Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 159:

Forslag til folketingsbeslutning om garanti for 2 dages ophold på fødeafdeling eller eventuelt patienthotel for alle fødende efter overstået fødsel.

Af Kirsten Normann Andersen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 23.02.2021).

Sammen med dette punkt foretages:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 242:

Forslag til folketingsbeslutning om indkaldelse til forhandlinger om rettigheder til fødende.

Af Pernille Skipper (EL) m.fl.

(Fremsættelse 09.03.2021).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er sundhedsministeren. Velkommen.

Tak for det. Vi tager altså to beslutningsforslag og behandler dem sammen her til eftermiddag, og de handler nemlig begge to om fødendes rettigheder. Det er to forslag, hvor det ene pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag, der indeholder krav til alle landets fødeafdelinger om fra 2022 og frem at tilbyde mindst to dages ophold efter fødsel for fødende og partner, og det andet pålægger regeringen at indkalde Folketingets partier til forhandling inden sommerferien 2021 med henblik på at sikre en række minimumsrettigheder til fødende og deres partnere og derigennem også sikre forbedrede arbejdsforhold for de ansatte i svangreomsorgen. Det er forslagene, og jeg må sige, at jeg hilser dem meget, meget velkommen, fordi der generelt er behov for at sikre vores sundhedsvæsen et solidt fundament og ressourcer til mere personale.

Det er ikke generelt i vores sundhedsvæsen, for det er noget, vi har prioriteret med økonomiske løft i økonomiaftaler og i finansloven, men fødselsområdet, og det er det, vi taler om nu, er et område, hvor der ud over det generelle løft er behov for konkrete tiltag til at forbedre forholdene for medarbejderne, for de fødende og for familierne. Jeg har registreret, at der er bred enighed blandt partierne i Folketinget om, at der skal ske noget, og at der skal ske forbedringer, for der har været for mange år, hvor man ikke har prioriteret det her område tilstrækkeligt.

Jeg vil også meddele, at i det forståelsespapir, der blev lavet efter folketingsvalget, mellem regeringen, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, fremgår det meget klart, at forbedringer af vilkårene for fødende vil være en prioritet i den sundhedsaftale, og den skal vi jo forhandle om i år. Vi har meldt ud, at vi vil skulle forhandle og komme med udspil til en sundhedsaftale i det her kalenderår.

For at være forberedt har vi igangsat en inddragende proces om forbedring af fødendes vilkår, og som led i forberedelsen af en sundhedsaftale generelt har vi specifikt sat forskellige fokuserede tiltag i gang, og et af dem er altså en inddragende proces om de fødendes vilkår. Det arbejde skal jo gøre os klogere på, hvilke løsninger der skal til, for det er, og det er typisk på sundhedsområdet, ikke én løsning, der skal til alle steder, men mange forskellige løsninger. Og nogle ting, der bliver kæmpe fremskridt i nogle dele af landet, er hverdag i andre dele af landet, mens der er andre ting, hvor man siger, at det næsten føles som noget, vi savner, mens de andre steder bare har det. Så det er ikke sådan, at der alle steder er kæmpe problemer, men nogle steder er der alt for store problemer, og generelt skal der et løft til.

Det er for at sige, at fødselsområdet er komplekst. Noget handler om prioritering af økonomi til ansættelse af personale, og noget handler om organisering, ledelse, fastholdelse af medarbejdere, forebyggelse og tryghed for de fødende. Derfor er der ikke noget enkelt håndtag, hvor man kan sige, at så er det det, der skal til, og så vil forholdene være forbedret efter så mange år her. Der skal flere ting til, og det handler om fødselsforberedelsen, det handler om selve fødslen, og det handler om tiden efter fødslen, og ved hver af de faser er der en lang række tiltag.

Vi ved, lad os tage den fra en ende af, at en god fødselsforberedelse er forudsætningen for et godt fødselsforløb, selvfølgelig i særlig grad for førstegangsfødende. Bekymringen, angsten, problemerne bliver reduceret, når man som fødende får svar på spørgsmålene af et kompetent, nærværende personale, der både ser og hører den enkeltes situation, og det øger også kvindens selvformåen, som det hedder i det her sprog, til at kunne håndtere fødslen, så på alle måder er det en fornuftig investering. Det reducerer brugen af medicinsk smertelindring og forbedrer kvindens fødselsoplevelse.

Og det er jo sådan, at i princippet finder fødselsforberedelsen sted ved alle kontakter i sundhedsvæsenet med den gravide og hendes partner. Så alle de involverede skal kende deres opgave og løse den kvalificeret. Vi ved også i dag, at der er en større andel af de gravide, der har en kronisk sygdom eller psykisk lidelse, end vi har kendt til tidligere, og det giver mere komplekse forløb.

Der er i vores regioner særlige tilbud til de gravide, som har behov for ekstra støtte, men det giver jo også i sagens natur flere kontakter med fødeafdelingerne, og der er altså også øgede krav til dokumentation; det ved vi. Der er også et øget antal scanninger – det er jo godt – som følge af de tekniske muligheder, vi har fået fra fosterdiagnostik. Det er jo virkelig, virkelig godt. Det er jo ikke, fordi det er af ond vilje, men alt det her er med til at gøre, at vi altså ender med, at der er meget lidt plads til at tage sig af spørgsmål og bekymringer hos den gravide i fødselsforberedelsen.

Ud over de individuelle konsultationer er der jo også fødselsforberedelse i hold. Jeg var inde på tidligere, at der var stor geografisk forskel. Det er der også her. Nogle steder er det meget, meget store hold, og det er ikke optimalt. Det er fuldstændig veldokumenteret i forskningen, at der skal, hvis man har holdundervisning, være en mulighed for dialog og for, at den gravide konkret helt personligt kan få stillet de spørgsmål, hun måtte have. Det er helt afgørende for at føle tryghed i fødselsforløbet.

Under fødslen er det afgørende, at der er kompetent personale til stede. Det siger sig selv, men også at der er ro omkring fødselsforløbet, og at den fødende oplever fødslen som sikker og tryg. Vi kommer ikke uden om, og det må vi jo se i øjnene, at der på en fødegang er og fremover også vil være perioder, hvor der vil være spidsbelastning. Det er et grundvilkår, fordi det jo ikke kan planlægges, præcis hvornår fødslerne kommer. Så der vil være tidspunkter og dage med pludselige spidsbelastninger, men det er altså indtrykket, at der er mange fødesteder, hvor det bliver meget presset og alt for presset i de her spidsbelastningssituationer, og det går jo så ud over den gravide.

Den organisering, som man i sin tid lavede til håndtering af spidsbelastninger, ser nogle steder ud til at være blevet hverdag, og sådan skal det jo ikke være. Der skal være personale nok på arbejde til at sikre tid til den fødende, når hun er i aktiv fødsel, og en normering, der sikrer, at overflytning til en anden fødeafdeling kun yderst sjældent er nødvendig – altså yderst sjældent i helt ekstreme situationer med spidsbelastning, men det skal ikke være reglen, normen.

Endelig skal der være fokus på efterforløbet og på, hvordan vi støtter de nye familier bedre, når de kommer hjem fra fødeafdelingen. I forhold til forløbet efter fødslen er det vigtigt, at der er et sikkerhedsnet for mor og barn, fra de er kommet hjem fra hospitalet, til sundhedsplejersken tager over. Sundhedsplejersken møder i dag nybagte forældre, som ikke føler, at de har styr på f.eks. amning, når de kommer hjem fra hospitalet.

Vi har fra regeringens side foreslået, at nybagte mødre skal have ret til at blive på sygehuset eller et barselshotel i 2 dage, hvis de ønsker det. Det er jo selvfølgelig ikke nogen tvang. Men hvis de ønsker det og har et behov for det, er det et forslag fra os. Vi ved, at der er nogle, der hellere vil hjem, og der er jo nogle steder i Danmark, hvor man allerede nu har ordninger, hvor dem, der så skal tidligt hjem, så får opfølgende besøg af en jordemoder eller en sundhedsplejerske. Det er jo også glimrende, hvis det giver bedst mulig mening, men man skal så have mulighed for at sige: Jeg vil faktisk hellere blive på sygehus eller barselshotel. Det afgørende er, at den fødende har et valg, både om og hvornår man er tryg ved at tage hjem, og det kræver så, at der er tid og der er ro til at støtte og vejlede på afdelingerne.

Jeg vil meget, meget gerne slå fast her, at det ikke hjælper at give de fødende rettigheder, hvis der ikke er tid til at tage fat om problemstillingerne. Så vil vi kun vælte endnu en opgave over på de i forvejen alt, alt for pressede fødeafdelinger. Så det kan ikke være målet. Der er nødt til at følge finansiering og organisering med.

Nyfødte og forældre trives, når de er trygge ved situationen og de ved, hvor de kan henvende sig med spørgsmål, og hvornår de får besøg. Oplever de det, er de også i stand til at håndtere alt det, der følger efter.

Sundhedsstyrelsen er ved at revidere anbefalingerne for svangreomsorgen. De anbefalinger er faktisk tilbage fra 2013, så det er godt, at vi får dem revideret. Derudover kommer anbefalingerne til organisering af fødselsområdet også i år. Jeg mener, at de to anbefalinger for svangreomsorgen og for organisering giver os et godt fagligt afsæt, et fagligt grundlag, for at drøfte, hvordan vi så fra politisk hold oven på det går ind og forbedrer forholdene for de fødende.

Så lad mig slutte af med at nævne, at vi fra regeringens side ønsker at forbedre vilkårene for fødende. Det arbejde er vi i gang med, og der er afholdt det her interessentmøde, og vi har løbende dialog om at arbejde videre på baggrund af de mange gode input. Sundhedsstyrelsen kommer her før sommer med anbefalinger både om svangreomsorgen og om organisering af fødeområdet. Det ser jeg meget frem til, og når de foreligger, vil jeg tage initiativ til at præsentere dem for partierne som afsæt for drøftelser om, hvordan vi kan forbedre forholdene for de fødende.

Vi har meldt ud, at vi vil forhandle med Folketingets partier om en sundhedsaftale, hvor forbedring af vilkårene for fødende vil være en prioritet. Det vil vi fortsat, og jeg ser meget frem til de drøftelser. Tak, formand.

Tak til ministeren. Der er korte bemærkninger til ministeren, først fra fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og også tak til ministeren for besvarelsen. Det er jo fuldstændig rigtigt, at vi har sådan en fælles aftale i forståelsespapiret om, at vi skal forbedre forholdene på fødeområdet. Det er også rigtigt, at der er rigtig mange ting, der trænger til forbedring. En af de ting, som trænger til forbedring, har ministeren selv udtalt sig om til Femina i februar her i år: netop behovet for mindst 2 dage, hvor man har muligheden for at restituere på en barselsafdeling eller på et barselshotel – det kommer sig ikke så nøje.

Så hvis nu vi vil løse det problem, som vi er enige om netop er en udfordring, uanset hvad anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen ville være i forhold til svangreomsorg, giver det så ikke mening at få det besluttet en gang for alle? Så har vi da i det mindste et problem mindre.

Ministeren.

Jo, og jeg gentog det også her, for jeg mener, at det vil løse en række problemer. Men jeg sagde også – og det ved jeg i hvert fald er registreret at SF også har sagt; det ville ellers også undre mig meget, hvis ikke de mente det – at en sådan ret kun vil udhule og kun vil skade, hvis ikke der følger økonomi med. Og altså, det er ikke for at skyde på andre eller at gøre sådan noget, men vi kan ikke i det her Folketing blive ved med at læsse på, i forhold til at man skal øremærke ting, og sige, at nu skal vi lige løse det og lige løse det, hvis ikke der følger økonomi med. Når man gør det, så hugger man benene væk under det, og det er nok noget, der i hvert fald er sket en gang imellem på vores område, og det går simpelt hen ikke længere. Så der skal følge økonomi med. Og hvad vil sådan noget her koste? Jeg kan godt oplyse, at i vores beregninger – det er nogle foreløbige beregninger – ligger det på lige lidt over 100 mio. kr. årligt, så det skal vi jo så kunne finansiere årligt. Og derfor vil vi se frem til at putte det ind i nogle forhandlinger, hvor der også er økonomi på bordet.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Jeg er helt med på, at der ikke er noget, der er gratis. Men det er også dyrt, når forældre bliver nødt til at skulle opsøge sygehuset igen og igen efter en fødsel og er utrygge og angste, i forhold til hvordan tingene nu foregår. Jeg tror da i og for sig, at Feminas læsere ville blive voldsomt skuffede over, at ministeren ligesom ikke står ved det her løfte, altså om at vi i hvert fald som minimum skal sikre netop de her 2 dages barselsophold for familierne efter endt fødsel, hvor der er behov for det.

Jeg har selvfølgelig heller ikke lyst til at tvinge nogen til at skulle blive på sygehuset. Jeg tror faktisk, at de fleste gerne vil hjem. Så derfor vil det også være dem, der har behovet, der netop ville blive tilbage og få løst det problem en gang for alle.

Ministeren.

