Tak, fru formand. Jeg vil gerne sige tusind tak til ordførerne for alle de pæne ord omkring forslaget; det er superdejligt at opleve den imødekommenhed og den indstilling, der er til, at vi nu for alvor skal gøre noget for at lette livet for de frivillige derude. Jeg tror, det var DF's ordfører, der sagde, at lad os nu få løst problemet, og til SF's ordfører, som siger, at man glæder sig til at arbejde videre, også tak for det positive tilsagn der. Jeg synes, det er dejligt hele vejen rundt at mærke, at man er enig i intentionen med det her forslag, og at man kan se perspektiverne i, at vi laver én indgang, én ansøgning, som så kan gå til de relevante myndigheder. Så tusind tak for det.
Jeg bliver selvfølgelig lidt ærgerlig over den tilbageholdenhed, der så alligevel er fra den socialdemokratiske ordførers side og fra ministerens side, for de frivillige derude kan jo ikke bruge alle de smukke ord om, at det er sympatisk, at det vil vi gerne kigge på, og at det skal være så nemt for de frivillige som overhovedet muligt, hvis ikke der bliver sat handling bag. Og her syntes jeg også det var ærgerligt ikke at have ministerens bevågenhed for, hvordan vi i virkeligheden kan effektivisere og skabe en situation, hvor det bliver meget nemmere for alle aktører på det her område at behandle de mange ansøgninger, der skal til.
Et af de kendte eksempler er jo pinsemarkedet i Gram, og der er en liste på 26 ansøgninger, som man skal sende til de forskellige myndigheder, og nogle melder endda om endnu flere. Men, minister, alligevel tak for at være nogenlunde positiv over for det, altså for at ville kigge på ARENA og det arbejde, som KOMBIT har lavet indtil nu. Og det er jo velkendt for os, der arbejder med det, at det, når man ikke har fået opgraderet det her ARENA-system – uh, hvor er det nogle forfærdelige forkortelser, man altid finder på til diverse ting – jo så skyldes, at det er den enkelte kommune, der ligesom skulle punge ud og betale for noget, men hvor det jo så bliver en meget lokal løsning, og som netop ikke kommer til at favne alle de 26 på listen i forhold til pinsemarkedet i Gram, eller hvor mange det nu er man skal have, og det er derfor, det er så vigtigt, at vi tager et nationalt ansvar, altså for at få alle aktører med.
Men ministeren var lidt positiv, og jeg kan kun opfordre ministeren til, at der bliver sat tid af i kalenderen, og det behøver ikke at være så langvarigt, for der var jo nogle meget klare synspunkter fra alle de tilstedeværende partier, men hvor vi ligesom kigger hinanden i øjnene og siger, at vi vil finde en løsning. Så kan vi diskutere de nærmere detaljer, og om der er nogle pinde i beslutningsforslaget, som ikke alle er med på, men så vi giver hinanden håndslag på og kigger hinanden i øjnene, i forhold til at nu skal der arbejdes med den her løsning. Så det vil jeg opfordre ministeren til: Kald os lige hurtigt sammen til en lille snak. For det, der også er vigtigt, er jo, at vi måske kunne få nedsat en arbejdsgruppe, hvor man kunne få de relevante aktører med. For vi ved, at man sidder i kommunerne og skal opdatere på sine ansøgninger, vi ved, at politiet er i gang med at opdatere på deres digitale løsninger, vi ved, at alle de forskellige aktører sidder og kigger på, hvordan de kan digitalisere inden for lige præcis deres felt.
Så derfor ville det være rigtig godt, hvis ministeren kunne tage initiativet til, at vi måske kunne få en arbejdsgruppe, sådan at de aktører allerede nu kunne begynde at snakke sammen og mødes på kryds og tværs. For jeg synes jo, at hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten ikke er utålmodig nok på det her felt trods sin meget klare tale i dag. Jeg tror om noget, at vi er i en situation, hvor det er hamrende vigtigt, at vi også viser de frivillige, at vi mener det alvorligt. De er, som flere ordførere har været inde omkring, hårdt ramt af bl.a. GDPR-reglerne og hvidvaskreglerne, men de er også hårdt ramt af de coronarestriktioner og begrænsninger, der har været. Så vi ville med det her initiativ også kunne være med til at skabe noget optimisme derude og give noget motivation og noget arbejdsglæde tilbage til de frivillige. Så det håber jeg at ministeren vil tage med, og at ministeren vil samle op på det her og i virkeligheden gøre vores udvalgsarbejde og det her videre forløb, som også SF's ordfører var inde på, meget nemmere for os alle sammen.