Det næste punkt på dagsordenen er:

25) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 163:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af lovgivning om ret til pasning af sygt barn ved almen sygdom (borgerforslag).

Af Leif Lahn Jensen (S), Peter Skaarup (DF), Karsten Hønge (SF), Andreas Steenberg (RV), Peder Hvelplund (EL), Mai Mercado (KF), Peter Seier Christensen (NB), Ole Birk Olesen (LA), Torsten Gejl (ALT), Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Susanne Zimmer (UFG).

(Fremsættelse 23.02.2021).

Dette beslutningsforslag er udsprunget af et borgerforslag.

Forhandlingen er åbnet, og den første taler er beskæftigelsesministeren. Værsgo.

Mange tak for ordet. Jeg vil gerne starte med at takke initiativtagerne bag borgerforslaget, og jeg vil også takke de folketingsmedlemmer, som har valgt at fremsætte det som beslutningsforslag. Det er selvfølgelig altid udtryk for en sund demokratisk kultur, at vi i dag skal diskutere et spørgsmål, som optager mange danskere.

Borgerforslaget handler om forældres fravær, når de har behov for at blive hjemme for at passe deres barn ved almen akut opstået sygdom. Forslagsstillerne ønsker at indføre en ordning efter svensk forbillede, hvor forældrene har ret til at blive hjemme, indtil deres barn er rask igen. Forældrene modtager ikke løn i fraværsperioden, men en kompensation, der svarer til 80 pct. af dagpengesatsen.

Jeg har sådan set stor forståelse for intentionen med forslaget, og jeg anerkender også i høj grad, at børn har brug for omsorg, når de er syge. Jeg er også helt opmærksom på, at det for nogle forældre kan være svært at få enderne til at nå sammen i en travl hverdag, når børnene lige pludselig bliver syge. Jeg tror, at alle med børn kan nikke genkendende til det.

Modsat hvad der nævnes i borgerforslaget, har vi faktisk ikke en lovsikret ret til barnets første sygedag i Danmark. Derimod har vi med den danske model en lang tradition for, at løn- og arbejdsvilkår forhandles og fastsættes af arbejdsmarkedets parter. Den danske model er en hjørnesten i vores samfund og en væsentlig årsag til, at vi har et velfungerende og fleksibelt arbejdsmarked til gavn for både lønmodtagere og virksomheder. Det betyder også, at ret til fravær under børns sygdom reguleres af parterne i de kollektive overenskomster eller i individuelle aftaler. Det er ikke noget, vi politikere har tradition for at blande os i.

I nogle overenskomster har forældre ret til både barns første og anden sygedag, og mange har også ret til løn under fraværet. Derudover indeholder mange kollektive overenskomster forskellige fraværsrettigheder med eller uden løn. Det kan f.eks. være omsorgsdage for mindre børn, anden tjenestefrihed uden løn eller en anden form for fleksibilitet. Derudover har mange lokalt på deres arbejdsplads mulighed for efter aftale med arbejdsgiveren at bruge flekstid, hjemmearbejde, afspadsering, ferie og fravær uden løn.

Udgangspunktet for de kollektive og lokale aftaler er fravær, når ens barn rammes af almen akut opstået sygdom. Er ens barn derimod alvorligt syg i længere tid, findes der allerede i dag ordninger, hvor forældre har mulighed for at blive hjemme og modtage en ydelse, mens de passer deres syge barn. Forældre kan f.eks. efter barselsloven modtage dagpenge ved pasning af et alvorligt sygt barn.

En ordning efter svensk forbillede, som der er lagt op til i borgerforslaget, vil kræve, at vi indfører en lovgivningsmæssig ret til fravær ved barns sygdom. Det bryder helt grundlæggende med principperne i den danske model, og derfor er det principielt et politisk spørgsmål, om vi ønsker at indføre en lovgivningsmæssig ret og dermed som konsekvens bryde med den danske arbejdsmarkedsmodel, som vi har værnet om i mere end 100 år, og som har vist sig som et af de mest effektive redskaber til at sikre høje lønninger og gode arbejdsvilkår.

Jeg har den allerstørste respekt for den danske model, og det har jeg kun fået bekræftet under coronakrisen, hvor modellen gang på gang har været i stand til at finde løsninger på de udfordringer, der løbende er opstået. Og hele vores arbejdsmarkedsmodel, mener jeg i hvert fald, er bedst tjent med, at vi politikere ikke i tide og utide blander os i løn- og arbejdsvilkår.