Ja, tak for det opfølgende spørgsmål. Så kan jeg jo få anledning til at slå fast både over for Feminas læsere og over for resten af Danmark, at vi står fuldstændig fast på det løfte og den melding, at det er vores klare mål at indføre den her ret, hvis der er behov for det, til 2 dages ophold på fødegangen, hospitalet, barselshotellet, eller hvordan vi nu får det organiseret. Så det står vi fuldstændig inde for, og det skal jo bare gøres på en måde, hvor vi ikke samtidig høvler pengene væk fra et system, der i forvejen har brug for ressourcer. Så der skal lægges penge oveni, og den finansiering er vi selvfølgelig klar til at lægge frem.

Den næste korte bemærkning er fra fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak skal du have, undskyld, tak skal formanden have – det var dog utroligt efter så mange år, altså at man ikke engang kan finde ud af det længere. Tak til ministeren også for imødekommelsen. Det er så tæt på et ja, som jeg næsten tror man kan komme uden at få det. Jeg bider særlig mærke i, at ministeren også siger, at det er vigtigt, at der er kompetent personale til stede.

Så uanset, at vi kan være uenige om, hvornår vi bør gå i gang med de forhandlinger her, så virker det, som om vi er enige om retningen for dem. I det ligger så bl.a. også, at vi skal gøre noget ved den personaleflugt, der er, fra svangreomsorgen og fødegangene; alle de jordemødre, som går fra det offentlige til det private. Der er ledige stillinger rundtomkring. Der er rekrutteringsproblemer. Og senest har vi set over en fjerdedel af landets jordemødre og jordemoderstuderende skrive under på en erklæring om, at de simpelt hen ikke vil underskrive kontrakter med det offentlige, før de får bedre ansættelsesforhold, herunder også bedre lønforhold.

Kan ministeren ikke prøve at svare på, hvad konsekvenserne ville være, hvis den fjerdedel af alle landets jordemødre og jordemoderstuderende gør alvor af det, de siger?

Ministeren.

Der er nogle jobfunktioner, som danskerne sætter utrolig højt. Jordemødrene er nogle af dem, som er helt, helt i top. Samtidig tror jeg også, at det er en jobfunktion, som er så velbeskrevet, at vi nogle gange sidder lidt fast i den gammeldags opfattelse af, hvad det er man skal som jordemoder. Hvad er jobbet? Jamen det er at forløse en fødsel, og så er det det. Og det er det jo ikke. Der er langt, langt mere. Det er langt mere komplekst. Det er, fordi samfundet er mere komplekst, og vi kan forebygge meget mere, og vi er blevet meget, meget dygtigere. Det vil sige, at der er mange, mange elementer, altså andre elementer end kun lige at forløse fødslen, som jordemoderen skal kunne. Og vi har brug for hver eneste af dem.

Det, vi ikke har brug for, er at have situationer, hvor jordemødre flygter. Vi har brug for, at jordemødre tiltrækkes og fastholdes, fordi de har lyst til at blive fastholdt og lyst til at fortsætte med at have job på fødegangene og med alle de andre opgaver. Det ville være katastrofalt for den offentlige sektor og for vores fødselstilbud, hvis der sker en sådan flugt, som den undersøgelse, der blev nævnt her, giver udtryk for.

Fru Pernille Skipper.

Jamen det er jeg fuldstændig enig i, og jeg tror, det er meget vigtigt at forstå, at en ting er at sikre, at vi putter nogle flere penge ind og finansierer nogle rettigheder til fødende og partnere, som så vil afføde, at der kan ansættes flere jordemødre, men det handler selvfølgelig også om lige præcis det, ministeren er inde på, netop at en jordemoder ikke bare kan stå og gribe børn dagen lang, det kan man slet ikke holde til. Det er planlægning, men det er jo faktisk også lønforhold.

Altså, det her er et fag, som også er gået nedad i forhold til deres uddannelseslængde og ansvarsområde i lønhierarkiet i det offentlige. Og det, de 1.075, altså en fjerdedel af alle jordemødre og jordemoderstuderende siger, er, at vi vil ikke arbejde uden at blive anerkendt med en ordentlig løn også. Lønforholdene for jordemødrene er vel også en del af de arbejdsforhold, som vi bliver nødt til at kigge på, hvis vi skal kunne rekruttere nogle flere af dem, er det ikke?

Ministeren.

Jamen jeg vil meget, meget gerne undgå – og der er vi nok ikke helt enige – at vi bringer den her debat ind i Folketingssalen, nu hvor der jo er offentlige overenskomstafstemninger og andet. Vi har den danske model, og den synes jeg det er vigtigt at vi respekterer. Så jeg vil ikke gå ind og kommentere på den del af det. Men jeg vil sige, at det, der handler om bedre vilkår for jordemødrene og for de fødende, er der virkelig et behov for, og det vil jeg meget gerne påtage mig.

Den næste korte bemærkning er til fru Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil gerne starte med at takke ministeren, for mange af de prioriteringer, ministeren nævnte, er jo præcis nogle af dem, vi har i Venstres udspil på netop fødselsområdet. Så det tegner jo meget godt for de kommende forhandlinger.

Nu prioriterede den daværende blå regering jo 50 mio. kr. årligt specifikt på fødselsområdet, og man kan se – det nævner ministeren også selv – at der desværre er meget store forskelle at se ude i regionerne, og nogle af de her skrækeksempler, bl.a. her i Region Hovedstaden, viser med al tydelighed, at de 50 mio. kr. jo så ikke har fået gang på jord, i hvert fald nogle steder.

Hvad er ministerens tanker omkring det? Hvordan kan det være, at der er nogle regioner, der har prioriteret så håbløst?

Ministeren.

Jeg er helt enig – altså, jeg går ikke så meget op i at skyde skylden på tidligere regeringer. Jeg har jo selv været med i en tidligere regering, og vi har et fælles ansvar for det her. Dem, der føder nu, og dem, der føder næste år – de vordende mødre – kan ikke bruge det til noget, at vi skyder skylden på andre, hverken på regioner eller regeringer, tidligere eller nuværende. De kan bruge én ting, og det er, at vi sætter os sammen. Så derfor vil jeg sige tusind tak for den indledende kommentar om, at Venstre også melder sig ind og er klar til at tage et medansvar for at løfte det her område. Det er der behov for.

Selvfølgelig skal der også noget finansiering til, og selvfølgelig vil det også være sådan, at det løft, der så kommer – og det er jo det gode ved det – kan bindes op på de svangreomsorgsanbefalinger, som Sundhedsstyrelsen står for at komme med, og den organiseringsanbefaling, de også står for at komme med. Og derfor har vi altså et grundlag for at sige, at det løft, der så vil komme, hvis vi lykkes med at få et bredt flertal i Folketinget for det – og det vil jeg være glad for – kan vi binde op på nogle helt konkrete forbedringer ude omkring i de enkelte regioner.

Fru Marlene Ambo-Rasmussen.

Tak. Og tak for den besvarelse til ministeren – eller rettere tak for besvarelsen, minister, tror jeg det hedder. Jeg er ny, så jeg må godt kludre i det.

Venstre har jo netop meldt sig meget aktivt på banen i forhold til det her. Vi er også for flere uger siden kommet med et fødselsudspil, og vi kan faktisk ikke rigtig vente med at komme i gang. Og et af de beslutningsforslag, der er her i dag, handler netop også om, at vi får fremrykket forhandlingerne, så vi skal starte dem, før vi går på sommerferie.

Jeg tror, at ministeren i sin indledende tale selv brugte ordet komplekst om det her område, og det er jeg da faktisk enig med ministeren i – så meget desto mere ærgerligt er det, hvis vi skal rykke det her længere ud i fremtiden. Jeg er bekymret for, at det med ministerens fokus på corona ender med til efteråret, at man siger, at man lige rykker forhandlingen til engang i det nye år. Det kan vi simpelt hen ikke vente på i Venstre, og jeg kan heldigvis også høre, at der er andre partier, der har det på samme måde. Hvad er ministerens tanker omkring det?

Ministeren.

Jeg er helt enig i, at det her ikke kan vente længere. Målet er at få det som en del af en sundhedsaftale i år; det er tilkendegivet over for Folketinget – jeg har gjort det, og det har vores statsminister faktisk også gjort, og det agter vi at overholde.

Det er fuldstændig korrekt, at Sundhedsstyrelsen, jeg selv og ministeriet bruger enormt meget energi på epidemihåndteringen, men vores planlægning er jo også, at vi skal forlade denne akutte epidemihåndtering og selvfølgelig kunne have den på et lidt lavere blus og så også fokusere på andre områder. Det er det, vi er i gang med at forberede, og det er også der, Sundhedsstyrelsens kommende anbefalinger spiller ind.

Næste korte bemærkning er til hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak for det, og tak til ministeren. Det er jo dejligt at høre, at vi alle er enige om, at det her er et område, der virkelig kræver et eftersyn.

Jeg bemærker, at ministeren gentager det her med retten til 2 dages ophold på hospitalet, og ministeren nævner også, at det jo er forbundet med en relativt stor udskrivning, som kræver noget finansiering – det giver sig selv. Jeg har også noteret mig, at når man taler med de faglige miljøer, er det ikke et ønske, der sådan står højt på ønskelisten derude, hvis det overhovedet står der, og at det ikke er den bedste måde at bruge ressourcerne på. Der er helt klart nogen, der har brug for 2 dages ophold; der er nogen, der har brug for 1 dag; der er nogen, der har brug for 3 dage; og der er nogen, der har brug for at komme hjem med det samme.

Så hvorfor indrette det på den her måde i stedet for at sige, at det, vi skal sikre, og det er vi vel enige om, er en god og tryg start for alle familier, uafhængigt af hvad deres behov må være? Hvad er ministerens tanker omkring det?

Ministeren.

Jeg har også noteret mig, at den holdning er der. Jeg tolker lidt den holdning som, at nogle i de her miljøer for mange gange har oplevet, at der kommer nogle politikere herindefra og lige vil have en eller anden ting på også, men at man ikke rigtig for alvor finansierer det. Eller også gør man det, at man finansierer det, men underfinansierer demografien nedenunder, så man reelt fodrer hunden med sin egen hale, og den måde at føre den offentlige sektor på kan ikke holde i længden, og det er det, vi ser nu.

Så derfor vil jeg sige, at det, der skal finansiere forbedringer på fødselsområdet, ikke på den ene eller anden måde kan blive finansieret af, at vi giver lidt mindre til de demografiske udgifter, som der jo også er. Det er det, jeg hører.

Men altså, vi står fast på det, og jeg må sige, at jeg mener, det er stærkt tiltrængt, og jeg mener, at det ikke er holdbart, at vi har mødre, som bliver udskrevet alt, alt for tidligt, som det sker i dag flere steder, og for at sige det, som det er, var det noget, vi sagde i valgkampen meget klart, og vi vil meget, meget gerne overholde det, vi sagde i valgkampen. Det er det, vælgerne har stemt for, og det tror jeg er en god idé.

Hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det, og fuld respekt for det, naturligvis. Når man lover noget, skal man jo også stå ved det, og jeg noterer mig også, at der er en række partier, der har det samme ønske. Jeg er bare ikke enig i, at det er den rigtige måde at bruge ressourcerne på, men det må vi jo så tage i forhandlingslokalet.

I stedet vil jeg høre: Vi er jo alle enige om, at der ikke er nogen, der skal sendes for tidligt hjem – det hører jeg også ministeren sige her – men netop det individuelle og den individuelle tilgang til, hvordan man skal behandle den enkelte familie, må vel være målet her, og hvordan vi sikrer, at vi bruger ressourcerne bedst muligt. Jeg er fuldstændig enig i, hvad ministeren siger om, at vi selvfølgelig ikke bare skal fodre hunden med dens egen hale, men den individuelle tilgang til familien, hvor man tager hånd om dem, der virkelig har brug for det, og hjælper dem derhjemme, der hellere vil være dér, kunne, i hvert fald i min optik, være en tilgang til det her område.

Ministeren.

Ja, lige præcis, og det er jo derfor, vi er nødt til at se på det meget mere grundlæggende. Det handler ikke bare om at indføre én rettighed, og så var det det. Det hører jeg heller ikke nogen sige, så det er slet ikke en kommentar til det.

Men altså, hvis man skal hjælpe dem, der virkelig har et stort behov, skal vi sætte tidligt ind, og det handler om fødselsforberedelse. Vi ved jo også fra vores sundhedsvæsen generelt set, at dem, der beder om hjælp, typisk faktisk er de ressourcestærke, hvorimod dem, der er lidt mere ressourcesvage på den ene eller den anden måde, socialt eller økonomisk, ikke rigtig beder om hjælp, og så kan vi risikere at indføre en rettighed, som kun kommer dem, der har ressourcerne, til gavn. Så det er jo helt afgørende, at det hænger sammen med den tidlige indsats.

Så er der ønske om en kort bemærkning fra Susanne Zimmer.

Tak. Og tak til ministeren. Altså, hvilke fordele er der helt konkret, helt lavpraktisk ved at få den her forhandling, der kunne startes nu, flyttet over i en sundhedsaftale?

Ministeren.

