Det næste punkt på dagsordenen er:

23) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 160:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af strafrabat ved flere lovovertrædelser.

Af Peter Skaarup (DF) m.fl.

(Fremsættelse 23.02.2021).

Forhandlinger åbnet. Den første, der får ordet, er justitsministeren. Værsgo.

Tak for ordet. Og lad mig starte med bare for en god ordens skyld at sige, at regeringen som bekendt allerede er i gang med at se på, hvordan man kan begrænse brugen af strafrabat, som er begrundet i lang sagsbehandlingstid, fordi det er afgørende for retsfølelsen, at offeret ikke skal opleve, at en straffesag trækker ud, og herefter oplever, at gerningsmanden får nedsat sin straf af samme grund. Det hører ingen steder hjemme. Spørgsmålet, som beslutningsforslaget rejser, er dog væsentlig anderledes og vedrører et grundlæggende princip i dansk strafferet, nemlig om der for flere forhold, som pådømmes samtidig, skal fastsættes en fælles straf, eller om der skal fastsættes en straf for hvert enkelt forhold og de så skal lægges oven på hinanden, om jeg så må sige. Jeg er selvfølgelig enig med forslagsstillerne i, at det er afgørende for retsfølelsen, at vaneforbrydere straffes for deres gentagne kriminalitet, og at straffen afspejler forbrydelsens alvor. For mig er det dog samtidig klart, at Dansk Folkepartis forslag ikke er vejen frem.

I Danmark har vi et princip om, at når flere forhold pådømmes samtidig, fastsætter retten skønsmæssigt en samlet straf for alle forholdene; det er det, vi kalder modereret kumulation. Det er ikke første gang, der er rejst spørgsmål om, hvorvidt det udgangspunkt nu er det rigtige, og det er også noget, som Straffelovrådet tidligere har forholdt sig til. I 2012 afgav Straffelovrådet en udtalelse, hvori rådet gav udtryk for, at princippet om modereret kumulation i praksis har virket hensigtsmæssigt og derfor fortsat bør være det almindelige udgangspunkt. Straffelovrådet udtalte bl.a., at absolut kumulation, hvor forholdene pådømmes enkeltvis og straffene herefter lægges sammen, ville føre til klart overflødig strafanvendelse, og at det ikke ville kunne forventes at have nogen nævneværdig kriminalitetsforebyggende effekt. Straffelovrådet konkluderede desuden, at udgangspunktet om modereret kumulation var nødvendigt af hensyn til proportionaliteten i straffen, og at det gav mulighed for en fleksibel strafudmåling.

Jeg mener, at det er nogle væsentlige pointer, som jeg grundlæggende er enig i. Princippet om modereret kumulation er simpelt hen med til at sikre proportionalitet og fornuft i vores retssystem. Desuden sikrer princippet om modereret kumulation, at strafudmålingen er fleksibel, og at domstolene har mulighed for at inddrage alle relevante hensyn i den samlede strafudmåling.

Når det er sagt, så har et forslag som det her også nogle betydelige konsekvenser for belægget og dermed presset på kapaciteten i de danske fængsler. Det problem synes jeg forslagsstillerne behændigt undgår at adressere. Jeg har ellers tit hørt Dansk Folkeparti, også i dag, tale om hensynet til vores hårdtprøvede fængselsbetjente, men det lyder unægtelig hult, når man vil have regeringen til inden udgangen af indeværende år at indføre absolut kumulation og dermed en betydelig merbelastning af fængslerne.

Forslagsstillerne lægger op til, at forslaget skal finansieres ved et asylstop. Det er ganske enkelt ikke et reelt bud på finansiering, for det får jo ikke udgifterne til at forsvinde her og nu, og Straffelovrådet har tidligere vurderet, at indførelsen af absolut kumulation vil medføre årlige merudgifter på 1,8 mia. kr. og en engangsudgift på 9-10 mia. kr. De penge er der slet ikke redegjort for hvor skal komme fra. Så ud over de grunde for ikke at støtte beslutningsforslaget, som jeg allerede har været inde på, mangler der altså her et realistisk bud på, hvordan forslaget skal kunne finansieres. For som nævnt kommer vi ikke uden om, at forslaget vil have betydelige konsekvenser for kapaciteten i de danske fængsler.

Regeringen kan altså ikke støtte forslaget, først og fremmest fordi det er principielt er forkert, det er uigennemtænkt, og det er ufinansieret. Tak.

Der er en kort bemærkning. Hr. Peter Skaarup.

Nu har justitsministeren læst en del grunde op til, at regeringen ikke kan støtte det her forslag. Men hvis vi nu prøver at forholde os til indholdet af forslaget, kunne vi så ikke få vurderingen fra regeringen af, om det i virkeligheden er holdbart, at man kan blive straffet for hundredvis af forhold ved domstolene, som det er sket ved Københavns Byret her for nylig, uden at det afføder en straf på mere end 2-3 års fængsel? Vi har jo faktisk en sag, som er et krystalklart godt eksempel på, hvad der er galt i vores retssamfund omkring det. Det er to mænd, der er dømt for bl.a. voldtægt, biltyverier, alt muligt. 650 forhold er de dømt for. De er tiltalt for 794 forhold. De får ganske lave straffe til trods for den der store mængde forhold. Mener justitsministeren virkelig, at det er holdbart, at vi i vores samfund har sådan nogle regler – og tilmed bliver de to udenlandske statsborgere jo ikke engang udvist?

Ministeren.

Man kan også formulere det anderledes: Ville det ikke støde retsfølelsen, hvis man har nogle, der begår meget små forhold, men mange af dem, som så bliver straffet hårdere end nogle, som begår grove forhold, altså så flere butikstyverier skal straffes hårdere end f.eks. én voldtægt? Mon ikke også det slår hårdt til retsfølelsen?

Hr. Peter Skaarup.

Jeg synes ikke rigtig, at justitsministeren svarer på det, jeg spurgte om. Vi har en sag med to kriminelle, der bliver dømt for voldtægt af en 14-årig, gaderøverier, voldelige forhold, hærværk, overtrædelse af færdselsloven. Over 600 kriminelle forhold bliver de dømt for. Og alligevel får de – vil de fleste mennesker nok sige – en meget kort straf, nemlig kun 2-3 års fængsel. Hvis man deler det op på antal forhold, er det jo nogle få dages fængsel for alt det, de har lavet, altså pr. forhold. Sådan noget er jo krænkende for retsbevidstheden.

Ministeren.

Men det ændrer bare ikke på, at man omvendt kan have situationer, hvor der er mange små forhold. Hvis de skal kumuleres fuldstændig, så vil man komme hen i en situation, hvor man ville konstatere, at her er der forhold, som vi relativt set betragter som ret lidt dadelværdige. Her snakker jeg ikke om det, der bliver nævnt, altså de forhold, der er tale om der, men om ret lidt dadelværdige forhold, som man så ville blive straffet hårdere for, end de, som begår noget af det, som vi betragter som virkelig stødende forbrydelser, bliver.

Tak. Så er det fru Pernille Vermund.

Tak for det. Ministeren siger, at det vil koste 1,8 mia. kr. at fjerne den strafrabat, man i dag giver til kriminelle. Hvad tænker ministeren om, at man giver så voldsom en strafrabat til kriminelle, at det beløber sig til 1,8 mia. kr.? Har ministeren reflekteret over det? For det betyder jo rent faktisk, at der er masser af mennesker, som har begået masser af kriminalitet, som de burde straffes for, men fordi de ikke bliver opdaget i mellemtiden og ikke bliver straffet undervejs, men først bliver straffet samlet, og alle de her domme bliver lagt sammen, så får de en rabat i systemet. Har ministeren reflekteret over det forhold i forhold til retsfølelsen?

Ministeren.

Ja, og det forhold synes jeg vi skal håndtere, ikke ved at sige, at så vil vi lægge alle straffene oven på hinanden, men sådan som vi gør det i anden sammenhæng, nemlig ved at spørge, hvor strafværdige de forbrydelser, som bliver begået, er. F.eks. kigger vi jo i øjeblikket i forlængelse af vores politiaftale på, hvordan det kan være, at vi har relativt høje strafferammer på en række områder, men hvor normalstraffen ligger relativt lavt. Derfor synes jeg, at noget af svaret er at gå ind og kigge på de enkelte forbrydelser og se, hvor strafniveauet ligger. Vi har jo bl.a. også besluttet i fællesskab, at normalstraffen for trusler skal forhøjes til det dobbelte. Så det synes jeg er den rigtige måde at gå til det på.

Fru Pernille Vermund.

Hr. Peter Skaarup nævnte sagen, som jeg også nævnte, fra statsministeren tidligere med de her to udlændinge, der er dømt i en sag med 794 forseelser, herunder voldtægt af en 14-årig, som de voldtog sammen. Den ene fik knap 3 års fængsel, den anden knap 4 års fængsel. De blev ikke udvist. Med flere hundrede forseelser tilsammen, og selv hvis vi hæver normalstraffen, mener ministeren så, at 3 og 4 års fængsel er rimeligt – også set i relation til hvordan vi ellers dømmer coronarelaterede forbrydelser, som vi er enige om at der skal slås hårdt ned på? Det her er jo helt ude af proportioner.

Ministeren.

Af principielle grunde kan jeg ikke forholde mig til den konkrete sag, som der nævnes, omend jeg jo også har set omtaler af den.

