Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 135:

Forslag til folketingsbeslutning om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter.

Af finansministeren (Morten Bødskov, fg.).

(Fremsættelse 28.01.2021).

Mødet er genoptaget.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Det her beslutningsforslag handler jo om EU's budget for de næste 7 år, det, der lidt populært kaldes MFF'en, og det handler om en genopretning af den europæiske økonomi efter corona. Der er selvfølgelig tale om et kompromis, men der er til gengæld tale om et kompromis med virkelig stærke og afgørende danske fingeraftryk.

EU-budgettet moderniseres, så vi fokuserer og bruger flere af de fælles midler på klimakampen, på forskning og udvikling og på beskyttelsen af ydre grænser og håndteringen af migrationsudfordringen. Det var afgørende prioriteter for Danmark og den danske regering, at det lykkedes at skrue op for de ting, der er vigtige for fremtiden, uden at budgettet løb løbsk. Derudover vedtog vi en fælles europæisk genopretningsplan, og den skal være med til at sikre, at vi igennem målrettede investeringer ikke bare bringer de europæiske økonomier tilbage til det, de var før corona, og får arbejdsløsheden ned igen, men forhåbentlig også bringer os et bedre sted hen, hvor vi står bedre rustet til fremtiden, hvor vi bedre kan svare på fremtidens udfordringer, det være sig i forhold til digitalisering eller den grønne omstilling. Vi investerer os i fællesskab ud af krisen, præcis som vi også gør herhjemme.

Det er ikke nogen hemmelighed, at da vi diskuterede genopretningsplanen, var vores udgangspunkt, at det skulle indrettes som lån. Det er et sundt princip, at man hjælper hinanden, men at man også betaler hjælpen tilbage, og derfor er vi rigtig glade for, at det lykkedes os at få rykket balancen så markant, som vi faktisk gjorde det i forhandlingerne. EU skal gå forrest i klimakampen, og med den her aftale kan man sige, at med de procenter, der bliver låst til den grønne omstilling, får vi faktisk 4.000 mia. kr., som skal investeres i den grønne omstilling. Og det siger jo noget om, at hvis man aftaler i EU at rykke på et område, kan man også rykke mere, end man kan, hvis man gør det hver især, eller hvis halvdelen ikke gør det.

Som jeg forestiller mig nogen vil diskutere i dag, bliver der ikke med det her indført en EU-skat. Skatter er noget, medlemslandene opkræver, men vi har fastlagt en mekanisme, hvor man, om man så må sige, belønner de medlemslande, der er bedre til at gå i den grønne retning, og vi har indført et princip om en retsstatsmekanisme, så vi kobler det at overholde de grundlæggende fælles spilleregler sammen med de penge, der kommer fra EU-budgettet, og de tilskud, der gives.

Sidst, men ikke mindst, er det selvfølgelig også vigtigt for os, at vi fik forhandlet en historisk dansk rabat på 2,7 mia. kr. årligt; det er rimeligt i en situation, hvor Danmark betaler meget til fællesskabet. Det gør vi gerne, men der skal også være rimelighed i det, og derfor var det rigtig, rigtig godt.

Jeg mener, at vi med EU's nye budget tager vigtige skridt i den grønne omstilling, i moderniseringen af budgettet og i en stærkere europæisk økonomi, hvor vi investerer os klogt ud af krisen, og det sker alt sammen i en situation, hvor det britiske farvel efterlod en stor ekstraregning til de øvrige tilbageværende EU-lande. I den situation var det afgørende vigtigt, at den danske regering og statsministeren stod fast på både mådehold og moderniseringer i forhandlingen, og det lykkedes dermed at levere et virkelig godt og solidt resultat, der giver EU et godt grundlag for de kommende års indsats.

Socialdemokratiet støtter beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Jeg går ud fra, at hr. Jens Joel er enig med mig i, at hvis det bare var budgettet, vi skulle diskutere, var der sådan set ikke nogen grund til at have den her debat, for det kræver ikke et beslutningsforslag. Den diskussion har vi jo taget, og vi kan for min skyld godt tage den igen, men alt det der med det grønne er jo ikke grunden til, at vi er samlet her i dag. Vi er jo bl.a. samlet, fordi man laver ekstra egne indtægter til EU, hvor EU uafhængigt af landene får et beløb direkte ind i kassen. Det er jo en principiel diskussion, og der lægges også op til, at man vil gå videre ad den vej med egne indtægter, inklusive finansielle transaktionsafgifter og andre afgifter af den type, som skal gå direkte i EU's kasse.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at få Socialdemokratiets principielle holdning til den udvikling. Er det noget, man fra Socialdemokratiets side går ind for, altså at flere og flere indtægter til EU skal være uafhængige af det, man bevilger fra medlemslande, og være egen indtægter for EU?

Ordføreren.

Det er jo ikke noget, man ikke bevilger fra medlemslandene. Men det er rigtigt, at en del af de ting, der går ind i budgettet nu, vil blive koblet sammen med, hvor god man er til eksempelvis at nedbringe mængden af ikke genanvendeligt plastaffald. Og på den måde kan man sige at vi indbygger et grønt incitament, men det er stadig væk vigtigt at sige, at det ikke er en skat, EU opkræver, det er et bidrag, som Danmark leverer – og i øvrigt de andre EU-lande – på baggrund af hvor god man er til at trække i den grønne retning. Og vi synes sådan set, det er et sundt incitament at belønne de lande, der går forrest med den grønne omstilling.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg er imponeret over den socialdemokratiske ordførers evne til at lade være med at forholde sig til det principielle i spørgsmålet, for det principielle er jo, at der lægges op til flere egenindtægter til EU – altså, det står jo direkte i teksten – og så er det første skridt det her, og andre skal indføres inden 2023, og flere skal komme derefter. Og så tillader jeg mig at stille det principielle spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører: Synes Socialdemokratiet, at EU skal finansieres gennem bidrag, der besluttes i fællesskab mellem medlemsstaterne, eller mener den socialdemokratiske ordfører, at det er godt, at flere og flere indtægter til EU kommer via såkaldte egenindtægter?

Ordføreren.

Jeg hører i virkeligheden to spørgsmål: Hvad med de næste forslag, der kommer, og hvordan vil man forholde sig til dem? Og der vil jeg sige, at det kan jeg ikke sige på forhånd, for i sagen om den afgift eller, hvad skal man sige, det bidrag baseret på plastaffaldet valgte vi jo at sige, at det var en fornuftig indretning. Men det er klart, at det er en national enekompetence at opkræve skat, og derfor vil vi selvfølgelig, ligesom vi gjorde i den her sammenhæng, insistere på, at det forbliver en national enekompetence at opkræve skat.

Tak. Så er det hr. Alex Ahrendtsen.

Jeg synes jo, at hr. Jens Joel taler udenom og ikke rigtig svarer på hr. Søren Søndergaards rimelige og meget præcise spørgsmål. For en stat, der har egenindtægter, fører jo frem til en form for statsdannelse, og det er derfor, Den Europæiske Union skal have sine egne indtægter. Om man kalder dem skatter, afgifter eller noget andet, er det jo en egenindtægt, som bliver pålagt borgerne i sidste ende. Og så står der jo, at hvis alle de her planer om at generere ekstra egenindtægter til Unionen ikke slår til, forudsætter det, at medlemsstaterne kommer til at betale mere. Er Socialdemokratiet og ordføreren enig i, at der skal betales mere, hvis de her egenindtægter ikke kan dække den her voldsomme gældsætning?

Ordføreren.

