Tak, formand. Jeg har efterhånden været mange år i politik, enten som frivillig, som deltidspolitiker eller som fuldtidspolitiker i Folketinget, og hver gang har jeg forud for et valg været dybt imponeret over, hvor dygtige Socialdemokraterne har været til at sige nøjagtig det, som vælgerne gerne vil have de skal sige, og når de så efterfølgende har vundet magten, har de haft lidt sværere ved at gøre det, de har sagt de ville gøre. Og det er både lokalt, og det er nationalt.
Derfor var jeg også meget spændt på, hvad der ville ske efter 2019. Ville de følge op på det glimrende udlændingepolitiske udspil fra 2019? Og der har vi jo i Dansk Folkeparti bare måttet konstatere, at det har taget lidt tid, og det har også været sværere for dem at gøre det, de egentlig ville gøre. Og vi har set, at Socialdemokraterne i en lang række tilfælde har stemt nej til beslutningsforslag, som vi ordret har taget fra Socialdemokraternes udlændingeudspil.
Det er bare en dårlig måde at føre politik på, og jeg er efter mange år i politik ret ked af den måde at føre politik på. Jeg var egentlig en stor tilhænger af Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik, altså at hvad man siger før et valg, skal man også gennemføre efter et valg, og det blev heftigt kritiseret, især af Det Radikale Venstre. Jeg har også selv forsøgt at følge op på det, jeg har sagt i en valgkamp, efter et valg, og det synes jeg man skal gøre, især på dette område, det udlændingepolitiske, som er så afgørende for Danmarks skæbne. Hvis ikke vi får styr på det her, bliver det ikke sjovt at være dansker.
Heldigvis har Socialdemokraterne ændret holdning, de har ændret kurs, og det er en stor glæde at følge den kursændring. Der er vigtige, dygtige folk på afgørende positioner, der siger alle de rigtige ting, og som jeg formoder også ved noget om tingene, hvad man ikke havde tidligere, eller også ville man ikke erkende det.
Derfor har vi jo så lagt alle de her enkeltpunkter fra det udlændingepolitiske udspil ned i salen, altså for at få den her debat, for det er en principiel debat. Skal vi holde det, vi siger i en valgkamp, også når vi får magten? Det halter som sagt på en lang række områder for Socialdemokraterne. Så er det selvfølgelig en glæde for mig at opdage, at på et punkt går det fremad, og det er så lige præcis på de her punkter, som de to beslutningsforslag, B 188 og B 189, omhandler.
Jeg var egentlig meget tilfreds med ministerens redegørelse og for hr. Jens Joels redegørelse for, hvad man agter at gøre, men om det så er den rigtige løsning, kan jeg med god grund ikke vide. Jeg vil egentlig gerne sige tak til Nye Borgerlige for den tale, ordføreren holdt, som var glimrende, og jeg var langt hen ad vejen meget enig. Dansk Folkeparti har jo i årevis sagt, at vi er nødt til at gøre noget, og det ene, vi har foreslået, er distriktsgymnasier; det andet er højere karakterkrav; og det tredje er, at vi selvfølgelig skal have færre på gymnasierne og flere ud på erhvervsskolerne. For det går ikke på lang sigt med den situation, der er i dag.
Nye Borgerlige spørger om sådan en fordelingsmetode med de 30 pct. vil hjælpe, og de kommer selv med svaret, at det vil det ikke. Er der evidens for, at det vil hjælpe? Vi kan prøve at kigge på, hvad man har gjort i andre lande, og vi kan skele til USA, der har haft massevis af eksperimenter med det multikulturelle samfund, med tvangsspredning og med at busse folk rundt. Hvad er der sket der, hvor man har forsøgt at bringe forskellige etniske grupper sammen? De er godt nok begyndt at gå på den samme skole og det samme gymnasium, men det, man opdagede, var, at de etniske grupper sad sammen, de blandede sig ikke med hinanden.
Så hvor man førhen ikke var blandet sådan rent fysisk, blev man det heller ikke i institutionerne. Og det kan vi også frygte vil ske, når vi forhåbentlig når frem til en aftale, der medfører en større spredning. Vi kan risikere, at folk fra Mellemøsten sidder med folk fra Mellemøsten, danskerne med danskerne osv. Der er en reel risiko.
Det store spørgsmål er: Har vi andre muligheder end at forsøge os med en bedre fordeling? Det er det afgørende spørgsmål. For mange af de mennesker, som klumper sig sammen på etniske gymnasier, er danske statsborgere, ikke dem alle, men mange af dem, og de rejser ingen vegne. Vores store håb er jo, at de bliver danskere i hjertet ud over at være det på papiret, og hvordan kan de blive danskere, hvis de ikke møder andre danskere, fordi en del af det at tilegne sig kulturen er også at møde kulturen, og hvordan møder man kulturen? Jamen den møder man igennem det enkelte menneske, fordi vi alle sammen er bærere af kultur.
Det er jo ikke Dansk Folkeparti, der har påført danskerne det her, det er jo hovedparten af Folketingets partier igennem en katastrofal udlændingepolitik, som bl.a. medførte, at Dansk Folkeparti blev stiftet. Og vi er selvfølgelig meget tilfredse med, at det arbejde trods alt har båret frugt, så et af de store modstanderpartier i dag er vendt på en tallerken og har erkendt, at der skal gøres noget.
Jeg håber vitterlig, at vi når frem til en model, som på en eller anden måde skaber håb for fremtiden, skaber håb for assimilation, som skaber håb for, at vi alle er danskere om 50 år, i stedet for at vi har et multikulturelt mareridt, som Det Radikale Venstre jo var bannerfører for i 1980'erne, 1990'erne og i 00'erne. Det er ikke et land, jeg ønsker at aflevere, og jeg tror og håber på, at Socialdemokraterne virkelig mener det, når de vil ændre på tingenes tilstand.
Jeg tror ikke på, at vi når hele vejen med en tvangsfordeling eller en ændret model, men vi skaber i hvert fald et håb om, at vi i fremtiden kan være danskere i stedet for etniske. Det er den egentlige baggrund for, at vi har taget de her ting fra Socialdemokraternes udlændingepolitiske udspil og har lagt dem ned i salen. Det er faktisk ikke bare drilleri, det er i bund og grund et håb om, at vi en dag atter kan være et samlet folk. Tak for debatten.