Når man snakker om det, som vi snakker om her, nemlig om man skal kumulere ved at lægge alle straffene oven på hinanden, eller om man skal give domstolene mulighed for at finde ud af, hvad den relevante straf er i den enkelte situation, så synes jeg sådan set, at det sidste er det rigtige. Hvis vi synes, strafniveauet er for lavt, som vi gør på nogle områder, så synes jeg, vi skal tage fat i de bestemmelser, hvor vi synes strafniveauet er for lavt, og sikre, at strafniveauet kommer op.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren, så vi går i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er fra Socialdemokratiet. Hr. Jeppe Bruus, værsgo.

Jeg elsker USA, jeg har rejst der ofte, og jeg har boet og studeret der og holder utrolig meget af amerikanerne. Jeg har familie i USA, i Iowa, som udvandrede fra Danmark i 1950'erne. Det er et fantastisk land. Amerikanerne er gode til mange ting, men der er også nogle ting, man ikke behøver at beundre dem for. Jeg synes ikke, det er en god idé, at gud og hvermand har ret til at gå med våben; jeg synes ikke, det er en god idé med dødsstraf; og jeg synes ikke, det er en god idé, at man for forbrydelser kan få op til flere hundrede års fængsel.

Der er på den måde rigtig mange negative ting at sige om det amerikanske system i forhold til domme, der bliver lagt oven på hinanden som byggeklodser, og mennesker, som for relativt begrænset kriminalitet kommer til at sidde en stor del af deres liv i fængsel. Og det er jo det, det her forslag vil føre til, hvis vi tager det på ordet. Det vil jo føre til, at for hver gang der bliver begået en kriminel handling, så udløser det en ny straf i dens fulde længde, som vi bygger oven på den anden straf i dens fulde længde, og det går stærkt. Man kan sige, at der kan være eksempler som det, jeg formentlig får spørgsmål om lige om lidt, og som jeg glæder mig til at svare på – vi må jo drøfte det med hinanden. Men det princip – og det er jo det, vi taler om her – at man bygger det oven på hinanden som legoklodser og dermed får nogle ekstremt lange straffe, synes jeg er forkert, og derfor er jeg mere tilhænger af den danske model end af den amerikanske. Af den årsag og ud fra alt det, som justitsministeren var inde på, kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, som det ligger her.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. René Christensen. Værsgo.

Tak for det. Det, der blev sagt, lå i forlængelse af ministerens tale, og det er fuldt forståeligt. Men jeg vil bare lige spørge ordføreren en gang: Sender vi ikke også et signal om, at hvis man først er kommet ud på planken og har begået nogle kriminelle handlinger og man er kommet derud, hvor isen ikke rigtig kan bære og man er tæt på at blive fanget, så kan man bare fortsætte? Så er det gratis, for man er så kriminel på det tidspunkt, at selv om man fortsætter sin kriminelle løbebane, betyder det faktisk ikke noget. Man når et eller andet punkt, hvor man som kriminel kan sige: Det, jeg laver fra nu af og fremadrettet, koster ikke noget, så jeg tager chancen. Der kan være en udfordring i, at folk får 700 års fængsel. Det kan man jo godt diskutere, men er ordføreren ikke enig i, at der også er en udfordring i, at man sender et signal til de kriminelle om, at bare de laver nok, så er det sidste sådan set gratis.

Ordføreren.

Jo, det er jeg fuldstændig enig i. Vi har udfordringen nu, og det er også derfor, der er blevet fremsat et lovforslag om effektivisering af straffesagskæden, som netop handler om, at man ikke for ligesom at trække sagen i langdrag kan blive ved med at begå ny kriminalitet og på den måde blive ved med at trække sagen ud. Så vi gør faktisk noget for at se på, om vi ikke kan sige: Nu sætter vi en stopper for det her, nu burer vi dig faktisk inde for det, du har begået, også selv om du løbende begår ny kriminalitet.

Så vi har da et problem, og vi har et problem i den sag, som I trækker frem her. Det er jeg da helt enig i. Så er spørgsmålet, hvad løsningen på det problem er. Jeres løsningsforslag er at bygge ovenpå som legoklodser og sørge for, at man får en fængselsstraf på 300 år. Det mener jeg bare ikke er fornuftigt. Jeg mener ikke, det er gangbart, og jeg mener, at det vil få mange negative konsekvenser. Så vi må løse de problemer med nogle andre midler, i hvert fald hvis vi ikke vil være med til, at vi skal have fængselsstraffe på flere hundrede år.

Hr. René Christensen.

Jeg er da sådan set glad for, at ordføreren medgiver, at der er en udfordring her. For hvis man bare laver en almindelig matematisk udregning – og det skal man selvfølgelig også passe på med at gøre – kan man se, at mange af de her forhold har givet omkring 3 dages hæftestraf i gennemsnit. Man må bare sige, at nogle af de forhold, der er i den sag, der bliver talt om, er ret voldsomme, og det giver jo også en udfordring i forhold til retsfølelsen. Så er det jo rigtigt, som ministeren også sagde, at der kan være nogle andre sager, som er voldsomme i sig selv, og som kun drejer sig om ét forhold, og at det kunne give en kortere straf, end hvis man har begået eksempelvis mange forhold med økonomisk kriminalitet. Men kan man tolke det, ordføreren siger, sådan, at regeringen sådan set er åben over for at diskutere, hvordan vi får løst den her udfordring, så både dem, som begår kriminaliteten, stopper, og så retsfølelsen også er på plads?

Ordføreren.

Ja, og derfor håber jeg da også, at Dansk Folkeparti vil støtte det lovforslag, som blev fremsat i sidste uge, om effektivisering af straffesagskæden, og som jo faktisk handler om at prøve at sætte ind over for det fænomen, at man bare bliver ved med at bygge ovenpå med ny kriminalitet og dermed kan trække en sag i langdrag. Jeg vil da også sige, at hvis der er to udlændinge uden dansk statsborgerskab, der begår en voldtægt, så skal de da gerne ud af landet. Det ligger os jo ikke på den måde fjernt at tage nogle skrappere midler i brug. Der er bare forskel på det og så at indføre et princip, hvor man bare galoperer derudad med straffe, så langt øjet rækker.

Tak for det. Så er det fru Pernille Vermund.

Tak for det. Ministeren sagde før, at det ville koste ca. 1,8 mia. kr., hvis man ikke havde den her strafrabat, og nu siger ordføreren så, at man risikerer at skulle sidde i fængsel i flere hundrede år, hvis ikke man har den her strafrabat. Men hvis man har begået kriminalitet i enten så omfangsrig en grad eller så grov en grad med færre forseelser, at man ender med at risikere flere hundrede års fængsel, så skulle man måske lade være.

Kan ordføreren og Socialdemokratiet ikke se, at der, når man taler om så store beløb i kroner og øre eller nævner flere hundrede år og amerikanske tilstande, jo så er enormt langt fra der, hvor vi er i dag, og så til det, man ville blive dømt for, hvis man rent faktisk fik den reelle straf for hver enkelt forseelse?

Ordføreren.

Jo, det kan jeg sagtens se, og så kunne vi indføre dødsstraf, og så kunne man måske spare nogle penge i den sidste del af den tid, folk så skulle sidde og optage en plads i fængslet, og spare nogle penge på den måde. Altså, man kan godt lave de der regnestykker, og de kan selvfølgelig være meget sjove og interessante, men det ændrer jo bare ikke ved det principielle i den her sag, og det har jeg så forsøgt at redegøre for.

Fru Pernille Vermund.

Man behøver ikke gå så vidt som at indføre dødsstraf. Man kunne jo f.eks. starte med at smide dem, som er udenlandske statsborgere, ud af landet, i stedet for konsekvent at lade internationale konventioner beskytte gerningsmænd og forbrydere og ikke ofre. Når vi ved, at en relativt stor andel af de udenlandske forbrydere, som årligt dømmes for eksempelvis voldtægt, ikke engang får en udvisning – de får bare en advarsel – så er der da noget galt i vores system. Jeg ved godt, at det ikke har med strafrabatten at gøre, men i sagen, som bliver nævnt her tidligere, er voldtægten jo bare én blandt flere hundrede forseelser blandt de her to udenlandske forbrydere.

Så er det ordføreren.

Jo jo, men det er jo så én diskussion, men en anden diskussion er, om en ung mand, der røver fem tankstationer, så skal idømmes en fængselsstraf på 15 år. Altså, det er jo et eksempel på, hvordan vi vil indrette vores retssamfund, og det er en helt fair og legitim diskussion. Jeg er bare mere tilhænger af den danske model end den amerikanske model.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Socialdemokratiets ordfører. Så er det Venstres ordfører, hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Tak for det, og tak til forslagsstillerne for forslaget, som bygger på en præmis om strafrabat, som jeg egentlig mener er en helt forkert præmis, og jeg vil godt prøve at illustrere hvorfor.

Vi kan forestille os to tyvebander, og vi kunne kalde dem bande 1 og bande 2, og bande 1 består af tre tyveknægte – vi kunne kalde dem Egon, Benny og Kjeld – som begår et indbrud. Alt er timet og tilrettelagt, og de er sådan set heldige, for de finder et sted, hvor der er ægte malerier på væggene og ægte tæpper på gulvene og designermøbler osv., men da de kommer derud, bliver de stoppet og anholdt af en kriminalassistent – vi kunne kalde ham Jensen – som anholder de tre uheldige tyveknægte, og de kommer for en dommer, og de vil få en fængselsstraf på 2 år. Med Dansk Folkepartis forslag kunne vi så have en anden bande – vi kunne kalde dem Bøffen og Bang-Johansen, ikke at forveksle med Bang Henriksen – som så er så heldige, at de formår at begå ti tyverier, før de bliver fanget, og de vil med Dansk Folkepartis forslag så få 20 år i fængsel.

