Tak for det, og tak for ordet. Tak til alle ordførerne, der har holdt ud her i aften, for deres konstruktive bidrag. I særdeleshed tak til Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance, som allerede her i aften har valgt at bakke op. Til jer andre: Tusind tak for, at I også kan se et perspektiv – de fleste af jer i hvert fald – og at vi kan prøve at se, om vi kan dykke længere ned i det.
For prøv at høre her: Danmark er et rigtig dejligt land. Vi er gode til at passe på hinanden, og vi har strikket det sådan sammen, at vi har en fælles kasse, vi kan trække på, hvis der er behov for det. Jo flere der kan smide noget i kassen, jo mere er der til dem, der ikke kan. Langt hen ad vejen er det godt, også selv om vi politisk kan være uenige om, hvor meget vi kan og skal smide i den kasse, og hvor meget vi skal beholde i hver vores egen lomme. Jeg tror heller ikke, at vi kan blive uenige om, at snyd og svindel ikke er acceptabelt. Skattely, sort arbejde og fup og fiduser gider vi bare ikke. Det dræner fælleskassen, og det skal selvfølgelig bekæmpes.
På samme måde har vi også en fælles interesse i, at virksomheder kan udvikle sig, at iværksættere kan blomstre, at der kan skabes arbejdspladser, og hver gang det sker, gør vi samfundskagen større, og skiverne bliver tykkere og tykkere, og derfor får vi bedre ældrepleje, uddannelse og grøn omstilling. Derfor er det også helt afgørende, at vi sikrer gode vilkår for vores iværksættere og virksomheder. Vi plejer at kunne blive enige om puljer og opbakning og snak. I dag skal vi blive enige om noget, der er mere fundamentalt, som er mere strukturelt, og som er mere langsigtet. Vi skal blive enige om at afskaffe den her såkaldte fantomskat, og selv om det dog ikke er Det Konservative Folkeparti, der har fundet på det ord, har jeg grebet det lige med det samme, for jeg synes, det er et godt ord, og at det ret præcist siger, hvad det handler om.
For det handler nemlig om skat på milepælsbetalinger, som man ikke engang ved om man får. Det er vanvittigt, det er grotesk, at vi i Danmark har sådan nogle regler. Det er til skade for køb og salg af virksomheder inden for især biotech, hvor chancen for at score kassen er minimal. Til gengæld er vi dybt afhængige af netop håbet. Nu skal jeg lige tjekke, hvor lang tid jeg egentlig har tilbage (Den fg. formand (Annette Lind): Der er 7½ minut tilbage). Det er godt, tak, for jeg har virkelig meget at sige. For vi er så dygtige til medicin, biotech, life science. Det er en af vores absolut største eksportsucceser, som også her under coronakrisen har finansieret meget af den danske velfærd. Det er en branche, som man kan undre sig over ikke har flere startups, altså lige indtil man begynder at dykke ned i det og finder ud af, at fantomskatten faktisk er en kæmpe udfordring – en forhindring.
Eftersom forskning og udvikling inden for bioteknologi er forbundet med en beskeden succesrate, sker det ofte, at de opstillede mål ikke nås, hvorfor milepælsbetalinger fra køber bortfalder, men det gør skatten ikke. Man kan selvfølgelig organisere og designe sig ud af det, men er det virkelig sådan, vi ønsker at strikke vores skat sammen, altså sådan, at virksomheder og investorer skal tænke i kreative løsninger, som nok er lovlige, men som i den grad naturligvis holder udenlandsk kapital langt væk? Man bliver som investor naturligvis skeptisk og finder andre og mere ligetil investeringer. Det giver sig selv. Hvorfor dog bøvle med det danske mærkværdige skattesystem?
Tænk sig, hvis jeg, dengang jeg fik min første løn, også skulle have betalt skat af den løn, jeg ville få senere. Så havde jeg været nødt til at sige pænt nej tak. Det er netop det, som sælgerne er nødt til. De har ikke råd til at sælge. De har ikke råd til at skaffe ny kapital. Det er da fuldstændig på månen. Reglerne, som de er i dag, vil uvægerlig betyde noget for et salg af privatejede virksomheder, der inkluderer en løbende ydelse, hvilket er helt almindeligt, når vi taler salg af også mindre virksomheder.
