Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 120:

Forslag til folketingsbeslutning om plejehjemsbestyrelser og styrket bruger- og pårørendeinddragelse.

Af Jane Heitmann (V), Karina Adsbøl (DF), Mette Thiesen (NB) og Henrik Dahl (LA) m.fl.

(Fremsættelse 21.01.2021).

Forhandlingen er åbnet. Social- og ældreministeren.

Vi skal nu behandle et beslutningsforslag om plejehjemsbestyrelser, og som formanden lige gennemgik, er forslaget fremsat af Venstre, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance. Med beslutningsforslaget vil partierne pålægge regeringen inden den 1. juli 2021 at fremsætte et lovforslag om indførelse af obligatoriske lokale plejehjemsbestyrelser på landets kommunale plejehjem. Ønsket med forslaget er, at plejehjemsbestyrelserne skal sikre bedre inddragelse af hverdagen, beboerne, de pårørende, lokale ildsjæle, kommunale repræsentanter m.fl., og at bestyrelserne skal have indsigt i og indflydelse på aktuelle og lokale beslutninger med betydning for hverdagen på plejehjemmene.

Jeg vil starte med at sige, at jeg ligesom forslagsstillerne ønsker et velfærdssamfund, hvor vi tager udgangspunkt i den enkelte ældres behov, og hvor den enkelte ældre oplever at have selvbestemmelse og indflydelse på eget liv. Jeg deler dermed også forslagsstillernes intention om at sikre større inddragelse af de ældre og deres pårørende på plejehjemmene. Ældre mennesker er eksperter i deres eget liv, og de skal derfor inddrages mest muligt i forhold til den pleje og hjælp, de modtager. Jeg er ligeledes enig i, at det er afgørende med en nærværende og synlig ledelse på plejehjemmene, som beboerne og deres pårørende har mulighed for at gå til. De ældre har ret til en værdig, god og tryg ældrepleje, hvor nærvær, omsorg og faglighed skal være styrende for den måde, der gives pleje og omsorg på.

Vi er i regeringen ikke afvisende over for, at plejehjemsbestyrelser kan være en vej i forhold til at sikre en større inddragelse af de ældre og deres pårørende på plejehjemmene. En plejehjemsbestyrelse kan være et centralt organ, som beboerne og de pårørende kan gå til, hvis der er udfordringer på plejehjemmet. Plejehjemsbestyrelsen ville kunne holde ledelsen ansvarlig og sikre større indsigt i og indflydelse på de beslutninger, der har betydning for hverdagen på det enkelte plejehjem. Det er også vigtigt at slå fast, at der ikke i lovgivningen i dag er noget til hinder for, at man opretter en bestyrelse på det enkelte plejehjem.

Vi har fra regeringens side i vores første finanslov sammen med vores finanslovspartier afsat 245 mio. kr. til en række projekter og forsøg, der skal give mere omsorg og nærvær i ældreplejen. Her afprøver tre kommuner – det er Brønderslev, Holstebro og Vordingborg – lige nu nye metoder i forhold til plejehjemsbestyrelser og borgerinddragelse på plejehjemmene. Vi følger de mange forsøg tæt – det er 31 forsøg i 30 kommuner i alt. Jeg mødtes bl.a. med de tre kommuner, der har forsøg med plejehjemsbestyrelser, og det var vist mandag den 12. april.

På trods af opstartsudfordringer på grund af covid-19 er alle tre kommuner altså ved at være godt i gang. I arbejdet er der fokus på, at bestyrelserne skal styrke plejehjemmene ved at åbne op for at give indflydelse til gode lokale kræfter, herunder de pårørende. Et fokuspunkt i forsøgene er rekruttering af medlemmerne til bestyrelserne. I alle tre kommuner er det ikke kun pårørende, der skal sidde i bestyrelserne, som vi f.eks. kender det fra skoleområdet. Det kan være vanskeligt at rekruttere pårørende, der måske bor langt væk eller har en travl hverdag. Derfor vil der i bestyrelserne bl.a. sidde folk fra lokalområdet, fra foreninger, fra plejehjemmenes vennekredse og andre interesserede, der har noget at byde ind med.

Kommunerne understregede desuden over for mig på mødet, at det er helt afgørende, at bestyrelserne ikke må betyde mere bureaukrati, men at bestyrelsernes arbejde skal dreje sig om borgerne, ligesom et opmærksomhedspunkt er, hvor lang tid bestyrelserne skal sidde, og hvordan man løbende udskifter medlemmerne. Jeg glæder mig utrolig meget til at følge de tre kommuner og de erfaringer, de gør sig.

Derfor vil jeg også understrege, og det gælder generelt, men måske især på ældreområdet, at vi skal lade være med at lovgive bare for at lovgive. Inden vi begynder at lovgive om plejehjemsbestyrelser, er det vigtigt at få samlet op både på de erfaringer, der er fra de plejehjem, der i dag har bestyrelser, råd eller kontaktråd, eller hvad det hedder, men også på de erfaringer, som kommer fra de igangværende forsøg på området, som vi har været med til at understøtte økonomisk sammen med finanslovspartierne.

Endelig tror jeg også, det er vigtigt at inddrage de erfaringer, der er med de lovbestemte afdelingsbestyrelser i plejeboligerne. Det er afdelingsbestyrelser, der som udgangspunkt udelukkende skal bestå af beboerne. Afdelingsbestyrelsen godkender bl.a. driftsbudget og årsregnskab for afdelingen. Hvis beboerne ikke selv har valgt en afdelingsbestyrelse, kan kommunalbestyrelsen beslutte at udpege afdelingsbestyrelsen blandt pårørende eller andre, der vil kunne varetage beboernes interesser. Det vil sige, at der allerede er en lovbestemt bestyrelse for boligafdelingerne.

Et andet initiativ, som vi har fokus på i regeringen, er bl.a. at sikre en større inddragelse af de ældre og deres pårørende, og det ligger i vores velfærdsaftaler. Med velfærdsaftalerne på ældreområdet sætter vi tre kommuner fri af langt hovedparten af de statslige og kommunale regler. Vores forhåbning er, at kommunerne vil udnytte den frihed til at øge borgernes selvbestemmelse og styrke kvaliteten og fleksibiliteten i velfærden til gavn for de ældre og deres pårørende.

Inddragelse af og samarbejde med pårørende er også et af de seks spor, der arbejdes med i opfølgningen på ældretopmødet. Ældre Sagen er tovholder på sporet her, og der er nedsat en arbejdsgruppe, der skal afdække udfordringerne og komme med anbefalinger til bedre inddragelse af og dialog med de pårørende. Det er spændende at følge det arbejde og i sidste ende se, hvilke konkrete anbefalinger det munder ud i.

Et andet spor i opfølgningen på ældretopmødet er ledelse. Som led i arbejdet skal der udarbejdes pejlemærker for, hvordan man bedriver god faglig ledelse i praksis, og der afdækkes forskellige strategier for, hvordan man kan mindske ledelsesspændet i ældreplejen, så der bliver kortere mellem ledelsen, borgerne og deres pårørende. I beslutningsforslaget nævnes vigtigheden af en nærværende ledelse. Jeg er meget enig i, at det er helt afgørende med en synlig ledelse, der er tæt på borgerne, og jeg glæder mig derfor også til at se, hvad der kommer ud af det arbejde.

Vi har i Socialdemokratiet og dermed i regeringen altid været optaget af at sikre inddragelse af beboere og de pårørende på plejehjemmene. Vi var imod, da bl.a. Venstre og Dansk Folkeparti i 2010 afskaffede de obligatoriske bruger- og pårørenderåd. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at den daværende VK-regering vurderede, at afskaffelsen af de obligatoriske bruger- og pårørenderåd gav en administrativ besparelse i kommunerne på 26 mio. kr. årligt, dengang tilbage i 2010. Det er et beløb, vi må antage er højere i dag. Det virker derfor også noget urealistisk, at det i beslutningsforslaget vurderes, at det ikke vil medføre væsentlige merudgifter at indføre obligatoriske plejehjemsbestyrelser, særlig når man også tænker på den forskel, der er på de bruger- og pårørenderåd, man afskaffede, da man havde regeringsmagten, og så plejehjemsbestyrelser med reel indflydelse, der skal være mere end bare rådgivende. Der vil være administrative udgifter forbundet med plejehjemsbestyrelserne for ledelserne, for medarbejderne på plejehjemmene og sikkert også for forvaltningen, ligesom det i hvert fald for mig er uklart, om forslagsstillerne tænker, at bestyrelsesarbejdet skal honoreres eller skal kunne honoreres.

Vi deler fra regeringens side som sagt intentionen bag forslaget. Vi ønsker ligesom forslagsstillerne, at vi sikrer en større inddragelse af de ældre og deres pårørende på plejehjemmene, og det har vi sat gang i flere forskellige initiativer omkring. Men vi kan ikke støtte forslaget her. Dels skal vi afvente erfaringerne fra de forsøg, der er igangsat, dels vil forslaget altså kræve en større finansiering af de løbende udgifter, der vil følge af indholdet i forslaget. Men tak for ordet. Jeg ser meget frem til debatten.

Tak for det. Fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jamen altså, man kan undre sig lidt over ministerens tale, for jeg kan jo huske, da vi havde en anden ældreminister, som hed Thyra Frank. Dengang var ministeren som ældreordfører jo bannerfører, når der skulle tales imod vores ældreminister, fordi man havde en regering, sagde ordføreren, som ikke havde sat ældre på lovprogrammet. Og nu siger ministeren, at vi ikke skal lovgive på ældreområdet, men at man har sat en masse initiativer i søen. Altså, det virker da lidt mærkværdigt, synes jeg. Jeg tror, at ministeren har glemt, hvad hun udtalte, da hun var ældreordfører.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre om noget, for i Dansk Folkeparti har vi jo fremsat flere forslag på det her område netop for at sikre, at de ældre får en værdigere behandling. Altså, det er f.eks., at retten til omsorg skulle skrives ind i serviceloven. Men det ønsker man fra regeringens side ikke. Det er også, at retten til klippekortordningen skulle skrives ind i serviceloven. Det ønsker man heller ikke. Og for at forstå det vil jeg bare spørge: Hvordan kommer vi så videre herfra i forhold til det her med plejehjemsbestyrelser? Kunne man forestille sig, at regeringen vil tage initiativ til at indkalde til nogle forhandlinger på det her område, så vi får en værdig og omsorgsfuld ældrepleje? Vi kan alle sammen fortsat huske TV 2-dokumentaren, som blev vist i sommer, der viste nogle skrækkelige omsorgssvigt, der blev begået mod vores ældre.

