligatorisk selvbetjeningsløsning i brug, og det gælder både for borgere og for partsrepræsentanter, at den digitale selvbetjening skal være den primære kommunikationskanal osv. Det er selvfølgelig helt i overensstemmelse med statens strategi, men det gør det da ikke nemmere for hr. og fru Jensen at anmelde deres krav. Det kan vi da lige så godt sige rent ud.

Så ja, det er da et problem, at folk ikke får det, de skal have, og at det simpelt hen er for kompliceret, og at det i øvrigt tager alt for lang tid at få det. Spørgsmålet er, hvad man gør ved det. Det, som SF foreslår her, er én model. Jeg savner i den her model et overblik over, hvor meget ekstra tid den model vil tage, og hvad den vil koste, for jeg tror, at det under de nuværende omstændigheder, hvis man beder Erstatningsnævnet om at udføre arbejdet, kommer til at tage rigtig lang tid og koste rigtig mange penge. Man kunne måske overveje, som også justitsministeren var inde på, at advokatbeskikkelsen fra straffesagen udvides til også at anmelde de her ting og gennemføre en – hvad skal vi sige – simpel korrespondance desangående. Det tror jeg faktisk vil være en billigere løsning.

Så summa summarum: Venstre er gerne med til en beretning. Det er jo gratis at stå og sige her, for det afgørende er egentlig, hvad der står i den beretning, men jeg tror, at vi har de samme intentioner, nemlig at få rettet op på det her, så menigmand også kan få den erstatning, som vedkommende har krav på.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det var jo Venstre, som fremsatte forslaget om at sikre tortgodtgørelse til politikere, som bliver udsat for æreskrænkelser. Synes Venstre ikke, at det er en lille smule mærkeligt, at det, når det handler om at sikre ofre erstatning, som de i virkeligheden har krav på, så går lidt langsommere? Og burde vi ikke alle sammen tage ansvar for, at ofre får den erstatning, de har krav på? Det her er jo trods alt ofre for vold og voldtægt. Altså, det er meget grove ting, og jeg synes dog trods alt, at det måske er i en lidt anden liga end politikere, der bliver udsat for æreskrænkelser. Men jeg skal ikke stå her og sortere i forbrydelser, men bare sige, at jeg jo synes, at vi burde være lige så gode til at få det her fikset hurtigst muligt. Det med tort har ministeren jo allerede fremsat et forslag om. Det har vi gennemført. Og det her har så udsigter på langt over et år.

Ordføreren.

Det er den tak, man får for at stå og rose SF for at komme med et godt forslag, altså at der bliver lagt så mange fejl ind i et spørgsmål, som tilfældet var her. Det forslag omkring tort, vi har debatteret, var ikke til politikere. Det var baseret på en konkret sag om en politiker, der var udstillet i Se og Hør, men jeg skal da hilse og sige, at det er et generelt forslag, som også SF var enig i, altså at vi bør regulere også for de situationer, hvor der kan gennemføres det, der hedder tort, nemlig hvor man har lidt en skade, der ikke kan gøres økonomisk op. Så det var den ene ting.

Den anden ting er, at det jo var en ændring af juraen bag det. Det, vi taler om her, er jo fremgangsmåden. Nu skal vi ikke grave grøfterne dybere end nødvendigt. Vi er helt med på, at det her går for langsomt, og at det skal forbedres. Det skulle det andet forslag om tort nu også virke til på dets område. Tak.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jamen jeg vil bare lige her afslutningsvis høre, om hr. Preben Bang Henriksen tror, at det vil give større sikkerhed for, at man får det, man skal have, hvis der er et anmelderprincip i stedet for et ansøgerprincip. Vil det give større eller mindre sikkerhed for, at man får det, man skal have, hvis vi laver ordningen om, så der fremover er et anmelderprincip, hvor det faktisk er Erstatningsnævnet, som har ansvaret for, at sagen er oplyst, og at man får det, man skal have?

Ordføreren.

Det vil med garanti give større sikkerhed for, at man får det, man skal have. Det er der slet ingen tvivl om. Om det så også økonomisk er den måde, man skal gøre det på, er en ganske anden sag.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til Venstres ordfører. Den næste ordfører er fra Dansk Folkeparti. Fru Mette Hjermind Dencker, værsgo.

