Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 117:

Forslag til folketingsbeslutning om anonymisering af jobansøgninger til offentlige stillinger.

Af Sikandar Siddique (UFG), Uffe Elbæk (UFG) og Susanne Zimmer (UFG).

(Fremsættelse 12.01.2021).

Forhandlingen er åbnet. Vi giver først ordet til ministeren for ligestilling. Værsgo.

Tak for det. Jeg beklager ventetiden. Med beslutningsforslaget, som vi skal behandle i dag, ønsker hr. Sikandar Siddique, hr. Uffe Elbæk og fru Susanne Zimmer at indføre en obligatorisk praksis om, at ansøgninger til offentlige stillinger anonymiseres. Jeg er sådan set enig med forslagsstillerne i, at indirekte og direkte forskelsbehandling på arbejdsmarkedet skal bekæmpes, og lad mig slå fast, at det selvfølgelig gør indtryk på mig, hvis jobansøgere bliver sorteret fra på grund af enten deres køn eller alder, eller fordi deres navn ikke er vestligt klingende. Det er for mig at se helt forkert, at det overhovedet kan forekomme, fordi det står i vejen for jobansøgeres udvikling og livsudfoldelse, og fordi arbejdsgiveren går glip af værdifuld og dygtig arbejdskraft.

Regeringen finder det ganske enkelt helt uacceptabelt, hvis jobansøgere eller lønmodtagere bliver udsat for diskrimination på det danske arbejdsmarked. Derfor er jeg også glad for, at vi har en klar lovgivning på det her område, som indeholder tydelige regler for at forhindre ulovlig forskelsbehandling på grund af f.eks. alder, køn og etnisk oprindelse. Det følger bl.a. af lovgivningen, at enhver arbejdsgiver skal behandle jobansøgere lige ved ansættelser, og at det er et helt ufravigeligt princip, at arbejdsgivere ikke må forskelsbehandle negativt f.eks. i forhold til en jobansøgers etniske oprindelse eller køn.

Jeg har selvfølgelig en klar forventning om, at alle arbejdsgivere overholder lovgivningen, også i forbindelse med rekruttering, ligesom jeg er sikker på, at vi er enige om, at det altid er uacceptabelt, når nogen udsættes for diskrimination. Med andre ord tilsiger både lovgivningen og den sunde fornuft, at der ikke finder diskrimination sted. Ikke desto mindre må vi desværre konstatere, at vi stadig ser enkeltsager og undersøgelser, som viser, at der er udfordringer. Spørgsmålet er dog om ny lovgivning, som den foreslåede, er vejen frem.

Den ansættelsesretlige regulering på statslige arbejdspladser hører under skatteministeren, og jeg har fået oplyst, at der allerede i dag på det offentlige område er en betydelig beskyttelse af jobansøgere, f.eks. efter forvaltningsloven og forskelsbehandlingsloven. Samtidig henhører rekruttering i dag under den lokale ledelsesret. Det betyder, at det er den enkelte arbejdsgiver, som har retten til at vælge, hvem der ansættes. Et krav om anonymisering af ansøgninger vil lægge bindinger på de lokale arbejdsgivere og vil stride mod princippet om, at det er den enkelte arbejdsgiver, som har retten til at vælge, hvem der ansættes. Jeg mener ikke, at det er noget, som vi fra politisk hold skal blande os i med yderligere lovgivning.

Dertil vil jeg også understrege, at et krav om at anonymisere ansøgninger ikke ændrer på det primære forhold, at statslige arbejdsgivere skal ansætte den bedst kvalificerede kandidat. Statens rekrutteringspraksis bygger i forvejen på, at der altid foretages en saglig vurdering af jobansøgeren ud fra de formelle krav i et stillingsopslag, og at der ikke lægges vægt på f.eks. alder eller køn, fordi det er forbudt at forskelsbehandle, og fordi det er sund fornuft at ansætte den bedst kvalificerede; men vi kan ikke løbe fra, at vi stadig kan se eksempler på, at det ikke går sådan til.

Jeg mener dog ikke, at løsningen på nuværende tidspunkt er ny lovgivning, og jeg tror ikke, at forslaget som fremsat vil løse udfordringerne, da de færreste bliver ansat på deres ansøgning alene. Det er min klare overbevisning, at vi kommer længst gennem oplysning og dialog, og at vi skal blive endnu bedre til at komme ud med budskabet om, at det er dumt både for den enkelte jobansøger og for den enkelte arbejdsgiver, hvis det ikke er den bedst kvalificerede ansøger, der får jobbet.

Det er derfor regeringens vurdering, at der ikke bør indføres ny lovgivning om krav om anonymisering af jobansøgninger til offentlige stillinger. På den baggrund indstiller regeringen beslutningsforslaget til forkastelse. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Tak til ministeren. Det er selvfølgelig ikke nogen hemmelighed, at forslagsstillerne er skuffet over, at ministeren ikke vil bakke op om forslaget. Ministeren sagde her ved afslutningen af sin tale, at ministeren ikke tror, at det her kan løse de udfordringer, vi har. Jeg kan fortælle ministeren, at der er undersøgelser fra både Holland, USA og Sverige, der netop viser, at det kan være med til at løse netop den her problemstilling, som vi snakker om.

Jeg vil gerne spørge ministeren helt konkret om noget, som I også i den tidligere debat var inde på. Når regeringen mener, at det er et problem – og det går jeg ud fra alle sammen herinde i salen mener – hvorfor vil man så ikke prøve med anonymiserede ansøgninger, som ikke koster det store, så vi kan give det offentlige mulighed for at vælge folk alene ud fra kompetencer? Hvis man er imod den diskrimination, der foregår, hvad er så den rationelle grund, hvad er den saglige grund til, at man så ikke vil støtte det her forslag?

Ministeren.

Som jeg nævnte i min tale, hører den ansættelsesretlige regulering på statslige arbejdspladser under skatteministeren. For at gentage det vil jeg sige, at jeg har fået oplyst af ham, at krav om anonymisering af ansøgninger vil lægge bindinger på de lokale arbejdsgivere og vil også helt grundlæggende stride imod princippet om, at rekruttering af medarbejdere kan ske i regi af den lokale ledelsesret. Et forsøg, som hr. Sikandar Siddique nu er inde på, om at anonymisere ansøgninger vil jeg jo ikke ændre på det primære forhold, at statslige arbejdsgivere skal ansætte den bedst kvalificerede kandidat.

Derudover kan jeg nævne, og det ved jeg ikke om ordføreren er klar over, at tilbage i 2007 gennemførte Københavns Kommune et pilotforsøg med anonyme ansøgninger i økonomiforvaltningen og beskæftigelses- og integrationsforvaltningen, og fokus i det forsøg var at få jobansøgere med anden etnisk baggrund end dansk. Og erfaringen fra det forsøg var, at man brugte unødig mange administrative kræfter på anonymisering, og at anonymisering heller ikke havde den tilsigtede effekt.

Hr. Sikandar Siddique.

Og hvis man i samme undersøgelse så kigger på dem, der rent faktisk var ansøgerne, vil man se, at 60 pct. med minoritetsbaggrund sagde, at de faktisk følte, at de havde lyst til at søge de her stillinger, fordi de nu var anonymiserede. Den del mangler ministeren at have med i sin besvarelse.

Nu snakker ministeren og regeringen jo meget om at bekæmpe negativ social kontrol, og ministeren sagde lige før, at det handler om, at kvinderne skal ud at tjene deres egne penge, blive selvstændige. Vi ved, at kvinder med tørklæde skal sende 60 pct. flere ansøgninger, og det her forslag vil netop sikre, at flere kvinder bliver selvstændige og kommer i arbejde. Jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren om, hvorfor man så ikke støtter det her helt konkrete forslag. Vi kan sørge for, at negativ kontrol bliver stoppet, og at kvinder kommer i arbejde.

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at fra regeringens side er vi jo ikke afvisende over for, at der kan være behov for flere initiativer, f.eks. oplysende kampagner målrettet arbejdsgivere om deres pligt til rent faktisk også at efterleve lovgivningen. Men i det eksempel, som hr. Sikandar Siddique nævner, er en af udfordringerne, at kvinder med etnisk minoritetsbaggrund ganske enkelt søger markant færre stillinger end tilsvarende ledige etnisk danske kvinder. Det tror jeg skyldes mange forskellige forhold. Noget er selvforskyldt, noget er ikke selvforskyldt, noget skyldes familieforhold osv., men det er det, vores initiativ med 37 timers arbejdspligt skal gøre noget ved.

Tak for det. Så har jeg ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første er Socialdemokraternes ordfører, og det er hr. Lars Aslan Rasmussen.

Når man sender en ansøgning af sted til en offentlig stilling, skal det selvfølgelig hverken være dit navn, din alder eller din etnicitet, som skal ligge til grund for dine muligheder. Det bør til enhver tid være jobansøgerens kompetencer alene. Så enkelt kan det siges. Ifølge forslagsstillerne er det ikke altid tilfældet i dag, og derfor ønsker man at anonymisere alle jobansøgninger til offentlige stillinger, så ingen personlige oplysninger fremgår for arbejdsgiveren.

I 2007 iværksatte Københavns Kommune et forsøg med anonymisering af ansøgninger, hvor oplysninger som køn, etnicitet og seksuel orientering blev fjernet. Forsøget blev efterfølgende evalueret for at afdække, hvorvidt forsøget skulle videreføres og eventuelt udrulles til andre dele af kommunen, men på baggrund af evalueringen anbefalede man at stoppe forsøget.