Tak. Og værsgo.

Det er altid godt med de her spørgsmål-svar, for så kan man få lov til at opklare, hvis der skulle være nogle misforståelser om det, man har sagt. Altså, jeg prøvede bare mindeligt at sige til Folketinget, at vi jo skal lade være med at lovgive bare for at lovgive.

Nu er der dels allerede lovpligtige afdelingsbestyrelser, som der skal være, på de enkelte plejehjem, dels er der en lang række kommuner, der – selv om man har afskaffet kravet om bruger- og pårørenderåd under den tidligere-tidligere borgerlige regering – har valgt at fastholde det. Der er kommuner, der arbejder med det i regi af de 31 forskellige udviklingsforsøg for at få mere nærvær og omsorg i ældreplejen, som blev sat i gang i forlængelse af den her regerings første finanslov. Der er tre kommuner, der i regi af velfærdsaftalerne er blevet stort set fritstillet, og jeg ved, at de arbejder også med den her problemstilling alle sammen. Så der er jo gang i ganske meget.

Man skal jo ikke lovgive bare for at lovgive, og jeg mener, at vi har brug for at samle op på alle de erfaringer, der er derude, og sørge for, at vi ikke får lavet endnu et lag oven på nogle andre lag. Hvordan skal de her bestyrelser i beslutningsforslaget f.eks. spille sammen med de lovpligtige afdelingsbestyrelser? Jeg ved ikke, hvad forslagsstillerne ser for sig. Det ville jo være interessant at vide.

Fru Karina Adsbøl.

Altså, nu er den tidligere ældreordfører blevet ældreminister og har mulighed for at gøre rigtig mange gode ting for vores ældre medborgere. Og det gælder både i forhold til plejehjem og i forhold til hjemmepleje, men alligevel vil man ikke være med til noget. Vi har stillet adskillige forslag i Folketingssalen, og jeg kan bare nævne forslaget om, at man skal indhente straffeattester til offentlig brug i forhold til plejepersonale. Det er skudt ned. Vores forslag til en ældrelov, hvor man giver ældre flere rettigheder, har regeringen også skudt ned, og nu vil man skyde det her ned om plejehjemsbestyrelser. Og ministeren svarer, at man ikke skal lovgive bare for at lovgive, selv om ministeren klandrede en tidligere ældreminister for ikke at fremsætte noget i lovkataloget. Altså, det er da lidt pinagtigt, er det ikke?

Værsgo.

Tak for det. Altså, nu vil ordføreren jo vide – fordi ordføreren var ordfører på det – at vi allerede har lovbehandlet på området i den tid, jeg har været ældreminister, så det er en lidt fortænkt kritik at rejse. Den her regering er dybt optaget af ældreområdet. Ældreområdet er jo en af krumtapperne i vores velfærdssamfund og vores samfundsmodel, og derfor har vi også fra dag et – i modsætning til den tidligere regering, som Dansk Folkeparti understøttede – insisteret på, at pengene skulle følge med til kommunerne, når der kom flere ældre. Og det betyder indtil videre et løft på over 3 mia. kr. hvert eneste år til kommunerne, til bl.a. en værdig ældrepleje.

Ud over det har vi igangsat 31 konkrete udviklingsforsøg med ældreplejen under overskriften »Mere omsorg og nærvær i ældreplejen«, som jo bl.a. handler om det, vi diskuterer her i dag. Vi har selv i fællesskab et forløb kørende i forhold til tilsyn. Jeg kan sige, at en af de utrolig spændende ting, jeg hørte på det møde, jeg havde med de tre kommuner, hvor man arbejder med det her, kom fra en ældrerådsformand, som opfordrede til, at vi tænker det her sammen med de lokale tilsyn. Det synes jeg er utrolig spændende. Det har vi indtil videre to møder i kalenderen sammen om inden sommerferien. Så for at kunne sige, at der ikke sker noget, skal man vist sætte kikkerten for det blinde øje.

Fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren. Jeg bed mærke i, at ministeren sagde, at ministeren ikke var afvisende over for beslutningsforslaget. Det kan man jo godt kalde en blød landing, og man skal jo også en gang imellem huske at gribe fat i de små strå, der er, som på en eller anden måde kan invitere til dialog, så jeg har i hvert fald noteret, at regeringen ikke er afvisende.

Men jeg er da fuldstændig enig med Dansk Folkepartis ordfører, som jo siger, at meget af det, ministeren siger, klinger lidt hult. Ministeren siger, at regeringen ønsker indflydelse og selvbestemmelse for de ældre – altså, minister, vi er i gang med lovbehandle et lovforslag her i Folketinget, som jo netop skal fratage ældres ret til frit valg. Så det klinger hult.

Derfor vil jeg gerne spørge ministeren: Hvad er regeringens svar til de tusindvis af pårørende, som sidder derude med en mor eller en far eller en søster eller en bror og føler – og mange af dem jo med rette – at deres kære ikke får den pleje og omsorg, som de har brug for, og som de har behov for? De bliver ikke lyttet til af personalet, af ledelsen, og som historien har vist os i mange tilfælde heller ikke af kommunalbestyrelsen. Hvad er ministerens svar? Er det bare, at nu må man vente på, at de her små forsøg, som ministeren har sat i gang rundtomkring, løber til ende om 2 eller 3 år?

Værsgo.

Tak for det. Nej, det kan man jo ikke på nogen måde sige, heller ikke hvis man lyttede til det svar, jeg lige gav fru Karina Adsbøl. Vi står over for ganske mange, ganske store diskussioner i fællesskab omkring vores ældrepleje, som handler om bedre inddragelse af pårørende, bedre inddragelse af de ældres egen selvbestemmelse, større selvbestemmelse for de ældre end i dag. Det gør vi i velfærdsaftalerne, der forhåbentlig kan bringe os nogle nye løsninger, nogle nybrud, nogle svar på nogle af de grundlæggende problemer i vores ældrepleje. Det gør vi også i de seks spor i forlængelse af ældretopmødet. Det gør vi, når vi her i Folketinget skal diskutere tilsyn.

Jeg vil sige, at jeg ikke er afvisende over for, at plejehjemsbestyrelser kan være en rigtig løsning. Jeg ville ønske, at vi kunne kigge på de mange forskellige former, det har derude allerede i dag, og se på, hvor det virker godt, og på, hvad der er af ulemper. Der må vel stadig væk være en eller anden refleksion i Venstre over, hvorfor man i sin tid afskaffede de obligatoriske bruger-pårørende-råd på plejehjemsområdet. Det var jo noget, Venstre stod bag. Socialdemokratiet var dengang imod.

Derfor skal vi jo sørge for, at vi får lavet en lovgivning, der faktisk sikrer en øget kvalitet derude for de ældre og deres pårørende og ikke bliver endnu et lag af bureaukrati og overstyring, der bliver lagt ned over vores ældrepleje. Det har vores ældrepleje mere end nok af. Jeg tror, vores ældrepleje har brug for, at vi tænker os meget grundigt om, før vi lægger nye bureaukratiske krav ned over dem.

Fru Jane Heitmann.

Tak for det, formand. Jamen kære minister, der er jo som i intet sket fra regeringens side siden det ældretopmøde. Det var sidste efterår. Det ældretopmøde har jo til dato – til dato! – ikke gjort den mindste forskel for de tusindvis af pårørende, som dag efter dag, år efter år oplever, at deres kære på plejehjemmene ikke får den nødvendige omsorg og pleje. Der er intet sket i forhold til at styrke ledelseslagene. Der er intet sket i forhold til at styrke inddragelsen eller i forhold til at styrke dialogen.

Jeg er med på, at regeringen har igangsat det, som man kalder et udviklingssamarbejde eller et dialogforum, men det har jo ikke ført til handling. Der er intet sket. Hverdagen har på ingen måde ændret sig derude i virkeligheden, hvor de ældre sidder og kigger ud ad vinduet og de pårørende går og er kede af det, fordi værdigheden, omsorgen og empatien mangler.

Så hvad er regeringens svar? Hvad er regeringens helt ærlige svar til de pårørende, som nu i snart et år har hørt på, at vi har haft et ældretopmøde?

Tak. Både ministeren og ordføreren taler meget længe.

Værsgo.

Beklager. Sådan er det, når man brænder for det.

Det er underligt at skulle stå og høre på Venstres kritik – Venstre, som stod bag en regering, der ikke ville lade pengene følge med det stigende antal ældre i kommunerne – og på, at der ikke sker noget på ældreområdet. I vores første finanslov afsatte vi midler, der betyder, at man nu i 31 kommuner er i gang med bl.a. at udvikle modeller for selvstyrende teams, for tættere pårørendeinddragelse og en lang række spændende ting. I det her års finanslov løftede vi ældreplejen med 1,8 mia. kr. til højere faglighed og flere ansatte. Vi har lavet et ekstraordinært løft af taxametertilskuddet på sosu-skolerne. Vi har afsat midler til demografien og mere til i begge vores økonomiaftaler.

Vi kommer til at lave en velfærdslov, så vi forhåbentlig kan få bundet en kommende borgerlig regering til at lade pengene følge med, når der kommer flere ældre. Så jeg må altså melde hus forbi, når Venstre står og prøver at tegne billedet af, at den her regering ikke er dybt engageret på ældreområdet. Det er vi.

Tak for det. Så går vi til ordførerrækken, for der er ikke flere kommentarer. Så er det fru Birgitte Vind, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, tak for ordet, og tak til partierne for at have fremsat forslaget om, at der skal oprettes bestyrelser på plejehjem. I Folketinget tror jeg alle partier er enige om, at det må være magtpåliggende for alle kommuner at være optaget af borgernær velfærd, at hjælpen til de ældre medborgere sker i et tæt samarbejde med den enkelte borger og selvfølgelig også de pårørende.

Ingen kan vel være uenig i, at god ældrepleje bl.a. afhænger af, om borgeren selv har indflydelse på hjælpen. Sidste sommer, da historien om Else og andre ældre medborgere fyldte medierne, blev vi alle mindet om, at god ældrepleje ikke kun handler om ressourcer. God ældrepleje handler også om god ledelse, medarbejdernes vilkår (social- og ældreministeren (Astrid Krag) henter sin telefon fra talerstolen) – ministeren skulle lige have sin telefon – og om den kultur, der er i en kommune på et plejehjem, herunder hvordan man kommunikerer med den enkelte borger, inddrager de pårørende og i det hele taget arbejder ud fra en helhedsorienteret tilgang. Det kræver høj faglighed af både ledere og medarbejdere, men det kræver også, at der er mulighed for at levere faglighed.

