Tak. Hr. Peder Hvelplund kunne desværre ikke være i salen i dag, og derfor er det mig, der er her. Jeg vil gerne starte med at sige tak til Radikale Venstre for at fremsætte det her beslutningsforslag. Jeg må sige, at det er meget få gange, jeg har været i Folketingssalen om beslutningsforslag om indfødsret, men de andre beslutningsforslag, jeg har været i salen om, har haft en helt anden tone og en helt anden dagsorden. Jeg synes, det er skønt, at vi også kan bruge noget tid på at diskutere, hvordan det faktisk kan blive nemmere at blive dansk statsborger.
At unge, der er født og opvokset i Danmark, kan få dansk statsborgerskab ved erklæring, er en gammel, velafprøvet regel. Det manglede da også bare, for naturligvis er unge mennesker danske, når de har haft hele deres liv her i landet. De skal have ret til et rødbedefarvet pas og den stemmeret, som vi andre også har glæde af. Ordningen med erklæringsadgangen blev indført tilbage i 1950 og gjaldt indtil 2004, da VK-regeringen, som sad på Dansk Folkepartis mandater, afskaffede ordningen for alle andre end nordiske statsborgere.
Da SRSF-regeringen kom til i 2011, blev det skrevet ind i regeringsgrundlaget, at erklæringsadgangen skulle genindføres. Den blomst havde åbenbart ikke groet i Socialdemokratiets have, så de socialdemokratiske justitsministre tog sig rigtig god tid med at få etableret den her ordning. Den kom nemlig først i 2014, men på grund af vanskeligheder med en ansøgers løsning fra et tidligere statsborgerskab kom ordningen først til at fungere i praksis i 2015. Derfor kom den kun til at virke fuldt ud i ganske få måneder, før Venstreregeringen som noget af det første tog initiativ til at afskaffe ordningen igen, i øvrigt med Socialdemokratiets støtte.
Fra 2016 har unge, som er født og opvokset i Danmark, igen skullet igennem den tunge, bureaukratiske og meget dyre procedure for at få fulde borgerrettigheder i det her land, som egentlig er det eneste land, de kender. Når vi skal lette erhvervelsen af statsborgerskab for unge mennesker, er det ikke bare en politisk opfattelse, som Radikale Venstre har, og som vi har i Enhedslisten. Der er også mange andre, der har den opfattelse, og det er også noget, som Danmark har forpligtet sig til i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om statsborgerret. Efter at Venstreregeringen har afskaffet erklæringsadgangen for unge født og opvokset i Danmark, er det ærlig talt svært at se, hvordan vi kan leve op til den her forpligtelse, især når man kigger på den sidste indfødsretsaftale, som regeringen har indgået med højrefløjen. Med den aftale er vi faktisk havnet i en situation, hvor unge, som er født og opvokset i Danmark, måske aldrig kan blive danske statsborgere, hvis de kommer til at begå en fejl, når de er 15 år gamle.
For at rette op på den aftale synes jeg klart at Folketinget hurtigst muligt bør vedtage det her beslutningsforslag, og jeg vil gerne slutte talen af med et citat, som stammer fra den pressemeddelelse, som daværende socialdemokratiske justitsminister fru Karen Hækkerup udsendte, da hun i marts 2014 fremsatte SR-regeringens lovforslag – og jeg citerer:
De unge udlændinge, der er født og opvokset i Danmark, og som har taget del i det danske samfund, får nu mulighed for at erklære sig danske. Regeringen mener, at denne gruppe velintegrerede unge skal have lettere ved at opnå statsborgerskab. Det fremmer integrationen.
Jeg er fuldstændig enig med den daværende socialdemokratiske minister, som jeg håber at den nuværende socialdemokratiske minister vil lade sig inspirere af. Enhedslisten kan støtte beslutningsforslaget.