Det er der flere forskellige fordele ved. Jeg mener, at man kan se, at fødselsområdet hænger tæt, tæt sammen med mange andre elementer af vores sundhedssystem, og derfor synes jeg, at det bør tænkes ind i det hele. Så der er mange, mange gode fordele ved at tænke så vigtig en del af det sammen med andre elementer: Hvad gør vi generelt med tidlig indsats for børn, for familier, der har udfordringer, osv.? Der er rigtig mange elementer, som man kan sige at det giver god sundhedsfaglig mening at tænke det sammen med

Derudover vil jeg sige, at det her ikke bliver en gratis omgang, for vi kommer til at finansiere de ting – og ikke, som Stinus Lindgreen var inde på, ved at fodre hunden med egen hale. Vi kommer til at finansiere det, og det kommer vi til at bede Folketinget om at være med til at tage ansvar for. Og sådan en finansiering skal jo så ske et sted, hvor der er nogle penge, og det er der jo typisk i forbindelse med en finanslov.

Fru Susanne Zimmer.

Tak. Er der en vis risiko for, at det her bliver lidt udvandet, når det bliver sat sammen med alt muligt andet? Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er: Betyder det ikke, at det her bliver forsinket et halvt år, når det skal flyttes ind i en sundhedsaftale, altså så der er kvinder, der skal føde her i løbet af et halvt år, som ikke får glæde af det?

Ministeren.

Altså, vi er jo nødt til at være ærlige over for hinanden og sige: Uanset hvor geniale vi er, og uanset hvor kæmpestor en check de forskellige ordførere får fra deres finansordfører til at lægge på bordet, så bliver det ikke sådan, at søndagen efter at vi har siddet omkring bordet, så er tingene løst og problemerne ophørt, altså at vi pludselig på mirakuløs vis har masser af jordemødre og alt er bygget og klart. Det er jo ikke sådan, det er.

Selvfølgelig vil vi godt gøre det så hurtigt som overhovedet muligt, men det er så grundlæggende ændringer og problemer, vi skal tage fat på, og det tager da også noget tid at få det gjort, for det skal gøres ordentligt og gøres grundigt.

Tak til ministeren – så er der ikke flere korte bemærkninger til ministeren – og tak for at gøre klar til, at ordførerrækken kan påbegyndes. Den første ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er fru Camilla Fabricius.

Ja, ministeren har vist en højde noget på den anden side af 1 m og 80 cm, så jeg sænker lige pulten lidt ned her. Der slægter jer mere formanden på.

Tusind tak for ordet, og tak til forslagsstillerne fra Enhedslisten og fra SF om at indkalde Folketingets partier til en forhandling efter sommerferien både om fødende og om 2 dages ophold for gravide, der har fået et barn. Når vi ser på den diskussion, der har været hen over de sidste måneder – ja, faktisk i temmelig lang tid – så er det her et emne, som er ekstremt væsentligt og vigtigt. Det er det for danskerne, og det er det også for Socialdemokratiet. Vi har længe peget på, at vi mener, at det er nødvendigt at få styrket fødselsområdet, og det er jo helt afgørende for den enkelte familie at få den familieforøgelse, der kommer, i trygge rammer.

Når man som nybagte forældre oplever, at der kan være så utrolig mange ubesvarede spørgsmål og der ikke er ressourcer nok på fødegangene, bliver den situation, som ellers skulle have været en god oplevelse, som kunne præge resten af ens forældreskab, til en utrolig stressende og ikke er særlig rar oplevelse. Det er vi nødt til at få gjort noget ved, og som ministeren så utrolig godt præciserer det, er vi nødt til at få kigget på et langstrakt og ordentligt arbejde.

Jeg vil faktisk også gerne have lov til at rose ministeren rigtig meget for en – måske for befolkningen – bibemærkning i hans tale, men noget af det, jeg hæftede mig ved, var den opmærksomhed, der er på psykisk sårbare, kronisk syge og socialt udsatte. Det synes jeg faktisk at den her regering på mange niveauer har rettet opmærksomheden mod, og de forståelsespartier, der har været til at bakke op, også har sat et fokus på. Når jeg siger det, er det ikke bare, fordi jeg er familieordfører, for jeg er også socialordfører, så den sammenhæng, der netop er præciseret her fra ministerens side, synes jeg er utrolig væsentlig. Jeg vil bare sige, at det er noget, der virkelig gør mig glad.

Vi mener, at det kan være væsentligt, at man får den ret, at man kan få et ophold på et barselshotel. Den mulighed, man har, er central og vigtig. Det er nødvendigt, at man får gang i amningen og bliver klædt på til det, sådan at begge forældre føler sig trygge ved at få deres lille barn hjem.

Faktisk skal jeg også hilse mine ordførerkolleger fra et par sygeplejersker og en jordemoder hjemme i Østjylland, som, da jeg sagde, at jeg skulle herind til jer i dag og snakke om fødsel og fødselsforberedelse og en god start på livet, sagde: Tusind tak, fordi I rejser de her spørgsmål. Det er vigtigt, det er væsentligt.

Og en af dem, jeg kender, stod i sit sygeplejersketøj og med mundbind på og var klar til at yde sin kæmpeindsats på vej ind på fødegangen. Det handler jo også om, at vi sørger for, at de ansatte, vi har, er klædt ordentligt på, som ordføreren for Enhedslisten sagde i sit spørgsmål til ministeren.

Vi mener, at velfærden har været presset i lang tid, og vi har brug for, at vi får understøttet den generelle velfærd godt, at vi får sikret, at vi kommer ordentligt igennem, sådan at det ikke bare er her og nu, men at fødselsforberedelse og fødsler i det hele taget får et ordentligt løft. Vi er nødt til at sikre, at det her bliver gjort til noget væsentligt og på en god måde, og derfor håber vi også, at vi kan komme til at diskutere det her ganske grundigt.

Vi mener, at det skal ligge i arbejdet med en ny sundhedsaftale, og at den inddragende proces, der også har været med interessenterne, bliver brugt som afsæt. Det handler altså om, at det virkelig bliver gjort grundigt og ordentligt på fødselsområdet, ikke bare her og nu, men også for fremtiden. Vi har brug for, at dem, der også i fremtiden skal føde, og at nye familier i fremtiden bliver trygge, sådan at der er ro og tryghed i forbindelse med familieforøgelsen, når nye familier skal sættes i gang. Derfor bakker vi ministeren op og glæder os til at have nogle gode diskussioner i udvalget om, hvordan vi laver det fremtidige arbejde.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det, og tak til ordføreren for også at imødekomme rigtig meget af det, som der jo er adresseret i begge de forslag, som vi behandler lige nu, og også for anerkendelsen af, at der er et behov for et løft af fødeområdet mere generelt.

Jeg noterer mig – når jeg kigger ned over, hvad det er, Socialdemokraterne selv siger at de gerne vil – at de gerne vil sikre nybagte mødre ret til et 2-dagesophold på fødestedet efter fødslen. De vil også gerne sikre kvalitet i fødselsforberedelsen, og de vil også gerne kigge på, om der er brug for flere fødesteder. Og så vil de i øvrigt også gerne se på retten til at føde på det hospital, som man nu engang er tilknyttet.

Så jeg tænker jo, at hvis Socialdemokratiet stemmer for et forslag om retten til et 2-dagesophold, hvis det er det, man har brug for efter endt fødsel, så kan man krydse 25 pct. af listen af her én gang for alle. Hvad forhindrer egentlig at få sat det kryds én gang for alle?

Tak. Ordføreren.

For det første tak til ordføreren for at ridse vores utrolig gode program op om, hvad det er for nogle tiltag, der skal til. Men jeg synes faktisk, at ministeren har været meget præcis her – altså om det, at vi får økonomien til at hænge sammen, at vi får lavet nogle tiltag, som rækker ud i fremtiden, at vi får det gjort ordentligt i forhold til at få inddraget interessenter, og at vi får taget det arbejde ind, som Sundhedsstyrelsen også laver i forhold til svangerforberedelse.

Jeg vil virkelig gerne kreditere SF for at være præcis, i forhold til at vi er nødt til at gøre noget. Det er ikke et spørgsmål, om vi skal gøre noget; det er et spørgsmål om, hvordan vi skal gøre noget. Og der peger vi på, at det skal ind i det arbejde, der kommer med den nye sundhedslov. Det synes jeg er fornuftigt og godt, og det er det rigtige sted, det skal ligge.

Så derfor mener jeg ikke, at man skal vinge 25 pct. eller en fjerdedel af, som ordføreren præciserede dér, for så kommer man måske i stedet for til at lave noget galt. Derfor mener jeg, at det hører hjemme i den diskussion om sundhedsloven.

Spørgeren.

Men det ene afhænger jo netop ikke af det andet. Når vi lige præcis har peget på forslaget om at give ret til 2 dages ophold efter endt fødsel, er det jo, fordi adskillige partier netop har givet udtryk for, at de bakker op om bl.a. Mødrehjælpens forslag om, at det skal være en mulighed, og at det skal være en ret. Der er jo kæmpestor forskel på at gå rundt og sige, at vi synes det, og så rent faktisk at sætte det på papir og sige, at vi faktisk skal have truffet en beslutning om det.

Så hvorfor ikke bare sige: Nu slår vi til, alle sammen? Vi beslutter én gang for alle, at nu skal vi have forbedret lige præcis det her område.

Ordføreren, værsgo.

Altså, jeg synes faktisk, at jeg er meget tydelig omkring, at jeg mener, at vi skal have gjort noget. Det handler ikke om, om vi skal have gjort noget; det handler om, hvordan vi gør det. Der adskiller vi os så fra hinanden. Altså, vi mener, at vi får lavet det mest gennemgribende arbejde hele vejen rundt omkring familien ved at komme med en ny sundhedsaftale. Jeg synes faktisk, det er vigtigt også at få en diskussion med kommunerne om, hvordan man så løser det, når man bliver udskrevet fra hospitalet. Jeg synes også, det er vigtigt at få snakket med civilsamfundet om, hvordan man tager dem med ind, sådan er det er gearet hele vejen rundt.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Marlene Ambo-Rasmussen fra Venstre.

Tak for det. Og tak til SF og Enhedslisten for at have fremsat de her to beslutningsforslag. Det er en meget vigtig debat, vi skal have i dag, om et meget vigtigt emne, så det har jeg set frem til.

Vi har alle læst historien om, hvordan en ung kvinde midt i sin fødsel med stærke veer blevet kastet ind i en taxa og kørt fra Herlev Sygehus til Slagelse – det er vel at mærke er en køretur på næsten en time – og årsagen var slet og ret, at der ikke var plads på Herlev Hospital. Når jeg hører historier som den, skærer det mig hjertet. At blive forældre til lille nyfødt barn er forløsningen på mange måneders venten, og det skal være et lykkeligt øjeblik for de nybagte forældre. Ulykkeligvis er historien ikke en enlig svale, og Venstre mener, at problemerne på fødselsområdet kræver politisk handling nu.

Situationen er alvorlig, og jeg vil gå så langt som til at kalde det et decideret svigt af vordende og nybagte forældre – et svigt, som potentielt kan have længerevarende konsekvenser for forældre og ikke mindst for de små nyfødte. Og det er ikke kun børnene og forældrene, vi svigter her. De trivselsmæssige udfordringer blandt de ansatte på landets fødeafdelinger skriger også til himlen og skriger på handling. Regeringen har endnu ikke taget initiativ til at gøre noget, og det er derfor, vi står her i dag.

Mens vi venter på regeringen, har vi i Venstre lanceret vores eget fødselsudspil. I Venstres fødselsudspil kommer vi med syv konkrete bud på, hvordan vi kan løfte det her område hele vejen rundt. Vores mål er at sikre en god og tryg oplevelse før, under og efter fødslen. Af hensyn til taletiden vil jeg ikke gennemgå hele vores forslag, men der er dog elementer, jeg lige vil fremhæve.

I Venstre mener vi, at man bør have den samme ansvarlige jordemoder gennem hele forløbet for at skabe en bedre sammenhæng før, under og efter fødslen. Vi mener også, at både mor og far skal tilbydes fødselsscreening i forhold til efterfødselsreaktioner. I dag bliver alle mødre som udgangspunkt tilbudt den screening, men vi ved dog, at efterfødselsreaktioner også kan ramme partneren, og det må vi ikke negligere. Jeg vil anbefale at kigge til Odense, hvor vi med succes har indført tilbud om screening af begge forældre, og det har gjort os i stand til at spotte en begyndende fødselsdepression, allerede inden et barn er kommet til verden, og det er jo så indsats, der har betalt sig.

I Venstre mener vi, at førstegangsfødende skal sikres ret til at kunne opholde sig i to døgn på et hospital eller et barselshotel efter fødslen. Førstegangsfødende fortjener en særlig tryghed, og de skal ikke frygte at blive sendt hjem få timer efter fødslen. Egentlig burde det slet ikke være nødvendigt at lovgive om det, men når man ser de her skrækkelige eksempler f.eks. i Region Hovedstaden, er vi nødt til at reagere på det, og vi er nødt til at tale om at få sikret de fødende nogle rettigheder og garantier på det her område.

Vi mener også, at den øgede tryghed skal kombineres med mere frihed for de fødende. Vi vil styrke det frie valg og give den enkelte familie friheden til at vælge. Det handler om at sætte de fødende i centrum. Fødselsforløbet skal bygges op om den nye familie i stedet for at lade de fødende tilpasse sig systemet. For hvis det fødende par har det bedst med en anden model end den, der tilbydes i det offentlige, så skal de have det frie valg til at gøre brug af et privat tilbud, f.eks. en privat fødeklinik, selvfølgelig uden at vi udhuler de offentlige fødetilbud.