Altså, alt, hvad EU, om man så må sige, har, er jo penge, som er betalt af medlemmerne i klubben, altså alle landene. Nu vil der så være noget af det bidrag, man betaler, som er baseret på den her plast, altså hvor meget ikkegenanvendeligt plastaffald, man har. Men det ændrer ikke på, at der jo ikke er andre til at betale end dem, der er med i klubben, og derfor kan man selvfølgelig sige, at hvis man aftaler at fordele regningen på en anden måde fremadrettet, kan det godt ændre på, præcis hvad det danske bidrag bliver.

Jeg vil, uden at have tal på det her, tro, at det stiller os udmærket, hvis man lader mere af det afhænge af, hvor langt man er fremme på den grønne omstilling, for vi er nået langt på det område. Så man kan ikke hundrede procent sige, hvordan det udspiller sig. Men det er jo vigtigt for os, at det er bidrag, vi yder til den fælles indsats, vi gør i EU, og ikke en skat, EU opkræver.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Det er jo kun to tredjedele af EU's budget, som medlemsbidraget fra landene udgør. Og der står her i dette beslutningsforslag, som ordføreren er fortaler for, at hvis pengene ikke rækker til at betale lånet på genopretningsplanen tilbage, skal medlemslandene bidrage mere, det vil sige, at medlemsbidraget skal stige og Danmark kommer til at betale mere. Synes ordføreren, at det er en god idé, at Danmark skal betale mere til EU?

Ordføreren.

Altså, ordføreren synes, at det er en god idé, at de problemer, vi ikke kan løse alene, løser vi sammen i EU, og det kan jo så være klimaudfordringen eller andre ting, man skal håndtere. Og ja, med det her budget havde vi bl.a. den udfordring, at Storbritannien, som var en anden stor bidragsyder, forlod samarbejdet, og det er klart, at den øvrige udfordring, vi har i EU, eksempelvis klimaet, ikke nødvendigvis bliver lige så meget mindre af, at Storbritannien forsvinder, og derfor vil der jo stadig væk være en opgave for os at finansiere, og der er ikke andre end medlemslandene. Men vi har ikke noget ønske om, at Danmark skal betale mere til EU bare for at betale mere, selvfølgelig ikke.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til Socialdemokratiets ordfører. Den næste ordfører er fra Venstre. Hr. Jan E. Jørgensen, værsgo.

Tak for ordet, og tak til finansministeren for at bede om Folketingets samtykke til at ratificere ordningen for EU's egne indtægter, som vi i Venstre med glæde giver. Forhandlingerne om den flerårige finansielle ramme og genopretningsfonden har været lange og seje både herhjemme, men jo også i EU. Vi vil alle gerne have mest muligt for pengene – det er klart – og jeg synes også, at vi er landet et rigtig fint sted.

Hvor vi herhjemme normalt budgetterer for 1 år ad gangen og i øvrigt kan nøjes med et flertal, bliver EU-budgettet så lagt for 7 år ad gangen og kræver enstemmighed blandt alle EU-landene. Der er altså mange interesser, der skal tages højde for, og mens de fleste lande har kunnet blive enige om, at der skal bruges flere penge på migration, sikkerhed, uddannelse og klima, så står vi denne gang med et stort hul efter brexit, som selvfølgelig skal lukkes. Det havde mange nok troet ville blive et af de helt store stridspunkter, men så kom der lige en coronaepidemi og vendte alt på hovedet. Man kan rolig sige, at aftalen om EU's flerårige finansielle ramme og genopretningsfonden har været det muliges kunst. Men nu handler et budget jo ikke kun om de udgiftsmæssige prioriteringer og fordelingen af dem. Det handler så sandelig også om finansieringen af dem. Og i den forbindelse har jeg jo bemærket, at indædte EU-modstandere har travlt med at sprede fake news, som det hedder. De fleste her i salen har helt sikkert hørt om de misinformationer, jeg tænker på; nogle har måske endda sågar været med til at sprede dem. Det handler selvfølgelig om, hvorvidt EU er begyndt at opkræve skatter.

Så sent som i forgårs fik jeg et brev; eller det var et åbent brev til regeringen og alle Folketingets medlemmer, så I andre har måske også haft fornøjelsen af at læse det. Brevets forfattere ville gerne advare os forud for dagens debat om ordningen for EU's egne indtægter, da de mener, at formuleringen EU's egne indtægter i virkeligheden giver EU tilladelse til at opkræve skatter. Forfatterne henviser her til den nye indtægtskilde, som er baseret på mængden af ikkegenanvendt plastikemballage genereret i medlemslandene. Men det er altså lodret forkert, at der skulle være tale om en EU-skat, og jeg vil derfor gerne her fra Folketingets talerstol understrege noget – havde jeg haft et stykke pap, tror jeg, at jeg havde skåret det ud i pap, og havde jeg haft noget neon, var jeg begyndt at bøje det. Men lad mig sige det så klart, som det er mig muligt: EU kan ikke opkræve skatter. Det ville være traktatstridigt, og der er derfor ikke tale om en ny skjult skat pakket ind i ikkegenanvendt plastikemballage.

Det drejer sig derimod om en ændret fordeling af bidraget, som er fuldstændig på linje med vores moms- og bni-bidrag til EU-budgettet. Det er forskellige måder at opgøre bidraget på, og det her er bare en ny tilføjelse, som i øvrigt vil gavne Danmark, vil gavne klimaet og vil gavne miljøet, fordi vi er et af de lande, der er bedre end gennemsnittet til at genanvende plast. Så der er en klimapolitisk gevinst ved den her måde at opkræve bidrag på, hvilket der jo ikke er ved de andre nationale bidrag, og så kan jeg vist ikke sige det meget tydeligere, så jeg vil sige tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Alex Ahrendtsen.

Jeg kan jo forstå på Venstre, at man som parti er imod skatte- og afgiftsstigninger i Danmark, senest i forbindelse med politireformen eller politiaftalen. Der stod man udenfor, fordi en del af den blev finansieret ved hjælp af en afgiftsstigning. Nu har vi så et beslutningsforslag om EU og budgettet, hvor der planlægges en række afgiftsstigninger eller indførelse af afgifter. Ud over på plast, der ikke kan genanvendes, drejer sig også om CO2-udledning og digital skat og afgifter på luft- og søfart og finansielle transaktioner. Så jeg skal lige forstå, om Venstre går ind for afgifter på EU-plan, mens man er imod dem i Danmark.

Ordføreren.

Jeg kan ikke forestille mig, at hr. Alex Ahrendtsen kan have hørt min tale. Der er ikke nogen i Danmark, der kommer til at betale en plastikafgift til EU. Der er ingen virksomheder, der kommer til at betale en plastikafgift. Der er ingen borgere, der kommer til at betale en plastikafgift. Altså, det er fri fantasi. Derfor er det også et lidt mærkeligt spørgsmål at skulle svare på, for det har en falsk præmis.

Men det er noget af det, vi er oppe imod i EU-debatten. Det er, at modstanderne har enormt svært ved at forholde sig til fakta, men opfinder egne påstande om, hvad det er, vi diskuterer. Det gør det bare enormt svært. Og så er jeg måske også lidt for træt efter en lang dag til egentlig at gide gå i den store polemik med hr. Alex Ahrendtsen.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Er det ikke rigtigt, at beslutningsforslaget fortæller, at der indføres en afgift på plast; at der er planer om at indføre en afgift på CO2-udledning og en digital skat; at der er planer om afgifter på luft- og søfart og afgifter på finansielle transaktioner? Det står i beslutningsforslaget. Hvordan kan ordføreren fra Venstre så sige, at det er fri fantasi og falske nyheder? Jeg har det fra beslutningsforslaget. Så mit spørgsmål er meget simpelt: Går Venstre ind for afgiftsstigninger på EU-plan, mens man er imod det i Danmark?

Ordføreren.