For det første var det en ressourcekrævende proces; i dag ville man nok have andre og mere effektive værktøjer, som vil kunne lette brugen af ressourcer. For det andet er der ikke en tydelig effekt af anonymiseringer. For det tredje oplevede ansættelsesudvalgene, at de fik frataget muligheden for at træffe beslutninger på et ordentligt grundlag, og at der var risiko for, at velkvalificerede ansøgere blev afvist, fordi man ikke havde det fulde indtryk af ansøgeren.

Vi har allerede i dag en lovgivning, som beskytter jobansøgere mod forskelsbehandling, forvaltningsloven og forskelsbehandlingsloven. Betyder det, at ingen arbejdsgivere bryder den gældende lovgivning? Nok ikke, desværre. Men jeg er heller ikke overbevist om, at det, forslagsstillerne her fremlægger, vil skabe en reel ændring.

I Danmark er det sjældent sådan, at man alene ansættes på baggrund af en ansøgning, og derfor vil forskelsbehandlingen stadig kunne finde sted ved samtalen. Derfor er jeg enig med ministeren i, at det kræver andre virkemidler.

Socialdemokratiet er helt enig med forslagsstillerne i, at direkte såvel som indirekte diskrimination på det danske arbejdsmarked er uacceptabelt. Det gavner ingen, heller ikke arbejdsgiveren selv, som risikerer at afskrive velkvalificerede ansøgere. Derfor bakker vi op om ministerens tilkendegivelser i forhold til problemstillingen og kan af den grund ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg er selvfølgelig skuffet over, at Socialdemokraterne ikke vil bakke op om forslaget, for man anerkender, at der er de her udfordringer, og nu læner man sig op ad forvaltningsretlig lovgivning, og der var også en anden lovgivning, som ordføreren påpegede. Men ikke desto mindre har vi jo set en dansk ph.d., der påpeger, at kvinder med tørklæde skal sende 60 pct. flere ansøgninger. Vi ved, at der er diskrimination.

Når ordføreren så også nævner den undersøgelse fra 2007, synes jeg også bare, at ordføreren mangler at fortælle, at selv om det er rigtigt, at dem, der skulle administrere det, syntes, det var bøvlet, så syntes dem, der var på den anden side, at det var en god idé. Som jeg lige nævnte før, sagde 60 pct. med minoritetsbaggrund, at de havde lyst til at sende flere ansøgninger.

Så jeg mangler stadig at høre, hvad den rationelle grund er til, at man ikke anonymiserer ansøgningerne, for vi går ikke ind og bestemmer, hvem der skal ansættes. Vi giver mulighed for, at man kan komme til samtale, og så er det jo stadig op til chefen og arbejdsgiveren at vælge eller ikke at vælge. Det her handler jo bare om at give mulighed for at komme i betragtning.

Tak. Så er det ordføreren.

Jamen jeg synes faktisk den undersøgelse fra 2007, hvor vi begge to var socialdemokratiske medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation, er relevant. For Sikandar Siddique ved jo godt, at der ikke var flere, der fik jobbene, selv om de havde anden etnisk baggrund. Så det var jo ikke løsningen. Derfor tænker jeg, at man jo er nødt til at kigge på nogle andre virkemidler. Altså, vi har jo lavet den undersøgelse sammen på daværende tidspunkt, og der synes jeg, det er svært at se det som en succes.

Hr. Sikandar Siddique.

Det afgørende her er jo, at vi ikke skal tvinge nogen til at ansætte en bestemt gruppe mennesker. Det afgørende er jo, at vi sikrer, at det offentlige og vores virksomheder får kvalificerede medarbejdere. Men hvis ikke du får mulighed for at vise dine kvalifikationer, men bliver sorteret fra allerede i første del af processen, så svigter vi både virksomhederne, det offentlige, de mennesker, det går ud over, og samfundet. Det her handler jo i bund og grund om at give mulighed for, at man kan få et bredere kandidatfelt, så alle kan få lov til at komme til orde. Og så er det jo op til den enkelte arbejdsgiver at vælge, om man ønsker ansøgeren eller ej.

Tak. Så er det ministeren – nej, undskyld, ordføreren.

Tak. Jeg troede lige, jeg var heldig et øjeblik. Jeg vil sige til hr. Sikandar Siddique: Jeg synes, den undersøgelse, vi lavede sammen 2007, er væsentlig. Der havde jo været flere, som havde fået jobbene, hvis det havde været det, der hjalp. Og der er lovgivning, der forbyder det her med, at man diskriminerer på baggrund af etnicitet eller på baggrund af køn. Så jeg mener, at man skal se det i en helhed. Jeg mener, at den undersøgelse faktisk er meget brugbar. Så kan det godt være, at nogen har haft en oplevelse af, at de havde lyst til at sende flere ansøgninger, men hvis man ikke får jobbet på baggrund af det, er det jo ikke det, der hjælper. Jeg synes også, som ministeren sagde før, at skatteministeren, som har det her område, har taget det her meget alvorligt og sagt meget tydeligt, at man ikke må diskriminere på baggrund af de her ting.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så er vi klar til næste ordfører, og det er Venstres ordfører, fru Maja Torp.

Tak for ordet, formand. I Venstre ønsker vi naturligvis et samfund, hvor dit navn, dit køn, din alder og din nationalitet ikke har betydning for, om du får den stilling, du har søgt. Det skal og bør udelukkende være dine kompetencer, der afgør, om du er den rigtige til jobbet. Sådan er det heldigvis også de fleste steder, men jo desværre ikke alle steder. Derfor anerkender vi i høj grad også det problem, der ligger bag beslutningsforslaget, der er fremsat her.

Vi er meget imødekommende over for den debat, som vi nu har her i Folketingssalen, for det er en vigtig debat. Det er nemlig ikke i orden, at nogen føler sig fravalgt til forskellige stillinger på baggrund af helt andre ting end deres kompetencer. Men vi mener ikke, at anonymisering af jobansøgninger til offentlige stillinger er den rette løsning. Det skyldes først og fremmest, at vi i Venstre langt hellere vil bruge ressourcerne på at komme årsagerne til problemet til livs i stedet for at symptombehandle.

Forskelsbehandling og ulige muligheder på arbejdsmarkedet er et historisk og kulturelt problem, og det tager tid at løse. Det kan ikke løses med et administrativt snuptag. Desuden er vi i Venstre fortalere for tillid. Vi tror på, at dem, der er ansvarlige for ansættelsesprocessen i den offentlige sektor, også er dem, der er bedst egnede til opgaven, i hvert fald i langt de fleste tilfælde. Og hvis man som leder alligevel har et stærkt ønske om at fravælge ansøgere på baggrund af deres køn, alder eller nationalitet, vil man jo selv med en realisering af det her forslag, altså en anonymisering af jobansøgningerne, kunne lykkes med det i den videre ansøgningsproces.

Vi mener derfor, at man i stedet bør kigge på, hvordan vi reelt kan forbedre vilkårene, således at alle har lige muligheder på arbejdsmarkedet, og det gælder både det private og det offentlige arbejdsmarked. Det kræver, at vi ændrer en kultur, og det er hårdt arbejde. Vi skal blive bedre til at løfte hinanden og til at gøre hinanden bedre, uden at vi gør os selv dårligere. Vi skal lære at tro på hinanden, og vi skal lære at tro på os selv, på tværs af forskelligheder og ikke på trods af forskelligheder. Det kræver initiativer, der hylder kvinder, der hylder mænd, ældre og yngre.

Et af de initiativer, der netop har til formål at hylde kvinder, som inspirerer og løfter andre med deres virke og væsen, finder vi i Nordjylland. Her blev der sidste år indstiftet en pris, Kammaprisen – en pris, som jeg i al beskedenhed er medstifter af. Kammaprisen overrækkes hvert år til en kvinde, som er gået forrest for at inspirere andre kvinder til at forfølge deres drømme.

Prisen har allerede nu vist sig at have skabt synlighed omkring de rigtig mange seje og modige kvinder i Nordjylland, der er med til at inspirere andre og bane vejen for andre kvinder. Det giver flere kvinder selvtillid til at gå efter deres drømme, det giver flere kvinder, som hjælper hinanden ind på indflydelsesrige poster osv. – discipliner, som mænd har vist sig at mestre langt bedre end kvinder. Derfor skal vi lære af hinanden, vi skal løfte hinanden, og så skal vi jo ikke mindst se værdien af diversitet.

Vi har brug for mange flere af den slags initiativer for at løse den problematik, der uden tvivl er på arbejdsmarkedet og i samfundet. Og vi har brug for at sætte langt mere fokus på debatten om ligestilling, som vil være med til at øge bevidstheden om og dermed også evnen til at handle efter at skabe mere reel ligestilling. For kun på den måde kan vi jo reelt understøtte eksempelvis FN's verdensmål fem, som hedder ligestilling mellem kønnene.

Så i Venstre tror vi ganske enkelt ikke på, at anonymisering af jobansøgninger er løsningen, hvorfor vi så heller ikke kan støtte det her forslag. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg er skuffet, for nu er det anden eller tredje gang, jeg står hernede med Venstres ordfører og kommer med et politisk tiltag, som skal sikre ligestilling. Og hver gang får jeg samme svar: Intentionerne er gode, det er rigtigt osv., men vi støtter ikke forslaget. Så glæder jeg mig til at se Venstres forslag her i salen. Det mangler jeg stadig at se.