Tak for det. Der er ingen tvivl om, at det skal gøres lettere for ofre at opnå erstatning. Det er træls og dyrt for samfundet på den lange bane, at man ikke er berettiget til at få erstatning, hvis man ikke lige evner eller magter at få ansøgt om det rigtige eller det relevante. Erstatningen skal også tildeles hurtigere, end hvad der er tilfældet i dag. Vi støtter forslaget, men vi forbeholder os retten til at supplere med forskellige forbedringsforslag, f.eks. automatisk tilbud om psykologhjælp, hvis man har været udsat for personfarlig kriminalitet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste ordfører er hr. Kristian Hegaard fra Det Radikale Venstre.

Tak for ordet, formand, og tak til SF for beslutningsforslaget, hvor det foreslås, at man overgår fra et såkaldt ansøgningsprincip til et anmeldelsesprincip, når det gælder erstatning for voldsofre. I dag kan det være meget svært for voldsofferet. Ikke bare bliver man udsat for den helt forfærdelige oplevelse, det er at blive udsat for en voldsepisode, men når der så efterfølgende ved ansøgning om erstatning til Erstatningsnævnet skal ske en hel masse arbejde og man skal helt ned i detaljerne om alt fra periode for periode og post for post i det, man søger om, så er der risiko for, at det vil medføre en tilbageholdenhed, i forhold til hvem der ansøger om det her. Det kan jo betyde, at der er en forskellig retsstilling, når det kommer til erstatning, for mennesker, der har ressourcerne til at søge post for post og periode for periode, og mennesker, der ikke har evnerne og ressourcerne til at søge post for post og periode for periode.

Derfor må vi være ærlige om, at det er et kæmpeproblem, at der er mennesker, der ikke har ressourcerne til at søge på den rigtige måde. Derfor vil jeg gå længere end dem, der bare har sagt, at det er et sympatisk forslag, og sige, at det er et rigtigt forslag for at skabe den fornødne retssikkerhed for flere mennesker. Det eneste »men«, som Radikale Venstre lige har i den her forbindelse, er, at det vil kræve noget finansiering at få flere sager behandlet og flere sagsbehandlere. Derfor støtter vi til fulde de intentioner, der ligger bag det meget vigtige beslutningsforslag her, men vi skal først have skaffet noget finansiering til at få det ført ud i livet. Så vi støtter til fulde intentionerne i det her beslutningsforslag, og vi støtter også arbejdet med at få skrevet en god beretning.

Tak til hr. Kristian Hegaard. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Enhedslisten. Hr. Christian Juhl, værsgo.

Tak for det. Tak til SF for at fokusere på den her alvorlige problematik. Når man har været offer for en forbrydelse og har ret til erstatning, skal man selvfølgelig også have den. Det er vigtigt, at vi som samfund ikke kommer til at gøre det mere besværligt, end det behøver at være.

Jeg nævnte før, at jeg har arbejdet i andre sammenhænge med ménerstatninger. Jeg har jo ikke nogen høj uddannelse og da slet ikke en juridisk embedseksamen, men jeg synes nok, at vi må kunne finde en løsning, som kan hjælpe de mennesker, som er så meget i klemme, som den her undersøgelse, der er nævnt i forslaget, viser – især fordi der er mange situationer, hvor ofrene er mærket af konsekvenserne af det, de har været udsat for, i lang tid efter, i form af f.eks. stress, depression og angst. Alle de ting kan gøre det rigtig svært for den enkelte selv at skulle udforme en fyldestgørende ansøgning om erstatning, og selv om det er til en offentlig myndighed, som har vejledningspligt, er det altså ikke altid sådan, at det er overskueligt for den pågældende at gøre det.

At anvende et anmeldelsesprincip i stedet for et ansøgningsprincip synes at være en god måde at løse det på. Jeg tror i hvert fald på, at der kan findes genveje på den måde, for så er der en sagsbehandler på fra starten, som kan hjælpe med at bede om de relevante dokumenter og vejlede i, hvordan man finder de her dokumenter. Jeg tror, at mange af dem, der har ret til erstatning, har rigtig meget andet at tænke på, og at det derfor er svært for dem.