Nej, Venstre går ikke ind for afgiftsstigninger, og i øvrigt medfører det budget, vi har vedtaget her, at det råderum, vi har at lege med her i Folketingssalen, bliver større, end det var forventet – større end forventet – fordi vores samlede bidrag til EU ikke bliver så højt, som det var forventet. Det er klart, at når man tager det i 7-årsperioder, vil der jo komme en stigning. Det er der jo i alt. Priserne stiger, så derfor vil der jo komme en stigning i kroner og øre. Men der er ikke tale om skatte- og afgiftsstigninger.

Jeg tror simpelt hen ikke, at taletiden gør det muligt for mig at få hr. Alex Ahrendtsen til at forstå det, men det kan være, at vi i de kommende år, hvor vi har fornøjelsen af at sidde sammen i udvalget, kan nå frem til en eller anden fælles forståelse om, hvad der er op og ned, så vi kan diskutere på et sagligt grundlag.

Tak. Så er det hr. Søren Søndergaard.

Jeg er rigtig ked af, at hr. Jan E. Jørgensen ikke lavede det der neonshow. Jeg tror virkelig, det kunne have løftet stemningen, hvis hr. Jan E. Jørgensen havde optrådt med det. Kan vi eventuelt få det en anden gang? Indtil vi får det, vil jeg bare lige høre: Hvordan kan det, der ikke er en skat og ikke er en afgift – for begge dele er Venstre imod – alligevel føre til, at EU får flere penge? Hvad er det, der gør, at EU får flere penge? Og er det nogle penge, der er fastlagt på forhånd i en aftale i forbindelse med budgettet om, at hvert enkelt land betaler det og det?

Ordføreren.

Jeg tror faktisk ikke, at forretningsordenen tillader mig at bøje ting i neon, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg ville kunne finde ud af det. Men kort fortalt skal vi betale et budget til EU fordelt på EU's 27 medlemslande, og det har en størrelse, som vi er blevet enige om. Spørgsmålet om ikkegenanvendt plast handler så udelukkende om, hvordan vi fordeler det imellem os, sådan at de lande, der er dygtige til at genanvende plast, slipper med et lidt mindre bidrag, end de ellers ville skulle have betalt, og de lande, der er knap så gode til det, skal betale et lidt større bidrag. Men den samlede kage bliver altså hverken større eller mindre som følge af det her.

Hr. Søren Søndergaard.

Nej, jeg tror ikke, der er nogen, der har påstået, at den blev større eller mindre. Men det ændrer jo ikke på, om det er en afgift eller ej. Det ændrer jo ikke på lige præcis det forhold, at det er forskelligt fra land til land, og at det kan ændre sig. Det er jo lige præcis det, der gør, at det er en indtægt, der ikke er fastlagt i forbindelse med en forhandling om, hvad budgettet er. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Altså, det er en indtægt, som indgår i den samlede pulje for det, der skal betales. Så det er rigtigt, at hvis landene er rigtig, rigtig dårlige til at genanvende plast, vil der blive opkrævet lidt mindre som bni-bidrag, hvorimod hvis landene er rigtig gode til at genanvende plast, vil der blive opkrævet mere i bni-bidrag. Men vores kontingent, om jeg så må sige, til EU er det samme, hvad enten det her bliver vedtaget, eller det ikke bliver vedtaget. Det handler udelukkende om at fremme miljøet, fremme genanvendelsen af plast, som jeg egentlig troede at Enhedslisten syntes var en god ting. Men der må jeg så revidere min opfattelse.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Dansk Folkeparti, hr. Alex Ahrendtsen. Værsgo.

Med dette beslutningsforslag er marchen mod den politiske union for alvor begyndt. Skridt for skridt udvider man Unionens indtægter, i dette tilfælde for at finansiere den enorme genopretningspakke på 750 mia. euro, der fortrinsvis kommer de fallerede sydeuropæiske lande til gode.

Det Europæiske Råd har i sin visdom besluttet, at der indføres en afgift på plast, der ikke kan genanvendes. Det skal stadfæstes i de enkelte medlemslandes parlamenter, og det er derfor, vi har det her i salen. Jeg skal ikke kede forsamlingen med, hvilke indtægter Unionen allerede har i dag, men kun to tredjedele af dens indtægter kommer fra medlemsbidraget, andre kommer fra egenindtægter.

Men planerne går jo videre end det. I første halvdel af 2021 – og der vil jeg bare henvise til beslutningsforslaget, og det er især rettet mod Venstres ordfører – vil EU foreslå en skat på CO2-udledning og i 2023 en såkaldt digital skat. Man har også planer om afgifter på luft- og søfart og afgifter på finansielle transaktioner, det vil bl.a. sige aktiehandel. Det er ikke fri fantasi eller falske nyheder, som Venstres ordfører var så arrogant at påstå fra talerstolen, og han ville ikke engang svare på ganske simple spørgsmål, der tog udgangspunkt i beslutningsforslaget.

Jeg vil dog indrømme, at disse forslag, som EU planlægger, forudsætter enighed blandt medlemslandene, men lur mig, om ikke der findes et kompromis, så Venstre kommer til at sige ja til flere afgifter modsat deres synspunkt i Danmark. Så er der også den lille krølle, at hvis disse indtægter for Unionen ikke rækker til at betale af på den enorme genopretningspakke, så kommer medlemsstaterne til at betale mere, og det er det, jubeleuropæerne i dag siger ja til, inklusive Venstre.

Jeg var meget spændt på at høre, hvad bl.a. Venstre ville sige til dette beslutningsforslag, netop fordi partiet jo er imod skatte- og afgiftsstigninger. Ordføreren fra Venstre havde intet svar på det, da han stod her på talerstolen. For sandheden er, at afgifterne skal betale for den enorme genopretningspakke. Man kalder dem midlertidige frem til 2058. Mon ikke de bliver permanente?

Så det, der kommer til at ske, er jo, at danske lønmodtageres tilbageholdenhed og den almindelige sunde husholdning i stat og kommune skal finansiere overforbrug og slendrian i Sydeuropa. Det kan ikke blive ved med at gå. Unionen vil på et tidspunkt knække over. Man må bare henvise til, at Nordeuropas økonomier med Norden, Holland og Tyskland i spidsen har en lav ØMU-gæld, mens lande som Grækenland, Italien, Spanien, Frankrig, Portugal og Cypern alle har en ØMU-gæld på mellem 100 og 180 pct. af bnp. Det kan ikke blive ved med at gå. Imens vi i Danmark på grund af VOK-flertallets fornuftige økonomiske politik i 00'erne nedbragte gælden og fik styr på statsfinanserne, så fortsætter gældsætningen og visse steder også korruptionen i de lande, der ikke hidtil har haft vilje til at sanere deres statsfinanser.

Dette beslutningsforslag kan Dansk Folkeparti overhovedet ikke sige ja til. Vi kommer til at stemme nej. Og jeg mangler stadig at få en forklaring på, hvorfor Venstre kan gå ind for nye afgifter, muligheden for, at medlemsbidraget fra Danmarks side til EU bliver øget, når man samtidig i Danmark, i salen her, har sagt, at man ikke vil være med til afgiftsstigninger. Det virker, som om det hele stritter i hver sin retning, og så kan man være nok så arrogant, sådan som Venstres ordfører var. Faktum er, at man ikke har noget svar, fordi man er fuldstændig forblændet af sin jubeloptimistiske EU-grundholdning. Dansk Folkeparti stemmer nej til dette beslutningsforslag.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er den næste ordfører fra Socialistisk Folkeparti, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Tak for det. Jeg har lovet at sige et par ord for vores EU-ordfører, som desværre ikke kan være til stede i salen her til aften, i forhold til det her forslag, som jo handler om at ratificere aftalen om et nyt retsgrundlag til EU's budget og genopretningsinstrument, som blev aftalt på EU-topmødet i december.

