Tak, formand. Da jeg var syg til førstebehandlingen af B 163, vil jeg bare lige kort tage ordet her.
Jeg vil gerne knytte et par ord til borgerforslaget om at indføre ret til at passe egne børn under almen sygdom, hvor der er et forslag om at indføre en model, som de har i Sverige, hvor hvert barn har ret til 120 omsorgs- og sygedage årligt. Altså, nu er forslaget om 120 sygedage årligt nok noget, der kan få i hvert fald nogle til at få kaffen galt i halsen, men i 2019 brugte svenske forældre faktisk kun i snit 7,6 dage ifølge Försäkringskassan. Så jeg vil bare sige, at i Alternativet er vi varme tilhængere af forslaget.
Tænk sig aldrig mere at skulle møde på arbejde med dårlig samvittighed over, at man har sendt sit syge barn i vuggestue, børnehave eller skole. Forestil sig at møde op på arbejdet med ro i maven og god samvittighed og med overskud til dagen, der venter, selv om ens barn er sygt. For vi ved, at forældre sender deres syge børn i institution og i skole, fordi konsekvenserne ved ikke at møde op på arbejde presser dem til det. Ja, hvor mange af os her i salen har ikke prøvet det? Jeg har i hvert fald.
I Alternativet mener vi, at der er mange gode argumenter for at stemme for det her forslag, men bare den øgede trivsel er nærmest argument nok i sig selv – både for arbejdsmarkedets parter og for os politikere fra de forskellige partier – for, at vi sammen finder en ny og tidssvarende ramme for retten til at passe børn, når de er syge. Hvis den danske model skal bevise sig at være for børn, skal den kunne tage højde for og anerkende værdien af at dække børns basale behov for omsorg og ikke stille børnene i en situation, hvor de konkurrerer med de voksnes behov for pension og løn. For det er en ulige kamp, som børn indtil videre har tabt, med konsekvenser, der rækker ind i både arbejdsliv, familieliv, folkesundheden og hverdagen ude i landets skoler og dagtilbud.
Så i Alternativet anbefaler vi, at vi vedtager det her borgerforslag om ret til at passe børn under almen sygdom.