Vi må nok erkende, at med vi politikeres iver efter at effektivisere og kontrollere i en årrække har vi bundet den offentlige sektor så stramt ind, at den ikke har kunnet ånde. Der er en stor mængde af regler og bureaukrati, som har fortrængt de ansattes mulighed for at yde nærvær i ældreplejen i mange tilfælde. Pårørende oplever at være til besvær, når de gerne vil i dialog med personalet om plejen af deres kære, borgerne oplever, at de bliver set som krævende, hvis de har et behov, der ikke lige passer ind i en kvalitetsstandard, og ansatte oplever, at de ikke kan give borgerne og de pårørende det, de har brug for.

Så jo, der er jo en grund til, at vi, et bredt flertal her i Folketinget, har sagt, at vi gerne vil sætte syv kommuner fri til at finde tilbage til fagligheden og sætte den fri. Tak til de mange partier, som har sendt det helt klare signal til både borgere og medarbejdere: I ved bedst.

Det kan derfor undre mig en smule, at fire partier nu lige i dag har fremsat et forslag om at pålægge kommunerne at oprette bestyrelser på alle plejehjem. Jeg er ikke i tvivl om, at det er meget velment, men når jeg har spurgt ude i kommunerne, møder jeg ikke så mange, der lige kan se modellen helt klart for sig. Flere har rejst spørgsmålet: Hvad kan en bestyrelse, som et bruger-/pårørenderåd f.eks. ikke kan? Og hvad skal bestyrelsens ansvar være, når det nu er kommunernes ansvar at leve op til lovgivningen? Hvor meget tid og energi er det egentlig, der skal tages fra ledelsen og medarbejderne og bruges til at servicere en bestyrelse i stedet for at servicere borgerne?

Så er det jo også sådan, som ministeren sagde, at der ikke er noget til hinder for, at man i dag kan oprette bestyrelser på et plejehjem, hvis man vil. Der er også pårørende, der siger til mig, at de jo egentlig gerne vil have lov til at være pårørende og ikke bruge tid på at sidde i en bestyrelse. De ved måske godt, at der ikke er så lang tid tilbage at være pårørende i.

Jeg vil også sige til de fire partier, at jeg er sikker på, at den gode ældrepleje fremover er kendetegnet ved, at vi har mere borgerinddragelse og mere pårørendeinddragelse. Det giver simpelt hen bare rigtig god mening. Vi skal huske, at boligerne på et plejehjem i dag er lejeboliger, som borgerne betaler husleje for at bo i. Plejehjemmene er private hjem, og det skal vi have respekt for.

Det er jo sådan, at hvis man som borger eller pårørende oplever behov for at vende noget med en ansat eller ledelsen, skal det jo ikke vente til et bestyrelsesmøde. Der skal selvfølgelig være mulighed for at komme i kontakt med en medarbejder eller ledelsen i løbet af en helt almindelig dag i dagligdagen.

Så jeg vil sige ligesom ministeren: Lad os nu i det mindste lige vente og se, hvad der sker ikke mindst ude i kommunerne, men også hvad opfølgningen på ældretopmødet bliver. Jeg er af den helt klare opfattelse, at kommunerne er i fuld gang med at rette fokus på lige præcis det her område: bedre bruger- og pårørendeinddragelse.

Så Socialdemokratiet kan ikke bakke op om forslaget, men vi lukker bestemt ingen døre, i forhold til at bestyrelser også kan være en mulighed. Vi vil bare ikke pålægge alle kommuner at gøre det samme. Tak for ordet.

Tak for det. Fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Respekten for eget hjem deler jeg; det er jo ældres hjem. Men man har jo set her under coronaen, at regeringen i hvert fald har nedlagt forbud mod, at de ældre kunne få besøg i eget hjem og nærmest også kunne komme ud af plejehjemmet. Men når det så er sagt, vil jeg til det, ordføreren siger om, hvem der skal dit og dat i forhold til de her plejehjemsbestyrelser, henvise til, at der nederst på side to i beslutningsforslaget står:

»Bestyrelsens konkrete virkefelt og beføjelser skal fastlægges sammen med interessenter på området i forbindelse med lovgivningsarbejdet. Forslaget vurderes ikke at medføre væsentlige merudgifter for kommunerne. Eventuelle udgifter til opstart af bestyrelserne i 2021 finansieres på finansloven for 2021.«

Det står ligesom dér i forhold til bestyrelsens arbejde. Hvis nu ordføreren ikke har læst beslutningsforslaget rigtigt og ordentligt, så ville jeg bare lige orientere ordføreren om, hvad det går ud på.

Værsgo.

Tak. Men det har jeg selvfølgelig, og det er jeg helt med på. Altså, det, vi i Socialdemokratiet så er optaget af lige nu, er jo, at vi ikke endnu en gang laver den her løsning fra Christiansborg, hvor vi siger one size fits all, men at kommunerne selv har mulighed for gøre lige præcis det, som forslagsstilleren måske i virkeligheden lægger op til. Det står jo kommunerne frit for allerede i dag.

Fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Det interessante er så, at ordføreren siger, at man har lavet en rigtig god aftale om at sætte nogle kommuner fri. I forhold til velfærdsaftalerne er der nogle kommuner, der ligesom får lov at sætte lovgivningen ud af kraft. Og der vil jeg bare høre, om ordføreren ikke kan bekræfte, at vi jo – i forhold til de rettigheder, de ældre har i dag, altså muligheden for frit at kunne vælge, hvilket plejehjem man gerne vil bo på, og muligheden for at kunne vælge sin hjælper – sådan set risikerer, at de ældre mister alle de ting og rettigheder i forhold til velfærdsaftalerne.

Middelfart Kommune var jo i sin tid ude at sige, at det tilsyn, man havde på plejehjem, og som er obligatorisk i forhold til Styrelsen for Patientsikkerhed, vil man ikke have. Så kan man slet ikke se, at der kan være nogle udfordringer i forhold til det, Socialdemokratiets ordfører kalder velfærdsaftaler?

Værsgo.

I velfærdsaftalerne ligger der det, at kommunerne skal yde de ældre den omsorg og hjælp, som de ældre har brug for, og derfor er det kommunernes ansvar, og det er også kommunerne, der har mulighed for at vurdere, hvad der passer i lige præcis vores kommune. Og der er vel ingen kommuner – det kan jeg ikke se for mig – der vil gøre det dårligere for borgerne. Tværtimod kan jeg sagtens se for mig, at man ved at kunne kigge på nye veje kan få øje på at gøre tingene på nye måder, som passer bedre ind i den virkelighed, der er i den pågældende kommune.

Tak for det. Så er det fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak for det. Og også tak til Socialdemokraternes ordfører for i hvert fald at holde en dør på klem – det vil jeg tage positivt ned.

Ordføreren spørger sådan lidt retorisk: Jamen hvem støtter overhovedet det her beslutningsforslag? Jeg tror lige, jeg vil tillade mig bare ganske kort at citere fra Altingets artikel i dag, og det er Ældre Sagen, jeg lige her hurtigt citerer. Der står nemlig:

»Ældre Sagen er positive over for forslaget. Det er en oplagt vej til, at sikre en formaliseret stemme, der kan tale de ældres sag. Og det er selvfølgelig helt afgørende, at de ældre og deres pårørende høres. Det er jo deres liv det handler om, siger seniorkonsulent Nina Bruun.«

Så hvem støtter? Ja, det gør bl.a. Ældre Sagen.

Anerkender Socialdemokraterne overhovedet ikke, at Ældre Sagen faktisk bakker op om det her forslag, og lytter man til Ældre Sagens stemme? Og uanset hvordan man vender og drejer det, må man jo sige, at Ældre Sagen trods alt taler med en vis tyngde i sådan en sag her.

Værsgo.

Jeg er helt sikker på at Ældre Sagen også udtaler sig på baggrund af stor viden på området, og jeg har stor respekt fra Ældre Sagen. Det, vi jo i Socialdemokratiet er optaget af, er, at det er kommunerne, der har ansvaret for ældreplejen ude i kommunerne; det er kommunerne, der skal træffe de beslutninger, der passer bedst til deres ældrepleje. Der er jo ikke to kommuner, der er ens, og der er ikke to plejehjem, der er ens.

Men stor respekt for Ældre Sagen, selvfølgelig, og Ældre Sagen er for øvrigt også en af de meget tætte samarbejdspartnere i forbindelse med ældretopmødet, som jeg også ved at ældreministeren er i tæt dialog med.

Fru Jane Heitmann.

Tak for det. Det kommer sådan set ikke bag på mig, når Socialdemokraterne siger, at de er optaget af kommunerne, altså sådan en udpræget systemtænkning. Og det er jo der, hvor vejene i virkeligheden skiller – altså, i Venstre er vi optaget af borgerne og borgernes perspektiv. Men selvfølgelig respekt for, at Socialdemokraterne er systemets vogter.

Socialdemokraterne vil vente og se. Det var det, ordføreren sagde i sin tale. Men jeg vil bare sige, at fra Venstres side er vi enormt utålmodige. Vi vil gerne i gang, og vi synes sådan set, at de pårørende, men også de ældre, fortjener, at vi lytter til dem.

Hvad er den socialdemokratiske ordførers svar til de tusindvis af pårørende, som savner en bedre omsorg og en mere værdig ældrepleje? Vi hørte jo, at ministeren ikke havde nogen svar til de pårørende, men har Socialdemokraterne et klart svar til de pårørende, der er bekymrede og kede af det og savner omsorg, værdighed og empati i hverdagens ældrepleje?

Værsgo.

Jeg ved ikke, om Venstres ordfører har været i kontakt med ansatte og pårørende her for nylig, men min erfaring er, at der foregår ufattelig god og nærværende ældrepleje i den offentlige sektor, og at det ikke er så skidt, som det nogle gange kan lyde som om. Men det er da helt klart, at det, der er vores budskab til pårørende, er, at vi tager det her dybt seriøst, og at vi tager det meget alvorligt.

Derfor er det os også meget magtpåliggende, at der i den fremtid, vi kigger ind i, kommer mere borgerinddragelse, mere brugerinddragelse, mere pårørendeinddragelse. Men det skal være sådan, at der bliver taget højde for den enkelte borgers behov, og at det må være med udgangspunkt i den enkelte borger på det enkelte sted – det er det, der ligesom skal være kendetegnende for fremtidens ældrepleje.

