Tak for det, formand. Jernbanen er nedslidt, umoderne og udfordret. Sådan står der i konklusionen på det serviceeftersyn, som ministeren igangsatte i kølvandet på folketingsvalget, og det er jo desværre rigtigt, selv om det er barske ord. Til gengæld kan vi sige, at billetterne er dyrere, hvis man skal køre mellem landsdelene – så er der godt nok nogle røde billetter, som er relativt billige, men generelt er billetterne jo dyre i Danmark. Passagertallet har været faldende i stærk modsætning til vores nabolande, hvor det har været stigende. Så det er jo et enormt paradoks, vi står med her: Vi har en jernbane, der får enorme bevillinger sammenlignet med det antal passagerer, vi har, og alligevel føles det, som om det hele går tilbage, og at man ikke får den service, man fortjener som passager.
Med beslutningsforslaget her vil vi gerne sætte fokus på den situation, der er i jernbanen. Vi vil gerne lægge an til, at vi får fulgt op på serviceeftersynet, for det er jo fint, at vi har fået afdækket udfordringerne, men der skal også følges op på det. Derfor synes jeg, det er meget vigtigt, at vi har haft den her debat i dag, og jeg synes faktisk, det har været en god debat, hvor de forskellige partier er kommet med gode input til, hvordan vi kommer videre.
Den danske jernbane er ineffektiv og dyr i drift, og det kan jeg belyse med nogle tal, uden at det skal blive en form for talmagi. Hvis vi ser på finansloven for 2021, altså indeværende år, så har Banedanmark fået bevilget 2.651 årsværk – til sammenligning har Vejdirektoratet fået bevilget 737 årsværk. Der er dog en vis forskel. Hvis vi omregner til kroner og øre, så har jernbanen fået bevilget i alt 10 mia. kr. i år, inklusive trafikkøb – den betaling, DSB, Arriva osv. får for at køre på urentable strækninger – og til sammenligning har det statslige vejområde fået bevilget 2,5 mia. kr. Er det så sådan, at langt hovedparten af danskerne kører med jernbanen? Nej, det er det jo ikke. Det er jo desværre et lavt antal passagerer, vi bruger de rigtig, rigtig mange penge på. Og 90 pct. af trafikarbejdet foregår på vejene.
Så i Venstre køber vi ikke den der med, at jernbanen er udsultet, og at vi ikke giver nogen penge til jernbanen, og at det er det, der er skyld i det. Nej, der må være andre forklaringer, hviket vi særligt kan se, når vi skeler til vores nabolande, hvor man for færre penge, altså mindre bevillinger, har opnået at få flere passagerer – så der må altså være rum til at gøre noget bedre og anderledes, rum til at skifte spor.
Hvis vi kigger på udgiften pr. personlig kilometer, altså hvad det koster at transportere en dansker 1 km – det er også et interessant tal – så koster det 6 øre for samfundet, hvis man tager bilen, mens det, hvis man tager toget, koster 1 kr. og 10 øre. Det er altså en meget, meget dyr transportform, og det kan der godt være argumenter for, for vi ønsker jo et land, der hænger sammen, og jernbanen bidrager til at binde vores land sammen på kryds og tværs. Det er ikke det, vi anfægter. Vi anfægter bare, at udgifterne er blevet så høje, og vi anfægter, at standardsvar nr. 1 fra nogle er: Så bevilger vi bare nogle flere penge. Men hvor skal de penge komme fra? Dem skal vi jo tage fra noget andet, som f.eks. de mange cykelstier, jeg tror vi er enige om vi gerne vil rulle ud, så vi virkelig giver den gas på cykelområdet i de kommende år, og f.eks. fra de vejforbedringer, der er brug for landet over. Så i stedet for at føre en jernbanepolitik, hvor vi bare siger, at vi må konstatere, at der er store problemer, og at vi så må finde nogle flere penge, vil vi gerne prøve det spor af, hvor vi forsøger at finde nogle måder at lære af vores nabolande på, sådan at vi får mere for pengene. Det synes vi er en god tilgang.
Er der så ikke noget positivt at sige om jernbanen? Jo, det er der, og det er også blevet fremhævet. Det er meget positivt, at det lige er blevet besluttet at købe nye eltog, og når de kommer og er ved at være på plads i 2030, er der da udsigt til markante driftsforbedringer med flere tog til tiden og også en bedre økonomi i jernbanen. Det er positivt. Det er positivt, at vi allerede tilbage i 2009 bevilgede et enormt beløb til et signalprogram, der er ved at blive udrullet – det negative er bare, at det er blevet forsinket mange, mange år, således at det bliver meget dyrere, og at vi får gavn af det meget senere. Men det er positivt, at det er på vej, og det skal selvfølgelig i mål. Det også positivt, at vi sammen har iværksat en lang række jernbaneprojekter, som er ved at blive rullet ud rundtomkring i landet, og der er noget af det, der generer passagererne, togbusser osv., for man kan ikke køre med tog, samtidig med at man bygger på skinner.