Jo flere gange et flertal i Folketinget vurderer, at den danske model ikke kan løse de udfordringer, der løbende opstår, jo sværere bliver det for den til enhver tid siddende regering at forsvare modellen. Hvis vi skaber usikkerhed om vores egen opbakning til hele det princip om, at det er op til parterne, altså lønmodtagere og arbejdsgivere, at forhandle løn- og arbejdsvilkår, er vi stille og roligt i gang med også at afvikle modellen frem for at udvikle den.

Jeg har indtil nu kun fokuseret på risikoen for at svække den danske model, hvis man begynder at lovgive om noget, som parterne normalt tager sig af. Men det er ikke den eneste grund til, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget. Det hænger også sammen med de umiddelbare økonomiske konsekvenser af forslaget. Det står ikke helt klart ud fra borgerforslaget, hvordan den foreslåede ordning konkret vil skulle udmøntes. Det er f.eks. uklart, hvilke persongrupper der skal omfattes af ordningen, og hvordan kompensationsordningen skal finansieres. Skønnet over de økonomiske konsekvenser er derfor forbundet med en række usikkerheder.

Men antager man, at ordningen vil blive brugt i samme omfang som i Sverige, skønnes den at medføre direkte udgifter til dagpenge på cirka 2,2 mia. kr. årligt. Medregnes de afledte konsekvenser, vil der være tale om udgifter på cirka 2,7 mia. kr. årligt. Skønnet tager ikke højde for de udgifter, som mange arbejdsgivere i dag har til løn under barns sygdom, men det giver alligevel en pejling af størrelsen på de udgifter, der er forbundet med beslutningsforslaget. Hvis vi gennemfører forslaget, vil det enten medføre betydelige udgifter for staten på 2,7 mia. kr. eller indebære, at vi skal pålægge parterne potentielle udgifter til finansiering af ordningen, som de normalt selv aftaler sig frem til.

Så lad mig bare lige her til sidst samle op: Jeg kan godt forstå intentionerne med forslaget, og det er bestemt ikke altid nemt at være småbørnsforældre, slet ikke når børnene bliver syge. Heldigvis har danske lønmodtagere allerede i dag efter overenskomster eller individuelle aftaler gode muligheder for at blive hjemme for at passe deres syge børn. Der findes allerede en ordning, hvis man har et alvorligt sygt barn. Skal vi føre borgerforslaget ud i livet, vil det for det første bryde helt grundlæggende med den danske model, og det er ikke en vej, regeringen ønsker at gå, og for det andet vil det medføre betydelige udgifter, og hvem skal så i givet fald betale den regning?

Regeringen kan derfor ikke støtte forslaget. Vi ønsker ikke at indføre en lovreguleret ret til fravær med ydelse i forbindelse med sygdom. Vi ønsker, at parterne selv aftaler løn- og arbejdsvilkår, som de har gjort det på mest fornemme vis igennem mange, mange år. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra fru Jette Gottlieb. Værsgo.

Jeg vil spørge ministeren, om han kan bekræfte, at der på forskellige områder inden for arbejdsmarkedsproblemstillinger er en flydende grænse mellem lovgivning og aftalestof. Lad os tænke et eksempel som en ferielov, eller f.eks. arbejdsmiljølov og andre tilsvarende steder, hvor man har opfattet det som en samfundsmæssig opgave at få løst problemer, som man ikke umiddelbart kunne se kunne løses af arbejdsmarkedets parter. Vi kan også nævne ligeløn – i en parantes her til sidst.

Værsgo, ministeren.

Jamen jeg kan generelt bekræfte, at der er selvfølgelig altid er et samspil mellem lovgivning og de aftaler, der er på arbejdsmarkedet. Men fru Jette Gottlieb må også, håber jeg i hvert fald, medgive, at der jo i forhold til en lang række af de kollektive overenskomster og individuelle aftaler, der er på arbejdsmarkedet i dag, allerede er de muligheder. Det er det første.

For det andet: Der har jo været nogle lønmodtagere, som er gået til forhandlinger, hvad enten det er sket kollektivt eller individuelt, med det krav over for deres arbejdsgiver, at det, de vil kræve i forbindelse med en eventuel lønstigning, var at få yderligere frihed, hvad enten det er, hvis deres børn bliver syge, eller det er anden form for fravær med løn. Og det vil sige, at den enkelte lønmodtager, eller kollektivet, har prioriteret den forbedring. Og det synes jeg bare er meget, meget vigtigt at vi hele tiden holder os for øje; at der er nogen, der allerede i forhandlinger så at sige har betalt for at få den rettighed, som borgerforslaget nu foreslår at gøre til en lovbunden rettighed betalt af staten.