Venstre tror ikke på forslaget. Så vil jeg bare lige høre om noget, hvad angår den forskning, der er lavet. Jeg kan også i næste spørgsmål konkret henvise til forskningen. Men den er blevet lavet i Sverige, den er blevet lavet i USA, den er blevet lavet i Holland. Jeg skal bare lige høre, hvad det er i den forskning, Venstre ikke tror på. Den viser klokkeklart, at det vil sikre en bedre ligestilling i forhold til diskrimination på arbejdsmarkedet. Så hvad er det, Venstre baserer sit argument på? Hvad er det for en forskning? Eller er det bare sådan en mavefornemmelse, at det her ikke vil hjælpe? Kunne ordføreren ikke sætte nogle ord på det?

Ordføreren.

Som forslagsstilleren selv har været inde på tidligere i debatten, har det jo ikke vist sig at have nogen reel effekt. Det har givet nogle mennesker, der har søgt de her stillinger, en følelse af mere ligestilling, men det har ikke reelt skabt mere ligestilling. Og i Venstre ønsker vi at bruge vores kræfter på nogle tiltag, som reelt set kan være med til at skubbe på øget ligestilling og diversitet. Som jeg var inde på i min tale, tror vi på, at vi skal understøtte en kultur, som går mere i retning af reel ligestilling. Det kan vi gøre ved at skubbe på. Vi kan gøre det ved, at vi også som eksempelvis kvinder lærer nogle tricks af mænd – og mænd kan lære nogle tricks af kvinder – så vi sammen kan blive stærkere i forhold til også at skabe en øget bevidsthed omkring ligestilling.

Hr. Sikandar Siddique.

Jeg vil bare lige gentage, at jeg glæder mig til at se Venstres konkrete forslag, der skal bekæmpe den her ulighed på arbejdsmarkedet og den her diskrimination på arbejdsmarkedet. Det mangler vi så sandelig stadig at se.

Jeg kan fortælle ordføreren, at man i Norge er ved at køre et forsøg med anonymiserede ansøgninger. Masser af forskning viser, at det her hjælper. Så er der en gammel undersøgelse fra 2007, hvor vores samfund så anderledes ud, og hvor det ikke var digitaliseret på samme måde. Det er det ene forsøg. Og så er der al den anden forskning her, der viser, at det reelt faktisk hjælper. Hvorfor er det, at ordføreren og Venstre baserer deres holdning på den ene undersøgelse og ikke al den anden forskning, der er på området, som viser, at vi faktisk skal gøre det?

Ordføreren.

Vi tror ikke på det der med at pålægge alle inden for den offentlige sektor den her ekstra administrative byrde i forbindelse med deres måde at ansætte på. Og så tror vi på tillid. Vi tror på det at debattere og skabe mere bevidsthed om også værdien af diversitet. Alle ønsker jo reelt set at skabe det stærkeste team på arbejdsmarkedet. De ønsker jo at få den kandidat, som er bedst egnet, og det skal vi have italesat i den her debat, nemlig at der er en værdi af det. Så vi tror ikke på den her løsning. Vi ønsker at bruge ressourcerne der, hvor der reelt kan være tale om, at der bliver flyttet på noget.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Dansk Folkepartis ordfører, og det er fru Liselott Blixt.

Mange tak. Jeg vil starte med at sige, at vi nok ikke forbavsende for ordføreren, tror jeg, ikke støtter forslaget. Vi mener ikke, at vi skal anonymisere stillingsopslag. Jeg har selv prøvet at sidde i en offentlig bestyrelse med 400 ansøgninger, og jeg vil sige, at det er rigtig svært at finde ud af, hvad man skal gå efter, men jeg vil sige, at det var i hvert fald hverken navn eller noget lignende. Men for ligesom at gøre mig klar til debatten i dag gik jeg ligesom alle de andre også ind og fandt 2007-undersøgelsen, som siger, at det ikke var noget, de anbefalede i Københavns Kommune.

Men jeg fandt en undersøgelse mere, for jeg hører jo, at ordføreren siger, at alt andet er godt, men nej, nej, nej, der ligger en i Australien; det er godt nok langt væk, men det er USA, som ordføreren refererer til, jo også. I Australien sagde man, at forsøget opleves som besværliggørende for en aktiv mangfoldighedspolitik. Holdningen i ansættelsesudvalgene er, at forsøget vanskeliggør mulighederne for at matche interne og eksterne behov for en bestemt medarbejdersammensætning, og at anonymiseringerne dermed besværliggør en aktiv mangfoldighedspolitik i udvælgelsen af ansøgere og således risikerer at virke imod hensigten.

Resultatet chokerede Harvardprofessor Michael J. Hiscox, der har overvåget de australske forsøg med blind rekruttering, som de kalder det der. Man forventede, at det ville have en positiv effekt for diversiteten, at det ville gøre det mere sandsynligt, at kvindelige kandidater og kandidater fra etniske minoriteter ville blive indkaldt til jobsamtaler – jeg ved ikke, om I lytter eller I snakker dernede, og jeg ved godt, at jeg også sad og talte i telefon, men nogle gange skal man lige være opmærksom på, hvad der sker – men de fandt ud af, at det modsatte skete. Så der er andre undersøgelser, der viser det samme.

Jeg vil også sige, at når man sidder og skal ansætte en, er der mange ting, der spiller ind, og jeg har aldrig nogen sinde tænkt, at det skulle spille ind, hvilken etnicitet man havde, eller om man var mand eller kvinde. Og jeg undrer mig, for nu har jeg hørt det et par gange her i løbet at debatten, over, at man siger, at kvinder med tørklæde blev valgt fra. Altså, sender de billede med? Gør man det? Altså, det gør alle jo ikke alle steder. Så jeg undrer mig altså. Jeg har da aldrig sendt et billede med i en jobansøgning, kun når jeg stillede op til Folketinget eller til kommunalvalg. Men vi kan ikke støtte forslag. Det havde vi heller ikke kunnet, uanset hvad undersøgelserne havde sagt.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Sikandar Siddique.

Tak til ordføreren. Ja, jeg vidste godt, at Dansk Folkeparti ikke ville støtte forslaget, men jeg har to kommentarer og så et spørgsmål. Jeg kender godt den australske undersøgelse, og den australske undersøgelse bliver bl.a. kritiseret for, at forsøgsparterne, inden man lavede den her undersøgelse, vidste, at det her handlede om anonymiserede ansøgninger, og at det handlede om minoriteter og kvinder, og at der derfor var en tilbøjelighed til, at man krydsede af på en bestemt måde. Så den undersøgelse er bl.a. blevet kritiseret af den grund.

Derudover er der i 2007 den her undersøgelse, som man igen og igen henviser til. Altså, det var en anden tid, og vi var ikke digitaliserede på samme måde. I dag er det ikke så besværligt. I dag er det it-systemer, man skal ind at lave om på, og det er en skabelon og that's it, og så koster det heller ikke særlig meget. Det her handler jo ikke om, hvorvidt man skal bestemme, om nogen skal ansættes eller ej. Det her handler jo bare om, at man ikke bliver diskrimineret ved første proces, og at man kan komme med til samtale. Så det er det jo fuldstændig op til arbejdsgiverne at bestemme, om man vil ansætte en eller ej. Det er deri, forskellen ligger, og jeg hører argumentet med, at det skal være op til arbejdsgiveren at bestemme. Det er det også med det her forslag.

Tak. Så er det ordføreren.

Nu har jeg altid været af den holdning, at jeg selv syntes, det var noget pjat, da man begyndte at skulle skrive m/k i alle jobopslag, og det er rigtig mange år siden. Jeg vil godt selv bestemme, hvis jeg skal ansætte nogen, om jeg vil ansætte en mand eller en kvinde eller en med en sygdom eller en med en anden hudfarve, eller hvad pokker det skal være. Der er da ikke en stat, der skal komme og fortælle, hvem jeg skal ansætte, og det synes jeg da heller ikke vi skal i det offentlige. Vi skal ansætte dem, der er bedst, og så må man være god til at skrive en ansøgning, og er man ikke det, er det bad luck, og så må man lære det.

Hr. Sikandar Siddique.

Så gentager jeg det igen, fru Liselott Blixt: Det her er jo ikke staten, der skal ind at bestemme, det er jo stadig arbejdsgiveren, der suverænt bestemmer, om man vil ansætte en eller ej. Men undersøgelser viser jo bare – det er en dansk ph.d. – at 60 pct. kvinder med et tørklæde skal sende 60 pct. flere ansøgninger for at komme i betragtning. Hvis du har et danskklingende navn, har du 53 pct. større chance for at komme i betragtning.

Så hvis ikke Dansk Folkeparti støtter forslaget her, hvad vil Dansk Folkeparti så gøre for at bekæmpe den diskrimination, der er på arbejdsmarkedet, bl.a. på baggrund af alder, altså vores seniorer, som også bliver ramt? Hvad vil Dansk Folkeparti så gøre, hvis ikke man vil støtte det her forslag?

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg går ind for åbenhed, og jeg går ind for, at man skriver de reelle ting, så vi har noget at gå ud fra. I dag får man 400-500 ansøgninger, og så er det da rart at vide, hvad det er, man skal gå efter. Så siges der, at man ikke får arbejde, fordi man har tørklæde på. Det kan jeg godt forstå. For jeg mener ikke, at et tørklæde hører hjemme i en offentlig institution. Altså, det signalerer, at man er underdanig, og at man kommer med en vis religion, og det mener jeg simpelt hen ikke bør være i en offentlig stilling. Så det kunne jo være, at man skulle starte med at tage tørklædet af, og så ville det være nemmere.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til SF's ordfører, og det er fru Astrid Carøe.