I dag behandler vi to forskellige forslag under et. Det ene er et forslag fra SF om at sikre en garanti for 2 dages ophold på en fødeafdeling eller et patienthotel efter overstået fødsel. Det andet er Enhedslistens forslag om at indkalde til forhandlinger om rettigheder til fødende.

Jeg vil starte med Enhedslistens forslag. Jeg kan sige det meget klart: Vi er helt enige. Det er nemlig beskæmmende, at regeringen ikke har reageret hurtigt nok på de helt åbenlyse problemer på fødselsområdet, og derfor håber jeg også, at der i dag er et flertal her i Folketinget for, at vi kan stå sammen om at presse regeringen til at få startet forhandlingerne nu. Med hensyn til hvad forhandlingerne så konkret skal munde ud i, er vi nok ikke helt enige med Enhedslisten i alt, men før vi overhovedet kommer dertil, kræver det jo, at regeringen indser, at vi skal i gang nu, og får indkaldt til forhandlinger.

SF foreslår, at der ved lov skal indføres en garanti for 2 dages ophold på en fødeafdeling eller et patienthotel for alle fødende efter overstået fødsel. Forslaget er sympatisk, og vi er i Venstre, som SF også ved, langt hen ad vejen enige.

Men politik handler også om at prioritere. I Venstre mener vi derfor, at den garanti først og fremmest skal gælde for førstegangsfødende. Det er her, behovet er størst, og vi ønsker således også at prioritere andre tiltag, som kan styrke fødselsområdet.

Til slut vil jeg bare gentage min tak til de to partier for at sætte det her på dagsordenen. Jeg forventer sådan set også, at regeringen lytter til flertallet i Folketinget her i dag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Først er det Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det, og også tak for opbakningen til området, som jeg også synes er vigtigt. Men blot så jeg også forstår det: Skal jeg forstå, at det, Venstre siger, er, at det kun er førstegangsfødende, der skal have ret til at blive på hospitalet til et barselsophold på 2 dage, altså det gælder kun for førstegangsfødende, og at Venstre ikke kan stemme for forslaget, fordi det giver ret til alle fødende at blive på hospitalet, indtil de selv synes, de er klar til at tage hjem?

Værsgo til ordføreren.

Tak til SF for spørgsmålet. Ja, i vores udspil har vi lagt op til, at førstegangsfødende skal have ret til to døgn på hospitalets barselsafdeling efterfølgende, og for flergangsfødende skal det så være et døgn. Men i virkeligheden vil jeg også gerne sige, og det tror jeg også jeg er enig med SF i, at det slet ikke burde være meningen, at vi skal sidde og sætte en dato eller et tidspunkt eller et antal døgn på.

I virkeligheden burde det være sådan, at der var rum og plads til, at man kunne se til den enkelte fødende. Der kan være en, der kan tage hjem efter få timer – arh, få timer er nok overdrevet – eller efter et halvt døgn, og så kan der være en, der har brug for at ligge der 4 dage. I virkeligheden burde det jo være sådan, og det sagde jeg også i min tale, at vi slet ikke skulle lovgive om det her. Men vi har valgt at sætte det i vores udspil, fordi vi vil have en eller anden form for garanti eller sikkerhed eller rettighed – kald det, hvad man vil – for, at de fødende ikke kan blive smidt ud få timer efter fødslen, for det kan vi ikke acceptere.

Værsgo til spørgeren.

Men det kan jo i princippet stadig væk betyde, at man som andengangsfødende bliver smidt ud få timer efter fødslen, hvis det er sådan, at vi ikke sammen laver en bund, der siger, at der må være en eller anden grænse for, hvornår man kan smide folk ud. Og den grænse måtte i virkeligheden gerne være – det er jeg nemlig enig med ordføreren i – når den fødende selv synes, at hun er klar, uanset om det er 4 dage, 1 dag eller 2 timer efter fødslen. Men det her er jo bare et udtryk for at være en bund, og den skal altså kun gælde for førstegangsfødende, hvis man skal følge Venstres forslag.

Værsgo.

Nej, vi har faktisk også sat en bund i vores udspil for flergangsfødende. Vi har faktisk sagt, at det gælder et døgn, og det skal ses i relation til, at vi har et arsenal af ting i vores udspil, og at vi virkelig gerne vil ramme det her område både før, under og efter fødslen. Derfor er der også en prioritering.

Vi har så valgt at sige, at det er 2 døgn for førstegangsfødende, og at det skal være 1 døgn for flergangsfødende. Så jeg giver ordføreren ret i, at det er en bund; for i virkeligheden burde det ikke være sådan, at vi havde brug for at sætte et antal døgn på som garanti mod nogle besparelser og mod nogle udskrivelser fra sygehusene få timer efter fødslen, vel?

Tak. Den næste er fru Pernille Skipper fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Og tak for støtten, den er jeg rigtig, rigtig glad for. Altså, nu skal vi lige se, hvordan det går, men det kan da betyde, at vi kan komme et lille skridt videre. Og jeg er i øvrigt enig i meget af det, som ordføreren siger; jeg tror faktisk, vi, Enhedslisten og Venstre, sammen kan komme rigtig langt på det her område, og det skal vi jo endelig huske og glæde os over, når det lykkes i ny og næ.

Men et af de forslag, som Venstre har med i sit udspil, og som ordføreren også nævner i talen her, er det her såkaldte frit valg. Ordføreren siger, at man skal have ret til at vælge et privat tilbud i stedet for et offentligt tilbud, og jeg tror, at der nærmest ordret blev sagt: uden at det udhuler det offentlige tilbud. Og det bliver jo nok lidt svært.

Altså, når vi kigger på, hvad problemerne egentlig er i dag i svangreomsorgen i det offentlige, ud over at der er rigtig mange, der flygter, fordi arbejdsforholdene er for dårlige, så ser vi, at det faktisk ikke er, fordi der er blevet færre jordemødre pr. fødsel, men fordi mange af fødslerne er blevet meget mere komplicerede. Og udhulingen vil jo bestå i, at de private tilbud vil tage de nemme fødsler, de ukomplicerede, dem uden diabetes, dem uden overvægt, dem uden fødselsdepression og psykiske problemer, og overlade resten til det offentlige og dermed udhule det offentlige.

Eller hvad siger Venstre til det?

Værsgo.

Først og fremmest vil jeg gerne lige kommentere det første, ordføreren sagde, og sige, at jeg nemlig også tror, at vi kan komme rigtig langt sammen, og det er jo i sig selv interessant.

I forhold til det med frit valg: Ja, det er vigtigt for Venstre, at der er mulighed for frit valg. Nu har jeg selv besøgt den private fødeklinik i Roskilde, Roskilde Fødeklinik, og jeg må bare sige, at jeg fik lyst til at få et tredje barn på stedet. Nu er fru Pernille Skipper jo selv gravid, så måske skulle hun også køre en tur forbi og se den. Fødeklinikken samarbejder jo faktisk Region Sjælland, vil jeg så også lige sige, så det er jo en mulighed at gøre det.

Vi i Venstre har sagt, at vi også gerne vil prioritere nogle ekstra midler til det her område, og vi har også sagt, vi ikke skal og ikke vil være med til at udhule det offentlige.

Nu er jeg ikke så meget inde i detaljen i forhold til takster osv., men jeg ved så meget, at der er noget, der hedder DRG-takster, og det er noget af det, vi skal have kigget på, sådan at man sikrer, at man ikke på den måde flytter og udhuler, for det er klart, at det kan vi ikke være med til. Men vi er garant for, man skal have mulighed for frit valg.

Jeg vil også bare sige, at jeg altså også har mødt rigtig mange kvinder i de her måneder, hvor jeg har arbejdet intensivt med fødselsområdet, og de har netop talt om den her mulighed for frit valg, fordi en fødeklinik mange gange er en mellemting mellem det at føde hjemme og det at føde på et sygehus.

Spørgeren, værsgo.

Det er jo fuldstændig rigtigt, at der er forskel på en fødeklinik og et sygehus, og heldigvis følges tilbuddet om fødeklinikker altså også inden for det offentlige i rigtig mange regioner. Nu nævner ordføreren selv min egen tilstand, og jeg kan med sikkerhed sige, at det er et tilbud også inden for det offentlige i Region Hovedstaden.

Så det er ikke nødvendigvis det, at man gerne vil føde på klinik, der er det afgørende her; det er, at Venstre jo ønsker, at man skal have muligheden for at tage de penge, som ellers ville gå til det offentlige, med over i det private, som ikke har en forpligtigelse til at tage de komplicerede fødsler. Er det ikke korrekt forstået, at i Venstres forslag ligger der jo også en ret til, at de private klinikker kan afvise komplicerede eller potentielt komplicerede fødsler?

Værsgo, ordføreren.

I forhold til komplicerede fødsler: Nu har jeg det selv sådan, at første gang ville jeg også foretrække at være på et sygehus, hvor der er et helt arsenal af børnelæger osv., og hvor man efterfølgende kan komme på en neonatalafdeling med barnet. Men helt ærligt: Vi vil faktisk gerne udbrede det frie valg, og det er jo godt.

Nu nævner Enhedslistens ordfører selv det her med, at der også er offentlige fødeklinikker, men er det ensbetydende med, at der ikke må være private? Er det ensbetydende med, at jeg, hvis jeg skal have mit tredje barn, ikke har mulighed for at gøre brug af de private fødeklinikker? Det synes jeg helt ærligt ikke det skal være.

Jeg synes, vi skal udbrede det frie valg, og så har vi også sagt det meget bastant i vores udspil: Vi vil ikke være med til, at vi bare udhuler de offentlige fødetilbud.

Den næste spørger er hr. Stinus Lindgreen. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg synes, at der var rigtig mange gode takter i det, jeg hørte deroppefra. Jeg er helt enig i den – som jeg også hører ordføreren sige – individuelle tilgang til den enkelte fødende og den enkelte familie. Lad os tage hånd om de problemer, de måtte have. Nogle har brug for at blive længe, nogle har brug for at bliver der kort.

Det leder frem til mit måske ikke så overraskende spørgsmål til netop det her med 1 døgn for fleregangsfødende, som jeg hørte Venstres ordfører sige, og 2 døgn for førstegangsfødende. Men jeg hørte også ordføreren sige, at det slet ikke burde være sådan. Problemet er egentlig noget andet. Så mit spørgsmål er ganske simpelt: Hvis problemet er noget andet – og det er jeg fuldstændig enig i – er det så ikke det, vi skulle tage hånd om? For hvad med dem, der har brug for at blive i 3 døgn? Risikerer vi, som ministeren var inde på, at vi faktisk kommer til at give en masse til dem, der ikke har brug for det, dem, der er ressourcestærke, som også kan bede om det, og derved misse dem, der faktisk har behovet?

Tak. Ordføreren, værsgo.

Tak, og tak til Enhedslisten, undskyld, Radikale for spørgsmålet. Min tilgang til det – nej, nu har jeg simpelt hen glemt, hvad han spurgte om. Jeg blev så forvirret over, at jeg kom til at sige Enhedslisten.

Kan vi få gentaget spørgsmålet?

Jeg beklager, hvis det var frisuren, der forvirrede. Det var omkring det med retten til 1 døgn for fleregangsfødende og 2 døgn for førstegangsfødende. Og ordføreren siger så, at det faktisk ikke er det, der er problemet, og at vi burde tage fat om det, der er det reelle problem.

Værsgo.

Tak. Vores udspil handlede også rigtig meget om hele det forberedende område, for jeg synes i virkeligheden, at det er der, vi for alvor skal sætte ind. Hvordan forbereder vi de fødende bedst muligt? Og så vil jeg sige, at der jo også er den tilgang til det – det ved jeg fra mig selv – at vi også rigtig gerne vil hjem efter fødslen. Så vi har sat det som 2 døgn til førstegangs- og 1 døgn til fleregangsfødende. Det er sådan set kun for at have et værn imod de her håbløse initiativer, der har været i nogle regioner, hvor man har forsøgt at smide de fødende hjem efter få timer. Det er simpelt hen ud fra den tankegang.

I virkeligheden synes jeg, at hele det her med fritvalgstanken og i den grad med det forberedende, altså fødselsforberedende, er vigtigt. Hvordan forebygger man, at der opstår problemer under selve fødslen, og også når parret eller kvinden kommer hjem? Det er jo i virkeligheden der, vi for alvor skal sætte ind, og det er i virkeligheden også der, hvor vi rigtig kan rykke et eller andet. Så det her bliver et værn mod de håbløse prioriteringer, der er ude i nogle regioner.

Men det andet er det, der bliver det interessante, og det er det, der kan rykke noget på det. Det er også der, hvor vi kan finde nogle penge på den lange bane.

Et opfølgende spørgsmål? Værsgo.

Tak for det. Ordføreren peger vel egentlig på, hvad problemet er. Problemet er, at der er nogle, der bliver smidt hjem for hurtigt, og det er jo, fordi der mangler ressourcer, der mangler personale, der mangler plads og tid ude på fødegangene. Det er vel det, der er problemet, så det er vel det, vi skal sikre.