Så ville man jo godt kunne stille sig selv det spørgsmål: Hvorfor skal tyvebande 1 have 90 pct.'s rabat i forhold til tyvebande 2? For det var jo rent faktisk det, der ville ske, hvis man vedtog Dansk Folkepartis forslag, og samtidig ville man jo stå i en situation, hvor tyvebande 2 med altså 20 års fængsel ville få en straf, der var hårdere end den straf, vi giver voldtægtsmænd, voldsmænd og selv mordere, og det ville i den grad krænke retsfølelsen. Så det i sig selv er en grund til, at det system, som vi har i Danmark, og som vi har udviklet gennem årtier, nok er meget fornuftigt.

En tyv er en tyv, en voldsmand er en voldsmand, og en morder er en morder, og hvis man har begået mange tyverier, stjålet for mange penge, skal man selvfølgelig straffes i den øvre del af strafferammen. Det sker desværre ikke så tit i dag, og det er noget, vi skal have set på, fordi det er utilfredsstillende. Men man skal ikke have ti gange så stor en straf, fordi man har begået ti indbrudstyverier, i forhold til den, der har begået ét indbrudstyveri.

Der er også blevet nævnt en sag, som er refereret i pressen, i dag, hvor to udlændinge har begået ikke mindre end – og hold nu fast – 650 strafbare forhold, altså 650 strafbare forhold. Vi har bedt om at få dommen rekvireret, fordi vi undrer os over, at de to ikke er blevet udvist, og man kan jo spørge om, hvor mange strafbare forhold man så skal begå. Er det 6.000 eller hvad? Men det er altså 650 strafbare forhold. Men hvis vi nu igen tager Dansk Folkepartis forslag og så forestiller os, at hvert strafbart forhold i snit ville udløse en straf på ½ års fængsel, skulle de altså 325 år i fængsel, og de kunne så godt nok blive prøveløsladt allerede efter 214 år, når to tredjedele af straffen var udstået. Men selv om vi i Venstre går ind for hårdere straffe, ville det trods alt nok være i den hårde ende af skalaen.

Så systemet, som vi har i dag, er fint. Det betyder ikke, at man straffer tilstrækkeligt – det mener vi på en række områder at man ikke gør – men systemet som sådan med den her modererede kumulation, som det hedder, er ganske fornuftigt, og det ønsker vi ikke at ændre. Og jeg håber, at jeg har gjort klart hvorfor, og derfor må jeg desværre sige, at vi ikke kan bakke op om beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. René Christensen.

Tak for det. Man kan jo sagtens more sig over det. I den sag, der er blevet refereret til, er der bl.a. en 14-årig pige, som er blevet voldtaget. Gerningsmændene står bag 794 kriminelle forhold og er blevet dømt for 650 af dem. Det, man så kan høre Venstre sige her, er: Hvis man først har begået én voldtægt, er de næste billigere, altså det gør ikke så meget at fortsætte ud ad den bane, for de næste koster ikke noget. Det er det, Venstre står og siger i dag. Og så kan man nævne Olsen-banden og alle mulige andre sjove ting, men det er jo reelt det, der ligger i det. Har man først begået én voldtægt, koster de næste fire ikke noget, når man kommer for en dommer. Det er det, man gerne vil holde fast i. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Nej, det er ikke rigtigt forstået, for den, der har begået fem voldtægter, får selvfølgelig en hårdere straf end den, der har begået én – det siger sig selv – men vedkommende får ikke fem gange så hård en straf. Vi synes, at voldtægt i sig selv er så alvorligt, at det skal straffes rigtig hårdt. Og man ville jo komme i den situation, hvor man så havde en voldtægtsforbryder, som så havde begået én voldtægt, og som så ville få 80 pct.'s rabat i forhold til den voldtægtsforbryder, der havde begået fem voldtægter – hvorfor det? Altså, forbrydelsen er det, vi straffer. Så ser vi på, hvor alvorlig forbrydelsen er, og så straffer vi selvfølgelig hårdere, hvis den er alvorlig. Omvendt kunne man jo argumentere for, at én voldtægt ikke er så alvorlig, fordi man ikke får så høj en straf. Det får man først, når man har begået fem voldtægter. Vi synes, voldtægt er alvorligt, og det skal straffes hårdt, også selv om der kun er tale om én voldtægt.

Hr. René Christensen.

Så kan man jo blive ved på den måde og regne det ud, som ordføreren også gjorde før, og se, hvor åndssvagt det ville være; det gav så 300 år. Man kan jo så vende den om og sige: Hvad giver 794 forhold så i forhold til den straf, de har fået? Jamen så kan man jo dividere det og så sige: Hvis man bare sætter forholdene over for hinanden, ville man se, at de har fået 3 dages hæfte for en voldtægt af en 14-årig pige. Sådan kan man også lægge det frem. Hvis det havde været to eller tre voldtægter, ville der også kunne stå nogle pårørende og nogle ofre, hvor et af ofrene kunne sige: Jeg var ikke den første, der blev voldtaget, så min voldtægt er ikke blevet takseret lige så højt, som den første er.

Man kunne godt diskutere, om de skulle have 700 års fængsel og alt muligt andet, men det bliver også mærkeligt. Men er ordføreren ikke enig i, at der er en udfordring her, både i forhold til hvordan man kommunikerer til de kriminelle og også hvordan man kommunikerer til ofre og pårørende?

Ordføreren.

Jo, det kan jeg sagtens se. Nu skal vi lige sige, at det altså ikke var 794 voldtægter. Det var én voldtægt, og så var det en række andre strafbare forhold – bare lige for at få det på plads. I forhold til den konkrete sag vil jeg sige: Nu skal man jo passe på med at kommentere verserende retssager osv., men vi har også undret os, og det er derfor, vi har bedt om at få rekvireret dommen, så vi kan gå den efter i sømmene og finde ud af, hvad årsagen er til den straf, som umiddelbart virker ret mild, og det er også overraskende, at de to personer ikke er blevet udvist. Men det ændrer altså ikke ved, at vi ikke synes, at det her med at skulle sætte folk i fængsel i flere hundrede år og måske som det alvorligste få en situation, hvor vi f.eks. straffer en indbrudstyv hårdere end en voldtægtsforbryder, er særlig hensigtsmæssigt.

Tak for det. Så er det fru Pernille Vermund.

Tak for det. Det her handler vel også i nogen grad om, hvorvidt man ser sagen fra den kriminelles synsvinkel, altså gerningsmanden synspunkt, eller man ser den fra ofrenes synsvinkel. Set ud fra ofrenes synspunkt vil hver enkelt voldtægt jo have hver sin, hvad skal man sige, værdi eller hver sin indflydelse på det enkelte menneske. Og den straf, som man ønsker for gerningsmanden, vil jo være den samme.

Ser man det fra gerningsmandens synspunkt, så kan man måske argumentere, som Venstre gør her: Nå ja, det er jo stort set ligegyldigt, om man har begået et eller fem eller ti røverier, det er stort set det samme, bare man ikke er nået at blivet fanget i mellemtiden.

Det er jo sådan, man argumenterer. Til gengæld er det sådan, at hvis man bliver fanget efter første røveri, bliver sluppet ud og begår et nyt, så får man jo ikke nogen strafrabat. Så man risikerer jo at sidde i spjældet det meste af sit liv, når man begår så meget kriminalitet. Forskellen er bare: Bliver man fanget undervejs, sat i fængsel og kommer ud igen – og det er der jo en del af dem, der gør – eller når politiet det ikke, før de har begået de her 794 forseelser, som de for 650 forseelsers vedkommende er dømt for.

Ordføreren.

Nu synes jeg altså, at fru Pernille Vermund lægger mig ord i munden. Jeg har på intet tidspunkt sagt, at det er ligegyldigt eller ikke rigtig betyder noget, om man har begået et eller fem røverier, tyverier, voldtægter osv. Selvfølgelig er det mere alvorligt, jo mere man begår, det siger sig selv. Jeg ville aldrig nogen sinde sige andet. Det ville være et fuldstændig fjollet argument.

Men man kan jo vende den om. For det offer, som har stået over for en voldtægtsmand, vil så kunne se, at hendes voldtægtsmand har fået 80 pct.s rabat i forhold til en anden voldtægtsmand, fordi den anden voldtægtsmand har begået fem voldtægter. Altså, voldtægt er modbydeligt og skal straffes hårdt. Det skal man bare lade være med. Hvis man ikke har begået fem, men kun har begået en, nå, men så er det ikke lige så slemt, og så skal det kun straffes med 20 pct., end hvis man havde begået fem voldtægter.

Altså, man kan bare vende argumentet om, og så vil man se, at så virker det altså ret besynderligt at skulle have den her fuldstændig slaviske gangen op med antallet af lovovertrædelser.

Fru Pernille Vermund.

Man kan ikke bare vende det om, og det er vel også derfor, at Venstre for nylig var enige i, at når man taler om erstatning til ofre eksempelvis, så skal det jo ikke være sådan, at man kun betaler erstatning til de første ofre, og så må de andre lide. Det må jo være sådan, at man får en straf for hver en forseelse, man har begået, og at hvert et offer kan se en rimelighed og en retfærdighed i det forhold, som den enkelte er blevet udsat for. Og jeg tror, de fleste af os, som har børn i samme alder som i den her nævnte sag, ville syntes, det var helt rimeligt, at en forbryder, der havde begået fem voldtægter, fik fem gange så hård en straf som en, der havde begået én voldtægt.