Tak. Der er ikke nogen kommentarer, og derfor er det den næste ordfører, ordføreren for forslagsstillerne, fru Jane Heitmann, Venstre.

I sommeren 2020 rullede TV 2's hjerteskærende dokumentar om bl.a. Else Marie Larsen fra Aarhus over skærmen. Ikke blot uværdig behandling, nedsættende tale og omsorgssvigt blev afdækket, men også hvordan pårørendeindflydelsen er totalt fraværende. Pårørende har i gentagne tilfælde klaget over omsorgssvigt, både til plejehjemspersonalet, ledelsen og kommunalbestyrelsen, uden at blive hørt eller blive taget alvorligt. Det går simpelt hen ikke, at ældre og deres pårørende igen og igen køres over, uden at nogen lytter til det eller handler på det.

Det er simpelt hen uværdigt, når omsorgssvigt af værste skuffe ufortrødent får lov at fortsætte. Når ældre, som vi så det i dokumentaren, bliver gjort til en ting, som systemet skal håndtere, er forråelsen for alvor rykket ind under huden, og det skal stoppes. Ældre skal behandles med værdighed, omsorg og pleje af høj faglig kvalitet, præcis som vi behandler alle andre grupper i dagens Danmark.

På det bagtæppe fremsættes beslutningsforslaget her af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, og til mine gode kollegaer vil jeg gerne sige tak for samarbejdet omkring beslutningsforslaget.

Man kunne have ønsket sig, at billederne fra Else Maries og Niels' hverdag i Aarhus og Randers var enlige svaler, men der er mange af den slags sager, desværre. Venstre og de tre andre partier ønsker, at regeringen fremsætter et lovforslag om indførelse af obligatoriske lokale plejehjemsbestyrelser på landets kommunale plejehjem.

Plejehjemsbestyrelserne skal sikre mere og bedre inddragelse og ikke mindst dialog i hverdagen. I bestyrelserne kan f.eks. plejehjemsleder, personale, beboere, lokale ildsjæle, kommunale repræsentanter og pårørende have en plads. Med lokale plejehjemsbestyrelser sikrer vi større indsigt i og indflydelse på aktuelle lokale beslutninger med betydning for hverdagen på plejehjemmene. De enkelte plejehjemsbestyrelser skal kunne holde ledelsen ansvarlig i forhold til at sikre, at ældre bliver mødt af en værdig ældrepleje med nærvær og omsorg, og selvfølgelig også i forhold til at sikre, at værdigrundlaget udleves og er intakt i hverdagen, for det står klart efter TV 2's dokumentar, som hed »Plejehjemmene bag facaden«, at omsorg, nærvær og empati er totalt fraværende alt for ofte.

Jeg er naturligvis klar over, at der er plejehjem, som bidrager med en stor og en vigtig indsats, både hvor omsorgen er i top, og hvor de pårørende føler sig lyttet til og taget med på råd. Det er trods alt også dem, som kender deres pårørende bedst, og sådan burde det jo være alle steder.

I kølvandet på TV 2's dokumentar blev der i efteråret 2020 afholdt et allerede planlagt ældretopmøde, og det var så det. Siden da har der været stille fra regeringens side, stort set. I sidste uge læste jeg et kommissorium fra Brønderslev Kommune, og det var jo også det, som ministeren henviste til, hvor man allerede har besluttet at indføre bestyrelser på lokale plejehjem, og det er rigtig fine målsætninger, man arbejder med, bl.a. tilfredshed blandt beboere og pårørende, styrkelse af ledelsen og attraktive arbejdspladser og så at højne kvaliteten, omsorgen og nærværet. Jeg vil gerne citere lidt fra kommissoriet, i forhold til hvad opgaven er:

Bestyrelsens opgave er især at være med til at brande plejecenteret samt at være en god sparringspartner for ledelsen og derudover at inddrage civilsamfundet, således at Brønderslev Kommune får åbnet tilgængelige plejecentre.

Der skal lyde en kæmpestor ros til Brønderslev Kommune for her at gøre forsøget.

Vi ved fra f.eks. friplejehjem, at lokale bestyrelser løfter både omsorgs- og plejeniveauet, ligesom det løfter dialogen og gør, at konfliktniveauet i det hele taget bliver mindre. Jeg er klar over, at forsøget i Brønderslev er iværksat af finanslovsmidler fra den røde regering, men det ændrer ikke på, at Brønderslev Kommune skal have ros for at gøre forsøget og få skabt et forum, hvor faglighed og interesser kan mødes gennem frugtbar dialog for at få hverdagen til at blive så god som mulig for alle parter.

Vi kender det jo bl.a. fra skolebestyrelsesmodellen. Skolebestyrelsen har ikke bestemmende indflydelse på valget af leder, men man har indflydelse på både stort og småt, også på valget af skoleledere.

For mange år siden, da jeg selv var elevrådsformand på min folkeskole, sad jeg med i skolebestyrelsen som elevrådsrepræsentant. Det var super lærerigt, og jeg har ofte i årene herefter tænkt på, hvor smukt demokrati kan være, når man lytter på alle niveauer og tør tage en fordomsfri debat eller dialog. Det mangler vi på de kommunale plejehjem: et rum for fordomsfri dialog, hvor de ældre og deres hverdag sættes i centrum.

Jeg har med glæde noteret mig, at bl.a. Ældre Sagen støtter op om forslaget her, og jeg håber på Folketingets tilslutning til beslutningsforslaget, så vi sammen kan komme tættere på både værdighed, omsorg og empati. Det har vores ældre efter et langt og slidsomt liv fortjent. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer til Jane Heitmann, så vi går videre. Det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det her forslag handler om, at vi ønsker, at regeringen skal fremsætte et lovforslag om indførelse af obligatoriske lokale plejehjemsbestyrelser på landets kommunale plejehjem. Plejehjemsbestyrelserne skal sikre bedre inddragelse af beboerne, de pårørende, lokale ildsjæle, kommunale repræsentanter i hverdagen, altså større indsigt og mere indflydelse på aktuelle og lokale beslutninger med betydning for hverdagen på plejehjemmet. Den enkelte plejehjemsbestyrelse skal kunne holde ledelsen ansvarlig i forhold til at sikre, at de ældre bliver mødt med en værdig ældrepleje med nærvær og omsorg.

I Dansk Folkeparti ønsker vi et velfærdssamfund, hvor vi tager udgangspunkt i den enkelte ældres behov. Et plejehjem er beboerens hjem, og derfor skal de ældre, deres pårørende også centrale ressourcer i lokalsamfundet også have en større indflydelse på hverdagen på plejehjemmet. Det er derfor helt afgørende med en nærværende og synlig ledelse, og at beboere og pårørende har en direkte mulighed for at råbe op, hvis lederne ikke evner at løfte den opgave. Synlig ledelse betyder for mig, at man har en leder, der ikke kun er til stede fra 7 til 15 eller fra 8 til 16, men selvfølgelig også ved, hvad der foregår om aftenen og om natten, i weekenderne og på helligdage – kort sagt, en leder, der er lydhør over for medarbejderne, pårørende, og som kender beboernes ønsker og deres livshistorier og ikke mindst deres behov.

Plejehjemsbestyrelsen på det enkelte kommunale plejehjem kan foruden ledelses- og medarbejderrepræsentation også bestå af beboere, pårørende og ildsjæle. Det kan også være et medlem af kommunalbestyrelsen, ja, det kan være flere. Det er sådan noget, vi kan sætte os sammen og eventuelt forhandle om, altså hvordan og hvorledes det skal se ud, hvis vi kommer så langt.

Vi har været vidner til et uacceptabelt svigt på ældreområdet, pårørende, der hverken er blevet hørt eller lyttet til. Alzheimerforeningen har udgivet en rapport om opringninger til foreningens telefonlinje, og det er rystende læsning. Hovedkonklusionen i deres rapport var, at der er så mange eksempler på mangelfuld og sundhedsfarlig behandling og alvorligt svigt i den basale pleje af og omsorg for personer på plejehjem, at det ligner et mønster af systematisk svigt over for nogle af de mest sårbare og syge patienter i det danske sundhedsvæsen. Forholdene på alt for mange plejehjem i Danmark er ikke kun uværdige, men også direkte sundhedsfarlige og indebærer alvorlig risiko for demenspatienternes liv og helbred.

Pårørende har især peget på personalets manglende faglighed som den væsentligste årsag til de mange problemer med omsorgssvigt og mangelfuld og sundhedsfarlig behandling. Klagerne, som Alzheimerforeningen så har noteret, er et vigtigt vidnesbyrd, der i bund og grund er en kæmpe falliterklæring, fordi vi ikke formår at sikre en livsnødvendig kvalitet i behandling og pleje og omsorg af alt for mange alvorligt syge patienter og ældre medborgere på landets plejehjem. Udsendelsen »Plejehjemmene bag facaden« står jo tydeligt på nethinden.

I Dansk Folkeparti mener vi, der er brug for handling, og derfor udarbejdede vi også et forslag til en ældrelov, der skulle være med til at sikre ældre medborgere en mere værdig behandling, nærværende omsorg og direkte indflydelse på deres hverdag. Ældreloven skulle indeholde minimumsnormeringer i ældreplejen, en styrkelse af tilsynet på plejehjem og retten til omsorg, som heller ikke fremgår i dag af servicelovens § 83. Men med indførelse af en reel omsorgsret vil ældretilsynet også kunne reagere, hvis det konstateres, at borgeren ikke får den omsorg, han eller hun har krav på, men har været udsat for omsorgssvigt. Desværre stod vi i Dansk Folkeparti ret alene i Folketingssalen, og vores forslag blev skudt til hjørne.

Ældre medborgere skal selvfølgelig inddrages i deres liv og være med til at bestemme over deres eget liv, og det gælder også i tilfælde, hvor den ældre medborger lider af en demenssygdom og måske kun i nogle tilfælde selv kan træffe nogle beslutninger. Klippekortsordningen er jo et godt eksempel på en god ordning, hvor den ældre medborger selv kan vælge, hvad den ekstra hjælp, vedkommende har, skal bruges til. Det kunne jo være en tur til frisøren eller en cykeltur på en rickshawcykel, det kunne være flere forskellige ting. Flere kommuner har desværre valgt at afskaffe klippekortsordningen, og derfor mener vi selvfølgelig også i Dansk Folkeparti, at den skal lovfæstes.

