På vegne af Dansk Folkeparti vil jeg gerne kvittere for den gode debat, vi har haft her i Folketinget omkring transportsituationen til og fra Bornholm. Det kan godt være, der ikke er så mange, der deltager i sådan en debat her i Folketinget. Der er jo som regel kun en fra hvert parti, og sådan er grundvilkårene. Men ikke desto mindre synes jeg faktisk, vi kom pænt langt omkring i forhold til den situation, det øjebliksbillede, der var, ikke mindst før jul, hvor man lige pludselig oplevede den absurde situation, at Danmark var afskåret fra Danmark. Det var noget, der nok undrede rigtig mange, og det var noget, der gav store bekymringer, og det var også noget, som gav rigtig mange bornholmere en rigtig dårlig oplevelse. Og jeg tror også, det gav rigtig mange af dem, som havde påtænkt at tage til Bornholm og fejre julen osv., en ligeså dårlig oplevelse.
I Dansk Folkeparti synes vi ikke, det kan være rigtigt, at vi har en model, som overhovedet muliggør, at Danmark kan blive afskåret fra Danmark, at danskere kan blive afskåret fra danskere, med mindre de har en god forbindelse via et flyselskab og kan få en af meget, meget få billetter. Men det var ikke desto mindre noget af den situation, som vi i hvert fald oplevede tidligere. Og nu kan man så sige, at gode forhandlinger – og en minister, som trods alt også skal have den cadeau, at der er gjort en indsats i forhold til at afhjælpe så hurtigt, som det lod sig gøre – naturligvis ikke er nok, set i forhold til at situationen er optimal for Bornholms vedkommende. Derfor var det, at Dansk Folkeparti valgte at fremsætte et beslutningsforslag, hvor vi brugte meget tid på at lave en lang formulering af det med en lang række faktuelle sandheder og historiske tilrids af, hvad det egentlig er, der er situationen bag den aftale, som vi har i dag.
For Dansk Folkeparti vidste naturligvis godt, at vi havde en aftale omkring færgebetjeningen til Bornholm. Men det ændrer jo ikke på, at partierne naturligvis har lov til at fremsætte beslutningsforslag i Folketinget. Og så er det muliges kunst jo naturligvis at få flertal for det og få alle de partier med, som er med i forligskredsen, således at man kan gøre situationen bedre end den situation, vi oplever i dag. Det ville man ikke, og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har fået kritik fra flere fløje og partier om, at det dog var en mærkelige måde; at man sådan fremsætter et beslutningsforslag. Men ikke desto mindre blev jeg så endnu mere pikeret over, at regeringen vælger, for få uger siden, mere eller mindre at fremsætte det samme forslag med en udmelding fra regeringen omkring den kommende infrastrukturaftale, hvor man netop ligeledes ønsker at få en analyse og en forhandling i forhold til status og vilkår for fremtiden i forhold til færgebetjeningen af Bornholm. Regeringen må godt, men de politiske partier må ikke. Det har jeg svært ved at forstå, og jeg synes ikke, at der er nogen som helst logik i det.
Det er gamle aftaler, og som jeg har spurgt flere af ordførerne om, så er det altså sådan, at siden 2002, og permanent stop for drift i 2004, så er der løbet meget vand i åen siden. Og det betyder også, at udviklingen i typer af færger har ændret sig på de næsten 20 år, som vi taler om. Der er faktisk kommet så mange flere modeller på tegnebrættet, at man kan få leveret andre typer af færger, hvilket også kan få indflydelse på det i forhold til sejlhastigheder, problemer i forhold for meget bølgeskvulp, som nogle selvfølgelig vil klage over, langs kysterne. Det giver god mening, at man ikke vil have det sådan, som de oplevede det ved Aarhus, da man startede med de første katamaraner og fritidsfiskerne faktisk røg i baljen, fordi båden sejlede for stærkt. Det er ikke det, vi er ude i den her sag.
Her er vi sådan set bare ude i at lave en model, hvor vi får belyst, hvad udviklingen siden 2002 siger, og hvad har vi af muligheder for at lægge det ind i en kommende aftale, som kan forbedre sejladsvilkårene markant, og som måske også kan tage et favntag med forskellige transitmuligheder, transportmuligheder. Der er også miljødelen, som flere af ordførerne var inde på: Kan man nedbringe antallet af kørsler over Sverige med lange vejafstande og opnå, at færre biler kører med få personer? Hvad får det af miljøpåvirkning, hvis man kan få trafikken gjort nær i forhold til hovedstadsområdet, hvor langt de fleste af dem, der søger transport, også skal hen?
Sådan nogle ting ønsker Dansk Folkeparti at få belyst, og det håber vi selvfølgelig også bliver en del af en kommende undersøgelse, hvad regeringen jo også lægger op til. Og jeg er da helt, helt med på, at en regeringsaftale vægter højere end et forslag fra et oppositionsparti. Men det ændrer bare ikke på, at det allerede var den 23. februar, at Dansk Folkeparti kom med det her forslag, og regeringen kom så nølende langt hen i april og sagde: Nu har vi lige fået en god idé.
Så om det er hønen eller ægget, der kom først – pyt med det! – bare vi får en god omelet. Og det håber jeg selvfølgelig at ministeren er med på. Og så er jeg selvfølgelig meget interesseret i at vide, om de andre partier, som er med i færgesejladsaftalekredsen i forhold til Bornholm, er fuldstændig åbne over for, at vi naturligvis også skal inddrage en undersøgelse af de muligheder, der vil være i at få undersøgt vilkårene for at kunne få direkte færgebetjening ind til hovedstadsområdet igen, sådan som vi var vant til at have frem til 2004.
Vi siger jo ikke, at partierne skal støtte idéen. Vi siger bare, at partierne skal støtte, at det bliver fuldt ud belyst, grundigt og sagligt og redeligt, ligesom alle mulige andre forslag bliver det, både i forhold til flere flymuligheder og nødfærgesystemer og alt muligt andet, som kan vinde indpas. Så det er selvfølgelig Dansk Folkepartis håb og forventning, at når vi nu kommer dertil, hvor vi skal have det her skrevet ind i en aftale, så er vi også, alle partier, åbne over for at få alle muligheder belyst. Kan vi komme så langt, tror jeg faktisk, at vi kan blive enige.
Jeg har hørt mange gode indlæg fra ordførerne fra de forskellige partier her i dag. Jeg synes måske så nok, at Socialdemokraternes ordfører og Venstres ordfører havde lidt for meget uld i mund i forhold til at forklare partiets holdning, konkret, netop i forhold til sikkerheden for, at garantien for, at det kommissorium, der bliver udarbejdet, også kommer til at indeholde netop det, jeg sagde før: At vi får undersøgt alle de transportmuligheder, der er, herunder også tilgang direkte fra Bornholm til hovedstadsområdet. Jeg erkender gerne, at det kan være vanskeligt for folk at svare på ét spørgsmål, men jeg synes, at når jeg nu er så konkret, burde man også godt kunne have svaret på det.
Men tak for indsatsen, tak for en god debat. Jeg har egentlig ikke flere kommentarer, andet end at vi nu går i udvalget med beslutningsforslaget. Og så håber vi selvfølgelig på, at vi finder frem til en beretning, hvor Dansk Folkeparti også kan se sig selv i forhold til de partier, som har været mindre positivt indstillet over for de ting, der ligger i det her konkrete beslutningsforslag. Tak.