Ordføreren.

Eller at den forbryder, der har begået én voldtægt, slipper fem gange billigere end den, der har begået fem. Selvfølgelig kan man vende tingene om. Og det er ikke rimeligt at sammenligne med erstatninger, altså at sige, at så er der nogle, der slet ikke får en krone, fordi de er kommet sidst i køen, og fordi de første har taget puljen. Det er simpelt hen ikke en rimelig sammenligning, det synes jeg ikke det er.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til Venstres ordfører. Den næste ordfører er fra Socialistisk Folkeparti. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, værsgo.

Tak. Det er jo så det tredje forslag fra Dansk Folkeparti i dag. Tredje gang er jo som bekendt lykkens gang, men det er ikke tilfældet i dag, for SF kan sådan set heller ikke støtte det her forslag.

Vi er jo netop blevet enige om, at vi med det nye politiforlig skal se lidt på problemstillingen omkring strafrabatter og lignende. Jeg har indtryk af, at vi ikke er helt færdige med den diskussion endnu, og vi vil jo gerne afvente, at vi får nogle anbefalinger ud af det. Jeg er ikke sikker på, at det er en god idé bare at afskaffe strafrabatten helt og holdent, men vi er da ikke afvisende over for at se på elementer af det. Jeg kan være bekymret for ekstremt lange domme, og jeg kan være rigtig bekymret for en kriminalforsorg, der er på bristepunktet i forvejen; det er måske ikke lige tiden til den her slags forslag.

Til gengæld har jeg længe syntes, at vi skal kigge på de sager, hvor gerningsmænd ligesom puljer sager ved at begå nye forbrydelser og dermed så får en ret til, at sagerne skal behandles sammen, og på den måde kan de jo skubbe sagen foran sig.

Vi så jo bl.a. en meget grov stalking- og voldssag med mange, mange overtrædelser, som tog 8 år at komme igennem retssystemet. Det er jo på ingen måde fair eller fornuftigt for ofrene. Her synes vi, at myndighederne skal kunne trække en streg i sandet tidligere og sige, at nu pådømmer man de forhold, der er, på trods af at efterforskningen af eventuelle nye forhold ikke er færdig.

Der er jo et eller andet forkasteligt i at skubbe straffen foran sig bare ved at begå ny kriminalitet og så på den måde holde et sagskompleks åbent – og så kan ofrene så bare pænt vente, indtil retssystemet har udredt alle trådene i de mange sager. Så der er jo altså de her eksempler på, at nogle gerningsmænd udnytter det bevidst, og det skal vi selvfølgelig gøre noget ved.

Men der ligger jo altså også nogle gange et problem i langsommeligheden hos politi, anklagemyndighed og domstole, som gør, at nogle sager har en ekstremt lang vej igennem systemet, hvor nye ting kan begås i ventetiden. Vi har været rigtig gode til at stramme på straffeskruen, men vi har været knap så gode til at sørge for, at dem, som faktisk skal håndtere det her stigende antal sager, har ressourcerne til det. Og for mig virker det jo også en lille smule baglæns, at man så skal til at ændre i lovgivningen på grund af manglende ressourcer.

Ministeren har været inde på, at Straffelovrådet har undersøgt det her forslag tidligere, og vi må jo bare sige, at det er en ret stor mundfuld. Hvis man bare uden videre følger Dansk Folkepartis forslag på området her, skulle der findes mellem 9 og 10 mia. kr. til etablering af 3.000 fængselspladser, og 1,7 mia. kr. ekstra skulle man bruge i driftsomkostninger om året.

Jeg synes også, der skal være en balance i tingene. Der står måske ikke så meget fængsel på min ønskeliste. Selv om jeg har meget hjerte for vores fængselsbetjente og kriminalforsorgen, drømmer jeg måske ikke om at udvide kapaciteten så voldsomt. Og jeg forventer ikke, at det, hvis man fulgte Dansk Folkepartis forslag, ville gøre det nemmere for nogen som helst. Så det bliver et nej tak herfra. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til SF's ordfører. Den næste ordfører er fra Det Radikale Venstre, og det er hr. Kristian Hegaard.

Tak for ordet. Når nogen begår flere lovovertrædelser, sker der det strafferetligt, at man kan straffe i sammenstød. Det er reguleret i straffelovens § 88, som lyder:

»Har nogen ved en eller flere handlinger begået flere lovovertrædelser, fastsættes der for disse en fælles straf inden for den foreskrevne strafferamme eller, hvis flere strafferammer kommer i betragtning, den strengeste af disse. Under særdeles skærpende omstændigheder kan straffen overstige den højeste for nogen af lovovertrædelserne foreskrevne straf med indtil det halve.«

Det betyder ikke, at man får rabat. Rabat får man i butikker, der skal lokke kunder til. Fængslerne lokker ikke indsatte til med tilbud. Tværtimod, for når et fængsel åbner, er der jo heller ikke åbningstilbud. Men for forbrydelser gælder det, at jo mere og jo strengere kriminalitet, man begår, jo strengere straf får man. Derfor er strafrabat et misvisende begreb, en totalt forkert præmis. Det er helt på månen.

Det er rigtigt, at man ikke tager hver forseelse for sig og lægger dem oven i hinanden. Det ville give nogle fuldstændig uproportionale strafudmålinger. Læg dertil, at vi har en belægningsprocent på over 100 pct. i landets fængsler, så jeg ved simpelt hen ikke, hvor den ekstra strafmasse skal placeres. Og jeg tror heller ikke, at der er plads i kældrene her på Christiansborg.

For det tredje og for det sidste er det økonomisk uansvarligt og vil medføre en stor udgift for samfundet. Vi har ikke hørt endnu, om det er de ældre eller hospitalerne, som Dansk Folkeparti vil spare på. Men det kan være, vi får lejlighed til at høre det senere, når ordføreren for forslagsstillerne kommer til orde.

Men alt det sagt kan Radikale Venstre ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Og der er en kort bemærkning. Hr. René Christensen.

Helt kort: Man siger, det ikke er en rabat, men det er en rabat. For man blive ikke straffet for de forbrydelser, som man laver efterfølgende. Nu har vi talt meget om voldtægt. Men det her er jo også, når man snakker om over 700 forseelser, eller kriminelle handlinger; indbrud og tyveri og andet. Man skal jo bare huske på, at indbrud jo kan være ret slemt for dem, der har været udsat for det, og er kommet til et hjem, hvor børneværelse, stue, soveværelse og det hele er splittet ad. Det straffes så ikke, når man har gjort det i ti huse. Så stiger straffen ikke. Det er jo ikke proportionalt.

Ordføreren sagde, at jo hårdere kriminalitet, man laver, jo mere skal man straffes. Men det sker jo netop ikke, for har man været inde i et hus, bliver man straffet for det. Har man været inde i to huse, så stiger det, men har man været inde i 10, 20 eller 30 huse, så stiger det ikke mere. Og så bruger man argumentet om, at det her koster penge. Ja, men de er jo til at finde.

Vi har haft en sag i dag, hvor vi kan se, at vi brugte 1 mia. kr. på advokatregninger. Og nu kan vi så ikke køre sagen videre alligevel. Altså, det er jo ikke, fordi det er helt umuligt at skaffe nogle penge, hvis man gerne vil.

Ordføreren.

Nej, det er jo ikke helt umuligt. Men så må vi høre, hvad Dansk Folkeparti synes man skal spare på. Om det skal være de ældre eller hospitalerne eller skolerne. Det har vi jo stadig til gode at få svar på, men det kan være, at vi får lejlighed til det senere. Man må bare ganske enkelt slå fast, at det her med rabat simpelt hen er et misvisende begreb. Det har også været fremme tidligere i debatten, men det er klart, at det selvfølgelig er noget, der lyder meget godt, når man skal skrive et beslutningsforslag, eller man skal fremme sagen i medierne. Men en rabat er der altså ikke tale om. Det er sådan, at når man begår flere forbrydelser, får man en strengere straf. Og sådan skal det selvfølgelig være.

Hr. René Christensen.

Altså, vi kan godt tage økonomien: Man har – det har De Radikale også være med til – nedlagt et helt minkerhverv. Det var over 20 mia. kr. plus de mange, mange milliarder, der var i eksport. Hvis vi gik ind og genetablerede minkerhvervet, havde vi sådan set pengene til endnu mere end det her. Altså, hold nu op. Det her handler ikke om økonomi. Det her handler om, at man ikke vil straffe de forbrydelser, der bliver begået derude. Det er det, det handler om.

Ordføreren.

Selvfølgelig handler det om økonomi. Hvis man foreslår noget og man ikke har penge til at gøre det, er det jo økonomisk uansvarligt. Men jeg glæder mig da til at få lejlighed til at høre, om det er de ældre, eller det er hospitaler eller landets uddannelser eller kommunerne, der skal spare, når vi hører ordføreren ved senere lejlighed. Det glæder jeg mig naturligvis til at få svar på.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til Det Radikale Venstres ordfører. Den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er fru Rosa Lund. Værsgo.

Tak. Der er ingen tvivl om, for nogen tror jeg, at Dansk Folkeparti har været bannerfører for en politik, hvor vi skal straffe kriminelle hårdere og hårdere. Det er, som om hensynet til retsfølelsen vægter så højt hos Dansk Folkeparti, at de er blevet fuldstændig blinde over for det, jeg vil kalde retsfornuften, altså hvordan det er fornuftigt at straffe.