Vi håber også, at der vil være opbakning til det her forslag, som vi drøfter i dag; om ikke andet håber vi jo i hvert fald, at ministeren indkalder til forhandlinger på det her område. Det er også rigtigt, som ministeren siger, at vi jo har behandlet et lovforslag om at styrke tilsynet, og der vil jeg sige, at det jo var noget, Dansk Folkeparti rejste i de forhandlinger, vi havde om reserven, netop i forhold til at have styrket tilsyn, men det skulle også være sådan, at pårørende havde et sted at kunne henvende sig.

Til slut vil jeg sige, at der er rigtig mange dygtige medarbejdere ude i vores pleje- og omsorgssektor, men desværre har vi også været vidner til brodne kar. Så det vigtigste for os er, at vi sikrer, at vores ældre medborgere får en god og værdig omsorg og en god ældrepleje. Tak for ordet.

Tak for det, og der er heller ikke nogen kommentarer her. Den næste er fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Og tak til forslagsstillerne for at fremsætte forslaget. Jeg synes virkelig, der er meget at forholde sig til, når man bliver gammel og skrøbelig og får brug for hjælp. Og hvis man så samtidig har svært ved at udtrykke sine egne behov, så kommer vi til at se flere eksempler på, at ældre ganske enkelt ikke får den hjælp, som de har behov for.

Det løser vi ikke med plejehjemsbestyrelser. Det løser vi kun med veluddannede faste medarbejdere, som har en god relation til de ældre. Pårørende er ofte en helt afgørende nødvendig støtte, og jeg er bekymret for mange af de ældre, som ikke har nogen nærmeste, som kan hjælpe til. Et godt og nært samarbejde er afgørende for en værdig ældrepleje. Vi er også enige i, at fundamentet for velfærdssamfundet risikerer at smuldre, hvis vi ikke formår at levere den service og nærvær og omsorg, som ældre har brug for.

Det er hjerteskærende, når Else og Niels i tv-dokumentaren åbenlyst ikke får den hjælp, som de har brug for. Det er bare ikke en bestyrelse, der skal sørge for det. Det er den lokale leders ansvar at sikre, at beboerne får den nødvendige hjælp, i et samarbejde med beboeren og den faste social- og sundhedsassistent.

Når forslagsstillerne sammenligner skolebestyrelser med forslaget om plejehjemsbestyrelser, synes jeg egentlig, det er vigtigt at huske, at vi ganske vist har forældremyndighed over vores børn, i hvert fald i et stykke tid, men vi har altså ikke forældremyndighed over vores forældre.

Det gør sig langt fra altid gældende for vores forældre, når de flytter på plejehjem, og mange beboere vil slet ikke have tiden til at varetage opgaverne i en bestyrelse. Udskiftningen af beboere på plejehjem gør, at der vil mangle kontinuitet i de foreslåede bestyrelser, og hvis plejehjemsbestyrelsen skal have beslutningskompetence over for ledelsen, kræver det også, at bestyrelsesmedlemmerne er de samme over en længere periode, og det tror vi faktisk er rigtig, rigtig svært på landets 900 plejehjem.

Det er lige så svært at afgøre, hvilke beslutningskompetencer en plejehjemsbestyrelse skulle have, men jeg noterer mig, at man i beslutningsforslaget skriver, at bestyrelsens konkrete virkefelt skal fastlægges med interessenter på området. Men Else og Niels skal først og fremmest have hjælp på en måde, som de selv finder værdig, og i et direkte samarbejde med faste medarbejdere, og ikke via naboens pårørende.

Behov for hjælp skal varetages af myndighedspersoner, og hjælpen skal være omfattet af fortrolighed. Vi støtter i SF op om, at man på landets plejehjem kan have pårørenderåd, der kan koordinere aktiviteter i dialog med plejehjemmet. Men vi støtter ikke, at man skal tvinge landets plejehjem til at indføre obligatoriske plejehjemsbestyrelser.

Det betyder ikke, at vi ikke mener, at der er brug for forbedringer, for det er der. Hvis jeg skulle komme med bare nogle eksempler, og også nogle af dem, som forslagsstillerne faktisk har fremhævet, så synes jeg, at det giver rigtig god mening at invitere byrådsmedlemmerne ind på plejehjemmene og lade dem involvere sig noget mere.

Jeg synes sådan set også, at tilsynet skal tale med både beboere og med pårørende, når det er sådan, at de er der. Og jeg synes også, at pleje og omsorg er sundhedsydelser, som burde være omfattet af reglerne for patienterstatning.

Jeg synes, at kommunalbestyrelsen skulle forpligtes til at opsamle klager fra borgere og fra pårørende. Jeg synes også, kommunalbestyrelsen skal have pligt til at gøre rede for, hvornår ældre får afslag på ansøgning om hjælp til en plejehjemsplads eller for den sags skyld til hjemmepleje. Og jeg synes også, at kommunalbestyrelsen skal kunne redegøre for, hvad borgerne betaler for, når det er sådan, at de får regninger for mere og mere brugerbetaling i ældreplejen. Og ikke mindst tror jeg nok, at jeg synes, at det ville give mening med noget mere fast personale med tid til relationer til den ældre. Det er bare for at nævne nogle eksempler på forbedringstiltag.

Men bestyrelser er ikke et af dem. Bestyrelser vil blot betyde, at vi skal holde nogle flere møder, og det skaber mere bureaukrati. Jeg er optaget af, at når vi forbedrer ældreplejen, gør vi det med mere personale, som kan give borgerne den hjælp, som de har behov for, hverken mere eller mindre. Tak for ordet.

Tak for det. Nu er der nogle kommentarer. Fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg er jo meget enig i, at der er brug for veluddannede personaler. Det er så én vej at gå, og der er jo flere veje til, at vi får en god og værdig pleje- og omsorgssektor. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre: Er der fra SF's side en fuldstændig udelukkelse i forhold til plejehjemsbestyrelser? For jeg tænker jo, at det ene ikke udelukker det andet.

Så havde ordføreren en række ting i forhold til forbedringer, som ordføreren oplistede, og Dansk Folkeparti har jo bl.a. foreslået minimumsnormeringer, også med hensyn til lovgivningen om en klippekortsordning og det at skrive omsorg ind i lovgivningen, men det afviste SF jo i forhold til at lave en ældrelov. Så er det sådan, at vi kan se, at der kommer et beslutningsforslag fra SF's side i forhold til at sikre en bedre og værdigere pleje- og omsorgssektor inden for ældreområdet? Eller hvad kan vi forvente os?

Tak, og værsgo.

Jamen ældreplejen er jo prioriteret, bl.a. også i den seneste finanslov, som også har givet mulighed for at gøre nogle af de ting, som der skal til for at skabe forbedringer, og jeg er optaget af, at den hjælp, som vi bliver enige om, er den hjælp, som kommer borgeren direkte til gavn. Jeg synes, at vi har en tendens til, at vi, hver gang vi ser et problem, så laver en ny struktur eller – som i det her tilfælde – en bestyrelse.

Men behovet er jo i virkeligheden at være til stede og have tid til at lytte til, at Niels forsøger at sige, at han har brug for at komme på toilettet. Og hvis man så udsendelsen, så man også, at der var rigtig meget personale, som faktisk ikke nåede at opfatte, at det var det, som han havde brug for. Det tror jeg som den, jeg nu er, og med den baggrund, jeg har, handlede om, at man simpelt hen ikke kendte beboeren godt nok, og det synes jeg ikke er værdig ældrepleje. Så derfor tror jeg på, at et fast personale og kontinuitet er vejen frem.

Fru Karina Adsbøl.

Ja, det er vi jo enige i. Jeg kender jo området fra tidligere, fordi jeg har arbejdet som social- og sundhedsassistent og hjælper ude i sektoren, og det er jo vanvittigt at være vidne til, at så mange personaler kan gå forbi Niels og overhovedet ikke registrere, hvad det er, han vil, og hvad han faktisk fortæller, og det er vanvittigt, at det kan forekomme.

Men jeg vil så høre SF's ordfører: Hvordan når vi dertil, hvis SF ikke vil være med til det her, som er et løsningsforslag, og SF jo heller ikke vil være med til minimumsnormeringer eller en ældrelov? Så hvordan opnår man egentlig, at den her nærhed og værdighed og omsorg sker i praksis?

Værsgo til ordføreren.

Jeg synes egentlig, at det, i takt med at vi har fået flere og flere standarder, så er blevet sværere og sværere for borgeren at få lige præcis den hjælp, som den enkelte selv synes man har brug for. Derfor mener jeg det faktisk oprigtigt, når jeg siger, at den hjælp, som den ældre skal tilbydes, er den hjælp, som den ældre bliver enig med en fast hjælper om, og at man i et samarbejde mellem borgeren og den ansatte har muligheden for at lave de aftaler, som er nødvendige for at kunne levere en værdig ældrepleje.

Tak for det. Så er det fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Ordførerens parti er jo også meget engageret på daginstitutionsområdet i forhold til vores mindste medborgere, og der bruger man jo i høj grad bestyrelser. Jeg har selv to små børn, og den ene går i vuggestue, hvor der også er en bestyrelse, som bl.a. kæmper meget for, at der skal være guldmærke i økologi i institutionen. Det er en kamp, man har valgt at engagere sig i fra bestyrelsens side.

Det er jo sådan et meget lille, men meget konkret eksempel på, hvordan man kan være med til at præge den institution, som nogle af ens allerkæreste har deres hverdag i. Og min datter går kun i institution i nogle få år, lige så vel som det på et plejehjem kan være, at det kun er nogle relativt få år, man har sin pårørende dér.

Hvorfor kan ordføreren ikke se fidusen i en bestyrelse på et plejehjem, når man eksempelvis har det i daginstitutioner, hvor det giver den her medindflydelse og medbestemmelse på noget, der er ens familie så nært?

Værsgo.

Jamen den første helt afgørende forskel er jo, at jeg netop ikke har forældremyndighed over mine forældre modsat mine børn, som jeg har ansvaret for, mens de er små, og som jeg også skal varetage interesserne for, mens de går i daginstitution, og som jeg har ansvaret for, mens de går i daginstitution. Samtidig bor vi som forældre altså tæt på, hvor vores børn går i institution. Det er ret praktisk, og det gør vi heldigvis. Det er jo ikke nødvendigvis tilfældet, når vi taler om ældre, hvor man kan bo i hver sin ende af landet. Så allerede dér er der jo mange forskelle, der gør, at det kan være svært at gøre det.