Tak for det. Lad mig starte med at sige, at jeg er rigtig glad for, at vi skal diskutere det her i dag. For diskrimination er noget, vi skal tage meget seriøst, og jeg synes ligesom forslagsstillerne også, det kræver handling. Derfor støtter vi i SF også forslaget.

Rammerne for at søge en stilling skal aldrig fordre diskrimination. Jeg synes også, det er vigtigt at sige, at jeg ikke tror, at arbejdsgiverne bevidst diskriminerer, men vi mennesker kan godt lide at kunne referere til noget, vi kender, og det er altså ikke særlig smart i en situation, hvor man skal ansætte en ny medarbejder. For jeg har snart ikke tal på, hvor mange studier jeg har set, der igen og igen viser, at vi ansætter folk, der ligner os selv, og det er en skam, og det kan det her forslag være med til at gøre op med – forhåbentlig. Derfor synes jeg egentlig, at det giver sig selv, at vi må handle, for mangfoldige arbejdspladser er kun til gavn for samfundet, og ja, vi kan begynde med rammerne for ansøgningerne.

For hvis du går på Jobindex for at søge en offentlig stilling, skal du i langt de fleste tilfælde angive dit køn, din alder eller dit statsborgerskab, faktisk i højere grad end man skal ved private stillinger, og det spænder ben for en rigtig stor gruppe af mennesker. Når den mandlige chef skal ansætte en ny leder, vil han højst sandsynligt kalde en anden mand til samtaler. Vi ved også, at når tyrkiske Selma skal søge et job, skal hun sende 52 pct. flere ansøgninger af sted end danske Julie, bare for at komme til én samtale, og vi ved, at ansøgere over 50 år systematisk diskrimineres i ansøgningsprocessen, for ansøgningen ryger med al sandsynlighed direkte i makulatoren, og der bliver ansat meget, meget få seniorer i det offentlige i dag, og det synes jeg er pinligt, og det er ikke ligestilling.

Derfor er det virkelig godt, at vi faktisk kan gøre noget ved det, og at vi også ved, at det virker. For både svenske og danske studier viser, at en anonymisering af ansøgninger har en effekt, særlig på, hvor mange kvinder og etniske minoriteter der bliver indkaldt til samtale. Det synes jeg egentlig vi skal tage ret alvorligt. Noget af det, der gjorde størst indtryk på mig i de her studier, var, at ikke bare blev flere borgere af enden etnisk herkomst indkaldt til samtale, men langt flere søgte også stillingerne af den simple grund, at de turde. De turde tro på deres egne kvalifikationer, når de ikke var bange for at blive afvist på grund af deres ophav, og det synes jeg er værd at tygge på. For vi må bare ikke afholde kvalificerede medarbejdere fra at søge, fordi de er bange for at blive diskrimineret.

At anonymisere ansøgninger helt eller delvist er ingen gylden løsning på diskrimination. Det er ikke en tryllestav, der gør køn, alder og etnicitet ubetydelige. Derfor er vi heller ikke færdige med at tænke løsninger, når vi slutter her i dag, uanset om der er et flertal eller ej – det virker der måske til at der ikke helt er – men det her tror jeg er et skridt på vejen, og jeg ser meget frem til, at vi i fællesskab kan finde ud af, hvad vi mere kan gøre. For vi skal skabe inkluderende og mangfoldige arbejdspladser i det offentlige. Det har vi en pligt til, og jeg synes, at det her forslag er et rigtig godt skridt på vejen.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Sikandar Siddique.

Jeg vil bare gerne kvittere og sige tusind tak til SF for den meget klokkeklare opbakning her. Jeg tænker, at støttepartierne har en opgave i at få regeringen til at gå med på den her idé. Jeg ved, at det er et område, som fru Astrid Carøe er optaget af, og jeg ser frem til det videre samarbejde på området. Så tak for støtten.

Ordføreren.

Selv tak, og jeg tror faktisk, at vi måske kan gå noget af vejen. Det kan være, at vi kan gøre nogle af tingene i det her forslag, og det må være noget af det, vi snakker videre om, nu, hvor der ikke er flertal her, altså f.eks. at sige, at det ikke er lovligt at sige, at man skal skrive sin alder i en jobansøgning. Det kunne f.eks. være en start, når vi nu ikke kan få flertal i dag, desværre. Men så må vi jo kigge på andre løsninger, der er flertal for.

Tak for det. Hr. Sikandar Siddique frafalder, og så er den næste hr. Ole Birk Olesen. Værsgo.

Det er af ren nysgerrighed, at jeg vil spørge: Hvis nu f.eks. en kommune har en opfattelse af, at der er for meget kvindeligt personale i børnepasningen, og at det derfor tæller som et plus, hvis man kan få en mand, næste gang der er en stilling åben, eller hvis det er omvendt i vej og park, nemlig at der er for mange mænd og man egentlig gerne ville have en kvinde til ligesom at bryde monotonien, bliver det her forslag så ikke lidt en hindring for, at man kan finde de ansøgere, man helst vil have, altså fordi man ikke bliver opmærksom på, at der faktisk er en kvinde, og den kvinde måske af en eller anden grund ikke kommer med til samtale, hvis man ikke ved, det er en kvinde, eller der er en mand, som måske ikke kommer til samtale, hvis man ikke ved, det er en mand?

Ordføreren.

Det er meget sjovt, at det vender sig om nu, for nu kommer jeg til at sige, at det er vigtigt, at man vælger dem, der er dygtigst til arbejdet, og det vil man jo gøre her. Vi ved bare fra rigtig mange studier, at man er biased, når man skal ansætte folk. Man vælger typisk folk, der ligner en selv. Det er menneskeligt, men det kan vi gøre op med på den her måde. Jeg synes, det er helt fair at sige, at man mangler nogle mandlige pædagoger, men så er der forhåbentlig nogle dygtige mandlige pædagoger, der bliver indkaldt til samtale.

Hr. Ole Birk Olesen.

Jamen det, der er pointen her, er jo, at deres køn i så tilfælde kan være en kvalifikation i sig selv. Det kan jo godt være, at du har ti ansøgere til en børnehave, og at manden er blandt de fem mindre gode, og så er der fem rigtig gode. Men hvis de havde vidst, at han var en mand, ville det tælle op, altså så ville man måske se igennem fingre med, at han ikke havde så stor erfaring inden for faget som de fem kvinder, fordi han var en mand, eller omvendt i vej og park, hvis det var en kvinde, der søgte, og man havde alt for mange mænd. Så altså, i de tilfælde, hvor det er en kvalifikation i sig selv, at vedkommende er en mand eller en kvinde, opdager man det jo ikke.

Ordføreren.

Nej, men jeg synes stadig væk, man skal ansætte dem, der er dygtigst. Og det er meget sjovt det her, for jeg troede nemlig ikke, det kunne være en kvalifikation at have et bestemt køn. Det er det, som de liberale folk i salen plejer at sige, så det er da lidt sjovt, hvis man har ændret mening og køn pludselig godt kan være en kvalifikation i sig selv.

Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Jeg er også lidt nysgerrig nu, for hvordan vil man helt konkret kontrollere det her? Altså, der er nok en grund til, at der er rigtig mange virksomheder, som ikke har indført det her. Hvordan mener ordføreren at man fra statens side skal kunne kontrollere, om de rent faktisk gør det her?

Ordføreren.

Det her er beregnet til det offentlige og ikke til virksomheder – det er for offentlige ansøgninger, og det er jo os. Så man skal sortere det fra, og jeg tror faktisk, at der i beslutningsforslaget er et bud på, hvordan man kan gøre det i it-systemerne – jeg synes også, det er ret stærkt, at et beslutningsforslag er så gennemarbejdet. Det synes jeg er et fint sted at starte for at se, om man kan gøre det her. Man har også gjort det i Københavns Kommune, og der gjorde man det, fordi det var noget, politikerne besluttede – sådan er det jo, når det er det offentlige og ikke det private.

I det private er det faktisk sådan især i rigtig mange af de store internationale virksomheder, at de slet ikke spørger om de her ting – de spørger ikke om alder og etnicitet, fordi der er mange lande, hvor man ikke må spørge, så det er det, de er vant til. Vi er bare ikke vant til det i det offentlige system i Danmark.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Der er tydeligvis ikke behov for det derude, for man må gå ud fra, at der var en masse kommuner, som havde gjort det, hvis de syntes, det var nødvendigt at gøre. Pointen er, at du jo godt kan anonymisere den første del, og så sidder folk og kigger på den, og så siger de: Nå, okay. Men når de så indkalder folk, kan det ende med, at de alligevel sorterer nogle fra.

Det her jo ikke en sikkerhedsventil, med hensyn til at man så ikke vælger dem, man alligevel ønsker, for du skal jo slå op, hvor de bor henne, og så kan du jo alligevel se deres navn. Det er jo bare at sætte en ekstra barriere ind. De der mennesker, som er anonymiseret, skal have besked på, at de skal til samtale igen, og så kan du jo bare gøre det, når du får deres navn, at du siger: Nej, du skal ikke til samtale alligevel.

Ordføreren.

Altså, man kan se fra de undersøgelser, der er lavet, at der kommer flere mennesker med anden etnicitet til samtale, at der kommer flere kvinder i typiske mandejob og omvendt, og også folk med en højere alder, end der ellers plejer at gøre, så jeg tror ikke, man går ind og slår folk op på Krak – det er også meget omstændeligt. Det her handler bare om det første indtryk, man får af personen, altså om man ser, hvilket køn og hvilken alder og etnicitet vedkommende har, og det synes jeg ikke er nødvendigt, når man skal danne sig et indtryk af mennesker.