F.eks. nævnes kriminalitetsforebyggelse slet ikke, og det er i min optik lige så vigtigt, ligesom det for mig er lige så vigtigt at sikre, at folk ikke begår kriminalitet igen, når de har været straffet én gang. Så hvordan forhindrer vi det? Det synes jeg er mindst lige så vigtigt. For hvad er formålet egentlig for vores samfund? Er det, at vi skal have så lidt kriminalitet som muligt, eller er det, at behovet for hævn skal tilfredsstilles i al evighed? Jeg synes faktisk, at målet må være, at vi har så lidt kriminalitet som muligt.

Med det her beslutningsforslag ender vi utvivlsomt i et samfund, hvor vi får mere kriminalitet. Jo flere gange du sidder i fængsel, og jo længere tid du gør det, jo større er sandsynligheden for, at du begår ny kriminalitet. Med det her forslag ender vi jo i en situation, hvor en person, der eksempelvis er afhængig af heroin og derfor begår indbrud for at finansiere sit forbrug, ikke bare skal sidde 2 år i fængsel for seks indbrud på en aften, men derimod 12 år. Vi kommer til at have en utrolig stor del af befolkningen i fængsel på den her måde, for hvis de når at komme ud, inden de dø, ifølge Dansk Folkepartis forslag, er risikoen for yderligere kriminalitet jo forøget.

Der er stater i USA, hvor de har det famøse three strikes and you are out-princip. Hvis man eksempelvis maler graffiti på et hegn, ryger en joint og smadrer en rude, så er det direkte i fængsel på livstid. Det er ikke langt fra den situation, vi kan få, hvis det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti bliver vedtaget. Så i stedet for at fokusere på konstante strafskærpelser burde vi i Folketinget og måske særlig i Dansk Folkeparti kigge på, hvordan vi forebygger kriminalitet, hvordan vi sikrer, at kriminalitet ikke bliver begået igen og igen af de samme personer.

Jeg tror, det er i vores alle sammens interesse at minimere mængden af kriminalitet. Jeg tror også, det er i vores alle sammens interesse at sikre, at der ikke bliver begået kriminalitet igen, men jeg tror ikke, at det sker ved, at vi straffer hårdere og hårdere. Jeg synes tværtimod, at vi har set, at den måde, Dansk Folkeparti har ført politik på i de seneste 20 år, ikke har virket. Derfor kan Enhedslisten ikke støtte forslaget. Og så er vi selvfølgelig også, og det kommer nok ikke som nogen overraskelse, uenige i finansieringskilden til det her forslag.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. René Christensen.

Der er nok kun en enkelt, for vi bliver nok aldrig enige om det, og sådan er det, det skal der også være plads til. Jeg vil bare spørge Enhedslisten til noget: Det største offer i en kriminel handling er ikke gerningsmanden. Er Enhedslisten ikke enig i, at der også er nogle omkostninger for samfundet ved et simpelt indbrud?

Det kan godt være, man er socialt udsat og andet og heroinmisbruger, men man er inde og smadre et hjem hos en ganske almindelig familie; det kan være folk, der kommer på sygedagpenge; det kan være, man ikke kan lide at være i huset mere; det kan være, man bliver nødt til at flytte; det kan være, at børnene bliver bange for at opholde sig der, fordi man har haft den her oplevelse med, at huset har været gennemrodet.

Er Enhedslisten dog ikke enig i, at det ikke kun er gerningsmanden, der er offer? Dem, der bliver udsat for forbrydelserne, er vel også ofre i de her sager?

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig i. Gerningsmanden er overhovedet ikke offeret. Derfor er vi nødt til at have en retspolitik, som gør, at gerningsmanden ikke forårsager flere ofre, altså at den samme person ikke begår mere kriminalitet. Det tror jeg ikke sker ved, at vi straffer hårdere.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi har en balance mellem det, vi kalder retsfølelsen, og så det, jeg før kaldte retsfornuften, altså hvordan vi sikrer, at der bliver mindre kriminalitet. Selvfølgelig er der nødt til at være hensyn til begge dele, men jeg mener, at balancen er skæv her for Dansk Folkeparti. Jeg mener simpelt hen ikke, det er fornuftigt, og jeg tror kun, der vil komme flere ofre ud af det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til Enhedslistens ordfører. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti. Hr. Mads Andersen, værsgo.

Tak for det. For at blive lidt i sporet omkring de amerikanske fængsler kan jeg fortælle, at min første forside på en avis for snart rigtig mange år siden var: Ung KU-formand ønsker amerikanske fængselsvilkår. Og inden forargelsen breder sig for meget vil jeg godt sige til mit forsvar, at jeg var 17 år gammel, netop udnævnt til formand for Konservativ Ungdom på Midtsjælland og havde fået at vide, at vi skulle have forsiden.

Med årene er jeg så blevet lidt blødere, altså i min politik, og jeg vil godt starte med at sige, at vi fra Det Konservative Folkepartis side faktisk er positive omkring det her forslag. Det er vi selvfølgelig, fordi vaneforbrydere ikke skal belønnes for at lave den samme kriminalitet flere gange. Den strafrabat, vi yder i dag, minder en lille smule om den rabat, man får, når man går ned til sin lokale tøjbutik, og uden at bruge for meget tid på den sammenligning kan man jo dér godt opleve at blive tilbudt at købe tre skjorter for to skjorters pris. Det er selvfølgelig også en rigtig dejlig ting i en detailhandelssammenhæng, og hvis man mangler skjorter, men det her er en lidt anden snak. Der er tale om mængderabat, når man begår kriminalitet.

Vi mener, at det som udgangspunkt skal være retssikkerheden og den her retsfølelse, vi alle sammen taler så meget om, som vægter, når der er tale om flere lovovertrædelser. Men vi vil dog også gerne lige løfte et par pegefingre og anerkende, at der skal tages højde for, at vi risikerer at ramme socialt udsatte og psykisk syge særlig hårdt med et forslag som det her.

Samtidig håber vi også, at der er flere ting, vi på en eller anden måde kan få masseret ind i diskussionen i Retsudvalget. Det kunne være sådan noget som f.eks. kriminalforsorgen som helhed; det er blevet rejst et par gange. Jeg håber jo aldrig nogen sinde, at penge skal være spørgsmålet i forhold til retsfølelsen, og det må aldrig nogen sinde være udgangspunktet, når vi diskuterer et tema som det her.

Samtidig er det muligt, at slå ned på nogle områder. Jeg synes egentlig, justitsministeren imødekom det en lille smule, i forhold til at der jo bliver kigget på noget af det her med strafrabat. Der er jo også nogle straftyper, hvor man ikke bruger strafferammen ordentligt og nok.

Men som udgangspunkt er vi sådan set positive nok til at drøfte det videre, men med de par pegefingre, vi har rejst her.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til den konservative ordfører – jo, der kom lige en. Hr. Jan E. Jørgensen, værsgo.

Jeg nåede det lige. Det vil sige, at Det Konservative Folkeparti mener, at en biltyv, der har stjålet 50 biler, skal straffes hårdere end en voldtægtsforbryder. For det er jo konsekvensen.

Ordføreren.

Jeg tror, jeg hørte mig selv sige, at der også skal kigges lidt på, hvad det er for nogle typer af forbrydelser, og det er det, jeg ligesom åbner lidt op for at man måske kunne gøre i Retsudvalget. For jeg tror egentlig, at der er en sådan generel holdning om, at alle ønsker at straffe voldtægtsforbryderen, der har begået tre voldtægter, men at ingen egentlig ønsker at ramme den hjemløse, der begår fem butikstyverier. Så jeg tror egentlig, man skal prøve at se, om ikke man kan komme lidt dybere ned i det her med, om der er nogle særlige områder, hvor vi i hvert fald om ikke andet skal straffe hårdere.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Men, altså, nu må ordføreren jo beslutte sig: Er man positiv over for forslaget, eller er man ikke? For at sige, at der er nogle områder, der skal straffes hårdere, kan man jo godt. Fint, det kan vi sikkert godt blive enige om. Men at sige, at 50 biltyverier så skal straffes med 50 gange normalstraffen, som er 14 dages fængsel, hvilket så vil være hårdere end for en voldtægt, som typisk giver et par år i fængsel, synes jeg alligevel er ret besynderligt, og så er man altså ikke positiv over for forslaget.

Så vil De Konservative stemme for forslaget, eller vil de stemme imod forslaget?

Ordføreren.

Jeg vil holde fast i, at vi er positive omkring forslaget, og det er vi, også fordi noget af det, som er besluttet i politiforliget, jo er, at der skal kigges på strafrabat på flere parametre og i forhold til bureaukratiet i det. Så jeg synes egentlig, at det er på sin plads, at man måske tager det ned og siger, at det her forslag så faktisk kan være med til at danne grundlag for at diskutere i Retsudvalget, om der også kan være tale om strafrabat på en forkert måde.

Så er der også lige en kort bemærkning fra hr. Jeppe Bruus.

Jeg var egentlig lidt overrasket – måske i tråd med min kollega hr. Jan E. Jørgensen – for det her lyder lidt som nye toner fra Konservative. Skal vi forstå det sådan, at Konservative nu mener, at man støtter fuld kumulation, hvor man altså bygger straffene oven på hinanden, så straffe for fem røverier kan give fem gange straffen for ét røveri? Er det De Konservatives synspunkt?

Ordføreren.