Spørgeren, værsgo.

Jo, men er det ikke rigtigt, at hvis man i stigende grad på grund af samfundsforandringer ser det som en samfundsmæssig opgave at løse et bestemt problem, så er der også god grund til at lave en eller anden form for lovgrundlag som fundament for senere forhandlinger om vilkårene mellem arbejdsmarkedets parter?

Værsgo til ministeren.

Vi er altid interesseret i at understøtte den samfundsudvikling, der er, også fra regeringens side, og at være åbne over for forskellige ting. Jeg stiller mig dog bare forbeholden over for, om lige præcis den her problemstilling udgør og er af et sådant omfang, at parterne ikke selv kan løse det. Jeg mener, at parterne selv allerede i dag løser det i meget vid udstrækning.

Jeg synes, man kan se på den, synes jeg, meget vigtige tryghedsskabende hjælpeordning, vi lavede i forhold til at give adgang til barselsdagpenge – hvis man havde syge børn i forbindelse med corona, eller børn, der havde været nær kontakt, som der ikke har været et stort træk på – at de her ting allerede fungerer i dag ude på arbejdsmarkedet, og at der derfor ikke er behov for lovgivning.

Tak til beskæftigelsesministeren. Den første ordfører i rækken – undskyld, kan jeg ikke lige bede ministeren om at soignere talerstolen, og tak for det – er hr. Henrik Møller fra Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak. Allerførst skal jeg selvfølgelig sige, at vi fra Socialdemokratiets side, ikke overraskende, er meget enige med ministeren og de bemærkninger, som ministeren er kommet med her.

Jeg synes, at en af de ting, der er – i hvert fald i forhold til det sidste, der blev nævnt – er, at vi jo ikke står med ingenting. Altså, diskussionen var lidt, om der skal lovgives eller der ikke skal lovgives på det her område. Og der er udgangspunktet, at vi sådan set ikke står med ingenting, men at der faktisk er lavet løsninger på arbejdsmarkedet lige præcis omkring det her, både med omsorgsdage og børns sygedage.

Jeg ved ikke, om det er et dilemma, men en lidt speciel situation, vi står i, synes jeg. Vi har i Beskæftigelsesudvalget nu af to omgange først haft en diskussion om mindsteløn i forhold til et direktiv fra EU, og senest har vi haft en diskussion omkring transparens i forhold til lønforskelle mellem mænd og kvinder, altså en slags ligelønsdirektiv. Og man kan vel godt sige, at vi har brugt rigtig mange ressourcer på at prøve at fortælle EU, at det her er vi ikke særlig begejstrede for bliver til et direktiv, fordi vi ikke ønsker, at der kommer en lovgivning, som skal implementeres her, fordi vi har et system, hvor arbejdsmarkedets parter selv er i stand til at kunne indgå nogle aftaler omkring det. Og det her er jo sådan lidt modsat, hvor man siger, at her synes man så, at nu skal regeringen med næb og klør indføre en lovgivning og en rettighed i forhold til det her.

Der vil jeg sige, at svaret sådan set er det samme fra Socialdemokratiets side: Vi mener i høj grad, at det her er et spørgsmål om, at arbejdsmarkedets parter må finde og lave nogle aftaler på lige præcis det her område. Vi synes selvfølgelig, det er prisværdigt med et borgerforslag, og man kan sige, at det er også godt for debatten. Men jeg synes, det er vigtigt – i forhold til den danske model, vi har, hvor arbejdsmarkedets parter laver aftaler omkring ting – at vi jævnligt og løbende hele tiden diskuterer de her grænser, i forhold til hvad der skal være lovgivning, og hvad der skal være aftaler.

Jeg er enig i, som det også er blevet nævnt, at det jo ikke er sort-hvidt. Der er jo også nogle elementer, hvor der er lovgivning om det. Men som ministeren meget klart gav udtryk for, er det jo ikke et ønske, vi fra Socialdemokratiets side af i hvert fald har, at vi får lavet lovgivning på det her område.

Så derfor kan vi fra Socialdemokratiets side heller ikke støtte op om borgerforslaget, og som sagt skyldes det, at vi bakker op om den danske arbejdsmodel, som vi synes er en hjørnesten og en forudsætning for det her stærke og fleksible arbejdsmarked, vi har i Danmark.