Så vil jeg sige, at jeg da som person ville have det svært med at skulle gå til naboens pårørende, som tilfældigvis er bestyrelsesmedlem, for at få varetaget mine egne personlige interesser i forhold til den pleje og omsorg, som jeg har brug for. Det er et anliggende mellem den enkelte borger og de ansatte. Og jeg synes også, det er vigtigt at huske, at det er borgeren selv, der i virkeligheden helst skal træffe de beslutninger.

Tak. Fru Mette Abildgaard.

Jeg tror ikke, der er nogen, der føler et mindre ansvar for deres forældre, bare fordi de ikke har forældremyndigheden over dem, så jeg synes ikke helt sammenligningen holder i forhold til vores børn. Men anerkender ordføreren ikke, at der er nogle kulturproblemer på nogle af vores plejehjem, som bl.a. også er det, der er kommet til udtryk i den der TV 2-dokumentar, og at sådan noget i højere grad vil kunne blive adresseret, hvis man havde et mere nært sted som en bestyrelse at gå til, hvor man følte, man kunne henvende sig med den slags bekymringer om eksempelvis kulturen?

Tak, og værsgo.

Altså, jeg synes først og fremmest, det her er et ledelsesansvar. Når vi taler om kulturen på et plejehjem, så er det ledelsens ansvar at sikre, at omgangstonen og måden, vi kommunikerer med hinanden på, er i orden. Men jeg synes også, det er vigtigt at holde sig for øje, at der er virkelig stor forskel på, hvordan man henvender sig til to forskellige borgere. Det ved jeg også fra min egen praktiske erfaring.

Og så vil jeg bare gerne understrege: Jo, vi har som pårørende et kæmpestort ansvar for vores forældre, og jeg er rigtig bekymret for dem, der ikke har pårørende, der kan hjælpe til i hverdagen.

Tak. Så er det fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak for det. Og tak til ordføreren for talen. Det er sådan helt, hvad skal man sige, nærmest bizart at høre ordføreren tale så engageret imod plejehjemsbestyrelser, når vi nu lige har hørt fra social- og ældreministeren, at der på den røde finanslov tidligere er sat midler af til, at man faktisk kan lave forsøg med bestyrelser på plejehjem. Jeg undrer mig bare lidt over, hvorfor SF overhovedet har støttet den finanslov, når man i bund og grund synes, det er en rigtig dårlig idé. For det, jeg kan forstå, er, at det er den lokale leders ansvar.

Hvis vi nu lige prøver at spole tilbage til sommeren 2020, hvor TV 2's dokumentar »Plejehjemmene bag facaden« rullede over skærmen, og ordføreren lige tænker på plejehjemmet i Aarhus, hvordan synes ordføreren så, at plejehjemsledelsen dér har levet op til deres ansvar? Er det virkelig det, vi skal holde fast i, altså at det er plejehjemsledelsens ansvar? Altså, synes ordføreren sådan helt oprigtigt inde i hjertet, at det var da helt rigtigt at overlade det ansvar alene til ledelsen?

Værsgo.

I sidste ende er det jo også kommunalbestyrelsens ansvar, men det er da en plejehjemsleders ansvar, hvordan kulturen er på en arbejdsplads, som et plejehjem også er. Det mener jeg oprigtigt. Og jeg mener også, det ville være vanskeligt for en bestyrelse at have et overblikket over det.

Jeg synes, det er afgørende, at vi sikrer, at der kan være gode relationer mellem borgere og personale, fordi det er i den relation, at man kan sikre den værdige ældrepleje. Og det er sådan set ikke, fordi jeg står her og taler imod plejehjemsbestyrelser som sådan, men jeg er optaget af, at vi ikke skaber mere bureaukrati, og jeg er bekymret over, at forslagsstillerne netop fremhæver den her tv-dokumentar og siger: Derfor skal vi nu oprette plejehjemsbestyrelser på samtlige plejehjem i Danmark. For det skaber mere bureaukrati, og det skaber bare flere møder, og det løser ikke problemet med, at der mangler tid til at skabe den relation mellem borgeren og den ansatte, som kan gøre forskellen.

Tak. Fru Jane Heitmann.

Jeg må bare sige igen, at jeg undrer mig lidt over, at SF gerne vil have pårørenderåd, som skal have indflydelse på aktiviteterne på plejehjemmene, men man vil ikke have bestyrelser, hvor de pårørende skal have indflydelse på, om man lever op til det værdigrundlag, der er på plejehjemmet. Altså, jeg synes, det er en lidt svær størrelse, og jeg synes faktisk også, hvis jeg skal være helt ærlig, at det er meget, hvis jeg skal sige det pænt, disrespektfuldt at sige til de pårørende: I kan godt få indflydelse på aktiviteter, men I kan ikke få indflydelse på det værdigrundlag, som vi har på plejehjemmet, og om ledelsen lever op til det, og om mine kære, min mor, min far, min søster eller bror bliver, hvad skal man sige, set og bliver passet på efter f.eks. høj sundhedsfaglig standard. Det kan vi ikke overlade til de pårørende. Det synes jeg faktisk er meget disrespektfuldt, undskyld, jeg siger det ligeud.

Jeg noterer mig så også blot her, at SF konstaterer, at hvis man kan bevare status quo, altså sådan som vi har det i dag, så er alt godt. Og der må jeg bare sige, at historien, bl.a. fra TV 2's dokumentar, jo har lært os, at hverken på Elses plejehjem eller på Niels' plejehjem levede ledelsen op til ansvaret. Mener SF virkelig, at de gjorde det?

Tak. Værsgo.

SF går ikke ind for status quo. Derfor har vi også kæmpet for, at man bl.a. sørgede for – modsat den tidligere regering – at kommunerne havde mulighed for at følge den demografiske udvikling, altså at der, når vi får flere og flere ældre, så også kommer forholdsvis flere penge. Og så er vi optaget af, at vi kan arbejde for mere fast personale, sådan at man ikke skal have sådan noget svingdørspersonale på plejehjemmet, og sådan at man faktisk får tid til at lære hinanden at kende. Og jeg er optaget af, at det er den enkelte ældre selv, der skal være med til at definere, hvad værdig ældrepleje er for den enkelte, og ikke en bestyrelse. Og det kan man kun, hvis det er sådan, at man sørger for, at der er en god relation mellem den ansatte og den enkelte ældre. Det er vigtigt for mig.

Tak for det. Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at kommentere det, men det er jeg simpelt hen nødt til. Jeg kommer selv fra skoleverdenen, hvor vi er meget vant til bestyrelser, og der sidder man også som skoleleder og har en bestyrelse, som kan tilkendegive, hvis der er noget, som de er utilfredse med. Den bestyrelse består jo som udgangspunkt på ældreområdet af pårørende og i skoleverdenen af forældrene til børnene.

Hvorfor er SF så bange for at lytte til dem, som reelt set kan følge den behandling, deres pårørende får på det pågældende plejehjem, og for, at lederen også er forpligtet til at lytte til dem for at sikre, at de ældre får en ordentlig pleje?

Værsgo.

SF er ikke bange for bestyrelser. SF synes, der er en kæmpestor forskel på en skolebestyrelse, hvor vi har et fælles mål om, at vores børn skal lære noget, og hvor forældrene også har forældremyndigheden over de børn, der går der, og så på et plejehjem, hvor beboerne er ældre mennesker med individuelle behov, som har levet hver deres liv, og som har forskellige opfattelser af, hvordan de har lyst til at leve resten af deres liv. Det er håndværkeren, det er bageren, det er akademikeren, det er overlægen, og det er den, der synes at jazz er hyggeligt, og den, der gerne vil høre lidt mere Birthe Kjær, og hvad det nu ellers kunne være.

Derfor er det også vigtigt for mig, at den enkelte borger på et plejehjem bliver set, og at det er den enkelte borgers eget behov, der bliver tilgodeset, og at det ikke er sådan en misforstået kollektiv indsats, som skal trækkes ned over samtlige ældre, for det egner et plejehjem sig ganske enkelt ikke til.

Tak. Fru Mette Thiesen.

SF's argumentation giver simpelt hen ikke nogen mening, for hver af repræsentanterne vil jo komme med eksempelvis deres bekymringer og bringe dem videre. Nu er der jo altså også mange ældre mennesker med demens rundtomkring på de her plejehjem, for hvem det også vil give rigtig god mening, at der lyttes til deres pårørende.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge SF om noget andet, hvis vi går lidt væk fra det her, for jeg synes simpelt hen ikke, at SF's argumentation holder vand. SF taler om det her med, at der skal flere ansatte til. Så jeg kan forstå på Socialistisk Folkeparti, at de egentlig bare mener, at løsningen er, at der så kunne være flere, der stod og så på, at Else led i den her gynge, i stedet for at sikre, at man faktisk blev holdt op på, at man leverede en ordentlig ældrepleje til dem, som har været med til at bygge vores samfund op.

Tak, og værsgo.

Jeg er sikker på, at hvis det er sådan, at det sikres, at borgere har noget fast personale omkring sig, så skaber man også den gode relation, der gør, at man kan levere en værdig ældrepleje, og udvikler der sig en dårlig kultur, er det ledelsens ansvar at tage sig af det. Jeg synes ikke, der er noget paradoksalt i at afvise, at et bestyrelsesmedlem skal tale min gamle fars sag. Det er selvfølgelig mig, der skal tale min gamle fars sag, hvis min far synes, at han har brug for min hjælp til det. Hvis han selv kan gøre det, skal han selv gøre det; hvis han har brug for min hjælp, skal jeg gøre det; men det skal ikke være et tilfældigt bestyrelsesmedlem, der skal have ansvaret for det.

Tak. Så er der ikke flere kommentarer til ordføreren, så vi går videre til den næste ordfører. Hr. Henrik Vinther, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Det her er et af de beslutningsforslag, som man som radikal umiddelbart er fristet til at stemme for. Der er formuleringer om nærhed, gennemsigtighed og en lokal dialog, og det er værdier, som klinger godt hos en radikal.

Men når vi alligevel ikke kan støtte det konkrete forslag, er det, fordi de gode værdier her konkret er pakket ind i et ufleksibelt krav om, at alle plejehjem uden undtagelse skal have en bestyrelse. Og selv om forslagsstillerne i forslaget påpeger, at de mener, at forslaget er økonomisk neutralt – det kan man måske tvivle på – så er der i hvert fald en risiko for, det kan blive en bureaukratisk tung omgang nogle steder.