Så er det fru Birgitte Bergman.

Tak. Jeg kan nu altid godt lide at se, hvem det er, jeg skal sidde over for, og jeg synes, det er vigtigt, at man har det hele menneske. Jeg synes, vi skal passe på med at anonymisere det hele og komme ud på et overdrev, hvor det køn eller den baggrund, vi som menneske bringer med ind som profil, fuldstændig udslettes. Jeg synes, det er en farlig vej at gå. Og jeg anerkender, at der er udfordringer.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, om ordføreren anerkender den undersøgelse, som den australske forsker kom med, hvor det jo netop viser sig, at hvis man laver anonymisering, betyder det faktisk, at kvinders sandsynlighed for at få et job faldt med 2,9 pct.

Ordføreren.

Tak for det. Altså, det er jo ikke sådan, at man så skal være helt anonym til jobsamtalen også, så – bare rolig – man møder jo det hele menneske, når vedkommende så kommer til en jobsamtale, og man får også helt selv lov til at bestemme, hvem man vil ansætte. Så det her forslag er ikke så vidtgående, som højrefløjen gerne vil have det til at være.

I forhold til den undersøgelse: Jo, jeg anerkender fuldstændig, at der er en undersøgelse, men jeg ser bare også, at der er rigtig mange andre undersøgelser, der siger noget andet.

Fru Birgitte Bergman. Nej, hun frafalder. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og jeg siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Radikale Venstres ordfører, og det er fru Samira Nawa som

Mange tak, formand. Når man går til audition i et orkester, foregår det som oftest bag et forhæng. Forhænget sikrer, at man bliver valgt på sin faglige kunnen og ikke på noget andet, og det har faktisk ført til, at langt flere kvinder bliver udtaget til orkestre. De her såkaldte blind auditions har formået at overkomme de ubevidste bias, som vi mennesker har, altså den her tendens til at vælge at ansætte dem, der ligner os selv. Forhænget fik elimineret de indtryk, som er de første, vi får, af køn, alder og etnicitet. Og selv om vi tror, vi er i stand til at bedømme helt neutralt og fair, er det ikke altid tilfældet.

Vi kommer jo netop fra en ligestillingsdebat, som var det forrige punkt på dagsordenen, hvor jeg bl.a. også sagde, at enhver i Danmark jo må få mulighederne til at opnå det job, man vil have, og udleve sit fulde potentiale, uanset køn, alder, seksualitet, etnicitet, handicap osv. Og derfor ser vi i Radikale Venstre sådan set, at det her beslutningsforslag er en rigtig god løsning.

Jeg var selv for nogle uger siden ude at sige noget lignende i Politiken omkring anonyme jobansøgninger, hvor jeg siger, at jeg ikke synes, at vi i staten skal have ansøgninger, der indeholder navn, billede, alder eller køn, så vi netop kommer den her ubevidste forskelsbehandling til livs. Noget af det, som jeg så blev opmærksom på, var, at man i staten faktisk har taget et initiativ, nemlig at fjerne køn og alder fra sine skemaer. Og jeg synes sådan set ikke, at det her ligger så langt fra det, vi allerede har.

Så fra Radikale Venstres side vil vi varmt bakke op omkring det forslag, som vi selv har vedtaget på vores landsmøde, og som også er rigtig god radikal politik, nemlig at sikre, at alle mennesker har de samme muligheder. Tak.

Tak for det. Der er korte bemærkninger, og det er fra hr. Ole Birk Olesen.

Jeg vil bestemt ikke udelukke, at det her er en god idé på enkelte offentlige institutioner, i hele kommuner, i staten eller i ministerier og styrelser – bestemt ikke. Er det sådan, at Det Radikale Venstre dér, hvor Det Radikale Venstre bestemmer, har besluttet at gøre det sådan? For jeg tror ikke, at der er noget til hinder for, at en kommune kan beslutte, at sådan vil de gøre det. Jeg tror ikke, der nødvendigvis er noget til hinder for, at den forvaltning i Københavns Kommune, som Det Radikale Venstre sidder på, kan beslutte at gøre sådan her. Jeg tror ikke, der er noget til hinder for, at et ministerium, som Det Radikale Venstre har haft ministerposten i, kunne beslutte at gøre sådan her. Er der nogen steder, hvor Det Radikale Venstre bestemmer, at man gør sådan her?

Ordføreren.

Det synes jeg er et fremragende spørgsmål, som jeg vil gå tilbage og tjekke op på.

Hr. Ole Birk Olesen.

Men vi kender jo godt svaret. Man kan kalde det spørgsmål, jeg stillede, for et retorisk spørgsmål. Der er ikke nogen steder, hvor det er Det Radikale Venstre, der bestemmer, hvor man gør sådan her. Det er ikke set. Vi kender ikke til, at der er forvaltninger, kommuner eller ministerier, som Det Radikale Venstre har siddet i spidsen for, hvor man har gjort sådan her. Jeg kender ikke til, at der overhovedet er nogen, der har gjort det. Så er spørgsmålet bare: Hvis det er så god en idé, hvorfor gør Det Radikale Venstre det så ikke dér, hvor Det Radikale Venstre bestemmer?

Ordføreren.

Når jeg nævnte, at jeg lige ville tjekke op på det, var det, fordi min første tanke umiddelbart handlede om, at vi alle sammen har sekretariatsbistand her i Folketinget. Det ville være et oplagt sted for Radikale Venstre at gøre det. Det er umiddelbart der, hvor jeg ser, at Radikale Venstre faktisk sidder på en magt til at fravælge, at man skal se navn, alder, billede, køn osv. på jobansøgninger.

Tak for det. Så er det hr. Sikandar Siddique. Nej, hr. Sikandar Siddique frafalder. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, og det er fru Jette Gottlieb.

Det her forslag er jo hverken voldsomt revolutionerende eller en tryllestav, som det blev sagt, som med et slag vil løse de problemer, vi synes der er med diversiteten på vores arbejdsmarked, men det er et godt forslag. Grunden til, at Enhedslisten synes, det er et godt forslag, er, at det giver en mulighed for frihed. Det giver en mulighed for frihed, når man udformer sin ansøgning, at der er nogle ting, som man selv vælger om man vil skrive, som man selv vælger om man vil meddele i sin ansøgning, i modsætning til de forskellige tvangsskemaer, der er i forbindelse med ansøgninger til det offentlige. For det er jo sådan, at der ligger skemaer i de offentlige institutioner, som f.eks. som det første punkt har angivelse af alder, og hvis man ikke udfylder det, kan man ikke udfylde resten af skemaet. Så det giver altså ansøgerne en frihed. Det kan vi godt lide.

Så vil jeg sige, at den første vigtige forudsætning for at få en bredde, en diversitet, i ansøgerfeltet jo er, at der overhovedet er et stillingsopslag. Der er der ikke noget at betænke sig på i forhold til den offentlige arbejdsgiver, for der skal være et opslag. Der skal være et opslag, når man søger ansatte inden for det offentlige. Det er den første vigtige forudsætning, og den vil jeg meget gerne have udbredt til det øvrige arbejdsmarked, men det er ikke på dagsordenen i dag. Men selve det at have en opslagstvang for at sige, at her er der en ledig stilling, er den første forudsætning.

Så kommer det næste, og det er, hvad der skal stå i en ansøgning, og hvordan man udvælger en ansøger. Der er jo evidens for, at rigtig mange arbejdsgivere ansætter folk i deres eget billede. Det er en af grundene til, at der er en bredde, som man ikke får fat i. Der findes eksempler på folk, der har udeladt et fremmedklingende mellemnavn og derved kom til flere samtaler. Der findes et eksempel på, at to, der kendte hinanden godt, som havde den samme uddannelse, byttede ansøgninger, og hvor det så viste sig, at det, der var helt afgørende, var, at navnet var Karen Jensen og ikke noget andet. Det var det, der gjorde, at man kom til samtale – på baggrund af i øvrigt identiske cv'er.

Det er jo ikke sådan, at man, når man laver en ansøgning med en levnedsbeskrivelse, ligesom kan antyde, at man er 22 år, hvis man rent faktisk har 30 års erfaring. Men ikke desto mindre er det jo sådan, at mange, mange arbejdsgivere har den forforståelse, at de allerhelst vil have en på 32 år med 40 års erfaring. Det er det, de har mest brug for. Det er også ud fra det, de tit laver udvælgelsen. Men de ansøgere findes jo bare ikke. Derfor ligger der en mulighed i at tage hul på nogle uhensigtsmæssigheder i måden, som stillinger bliver besat på, hvis man laver det lille kunstgreb, det lille frihedskunstgreb, at give folk mulighed for at lade være med at skrive det i deres ansøgning.

Jeg står ikke her i denne situation og vil angribe arbejdsgivernes, heller ikke de offentlige arbejdsgiveres, ret til at lede og fordele arbejdet og til at fyre og hyre. Det er ikke opgaven med det her forslag. Det her er bare at give en lille mulighed for at udvise en anden form for fantasi end den, vi i øvrigt har set udfolde sig.