Men jeg vil selvfølgelig godt anerkende forslagsstillerne for at bidrage til den demokratiske debat. Men Socialdemokratiet kan ikke stemme for. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Jette Gottlieb. Værsgo.

Jeg vil så spørge, om det er en fejl, at der rent faktisk er lovgivning, der sikrer, at man kan få tjenestefri eller blive fritaget fra sit arbejde på barnets første sygedag i tilfælde af barnets akutte sygdom. Er det så en fejl, at der er blevet lavet sådan en lovgivning?

Værsgo.

Næh, ikke umiddelbart.

Spørgeren.

Men kan man så ikke sige, at der er et relativt langt spring mellem et barns første sygedag og så det, der hedder langvarig pasning af et alvorligt sygt barn? Er det ikke sådan, at rigtig mange børn kunne være syge i 2 dage eller 3 dage eller måske endda 4 dage, og at det måske er her, hvor vi har brug for, at der kommer nogle nye løsninger i kraft af den samfundsudvikling, der er sket i de sidste 50 år?

Ordføreren.

Jeg nævnte faktisk ikke i min indledning, at der ud over diskussionen omkring arbejdsmarkedsmodellen, som der lige nu er lidt debat om mellem os to, jo så også er det økonomiske aspekt. Altså, der ligger her en økonomisk regning, hvor der skal være en prioritering i forhold til det, og der må man bare sige, at det sammen med alle de andre elementer og ønsker, der er, og sammen med holdningen til arbejdsmarkedsmodellen, men også økonomisk, ikke er det, der ligger lige for, i hvert fald i Socialdemokratiets prioriteringsliste.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Hans Andersen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg forstår godt, at der er mennesker, der ønsker en bedre mulighed for at kunne være der for deres dreng eller pige, hvis han eller hun er blevet syg. For alle med børn ved, hvor svært det kan være i hverdagen at få tingene til at hænge sammen.

Sidste sommer havde vi også en drøftelse, og arbejdsmarkedets parter havde en drøftelse, med hensyn til at finde en løsning i forhold til de forældre til børn, der var blevet smittet eller havde været nær kontakt og var blevet hjemsendt, og vi fandt en løsning i den helt ekstraordinære situation, og den model har vi jo i fællesskab også forlænget til den 1. juli. Det hilser vi velkommen. Vi står i en helt ekstraordinær situation, hvor rigtig mange forældre og børn har været frustrerede og har søgt efter løsninger.

Men når vi generelt taler om det her emne, er det jo arbejdsmarkedets parter, der forhandler ikke bare løn, men også arbejdsvilkår på det danske arbejdsmarked, og herunder jo også mulighederne for pasning af børn ved sygdom, og den danske model, som vi til daglig kalder den, har jo gennem årtier håndteret sådanne ønsker og en fleksibilitet i overenskomstforhandlingerne. Og når og hvis der er et stort ønske blandt lønmodtagere om at sikre bedre vilkår til forældre med sygdom hos børnene, så er jeg jo helt sikker på, at de faglige organisationer er opmærksomme på det og ønsker at sætte det ønske og det krav igennem i overenskomstforhandlingerne, og vi har jo historisk også kunnet se, at der i overenskomstforhandlingerne er skabt bedre vilkår, også til forældre med syge børn. Det handler jo i nogle overenskomster både om en ret til barnets første og anden sygedag, og det handler også om andre muligheder for fleksibilitet – beskæftigelsesministeren nævnte en række af dem. Og jeg har jo stadig væk stor forståelse for, at der er mennesker, familier, der ønsker en endnu større fleksibilitet og bedre mulighed for at kunne hjælpe, og jeg vil da have en klar opfordring om, at man går til sin fagforening og fremfører ønsket, og jeg er helt sikker på, at de faglige organisationer lytter. For det er jo det, som de er sat i verden for, altså at lytte til deres medlemmer og deres ønsker, og vi står jo her med et borgerforslag, som har fået meget stor opbakning, og det tror jeg sådan set også at de faglige organisationer har noteret sig og lytter til. Og jeg tror og jeg håber, at den danske model så også viser sin styrke, som den har gjort historisk, og som jeg også tror på at den skal gøre fremadrettet, og at der i de kommende forhandlinger om overenskomster vil blive bedre vilkår for forældre med syge børn, bedre muligheder for, at man kan være derhjemme, når barnet er sygt, og man ikke er tvunget til at finde mange kreative løsninger – og jeg ved, at de er derude – men at man i overenskomsterne skaber endnu mere tryghed om det at have et sygt barn.

