Tak, formand. I dag begynder vi en lille odyssé, en rejse udi, hvad der er retfærdigt og realistisk. Se, det var jo, hvad Socialdemokratiet tilbage i 2018 kaldte det, da man igangsatte sit hamskifte fra et parti præget af fordums kulturradikale typer som hr. Svend Auken, fru Birte Weiss og andre, og så i retning af det parti, man var engang, bundet til den konkrete virkelighed, hvor man ikke fik en dårlig smag i munden af at tale om flaget, tale om fædrelandet, tale om sit folks historie osv. – på mange måder en smuk rejse, hvis det havde været en ægte rejse.
For det, vi desværre nu har oplevet, hvor vi nærmer os den her regerings 2-årsfødselsdag, er, at man har meget svært ved at komme ud af havnen. Skibet er der, sejlet er sat i masten, men man mangler simpelt hen viljen til, at kaptajnen sætter kursen, og det er jo det, der er bedrøveligt, ikke så meget for Socialdemokratiet, men jo i vidt omfang for dem, der troede på dem. For hvorfor er det, at man har så svært ved at stemme for et beslutningsforslag, som fra ende til anden er en gentagelse af det, som man lovede vælgerne for 2 år siden, hvis det ikke er, fordi man har besluttet sig for en anden kurs? Hvorfor skulle man stemme nej til sin egen politik, hvis ikke det var, fordi det netop ikke er ens politik, men kun retorik? Jeg tror, at mange, der har set debatten her i dag, dels sidder med en forstemt fornemmelse, dels med en angst, i forhold til hvad der venter. For det er jo ikke det eneste forslag, vi har i dag, som Socialdemokratiet ikke har realiseret som regering, men det er en lang rejse af brudte løfter, vi skal igennem. Jeg tror, vi i dag tager en lille håndfuld, og de næste uger vil vi så tage bid for bid af alt det, man lovede, alt det, man sagde var både retfærdigt og realistisk, men som man ikke har leveret på.
At sætte et loft over ikkevestlig indvandring giver rigtig god mening. For det er helt åbenlyst, at Danmark har problemer med ikkevestlige indvandrere, som vi ikke oplever med folk, der kommer fra den vestlige kulturkreds. Det er helt åbenlyst, at mens folk, der kommer fra Israel, Australien, USA og andre udviklede lande, er gledet ind og altovervejende er blevet et positivt bidrag til det danske samfund både kulturelt og økonomisk, ja, så er den altovervejende lære ikke bare i Danmark, men i øvrigt fra hovedparten af de vestlige lande – for ikke at sige alle vestlige lande – at indvandringen fra ikkevestlige lande har været fatal, at den har ført til utryghed og usikkerhed på gaderne, hvor voldtægtsfrekvensen er enorm fra visse befolkningsgrupper fra de ikkevestlige lande, og hvor viljen til eller evnen til at understøtte og ernære sig selv er langt under det nationale gennemsnit. Vi har fået en helt ny bølge af utryghed i form af terrorisme og radikalisering ind i Danmark, ind i Europa, i kraft af ikkevestlig indvandring, og derfor giver det god mening at sætte et loft.
Så kan man diskutere, hvor loftet skal være, og hr. Lars Boje Mathiesen og jeg kan nok nemt blive enige om, at det skal være omkring nul. Jeg fristes næsten til at spørge, om man ikke kunne få et negativt tal, så vi kunne få nogle flere ud, men det kan vi jo diskutere. Men ikke engang så langt vil Socialdemokratiet gå, ikke engang så langt vil man bevæge sig på rejsen for at efterkomme det, man lovede sine vælgere. Det er jo fuldstændig rimeligt, som vi hørte det både fra den radikale ordfører og fra Enhedslistens ordfører, og som vi måske ville have hørt det fra andre røde ordførere, hvis man synes, det er en dårlig idé, fordi man synes, at den ikkevestlige indvandring har været en berigelse; hvis man synes, at det eksperiment bare har været superfantastisk, og man har brug for mere af det, så er det jo helt redeligt at sige, at det her er et dårligt forslag. Men når man har foregøglet nogen, at man syntes, at det var et godt forslag, og man så ikke gør det, så er det uhæderligt, så er det usmageligt, og så er det vælgerbedrag.
Det bedrag er det vores pligt at afsløre, ikke af hensyn til Socialdemokratiet, men af hensyn til dem, der troede, at man ville få et loft over ikkevestlige indvandrere, fordi det var det, fru Mette Frederiksen som Socialdemokratiets formand havde lovet dem. I dag står vi og er klogere, og jeg tror, at den odyssé, som vi har bevæget os ud på med det her beslutningsforslag, og som altså er et i en lang række af beslutningsforslag, som jeg har skrevet ud fra det, Socialdemokratiet for 3 år siden kaldte »Retfærdig og realistisk«, vil afsløre den uredelighed, som desværre præger partiet. Jeg ved ikke, om man kan klandre ministeren, for jeg tror egentlig, at ministeren gør, hvad ministeren kan, og jeg tror også, at det, ministeren siger i de mange debatter, som vi har her i Folketinget, er det, ministeren tænker.
Nej, den egentlige uredelighed er, at man var så forhippet på at ville have magten i 2018, at man var villig til at sige hvad som helst, men at man i dag af frygt for politisk korrekte venstreorienterede, der holder en i regeringskontorerne, af frygt for internationale konventioner skrevet længe før de folkevandringer, vi lider under i dag, overhovedet blev sat i bevægelse, af frygt for dem, så alligevel ikke tør stå på mål for det. Så var det bare retorik, så handlede det bare om magt, og så kender vi jo igen Socialdemokratiet. For så er vi jo tilbage hos fru Weiss, hos hr. Auken, hos hr. Lykketoft, hos hr. Rasmussen. Så er vi jo der, hvor det handler om partiet før fædrelandet, og det er en skam. Tak, formand.