Så synes jeg i øvrigt, det er ret morsomt, at vi her i dag er tre ordførere, som faktisk sad i Københavns Borgerrepræsentation, da man indførte det spændende forsøg, som man lavede i København. Derfor kender jeg udmærket hele spektret af den evaluering af forslaget, og den er jo meget bredere end den måde, den er blevet fremstillet på fra et par sider. Jeg synes, det var interessant, at vi gjorde det dengang, og at det var en god idé at gøre det. Jeg synes, man skal gøre det igen. Der er sket meget siden. Der er f.eks. sket en digitalisering af hele ansættelsesprocessen, som ikke var der før. Så det synes jeg er en rigtig god idé. Så hvis vi ikke kan komme andre steder hen, kan vi i hvert fald opfordre nogle kommuner til endnu en gang at prøve at indføre nogle forsøg i den nuværende situation og i denne moderne tidsalder – her 15 år efter vores oprindelige aftale.

Så vi støtter forslaget og ser, hvad der sker.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Ole Birk Olesen.

Enhedslisten har nu haft magten i 7 år i Teknik- og Miljøforvaltningen i København. Før det havde man magten i andre forvaltninger. Man har borgmesterposten, og det vil sige, at der er ting, man kan gøre, som man ikke behøver spørge Borgerrepræsentationen om, f.eks. ansættelsespolitikken i ens forvaltning. Jeg tror ikke, der er noget til hinder for, at man som borgmester i Teknik- og Miljøforvaltningen i København kan beslutte, at man vil have anonymiserede jobansøgninger ind til dem, der skal vurdere, hvem der skal til samtale. Hvorfor har Enhedslisten ikke benyttet sig af Enhedslistens magt til at gennemføre det her, som Enhedslisten påstår at Enhedslisten synes er en god idé?

Ordføreren.

Jeg tror faktisk, at det lidt er en fejlorientering, for det er faktisk Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, der beslutter den slags ting – det er ikke borgmesteren.

Hr. Ole Birk Olesen.

Jeg har meget svært ved at forestille mig, at man ved den procedure, hvor man udvælger, hvem der kommer til samtale, involverer udvalget. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det er forvaltningen selv, der står for det – eventuelt til en chefpost spørger man udvalget, men til en almindelig post spørger man ikke udvalget. Jeg er sikker på, at udvalget ikke er involveret i, hvilken pædagog man ansætter i vuggestuen på Thyborøn Allé. Jeg spørger bare, og man kan måske prøve at lade være med at snakke udenom, når der kommer et relevant spørgsmål: Hvorfor gør Enhedslisten ikke det her de steder, hvor man kan gøre det?

Ordføreren.

Jamen jeg svarede jo på det, der blev spurgt om. Jeg svarede ikke på det, der nu bliver spurgt om, altså hvorfor man ikke blander sig i de konkrete institutioners konkrete ansættelser. Hvem der udvælger hvad, og hvordan man udvælger hvad, er jo helt andre spørgsmål end det principielle, i forhold til at man ønsker at lave forsøg med at lave ansøgninger, hvor der er bestemte oplysninger, man ikke ønsker at fremhæve. Det er to helt forskellige ting.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Husk lige at spritte af. Det har du gjort; det er super.

Og så går vi videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er fru Birgitte Bergman. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til forslagsstillerne for at fremsætte beslutningsforslaget, som jo indebærer, at alle ansøgninger til offentlige stillinger skal anonymiseres. Det betyder, at man fjerner så meget som muligt af de personlige informationer i en jobansøgning. Jeg synes, det er en vigtig debat. Vi anerkender, at der fortsat er udfordringer. Vi skal nemlig møde hinanden med, at alle er ligeværdige uanset køn, alder og etnicitet, at alle har et værd, og at alle kan bidrage og skal bidrage til vores gode samfund.

Men vi mener ikke, at lukkede øjne og blinde rekrutteringer er løsningen på ligestillingsproblemet. Skal vi sikre ligestilling, skal vi gøre det med åbne øjne og via gennemsigtighed. Vi skal ikke fjerne informationer for arbejdsgiver og for hr-afdelinger. Et nyere studie viser, at blind rekruttering ikke gavner kvinder, men faktisk mænd. I Australien forsøgte man for et par år siden at fjerne ansøgeres køn fra ansøgninger til ledelsesniveau i den offentlige administration. Her stod det klart, at delvis anonymisering betød, at mænds sandsynlighed for at blive indkaldt til en jobsamtale steg med 3,2 pct., mens kvinders sandsynlighed faldt med 2,9 pct. Det var et resultat, der overraskede Harvardprofessoren Michael J. Hiscox, men som ikke desto mindre ledte ham til at konkludere, at man skal være meget forsigtig med at introducere blind rekruttering, da det kan virke imod hensigten.

Hvis ikke det virker, hvorfor så gøre det? Vi stiller os uforstående over for, hvorfor Frie Grønne vil introducere restriktioner på virksomheders rekrutteringsproces, når man ikke er sikker på, at det virker. Og endnu mere uforståeligt er det, at man gør det, når det kan have den modsatte effekt. Det er vigtigt, at virksomheder og offentlige arbejdspladser beholder deres ret til selv at bestemme. Jeg stoler på, at danske virksomheder og offentlige institutioner og arbejdspladser selv kan sikre, at de hyrer den mest kvalificerede ansøger uanset vedkommendes køn, alder, nationalitet og statsborgerskab. Det er trods alt i virksomhedens bedste interesse.

Jeg er glad for, at ministeren anerkender, at et krav om 37 timers beskæftigelse for indvandrerkvinder kan være med til at løse dele af problemet i det her beslutningsforslag. Det Konservative Folkeparti kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Sikandar Siddique.

Tak til ordføreren. Jeg vil gentage det, jeg sagde til Venstre: Jeg har stået i flere debatter nu med ordføreren for Konservative, som siger, at de vil bekæmpe den her diskrimination og sørge for, at der er ligestilling osv. Men man støtter aldrig op om nogen af forslagene, der kommer herned i salen. Så jeg ser frem til, at Konservative kommer med sine forslag i salen eller til forhandlinger og gør noget, så vi kan bekæmpe den her diskrimination.

Så er jeg bare nødt til at sige, at det ærlig talt med al respekt virkede, som om ordføreren ikke havde sat sig ind i det store stykke arbejde, vi faktisk har lavet med det her forslag. Der står ingenting om virksomheder i det her forslag. Så jeg forstår slet ikke, hvorfor ordførertalen handlede om virksomheder. Det her handler om det offentlige.

Så siger ordføreren – nu har jeg 13 sekunder tilbage, så jeg skal prøve at stille et spørgsmål – noget om den her ene undersøgelse i Australien, som jeg har problematiseret. Men anerkender ordføreren ikke, at der jo ligger rigtig meget andet forskning, svensk, dansk, amerikansk forskning, som siger, at det er en god idé? Så der er jo meget mere forskningen, der siger, at det er en god idé. Kunne det ikke få Konservative på andre tanker?

Ordføreren.

Nej, det kan det ikke, og det er, fordi det, uanset om det er en offentlig arbejdsplads eller en privat virksomhed, er sådan, at før vi ser os om, er det næste, Frie Grønne kommer med, måske så også virksomheder. Derfor er det vigtigt for mig og for Det Konservative Folkeparti at sige, at det er vi bare imod. For vi mener ikke, at det er måden at løse det på. Vi mener ikke, at lovgivning på det her område nødvendigvis altid er den rigtige vej frem. Det her har noget med en kulturel udfordring at gøre. Det har noget at gøre med gennemsigtighed. Det er noget med oplysning. Det er ad den vej vi mener det skal løses.

Hr. Sikandar Siddique.

Så vil jeg bare give ordføreren en mulighed. Det er lidt meta, ikke? Selvfølgelig skal der en strukturel ændring til. Der skal en kulturændring til. Men hvad er det for nogle idéer, som Konservative kommer med for at bekæmpe det her? For man snakker om, at minoritetskvinder skal ud på arbejdsmarkedet. Her kommer jeg med et konkret forslag baseret på forskning – sådan kan vi få dem ud. Konservative støtter ikke. Så jeg vil bare lige høre, om ordføreren så kan komme med, hvilke forslag Konservative så har på vej, der skal sørge for, at vores seniorer ikke bliver diskrimineret, at folk med en anden seksuel orientering ikke bliver diskrimineret, at kvinder med tørklæde ikke bliver diskrimineret, og at minoriteter ikke bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet? Hvad gør vi? Hvad er Konservatives bud?

Ordføreren.

Jamen et af de bedste forslag, som vi har med her i dag, er jo netop, at vi skal have en 37-timers beskæftigelse for indvandrerkvinder. Det er godt, at de kan komme ud af social kontrol, det er godt, at de kan blive modtaget ude på arbejdsmarkedet. Der er brug for dem. Vi har brug for hænderne derude. Og så er det ellers en opgave, der ligger ude hos de enkelte virksomheder og også i den offentlige institution. Det er ikke noget, vi nødvendigvis skal lovgive om herinde, men vi skal være med til at informere om det. Vi skal være med til at skabe synlighed omkring det. Det deler jeg.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Samira Nawa.

Tak. Det, der fik mig til at tage ordet, var det her med, at løsningen måtte være en 37 timers arbejdsuge for indvandrerkvinder. Men det er jo også sådan, at rigtig mange seniorer bliver fravalgt, så snart de har passeret 50 år. Det er faktisk et ret alvorligt problem, og jeg tænker da, at både fru Birgitte Bergmans og mit eget parti går ind for, at man skal arbejde, også på den anden side af 50 år, og på den lange bane skal vi også hæve pensionsalderen, i takt med at vi bliver ældre og sundere; men hvad så når man ikke kan få arbejde, når man har passeret de 50 til 55 år, fordi man bliver frasorteret? Er det her så ikke en god løsning?