I en tid, hvor vi taler om afbureaukratisering og frihed til kommunerne, vender et påbud om at oprette bestyrelser den forkerte vej set med vores øjne. Modsat ser vi gerne, at det bliver et tilbud, så kommunerne får mulighed for at oprette bestyrelser, hvis de oplever problemer eller har ønske om det. Vi vil gerne værne om det kommunale selvstyre og retten til lokal handlefrihed. Derfor ser vi som ministeren frem til at se erfaringerne fra de forsøg, der er i gang i øjeblikket.

Før noget andet handler det om at skabe den gode lokale dialog for at sikre tillid mellem de involverede. Den slags kræver god ledelse og veluddannede medarbejdere, og at alle mand m/k arbejder for sagen. Det, der er afgørende, er, at der ude på det enkelte plejehjem er mulighed for en dialog om hverdagen, om plejen og omsorgen.

Derfor siger vi nej tak til det konkrete forslag, men håber at kunne samles om en beretning, der giver opbakning til, at kommunerne lokalt har den fornødne fleksibilitet til at kunne indrette sig, som de finder bedst, herunder lave bestyrelser, hvis de finder det bedst. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og også tak til ordføreren for at foreslå at samles om en beretning. Det er selvfølgelig en mulig vej, man kan gå, og jeg skal ikke her lægge mig fast på, om vi skal det ene eller det andet. Det må bero på dialogen i udvalget efterfølgende.

Men jeg vil gerne spørge ordføreren om noget, for ordføreren har en bekymring om, at sådan en plejehjemsbestyrelse bliver en bureaukratisk tung omgang, tror jeg ordføreren italesatte det som. Det, der i virkeligheden foreslås, er jo en bestyrelse, som ligner eller læner sig op ad det, som vi har i skolerne. Mener Radikale Venstre også, at skolebestyrelserne er en bureaukratisk tung omgang?

Værsgo.

Det kan det være, men det er en nødvendig omgang, for dér er der tale om børn, som ikke er myndige til selv at tale deres sag. På et plejehjem bor der som udgangspunkt voksne mennesker, som er myndige, og hvis eget hjem vi her taler om. Jeg er ikke imod bestyrelser på plejehjem. Jeg er imod, at vi bestemmer det på Christiansborg. Jeg vil gerne værne om det kommunale selvstyre og retten til lokal handlefrihed. Det er det, der er min anke her.

Fru Jane Heitmann.

Anerkender ordføreren slet ikke, at på plejehjemmene i dag er måske 80-90 pct. af beboerne demente eller har en demensdiagnose, og at en stor del af dem faktisk ikke kan tage vare på sig selv? De har en værge, præcis som vi så det i TV 2's dokumentar, hvor Else Maries værge jo netop stod frem på hendes vegne. Anerkender ordføreren slet ikke, at der er den problemstilling, at vi har en meget sårbar og udsat gruppe, som tydeligvis igen og igen bliver kørt over, og at det gør de mennesker, som skulle passe på dem, nemlig deres værger, sådan set også? Der bliver ikke lyttet til dem.

Så anerkender ordføreren ikke, at vi har brug for at gøre noget andet end det, vi har gjort hidtil, hvor vi jo kan se, at mange ledelser har spillet fallit, som vi bl.a. så det i TV 2's dokumentar?

Tak for det, og værsgo.

Vi skal passe på, at dårlige eksempler ikke også ender med at blive til dårlig lovgivning. Jeg ville være ked af at lovgive om noget, som kommunerne i virkeligheden bedst selv kan løse, og derfor tillod jeg mig også at citere fra Venstres hjemmeside om det levende folkestyre – altså om altid at værne om det kommunale selvstyre og retten til lokal handlefrihed. Jeg mener, det er der, beslutningerne skal tages. Det er der, livet leves, og hvis den er gal med ledelsen, har kommunalbestyrelsen en pligt til at handle. Når den ikke gør det, er der mulighed for at klage, og det skal vi selvfølgelig holde fast i.

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer. Og den næste ordfører er fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak, formand. Jeg vil starte med at sige, at vi i Enhedslisten er rigtig positive over for hele intentionen i forslaget og også hele tanken om en form for plejehjemsbestyrelser, hvor man har en større grad af inddragelse af brugere og pårørende og ikke mindst også mere adgang til information, som jo også er et rigtig vigtigt element af det, som forslagsstillerne ønsker at fremme.

Den dokumentar, som også er omtalt i beslutningsforslaget, »Plejehjemmene bag facaden«, var en meget rystende dokumentar. Det var nogle af de der billeder, som sætter sig fast på nethinden hos alle, der har set dem, og som også er nogle af dem, som jeg personligt heller aldrig kommer til at slippe, tror jeg. Altså, hvis man kender et ældre menneske, sætter det sig fast. Og for mig lægger det sig også ind i rækken af billeder fra en række dokumentarer, vi har set de seneste år om tilstanden i vores velfærdssamfund – altså også sammen med dokumentarerne om de børnehaver, som har haft dårlige normeringer. Jeg er sikker på, at dem, der har små børn ligesom jeg – der sidder et par stykker i salen – kan huske den der lille pige, der sidder inde i garderoben, og som får – jeg tror, det er 17 minutters voksentid i løbet af en dag.

Det er sådan noget, der gør, at vi bliver nødt til at reagere. Og heldigvis kan man sige, at det – som i det her tilfælde – langt fra er normalen, at ansatte i ældreplejen på den måde står og omtaler og behandler de borgere, som deres faglighed tilsiger dem at beskytte og drage omsorg for, som ting. Og det er heller ikke noget, man kan bortforklare med travlhed, vil jeg skynde mig at sige. Det er en forrået kultur, som måske godt kan have baggrund i mange års travlhed eller dårlig faglighed, men det er ikke noget, man kan bortforklare. Det er nogle meget særlige tilfælde.

Der er ikke nogen tvivl om, at det her med at blive hørt som pårørende er ekstremt svært rigtig mange steder, og det er et stort problem for rigtig mange plejehjem. Derfor hilser vi også intentionen i det her forslag meget velkommen. Vi var også imod, da man nedlagde de obligatoriske bruger- og pårørenderåd tilbage i 2010 for at spare nogle penge. Og vi er sådan set indstillet på også at finde en model, så vi kan genindføre det.

Vi har en række bekymringer ved det her konkrete forslag. Den ene handler om forslagsstillernes begrundelse, som er et ønske om at fremme det, som man kalder frit valg – det er et fancy ord for konkurrenceudsættelse og profit på ældreplejen, og det er vi inderligt imod i Enhedslisten. Det er noget af det, som, mener jeg, er en glidebane, og som har vist sig at føre til en dårligere ældrepleje. Vi har behov for at gå den modsatte vej.

Den anden bekymring, vi har – ud over det her yderligere konkurrenceudsættelseselement – er, at vi også er bange for, at man med det her forslag kommer til at bilde folk ind, at det er sådan her, vi løser problemerne i ældreplejen. For stram styring og meget snæver økonomi ramme gør det jo også – jeg har lyst til at sige nærmest umuligt, men det er jo ikke helt rigtigt – men tæt på umuligt at ændre særlig meget for en bestyrelse med pårørende i et plejehjem. Det er nogle meget snævre rammer, en sådan plejehjemsbestyrelse vil have at arbejde inden for. De vil være underlagt økonomistyring og også en række bureaukratiske regler, som gør det svært at handle særlig meget. Men når det er sagt, er mere demokrati og indflydelse til beboere og pårørende godt. Det er vi enige i, og det kan vi såmænd støtte.

Havde jeg mange flere minutter, ville jeg også sige, hvad det er, jeg synes der mere skal til, for der skal meget mere til: bedre rammer, solid økonomi, større faglighed. En af de ting, som var Enhedslistens hovedkrav ved den sidste finanslov, fik vi i hvert fald delvis igennem; vi fik sikret, at vi får 1.000 flere ansatte i ældreplejen, og at det samtidig er faglærte ansatte. Vi har sikret, at nogle af de arbejdsløse, som er blevet arbejdsløse på grund af coronakrisen, kan få 120 pct. dagpenge, hvis de uddanner sig til en social- og sundhedsuddannelse. På den måde kan vi også sikre en højere faglighed i ældreplejen. Det er både flere hænder, men det er altså også bedre hænder.

Så er der det styrkede ældretilsyn, som har været omtalt. Og jeg vil i øvrigt, før klokken ringer ud, skynde mig at bakke op også om minimumsrettigheder, som har været på vores dagsorden i mange år.

Konkret kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, fordi det ikke er finansieret – og pengene ville blive taget fra tid hos beboerne. Men vi vil meget gerne indgå i en dialog om, hvordan vi kan lave en model, som er så ubureaukratisk som muligt, og som sikrer mere indflydelse til beboere og brugere.

Tak. Fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak for ordførertalen, også tak for, at Enhedslisten faktisk rækker en hånd frem ved at spørge, om vi kan finde en model. Det vil jeg vælge at tage positivt ned. Vi ved jo, at mange friplejehjem f.eks. har bestyrelser, hvor ledelsen, personalet, ildsjæle, pårørende og beboere – bare for at nævne nogle – har plads. Jeg vil egentlig bare spørge ordføreren: Tror ordføreren ikke, at vi kan lære noget af den måde, de har organiseret sig på?

Hvis man nu f.eks. kigger på sådan noget som sygefravær, er der, når man kigger på mange kommuner, meget stor forskel på sygefraværet på de kommunale plejehjem og friplejehjemmene. Der er mange steder på friplejehjemmene et andet arbejdsmiljø, og jeg siger ikke, at det alene skyldes, at der er bestyrelser, hvor pårørende også har plads, men det kan betyde noget, hvilken indflydelse man har. Tror ordføreren, at vi måske kan læne os op ad den del af plejeområdet og lære noget af friplejehjemmene?

Tak, og værsgo.

Nu skal jeg jo ikke gøre mig fuldstændig klog på, hvordan alle plejehjem er indrettet, men sådan som jeg forstår det, er der også mange kommuner, der frivilligt har etableret beboer- og pårørenderåd, og som flittigt bliver brugt. Desuden afsatte vi her for nylig en hel del midler – det var i den forrige finanslov – til bl.a. at iværksætte nogle forsøg, som også kan betyde, at man netop etablerer en form for lokale råd og får inddraget beboerne og de pårørende mere.

Så jeg vil egentlig gøre indvendinger imod præmissen om, at det skulle være nødvendigt at lære af friplejehjemmene. Men jeg er helt enig i, at det er den vej, vi skal gå. Vi skal både sikre, at der er tid nok, og at der er faglighed nok. Det mener jeg er nogle af de store områder. Der mangler klageadgang, hvilket jeg ikke nåede at sige i min tale, men der skal være en klageadgang for pårørende, også konkret om plejeniveauet, og så mangler der inddragelse, ingen tvivl om det.