Men det negative er, at mange af disse projekter er blevet forsinket og meget dyrere, bl.a. fordi validatorer er en mangelvare i Banedanmark som påpeget af fru Anne Valentina Berthelsen fra SF. Validatorer – en gruppe vigtige teknikere – er pludselig blevet en flaskehals, som gør, at vi mister enorme summer og vi mister enorm prestige og goodwill for jernbanen. Så det er jo sådan en konkret ting, vi har fokus på, og som vi også er enige om at tage hårdt fat i, og som jeg også ved at transportministeren er i gang med at finde nogle løsninger på sammen med Banedanmark.
Så der er jo mange forklaringer på, at vi står, hvor vi står, og der er også nogle gode ting på vej, men det ændrer grundlæggende ikke på, at jernbanen er for dyr i forhold til det, som vi får ud af det, og derfor skal vi selvfølgelig skele til vores nabolande, med hensyn til hvordan vi kan gøre det bedre, og det er et fælles ansvar at gøre det. For vi har jo haft skiftende regeringer i de senere år – og det får vi såmænd også i fremtiden – og derfor er det jo et fælles ansvar, at vi løfter den her opgave. Vi kan ikke tage patent på det i nogen af partierne, men vi er jo helt enige om visionen: Jernbanen skal være mere attraktiv, og vi vil gerne have flere til at tage toget. Og det er jo det, vi taler om her.
Så kan det godt være, at man siger, at vi skal have ro på frem til 2030 – ro på, bliver der sagt, vi skal ikke gøre noget. Jo, samtidig med at vi giver ro på for at udrulle signalprogrammet og elektrificeringen og eltoget, kan vi altså godt lave et stykke arbejde, hvor vi skeler til vores gode naboer og lærer af de gode ting, som de har fundet ud af, f.eks. i Norge, hvor man jo virkelig har fået reformeret jernbanen og fået vendt en nedadgående kurve til noget rigtig, rigtig positivt. Så det er jeg glad for, og jeg fornemmer også, at ministeren er åben for, at vi i de kommende forhandlinger kan prøve at lægge nogle spor for, hvordan vi kan se på de her forbedringer. Jeg tror selv på, at en omorganisering er noget af det, at det er en del af svaret, måske internt i Banedanmark – det er man nok i gang med, kunne jeg gætte på – men Banedanmarks samspil med andre udadtil er måske også noget, der skal forbedres, altså at se på jernbanesektoren under et, uden at vi kaster det hele op i luften og fragmenterer det fuldstændig. Det er jo ikke det, vi taler om, og der skal vi selvfølgelig tage ved lære af de ting, der virker i andre lande.
Det, der skal til, for at folk tager toget, som jo har den grundlæggende ulempe, at det kører fra et sted, hvor vi ikke er, til et sted, hvor vi ikke skal hen – der skal noget mere til at lokke folk til toget, fordi der som regel er en transport forbundet med det i hver ende af det, om jeg så må sige – er, at vi kan regne med, at toget kører til tiden. Og det vil være noget, som Venstre forfølger i det kommende år, nemlig at vi skal have tog til tiden, køreplanen skal være et løfte, man kan stole på, og det kan man mange steder ikke i dag i tilstrækkelig grad. Det er helt grundlæggende; vi skal have en bedre service, der skal være tryghed på stationerne, der skal ikke lugte af fækalier og andre ubehagelige ting på stationerne, men der skal være lækkert og rent og indbydende, og der skal være mulighed for at parkere sin cykel og sin bil, så man kan springe ind i toget. Der er mange ting, jeg tror vi kan blive enige om, og noget af det fremgår i øvrigt også af regeringens udspil til trafikforhandlingerne, sådan at det bliver mere attraktivt.
Så er der så nogle, der vil investere rigtig mange penge, f.eks. i en ny bane i Østjylland. Det er vi ikke enige i i Venstre, men fred være med det. Vi har jo lov til at have forskellige prioriteringer som indgang til forhandlingerne. Så er der endelig den her sammenhæng, som er helt afgørende, altså at det bliver nemt og bekvemt at bruge den kollektive transport, springe fra toget til bussen eller over til metroen, eller hvad det nu timer med, og der har vi virkelig noget at arbejde med her i hovedstadsområdet, og der er jeg glad for, at Det Radikale Venstre har givet bolden op til en reform af det her. Det er vi i Venstre helt klar til at gå ind i.
Så sammenfattende synes jeg, at det har været en god debat, en konstruktiv debat, hvor vi ikke har talt os så meget fra hinanden, men måske nærmere har fundet nogle fællesnævnere, og jeg glæder mig til, at vi i udvalgsarbejdet kan lande det her med en beretning, der måske kunne gå på, at vi arbejder videre i transportforhandlingerne ud fra nogle målsætninger, som vi kan blive enige om at gå efter. For én ting er sikkert: Jernbanen fungerer ikke ordentligt, den er for dyr, vi bruger for mange penge, i forhold til hvad vi får ud af det, og det må og skal vi have forbedret. Det forventer passagererne af os, det forventer de ansatte ved jernbanen, og det forventer skatteborgerne. Tak for en god debat.