For målet må vel være – og det vil jeg godt høre Venstres ordførers holdning til – at dem, der har behovet for at blive 1, 2, 3, 4 dage eller længere tid på fødegangen, selvfølgelig skal have det tilbud, mens dem, der ikke har behov for det, selvfølgelig skal hjem og så have hjælp hjemme. Det her med at lave en garanti, som rammer lidt skævt i min optik, lyder som en lappeløsning på et reelt problem.

Tak. Værsgo.

Jeg er enig med ordføreren fra De Radikale så langt, at i virkeligheden burde det ikke være det, der var meningen. Og i forhold til det der med hvad jordemødre skal lave og hvor travlt de har ude på arbejdspladsen, på fødegangene, er det i virkeligheden også det, vi gerne vil kigge på. Det er et af vores forslag. Det vedrører også hele organiseringen af det, for der tror vi også godt, at vi kan rykke på nogle ting. Og så skal vi også ind og kigge på, hvad det egentlig er, en jordemoder laver i dag. Nu har jeg talt med en del af dem, og nogle af dem nævner, at de f.eks. også skal rengøre en stue efter en fødsel. Det kunne en sosu-hjælper eller en sosu-assistent vel også gøre.

Så der er også nogle muligheder for at kigge alternativt ind i det her, og det er det, vi rigtig gerne vil i Venstre. Det er også derfor, vores forslag er sådan allround, altså vedrører både før, under og efter fødslen.

Tak. Næste korte bemærkning er til fru Liselott Blixt. Værsgo.

Jeg bliver mere og mere chokeret. Jeg troede, Venstre ville stemme for de her forslag. Det, jeg hører ordføreren tale om, er noget maskinelt. Altså, vi har i Dansk Folkeparti sammen med Venstre lavet garantier på behandling og udredning osv., og så er der det her med, at når man er andengangsfødende, får man ikke samme garanti som en førstegangsfødende. Der er altså nogen, der har en værre fødsel anden gang, og måske har de også en lille en derhjemme, som de ikke lige kan overskue at skulle hjem til med det samme, og man ved jo, at det, man mange gange siger er en garanti, bliver det, de ligger der. Så når man siger til en andengangsfødende eller tredjegangsfødende, at vedkommende har en garanti på 1 dag, så ryger vedkommende jo hjem efter 1 dag, selv om de måske har brug for flere ting. Samtidig chokerer det mig også, at man blot siger, at så skal en sosu – det hedder en social- og sundhedsassistent! – gøre rent.

Så, altså, er det ikke lidt maskinelt med de her ting?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det beklager jeg rigtig meget, Liselott Blixt. Jeg sagde forkert. Min mor er selv sosu-assistent, så der er på ingen måde noget nedværdigende i det, tværtimod. Jeg synes, det er et meget, meget anerkendelsesværdigt fag, vi taler om.

I forhold til de to beslutningsforslag har vi faktisk sagt, at vi stemmer ja til Enhedslistens, og til SF har jeg sagt, også før jeg gik i salen her i dag, at jeg synes, vi skal forsøge at lande en beretning, for langt hen ad vejen er vi jo netop enige; og jeg mener helt oprigtig talt, at det er med forebyggelsen, vi for alvor kan slå til.

Jeg har egentlig også lyttet ret meget til fagpersoner, og der er en del af dem, der også siger, at det altså ikke er et spørgsmål om, om de skal ligge der 1 eller 2 døgn eller sådan noget, og at det sådan set ikke burde være det, vi lovgav omkring. Mange af de fagpersoner, jeg har talt med, og jeg ved ikke, hvor DF står henne i det rationale, siger netop, at det er på forebyggelsesdelen, vi for alvor kan ændre nogle ting. Og jeg bliver også bare nødt til at sige, at hvis man får en ordentlig forberedelse til forældreskabet, viser forskning, at man også har bedre kendskab til selve fødslen, kommer bedre igennem den og kommer hurtigere og bedre ud på den anden side.

Værsgo til spørgeren.

Jamen altså, jeg er enig i, at forebyggelse er godt, men det er jo ikke forebyggelse, når vi taler om anden-, tredje- og fjerdegangsforældre, som måske har nogle andre grunde til, at de har brug for de flere timer. Der er nogle helt andre ting, der spiller ind, og det er derfor, jeg synes, det er maskinelt, når man kun ser på, hvad der kommer ud, hvad der er fødsel, og hvad vi kan registrere – tjek, tjek – i stedet for at se på hele personen, der skal hjem, måske til et hus, der flyder, og med børn, der skriger, eller hvad der ellers kan være, der påvirker psyken. Så det er hele personen, og det er hele familien, vi taler om.

Værsgo til ordføreren.

Det tror jeg heller ikke jeg har sagt noget andet omkring, hverken i mit udspil eller i min tale her i dag. Jeg synes tværtimod netop, at vi har fokus på familien hele vejen rundt. Vi har sågar i vores udspil også nævnt noget omkring en screening af både moren og faren for fødselsreaktioner efterfølgende og allerede under graviditeten også.

Så jeg synes egentlig, vi har ret meget fokus på familien som helhed, og jeg mener helt oprigtig talt, at det altså kunne være interessant at kigge på, hvor meget vi egentlig kunne gøre det bedre i forhold til forebyggelse og forældreforberedelse, som netop ville gøre, at de her forældre også havde lysten og overskuddet og nok viden om det til efterfølgende at tage hjem.

Tak. Den næste korte bemærkning kommer fra fru Susanne Zimmer. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren. Anerkender ordføreren, at arbejdsvilkårene, lønniveauet har stor betydning for, at vi nu står og mangler svangerskabspersonale i den her proces før, under og efter fødslen?

Værsgo til ordføreren.

Nu er jeg familie- og trivselsordfører, og jeg vikarer også som social- og sundhedsordfører, børne- og undervisningsordfører og udlændingeordfører, men beskæftigelsesordfører er jeg dog trods alt ikke. Jeg synes faktisk, at rigtig mange af vores forslag netop skal være med til at løfte området som helhed, så det gør, at de vilkår, de her jordemødre bliver udsat for derude, forbedres, og det er vi fuldstændige enige med dem i.

Men i forhold til at stå og diskutere løn her ved spørgeren såvel som jeg, at det ikke er noget, vi kan stå og diskutere her, for det ligger i nogle overenskomstforhandlinger et andet sted. Og jeg er ikke engang beskæftigelsesordfører, heller ikke når jeg vikarierer. Så det må du spørge beskæftigelsesordføreren om.

Så siger vi tak til ordføreren for Venstre. Den næste ordfører i rækken er fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Jeg vil starte med at takke de to partier, der har fremsat de her beslutningsforslag, og jeg vil sige, at når vi ser gode forslag, stemmer vi selvfølgelig for, for det her er noget, der er vigtigt. Jeg ved, der har været problemer de seneste par år, og det er også derfor, at Dansk Folkeparti under den forrige regering fik sat penge af til området, men det har ikke været nok, og når vi læser i aviserne, at jordemødre græder og fødende får traumer, reagerer vi, og derfor har der også været en rigtig stor debat.

Problemet har hovedsagelig været i hovedstaden, og det kan vi undre os over. Jeg har som sundhedsordfører stået på den her talerstol og fået høvl af socialdemokratiske sundhedsordførere i rigtig mange år for, hvorfor vi ikke gjorde noget, og hvorfor man ikke fulgte Sundhedsstyrelsens svangeranbefalinger osv. Der var vi også enige om, at hvis man bare erstattede det her »kan« med et »skal«, havde vi haft en rigtig god barsel for alle; for der står ikke noget med dage og timer, eller hvad det nu er, men at man ikke sendes hjem, før man er tryg, som man også skal være det inden fødslen.

Så kan man godt kigge på mig og tænke: Det er mange år siden, hun har fået børn. Ja, men jeg har heldigvis fået to børn, og den ene har givet mig to børnebørn på 2 og 4, og min svigerdatter er gravid, så den tredje er på vej. Jeg er meget tæt på det, så jeg ved, hvad der sker, og der er rigtig meget at kritisere.

Jeg er så heldig, at jeg bor i Region Sjælland, og det gør mine børn også, så derfor er det Region Sjællands sygehuse, de frekventerer, og de har valgt det offentlige og har været yderst tilfredse. Jeg vil sige, at min datter fik lov til at sove på barselsstuen, fordi der ikke var andre steder at sove, så derfor tog de hjem næste morgen. Jeg tror, de var der 8 timer, kom hjem, og det gik fantastisk. Og anden gang kørte de ind, fødte og tog hjem igen. Så det er slet ikke, fordi man skal være der, og det er jo heller ikke det, der er formålet.

Problemet er bare, at hvis man begynder at sige, at nu er det det, vi går efter, eller at vi nu har nogle måltal, så bliver det bare det, der er gældende. Jeg er endda også bange for at sige to dage, men to dage er bedre, end hvad der er i dag, hvor man siger fire timer. Derfor støtter jeg forslaget, for det er vigtigt, at man kan være tryg. Og der er mange ting, der ligger til grund for at være det.

Som jeg også sagde til Venstres ordfører, er det for nogle måske anden eller tredje fødsel, som er den værste. Vi ved ikke, hvilke komplikationer der kommer. Der er meget, meget stor forskel på fødsler. Det kan godt være, at der er nogle, der er yngre, men det skal man så heller ikke være. Man bliver også mange gange påduttet noget, for f.eks. var min datter 21 år, og så fik hun at vide, at hun var ung, og så skulle hun ind under det her med sociale undersøgelser, og jeg ved ikke hvad, men hun var ikke socialt udsat eller noget som helst andet. Man skal passe på med at dele alle op i kasser eller tro, at alle ville gå til forældrefødselsforberedelse, for der er måske nogle mænd, som ikke har lyst til at komme derhen.

Jeg synes, man skal kigge meget bredere, for der er brug for noget, der er meget mere vidtgående, også fordi de unge i dag sidder meget mere på sociale medier, og jeg ved, at fødselsforberedelse for dem faktisk mange gange foregår i facebookgrupper, hvor de er sammen med andre, der skal føde omkring samme tidspunkt, hvor de så giver hinanden råd og sådan noget. Det har jeg faktisk talt med Jordemoderforeningen om, og jeg mener, at der er brug for det, for det er der, de unge er, og de fravælger den fødselsforberedelse, der er i dag, fordi det er noget koldt og maskinelt, og det er det, jeg er bange for, når Venstre fortæller om deres forslag, hvor de fødende skal opdeles i bestemte grupper osv.

Vi bliver nødt til at se på, at vi er forskellige, at vi vokser op på forskellige måder, og på, hvordan vores netværk omkring os er. Min datter kunne komme hjem, fordi jeg var der og kunne fortælle hende, hvad hun skulle gøre, og så skulle hun bare følge op, og hun ammede også i 2½ år; det er nemlig rigtig sundt.

Men det er det, der er forskellen, og det bliver vi nødt til at tage med ind, når vi har en familie, hvor der kommer et nyt barn til. Vi skal kigge på de sociale forhold, netværket, hvor de bor, hvad det er for et hjem, de skal hjem til, altså om de skal hjem til et hjem, der ikke bliver rengjort, eller hvor der er alle mulige andre ting i vejen, for så kan de altså godt ryge ned psykisk, og vi ser rigtig mange, der får depressioner.

Så jeg mener, vi skal gøre en helhedsindsats, og derfor kunne jeg godt tænke mig, at vi gik ind og forhandlede det, så det ikke bare blev bum, bum, bum, og så tror vi, det er godt med det. Det er ikke sådan, det skal være. Der skal mange andre indsatser til, der skal være valgmuligheder, og vi skal kigge på de enkelte familier på en anden måde, end vi gør i dag.

Så er min tid gået.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre.

Tak til formanden, og mange tak til ordførerne for Enhedslisten og SF for at sætte en meget vigtig dagsorden på programmet. For der er jo ingen af os, der ikke bliver berørt af de mange historier, der på det seneste har været fremme, og som igen vidner om et voldsomt presset fødeområde. Det er hårdt at læse om alle de oplevelser, som nogle mødre desværre bliver udsat for, og vi kan ikke være bekendt, at vores personale på fødegangene skal løbe alt, alt for hurtigt. Det er urimeligt over for de fødende og deres partnere, som vi skal sikre en tryg og god start på tilværelsen som familie, og det er urimeligt over for vores sundhedspersonale, som vi skal sikre ordentlige arbejdsvilkår.

Det tager vi alle her i salen alvorligt, kan jeg høre, og det er jo dejligt. Det lover godt for de kommende forhandlinger. Og jeg tager det personligt meget alvorligt, både som sundhedsordfører for Radikale Venstre og som far, der selv har oplevet det indefra og snart skal til det for fjerde gang, for at det ikke skal være løgn. Der er store udfordringer, der skal tages hånd om.

Jeg kender af flere årsager bedst til Region Hovedstaden, der jo desværre også rummer mange af de problemer, der har været beskrevet i medierne. Her har vi i Region Hovedstaden i regionsrådet, hvor jeg jo også sidder, netop besluttet at løfte området. Og mon ikke, det også kommer til at fylde i de kommende budgetforhandlinger, både i denne og i andre regioner.

