Tusind tak, formand. Og tak til forslagsstillerne for at rejse debatten her i dag. Det, vi skal behandle, er et beslutningsforslag, der har til formål at få flere danskere til at holde ferie hjemme for bl.a. at mindske danskernes samlede CO2-aftryk og klimabelastning, idet målet jo er, at færre så vil tage på lange flyrejser. Derfor lægger forslagsstillerne op til, at regeringen skal udarbejde en ordning, som giver økonomiske incitamenter til at holde klimavenlig ferie i Danmark, og der er blevet peget på to typer tiltag i den sammenhæng.
For det første foreslås der, at der tilbydes et udbud af billige rejsepas, orangebilletter og gratis færgetransport – meget af det svarende til den sommerpakke, vi vedtog sidste år – og for det andet foreslås en fradragsbaseret ordning, hvor man så kan trække nogle udgifter til transport og overnatning fra i sin skat, og det kan være i forbindelse med leje af et sommerhus eller udgifter til tog, og det skal så foregå med progression i fradragssystemet, som så gør det billigere, jo grønnere ferieformen er.
Regeringen er enig med forslagsstillerne, i hvert fald i, at det er vigtigt, at der bliver skabt gode muligheder for klimavenlig ferie i Danmark, og flere af idéerne, som bliver nævnt i beslutningsforslaget, harmonerer jo faktisk langt hen ad vejen med noget, som regeringen allerede har foreslået. Regeringen har f.eks. i vores udspil til en infrastrukturplan foreslået indført et sommerrejsepas, som giver mulighed for at rejse frit i Danmark i otte sammenhængende dage for et engangsbeløb. Det er et forslag, der skal ses i lyset af den, må man sige, store succes, der var med rejsepasset, da vi lavede sommerpakken sidste år, som regeringen så ønsker at gøre permanent. Det vil i sig selv øge incitamentet til at vælge den kollektive transport i sommerferien.
Så er der jo et bredt flertal i Folketinget, som i det, der hedder »Rammeaftale om plan for genåbning af Danmark«, har aftalt, at der skal forhandles en ny sommerpakke, som skal målrettes kulturen og oplevelsesindustrien, og som kan bidrage til at gøre det attraktivt at holde ferie herhjemme i dejlige Danmark. Der har regeringen så den 6. maj præsenteret sit oplæg til en sommer- og erhvervspakke med en samlet økonomisk volumen på 1,6 mia. kr., og det skal hjælpe med at kickstarte vores turismeerhverv og få gang i den danske sommer.
Vi foreslår fra regeringens side som en del af sommer- og erhvervspakken bl.a., at det skal være nemmere og billigere at rejse rundt i sommerlandet, så danskerne kan komme på ferie i vores storbyer, ved kysterne og på de mange dejlige øer, vi har i Danmark. De konkrete initiativer i sommerpakken bliver helt aktuelt drøftet mellem Folketingets partier og regeringen lige nu, og jeg har faktisk lige forladt forhandlingerne for at gå på talerstolen her, men det er klart, at det selvfølgelig også her vil være muligt at lade sig inspirere af sidste års sommerpakke, hvor f.eks. gratis færger var en stor succes. Rejsepassene blev udsolgt på en uge, og jeg tror, vi alle sammen igen blev lidt forelskede i mange af de dejlige steder, der er at holde ferie i i vores eget land. Så jeg tror, at stemningen – ikke mindst i forbindelse med sommerpakken, men også i det hele taget – er både med forslagsstillerne og med regeringen og de øvrige af Folketingets partier, som ønsker at fremme ferie i dejlige Danmark..
Derudover har jeg også lyst til at nævne, at regeringen jo har sat gang i et arbejde med en ny national strategi for bæredygtig vækst i dansk turisme på lidt længere sigt i regi af det, der hedder Det Nationale Turismeforum, og i det arbejde vil der være fokus på at udvikle turisme- og oplevelsesproduktet, så at sige, for at gøre det mere bæredygtigt og på den måde skabe incitamenter til, at både danske, men også udenlandske turister vil have en mere klimavenlig ferie, når de vælger ferie i Danmark. Vi tror sådan set på, at det i sig selv er noget, der vil tiltrække flere gæster til Danmark, hvis den langsigtede plan for turisme bliver grønnere og dermed også mere bæredygtig. Så man kan sige, at der allerede er taget flere initiativer for at få flere til at holde en klimavenlig ferie og med Danmark som udgangspunkt.
Så langt tror jeg vi deler mange af ambitionerne og visionerne med forslagsstillerne. Omvendt må jeg så sige, at vi som regering ikke mener, at de foreslåede initiativer på skatteområdet er den rigtige vej at gå. Vi tror ikke, at det er den rigtige vej at gå i forhold til at få flere til at holde ferie i Danmark, og samtidig må man også sige, at der er nogle praktiske udfordringer med forslagene. EU's regelsæt indebærer f.eks., at man ikke – og det er jo et af forslagene her – kan give en skatterabat for udgifter til leje af sommerhuse i Danmark uden samtidig at skulle give det samme skattefradrag for udgifter til leje af ferieboliger i resten af EU.
Så det er svært at se, hvordan sådan en ordning skulle øge incitamentet til specifikt at bruge Danmark som sit feriemål. Og samtidig vil jeg bare stille gøre opmærksom på, at det ville være endog meget vanskeligt at administrere ordninger, hvor et fradrag skal følge, hvor grøn en rejse eller en ferie er.
Så hvis jeg skal prøve at samle lidt sammen på det, vil jeg sige, at vi samlet set fra regeringens side allerede har taget en række initiativer til at skabe gode muligheder for at holde klimavenlig ferie. Nu vil vi forhandle videre med Folketingets partier om det, når vi forhandler sommer- og erhvervspakken. Derudover mener vi som regering ikke, at den fradragsbaserede ordning er særlig velegnet til at få flere danskere til at holde klimavenlig ferie i Danmark. Så på den baggrund kan vi heller ikke støtte selve beslutningsforslaget, men vi ser frem til de gode løsninger, der kan komme ud af de aktuelle forhandlinger. Tak.