Med covid-19-pandemiens indtog i Europa for et år siden blev europæernes liv vendt på hovedet. Hele Europa oplever lige nu nedlukning, og nogle lande står endda på kanten af den tredje nedlukning. Covid-19-pandemien har sat dybe spor i den europæiske økonomi. Alt for mange har mistet arbejde, og samtlige lande i EU er hårdt ramt med virksomhedslukninger, faldende vækst og stigende ledighed.

Vores økonomier er jo tæt forbundet med hinanden i EU. Det er bl.a. det, der giver os alle sammen handel og fremgang, og som også giver fred på tværs af grænser og forskelligheder, men vores tætte forbindelser betyder jo også, at hvis Italiens økonomi kollapser, kan tyskerne ikke afsætte deres varer til Italien. Hvis Tysklands økonomi går i slowmotion, ja, så kan vi ikke afsætte vores varer til tyskerne, og det kan ende med at koste rigtig mange arbejdspladser i Danmark. Så vi står i en ny situation, som kræver nye værktøjer. Med EU's genopretningsfacilitet, som vi så tiltræder i dag, har vi en historisk mulighed for at trække EU i en solidarisk og grøn retning og på den måde komme godt ud af krisen.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at en af de finansieringskilder, som vi på lidt længere sigt håber på kan komme i spil, er en europæisk finansskat. Det kunne vi godt tænke os i SF, og vi håber jo også på, at regeringen i hvert fald på et tidspunkt vil gå konstruktivt ind i det arbejde, som nu ser ud til at komme op i fart igen. Hvis vi bruger pengene i genopretningsfaciliteten rigtigt, vil vi på lidt længere sigt kunne se et løft i EU's økonomi på 1½ pct. Det lyder måske ikke af så meget, men alt andet lige vil det betyde rigtig meget for de mange mennesker, som går fra et liv uden arbejde og til at være i job.

Så det er nu, vi skal vise solidaritet og vise, at vi passer på vores klode til gavn for de næste generationer. Vi skal række ud og hjælpe de lande, som er allerhårdest ramt af covid-19. Det hedder solidaritet, og det er der brug for. Så i SF støtter vi forslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Søren Søndergaard.

Jeg har fuld respekt for, at det ikke er ordførerens normale område, og ordføreren skal bare sige, hvis det går ud over det.

Men det, jeg studsede over, var, da ordføreren nævnte det, som ordføreren kaldte en finansskat, og der jeg vil høre, om det, ordføreren mente med det, var skat på finansielle transaktioner. For det var jo netop en skat, som var opfundet for at hjælpe den fattige del af verden og ikke os selv, den rige del af verden. Altså, vi vil også meget gerne være solidariske, men vi siger jo også, at der er nogle, der har mere brug for solidaritet end andre, og derfor vil jeg bare høre, om den finansskat, som man snakker om fra SF's side, er en finansskat til os eller til andre.

Ordføreren.

Det er jeg ikke sikker på at jeg kan svare fuldstændig fyldestgørende på, men jeg tænker, at vi i SF er meget åbne over for, hvordan vi indretter den på en fornuftig måde, så vi både hjælper os selv, men også hjælper andre lande, og det er jo det, det i virkeligheden handler om: at få nogle af dem, som lægger meget få skatteindtægter, til rent faktisk at lægge nogle indtægter.

Jeg synes i hvert fald, det vigtige med det her forslag jo er, at vi får holdt hånden under nogle arbejdspladser i EU, fordi det betyder rigtig meget for de mennesker, som bliver ramt af det her.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til SF's ordfører. Vi skal lige have sprittet af, selv om vi alle sammen er lyntestet og det hele, inden vi kommer ind.

Den næste ordfører er fra Radikale Venstre, og det er hr. Henrik Vinther. Værsgo.

Tak for det. Jeg ved ikke, om det er alle, der husker det, eller nogen måske har glemt, hvordan det var engang, men jeg kan huske det: Det andet Europa, der var før Murens fald og før fredelig samhandel på kryds og tværs mellem nord og syd og øst og vest, og det kan være svært at huske, når man står på en relativt fredelig og økonomisk tryg plet i historien, som vi står på nu. Europa er som resten af verden nok plaget af pandemi og økonomisk træghed, men Europa er beredt på modsvar og har spændt et økonomisk springtæppe ud under økonomien, en genopretningsplan for hele Europa, der giver Danmark nye muligheder, der giver Europa nye muligheder, og som ikke havde været mulig uden Fællesskabet. Danmarks vej ud af krisen afhænger helt og aldeles af, om de andre lande også kommer helskindet igennem både sundhedsmæssigt og økonomisk.

Det kan være svært at huske tiden inden, når man står her i en periode med historisk velstand skabt ved fredelig og fri samhandel. Så er det let at glemme, hvordan grænsebommene engang skabte endeløse køer af osende lastbiler, og hvor en labyrint af handelshindringer gjorde varerne dyrere for forbrugerne, og hvor stærke toldpapirer gjorde samhandel til et spil bureaukratisk Tetris. Har man glemt det, kan man med fordel kigge over Nordsøen og se, hvordan det ser ud i Storbritannien og situationen omkring grænserne der. Måske nogen husker det, jeg husker det selv fra 1980'erne, da jeg var lidt yngre: syreregnen og skovdøden i Ruhr, de uendelige bjerge af kul til Europas skorstene.

I dag er Europa på vej til at skifte det alt sammen ud med en fælles ambition om stadig grønnere energiproduktion, en ambition, som de kommende års budget understøtter. Det er en ambition om at gøre Europa til verdens førende i vedvarende energi, hvor Europa bliver for vindkraft, hvad OPEC var for olieproduktion. Det tager vi nu hul på. Vi ville gerne være gået længere og have investeret endnu mere i forskning og udvikling, men vi er på vej, og Danmark skal vise vejen videre for resten af Europa. Det er godt for klimaet, det er godt for dansk økonomi og eksport. Vi skal have ambitioner på vegne af Europa og på vegne af klimaet. Vi skal have bagtroppen med, men uden at de fodslæbende får lov til at sætte tempoet, og Danmark kan og skal spille en afgørende rolle som fyrtårn, som vi gør det med verdens første energiø, en vindø, der kan være den første af mange, som samlet vil kunne levere grøn strøm til millioner af europæiske stikkontakter.

For vi skal videre. Og det betyder, at vi kommer til at se på den måde, vi allerede benytter Fællesskabets penge på – det gælder landbrugsstøtten, som Revisionsretten netop påpeger ikke i tilstrækkelig grad understøtter den grønne omstilling. EU's budget sætter en retning, men vi var som allerede nævnt gerne gået videre, bl.a. ved at investere meget mere i forskning og udvikling, for skal vi videre og stå distancen i konkurrencen med Kina, USA, Sydkorea og Japan, kræver det samtlige af EU's forenede muskler.

Vi skal også videre i forhold til den digitale omstilling. Når de store techgiganter spiller med musklerne, giver det de fleste firmaer og stater sved på panden, men heldigvis er EU ikke som de fleste. Her er vi gået i gang med opgøret med platformenes monopoler på adgang til varer, kunder og information. Det gælder også i forhold til menneskerettighederne, hvor Europa har spillet en rolle og stadig har en rolle at spille, først og fremmest hos os selv, og her er det nedslående at se udviklingen i Polen, hvor kvinders og minoriteters rettigheder skrives ud af national lovgivning, og hvor den frie presse ligesom i Ungarn bliver stækket og må give op. Europa skal gå forrest med krav om, at de fælles værdier bliver respekteret.

Det Europæiske Fællesskab er ikke svaret på alt, men det er svaret på nogle af de problemer, vi ikke kan løse hver for sig, og hvor vores skæbnetråde er filtret sammen, og vi kan selvfølgelig sige ja til beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Jeg vil bare høre, om der er en eneste krone af de penge, der er bevilget fra genopretningsfaciliteten på nuværende tidspunkt, som er bundet op på spørgsmålet om retsstatsprincipper.