De konkrete forslag, som vi skal behandle her i salen i dag, handler om to ting. Det første forslag, som er fremsat af fru Kirsten Normann Andersen fra SF, vil pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag, der indeholder et krav om mindst 2 dages ophold til alle fødende og deres partnere. Det lyder sympatisk, og jeg deler intentionen, men vi kommer ikke i Radikale Venstre til at støtte det. Et sådant forslag vil lægge beslag på mange ressourcer, og ud over det ikke er finansieret i selve forslaget, er jeg ikke overbevist om, som jeg har nævnt i mine tidligere spørgsmål, at det er den mest optimale brug af ressourcer. Netop fordi området er så presset, som det er, er det i mine øjne vigtigt, at vi gør det helt rigtige.

Jeg har også noteret mig, at det ikke er et ønske, der nyder bred opbakning i de faglige miljøer, netop fordi det ikke er den bedste brug af ressourcerne. Vi skal – og det er jeg fuldstændig enig i – selvfølgelig sørge for, at de familier, der har brug for det, kan blive på hospitalet et eller flere døgn, alt efter behov. Det er bare i min optik vigtigt, at vi sikrer en god og tryg start for alle familier, men det bør tage højde for de individuelle behov i den enkelte familie.

Det andet forslag fra fru Pernille Skipper pålægger regeringen at indkalde til forhandlinger om fødeområdet. Det er jo helt oplagt nødvendigt med forhandlinger. Vi har i Radikale Venstre fremlagt vores planer for, hvad vi mener, der skal gøres på fødeområdet, og der er rigtig mange ting, der skal ses på.

Det starter allerede ved den første jordemodersamtale, hvor der bør være længere tid, så man kan planlægge det videre forløb baseret på den enkelte familie og deres behov. Der skal sikres ordentlig fødselsforberedelse, så alle får en tryg og god start på den nye tilværelse som familie. Der skal sikres nok personale på fødegangene, og vi skal sørge for ro og trygge rammer omkring selve fødslen, der tager hensyn til den enkelte familie.

Netop fordi der er så mange aspekter, er det helt afgørende, at det gøres grundigt og med blik for det samlede sundhedsvæsen, for der er rigtig mange områder, der alle sammen trænger. Derfor mener jeg også, at det er klogt at vente på de anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen netop nu arbejder på, så vi virkelig kan tage hånd om problemet, finde de rette løsninger og sikre den nødvendige finansiering. Og så mener jeg helt principielt, at det bør indgå i de samlede forhandlinger om den sundhedsreform, som jeg heldigvis har hørt både statsministeren og nu i dag sundhedsministeren love at vi bliver indkaldt til i år.

Det var ordene herfra. Tak.

Tak til ordføreren. Det gav anledning til et par korte bemærkninger. Det er først fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførertalen. Nu siger ordføreren jo ganske vist, at hvis man har brug for det, skal man have muligheden for at blive på barselsafdelingen. Nu ligger der ikke i forslaget her, at vi i SF forestiller os, at vi skal binde alle nye forældre til en barselsseng i 2 døgn, tværtimod. Men det er jo et forsøg på netop at holde bunden under fødeområdet. Så hvis man rent faktisk har brug for den tryghed, der ligger i at kunne være på et barselsafsnit efter en fødsel, mener Radikale så, at det kun kan være en ret, som man skal have opfyldt, hvis det er sådan, at vi finder penge til det?

Ordføreren, værsgo.

Tak for det. Naturligvis skal vi finde penge til det. Jeg er helt enig i problemet, som ordføreren peger på: at der er mødre, der bliver sendt alt, alt for hurtigt hjem. Jeg er bare bekymret for, at den model, der bliver lagt frem her, ikke er den rigtige.

Vi hørte ministeren tidligere sige, og jeg er fuldstændig enig, at det ofte er dem, der er mest ressourcestærke, der gør krav på det, de har ret til, og min bekymring vil være, at vi kommer til at bruge ressourcerne skævt. Jeg så hellere, at sundhedspersonalet ude på fødegangene, i samtale med familien naturligvis, giver det, der er behov for. Det er det, vi skal sikre.

Vi er jo enige om problemet. Der er simpelt hen ikke nok ressourcer. Der er ikke nok tid. Der er ikke nok personale. Det vil jeg hellere sikre, så vi kan sørge for, at dem, der er behov for at blive, kan blive, så længe de har brug for det, og de andre kan få lov til at komme hjem og få hjælp derhjemme, hvis det er det, de har brug for. Det mener jeg er en langt bedre brug af ressourcerne.

Værsgo, spørgeren.

Hvis du er svag, kan du godt få lov til at blive visiteret til det her, og hvis ikke ... Jeg synes simpelt hen, det er den billigste undskyldning, undskyld, jeg nogen sinde har hørt: Hvis man giver en ret til, at man gerne må være på en barselsafdeling efter en fødsel, er det kun de stærkeste fødende, som vil benytte sig af den, og ikke dem, der måske rent faktisk kunne have behovet for det. Altså, jeg tror ikke på, at der er en eneste, der bliver på sådan en barslesafdeling et sekund mere, end man har brug for; man vil gerne hjem med det der lille nye barn. Men hvis der ikke er et tilbud, svigter man da vel også dem, der har behovet, eller hvad?

Værsgo.

Jeg beklager, hvis jeg ikke fik formuleret mig helt klart. Det, som ordføreren sagde her, var i hvert fald ikke det, der var min intention. Jeg mener ikke, at det er så simpelt, og det var ikke min mening at sige, at det kun ville være de ressourcestærke, der ville benytte sig af en sådan ordning. Jeg lytter bare til, hvad mange af dem, der rent faktisk er derude, siger: at det her ikke i deres optik er den rigtige måde at løse problemet på.

Vi er jo helt enige om problemet – helt enige om, at der er nogle, der har brug for at kunne være der i længere tid, og som bliver sendt for hurtigt hjem. Det skal vi have løst. Jeg tror ikke, det her er den rigtige måde at gøre det på, og jeg er bange for, at vi kommer til at bruge ressourcerne skævt, i forhold til hvordan vi kunne løfte det samlet på fødeområdet.

Tak for det. Den næste korte bemærkning er til fru Pernille Skipper. Værsgo.

Jeg er enig med SF's ordfører i, at der er et eller andet lidt mystisk i det, at der ligger sådan en antagelse af, at man bliver hængende på hospitalet, fordi det er fedt. Jeg ved godt, at det hedder et barselshotel, men det er altså ikke noget spaophold – bare lige for at sige det. Det ved hr. Stinus Lindgreen også med nummer fire barn på vej, altså at det ikke er, fordi man sådan hænger med champagne og bobler; det er ikke et hotel. Så vil folk ikke gerne hjem? Det er det ene.

Det andet er, at hr. Stinus Lindgreen selv siger, at man skal starte med at gøre den første jordemodersamtale længere. Der skal være bedre tid. Det kan jeg bare ikke forstå. Hvad nu, hvis man ikke har brug for lang tid? Er det så ikke skævt, hr. Stinus Lindgreen, at Radikale Venstre har en holdning til, at den tid er for kort? Altså, det virker lidt selektivt.

Tak. Ordføreren.

Tak for det. Til det første vil jeg sige, at nej, jeg tror ikke, at der er mange, der har lyst til at blive på hospitalet længere end allerhøjst nødvendig. Jeg lytter bare til den bekymring, der er ude i de faglige miljøer, hvor de siger, at det her er de bekymrede for den vil trække ressourcerne i en forkert retning. Vi skulle hellere sørge for, at der overhovedet ikke er behov for – som tidligere ordførere også har sagt – at lave de her rigide regler for, hvor længe de må være der. Min bekymring kunne også være, i forhold til hvis man har brug for at være der i 3 eller 4 dage og man har et krav på 2 dage. Hvordan løser vi det? Jeg så hellere en meget mere fleksibel, meget mere individuel tilgang til det.

Til det andet spørgsmål omkring den første jordemodersamtale vil jeg sige, at ganske rigtigt er det nok ikke alle, især ikke flergangsfødende, der har brug for 1 time. Pointen fra vores side er at sørge for at gøre noget ved den samtale, der i dag kun er 20 minutter og har været det de sidste 10-15-20 år. Hvis man bruger længere tid, især ved de førstegangsfødende, på at finde ud af, hvad det er for en familie, man har med at gøre, og om der er nogle specielle behov, kan man derved spare tid og ressourcer på sigt i forløbet.

Værsgo.

Men det er præcis det, der er argumentet for alle de andre rettigheder, som vi taler om, altså en bund, et minimum, for at sikre, at hvis behovet er der for seks gange fødselsforberedelse på små hold, så skal man have mulighed for det. Man behøver ikke; det er ikke tvang. Hvis man har behov for 2 dage eller mere på hospitalet, skal man have mulighed for det. Det er ikke tvang. Og hvis man har behov for mere end 20 minutter til den første vores samtale, skal tiden være sat af til det.

Men med hr. Stinus Lindgreens argumentation vil det jo også betyde, at hvis man sætter 1 time af til alle jordemodersamtaler, så ville man risikere at spilde noget tid og med hr. Stinus Lindgreen egne ord: bruge ressourcerne skævt.

Værsgo.

Ja, pointen er, at når jeg taler med jordemødre derude og ser på, hvordan de bruger tiden i dag, så er der rigtig mange områder, der fylder meget mere. Vi har mange flere komplicerede fødsler, mange flere, der er kronikere og diabetikere, og vi kan scanne meget mere, så de bruger ressourcerne dér, og alt muligt.

Der er et ønske om at bruge tid på at kortlægge fra starten, hvad det er for en type familie, og hvad det er for en type graviditet, man har med at gøre. Og det er deres vurdering, at det ville kunne spare tid på sigt at bruge tid dér, hvor der er behov for det, og mindre dér, hvor der er mindre behov for det.

En person som jeg behøver ikke samme tid til jordemodersamtaler i forbindelse med en graviditet fjerde gang, som en førstegangsfødende har. Det er præcis den fleksibilitet, som jeg gerne så at vi fik ind i vores system.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti. Kan jeg overtale hr. Stinus Lindgreen til lige at gøre talerstolen klar? Tak.

Værsgo.

Tak for det, formand. Også tak til både fru Kirsten Normann Andersen fra SF og fru Pernille Skipper fra Enhedslisten for at sætte lys på et meget vigtigt emne, nemlig at sikre gode fødselsforløb for familierne.

For mange kan det at føde desværre være en utryg oplevelse. Fødeafdelingerne er presset, og mange par føler i dag, at de bliver hastet igennem. Det er langtfra jordemødrenes skyld. De løber allerede meget stærkt og gør alt for, at det skal blive en rigtig god oplevelse at blive forældre.

Men vi må konstatere, at der ikke er jordemødre nok. Derfor har vi også i Det Konservative Folkeparti foreslået, at jordemødrene skal have nogle flere kollegaer. Helt præcis vil vi tilføre 244 jordemødre til landets fødeafdelinger. Ifølge Jordemoderforeningen vil forslaget nemlig give jordemødre nok til at sikre en god kvalitet ved fødslerne, og god kvalitet skal der være – trygheden skal tilbage, og arbejdsforholdene på fødeafdelingerne skal være bedre. Der skal være tryghed både før fødslen, under fødslen og efter fødslen. Og efter fødslen kommer de kommunale sundhedsplejersker jo også ind i billedet.

Vi synes også, det er en god idé at sikre førstegangsfødende ret til et lidt længere ophold på fødeafdelingerne, hvis der er behov for det. Den nybagte familie skal nemlig ikke være nervøs for at blive sendt hjem ganske kort tid efter fødslen. Men vi mener ikke, det er hensigtsmæssigt at tilbyde alle fødende den mulighed – simpelt hen fordi det vil skabe flere problemer, end det løser, så længe der ikke er kapacitet nok. For fleregangsfødende må det derfor være en sundhedsfaglig vurdering, der ligger til grund for, hvornår hjemsendelse er passende.

Vi kan derfor ikke støtte SF's forslag, men vi vil gerne støtte opfordringen fra Enhedslisten til regeringen om at indkalde til forhandlinger. Det hørte jeg også ministeren kvittere for, og det er rigtig fint. Som også på andre områder må det gerne være før sundhedsaftalen, for jeg synes faktisk, at der er mange ting, som presser sig på, og som vi godt kan tage hul på allerede nu; det gør det her emne bestemt, så lad os nu se at komme i gang. Tak for ordet.

Tak til den konservative ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak. Jeg har selv haft fornøjelsen af at stifte bekendtskab med en fødegang to gange – og de har faktisk for vores vedkommende, må jeg sige, været to rigtig, rigtig gode oplevelser – og i den anledning skal jeg lige sige: Hej Agnes og hej Anna, farmand kommer forhåbentlig snart hjem.

Når man så dykker lidt ned i tallene, kan man se af den undersøgelse, som man lavede i 2018, tror jeg det var, hvor de tjekkede op på 7.400, var det vist, at 87 pct. af de fødende faktisk var tilfredse med det fødselsforløb, de havde været igennem. Jeg synes også, det er værd at tage med i den samtale, vi har. Og vi har ikke nogen holdning om, at der ikke er noget galt; vi har ikke en holdning om, at der ikke skal laves noget om, men jeg synes også, det er væsentligt, at sige, at da man undersøgte rigtig, rigtig mange, var rigtig mange af dem faktisk tilfredse med deres samlede forløb.