Jeg tror, at erstatning i mange sager er med til at gøre det efterfølgende forløb for et offer en lillebitte smule lettere, og det synes jeg at vi herinde på Christiansborg skal være med til at understøtte. Ofte går debatterne i den her sal på, hvordan vi kan straffe forbryderne hårdere og bure folk inde i længere tid, men hele det fokus på gerningspersonen gør, at vi ofte glemmer ofrene. Og af de ting, vi kan gøre for ofrene, er det her blot et enkelt skridt. Nogle af de andre ting, vi kan gøre, er at sikre, at digitale krænkelser er ordentligt omfattet af straffeloven, at politiet har de fornødne ressourcer til at efterforske sådan nogle sager, og at de har den fornødne uddannelse til at håndtere ofre for fysiske eller psykiske overfald eller krænkelser bedre. Det håber jeg ikke ministeren vil bruge til at sige, at så skal vi have endnu længere tid til at finde ud af det. Det er i hvert fald nogle ting, som vi kan fokusere på.

Vi bør også fokusere på det forebyggende arbejde, og det er ikke blot at lave særlige klubber for unge, der har det svært, selv om det også er vigtigt. Men vi skal sikre, at børn allerede i folkeskolen bliver undervist i, hvad der er rigtigt og forkert, for det har desværre vist sig, at den nye digitale virkelighed gør, at mange flere bliver udsat for erstatningsberettigede forbrydelser, end tilfældet har været tidligere. Hvor der før var tale om én gerningsmand og ét offer, kan der eksempelvis ved deling af nøgenbilleder hurtigt blive tale om mange tusinde gerningspersoner, der alle krænker det samme offer, og man kan jo fint forestille sig, hvor voldsomt det kan være.

Jeg tror ikke, at der er nogen herinde, der vil kunne se sig selv i øjnene, hvis de til en pige på 15 år, som har været udsat for sådan en forbrydelse, siger, at hun selv lige må sørge for at lave en fyldestgørende ansøgning om erstatning. Det skal selvfølgelig være noget, en offentlig myndighed hjælper til med.

Jeg synes, det er et godt forslag, som SF har fremsat, og Enhedslisten kan støtte forslaget. Vi vil også gerne appellere til, at ministeren ikke strækker det helt til 2022, men måske allerede her i løbet af sommeren får nogle kløgtige folk i ministeriet til at gøre sig nogle overvejelser, så man kan komme i gang med arbejdet hurtigst muligt. Der ser ud til at være rigtig mange gode folk i udvalget, som kan bidrage, og jeg synes kun, det kan gå for langsomt med at komme i gang med så godt et forslag som det her. Tak.

Tak til hr. Christian Juhl. Der er ingen korte bemærkninger. Nu er der rengjort efter Enhedslisten, og vi siger velkommen til ordføreren fra Det Konservative Folkeparti, hr. Niels Flemming Hansen.

Mange tak for det. Jeg er jo det, man i SF kender som vikaren – og bemærk, at jeg undlader at sige mere i den sætning – da Mads Andersen desværre er sygemeldt i dag.

Men jeg vil gerne sige rigtig mange tak til SF for at fremsætte dette beslutningsforslag, og jeg vil gerne sige tak til min dygtige kollega Karina Lorentzen Dehnhardt, med hvem jeg er valgt i Sydjyllands storkreds, for at komme med forslaget.

Det foreslås at styrke retten til erstatning for voldsofre, og der er vi jo meget enige i intentionen bag forslaget. I dag frafalder bistanden til voldsofre, når der er faldet dom i en sag. Offeret er ikke repræsenteret ved nogen bistandsadvokat, efter at sagen overgår til behandling i Erstatningsnævnet. Og det betyder, at voldsofre selv skal finde ud af, hvordan de får erstatning, og det er slet ikke ligetil. Det er snarere en noget kompliceret proces.

I en nyligt opgjort undersøgelse, som vi også hørte om tidligere på dagen, eller aftenen, fremgår det jo, at ofrene i vidt omfang ikke ansøger om relevante erstatningskrav, og den undersøgelse var baseret på 100 sager tilbage i 2017, hvoraf det fremgik, at der kun blev rejst krav om godtgørelse for varige mén i 3 ud af de 100 sager.

I sager med meget grove forbrydelser, eksempelvis gentagen seksuelt misbrug af mindreårige, blev der ikke rejst krav om erstatning for varige mén i nogen af sagerne. I Det Konservative Folkeparti deler vi intentionen bag beslutningsforslaget. Voldsofrene skal kunne få den retmæssige erstatning, også selv om offeret selv ikke er i stand til at søge erstatning. Vi mener dog, at der er behov for at få belyst konsekvenserne af at behandle Erstatningsnævnets sager efter en anmeldelsesprincip. Vi mener desuden, at Erstatningsnævnet skal være neutralt.