Ordføreren.

Det er der ikke, nej, men det er også den samlede ramme 7 år frem, vi kigger på. Så det handler jo om Europas samlede økonomiske muskler og hvad vi kan gøre med de penge, vi bruger fremadrettet.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg tror ikke, jeg forstod svaret. Altså, ordføreren nævnte en hel masse om menneskerettigheder og retsstat og sådan nogle ting, og nu kommer man med et gigantisk beløb, man pumper ud. Så spørger jeg bare stille og roligt: Et det bundet op på, at man overholder retsstatsprincipper? Det må det da være muligt at svare ja eller nej på.

Ordføreren.

Det er jeg sikker på det er. Jeg er også sikker på, at når vi også kigger på, hvad vi gerne vil med Europa, handler det om de ambitioner, vi har sammen; det handler om ikke mindst den grønne omstilling. Jeg tror, at når vi kigger nogle år frem, vil vi kigge på den her plan og sige, at det var det bedste, der var sket for Europa i mange år.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til De Radikales ordfører. Tak til De Radikales ordfører. Den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Tak. Det forslag, som vi behandler her i dag, har selvfølgelig et konkret udgangspunkt, og det indgår i en konkret sammenhæng, men bag det gemmer der sig jo en større principiel diskussion: Ønsker vi, at EU skal udvikle sig til en stadig tættere union, hvor afgørende beslutninger bliver truffet på EU-niveau og derefter udført i medlemsstaterne, eller ønsker vi et europæisk samarbejde, hvor de enkelte lande delegerer beslutningsret og økonomi til det europæiske samarbejde?

Det siger sig selv, at jo flere indtægter EU får direkte i kassen, og jo mindre vægt landenes kontingent udgør, jo mere selvkørende bliver EU, og jo mindre er EU afhængig af medlemslandene. Jeg kan i hvert fald fra min egen tid i Europa-Parlamentet bekræfte, at noget af det eneste, som har lagt en dæmper på de mest integrationsivrige, har været, at de skulle overbevise landene om at bevilge pengene. Omvendt er det oplagt, at jo flere egenindtægter EU har uden om landene, jo mindre vil den begrænsning være.

I det forslag, der ligger her, indføres der ikke alene en plastemballageafgift, hvorfra et fast bidrag tilgår EU, men der lægges også op til en forøgelse af EU's egenindtægter på en række andre områder – på en CO2-grænsetilpasningsmekanisme, en digital afgift til indførelse den 1. januar 2023, og mere er i støbeskeen, som det allerede er blevet nævnt. Derfor kan Enhedslisten af principielle grunde ikke støtte det her forslag.

Skal EU bruge penge, skal det finansieres via det kontingent, som medlemsstaterne bliver enige om. Det er medlemsstaternes eneste reelle kontrol med, hvordan EU udvikler sig. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi er imod en plastafgift, eller for den sags skyld, at vi er imod en skat på finansielle transaktioner – snarere tværtimod – men vi er imod, at det skal udgøre en fremtidig EU-indtægt. Det kan indgå i de enkelte landes budgetter, og så kan man derfra betale det via det kontingent, man bliver enig om i forhold til EU.

Den øgede egenindtægt til EU er blevet forsøgt solgt ved, at pengene skulle gå til et godt formål, nemlig genopretningsfonden efter coronakrisen. Det er et ædelt formål, som vi støtter. Selvfølgelig skal vi hjælpe folkene i de lande, som er hårdest ramt af coronakrisen. Det kalder vi også for solidaritet i Enhedslisten ligesom i SF. Men så meget desto mere uforståeligt er det, at denne genopretningshjælp ikke tager sit udgangspunkt i, hvor hårdt et land er ramt af coronakrisen. Hele 70 pct. af hjælpen bliver fordelt på grundlag af nøgletal, fra før coronakrisen brød ud.

I det hele taget er der mange problemer med den genopretningsfond. Den udelukker ikke klimaskadelige virksomheder fra at få hjælp – absurd grønt – og man giver klimaskadelige virksomheder hjælp. Den fører til øget centralisering i Bruxelles. Den bibringer en enorm gæld frem til 2058, som lægger et pres på hele EU og EU-landene for at skaffe indtægter ud over de nationale bidrag, som en række lande vil have svært ved at betale. Og den udelukker ikke, at hjælp bliver brugt til at gennemtvinge velfærdsforringelser i modtagerlandene.

Husk det europæiske semester, som det her nu er lagt ind under, hvor det i 63 tilfælde fra 2011 blev anbefalet, at landene skulle lave forringelser og nedskæringer i sundhedssektoren. Er det det, Europa har haft brug for, altså nedskæringer i sundhedssektoren? Er det det, coronakrisen har vist, altså at vi har haft brug for nedskæringer i sundhedssektoren? Men det er det, der er blevet anbefalet.

Så er der endelig det, at den her mekanisme ikke er bundet op på overholdelse af grundlæggende retsstatsprincipper. Lande vil kunne diskriminere minoriteter; lande vil kunne afmontere retsstaten; lande vil kunne politisere domstolene, sådan som det aktuelt sker, samtidig med at midlerne tilflyder fra EU-kassen. Og så udelukker den i øvrigt ikke, at virksomheder i skattely kan modtage penge fra fonden.

Jamen hvor skulle pengene til genopretningen så komme fra? Undskyld, vi synes ikke, det er svært at påvise, hvor de skulle komme fra. Landbrugsstøtten er et oplagt eksempel. Strukturfondene, hvor der er et enormt svind, er et andet eksempel. Og så kunne man jo begynde at lukke skattehuller i EU. I går blev der vedtaget en ny skattelyliste, hvor Barbados blev fjernet. Barbados, der er det sidste af de 15 værste skattelylande, er nu væk fra EU's skattelyliste. Det er en skattelyliste, hvor man overhovedet ikke lukker af for skattelylande. Der ville ellers være mange penge, man kunne bruge som indtægter til at dække nogle af de udgifter, vi ikke kan støtte.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg får bare lyst til at spørge, om det så betyder, at Enhedslisten ikke vil være med til at bruge pengene fra genopretningsfonden. Nu har Enhedslisten i hvert fald brugt rigtig lang tid på at rakke den ned og tale om alle bekymringerne og alt det forkerte ved den, men betyder det så, at Enhedslisten ikke vil bruge nogen af de penge, der rent faktisk kommer fra genopretningsfonden?

Ordføreren.

Altså, Danmark har jo været med til at betale kontingent til EU, og Danmark har jo forpligtet sig til en gæld i forhold til den genopretningsfond, så selvfølgelig vil vi da være med til at bruge de penge. Men da vi havde diskussionen om, hvor pengene skulle komme fra, foreslog vi nogle andre steder. Og helt aktuelt kan vi jo nævne, at der var en mulighed for at gøre noget ved skattely, men desværre har man gjort det modsatte – man har fjernet det sidste af de 15 værste skattely fra EU's skattelyliste.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg synes jo, det er lidt pudsigt, at man faktisk gerne vil være med til at bruge pengene, men at man ikke vil være med til at støtte en genopretningsfond. Det synes jeg bare er selvmodsigende, men det har vi så fået på plads i dag.

Ordføreren.

Det er uforståeligt, at det er en selvmodsigelse at sige, at når Danmark har forpligtet sig til at låne de penge og til at betale dem tilbage, så skal vi også bruge pengene. Det synes jeg da er meget logisk. Altså, det er jo ikke sådan, at Enhedslisten kan sige, at vi ikke vil være med til, at der skal betales tilbage på det lån, vi har taget – hvordan skulle det foregå? Så når vi alligevel skal være med til at betale pengene tilbage, f.eks. når vi laver finanslovsaftaler med regeringen og med SF, så vil vi selvfølgelig også være med til at sige, hvordan pengene skal bruges; det siger sig selv.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til Enhedslistens ordfører. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, hr. Egil Hulgaard. Værsgo.