Ordføreren.

Jeg anerkender, at der er nogle udfordringer, når man når en vis alder eller har en anden etnisk baggrund. Men løsningen er ikke at lovgive sig ud af alt, løsningen er at informere om og lave oplysningskampagner, og så er det altså en kultur ude i virksomhederne, der skal gøres noget ved. Der kommer til at være behov for, at vi skal være på arbejdsmarkedet meget længere, og jeg anerkender simpelt hen ikke, at det er det største problem med alder.

Fru Samira Nawa? Nej, der er ikke nogen opfølgende bemærkning. Så er der en kort bemærkning fra fru Astrid Carøe.

Det er simpelt hen, fordi jeg også lige fik lyst til at følge op på det her med alder. Jeg har snakket med en headhunter, som har brugt meget af sit liv på at headhunte til private virksomheder, og han siger, at i private virksomheder spørger man meget sjældent om alder. Det er ulovligt at gøre det i Tyskland, og fordi det skal være internationalt, skal der være de samme standarder. Det gør faktisk, at private virksomheder er bedre til at ansætte seniorer, end man er i det offentlige. I Finansministeriet er det meget, meget få. Ud af 200 var der 2, der var over 50 år, som var blevet ansat. Er det ikke noget, vi skal gøre noget ved? Er det ikke alvorligt, at der sker så stor diskrimination af seniorerne i det offentlige?

Ordføreren.

Jeg anerkender ikke, at der sker en stor diskrimination af seniorer i det offentlige. Det gør jeg simpelt hen ikke. Den præmis køber jeg ikke. Det her handler om, at vi skal ansætte folk ud fra deres kvalifikationer, de rigtige kompetencer og den rigtige profil. Nu er jeg selv 54 år, jeg har aldrig stået uden et arbejde, og jeg er sikker på, at hvis jeg trådte ud af Folketinget, skulle jeg nok finde mig et arbejde. Det handler også om den enkeltes motivation til at finde sig et arbejde, og jeg anerkender simpelt hen ikke idéen om, at vi skal have anonymitet, og at det er løsningen på problemet.

Fru Astrid Carøe.

Men når vi nu kan se, at der er så få over 50 år, der bliver ansat i det offentlige i forhold til i det private, er det så bare, fordi folk over 50 år helt automatisk søger ind i det private, eller hvad tænker ordføreren? For det er da en udfordring, at så få kan få en genansættelse. Hvis nu man arbejder et sted i den offentlige sektor og gerne vil ansættes et andet sted i den offentlige sektor, bliver man bare helt automatisk sorteret fra, i hvert fald som det ser ud med de tal, der er. Eller også kan Finansministeriet bare ikke bruge nogen, der er over 50 år, men det er da vel også lidt underligt, hvis det er sådan.

Ordføreren.

Præmissen om at tage udgangspunkt i Finansministeriet og så sige, at det er et billede på hele den offentlige sektor, køber jeg simpelt hen ikke.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Det Konservative Folkepartis ordfører. Så er det ordføreren for Nye Borgerlige, hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Tak. Jeg kommer ikke til at referere til nogen undersøgelser eller forskning eller alt muligt andet. Det behøver jeg ikke for at sige, at jeg synes, at det her er et dårligt forslag. Det synes jeg det er, fordi der sker en mistænkeliggørelse af mennesker, som ansætter andre mennesker, og det bryder jeg mig ikke om. Derudover sker der en centralisering, som jeg heller ikke bryder mig om. Hvis der er nogen derude, som decentralt har lyst til at gøre det her, så er det fair nok. Det skal de være hjertelig velkommen til. Men det vil jeg ikke stå herinde og på centralistisk vis bestemme at de skal. Det er de to hovedårsager til, at jeg ikke kan støtte det her forslag.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Sikandar Siddique.

Tak for klar tale i hvert fald. Til ordføreren: Kan ordføreren se, at det her jo rent faktisk ville gavne det offentlige, og at hvis man nu hypotetisk bredte det ud til virksomhederne, ville det rent faktisk gavne på bundlinjen, fordi der er nogle med mange kompetencer, som bliver sorteret fra – det viser undersøgelser og forskning, og det går jeg stærkt ud fra at Nye Borgerlige også tror på – på grund af de her fordomme, ubevidste fordomme? Kan ordføreren se, at hvis man anonymiserede den første del og folk kom ind, ville det alt andet lige give et bredere kandidatfelt, bedre kompetencer til virksomheden og en bedre bundlinje?

Ordføreren.

Nej, det kan jeg virkelig ikke. Altså, hele forestillingen om, at der er virksomheder, som bevidst diskriminerer og så bare lever med at have en dårlig bundlinje, og det samme hører jeg nogen sige i forhold til det der med, at hvis man ansatte flere kvinder i ledelser og bestyrelser, ville man have 8 pct. bedre tal på bundlinjen, er jo noget værre vrøvl. Prøv at høre: Hvis der var en direktør for en virksomhed, og nu har jeg siddet i bestyrelsen i nogle virksomheder, som bevidst fravalgte kvinder eller andre og derved fik 8 pct. dårligere tal på bundlinjen, så blev vedkommende da fyret på stedet. Så nej, den præmis køber jeg overhovedet ikke.

Hr. Sikandar Siddique.

Nej, nej. Jeg sagde lige præcis det modsatte. Jeg sagde, at på grund af ubevidste fordomme og ubevidste bias kommer virksomhedsledere eller andre til at vælge nogle, der ligner dem. Undersøgelser viser jo, at man vælger dem, man ligner. Så ubevidst kommer de til at frasortere dygtige folk med kompetencer, som måske ville være rigtig gunstige og gavnlige for virksomheden.

Jeg ved, at hr. Lars Boje Mathiesen er en fornuftig mand, en rationel mand, og derfor stiller jeg det her spørgsmål: Vil det give bedre kompetencer eller mindre gode kompetencer og dermed et positivt output på bundlinjen? Det er ubevidst, jeg snakker om: ubevidst bias.

Nej, det vil det ikke. For det, man gør, og nu har jeg siddet og ansat rigtig, rigtig mange mennesker, når man sidder i et ansættelsesudvalg eller man sidder to-tre stykker sammen, er, at man sørger for, at man ikke bare sidder to personer, der ser ens på det, men at man har to forskellige aldersgrupper, to forskellige køn eller alt muligt andet, f.eks. to forskellige stillinger, der sidder og ansætter. Nogle gange er man tre mennesker, der sidder og ansætter folk. På den måde sørger man for, at man har en diversitet i den måde, man betragter den enkelte ansøgning på. Så nej, det køber jeg ganske enkelt ikke.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Nye Borgerliges ordfører. Den næste ordfører er fra Liberal Alliance. Hr. Ole Birk Olesen.

Der er en grundlæggende forskel på private virksomheder og offentlige institutioner. Private virksomheder har hele tiden et pres på sig. Hvis konkurrenten er bedre til at hyre de gode ansatte, kan konkurrenten også levere et bedre produkt, og det går ud over bundlinjen hos den virksomhed, der ikke kan det samme. Derfor er der hele tiden sådan et pres på private virksomheder, som ligger i konkurrence med andre private virksomheder, om at få de bedst mulige ansatte og prøve at se bort fra de sådan private fordomme osv., som mennesker kan have, og bare se, hvordan man får den her arbejdsplads til at fungere bedst og producere bedst.

Det er jeg ikke nervøs for. Jeg er ikke nervøs for det, der foregår derovre, og selv om man ubevidst måtte have nogle fordomme mod nogle og komme til at vælge forkert osv., så er der jo et marked derude, som gør, at hvis virksomheder konsekvent ikke ansætter de bedste medarbejdere, mens andre virksomheder ansætter de bedste medarbejdere, så kan de til sidst gå konkurs. Altså, der er jo hele tiden virksomheder, der går konkurs, og hvis man ikke er med på markedet med den præmis, at man vil ansætte de bedste medarbejdere, risikerer man at være en af de virksomheder, der går konkurs. Og de virksomheder, som bliver på markedet, er dem, der faktisk kan finde ud af at se bort fra egne fordomme. Så der er jeg ikke nervøs.

Men hvad angår offentlige arbejdspladser og offentlige institutioner, kan jeg se en grund til at være nervøs. Der er ikke nogen, der kigger på bundlinjen, for der er ikke nogen bundlinje. Derfor kan en leder af en børnehave tillade sig bare at ansætte de pædagoger og pædagogmedhjælpere, som ligner lederen, eller som har de samme holdninger som lederen, eller som synes de samme ting som lederen om alle mulige ting, sådan at man får en arbejdsplads, hvor alle er ens. Jeg kan godt se der er en fare i offentlige institutioner og på offentlige arbejdspladser. Derfor er jeg meget åben over for, at det her kan være en god ansættelsespolitik.

Jeg må da også sige, at efter jeg har tænkt lidt over det, at hvis jeg skulle komme i en position på et tidspunkt, hvor jeg kunne stå for ansættelsen i en offentlig forvaltning eller i et ministerium igen – skulle verden være så lykkelig – kan det da godt være, at jeg skulle overveje at snakke med departementschefen om, hvorvidt vi bør indføre sådan et system her. For måske er der en fare for, at medarbejdere i ministeriet, som sidder med ansættelseskompetencerne, kigger lidt for meget på, om dem, der søger, ligner dem selv, i stedet for at kigge på, om de er de bedst mulige.