Så vi ønsker, at regeringen indkalder til forhandlinger, så vi kan blive klogere på argumenter for og imod anmeldelsesprincipper.

Vi kan altså ikke støtte dette forslag, før vi har fået belyst konsekvenserne af et anmeldelsesprincip, og det glæder vi os til at få fra ministeren.

Mange tak.

Der er en kort bemærkning fra Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg får alligevel lyst til lige at stille et spørgsmål til vikaren. Det er, fordi der er flere, der har sagt: Åh, det bliver måske sådan lidt omkostningstungt osv., og måske forlænger det tiden for alle de andre sager osv. Mener den konservative ordfører, at det faktisk kan blive for dyrt at sikre folk den erstatning, som de retmæssigt har krav på, men som de ikke får, fordi de ikke er i stand til at ansøge korrekt om den?

Ordføreren.

Folk skal jo have den erstatning, som de skal have. Hvorvidt det bliver for dyrt er jo en af de ting, som vi skal have belyst i de spørgsmål, vi har til regeringen, men som udgangspunkt skal folk jo have den erstatning, de har krav på.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Men det er jo et spørgsmål om økonomi, og jeg vil bare høre, om ofre for vold og voldtægt, uanset hvad det så måtte koste at få behandlet deres sager, skal sikres en bedre adgang til også at få den rigtige erstatning. Vi ser jo, at det bare ikke sker i alle tilfælde i dag, og dermed efterlader vi jo de her ofre på perronen. Så kan det blive for dyrt? Kan der være en pris, der ikke er værd at betale, for at sikre, at folk får det, de retmæssigt har krav på?

Ordføreren.

Det synes jeg lige jeg svarede på i mit tidligere svar: Det skal koste det, det nu engang koster, at folk kan få deres erstatning. Sådan må det være. Hvad prisen er, og hvorvidt det er muligt at lave overhovedet – for det er jo et noget kompliceret forslag – må vi jo få belyst, når regeringen kalder ind til forhandlingerne.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til den konservative ordfører. Den næste ordfører er fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige.

Ofre for vold skal hjælpes. Når man har været udsat for et overgreb, skal man kunne stole på, at samfundet tager over, fanger voldsmanden og straffer denne. Og samtidig skal man, som det også er muligt i dag, kunne få erstatning. Og der kan sikkert siges meget om den nuværende model, men lad os prøve at vende det hele lidt om. Hvordan sikrer vi, at langt færre og i bedste fald slet ingen udsættes for voldtægt eller voldelige overfald?

Vi ved, at mandlige ikkevestlige efterkommere er over dobbelt så kriminelle som danske mænd. Vi ved, at mandlige efterkommere fra ikkevestlige lande oftere idømmes en frihedsstraf. Vi ved, at knap hver fjerde, der blev dømt for voldtægt i Danmark i 2020, var udlænding, altså uden dansk statsborgerskab. Det er eksplosive overrepræsentationer gang på gang.

Hvis vi reelt skal sikre kommende voldsofre retfærdighed, skal vi også sikre, at udlændingepolitikken løses fra bunden. Der skal indføres et asylstop, udlændinge skal forsørge sig selv, og kriminelle udlændinge skal fratages deres tildelte danske statsborgerskab og udvises. Dansk statsborgerskab skal ikke tildeles udlændinge fra muslimske lande, der er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Straffen for vold, voldtægt og trusler skal sættes op. Hensynet til danskernes sikkerhed skal vægte højere end hensynet til forældede konventioner.

Det virker ikke til, at den nuværende model fungerer optimalt, og der har været fremsat andre forslag under behandlingen, som jeg faktisk synes lyder interessant, eksempelvis med det her med at forlænge den beskikkede advokats beskikkelse, indtil offeret har fået sine penge.

Derfor vil Nye Borgerlige også se frem til udvalgsbehandlingen og få afdækket, forhåbentlig, hvordan vi bedst muligt løser det her problem, så ofrene for vold selv kan få deres erstatning. Men igen handler det også om, at vi skal have sikret at få nedbragt antallet af voldsofre, og det er præcis derfor, at vi i Nye Borgerlige kæmper så hårdt for at få løst udlændingepolitikken fra bunden. For det skylder vi danskerne, både i dag, men også i forhold til alle dem, der kommer efter os.

