Tak. Det er jo så et borgerforslag, altså det er et forslag, der kommer til behandling her i Folketinget, fordi der er rigtig mange borgere, vælgere, folk, der interesserer sig for samfundsforhold, som har vurderet, at det her faktisk er et forslag, som de kan se fornuften i. I Dansk Folkeparti har vi sådan set stor forståelse for mange af de bevæggrunde, som folk har for at støtte et borgerdrevent forslag som det her. Der er en række fordele ved, at man begrænser eller decideret fjerner fyrværkeri. Som det også tidligere er blevet nævnt, er det jo uomtvisteligt noget, der generer en del forskellige dyrearter, og folk, der har hund, har sikkert også oplevet, at en dag som nytårsaften og også dagene op til og desværre også nogle gange dagene efter kan være lidt af en udfordring. Men derfra og til at støtte et forslag som det her, som kategorisk går ind og siger, at vi skal forbyde fyrværkeri, kan Dansk Folkeparti desværre ikke støtte. Det er at gå for drastisk til værks trods alt.
Nogle af de ting, som man vil forbyde, er jo det, som i vores terminologi ligger under definitionen ubetydeligt fyrværkeri. Det er typer, som ikke er forbundet med nogen som helst form for fare og risiko. Jeg kunne nævne et heksehyl, jeg kunne nævne en hundeproppistol, jeg kunne nævne en gammeldags sol og endelig også en stjernekaster. Ja, nogle vil f.eks. kunne sige, at en tændstik også er fyrværkeri. Det er ikke det, der er kendetegnende ved det her borgerforslag, altså at vi skal forbyde tændstikker. Men det er trods alt lidt mere balanceret, i forhold til at vi jo har set, at der har været store problemer med bl.a. batterityper, som har været forbundet med fejl og mangler, der har været en række uheld i forhold til batterityper, som måske ikke skulle have været godkendt til det danske marked, og der har også været i særdeleshed store udfordringer med ulovligt importeret fyrværkeri, herunder ikke mindst kanonslag i ganske massive mængder. Det er absolut batterierne og kanonslagene, som gør, at mange dyr har det vanskeligt, når vi andre synes, at det er festligt.
Hvis man kigger på tingene ud fra en uheldsstatistik, er det jo rigtigt, at det bestemt går den rigtige vej. Hvis man går tilbage til 1998, var der registreret 457 uheld med fyrværkeri, og de 89 af dem var i kategorien alvorlig. Sidste år var der kun 141 uheld, og det var heldigvis kun 24 af dem, som var i kategorien alvorlig. Hvis man går tilbage til 2016, havde vi faktisk hele 279 uheld registreret med fyrværkeriskader. Så tallene taler faktisk deres tydelige sprog, i forhold til at der har været gjort en betydelig indsats for at give flere oplysninger til folk, til brugerne, og der har også været en betydelig større bevågenhed fra Sikkerhedsstyrelsen i forhold til at godkende forskellige produkter på markedet. Så kan vi jo også se, at der heldigvis er flere og flere, der går over til at bruge batterier som raketter i stedet for de her pindraketter, som vi jo alle sammen kender fra vores barndom, hvor vi tog en ad gangen, og vupti, så var den væk. Så var der nogle gange, hvor flasken væltede og alt det der – det kender vi alle sammen. Det er der heldigvis ikke så mange eksempler på mere.
Samlet set mener vi, at det er helt forsvarligt, at man har mulighed for at fejre nytåret, men Dansk Folkeparti har jo så fremsat et beslutningsforslag, hvor vi siger, at det, der giver allerbedst mening, er, at vi indskrænker rettighederne til, hvornår man må benytte sig af fyrværkeri i henhold til nytår i hvert fald, og det skal så være fra den 31. december til den 1. januar. Vi mener, det må være rigtigt at indskrænke affyringsperioden til det.
Så der er nogle ting at arbejde med, og jeg synes selvfølgelig også, vi skal tage det her beslutningsforslag tilbage i udvalget, og så må vi prøve at se på, om der er nogle af tingene, der kan harmonere med andre forslag. Vi har jo også set, at der har været nogle, der bruger forskellige typer af fyrværkeri som en form for håndvåben, altså folk, der fyrer fyrværkeri af efter brandvæsenet, efter posten, efter Falck og også efter politi og sågar også efter private. Det er jo klart, at når man bruger fyrværkeri som en form for håndvåben med henblik på forsætligt at give andre folk personskade, så skal det selvfølgelig sanktioneres ekstremt hårdt. Så der er ting i det her borgerforslag, som der er god fornuft i, men et decideret forbud kan Dansk Folkeparti ikke støtte.