Men jeg kommer ikke, vi kommer ikke til at stemme for det her beslutningsforslag, for beslutningsforslaget siger, at Folketinget skal bestemme, hvilken ansættelsespolitik der skal være i hvert eneste ministerium og hver eneste styrelse og kommune og region i det her land. I hver eneste børnehave, hver eneste skole, hver eneste vej og park-afdeling osv. skal Folketinget bestemme, at man skal bruge den her ansættelsesprocedure, som jeg i teorien måske kan tænke, at det godt kan være, at den faktisk er udmærket derude. Og det bør de måske nogle steder overveje at indføre. Men at give Folketinget den magt, at man så detailorienteret skal bestemme, hvilken ansættelsesprocedure man skal anvende hvert eneste sted, hvor det offentlige ansætter, vil jeg ikke.

Jeg synes også, det har været afslørende under debatten her, at masser af partier jo har muligheden. Og jeg fik ikke stillet spørgsmålet til SF, og det ærgrer mig lidt, men SF sidder jo også på magten mange steder i landet. SF har både borgmestre og rådmænd i Aarhus og borgmestre i København osv. SF har også haft ministerposter. Jeg ved, at svaret fra SF ville være det samme, som det, der var fra Radikale og fra Enhedslisten, at nej, ikke et eneste sted, hvor man kan bestemme det, har man gjort det her.

Nu går man så i Folketinget og siger, at man vil bestemme for hele landet, at det skal gøres, selv om man ikke selv gør det de steder, hvor man har magten til at gøre det. Det er jo et mageløst hykleri, at man ikke gør det der, hvor man kan, men gerne vil bestemme over alle mulige andre, hvor man ikke sidder på magten, som skal gøre det, selv om man ikke selv gør det der, hvor man bestemmer. Så vi vil ikke lade Folketinget bestemme så detaljeret over offentlige institutioner og offentlige arbejdspladsers ansættelsespolitik, og derfor stemmer vi imod beslutningsforslaget.

Tak. Så er der en kort bemærkning. Hr. Sikandar Siddique.

Øv, siger jeg bare. Jeg troede jo, da talen langsomt hen ad vejen skred frem, at LA ville overraske og rent faktisk støtte forslaget (Ole Birk Olesen (LA): Nå). Et af argumenterne er, at man ikke vil lave sådan en fælles skabelon for, hvordan alle skal ansætte. Nu ved jeg, at hr. Ole Birk Olesen selv har været minister. Så kan tidligere minister hr. Ole Birk Olesen jo bekræfte, at der er et fælles it-system, altså en skabelon, som man bruger lige nu. Så argumentet om, at man ikke vil lave sådan et fælles system, falder jo lidt til jorden, for vi har jo allerede sådan et system, nemlig et fælles system, hvor der er en skabelon, man bruger. Så hvad har ordføreren af kommentarer til det?

Ordføreren.

Det ved jeg faktisk ikke i detaljer, altså hvilket system medarbejderne i Transportministeriet, hvor jeg var, brugte til det her; så meget nede i detaljen var jeg ikke. Men jeg kan sige så meget, at jeg jo havde nogle bestyrelsesposter, som nogle folk skulle udpeges til, og jeg gjorde altid det, at jeg sagde til alle medarbejderne i hr-afdelingen og i bestyrelsesafdelingen i mit ministerium, at de skulle bruge et rekrutteringsbureau til at finde nogle navne for at få det bedst mulige udvalg.

Så kom navnene ind til mig, og så kiggede jeg ned over listen, og så var der nogle kvinder og der var nogle mænd. Og hvis jeg var i tvivl om, hvilken medarbejder der var dygtigst, så sagde jeg til dem, at de skulle ansætte kvinden, for jeg var nervøs for, at jeg udnævnte for mange mænd i ministeriet. Hvis jeg ikke havde kunnet se navnene på folk, havde jeg ikke kunnet gøre det dér, så i det her tilfælde er det helt sikkert, at det, at jeg kunne se navnene på folk, gjorde, at der blev hvervet flere kvinder til bestyrelsesposter i staten, end hvis man ikke havde kunnet se navnene.

Hr. Sikandar Siddique.

Okay, men så kan jeg i hvert fald bekræfte over for ordføreren, at der er et it-system, og det er jo bl.a. i den skabelon i det it-system, at man i dag har fjernet køn og alder, hvor vi ønsker at fjerne meget mere og mener at vi burde anonymisere flere ting.

En anden grund til, at jeg også var sådan optimistisk i dag i forhold til LA og tænkte, at ah, det kan altså godt være, at LA støtter, var, at ordførerens kollega hr. Henrik Dahl jo har været ude at tordne mod identitetspolitikken. Her gør vi faktisk op med den. Her siger vi: Fjern alle de ting – ingen kvoter, ikke noget som helst – bare lad os anonymisere det, og så er det kompetencer og alene kompetencer, der kommer i spil. Er det ikke noget for LA?

Tak. Ordføreren.

Jo. Og derfor er jeg også åben over for, at der kan være arbejdspladser, hvor det er det rigtige at gøre. Omvendt har jeg også givet eksemplet fra min ministertid, hvor der skulle udpeges folk til bestyrelsesposter, og hvor det, at jeg kunne se navnene, førte til, at når jeg var i tvivl om, om det var en mand eller en kvinde, der var den mest kvalificerede, så talte kvindens køn for, at det blev hende, der fik bestyrelsesposten, fordi jeg var nervøs for at blive beskyldt for at have ansat for mange mænd. I forvejen var der mange af stillingerne, hvor der kun var mandlige kvalificerede ansøgere, så de steder, hvor der var kvinder, der var lige så kvalificerede som mændene, var der en tendens til at vælge kvinden.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til Liberal Alliances ordfører. Og så er vi nået til ordføreren for forslagsstillerne. Hr. Sikandar Siddique, værsgo.

Kære kollegaer, kære tilhørere. I dag har vi en af Frie Grønnes helt store mærkesager på dagsordenen, nemlig diskrimination på arbejdsmarkedet. For i Danmark er vi desværre vidner til, at mennesker diskrimineres systematisk og strukturelt.

Hver dag og i forskellige sammenhænge oplever mennesker at blive valgt fra på grund af deres alder, køn, race, hudfarve, religion, seksuel orientering, handicap eller etnisk oprindelse. Og det gælder også på det danske arbejdsmarked, desværre. For i Danmark kan dit navn, dit køn eller din kønsidentitet eller -udtryk, din alder, din religion eller din etniske oprindelse nemlig have afgørende effekt på, om du lander i top. Ja, for om du overhovedet i første omgang bliver indkaldt til en samtale.

Det lyder helt absurd, men det er desværre en realitet. For hedder du Fatima, Wuarga, Mohammed eller Alejandro, eller er du over 50, eller har du en anden seksuel orientering, jamen så er din muligheder bare dårligere, end hvis du hedder Mette, Marie, Rasmus eller Rune. Hvis Fatima oven i købet bærer tørklæde, eller hvis Mohammed er transkønnet, forringes mulighederne yderligere. Det vil sige, at problemet har en intersektionel dimension.

En nyligt udgivet dansk ph.d. konkluderer, at minoritetskvinder, som bærer tørklæde, skal sende 60 pct. flere ansøgninger end etniske danske kvinder for at blive indkaldt til en samtale. En minoritetsetnisk kvinde uden tørklæde skal sende 18 pct. flere ansøgninger, og har man et mellemøstligt navn, skal man sende ca. 52 pct. flere ansøgninger, end hvis man har et dansk navn.

Vi kender alle sammen den diskrimination, der foregår omkring vores seniorer. Er du kvinde og drømmer om en lederstilling, så er dine odds helt generelt dårligere end din mandlige kollegas. Dette faktum afspejler sig også i Danmarks ufattelig ringe placering på Global Gender Gap Report i 2020, målt på kvinder i ledelse. Der har vi en plads, der ikke er til at råbe hurra over: nummer 102

De tendenser, vi ser her, er faktisk ulovlige, for ifølge dansk lovgivning er forskelsbehandling på arbejdsmarkedet forbudt, hvad enten der er tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det er forbudt. Og det er det, vi skal have stoppet, lige nu, og jeg kan ikke forestille mig – eller sådan var det i hvert fald, da jeg skrev talen – at der er nogen herinde, der ville være uenige i det.

At få sat en stopper for diskrimination på det danske arbejdsmarked er selvfølgelig ikke noget, vi gør over night. Men forskere peger på, at et sted at starte er ved at implementere en praksis om anonyme ansøgninger. Med en sådan praksis kan vi øge neutraliteten og gennemsigtigheden i rekrutteringsprocesserne. Det vil mindske virksomhedens forudindtagne holdning til kandidaterne i den tidlige udvælgelsesproces og i sidste ende give nye muligheder for adgang.

For os i Frie Grønne er det derfor indlysende, at man skal prøve at gå den vej i Danmark, og derfor foreslår vi, at det gøres obligatorisk, at alle ansøgninger til offentlige stillinger anonymiseres. For alt andet lige bør staten gå forrest i kampen mod diskrimination og udgøre en rollemodel som en inkluderende arbejdsgiver og som en arbejdsgiver, der anerkender og er åben om, at diskriminerende holdninger kan påvirke rekrutteringer i staten. Og findes der et værktøj, der potentielt kan bidrage til mindre diskrimination på arbejdsmarkedet, skylder vi naturligvis borgerne og samfundet at tage det i brug. Tusind tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til hr. Sikandar Siddique.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Ligestillingsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)