Jeg tror, at vi stod nøjagtig sådan her for en uges tid siden, hvor jeg sagde til ordføreren, at hver gang der kan straffes hårdere, når man begår kriminalitet i Danmark, så er vi som udgangspunkt positive over for det. Men jeg synes også stadig væk, at der er nogle ting ved det her forslag, som vi er nødt til at tage med tilbage til udvalget og drøfte, fordi som forslaget ligger her, er vi jo så ikke klar til at stemme direkte for det, men vi er i hvert fald klar til at tage de elementer ud af det, som vi synes er gode, og diskutere dem i Retsudvalget.

Hr. Jeppe Bruus.

Jo, jo, fint nok, men det principielle, vi drøfter her, er jo, om man kumulerer straffene, at man lægger dem ovenpå. Det er jo det, forslaget handler om. Med det, ordføreren siger, går De Konservative vel også ind for dødsstraf, fordi det er den ultimative hårdeste straf, du kan få.

Så det, forslaget handler om her, er kumulation af straffe, hvor man bygger ovenpå. Det vil sige, at hvis man begår 10 røverier på en tankstation, så vil man kunne få – hvad ved jeg? – 10-15 års fængsel. Støtter De Konservative det princip, eller gør man ikke?

Ordføreren.

Vi støtter det i hvert fald ikke, som det ligger her, men vi er positive omkring at tage de dele af forslaget med i udvalget, som vi gerne vil drøfte videre.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. René Christensen.

Jeg vil egentlig bare gerne kvittere for, at Konservative kigger på forslaget og også lægger mærke til det, som man er positiv over for, og selvfølgelig også det, som man kan pege fingre ad, som ordføreren sagde. Det er jo sådan set det, man kan i politik. Der kan man jo nogle gange nå hinanden. Man kan jo komme med en faktor 100, og så kan man jo nå til enighed om en faktor 50 eller en faktor 80.

Det, vi har kunnet høre fra Venstre, og det, vi har kunnet høre fra regeringen og fra andre partier, er, at man har lavet sjov med det her. Man har talt om Olsenbanden og andet og sådan set være ligeglade med, om en person har lavet en voldtægt, to voldtægter, tre voldtægter, eller fire voldtægter. Det har man egentlig bare syntes var noget morsomt. Konservative tager det rigtigt ned og siger: Ja, der er nogle ting, vi er enige om, men der er også nogle ting, vi er uenige om.

Det er jo derfor, vi ikke er færdige med at behandle den her sag, og det er derfor, at den også kommer tilbage i udvalget. Så det vil jeg gerne kvittere for. Vi vil selvfølgelig gerne se, om vi kan få strikket det her sammen på en fornuftig måde, så også De Konservative kan se sig selv i det. Det er jo sådan, man laver politik.

Ordføreren.

Det er nemlig sådan, man laver politik.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til den konservative ordfører. Den næste ordfører er fra Nye Borgerlige, fru Pernille Vermund.

I sidste uge blev to udlændinge dømt i Københavns Byret. Anklageskriftet fyldte 103 sider. De to udlændinge blev dømt i en sag med intet mindre end 794 forseelser. De har svindlet, de har overfaldet tilfældige danskere, sparket folk, der lå ned, i hovedet og filmet det imens. De har stjålet dyre biler. De har købt dyrt luksustøj, også for stjålne penge, for mange hundrede tusinde kroner. De har røvet, sparket, truet – de er bare blevet ved og ved.

Politiet ved, hvad der er sket, for man fandt videoer, som de her to afstumpede udlændinge havde optaget og gemt på deres computer, heriblandt videoen af en kun 14-årig pige, som de voldtog på skift, mens de filmede det, og bagefter delte de det på nettet – en kun 14 år gammel pige! Det er svært ikke at få det fysisk dårligt ved tanken.

Den ene af de to forbrydere blev idømt 3 år og 11 måneders fængsel, og den anden blev idømt 2 år og 10 måneders fængsel – for 794 forseelser. Det er jo vanvittigt. Vi er til grin. Anklageren ville have de to udlændige udvist, men retten gav dem i stedet en advarsel. Ingen af dem blev udvist, og inden længe er de så på fri fod igen.

De 794 forseelser udløste en strafrabat. Det er simpelt hen ikke til at holde ud at tænke på, og det er helt og aldeles uansvarligt og uforsvarligt, at vi som politikere accepterer den her retstilstand. De nuværende retsprincipper forvrænger proportionaliteten; de svækker retsfølelsen i samfundet. Og kritikken hagler ned over landets dommere, når medierne bringer sager som den omtalte. Folk forstår det simpelt hen ikke. Og jeg må indrømme, at jeg simpelt hen heller ikke fatter, at I kan acceptere det, og at I kan stå ved det.

Faktum er, at det er og bliver et politisk ansvar, om det er de her principper, som dansk retspraksis skal bygge på – principper, hvor straffen ikke vokser i samme takt som antallet af forbrydelser, som pådømmes samtidig – eller om vi i stedet skal benytte os af en praksis, hvor hver enkelt forbrydelse tæller for sig, præcis på samme måde, som det jo er et politisk ansvar at sikre, at udlændinge, der dømmes for kriminalitet, bliver udvist.

Det er et politisk ansvar, og vi kan ikke være bekendt, at vi sidder og lader, som om vi går ind for hårdere straffe, men fastholder det her retsprincip. Domstolene dømmer efter det, og så står vi og er forargede bagefter. Det kan vi ikke være bekendt – ikke, hvis vi vil have befolkningens opbakning og tillid, og det bør vi have i et folkestyre.

Vi har i Nye Borgerlige tidligere i den her samling fremsat forslag om, at kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent og efter første dom. Det var der desværre ikke flertal for. Så at de to udlændinge heller ikke i fremtiden vil blive udvist, er der jo åbenbart et flertal der mener er helt rimeligt.

Beslutningsforslaget fra DF, som vi behandler i dag, omhandler forholdet omkring strafrabat. Og forslagsstillerne fremhæver i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at den nuværende retspraksis skaber mulighed for, at kriminelle kan spekulere i og kalkulere med at opnå strafrabat for de begåede forbrydelser.

Sagen med de to udlændinge, der i sidste uge blev dømt i Københavns Byret – som sagt i en sag med 794 forseelser – er et grufuldt og dystert eksempel på, hvordan nogle grupper i samfundet lever et liv, hvor kriminalitet og forbrydelser er hverdag. Der er tale om mennesker, der kynisk og kalkuleret gør uskyldige mennesker til ofre for deres brutale adfærd. Det er afstumpede mennesker som de to, der belønnes af en retspraksis med strafrabat; det er dem, et flertal i Folketinget holder hånden over. Jeg forstår det ikke.

Jeg forstår det simpelt hen ikke, og står det til Nye Borgerlige, så skal vi selvfølgelig holde op med at forsvare forbryderne, og vi skal lade være med at acceptere en strafrabat på sådan nogle områder, hvor befolkningen derude sidder og ryster på hovedet og vi risikerer at miste den væsentlige opbakning, der skal være, til vores domstole, til vores retssystem.

Derfor støtter Nye Borgerlige naturligvis forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jeppe Bruus.

Nu ved jeg ikke, om jeg bliver klippet ind i endnu en af Nye Borgerliges kampagnevideoer, hvad jeg synes der er en tendens til, hver gang man tager ordet og stiller et spørgsmål. Man så håber jeg ikke, at I klipper det her ud. For det er jo en total afsporing af debatten.

Som jeg sagde, da jeg stod på talerstolen, er jeg fuldstændig enig i, at hvis to udlændinge begår en voldtægt, skal de ud af landet. Men det er jo ikke det, forslaget handler om. Så lad os nu få helvede – undskyld jeg bander – lad os nu tale om det, forslaget handler om. Forslaget handler om kumulation, hvor man lægger straffene for hver enkelt forbrydelse oven på hinanden. Det er jo det, det handler om. Det handler ikke om udvisningsdommen for en voldtægt.

Jeg forstår så, at det støtter man nu. Det støtter De Konservative, det støtter Dansk Folkeparti, det støtter Nye Borgerlige, og det er jo efter amerikansk forbillede. Så spørger jeg bare: Støtter man også dødsstraf efter amerikansk forbillede? Mener man også, at man skal have lov til at gå med våben i Danmark? Ønsker man egentlig sådan en amerikanisering af det danske retssystem? Er det det, man støtter? For det er det, forslaget handler om.

Fru Pernille Vermund.

Jeg tænker, at det ville være godt for ordføreren at få en lille pause – måske drikke et glas vand og få lidt energi – for den sag, jeg nævner her, er jo netop en sag, hvor voldtægten er én af de flere hundrede forseelser, som de er dømt for. Og når de har fået så milde straffe, er det jo, fordi der er et system, en retspraksis i Danmark, hvor man får rabat, altså hvor de ikke bliver dømt en til en for hver forbrydelse. Vi taler gaderøverier, vi taler seksuelt samkvem med flere mindreårige, som de så ikke har kunnet blive dømt for voldtægt af. Vi taler grove forbrydelser, vi taler svindel, vi taler bedrageri. Det er jo ubegribeligt, tror jeg, for langt de fleste danskere, at sådan en sag giver henholdsvis knap 3 års og 4 års fængsel. Og det gør den jo, fordi vi har den retspraksis. Det er det, jeg siger: Det bakker man så åbenbart op om, og det må man jo så bare forklare befolkningen, nemlig at det ikke er, fordi der sidder nogle dommere derude, som er hjernedøde; det er simpelt hen, fordi et flertal her i Folketing synes, at det er fuldstændig rimeligt.

Hr. Jeppe Bruus.