Så det er vores tilgang til det her borgerforslag, at vi tror på, at den danske model og de faglige organisationer kan finde løsninger, der også imødekommer det ønske, der står i det her borgerforslag. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Vi står med det her borgerforslag om ret til pasning af sygt barn ved almindelig sygdom.

Det har igennem mange år givet store problemer for forældre, når de skal finde ud af, hvordan de får passet børnene, når de er syge. Hvis ikke man har det netværk, der skal til – hvis ikke man har nogle bedsteforældre eller noget anden familie i nærheden, der kan passe barnet – så har man et problem. Man har ret til barnets første sygedag – nogle har ret til to sygedage, det er sådan lidt forskelligt, alt efter hvilken overenskomst man er inde under. I det offentlige er det altid to dage, man har ret til, og er man så et par, er det fire af barnets sygedage i løbet af 1 år, man har ret til at kunne tage.

Forslagsstillerne skriver så også, at der er mange, der selv er nødt til at melde sig syge for at passe barnet. Er det en fordel, at de selv er nødt til at melde sig syge? Kunne man så ikke lige så godt sige, at hvis de alligevel går hjemme og har meldt sig syge og går på sygedagpenge, så kunne de få ret til at trække nogle dage på dagpengesystemet? Jeg har ikke nogen beviser for, hvor mange der melder sig syge, men det er forslagsstillerne, der skriver her, at folk melder sig syge.

Jeg synes, det er lidt uhensigtsmæssigt, som systemet er indrettet i dag, og jeg synes jo, at ministeren skulle tage en snak med arbejdsgiverne og parterne om, hvordan det her system er indrettet. Selvfølgelig skal vi ikke gå ind og trumfe noget igennem i overenskomsterne, men man kunne jo godt tage og kigge lidt mere alvorligt på et så stort ønske fra en lang række borgere, som har skrevet under på et borgerforslag, og se, om man kunne indrette sig på en mere moderne måde.

Jeg har fuld forståelse for det system, der er i Sverige, hvor man kan få 80 pct. af dagpengene, hvis man passer barnet hjemme, for det forbedrer jo forholdene på den måde, at man ikke sender børnene af sted tidligere, end det er nødvendigt, hvis de er syge. De kan tage smitte med og smitte andre, hvor forældrene så skal tage nogle dage hjemme i den forbindelse. Og vi skal bare lige huske på, at selv om der er et netværk, er det langtfra alle, der har et netværk, de kan trække på. Jeg kender flere, der har deres bedsteforældre i f.eks. Nordjylland, hvor jeg selv er fra, men de bor måske selv i København eller i Aarhus eller i Odense. De kan ikke bare lige trække på bedsteforældrene. De kan ikke bare lige trække på søskende, for de bor måske også langt væk. De har ikke noget netværk. Jo, de har nogle venner, men de er også på arbejdsmarkedet. De har ikke noget netværk, der kan træde til og hjælpe med at passe børnene, og så står de i den situation: Hvad skal jeg så gøre med lille Peter eller lille Lise, der er syg? Skal jeg så vælge at sende dem i børnehave eller vuggestue, mens de er syge, eller skal jeg sige, at jeg selv er syg, og så blive hjemme?

Det er et dilemma, som mange forældre står i. Jeg synes, at en sådan henvendelse, som kommer her i borgerforslaget, kræver, at ministeren tager det alvorligt og siger: Lad os se på, om der er nogle muligheder for, at vi kan få noget ændret i den måde, vi har indrettet os på i Danmark på arbejdsmarkedet, og så få taget en snak med arbejdsmarkedets parter om, om der kan ændres noget på det her.

Selvfølgelig skal det ikke være sådan, at man bare kan tage 30, 40, 50 sygedage hjemme, det er slet ikke det, og det er heller ikke det, som man ønsker med borgerforslaget. Men hvis man har en, der er syg – det kan være influenza, barnet har fået, eller det kan være andre sygdomme, det har fået – er ønsket, at man har mulighed for at være hjemme og passe barnet. Jeg synes, det fortjener lidt respekt, at de kommer med det her.