Jeg har også fået lov til at stå her på vegne af vores normale ordfører, fru Katarina Ammitzbøll. Vi gav i sommers fra Det Konservative Folkepartis side regeringen mandat til på Danmarks vegne at forhandle om EU's 7-årige budget og den tilhørende genopretningsplan. Vi har brug for et velfungerende europæisk marked. Vi har ikke råd til i Danmark, at EU's indre marked ikke fungerer. Vores mandat var dengang bundet op på et ønske om, at Danmark skulle have klarhed over, hvor meget Danmark skulle betale, og en øremærkning af investeringer i og tilskud til den grønne omstilling – også af hensyn til vores eksport. På den baggrund er vi tilfredse med det foreliggende resultat.

Normalt vil sådan en ratifikationsproces skulle foregå over det næste halvandet år. Den tid har vi ikke i det her tilfælde. De 750 mia. euro i genopretningsfonden er afhængige af, at landene har ratificeret det foreliggende budget og genopretningsplanen. Derfor er vi glade for, at den her behandling kommer så tidligt, at vi fra Danmarks side kan ratificere i god tid.

Jeg vil gerne lige gentage den ene ting, som vi også gav udtryk for på det tidspunkt, og som også den socialdemokratiske ordfører sagde, nemlig at påligning af skat er et nationalt anliggende. Så det, at vi stemmer for ratifikationen her i Folketinget eller giver udtryk for, at vi er positive, er ikke det samme, som at vi samtidig har nikket til, at de tre områder, som er blevet diskuteret tidligere, nemlig det omkring en digital afgift, en CO2-grænsetilpasningsmekanisme og et revideret emissions trading scheme, er egne indtægter på EU's side. Vi er lodret imod, at EU selv kan opkræve skatter.

Men med de bemærkninger er vi fra konservativ side positivt stemt over for beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er lige en kort bemærkning, og det er fra hr. Alex Ahrendtsen.

Det var det sidste, jeg bed mærke i. Ordføreren sagde, at Det Konservative Folkeparti er imod, at EU har egenindtægter. Allerede i dag er en tredjedel af EU's indtægter jo egenindtægter, og i dag siger et flertal så ja til endnu en egenindtægt, nemlig afgift på plast, der ikke kan genanvendes. Hvordan hænger det sammen?

Ordføreren.

Hvis jeg sagde det på den måde, sagde jeg forkert. Vi er imod, at EU kan opkræve skatter.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Så man er for, at EU kan opkræve afgifter, men man er imod, at EU kan opkræve skatter. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Vi tillader os at have et nuanceret forhold til, hvad for nogle indtægter EU kan have. Der kan være egne indtægter. Der er jo, som hr. Alex Ahrendtsen også siger her, også en egenindtægt i form af betaling for ikkegenanvendt plast, som ligger i den her aftale, som vi nikker til i samme ombæring, som vi nikker til EU's budget. Så vi er betænkelige over for EU's egne indtægter, men vi er ikke lodret imod, men vi er imod, hvis EU kan opkræve skatter.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til De Konservatives ordfører. Den næste ordfører er fra Nye Borgerlige, og det er hr. Peter Seier Christensen. Værsgo.

Tak for ordet. Nærværende beslutningsforslag er afgørende for ordningen for opkrævning af EU's egne indtægter. Det er samtidig en forudsætning for Kommissionens bemyndigelse til at optage lån for op til 750 mia. euro til finansiering af Den Europæiske Unions genopretningsinstrument.

I Nye Borgerlige foreslog vi, at dagens beslutningsforslag skulle underkastes en vejledende folkeafstemning. Målet var at standse den historiske forøgelse af Danmarks betalinger til EU eller i det mindste sørge for, at befolkningen blev hørt. Danmarks bidrag til EU forøges med 4,6 mia. kr. om året. Det danske bidrag stiger til ca. 24,3 mia. kr. årligt, hvilket er hele 23 pct. ekstra hvert år. Værst er det dog, at EU med dette beslutningsforslag får ret til at optage lån på medlemsstaternes vegne. Det er endnu et skridt i retningen af afvikling af Europas nationalstater. Det er endnu et skridt mod centralisering af magten hos EU's ikkefolkevalgte bureaukrater. Der er tale om intet mindre end 750 mia. euro, svarende til 5.600 mia. kr., og danskerne kommer til at hæfte for det.

Med dagens beslutningsforslag tager EU derudover et skridt mod opkrævning af direkte skatter. Det besluttes, at EU i de kommende år skal arbejde hen imod en reform af ordningen for egne indtægter og indførelse af nye indtægter. Tilhængerne vil påstå, at EU med denne ratificering ikke får ret til at opkræve direkte skatter, men i Nye Borgerlige siger vores sunde fornuft os dog, at retten til at opkræve direkte skatter er hele formålet med øvelsen. Med aftalen tillader man således Kommissionen at gøre forarbejdet.

Ingen af disse pengegaver i form af genopretningsinstrumentet vil dog løse de sydeuropæiske landes økonomiske problemer. De problemer startede længe før corona. Eksempelvis bunder Italiens problemer i euroen, et ufleksibelt arbejdsmarked, ineffektivt bureaukrati, komplekse skatteregler, tidlig pension og sort økonomi. Man er selvfølgelig velkommen til at tro, at italienske politikere pludselig finder den politiske vilje og stabilitet, f.eks. viljen til at fortælle deres befolkning, at deres pensionsalder nu skal være den samme som i Danmark, men al sund fornuft tilsiger, at viljen til at reformere et lands økonomi ikke bliver større, når man kan regne med en udbetaling af enorme summer euro, men det har heller aldrig været meningen at løse problemerne fra bunden for EU.

Målet er endnu mere EU, og midlet er at betale sig til goodwill hos europæiske befolkninger, særlig Italiens befolkning, der i stigende grad er blevet kritiske over for EU, særlig efter EU's katastrofale krisehåndtering under migrantkrisen og senest under bekæmpelsen af pandemien. Betalingen for Kommissionen og kommissionsformandens håndtering af europæiske udfordringer klarer danskerne med verdens højeste skatter.

Reformen af ordningen for EU's egne indtægter vil med tiden blive til et krav om en ret for EU til at opkræve skatter, og med opkrævning af skatter følger øget krav om overdragelse af finansielle kompetencer til EU, og de, der sidder på pengekassen, bestemmer.

EU er et falsk Europa; EU er en fejlkonstruktion. Det ægte Europa er ikke styret fra Bruxelles; det ægte Europa er decentraliseret. EU's massive forøgelse af EU's kompetencer og størrelse er et magtgreb , og corona var påskuddet. Om få år vil vi alle ved selvsyn kunne konstatere, at de grundlæggende problemer i visse medlemsstaters økonomier ikke er blevet løst trods danskernes slid for EU.

Nye Borgerlige kan selvfølgelig ikke bakke op om et forslag, som intet batter, men som bare gør danskerne fattigere. Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslag B 135.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til Nye Borgerliges ordfører, og da jeg ikke kan se flere ordførere, der gerne vil have ordet, er det finansministeren. Værsgo til finansministeren.

Regeringens beslutningsforslag om ordningen for EU's egne indtægter er en del af den samlede aftale om EU's flerårige finansielle ramme for 2021-27. Det er det, som også, sagt med et smil på læben, mundret kaldes MFF'en. Den samlede aftale er kommet i hus efter lange og hårde forhandlinger igennem næsten 2½ år. Det kulminerede som bekendt i sommer med 4 dages næsten uafbrudte forhandlinger mellem regeringscheferne i EU. Det er derfor også et kompromis, som har været ualmindelig vanskeligt at få i hus.