Tak, fru Jane Heitmann.

Det er jo fint at lave en lille – og det er med streg under lille – finanslovsprioritering, så man kan prøve det af nogle steder, og det roste jeg også i min ordførertale. Jeg roste også Brønderslev Kommune for at have taget tråden op.

Men jeg synes ikke rigtig, at ordføreren svarer på mit spørgsmål om, om vi kan lære noget af friplejehjemmene og af den måde, de har organiseret sig på. Det er ikke, fordi jeg selv har en præference. For mig er det ikke afgørende, om man som ældre menneske vælger et kommunalt plejehjem eller et friplejehjem. Det, der er vigtigt for mig, er sådan set, at der er noget at vælge imellem, og at man måske også kan spille bedre med hinanden. Det er bare derfor, at jeg spørger ordføreren om det.

Når vi nu ved, at der på mange friplejehjem er lokale bestyrelser, hvor også ildsjæle og selvfølgelig også pårørende har en plads, kunne vi så ikke lære lidt af det i den kommunale sektor, hvis vi nu også skal have en stærk kommunal sektor?

Tak, og værsgo.

Men det findes også i den kommunale sektor, at man nogle steder er gode til det. Jeg vil simpelt hen ikke købe den præmis. Jeg er enig i, at hvis det kun var friplejehjem, der var i stand til det, var det friplejehjemmene, vi skulle lære af.

Men jeg synes, at vi skal lære af de plejehjem, der er i stand til at inddrage de pårørende mere og bedre. Jeg synes i øvrigt, at det er hamrende vigtigt, at vi sætter det enkelte plejehjem meget mere fri, i forhold til hvordan de vil inddrage beboernes hverdag og det at kunne tage hensyn til de beboere, der er på det konkrete plejehjem. Deres helbredssituation, deres sociale ønsker og behov indebærer selvfølgelig, særlig fordi der, som fru Jane Heitmann påpegede før, er så mange, som har demens, at vi skal blive bedre til at inddrage også de pårørende, og de skal også have mere at skulle have sagt.

Så jeg er åben for, at vi tager dialogen. Det bliver et nej til beslutningsforslaget, fordi det simpelt hen ikke er finansieret, og derfor ville tiden gå fra de ældre, men intentionen er god.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer, så vi går videre i ordførerrækken. Det er fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Tak til Venstre, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance for at have fremsat det her beslutningsforslag, som giver os anledning til at have en god og vigtig debat i salen i dag. Selv om jeg har på fornemmelsen, at de mange tilhørere på tilhørerpladserne måske venter lidt mere på en sag, der kommer på lidt senere på dagen, så er det dejligt at se, at I har fulgt med i vores debat her om bestyrelser på plejehjem.

At Det Konservative Folkeparti ikke står som medforslagsstiller her, er egentlig bare udtryk for, at vi lige havde behov for at drøfte forslaget en ekstra gang i vores folketingsgruppe, men vi bakker fuldt ud op om det og synes, det er et rigtig godt forslag, der ligger her. Så tak til de partier, som har fremsat det.

Som man også skriver i teksten, er det jo en udløber af den frygtelige dokumentar, som mange andre også har været inde på i salen i dag, og som har gjort så stort et indtryk på os alle sammen. Set med mine og mit partis øjne er der ingen tvivl om, at det, man ser i den dokumentar, er udtryk for en rigtig, rigtig dårlig kultur. Det er ikke udtryk for, at der mangler penge, men det er udtryk for, at man har mistet noget af den grundlæggende medmenneskelighed i omgangen med hinanden, i og med at det hele er blevet professionaliseret.

Vi tror, at et ret vigtigt redskab for at komme det til livs er at styrke den lokale ledelse, og helt oplagt er det at lave lokale bestyrelser på de plejehjem, som kan være med til at holde fokus på kulturen ved at holde ledelsen ansvarlig. Det er det, der skal til i sidste ende.

Vi tror ikke, at det er det eneste, der skal til. Vi vil gerne være med til at ændre det, så social- og sundhedshjælpere også bliver omfattet af den her autorisationslov, så man får mulighed for at fratage dem deres autorisation. Den behøver ikke nødvendigvis være svær at få, men den skal være mulig at tage væk, hvis der er sager, der retfærdiggør det. Som også fru Jane Heitmann var inde på for kort tid siden, har man jo på friplejehjemmene i dag mange steder de her bestyrelser, og man kan se, at det fungerer rigtig fint.

Var det en fejl, at man traf den beslutning i 2010 i forhold til de her pårørende- og brugerbestyrelser? Det ved jeg ikke. Jeg vil være helt åben og sige, at det godt kan være, at det var det. Det var før, jeg selv blev engageret i politik. Jeg kender ikke hele historikken bag, men ikke desto mindre er det i dag nødvendigt, at vi får styrket det led på vores plejehjem.

Så kan det godt være, at man må sige om vores forældre, at vi ikke har forældremyndigheden over dem. Vi har derimod myndige forældre, men ikke desto mindre bør vores engagement i dem være præcis lige så stort som engagementet i vores børn. Det har ikke noget at gøre med forældremyndighed. Det har noget at gøre med, at vi som mennesker har familien som kerne i vores tilværelse, og det medfører også et ansvar.

Derfor bakker vi meget op om det her forslag, som vi også kan se at eksempelvis Ældre Sagen og Alzheimerforeningen er positive over for, og det er jo et par ret solide organisationer at møde opbakning fra. Hvordan det i praksis vil skulle udformes, har vi mulighed for at se på og skræddersy hen ad vejen – det er noget af det skønne ved beslutningsforslag – og derfor håber jeg også, at så mange som muligt vil bakke op om det her i det videre arbejde.

Så tak til partierne for at have fremsat beslutningsforslaget, som vi bakker fuldt op om i Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer, så vi går videre til fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Vi husker alle Else og Niels, Else, der råbte, at det gjorde ondt, og som hang der i selen og blev ydmyget af de ansatte på det plejehjem i Aarhus, hvor hun boede, og Niels, der i timevis gik rundt med afføring i bleen, og som ikke fik hjælp, selv om han tydeligvis bad om det, og eksemplerne er altså mange. Jeg har selv mødt Jennie og hendes mor, der begge oplevede, at Jennies mormor, der er en ældre kvinde med demens, ikke fik hjælp til at spise, og som faktisk kun vejede 32 kg, da jeg besøgte dem.

Derfor skal hele ældreområdet i en helt anden retning med mere frihed og flere frie valg. Det er det, som Nye Borgerlige ønsker for ældre danskere. Pengene skal følge den enkelte ældre, så de eller de i samråd med deres pårørende kan vælge til og vælge fra. Det er vigtigt i alle aspekter af livet, at man aktivt selv kan stemme med fødderne og vælge gode tilbud til og dårlige fra. Langt flere friplejehjem skal sikre, at man reelt kan vælge et alternativ til det kommunale, og alle tilbud skal konkurrere på lige vilkår om at være det bedste tilbud, for det er kun sundt for kvaliteten og for dem, der skal benytte de her tilbud, nemlig de ældre.

Med bestyrelser på de enkelte plejehjem tager vi et skridt i den rigtige retning. I Nye Borgerlige ønsker vi dog ikke, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne skal være en del af bestyrelsen, men med en bestyrelse eksempelvis bestående af pårørende og ledelse på plejehjemmene har man bedre mulighed for at sikre, at sager som dem, vi så med Else og Niels, ikke sker. Her blev talrige henvendelser fra pårørende desværre ignoreret, der blev ikke lyttet, og det skal vi altså lave om på.

Dette er et lille skridt i den rigtige retning, men vi skal have en helt ny retning på ældreområdet. Vi skal sikre mere frihed og flere frie valg. Det skylder vi alle de ældre, der har bidraget og bygget vores samfund op, for de fortjener kun det allerbedste. Tak.

Tak for det. Der er ingen kommentarer, så vi går videre til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for ordet. En af de ting, jeg sætter mest pris på ved Danmark, er, at vi har så mange samfundsinstitutioner, som hedder noget, hvor udtrykket folke- eller andet indgår. Man kan tænke på folkebibliotekerne, man kan tænke på folkekirken, man kan tænke på folkeskolen, og når man står her på talerstolen, skal man selvfølgelig også tænke på Folketinget, hvor vi passer vores arbejde lige nu.

I 1800-tallet og 1900-tallet, hvor de her institutioner fik deres navne, betød det, at man satte »folke« foran institutionens navn, at den var for alle, at alle i princippet var velkomne, og at der ikke blev gjort forskel på folk. I vore dage ville man sige noget, der ikke lyder nær så godt; man ville bruge udtrykket inklusion. Men det var i virkeligheden også det, man mente i gamle dage; de folkelige institutioner sorterede ikke i deres klientel, og hvis man var borger i landet, stod de åbne. Og til det her folkelige hører efter gammel dansk tradition også, at man har en decentral og lokal forvaltning. Det har man med menighedsrådene, som er med til at gøre folkekirken til Danmarks største græsrodsorganisation, og man har det med folkeskolen, der også bliver forvaltet decentralt, selv om der har været mange anslag imod decentralismen og forsøg på at lave en central forvaltning.

Derfor synes jeg også kun, at det er naturligt, at vi gør plejehjemmene til folkeplejehjem efter en gammel dansk tradition og skik, og sikrer, at de har en lokal og decentral forvaltning, og at man sikrer, at hverdagen i størst muligt omfang på den måde bliver en afspejling af beboernes ønsker og ikke en afspejling af den centrale forvaltnings behov og ønsker eller måske bare en afspejling af ligegyldighed og inkompetence, som vi også har set eksempler på. Så med det her forslag gør vi plejehjemmene mere folkelige efter gammel dansk model, og derfor bakker vi naturligvis op om forslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, der skal til, og det er fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak for det, formand. Jeg vil gerne på vegne af partierne Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Venstre takke mine kollegaer her i salen for en meget engageret, en meget levende og en meget vigtig debat, nemlig om, hvordan vi får genskabt værdigheden, omsorgen og empatien i ældreplejen.

Jeg kan jo godt høre med de tilkendegivelser, der er her, at vi langtfra er enige om, hvordan vi når målet, nemlig at få både omsorgen og værdigheden tilbage i ældreplejen, men jeg er utrolig glad for de kommentarer og de bemærkninger, som er faldet under debatten her, og jeg ser frem til den videre udvalgsbehandling. Tak.

Tak for det.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.