Tak for det. Jeg har glædet mig til at diskutere den her sag i Folketingssalen i dag. Det er først og fremmest, fordi det er endnu et kapitel i en indsats, som det her samfund satte i gang i 1993, nemlig dengang, da Hvidovres daværende borgmester Britta Christensen gjorde opmærksom på, at der var problemer med, at man fik socialt opdelte byer, at der var for mange, der var uden for arbejdsmarkedet, som havde ikkevestlig baggrund, og som bosatte sig i Avedøre Stationsby.
Dengang tog den daværende regering en række initiativer for at sikre, at man fik et mere blandet boligområde, og sørge for, at folk ikke på samme måde delte sig op. Men allerede 10 år efter, altså da vi kom til 2004, konstaterede den daværende VK-regering, at man ikke havde løst problemet, og at man faktisk havde brug for endnu flere værktøjer. Der nedsatte man et programudvalg for ghettoisering, som det hed, og de prøvede at kigge på, hvad der kunne gøres for at sikre en mere blandet beboersammensætning. De kom bl.a. frem til, at man skulle gøre noget ved ventelisterne, at man også skulle have mulighed for at rive boliger ned i nogle boligområder, og at man skulle sørge for at tiltrække nogle andre beboere til de her konkrete boligområder. Det blev sådan set også vedtaget i 2006.
Men allerede i 2010 konstaterede man, at man ikke var nået langt nok med det, og man lagde op til at tage endnu flere værktøjer i brug. Man indførte boligsocialt arbejde, og man tog fat i at sikre, at der kom en mere fleksibel udlejning i flere boligområder. Men det var heller ikke succesfuldt. Så kom vi sådan set til 2018, hvor den daværende regering lagde op til at lave en række nye initiativer på bl.a. boligområdet, men også på en lang række andre politikområder, som tilsammen udgjorde det, der blev kaldt parallelsamfundspakken.
Det er det, vi er blevet bedt om at forholde os til i dag, nemlig om vi skal afskaffe udviklingsplanerne og afskaffe listerne over udsatte boligområder. Og jeg må sige, at jeg ville synes, at det ville være den mest mærkværdige beslutning, jeg ville have været med til at træffe i Folketinget, hvis vi gjorde det. Vi kan nu se, at der er en markant øget tilstrømning til, at folk, der bor i udsatte boligområder, sender deres børn i daginstitution. Det er et klart mål med det her stykke politik. Der er en stigning i antal folk, der er i arbejde. Man er på 2 år nået lige så langt, som man gjorde i det årti, der gik forud. Det er nu 4 procentpoint af dem, der er kommet i arbejde, mod 1,2 procentpoint i hele landet. Det har været en stor succes, og det har selvfølgelig været med det formål at stoppe de parallelsamfund, som, uanset om man vil være ved det eller ej, har været en del af det danske bymønster, som har vokset sig større hen over årene.
Jeg siger det ikke for at kimse ad de indsatser, der blev gjort i 1993, i 2005 og i 2010. Jeg tror sådan set, at det, man gjorde der, var meget rigtigt. Men jeg er glad for, at vi i 2018 formåede at lave en indsats, der var så tilpas ambitiøs, at man også er lykkedes så hurtigt med at få så gode resultater i den udvikling.
Vi tog reelt ansvar for udviklingen i en lang række almene boligområder, hvor der var store problemer, og hvor der de fleste steder stadig væk er store problemer med beskæftigelsen, integrationen og kriminalitet og risikoen for, at der opstår parallelle normer, parallelle tankesæt i forhold til retssamfundet, i forhold til kvinders ligestilling, i forhold til hvorvidt man skal gå på arbejde. Vi tog ansvar for indsatserne mod parallelsamfund, og vi tog et ansvar for at løse de udfordringer, der var.
Jeg tror, at når vi om 10 eller 20 år ser tilbage på, hvad man lavede af politik i 2010'ernes Danmark, vil parallelsamfundspakken stå som en af de helt centrale politiske pakker, som gjorde en forskel, og som sikrede, at det blev drevet fremad på det politikområde, hvor man satte ind. Det, der ikke havde kunnet lade sig gøre i de foregående 20 år, blev muligt, nemlig at skabe fremgang i vores udsatte boligområder. Nu er der sket en halvering af antallet af boligområder på listen. Det synes jeg er sket med en imponerende hastighed, og det er selvfølgelig først og fremmest, fordi flere er kommet i arbejde.
Formålet med indsatsen er, at de mest udsatte boligområder skal omdannes til velfungerende bydele i en blandet by, hvor mennesker med forskellig baggrund bor sammen og møder hinanden på tværs af etniske og sociale skel i deres opgange, på legepladserne, i skolerne og daginstitutionerne, når man går til fodbold, eller når man er nede i Netto for at handle.
Det er grundlaget for vores velfærdssamfund. Det kan ikke fungere, hvis vi ikke bor sammen og møder hinanden i det daglige. Der er behov for en grundlæggende tillid og grundlæggende vilje til at bidrage til velfærdssamfundet, og den kan kun skabes, ved at vi har en hverdag sammen. Derfor er der også mere på spil end bare den konkrete lovgivning. Jeg tror, at vi udfordrer og risikerer meget mere, hvis vi ikke holder fast i de indsatser, der gøres i vores udsatte boligområder.
Det handler også om, at man skal have lige vilkår, uanset hvor man vokser op henne. Det er der ikke på nuværende tidspunkt. Et barn, der vokser op i Vollsmose, får ikke de samme muligheder som et barn, der vokser op i andre dele af Odense. Det skal vi selvfølgelig ikke acceptere, og det er derfor, at den her indsats er så vigtig, og det er derfor, at vi fra regeringens side mener, at den skal fortsætte. Derfor er vi imod det her forslag.