Når man ser på, hvad MFF'en indebærer, forstår man godt, hvorfor det har været så svære forhandlinger. For MFF'en er med til at fastsætte EU's prioriteter, ikke for 1 år, som vi ville gøre det typisk i Danmark, når vi laver en finanslov, men for de næste 7 år. Det er en fremtid, hvor vi ikke kan lukke øjnene for de fælles udfordringer, vi står over for, og som kræver ikke alene nationale, men også fælleseuropæiske svar. Det gælder eksempelvis de udfordringer, vi oplever med migration, klimaet og behovet for at understøtte vores fremtidige velstand og udvikling gennem forskning og udviklingsprogrammer på tværs af EU. Det skal MFF'en være med til at understøtte. Samtidig efterlod Storbritanniens udtræden af EU et stort finansieringshul i EU-budgettet, som vi også skulle håndtere. Det gjorde ikke forhandlingerne nemmere. I tillæg ramte coronapandemien os i begyndelsen af 2020 – en sundhedskrise, som har udviklet sig til også at være en historisk økonomisk krise. Det er en økonomisk krise, som har været et hårdt slag for de europæiske økonomier, og som har ramt alle lande uden undtagelse. Nogle er ramt hårdere end andre, men alle er blevet ramt. Også den dimension skulle håndteres i MFF-forhandlingerne.

Man kan derfor rolig konstatere, at omstændighederne for at nå en aftale var ekstra vanskelige denne gang. Der var meget på spil, og derfor var det også vigtigt, hvor vi endte. Så meget desto mere synes jeg der er grund til at være tilfreds med den aftale, som regeringen på grundlag af Folketingets mandat har forhandlet på plads med de europæiske lande. For selv om aftalen ikke er perfekt, er det dog en, som sikrer, at klimaet nu kommer i første række. Fremover skal 30 pct. af EU's udgifter gå til klimaformål. Før var det 20 pct. Det betyder helt konkret, at der er over 4.000 mia. kr. til at finansiere klimaformål i MFF'en og i EU's genopretningsplan, og som noget helt nyt introduceres der også en ny grøn indtægtskilde, der skal give medlemslandene incitament til at reducere mængden af ikkegenanvendeligt plastaffald. Det er fornuftigt. Det er med til at gøre EU grønnere. Og det er helt afgørende, at EU går forrest med klimadagsordenen. Derfor er det også et vigtigt resultat, at den grønne omstilling prioriteres højt i MFF'en, og at vi bruger hele værktøjskassen, både på udgiftssiden og også på indtægtssiden.

Et andet ganske markant resultat er en historisk stor dansk EU-rabat på 2,7 mia. kr. om året. Det betyder, at danskerne hvert år skal betale 2,7 mia. kr. mindre til EU, end vi ellers skulle have gjort. En så stor dansk rabat bidrager til at øge råderummet herhjemme, så der er flere penge til velfærd, sundhed og uddannelse og i øvrigt også de grønne initiativer. Den danske rabat er også afgørende for at sikre en mere rimelig fordeling af byrderne mellem medlemslandene. For nok skal de bredeste skuldre bære de tungeste byrder, men der skal også være rimelighed i tingene.

Et andet markant dansk aftryk er, at andelen af EU's budget, der går til det, man kalder moderne politikker, stiger markant. Det betyder også, at vi fremover i højere grad fokuserer på områder som forskning, migration og digitalisering. Det er med til at ruste EU til ikke bare at kunne stå stærkere i en europæisk sammenhæng, men i en global sammenhæng. Betyder det, at alt er, som vi kunne ønske os, med EU-budgettet? Nej, men det er et stort skridt i den rigtige retning. For modsat falder andelen af EU's budget, der går til mere traditionelle områder som landbrugs- og strukturfonde, fra tidligere 70 pct. til nu at udgøre under halvdelen af budgettet. Aftalen viser med andre ord, at fokus nu i højere grad er på grønne og vækstfremmende områder; områder, der kan karakteriseres som nogle, der også bidrager til, at EU bliver stærkere i en global sammenhæng og i den konkurrence, vi står i i forhold til resten af verdens lande.

Med MFF-aftalen blev der også etableret et genopretningsinstrument på 750 mia. euro, der har til formål at hjælpe medlemslandene igennem covid-19-krisen. Med det her instrument bidrager vi til en solidarisk genopretning af de europæiske økonomier, der samtidig også understøtter en grøn og en digital omstilling, så vi hjælper de EU-lande, som har de største problemer, og vi hjælper også alle med, at vi kan blive mere grønne og mere digitaliserede til gavn for vores lande. Så når vi kommer ud på den anden side af covid-19-krisen, er det en situation, hvor vi har brugt krisen klogt til at styrke vores fællesskab og styrke de enkelte lande.

Under denne krise fører vi både i Danmark og i EU en aktiv finanspolitik med målrettede hjælpepakker og investeringer, og det er afgørende for at bringe europæisk økonomi tilbage på fode efter coronapandemien. Og med genopretningsinstrumentet kobles udbetalinger og midler til krav om tiltag, som styrker landenes økonomier og deres robusthed, og som har et betydeligt fokus på at bidrage til den grønne omstilling og til digitalisering. Det skal være med til at sikre, at pengene bruges fornuftigt og på områder, der kan bringe os styrket igennem krisen.

Det er ingen hemmelighed, at regeringen i forhandlingerne var og stadig er særdeles skeptiske over for direkte tilskud finansieret af fællesskabet. Derfor arbejdede vi i forhandlingerne hårdt for, at midlerne skulle stilles til rådighed som lån på favorable vilkår. Og regeringens indsats i forhandlingerne må siges at have båret frugt. Vi fik nedbragt andelen af direkte tilskud fra 500 mia. euro, som Kommissionen havde foreslået, til 390 mia. euro, altså med 110 mia. euro. Og sidst, men ikke mindst, introduceredes der bl.a. som følge af en dansk indsats noget nyt med MFF-aftalen om retsstatsmekanismen. Fremadrettet vil der derfor blive etableret en kobling mellem retsstatsprincipperne og EU's budget. Det skal ikke være gratis for medlemslandene at bryde retsstatsprincipperne; en mekanisme, som Transparency International har kaldt et historisk gennembrud. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Med andre ord har regeringen efter min opfattelse leveret på den aftale og i fuld overensstemmelse med det mandat, som et flertal i dette Folketing i sin tid gav os; en aftale, hvor man ser fremad og prioriterer områder som klima, digitalisering, forskning, sundhed og indsatsen, der handler om migration. Det er en aftale, som er solidarisk, og som understøtter nødvendige tiltag, der skal medvirke til en genopretning af de europæiske økonomier, og det er en aftale, der har enorm betydning for det indre marked, som er Danmarks vigtigste eksportmarked.

Med regeringens beslutningsforslag, der skal ratificere ordningen for EU's egne indtægter, kan vi sætte et endeligt punktum for MFF-forhandlingerne. Ordningen, der implementerer indtægtssiden for EU's budget, er bl.a. en forudsætning for den historisk store danske EU-rabat og udmøntningen af EU's genopretningsmidler. Og jeg håber på tilslutning fra Folketingets partier til beslutningsforslaget og ser frem til de spørgsmål, der måtte være.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Alex Ahrendtsen. Værsgo.

Tak. Hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre brugte i sin ordførertale ord som fri fantasi og falske nyheder om EU-modstandernes vurdering af disse egenindtægter, og så kom jeg til at tænke på, om han overhovedet havde læst beslutningsforslaget. Og så tænkte jeg, at det måske var en god idé, at det var en finansminister, der bekræftede følgende, nemlig at det er en afgift på plast, der ikke kan genanvendes, som vi siger ja til i dag, og at EU har planer om at indføre en skat på CO2-udledning i år, og at man planlægger en digital skat i 2023. Der er også planer om afgifter på luft- og søfart og afgifter på finansielle transaktioner.