Nej, vi synes ikke, det er rimeligt, at udlændinge, der begår en voldtægt, ikke bliver udvist. Det er vi helt enige om. Men det er bare ikke det, forslaget her handler om.

Nu stiller jeg så bare spørgsmålet igen: Ønsker Nye Borgerlige, at dødsstraffen skal indføres i Danmark, at man skal have lov til at gå med våben, eller at straffene skal kumuleres for alle typer af kriminalitet, så man kan få straffe, der varer i flere hundrede år?

Ordføreren.

Hr. Jeppe Bruus, nej, det gør vi ikke. Men når jeg nævner, hvad straffen for de her to forbrydere er – knap 3 år og knap 4 år – mener ordføreren så virkelig, at det er rimeligt for de mange forbrydelser? Selv om det ikke var udlændinge, selv om vi ikke talte om udvisning, så er det jo det, som det betyder, den konsekvens, princippet har derude. Og jeg er vitterlig bange for, at der sidder nogle danskere derude og tænker: Vi har en dommerstand, som er megaradikale alle sammen, og det er de måske mange af dem. Men helt ærligt, jeg synes også, man politisk bør tage sin del af ansvaret, og det syntes jeg I flygter lidt fra.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Pernille Vermund. Den næste ordfører er fra Liberal Alliance. Hr. Ole Birk Olesen, værsgo.

Der skal lige være lidt ro i salen, for den næste ordfører er gået på talerstolen!

Hvis en kriminel – vi kan kalde ham Jens – begår et røveri, som takseres til 1 år, og Jens så kommer i fængsel i 1 år og han så kommer ud og på førstedagen af sin løsladelse begår vold, som også takseres til 1 år, så får Jens 1 år mere – det er i alt 2 års fængsel. Hvis Jens begår røveriet og det voldelige overfald i den samme uge og de behandles sammen under en retssag, så får Jens ikke 2 års fængsel – så får han strafrabat, fordi han har begået tingene samtidig i stedet for at begå dem i forlængelse af hinanden og i forlængelse af afsoningerne. Det kan vi ikke se nogen logik i, så derfor støtter vi det her beslutningsforslag, og det er noget, vi har ønsket igennem flere år. Vi har sågar i vores økonomiske 2030-plan, som vi gik til valg på under folketingsvalget i 2019, afsat de 2 mia. kr., som det koster at gøre plads i fængselsvæsenet til flere mennesker, som skal sidde i længere tid, fordi de ikke længere får strafrabat. Vores 2030-plan er gennemregnet af Finansministeriet, og alt i den passer på en prik, og der er sågar mere finansiering i den plan, end der er udgifter, så der er styr på det.

Jeg er ikke sikker på, at Dansk Folkepartis forslag om et asylstop på den måde kan gennemføres under de givne konventioner, men det ser vi bort fra og går med vores opfattelse af, at strafrabatterne skal afskaffes, og vores egne forslag om, hvordan det skal finansieres.

Vi har ingen problemer med at sige – nu er hr. Jan E. Jørgensen desværre gået – at en person, som begår 50 indbrud og dermed generer 50 familier, skal have en samlet straf, som er så høj, at den godt kan komme til at overstige, hvad en person, der har begået en voldtægt, blive idømt. Jeg er klar over, at en voldtægt er en meget større forbrydelse end et indbrud, men hvis man har begået 50 indbrud og dermed har generet 50 familier, der er kommet hjem til et ødelagt og gennemrodet hjem, hvor værdigenstande, man sætter pris på, er forsvundet, så tror jeg nok, man kan sige, at 50 indbrud sammenlagt er så stor en forbrydelse, at man godt kan forsvare, at straffen sammenlagt også overstiger, hvad straffen for én voldtægt har været. Det ændrer ikke på, at en voldtægt er værre end et indbrud, men 50 indbrud er godt nok også slemt.

I øvrigt tror vi, at det er noget af det her, der kan afholde folk fra overhovedet at begå kriminalitet. Jeg tror, at hvad angår de mennesker, der f.eks. begår 50 indbrud, så er der jo ikke tale om spontane indfald – der er tale om en karriere. Der er folk, der har gjort karriere ved at begå indbrud, og det forhold, at de kan blive idømt meget hårdere straffe for al den skade, de forvolder over for 50 forskellige mennesker og 50 forskellige familier, kan, tror jeg – det er jeg faktisk overbevist om – føre til, at man fravælger karrieren som indbrudstyv, og så er der altså 50 familier, der slipper for den slags.

Oven i det kommer jo så også, at den slags mennesker, som kun får en latterlig lille straf for at have begået så mange indbrud, kommer hurtigt ud igen, og så kan de jo gå i gang med deres indbrud igen. Hvis vi har dem siddende i fængslet, begår de i hvert fald ingen indbrud i den tid. Og når det handler om folk, der har begået 50 forbrydelser eller sågar 700 forbrydelser, som der har været talt om her fra talerstolen, så har vi nok behov for at få dem ind og sidde i meget, meget lang tid, så vi slipper for deres pestilensadfærd i mange, mange år bagefter.

Så vi støtter beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning. Fru Pernille Vermund.

Tak for det, og tak for en god ordførertale. Jeg vil bare kort nævne noget. Da vi sad og forhandlede politiforlig, var noget af det, som LA bragte med ind i forhandlingerne, og som vi satte stor pris på, selv om LA ikke er med i forliget, hele diskussionen om, at der jo er nogle typer af forbrydelser, som de facto er straffri, herunder bl.a. indbrud. Der er så få indbrud, der bliver opdaget, og man kan begå en stribe indbrud uden at blive opdaget eller en stribe indbrud og så måske først blive opdaget efter 50 indbrud, og derfor er ordførerens tale så enormt relevant, også i den henseende.

Nu var det ikke ordføreren, der selv sad med i politiforhandlingerne, og desværre var I heller ikke med i aftalen, men jeg vil bare anerkende det arbejde, der blev lavet der, og det hænger også sammen med det, der bliver sagt her. For det er jo rigtigt, at når der er forbrydelser, som nærmest de facto er straffri, hvad er incitamentet så til ikke at berige sig på andres bekostning igen, når man kan slippe af sted med det?

Ordføreren.

Tak for det. Lad mig nævne nogle anekdotiske ting, man hører om en gang imellem. Folk får på den ene eller anden måde stjålet elektronisk udstyr, som kan spores, og når de henvender sig til politiet og siger, at de kan se, at deres computer nu er i denne gade i det her husnummer, vil politiet alligevel ikke gå ind og hente den stjålne genstand derinde og sørge for, at der bliver en straf. Så der bliver i politiets praksis tilsyneladende lagt for lidt alvor i det med berigelseskriminalitet, der begås mod private, hvilket betyder, at det er nemt at gøre en karriere ud af at være berigelseskriminel. Og det er klart, at der skal straffe til, men man skal også opdages, for at man kan få straffen.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til Liberal Alliances ordfører. Den næste ordfører er ordføreren for forslagsstillerne, hr. René Christensen. Hr. René Christensen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Tak for debatten, og særlig tak til Liberal Alliance for det sidste indlæg her. Jeg vil egentlig starte et andet sted for at fortælle, hvad det her også betyder. Vi er meget enige i, at det her sådan set også kan være med til, at der bliver mindre kriminalitet, som også Enhedslisten var inde på, og det er sådan set det, det handler om. Ja, det handler det faktisk også om for Dansk Folkeparti.

I hvert fald inden for det sidste år fik jeg en mail fra en betjent, som skrev, at nu var han simpelt hen nødt til at sende det til mig, for nu skulle der være nogen, der sad i Folketinget, som skulle have en mail ude fra virkeligheden. Det var nogle betjente, der havde kørt nogle arrestanter, som havde siddet i fængsel, til en dommer, og der måtte de ikke tale med dem, men da de så kørte dem tilbage, efter de var dømt, måtte de sådan set godt tale med dem. Der havde de så talt med to rumænere, som var blevet dømt for noget kriminalitet. De spørger: Hvorfor i alverden tager I helt til Danmark for at begå kriminalitet, der er jo masser af lande, når I kommer fra Rumænien, inden I når herop, I kan tage til Østrig, I kan tage til Tyskland og andre steder, så hvorfor foretager I ikke jeres kriminelle handlinger tættere ved jeres hjem? Og svaret, der kommer tilbage, er: Nej, nej, det er allerbedst at tage til Danmark, for risikoen for at blive fanget er lille, og hvis man bliver fanget, sker der ikke rigtig noget ved det.

Derfor er Danmark sådan et godt sted at tage til, hvis man, som der tidligere blev sagt, har en karriere inden for kriminalitet, og også hvis man eksempelvis kommer så langt væk som fra Rumænien, fordi straffen er meget lille. Det er selvfølgelig en arbejdsskade at blive taget, når man er kriminel, og så skal man være i det land, hvor der er mindst arbejdsskade, og det er så i Danmark. Altså, vi har det billigste system at lave kriminalitet i, og det er rigtig ærgerligt, at vi har det. Derfor har vi fremsat det her forslag om, at man selvfølgelig skal straffes for den kriminalitet, man laver.