Tak.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og så er vi nået til ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for en fin behandling, og tak for mange fine tilkendegivelser af, at vi her står med et problem, som skal løses. Og jeg ser frem til, at vi selvfølgelig kan lave en beretning på det her, og at justitsministeren sætter et arbejde i gang, som forhåbentlig munder ud i, at vi får hjulpet ofre til at få den erstatning, de skal have.

Jeg synes jo, at retfærdighed aldrig må afhænge af, hvem man er. Men det er bare et faktum, at det gør den, for det har Institut for Menneskerettigheder og VIVE dokumenteret. Hvis du gerne vil have retfærdighed, når du har været udsat for en voldtægt, er det klart bedst ikke at have et kognitivt eller et mentalt handicap, for så er risikoen for, at sagen ender med en påtaleopgivelse, fire gange højere, end hvis du ikke har et handicap. Og får du ret, stopper forskellene ikke, for din adgang til at få erstatning – den erstatning, du har krav på som offer – er formentlig også markant ringere. Vi kan i hvert fald se, at ofre generelt har problemer med at få tilkendt det, de har krav på, og vi må forvente, at det problem er endnu større for personer, som har kognitive handicap, fordi de simpelt hen har svært ved at forstå, hvad det er, de skal samle af dokumentation, og hvilke frister de skal overholde. Det duer simpelt hen ikke i et retssamfund. Og det duer slet ikke, når vi samtidig ved, at mennesker med handicap har en større risiko for at blive udsat for vold eller voldtægt end gennemsnittet af befolkningen. Faktisk er det sådan, at hvert femte offer for vold eller voldtægt er et menneske med handicap. Og dermed er de jo altså overrepræsenteret, voldsomt overrepræsenteret endda, i vores retssystem.

Men tilbage til spørgsmålet om erstatning, som jo er omdrejningspunktet for det her forslag. Det er Elmer Advokater, som på vegne af Institut for Menneskerettigheder har gennemgået praksis i forhold til 100 afgørelser ved Erstatningsnævnet for ofre, og det er vigtigt her at sige, at de har fokus på ofre generelt, ikke kun på ofre med handicap. De har set på, om de forventede krav på godtgørelse og erstatning blev rejst i de sager, som de gennemgik. De 100 sager er tilfældigt udvalgt, og Elmer Advokater fandt, at det i cirka en femtedel af de gennemgåede sager ikke kan udelukkes, at ofrene faktisk ville have været berettiget til yderligere erstatning og godtgørelse end det, der var ansøgt om og tilkendt. Kun i tre sager var der søgt godtgørelse for varige men. Erstatningsnævnet har i ingen af sagerne forholdt sig til muligheden for, at ofrene er påført varige men, og der er ikke et eneste eksempel på, at et offer på eget initiativ efter dommen har ansøgt om erstatning for varige men, for i samtlige tre sager var det en advokat, som søgte på vegne af ofrene. Med andre ord: Ofre risikerer at blive snydt for erstatning. De får ikke selv søgt, og som jeg skal redegøre for senere, står de faktisk også alene med opgaven om at gøre det.

I gennemgangen af de her 100 sager har det selvfølgelig ikke været muligt at udvælge sager med ofre med handicap, men rapportskrivernes forventning er, at hvis det er vanskeligt for ofre i al almindelighed at opnå en korrekt erstatning, vil der være tilsvarende større vanskeligheder for gruppen med psykiske og kognitive handicap, fordi de vil have færre ressourcer til at tale deres egen sag, og de vil også have særlige udfordringer med at forstå skriftlig kommunikation. Og som hr. Preben Bang Henriksen for lidt siden sagde, skal man nu til at uploade alting digitalt, og det må forventes at udgøre en endnu større barriere.

I den her rapport har man så også spurgt bistandsadvokaterne, hvordan de oplever det her, og halvdelen af bistandsadvokaterne siger, at de er enige i, at offerets egne ressourcer har betydning for, om man får erstatning eller godtgørelse. Og det kan jo ikke være rimeligt, for det antyder, at der er en meget skrøbelig retssikkerhed. Udfordringen er jo, som det også har været nævnt i dag, at bistandsadvokatens opgave er færdig, når der er faldet dom i en sag. Og det sker jo altså, selv om kravet om erstatning ikke er færdigbehandlet og videresendt til Erstatningsnævnet. Og i rapporten siger halvdelen af bistandsadvokaterne, at de tit bliver kontaktet af deres klienter, efter at beskikkelsen er udløbet. De har kort sagt brug for hjælp til at søge erstatning, men hjælpen er der ikke, for beskikkelsen er slut.