Jeg vil bare bede finansministeren om at bekræfte, at det er sådan, det er, og at beslutningsforslaget ikke er fri fantasi, når det står i beslutningsforslaget.

Finansministeren.

Altså, jeg kan starte med at bekræfte, at beslutningsforslaget ikke er fri fantasi. Det er meget alvorligt – altså det mandat, som regeringen beder om, til, at Danmark kan bidrage til, at vi kan få et EU-budget for de kommende 7 år, at vi kan bidrage til genopretning af europæiske økonomier, at vi kan sætte en række vigtige ting i stand og i gang, også her i Danmark, bl.a. med en række af de aftaler, vi lavede i forbindelse med finansloven. Jeg kan også sige meget klart, at det er op til det enkelte EU-land at indkræve skatter – det er ikke EU's opgave at gøre det.

Jeg synes, det er fornuftigt, at vi, når vi ser på EU's budget, tænker grønt, og at de lande, som er gode til det – og det er jo det, der er udtrykt med den del, der angår, hvorvidt man er god til at håndtere ikke genanvendelig plast – altså at de lande, der har en grøn tilgang til det, får en lidt mindre regning, og at de lande, som ikke er gode til det, får en lidt større regning. Det er ikke fri fantasi, det er at gøre noget godt for vores fælles miljø, og det synes regeringen er dybt fornuftigt.

Så er det hr. Alex Ahrendtsen. Værsgo.

Tak for det. Danmarks medlemsbidrag til EU er historisk højt trods rabatter, nemlig 24 mia. kr., og så vil jeg bare bede ministeren om at bekræfte, at hvis alle disse tiltag, som EU planlægger, altså afgifter, der skal øge egenindtægterne, og som skal finansiere genopretningspakken, ikke rækker, hvis de ikke slår til, så forpligter Danmark sig til at øge medlemsbidraget. Det står også i beslutningsforslaget. Kan finansministeren bekræfte det?

Ministeren.

Jamen det er jo sådan, at de udgifter, som man mellem medlemslandene aftaler skal afholdes, også skal finansieres, og det er der sådan set ikke noget nyt i. Og i den forstand har EU så fået til opgave at komme med nogle forslag til egne indtægter. Vi har ikke med det taget stilling til, hvorvidt de konkrete forslag, som EU måtte komme med, er nogle, vi fra dansk side kan støtte. Og når jeg også tidligere i debatten har hørt Dansk Folkepartis ordfører sige, at man nærmest på forhånd har konkluderet, at de her ting vil blive gennemført, må jeg sige, at det ikke er korrekt. EU vil komme med forslag, og så vil medlemslandene vurdere, om man synes, det er fornuftigt at gå den vej eller ikke.

Tak. Så er det hr. Søren Søndergaard.

Tak. Nu virkede det, som om SF's ordfører nærmest syntes, det var lidt umoralsk, at Enhedslisten ville bruge fra en genopretningsfond, vi ikke selv havde stemt for, fordi vi ønskede genopretningsfonden organiseret på en anden måde – hvad regeringen i øvrigt også ønskede oprindelig, men ikke kom igennem med. Og der vil jeg så bare spørge, om ministeren kan bekræfte, at ved alle fremtidige finanslovsforhandlinger, hvor man indgår aftale om en finanslov, vil dem, der står bag den finanslov, både være forpligtet til at bidrage til at betale til EU's budget, som jo er kæmpestort på trods af rabatten – altså, stigningen overgår jo langt rabatten – og også være forpligtet til, når tiden kommer, at betale tilbage i forhold til genopretningspakken. Kan ministeren ikke bekræfte det, sådan at eventuelt ondt blod mellem kommende finanslovsforligspartnere kan forsvinde her med det samme?

Finansministeren.

Hvis jeg her i salen kan bidrage til at skabe fred og glæde i regeringens parlamentariske grundlag, vil jeg da bestemt være glad for det. Jeg skal ikke i øvrigt blande mig i de diskussioner, der er mellem SF og Enhedslisten, men jeg vil blot sige, at når vi har finanslovsforhandlinger, er det klart, at det også indgår i dem, i det samlede budget, hvad Danmark bidrager med til EU. Det hører jo så også med til fortællingen, at nogle af de penge, vi i fællesskab, også sammen med Enhedslisten, satte af til grønne initiativer – og tak for et godt samarbejde – jo er nogle midler, vi har til rådighed, fordi vi har genopretningsmidlerne fra EU.

Jeg hørte lidt diskussionen mellem Enhedslisten og SF sådan, at SF spurgte Enhedslisten, om man, når man nu var imod den finansiering, der var her, så kunne gå ind for at bruge pengene alligevel. Den diskussion vil jeg helt og trygt overlade til de to partier, men jeg vil blot konstatere, at det, at vi med genopretningsmidlerne har mere end 11 mia. kr., som vi ikke mindst kan bruge på grønne initiativer og på digitalisering, har været til stor gavn for dansk økonomi og den grønne omstilling.

Hr. Søren Søndergaard.

Ja, og det er jo penge, der skal betales tilbage, og de partier, der indgår i finansloven, er også med til at betale dem tilbage. Og det er jeg glad for at ministeren bekræfter, for sådan er det jo – sådan er det jo.

Så vil jeg godt lige høre ministeren om en enkelt ting i forhold til retsstatsmekanismen. Jeg ved ikke helt, hvornår det der citat fra Transparency International var fra – jeg tror lige, vi må tjekke, om det var, da den var endeligt færdig. Men jeg vil bare bede ministeren om også her at bekræfte, at der ikke er nogen af de penge, der hidtil er bevilget til landene fra genopretningsfaciliteten, som overhovedet bliver berørt af spørgsmål om retsstatsprincippet. Ungarn kan fortsat undertrykke sin presse og sine domstole, uden at det har nogen betydning for de penge, som de har fået bevilget, og som strømmer til Ungarn lige i øjeblikket.

Ministeren.

Det er sådan, at vi med den retsstatsmekanisme, der er en del af det aftalte, har mulighed for at bruge det instrument – både for så vidt angår udbetalingerne fra EU's budget, men også fra genopretningsmidlerne, hvis man mener at vurdere, at det er relevant at gøre.

Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for ordet. Jeg kom til at flashe lidt, at vi i SF jo er ret optaget af en finansskat, så jeg vil egentlig bare spørge ministeren, om regeringen har nogen planer om at kaste sig ind i den diskussion og prøve at være med til at sikre, at vi får sådan en finansskat.

Finansministeren.

Jamen vi følger det arbejde, der pågår, med stor interesse, og når der måtte komme et konkret forslag, vil regeringen selvfølgelig tage stilling til det.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg kunne jo godt tænke mig, at regeringen var lidt mere aktiv på det og gik meget mere ind i den debat. Jeg tænker, at det jo trods alt er noget, som ministerens parti i hvert fald har været meget optaget af i valgkampe osv. Så er det noget, ministeren vil tage op af sig selv?

Finansministeren.

Det her er jo en debat, der løbende kører i EU, og vi er som regering optaget af, at alle skal betale den skat, de skal, og det gælder også de store techgiganter. Og det er jo ikke nogen hemmelighed, at der også p.t. pågår forhandlinger mellem EU og bl.a. USA, hvor man kigger på nogle af de her problemstillinger. Jeg tror, at det er meget fornuftigt, hvis man kan se det samlet i EU i forhold til også en global virkelighed, og hvis det ikke kan lade sig gøre, må man jo se på, hvad man så kan gøre.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til finansministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.