Vi synes i Dansk Folkeparti, at man sender et helt forkert signal. Når man laver noget kriminelt, får man fuld straf, hvis man bliver opdaget, selv om man ikke har lavet ret meget, men hvis man har lavet rigtig meget, bliver man reelt ikke straffet for det sidste. Så når man først er kommet i gang, så fortsæt, for så længe det går, bliver prisen ikke højere. Det er i hvert fald en udfordring. Derfor vil jeg også gerne kvittere over for De Konservative, som holdt en fornuftig ordførertale. Man kan godt være uenige om, hvordan det skal føres ud i livet, men jeg er alligevel ret rystet over, at både Socialdemokratiet og Venstre synes, at det her er fuldstændig ligegyldigt. Hvis en person har været inde at gennemrode 50 hjem, splitte børneværelserne ad, splitte soveværelset ad, ødelægge hele hjemmet, og man kommer hjem og er rystet over at komme hjem til sådan et hjem, så siger Socialdemokratiet og Venstre: Ja, ja, og hvad så, de bliver jo straffet. Men hvis de nu havde begået ét indbrud, er det jo lige før, at straffen næsten er den samme, som hvis de havde lavet 50 indbrud. Så siger man: Ja, ja, for de sidste 49 skal de jo ikke straffes for; det ville jo være helt forkert, hvis man blev straffet for de forseelser eller de ulovligheder, som man laver.

Der må man bare sige, at vi mener, at vi bliver nødt til på en eller anden måde at finde en form for konsensus om, at Danmark ikke skal være et land, man rejser til for at lave kriminalitet, fordi det er billigt. Man kan rejse til Danmark og lave 794 kriminelle forhold, man kan blive dømt for 650 forhold. Man har voldtaget en 14-årig pige, man har stjålet biler, man har lavet gadevold, man har lavet røverier, og den ene har fået 3 år og 11 måneder, og den anden har fået 2 år og 10 måneder. Ja, det er saftsuseme også en billig straf for at smadre så mange menneskers liv. Det er det system, vi har. Og så tegner man et billede af Olsen-Banden og alt muligt andet, og så siger man bare til de mennesker: Ja, I må jo leve med det.

Jeg synes, man tager det helt forkert ned. Det er lige før, at ofrene bliver de kriminelle, og dem, som står derude og kigger ind på det her, må tænke: Hm, hjælper straf? Det er ikke sikkert, at straf hjælper så meget, når man har gjort det, men det kunne jo godt være, at straf hjalp, inden man gør det, og det duer ikke, at vi sender et klart signal om, at bare man laver nok, stiger prisen ikke, for prisen skal selvfølgelig stige, jo mere kriminel man er. Det er derfor, vi har fremsat forslaget, og vi håber selvfølgelig også på i forbindelse med udvalgsarbejdet, at vi kan finde hinanden, og at vi kan se, om vi kan gøre noget og arbejde videre med det her, således at vi ikke har det forhold, at Danmark er et land, hvor kriminalitet reelt ikke bliver straffet, for selvfølgelig skal vi straffe kriminalitet i Danmark.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er fra hr. Jeppe Bruus.

Tak for det. Jeg kan se, at jeg har 5 minutter til at stille spørgsmål i, men så god er verden nok ikke. Det, jeg egentlig godt kunne tænke mig at spørge om, handler om det forslag, vi behandler her. Nu nævner vi sagen, som den er beskrevet i Berlingske i dag, om to udlændinge, der begår en voldtægt. Jeg har flere gange både i forbindelse med mine indlæg og spørgsmål, også til Nye Borgerlige, sagt, at jeg er enig i, at hvis to udlændinge begår en voldtægt og det er muligt at vise dem ud, så skal de vises ud. Men det er jo ikke det, forslaget handler om.

Jeg skal bare have ordføreren til at bekræfte, at det, det her forslag handler om, er kumulation af straffe for forbrydelser, og ikke isoleret om, at to udlændinge begår en voldtægt, hvilket jeg tænker vi alle sammen er forargede over. Jeg er i hvert fald også med på, at de skal vises ud, men det er ikke det, beslutningsforslaget handler om.

Ordføreren.

Jeg forstår slet ikke, hvorfor ordføreren stiller mig det spørgsmål. Jeg har ikke nævnt det med et ord.

Spørgeren.

Jeg stillede spørgsmålet, fordi jeg, da Nye Borgerlige før var på talerstolen, blev anklaget for, at jeg ikke gik op i det, og at det, at man ikke støttede kumulation af straf, ligesom var en blåstempling af, at to udlændinge kunne begå en voldtægt fuldstændig omkostningsfrit eller uden at skulle udvises. Det er derfor, jeg stiller spørgsmålet. Og når nu Nye Borgerlige om lidt laver deres video, synes jeg, at det her klip er vigtigt at få med. Det var det ene.

Så vil jeg gerne som det andet stille et spørgsmål til Dansk Folkeparti. Nu vil man finansiere det her med et asylstop, og man synes, at vi nu skal have det her amerikanske system, hvor man kumulerer straf. Betyder det så, at der er andre dele af det amerikanske system, dødsstraf osv., som også skal være en del af det?

Det er ikke for at negligere betydningen af det eksempel, der er trukket frem i Berlingske, men jeg synes faktisk, det er væsentligt at forstå, hvilke andre elementer man helt konkret også forestiller sig, når nu man ønsker det amerikanske system indført.

Ordføreren.

Nej, vi ønsker egentlig bare retfærdighed. Vi ønsker ikke dødsstraf. Men det, der er vigtigt her, er, at der jo er nogle, der gentagne gange begår kriminalitet. Jeg må bare sige, at der er nogle, som hele tiden begår kriminalitet og er så skadede, at de nærmest begår kriminalitet fra den dag, hvor de kommer ud af fængslet, og hvis de så fortsætter med at begå kriminalitet den måned, de er ude, så bliver de kun straffet for det, de lavede den første dag.

Helt ærligt, vi har det faktisk bedre med, at de er låst inde, også så de ikke kan skade resten af samfundet. Der er jo nogle, der er så dybt kriminelle, at de ikke bør gå rundt blandt os andre.

Og ja, det her forslag vil gøre, at der er nogle, der får høje straffe. Ja, det er det, der er formålet med forslaget.

Så er det hr. Kristian Hegaard.

Jeg vil bare spørge, om ordføreren er bekendt med, at der er andre europæiske lande, som vi normalt sammenligner os med, der straffer kumulativt, sådan som ordførerens parti lægger op til – altså hvor man tager hver lovovertrædelse for sig og lægger dem sammen. Er der andre europæiske lande, som vi sammenligner os med, der gør det?

Ordføreren.

Det tør jeg simpelt hen ikke svare på. Jeg er faktisk ikke retsordfører. Jeg er sådan lidt standin, men derfor har jeg alligevel en mening om forslaget her. Det tør jeg faktisk ikke at sige. Jeg er ikke nok inde i, hvad andre lande har retssystemer, til at kunne svare på det.

Spørgeren.

Det kender jeg nemlig heller ikke nogen andre europæiske lande, som vi normalt sammenligner os med, der gør, og derfor vil jeg spørge, om det så er, fordi USA's straffesystem er et forbillede for Dansk Folkeparti. Eller hvordan skal det her forslag forstås?

Ordføreren.

Forslaget her skal forstås sådan, at det skal gøre, at man kan gå på gaden og føle sig tryg, at man kan tage hjemmefra at føle sig tryg, at man kan sende sin 14-årige datter ud på gaden og føle sig tryg, at vi har et system, hvor vi faktisk straffer dem, som eksempelvis voldtager en 14-årig pige, begår gentagne indbrud, stjæler masser af biler eller begår mange røverier. Dem vil vi straffe hårdt; det er det, vi ønsker med forslaget.

Fru Pernille Vermund.

Tak for det. Blot som en supplerende oplysning kan jeg sige, at den sag, som hr. Jeppe Bruus nævnte, jo er relevant, netop fordi der er så ekstremt mange forseelser, hvoraf voldtægten er en og nok den, der på mange af os gør størst indtryk, men det er jo en sag med ekstremt mange forseelser, hvor man jo netop har fået strafrabat, og hvor det er, tror jeg, for mange uforståeligt, at de to forbrydere slipper med knap 3 års og knap 4 års fængsel. Det er jo det, som ligger i den sag i den henseende, at der er en strafrabat. Der er nogle mennesker derude, der tænker: Er de der domstole blæst?

Så vil jeg gerne spørge ordføreren, om ordføreren ikke også er enig i, at opbakningen til hele vores retssystem, altså forståelsen for, at domstolene rent faktisk dømmer i relativt vid udstrækning sådan, som politikerne ønsker det, også er afhængig af, at man som politiker har modet til at stå ved, at det her sådan set er konsekvensen af den politik, vi fører, og er den retspraksis, vi ønsker i Danmark, og det står vi gerne ved, i stedet for at harmes og forarges og så bare sige: Nå ja, det er nok domstolene.

Er ordføreren enig i, at det er et reelt problem for vores opbakning til retsstaten og til vores retsfølelse, hvis man ikke politisk påtager sig det ansvar at stå ved, at den retspraksis, vi har, jo er en politisk beslutning?

Ordføreren.

Selvfølgelig er det en politisk beslutning. Det er jo sådan, det er.

Nu står man jo her på Folketingets talerstol, og vi diskuterer mange tal. Der er 365 dage på et år. De her mennesker har været sigtet for 794 kriminelle forhold. De er blevet dømt for 650 forhold. Det er voldtægt af en 14-årig pige. Det er gaderøveri. Det er voldelige forhold. Det er hærværk. Det er overtrædelse af færdselsloven. Det er tyveri af biler. Og så får de 3 år og 11 måneder og 2 år og 10 måneder. Ja, det er et politisk ansvar, at vi ikke giver hårdere straffe, og at der er en strafrabat – absolut.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren for forslagsstillerne.

Og da der heller ikke er flere, som har bedt om ordet i øvrigt, så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget, og hvis ingen af jer gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.