Så er der to forslag her. For det første et af Enhedslisten, som vil indkalde til nogle forhandlinger. Jamen det er vi i Nye Borgerlige selvfølgelig altid med på, så det kan vi godt støtte. Det synes vi er sådan en kollegial ting – når folk gerne vil indkalde til forhandlinger, støtter vi det i princippet altid, og vi kommer gladelig til dem.

Så er der SF's forslag, som vil koste, som ministeren siger, omkring 100 mio. kr. Det er ikke noget, der skræmmer os, vil jeg sige – 100 mio. kr. – og vi vil også gerne anvise en finansiering med det samme. For det er sådan, at i regionernes budget bruger man faktisk 2,6 mia. kr. på det, der hedder regional udvikling, og hold da op, hvor der bliver spildt mange penge og fråset med mange penge dér til alle mulige sjove projekter. Så vi så gerne, at man f.eks. bare fra næste år sagde, at så kunne det beløb være 2,5 mia. kr. – stadig væk masser af penge til regionalt frås derude, men så kunne man flytte de 100 mio. kr. derover. Det vil sige, at finansieringen ikke ville være et problem.

Så er det mere et spørgsmål om, om det er det rigtige og den rigtige måde at løse det på. Og det kunne jeg godt tænke mig at få nogle tal på, inden jeg bliver overbevist om det. For spørgsmålet er, om det her er et generelt problem, eller om det mere er regionalt. Altså, når man hører Region Sjælland, er Slagelse Sygehus godt med; Herlev Sygehus har kæmpestore problemer. Vi hører, at nogle steder kører det fint. Hvad er det, som de regioner og de hospitaler, som har de her store problemer, gør galt fagligt og i den måde, de organiserer deres arbejde på? Har de organiseret det anderledes? Har de en anden struktur? Ligger der en anden model for, hvordan de sosu-assistenter arbejder på de afdelinger, i forhold til hvordan det er på andre afdelinger?

Jeg synes, der er en lang række elementer, som skal undersøges, for at vi kan sige, at det er det rigtige at gøre. Det kan godt være det rigtige at gøre, og vi er ikke afvisende over for det, men vi synes, at vi godt vil have nogle data, nogle tal på det i forhold til at spørge: Hvor er problemerne? Hvad ligger der i det? Er det, fordi der rent geografisk er nogle skævheder, i forhold til hvor mange ekstra undersøgelser der skal være i f.eks. Region Hovedstaden kontra andre steder i landet, og at de her jordemødre derfor er mere pressede dér og har flere opgaver, end de ellers ville have?

Så der er en lang række områder der, som vi godt kunne tænke os at kigge på, i forhold til hvad det er, der gør, at der er meget, meget stor forskel på det, f.eks. sådan noget, som at de har ubesatte stillinger nogle steder, men mangler ansøgere nogle andre steder. Der kan ligge noget i forhold til ledelse; der kan ligge en masse ting der, som vi gerne vil have undersøgt, inden vi vil sige, at vi vil støtte præcis den model.

Men finansieringen mener vi man sagtens kan finde. Og vi er meget, meget enige med De Radikale – det skal jo ikke være således, at folk, hvis de har behov for at være der, ikke kan være der på grund af noget strukturelt i forhold til ressourcer. Så det er vi åbne over for at kigge på. Det skal være ordene herfra. Så god weekend til jer alle sammen.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Susanne Zimmer. Værsgo.

Jeg tror, at vi alle sammen ved, at de første 1.000 dage af et barns liv er afgørende for barnets fremtidige liv. Og børnene er vores fremtid, og det er helt afgørende for familiens trivsel og for forældrenes evne til at være gode forældre, at barnet får en god start og familien får en god start.

Men sådan ser det ikke ud lige nu. Vi har en skævhed, sådan at de forældre, der har brug for mere hjælp, end de kan få, kan betale for at få hjælp. Man kan f.eks. få 2 timers ammerådgivning for 2.500 kr. Så kan man blive rustet lidt og få den hjælp, som man ikke får fra det offentlige. Det er vigtigt at se på fødselsforberedelser, på fødslen, på sundhedsplejerskebesøg efterfølgende, på ammevejledning og på de ting, der kan give en god start på barnets liv.

Der er en større utilfredshed med fødselsforberedelserne, kan vi høre fra Jordemoderforeningen. Der er fødende med traumer fra deres fødsler, hører vi fra flere hundrede fødende i Region Hovedstaden, fordi de bl.a. bliver flyttet fra ét fødested til et andet i løbet af fødslen. Og det er sket inden for de sidste år. Børn udsættes for unødvendig fare under fødslen, kan vi også se fra DR og andre medier.

Der skal være en bedre og mere lige behandling i landet. Det skal ikke være postnumrene, der afgør, om man får en god start på livet eller ej. En reaktion på det er måske, at vi ser rigtig mange hjemmefødsler. Der har været en fordobling af hjemmefødsler fra 2012 til 2016 – så på det tidspunkt var 3 pct. hjemmefødsler. Det kan være en rigtig fin ting, men hvis man gør det, fordi man er utryg ved at skulle ind i det offentlige system og ind på sygehusene, er det en rigtig dårlig baggrund. Det er faktisk sådan, at kun halvt så mange oplever komplikationer, når de har hjemmefødsel, og det begrundes med, at der er mere ro og tryghed, og det er jo det, vi har brug for også at få på vores fødestuer.

Når vi taler om at forbedre fødendes forhold og oplevelser, er vi nødt til at se på personalets forhold og oplevelser på hospitalerne – det hænger sammen. Vi skal have bedre forhold for fødende, og det skal bl.a. sikres ved, at vi får bedre forhold for jordemødre og andre faggrupper. Vi skal have ansatte, der tager sig af familien i deres graviditet og fødselsforløb. Vi er nødt til at kigge på strukturer og ikke bare give lov til de 2 dage på barselsafsnittet. Det er fint, at SF har lavet et overslag over, hvad det vil koste at indlogere en familie på et barselsafsnit i 2 dage, men det her er et strukturelt problem, som har dybe rødder i besparelser på sundhedsområdet, umulige effektiviseringsforsøg og uværdige løn- og arbejdsvilkår for de ansatte i sektoren.

I mange år har personalet råbt op på hospitalerne. Det seneste stykke tid har vi set mange nye bevægelser spire frem inden for sundhedssektoren i forhold til de kvindedominerede fag. Der er en voksende bevægelse af jordemødre, som siger, at nu er nok nok, og dem skal vi tage seriøst. En tredjedel af jordemødrene har skrevet under på et åbent brev til formanden for Region Hovedstaden, hvor de kræver ordentlige arbejdsvilkår og skriver:

»I er ved at kvæle både os, kvinderne i vores varetægt og det fag, vi brænder for.«

Over 1.000 jordemødre og studerende nægter at skrive under på nye ansættelseskontrakter i det offentlige, fordi de oplever urimelige arbejdsvilkår og en latterlig lav løn. Jordemødre bryder sammen på arbejdet og går ned med stress, og to tredjedele har faktisk overvejet at sige deres job på fødegangen op. Ja, selv en blind kan se, at der er noget galt.

I Frie Grønne bakker vi derfor op om forslaget om at indkalde til forhandlinger om fødendes rettigheder, hvor vi kan finde ambitiøse løsninger for at forbedre vilkårene for fødende og forbedre vilkårene for ansatte i sektoren. Vi ser situationen på fødegangene som et strukturelt problem, der hverken kan eller skal løses med opportune snuptagsløsninger og lovgivning, som giver 2 dages ret til at være på barselsgangen.

Lad os få de faglige organisationer og erfaringerne fra gulvet med, og vi kan starte med at kigge på Jordemoderforeningens udspil. Vi vil i forhandlingerne presse på for at sikre gode rammer og muligheder for fleksibilitet lokalt og regionalt og lade de specifikke faglige vurderinger være op til det dygtige personale med faglighed og erfaring på området. Vi støtter begge forslag. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Der er heller ikke flere servietter, men der kommer nogle her, og så klarer vi det nok alt sammen. Vi har masser af servietter.

Den næste ordfører er ordfører for forslagsstillerne på B 159 fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Mange tak. Tak for ordet, tak for bemærkningerne. Tak, fordi I holdt ud til at forhandle her sidst på en fredag eftermiddag. Og ikke mindst tak for bemærkningerne til forslaget om 2 dages barselsophold for fødende.

SF har fremsat beslutningsforslaget, fordi det er tydeligt, at der er behov for handling på fødselsområdet. Når en lille ny kommer til verden, er det et af livets største mirakler. Som nybagt forælder kan man føle sig på gyngende grund. Hvad føler det lille barn? Hvorfor græder det? Er det det rigtige, man gør? Er jeg nu en god nok forælder? De tanker tror jeg alle, der har fået børn, kender.

Desværre har vi længe set problemer på fødselsområdet tårne sig op. Det ved alle partierne herinde. Det ved ministeren også godt, for vi, Enhedslisten og SF, havde ham jo i samråd for bare nogle uger siden netop også om fødselsområdet.

Da Marie fødte sin søn Emil, blev hun sendt hjem efter kun 4 timer. Det er jo nok bare det, man skal, tænkte hun. Men hun havde bare ikke fået amningen til at fungere, og det endte med, at hun besøgte Rigshospitalet hver anden dag i de følgende 2 uger. Og fordi hun ikke kunne få amningen til at fungere, følte hun sig stresset både over amningen, men også over, om hun var god nok. Marie var alene om at få amningen i gang, men hun er langtfra alene om problemet.

Siden 2018 har man vidst, at hver tredje kvinde i ringe grad følte sig forberedt på amningen, og hver fjerde fik ikke den hjælp til amningen, de havde brug for, på hospitalet. De problemer rammer ikke kun de fødende. De rammer heller ikke kun partnerne til de fødende. De rammer i den grad også jordemødrene.

Den utryghed og de mange spørgsmål skal vi have sat en stopper for. Læg dertil adskillige beretninger fra jordemødre og personale på fødegangene, der ikke føler, at de kan udføre deres arbejde ordentligt på grund af en enorm travlhed. Et godt fødselsforløb giver ro i maven, tryghed i sindet og faglig stolthed ikke mindst.

For det er altså ikke bare noget, de siger. Nej, landets største fødeafdeling på Hvidovre Hospital var i 2020 i rød eller gul trekant i halvdelen af tiden; altså kun grøn trekant, hvor der er ro til arbejdet, i 50 pct. af tiden. Chefjordemoderen vurderer ellers, at man for at have et godt arbejdsmiljø bør være i den grønne zone mellem 90 og 95 pct. af tiden. Det er alligevel en forskel, der er til at tage og føle på. Stress og travlhed er bare blevet en del af normen.

Jeg synes, at det er utilgiveligt, at fødende forlader fødeafdelingen, få timer efter de har født, når de i virkeligheden har brug for ro og tryghed til at nyde det nye lille mirakel. Det er utilgiveligt, at jordemødrene forlader fødeafdelingerne, fordi de har brug for ro og tryghed, men ikke kan få det. Jeg synes, det er skammeligt for vores samfund, at både fødende og personale forlader fødeafdelingerne med traumatiserende oplevelser. Ingen vinder på det, alle taber på det.

Støttepartierne og regeringen er enige om, at Danmark skal være verdens bedste land at være barn i. Landets statsminister ønsker sågar at være børnenes statsminister. Derfor er jeg også enormt skuffet over, at regeringen og Socialdemokratiet ikke bare stemmer for det her forslag. SF's forslag om at give fødende ret til 2 dages ophold på fødeafdelingen er et vigtigt forslag, hvis vi skal løse problemet med den manglende tryghed på barselsafdelingerne. Så må jeg minde om, at Socialdemokratiet gik til valg på 2 dages ophold på et patienthotel for fødende i 2019.

Vi skal ikke bare sikre, at Danmark er verdens bedste land at være barn i. Vi skal også være verdens bedste land at komme til verden i. Vi har brug for at sætte en bund under fødselsområdet og give et sæt af minimumsrettigheder, så alle parter bliver taget alvorligt, og så alle børn kan få en tryg start på livet, uanset om de bliver født i Aalborg eller i Gentofte. Jeg noterer mig dog, at ministeren siger, at det vil være en prioritet for regeringen i de kommende sundhedsforhandlinger, og det er trods alt positivt.

Jeg vil gerne sige tak til Dansk Folkeparti og til Enhedslisten og til fru Susanne Zimmer og også til Nye Borgerlige for at tilkendegive, at der muligvis også er plads til at stemme for forslaget her. Jeg synes, det er vigtigt en gang for alle at sætte en stopper for problemet med manglende barsel til fødende.

Jeg er skuffet over, at så mange partier har det med i deres valgprogram og alligevel vælger at sige, at de ikke stemmer for forslaget om at sikre den nødvendige barsel til kvinderne efter endt fødsel. Det er så nemt at mene noget, men nu har vi faktisk også muligheden for at gøre noget. Og en forudsætning for, at vi får gjort det, vi skal gøre, er, at vi her i Folketinget siger til hinanden: Nu er det nu, venner, nu gør vi det. For der er brug for, at vi en gang for alle får skabt den tryghed, som de kvinder har brug for.