Derfor vil vi i Dansk Folkeparti opfordre ministeren til at se på det her, tage en snak med arbejdsmarkedets parter om, om der er nogle muligheder for at hjælpe de forældre, der er i knibe i den forbindelse. Selvfølgelig er det sådan, at arbejdsgiverne ikke skal betale. Det er jo ikke det, der er lagt op til. Så siger ministeren, at staten heller ikke skal betale, hvis det er 80 pct. af dagpengene, de trækker på dagpengesystemet. Men ca. 50 pct. er egenbetaling til dagpengesystemet. Så kunne man måske være behjælpelig ad den vej, f.eks. ved at forældre fik ret til at tage 5 dage på dagpengesystemets sygedagpenge til 80 pct. af understøttelsen. Det var jo en mulighed og et skridt i den retning. Men jeg vil overlade det til ministeren at tage den snak med arbejdsmarkedets parter om, om der er mulighed for at finde en fornuftig løsning, der kan hjælpe de her forældre, der er i klemme.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste ordfører er fru Ina Strøjer-Schmidt fra SF. Værsgo.

SF har længe arbejdet for, at forældre kan få mulighed for at afholde flere af barnets sygedage. De få barns sygedage er et problem, fordi børn ofte ikke er raske efter 1-2 dage, som de fleste overenskomster giver mulighed for. En bred undersøgelse blandt flere faggrupper har vist, at de få barns sygedage er den største udfordring i forhold til at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Det stresser forældrene at aflevere syge børn. Cirka hver tredje ansatte i dagtilbud oplever mindst en gang om ugen, at syge børn afleveres. Det er både problematisk, fordi syge børn skal have mulighed for at blive raske, før de sendes af sted, og fordi børnene smitter andre børn og personalet. Problemet er jo ikke løst i overenskomstforhandlingerne. Derfor er der brug for, at partierne i Folketinget finder en løsning.

I SF bakker vi i hvert fald op om borgerforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak. Jeg vil til en start sige stor tak til forslagsstillerne og underskriverne på borgerforslaget her. Det viser det gode, som de her borgerforslag kan, nemlig at være en ekstra ting til demokratiet og også til at få sat nogle ting på dagsordenen herinde i Folketingssalen.

I Radikale Venstre har vi stor forståelse for, at forældre gerne vil yde omsorg for deres syge børn. Jeg har selv stået i situationen et hav af gange og har da også stadig væk børn i børnehavealderen. Men jeg må også sige, at i den danske model ligger der, at det er arbejdsmarkedets parter, der forhandler de her vilkår, bl.a. bedre vilkår for forældre med syge børn. Derfor må jeg også meddele, at Radikale Venstre ikke kan bakke op om borgerforslaget, som det er her.

Jeg synes, at en interessant henvisning i borgerforslagets tekst er henvisningen til den svenske model. Den er jeg sådan set selv meget nysgerrig på – også efter at få fulgt op på, om det i Sverige eventuelt har ført til et lavere sygefravær, hvis der er børn, der er blevet holdt hjemme i stedet for at blive sendt i daginstitution og dermed ikke har smittet andre børn. For hvis det er sådan, det forholder sig, kunne det jo også være, at der var en arbejdsgiverinteresse i at lave en sådan aftale. I hvert fald kan jeg støtte min kollega fra Venstre hr. Hans Andersen i tilliden til fagforeningerne i forhold til at løfte den her dagsorden. Tak.

Tak til den radikale ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Jette Gottlieb. Værsgo.

Enhedslisten synes, og det er forhåbentlig ikke en stor overraskelse, at syge børn skal have omsorg og passes, indtil de er raske. Derfor støtter vi også beslutningsforslaget og opfatter det som en samfundsmæssig opgave at sikre, at vi finder løsninger på problemerne.

Men der er mange ting, man skal lægge mærke til i forbindelse med et forslag som det her. For hvad er det, der gør, at det overhovedet er nødvendigt med sådan et forslag? Det er jo vores samfundsstruktur, der har ændret sig. Alle de gode argumenter, der er nævnt i forslagets bemærkninger, forklarer en del af ændringerne, siden der kom kvinder på arbejdsmarkedet. Inden da var det jo en selvfølge, at moderen passede et sygt barn.

Siden har udviklingen fremprovokeret flere ændringer. Det begyndte at blive en nødvendighed, at begrebet sygt barn indgik i overenskomsterne. De fleste overenskomster rummer i dag en ret til løn på barnets første sygedag, og siden er der så lovgivet om ret til fravær fra arbejde på barnets første sygedag. Så hvis vi tager de næste skridt i dag, vil det give store forbedringer i forhold til barnet og børnefamiliernes vilkår.

Vi er selvfølgelig også opmærksomme på, at der på en vis måde er tendens til, at de eksisterende overenskomstordninger kan trække kønsmæssigt skævt. Det er jo ikke fuldstændig tilfældigt, i hvilke overenskomster der er aftalt ret til barns første sygedag, og hvilke overenskomster der har medført ret til første og anden sygedag. Man kan prøve at gætte, hvilke overenskomster der er flest kvinder på.

