Tak for det. Tak for debatten, og særlig tak til Liberal Alliance for det sidste indlæg her. Jeg vil egentlig starte et andet sted for at fortælle, hvad det her også betyder. Vi er meget enige i, at det her sådan set også kan være med til, at der bliver mindre kriminalitet, som også Enhedslisten var inde på, og det er sådan set det, det handler om. Ja, det handler det faktisk også om for Dansk Folkeparti.
I hvert fald inden for det sidste år fik jeg en mail fra en betjent, som skrev, at nu var han simpelt hen nødt til at sende det til mig, for nu skulle der være nogen, der sad i Folketinget, som skulle have en mail ude fra virkeligheden. Det var nogle betjente, der havde kørt nogle arrestanter, som havde siddet i fængsel, til en dommer, og der måtte de ikke tale med dem, men da de så kørte dem tilbage, efter de var dømt, måtte de sådan set godt tale med dem. Der havde de så talt med to rumænere, som var blevet dømt for noget kriminalitet. De spørger: Hvorfor i alverden tager I helt til Danmark for at begå kriminalitet, der er jo masser af lande, når I kommer fra Rumænien, inden I når herop, I kan tage til Østrig, I kan tage til Tyskland og andre steder, så hvorfor foretager I ikke jeres kriminelle handlinger tættere ved jeres hjem? Og svaret, der kommer tilbage, er: Nej, nej, det er allerbedst at tage til Danmark, for risikoen for at blive fanget er lille, og hvis man bliver fanget, sker der ikke rigtig noget ved det.
Derfor er Danmark sådan et godt sted at tage til, hvis man, som der tidligere blev sagt, har en karriere inden for kriminalitet, og også hvis man eksempelvis kommer så langt væk som fra Rumænien, fordi straffen er meget lille. Det er selvfølgelig en arbejdsskade at blive taget, når man er kriminel, og så skal man være i det land, hvor der er mindst arbejdsskade, og det er så i Danmark. Altså, vi har det billigste system at lave kriminalitet i, og det er rigtig ærgerligt, at vi har det. Derfor har vi fremsat det her forslag om, at man selvfølgelig skal straffes for den kriminalitet, man laver.
Vi synes i Dansk Folkeparti, at man sender et helt forkert signal. Når man laver noget kriminelt, får man fuld straf, hvis man bliver opdaget, selv om man ikke har lavet ret meget, men hvis man har lavet rigtig meget, bliver man reelt ikke straffet for det sidste. Så når man først er kommet i gang, så fortsæt, for så længe det går, bliver prisen ikke højere. Det er i hvert fald en udfordring. Derfor vil jeg også gerne kvittere over for De Konservative, som holdt en fornuftig ordførertale. Man kan godt være uenige om, hvordan det skal føres ud i livet, men jeg er alligevel ret rystet over, at både Socialdemokratiet og Venstre synes, at det her er fuldstændig ligegyldigt. Hvis en person har været inde at gennemrode 50 hjem, splitte børneværelserne ad, splitte soveværelset ad, ødelægge hele hjemmet, og man kommer hjem og er rystet over at komme hjem til sådan et hjem, så siger Socialdemokratiet og Venstre: Ja, ja, og hvad så, de bliver jo straffet. Men hvis de nu havde begået ét indbrud, er det jo lige før, at straffen næsten er den samme, som hvis de havde lavet 50 indbrud. Så siger man: Ja, ja, for de sidste 49 skal de jo ikke straffes for; det ville jo være helt forkert, hvis man blev straffet for de forseelser eller de ulovligheder, som man laver.
Der må man bare sige, at vi mener, at vi bliver nødt til på en eller anden måde at finde en form for konsensus om, at Danmark ikke skal være et land, man rejser til for at lave kriminalitet, fordi det er billigt. Man kan rejse til Danmark og lave 794 kriminelle forhold, man kan blive dømt for 650 forhold. Man har voldtaget en 14-årig pige, man har stjålet biler, man har lavet gadevold, man har lavet røverier, og den ene har fået 3 år og 11 måneder, og den anden har fået 2 år og 10 måneder. Ja, det er saftsuseme også en billig straf for at smadre så mange menneskers liv. Det er det system, vi har. Og så tegner man et billede af Olsen-Banden og alt muligt andet, og så siger man bare til de mennesker: Ja, I må jo leve med det.
Jeg synes, man tager det helt forkert ned. Det er lige før, at ofrene bliver de kriminelle, og dem, som står derude og kigger ind på det her, må tænke: Hm, hjælper straf? Det er ikke sikkert, at straf hjælper så meget, når man har gjort det, men det kunne jo godt være, at straf hjalp, inden man gør det, og det duer ikke, at vi sender et klart signal om, at bare man laver nok, stiger prisen ikke, for prisen skal selvfølgelig stige, jo mere kriminel man er. Det er derfor, vi har fremsat forslaget, og vi håber selvfølgelig også på i forbindelse med udvalgsarbejdet, at vi kan finde hinanden, og at vi kan se, om vi kan gøre noget og arbejde videre med det her, således at vi ikke har det forhold, at Danmark er et land, hvor kriminalitet reelt ikke bliver straffet, for selvfølgelig skal vi straffe kriminalitet i Danmark.