Derfor havde jeg håbet på opbakning til forslaget i dag – det kan jeg forstå at der ikke er. Så må vi se, hvor langt vi kan nå i en udvalgsbehandling. Men jeg vil gerne sige jer alle sammen tak for behandlingen af forslaget i dag, og tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er ordføreren for forslagsstillerne til B 242, og det er fru Pernille Skipper fra Enhedslisten. Værsgo.

Tusind tak for en rigtig vigtig debat, som jo heldigvis – kan man sige – ikke kun har været herinde i Folketingssalen, men som er en af dem, som har været rigtig mange steder i det danske samfund, og som vi nok også alle sammen herinde må sande at vi i hvert fald ikke den her gang kan tage æren for at have startet. For der er en masse kvinder, deres partnere, deres familier, jordemødre, sosu-assistenter, som arbejder i faget, som har startet den her debat, og som bliver ved med at holde os til ilden, og som har tvunget os alle sammen til at komme med diverse udspil på området, og det er jo egentlig bare rigtig fedt at se demokratiet i fuld flor, og at vi også er påvirkelige herinde. Det synes jeg er det første gode.

Noget af det første, som man lærer – eller som jeg i hvert fald lærte – da jeg blev valgt til Folketinget nu – er at tælle til 90. Det kunne jeg også forinden, men jeg blev ekstra god til det, og jeg synes, at vi begynder at nærme os i hvert fald med hensyn til det ene beslutningsforslag her, og det sker ikke så tit. Men det er også rigtig godt, fordi det viser, at vi har et ønske om at få gjort noget på området, og at der er et bredt flertal for det, og også et fælles ønske om at presse sundhedsministeren til måske at gøre det lidt hurtigere, end han ellers ønskede.

Noget af det andet, som man lærer i Folketinget – eller som jeg i hvert fald lærte – er at tjekke historikken. For der er tit en anden fra Enhedslisten, der har sagt noget klogt før dig, og det har jeg også tjekket den her gang, og den første, som jeg i hvert fald fandt, var fra 2004, hvor Enhedslistens daværende folketingsgruppe første gang foreslog, at man indførte nogle rettigheder for fødende og deres partnere; og så var det igen i Folketingssalen i 2007, hvor det var Line Barfod, den daværende sundhedsordfører fra Enhedslisten. Det er lige præcis 14 år og 5 dage siden, de havde den forhandling, og hvor hr. Lars Løkke Rasmussen, den daværende sundhedsminister fra Venstre, sagde, at det var et alt for rigidt krav at stille, at man kunne have den samme jordemoder i løbet af et forløb, og at der ikke var behov for en yderligere regulering, andet end at man kunne følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og at de nye regioner nok skulle sørge for, at det hele blev fikset.

Så er det jo bare rigtig godt, at vi på trods af rotationsordningen har noget vedholdenhed i Enhedslisten, og Stine Brix tog efterfølgende over og talte også om rettigheder til fødende, bl.a. i 2016, og hr. Peder Hvelplund før mig, og nu står vi her så en gang til, og nu er vi ved at være oppe på 90 mandater. Så der er her noget med vedholdenhed, som jeg egentlig også tænker at vi kan tage med os – sagt lidt i spøg.

Men vores beslutningsforslag indeholder jo sådan set meget simpelt, at vi skal sætte os til et forhandlingsbord, at vi skal lave nogle rettigheder, og at vi skal sikre nogle bedre arbejdsforhold, og så kan vi være enige eller uenige om, præcis hvordan det skal gøres. Men det, som vi i Enhedslisten siger, er det samme, som rigtig mange andre fra begge sider af salen herinde også har sagt i dag, nemlig at det både handler om før, under og efter fødslen.

Jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at vi taler om minimum 2 dages barselsophold på et barselsafsnit, hvis man vil det, men også om en ret til fødselsforberedelse i små hold, om sammenhængende og individuelle forløb; at man får mulighed for at få samtaler med en ammeuddannet kommunal sundhedsplejerske, også inden fødslen; at der sikres kontinuitet med en kendt jordemoder; at der i alle fem regioner også er lavet målrettede indsatser for særligt sårbare og screeninger; at man efter fødslen har adgang til ammerådgivning i det offentlige og døgnbemandet, med videokonsultation, så man kan ringe, når tingene er svære; og at der også er hjælp til familier, der er psykisk påvirket af både graviditets- og fødselsforløb.

Det er bare nogle af de ting, som det er vigtigt at vi får adresseret, og det er for mig at se også en af grundene til, at jeg er meget bekymret for at vente, indtil vi sidder med en stor, samlet sundhedsaftale, for det er ikke nogen lille opgave, vi skal i gang med efterhånden. Vi skal både sikre, at det ikke bliver bureaukratiske regler, og at minimumsstandarder ikke bliver maksimumsstandarder, og at vi, når man f.eks. siger 2 dages ophold på et barselshotel, så skal huske at skrive »eller tilsvarende«, fordi det også kan være, at der er nogle, der ønsker at få opfølgende samtaler derhjemme osv.

Så derfor er jeg bekymret for at proppe det ind i en stor sundhedsaftale. Jeg kan heller ikke se, hvad det er i Sundhedsstyrelsens nye gennemgang og anbefalinger, der skal gøre, at vi bliver nødt til at vente.

Men jeg vil dog give ministeren én ting, som er rigtig vigtig, som ministeren sagde i sin tale, nemlig at finansieringen jo er nødvendig. For vi har alt for mange gange set, ikke på fødeområdet – for der skulle regionerne åbenbart nok fikse det, som hr. Lars Løkke Rasmussen dengang mente – men på andre områder, hvor vi har lavet en form for minimumsrettigheder i sundhedsvæsenet, at det, hvis man ikke finansierer det, så vil suge ressourcer og udhule andre områder. Og det er jo en af grundene til, at de ældre medicinske patienter er nogle af dem, som har det dårligst i det danske sundhedsvæsen – dem er der aldrig nogen der har lavet en pakke til – og det er også en af grundene til, at det står skidt til på fødselsområdet. For man suger ressourcer ud af ét område og giver dem til et andet.

Så derfor skal der følge penge med, og det vil jeg medgive ministeren. Vi kan ikke være bekendt at levere på det her uden at levere de kroner og øre og den prioritering, der skal til.

Når jeg synes, at det her er så vigtigt et område, er det også, fordi det er fuldstændig basal velfærd, og i nogle af de mange debatter, der har været om det, indvendte jeg, at der nu er en meget stor ulighed på fødselsområdet, og at rigtig mange af dem, som har penge til det, kan betale sig til fødselsforberedelse i små hold og i stor stil gør det, eller de kan betale sig fra at være på en privat fødeklinik eller få ammerådgivning, og det er der jo ikke noget galt i. Men det er bare ikke noget, som alle har råd til, og det betyder, at det rammer skævt med de nedskæringer, vi står over for.

I en af de her debatter, hvor jeg indvendte det, var der så en, der sagde til mig: Jamen er det ikke lidt ligesom at være på spaophold? Det er ikke løgn, og argumentet var, at det jo er noget, som nogle har råd til, og som andre ikke har råd til. Men i det ligger der jo også en antagelse af, at det at få ammerådgivning eller fødselsforberedelse i små hold eller måske bare at have en jordemoder til stede under hele fødslen er luksus, at det er sådan noget ekstra, som man ikke rigtig kan tillade sig at forvente, medmindre man har pengene til det.

Og der er det jo rigtig vigtigt at holde fast i, hvad det er for et samfund, vi har her, at det er helt basal velfærd, at det er helt grundlæggende at sikre trygge fødslesforløb før, under og efter for alle, uanset hvor stor en pengepung man har. Og selv om det hedder et barselshotel, er det ikke et hotelophold, og det er ikke spa, men det er en tryg start på livet for nogle små mennesker, som i øvrigt kan betale sig, for hvis vi gør det på en ordentlig og god måde, ved vi, at vi sparer, jeg ved ikke, hvor mange penge senere hen.

I skal alle sammen have lov til at holde fredagsbar, eller hvad der nu venter, og det sidste, jeg vil sige, er, at jeg synes, det er så vigtigt, at vi taler om arbejdsforholdene for jordemødrene og også for de andre ansatte i svangreomsorgen i det hele taget, og det er ikke kun et spørgsmål om at sikre nogle flere ressourcer. For vi kan jo lige nu se, at der f.eks. i Region Hovedstaden er ledige stillinger, at der er stillinger slået op, som man ikke kan besætte, og gennemgangen er så hurtig, fordi forholdene er i en nedadgående spiral.

Så vi skal på en eller anden måde have fået lagt os på knæ for jordemødrene, for de erfarne sosu-assistenter – social- og sundhedsassistenter, undskyld, for fru Liselott Blixt havde ret tidligere – som har været i svangreomsorgen længe, som har været i faget længe, og bede dem om at komme tilbage. Dermed skal vi ikke kun levere rettigheder og bedre normeringer, men vi skal også levere en bedre vagtplanlægning, ordentlige skemaer og et hensyn til, at det er enormt svært at få det her arbejde til at hænge sammen med et familieliv, og så skal vi sikre en ordentlig løn, og det ved jeg godt ikke er en del af forslaget.

Men jeg vil bare sige, at når 1.071 jordemødre og jordmoderstuderende – det er mere end en fjerdedel af dem, vi har af jordemødre og jordemoderstuderende i Danmark – skriver, at de ikke vil ansættes i det offentlige, før de får ligeløn, fordi de nu i for mange år har kæmpet med en uretfærdig løn, hvor de er placeret lavere end i fag med tilsvarende ansvar og uddannelse, så bliver vi altså nødt til at lytte til det, og det kan godt være, at vi synes, der lige nu er problemer i svangreomsorgen. Men prøv lige at forestille jer, hvad der sker, hvis de tusind rent faktisk ikke skriver under på en ny ansættelseskontrakt. Så lukker der fødeafdelinger, og så har vi overhovedet ikke set det, som man kan kalde problemer, endnu.

Men tusind tak for opbakningen og en rigtig god debat. Jeg er sikker på, at vi bliver ved med at have den i lang tid, og at der er en masse mennesker, som vil holde os til ilden. Det har været en af de bedre fredage eftermiddage i Folketingssalen, vil jeg sige.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Det er godt nok fredag eftermiddag, men det her er ikke et drillespørgsmål. Men vi kan konstatere, at det brænder derude. Der har været to finanslovsforhandlinger og lavet to finanslove. Vi snakker om 100 mio. kr., og det er jo ikke et stort beløb, når man sidder med en finanslov. Hvad er det, der har trukket ud? For det står jo i forståelsespapiret, at Enhedslisten har et ønske om det, og det har SF, og jeg hører også Radikale sige, at de gerne vil. Hvorfor er det ikke allerede sket?

Værsgo, ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Uanset om det var ment drillende eller ej, er det et helt rimeligt spørgsmål. Først vil jeg sige, at jeg ikke tror, at 100 mio. kr. kan gøre det, fordi det nok er det, som vi kan estimere bare det at få lov til at være indlagt i nogle døgn efter fødslen i sig selv koster. Men skal vi gøre det ordentligt, koster det mere end det.

Og hvorfor har vi så ikke gjort det før? Det er, fordi vi har gjort nogle andre ting. Det helt ærlige og fuldstændig redelige svar er jo, at når man sidder i en finanslovsforhandling, skal der prioriteres, og der har været rigtig, rigtig mange problemer – der er stadig væk rigtig mange problemer – i det samlede velfærdssystem, som vi har skullet og skal, forhåbentlig i fællesskab med det nuværende flertal, løse.

Vi har sikret, at der er penge til 1.000 ekstra medarbejdere i ældreplejen. Vi har sikret flere ansatte sygeplejersker. Vi har sikret minimumsnormeringer i daginstitutionerne, hvor der også har været nedskæringer, og hvor der også har været for få personaleressourcer og for dårlige forhold. Så det er simpelt hen et spørgsmål om, at der var meget andet, der kom før det. Det kan man jo så være enig eller uenig om var den rigtige rækkefølge, men det er det ærlige svar.

Spørgeren, værsgo.

Ja, og det er der, kæden hopper af for mig, fordi når jeg kigger på det seneste finanslovsforslag, står der, at man har givet DR 200 mio. kr. mere om året. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at man kan prioritere det og sige, at det er vigtigere at give flere penge til DR, end der er at få løst det her. Når ordføreren selv siger, at det er en prioritering, så har man jo prioriteret DR og journalister derude, som havde 3,7 mia. kr. i forvejen, og givet dem over 200 mio. kr. mere om året. I stedet kunne man have finansieret det her og allerede have sat det i gang. Det er der, kæden hopper af for mig.

Værsgo, ordføreren.

Jeg er sådan set godt klar over, at hr. Lars Boje Mathiesen synes, at de nedskæringer, som var planlagt af den tidligere regering på vores publice service-tv-station DR, skulle have været gennemført med de mange fyringer til følge, som det ville have medført.

Jeg ved også godt, at hr. Lars Boje Mathiesens parti vil bruge mange, mange milliarder, som vi stadig væk ikke har hørt hvor skal komme fra, til skattelettelser, og det er noget, som partiet har fremført igen og igen – også før finansieringen af fødegangene, og det er jo sådan, prioriteringer er. Men det er rigtigt, at vi har brugt rigtig mange penge for at redde store dele af den offentlige sektor fra nedskæringer, og forhåbentlig er det næste, vi kommer til, fødegangene.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslagene til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.