Forudsætningen for, at det i en årrække har kunnet fungere med første og anden sygedag har jo været, at det har været muligt for forældrene at få hjælp udefra. Det mest omtalte og brugte har været bedsteforældreløsningen. Vi har før hørt forskellige argumenter for, hvorfor den ikke fungerer så godt, men et af argumenterne er jo, at hvis de nu ikke bor i samme landsdel, er det ikke helt så nemt.

Men vi skal også være opmærksomme på, at der her er sket andre samfundsmæssige forandringer. I dag er bedsteforældrene typisk på arbejde, og jeg har hørt helt seriøse overenskomstforslag af typen: barnebarns første sygedag. En forsker har gjort rede for, at de forandringer, der er sket med udviklingen af vores familiestruktur, har ført til, at vi nu har flere og flere i firegenerationsfamilien. Den generation, der er hårdest spændt for, er anden generation. Der stilles store forventninger til, at de passer deres gamle forældre, men også at de bliver længere og længere på arbejde, og at de stiller op, hvis de har syge børnebørn. Og det er jo umuligt at håndtere så alsidige krav, og derfor er dette forslag på sin plads. For børn er jo ikke altid kun syge en enkelt eller to dage, og det skal der findes løsninger på.

Forslaget er godt, men der mangler en del i den praktiske udformning. Det kræver, at der bliver fundet en organisatorisk løsning. Det kan være i paralleliteten til den svenske model, som borgerforslaget selv foreslår. Det kan dog under ingen omstændigheder overføres direkte – pengene falder jo ikke ligefrem ned fra himlen – og ville kræve store ændringer i vores dagpengesystem. En anden løsning kunne være at parallelisere til de ordninger, der findes i form af barselsfonde – der var måske noget at arbejde videre med. Så er det andet store problem selvfølgelig, at der mangler en relevant finansiering.

Jeg vil derfor stille en række spørgsmål på de to områder i forbindelse med udvalgets arbejde med forslaget. Og så vil jeg sige, at selve det, at problemstillingen er blevet rejst på den måde, den er – og jeg vil også gøre opmærksom på, at det her borgerforslag er det borgerforslag, der på allerkorteste tid har samlet flest underskrifter – tyder på, at problemet er mere nærværende, end man umiddelbart skulle forvente, hvis man sidder her og ikke synes, man selv har problemet.

Vi støtter forslaget, men mener, at der mangler en hel del i den praktiske udformning, og vi er meget klar til at stille spørgsmål, der måske kan fremme et par forslag til løsninger eller forbedringer af den nuværende situation.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Hans Andersen. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil blot spørge Enhedslisten, om Enhedslisten ikke er enig med mig i, at de faglige organisationer her har en helt afgørende rolle at spille for at sikre lønmodtagernes rettigheder og ikke mindst ret til at blive hjemme, hvis ens barn er syg. Tak.

Værsgo.

Jo, det er jeg. Det er jeg meget enig i er et forslag man kan diskutere som et overenskomstforslag, og derfor morer jeg mig også over, at der faktisk seriøst er blevet stillet forslag om barnebarns første sygedag ved overenskomster. Det har nu aldrig nydt fremme, vil jeg så tilføje. Men jeg er bestemt af den opfattelse, at nogle af problemerne kan løses overenskomstmæssigt, men jeg tror også, at vi nødt til at sikre, at der er et samfundsmæssigt grundlag for, at det er et overenskomstforslag, der nyder fremme.

Værsgo, spørgeren.

Anerkender Enhedslisten ikke, at hvis vi skal sikre, at lønmodtagerne faktisk også bliver ved med at støtte op omkring de faglige organisationer, så er det helt afgørende, at rettigheder som f.eks. at have ret til at blive hjemme, hvis børnene er syge, er rettigheder, man har forhandlet og tilkæmpet sig gennem overenskomstforhandlinger, og at det er på den måde, vi skal sikre, at den danske model fortsat lever? Tak.

Tak, værsgo.

Jo, det er Enhedslisten meget enig i er den måde vi skal sikre at den danske model fortsat lever på, men der er stadig et spænd imellem et lovmæssigt grundlag og fundament og det samspil, der er mellem det og så de overenskomster, der indgås. Alene på det offentlige område er vi jo i den situation, at det principielt er os, der er arbejdsgivere, og det vil sige, at der kunne man forestille sig, at man på det offentlige område havde taget det initiativ i de nys overståede eller næsten overståede overenskomstforhandlinger.