Vi står altså med et problem, som vi skal gøre noget ved, både for ofre generelt, men jeg synes, at vi især skylder at hjælpe ofre med handicap. Den helt store problemstilling er jo, som det også har været fremme, at reglerne om erstatning for personer, der er ofre for personfarlig kriminalitet, er baseret på det her ansøgningsprincip. Det betyder, at Erstatningsnævnet kun behandler de erstatningskrav, som offeret har ansøgt om, og at man skal redegøre meget specifikt for sine krav og dokumentere dem. Det kræver ret meget overblik og viden om, hvordan og hvad man skal søge om, men også om at kunne finde dokumentationen. Og da beskikkelsen af bistandsadvokaten og advokaten jo i almindelighed ophører ved retssagens slutning, står offeret helt alene med at få søgt. Og der er så her en række informationer og frister, som offeret selv skal holde sig orienteret om – ofre med særlige behov, som måske heller ikke lige kan forstå det – og det kan jo så føre til, at man ikke får rejst det krav, som man egentlig har.

Jeg vil gerne give et eksempel, som er i den her rapport. Det handler om en ung kvinde, som har diagnosen retardering af lettere grad. Hun er blevet seksuelt misbrugt siden 12-årsalderen. Det fremgår af hendes forklaring i retten, at hun har forsøgt at uddanne sig på vuc, men at hun har måttet opgive det. Det fremgår i øvrigt, at hun har været medicineret, formentlig på grund af psykisk sygdom. Der er af retten og derefter Erstatningsnævnet blevet tilkendt en godtgørelse for tort på 75.000 kr., men intet andet. Der er ikke søgt om yderligere erstatning eller godtgørelse. Det er slet ikke undersøgt, om overgrebene har påført hende et varigt psykisk men, og om hun egentlig også vil være berettiget til erhvervsevnetabserstatning. Og det er jo ret mærkeligt, al den stund at vi ved, at rigtig mange ofre, som har været udsat for et seksuelt misbrug, døjer med senfølger. De er påvirkede resten af livet.

Ansøgerprincippet hos Erstatningsnævnet står i øvrigt i kontrast til det princip, der gælder for arbejdsskader og patientskader. Her gælder der nemlig et anmelderprincip frem for et ansøgerprincip, og når skaden er anmeldt, tager myndigheden over, og så har de så ansvaret for, at sagen er oplyst, og det er også deres ansvar at undersøge, hvilke krav på erstatning man har.

Jeg får lyst til at bringe et andet eksempel op: Eksempelvis viste gennemgangen en sag med en kvinde, som var blevet udsat for partnervold, og hun var samtidig i alkoholbehandling. Hun bliver bedt om at indsende ekstra dokumentation for at kunne få erstatning. Det gør hun aldrig. Hvorfor ved vi jo ikke, men mon ikke det kan tænkes, at hele hendes livssituation og det, at hun selv står med den udfordring med at søge og skaffe den dokumentation, betyder en hel del. Det tror jeg. Og derfor mener jeg, at vi har brug for et anmelderprincip; sekundært vil det være fint at få en bistandsadvokat, som også bistår offeret hele vejen igennem.

Det er jo bare lige så vigtigt for et offer med et handicap at få oprejsning og føle, at retfærdigheden sker fyldest – både ved at gerningsmanden bliver straffet, men selvfølgelig også ved at man får den erstatning for svie og smerte og de eventuelle varige men, som man er blevet påført. Og jeg synes, at det politisk er en smule mærkeligt, at vi er meget hurtige til at sætte straffen op og argumentere for, at det her gør vi for ofrenes skyld, men at når det gælder konkrete initiativer, som skal hjælpe ofrene videre i deres liv, går det altså tit lidt langsommere, og nogle gange synes jeg, at vi svigter ofrene.

Men jeg synes dog trods alt – for nu synes jeg heller ikke, at vi skal tale os helt ned i et hul – at vi er kommet et skridt videre i dag. Og jeg vil selvfølgelig gerne takke ministeren for at sætte et arbejde i gang, og så håber jeg, at vi kan levere nogle løsninger, for det er der simpelt hen brug for for ofrene. Det er jo helt forfærdeligt, at man bliver snydt for en erstatning, som man har ret til, når man har været udsat for et meget groft overgreb. Tak for debatten.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)