Det vil betyde mindst fire ting. Det vil betyde, 1) at sælger ved salg beskattes af penge, som vedkommende endnu ikke har fået og måske aldrig får i hånden, 2) at skatten ved salget derfor i nogle tilfælde risikerer at være højere end det beløb, man som sælger får i hænderne – det sker jo f.eks., hvis to femtedele eller mindre af den samlede salgssum falder ved købet, 3) at værdien af det fradrag, man senere kan opnå, hvis det viser sig, at man har betalt for meget i skat, i de fleste tilfælde vil være mindre værd end den skat, man har betalt, og 4) at man under alle omstændigheder mister renterne af den for meget betalte skat i perioden fra salget, til den endelige købesum kan opgøres. Den skat er simpelt hen ødelæggende, og den skal væk.
Jeg forstår helt ærligt ikke, hvis partierne ikke til sidst, endelig, langt om længe, når vi kommer gennem høringer og det ene og det andet, ikke bakker op om lige præcis det her forslag. For så bliver det jo kun ved snakken om iværksætteri og vækst. Så er det jo kun der, vi synes, det hele skal være pingpong-dynamo. Men når der skal tages action, skal vi huske, at det netop ikke bare skal være snak. Jeg håber meget, at I alle sammen vil overveje, at det skal være sådan, at køber og sælger får mulighed for at blive enige om, at beskatningen skal foregå på en anden måde end i dag.
Det er fint, at det er efter kasseprincippet som også nævnt i den tekniske gennemgang, der har været i Skatteudvalget. Og ja, det skal være noget, som køber og sælger netop er enige om, og den skattemæssige periodisering for køber og sælger skal følges ad tidsmæssigt. Der er ikke noget mærkeligt i det.
Vælger man beskatning efter kasseprincippet, betyder det i al sin enkelhed, at sælgeren i overdragelsesåret kun beskattes af det beløb, som vedkommende modtager det år, ligesom køberen også kun det år kan medtage det beløb rent skattemæssigt. Tilsvarende er det med de løbende ydelser de efterfølgende år. Der er fuld symmetri, men uden at sælgeren f.eks. er tvunget til at gå ud og låne til en skat, som vedkommende måske aldrig burde have betalt.
Ja, jeg anerkender, at det godt kunne være, at det kostede statskassen en lillebitte smule mere i forhold til i dag. Lad os få det undersøgt, lad os finde ud af, om vi kan gøre det provenuneutralt. Det har jeg i hvert fald tænkt. Men det er jo sådan set kun, fordi reglerne i dag er urimelige. Staten scorer faktisk en skat på forhånd af nogle penge, som endnu ikke har skiftet hænder, og som måske aldrig gør det. Hvis Folketingets flertal er villige til at ofre noget som helst på at forbedre vilkårene for iværksætterne, er det da oplagt at starte her, hvor det handler om at stoppe med at opkræve nogle penge, som det dybest set er urimeligt at man opkræver.
Det er på tide, at vi tager et opgør med fantomskatten. Jeg ved, det har været diskuteret før, og hos De Konservative har vi derfor sat kampen ind mod den uretfærdige og vækstdræbende fantomtopskat. Man skal selvfølgelig først beskattes, når man har modtaget pengene fra salget. Det er på høje tid, at vi gør det nemmere at drive og sælge sin virksomhed i Danmark. Fantomskatten er blot én blandt mange spændende mere eller mindre tåbelige regler, vi har, der skal væk, og jeg håber, at den her kommer væk lige om lidt, og ellers må vi fortsætte. Jeg synes, det er konstruktivt med en høring, med spørgsmål, med udvalgsarbejde. Det kunne jeg rigtig godt tænke mig at vi kommer i gang med. Så tak for ordet.