Tak til Enhedslistens ordfører. Den næste ordfører er fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti.

Mange tak. Først og fremmest tak til forslagsstillerne. Det er et forslag, som indeholder rigtig mange gode intentioner, som vi kun kan bifalde kommer til debat. Har vi skruet vores system rigtigt sammen? Hvad kommer vores nye hverdag på den anden side af pandemien til at vise? Og hvordan udvikler vi arbejdsmarkedet, i takt med at vi bliver sundere og mere digitale?

Det er selvfølgelig uholdbart for både børn, forældre og arbejdsgivere, når børn sendes halvsyge af sted, da de måske hurtigere bliver syge igen, får smittet andre eller ringes hjem, så far eller mor må forlade arbejdspladsen midt i det hele. Også her er den tidlige indsats vigtig. Andre lande har organiseret det på andre måder, og det er spændende at se ind i, hvad vi kan lære af det.

Når det så er sagt, kan jeg afsløre, at vi i Det Konservative Folkeparti ikke kan støtte forslaget, som det ligger her. Der er bl.a. store ubesvarede spørgsmål omkring økonomien: Hvad vil det koste? Havde det her været et forslag, som var blevet fremsat af et parti, ville netop det spørgsmål allerede have været stillet et par gange. Det er jeg ret sikker på. Det er ikke en ubetydelig ubekendt, som vi er nødt til at se nærmere på.

Samtidig er det også vigtigt at lære af covid-19-pandemien og den udvikling, vi som arbejdsmarked er i som følge heraf. Jeg har eksempelvis svært ved at forestille mig, at alle ansatte i det store Kontordanmark i fremtiden vil være på kontoret 5 dage om ugen. Når man er syg, er man syg, og det gælder naturligvis også for børn. Men jeg har stor respekt for, at den enkelte medarbejder og vedkommendes arbejdsplads i langt størstedelen af tilfældene selv strukturerer og planlægger, hvordan barnets sygedage skal håndteres.

Som jeg indledte med at sige, er det en vigtig debat, og timingen er god, men vi kan ikke støtte forslaget i den her form og ser frem til de videre drøftelser af området og af den økonomi, som der er i det. Tak for ordet.

Tak til den tak til den konservative ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak. Vi behandler et borgerforslag om ret til at passe ens barn, når det er sygt i længere tid, og grundlæggende er det jo ikke noget, man sådan burde kunne være imod. Men spørgsmålet er: Hvor skal de her beslutninger på det her område træffes henne? Skal de træffes herindefra centralt i Folketinget, som skal pålægge en lang række vidtgående detailstyringer af arbejdsmarkedet, eller skal det lægges ud til arbejdsmarkedets parter? Vi har grundlæggende den holdning, at politikerne herindefra i Folketinget bestemmer rigeligt og også alt for meget over borgernes tilværelse i forvejen, og det her mener vi er noget, der ligger bedst hos arbejdsmarkedets parter.

Jeg forstår sagtens ønsket, og jeg vil da anbefale, at alle de mennesker, som har støttet, at det her skal blive behandlet, også tager det med til dér, hvor de nu er repræsenteret – hvad enten det er enkeltvis på den enkelte virksomhed eller igennem fagbevægelsen på andre områder – og bringer det her ønske ind i de overenskomstforhandlinger, der skal være. For jeg synes sådan set, at ønsket jo kan være ganske validt.

Og hvis man kigger til Sverige, har de jo netop indført en ordning, som måske på nogle områder minder om, hvad man kunne gøre ifølge forslaget, og på andre områder minder lidt om noget, hvor man har kørt det ind under en eller anden form for dagpengeordning og fælles forsikring. Men jeg mener ikke, at der på den måde skal bringes skattekroner ind i det, som man administrerer herindefra.

Så hvis der kan laves en løsning, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere kan blive enige om, at de faktisk gerne vil lave sådan en ordning og give forældrene den mulighed og en langt større fleksibilitet, så skal vi da absolut ikke herinde stå i vejen for, at de indfører det.

Tak til Nye Borgerliges ordfører.

Der er ikke flere, som har bedt om ordet, og forhandlingerne er afsluttet.

Jeg foreslår derfor, at forslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Det næste punkt vedrører justitsministeren, som ikke er til stede, så vi venter på, at justitsministeren materialiserer sig. Der kommer justitsministeren som kaldet!