Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling. af beslutningsforslag nr. B 114:

Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af krav om forældrebetaling ved anbringelse af børn og unge.

Af Trine Torp (SF) m.fl.

(Fremsættelse 12.01.2021).

Mødet er genoptaget.

Forhandlingen er åbnet. Værsgo til social- og ældreministeren.

I beslutningsforslag B 114 foreslås det, at regeringen ophæver kravet om forældrebetaling i forbindelse med anbringelser af børn og unge. Ophævelsen af forældrebetaling begrundes for det første med, at anbringelsen er en samfundsopgave, som forældre til børn og unge derfor ikke bør betale for. For det andet påpeges det, at der samtidig bruges mange ressourcer på at administrere reglerne og på opkrævninger, og at der er en bekymring for, at det vanskeliggør samarbejdet mellem kommune og forældre.

Først og fremmest vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke SF for at dele regeringens ambition om at forbedre anbringelsesområdet og for at bidrage med konkrete spørgsmål til, hvordan I mener at vi gør det bedst – eller hvordan SF mener at vi gør det bedst. Man må vist ikke bruge direkte tiltale, så jeg kan lige komme en irettesættelse i forkøbet; undskyld, formand.

Diskussionen om egenbetaling er jo ikke nogen ny problemstilling, og det er ikke nogen nem problemstilling, men når vi nu alligevel ikke kan støtte forslaget her i dag, skyldes det flere ting. Når man får et barn, følger der forhåbentlig en masse glæder og en masse dejlige stunder med, men der følger også et ansvar og en række forpligtelser med. Man har som forældre ret til at sætte rammerne for barnets opvækst og opdragelse, og man har som forældre har ret til at bestemme de overordnede forhold i barnets liv og dagligdag. Man skal på vegne af sit barn træffe beslutning om alt fra skolegang til behandling i sundhedsvæsenet.

Men der er selvfølgelig også et stort ansvar og en række forpligtelser. Som forældre skal man drage omsorg for sit barn. Man skal hjælpe, støtte og sikre barnets trivsel, og man skal forsørge sit barn. Hvis man ikke formår at løfte den opgave at drage den nødvendige omsorg for sit barn, så må og skal samfundet gribe ind. Hvis man ikke formår at løfte den forpligtelse, må myndighederne tager over, så barnet kan få den omsorg og tryghed, som et barn har behov for. Man har som forældre med andre ord ikke en ubetinget ret til at have sit barn hos sig.

Men det ændrer ikke ved, at man har forsørgelsespligt. Selv om kommunen går ind i kortere og længere perioder og overtager opgaven med at sikre barnets trivsel under opvæksten, er de biologiske forældre stadig forældre. Og derfor er det her i Danmark også forældrene, der fortsat har forældremyndigheden under en anbringelse.

Det følger også af lovgivningen, at kommunerne skal sørge for, at forbindelsen mellem barnet og dets forældre holdes ved lige under anbringelsen, f.eks. gennem samvær, ligesom det skal sikres, at forældrene får information om barnets hverdag. Så længe man er forældre og har forældremyndigheden, har man også fortsat nogle forældrepligter, og en af dem er forsørgelsespligten, som under en anbringelse bliver i form af egenbetaling.

Derfor er udgangspunktet i de gældende regler, at alle forældre med en indkomst over et vist beløb har pligt til at bidrage økonomisk til deres børns forsørgelse. Det synes jeg grundlæggende er det rigtige udgangspunkt.

Men samtidig er der også regler for, hvor høj den maksimale egenbetaling må være. Det synes jeg også er fornuftigt. Der skal selvfølgelig tages hensyn til forældrenes økonomiske omstændigheder, for en egenbetaling af et barns anbringelse må ikke betyde, at forældrene så ikke har til dagen og vejen. Og et godt samarbejde mellem kommune, forældremyndighedsindehaverne og anbringelsesstedet skal prioriteres højt, for det er til gavn for barnet. Derfor er der med de eksisterende regler mulighed for at fravige udgangspunktet om egenbetaling, og dermed er der taget højde for, at egenbetalingen ikke nødvendigvis er det rigtige i alle sager.

Kommunerne kan vælge helt eller delvis at fritage for egenbetaling i konkrete sager. Det gælder f.eks., hvis opholdet har et udpræget behandlingssigte, da forældrene ikke skal betale for den behandling, som et barn måtte have behov for under anbringelsen. Kommunen kan også vælge helt eller delvis at fritage for egenbetaling, hvis en fritagelse i særlig grad har en betydning for forældrenes medvirken til at gennemføre støtte til barnet. Og hvis forældrene har en indkomst under et vist beløb, kan de også fritages. Derved er der i de gældende regler allerede taget højde for, at hver sag og hver familie er forskellige og derfor også har forskellige forudsætninger for f.eks. forældrenes egenbetaling.

Selvfølgelig skal der tages højde for familiernes forudsætninger – så langt kan vi blive enige. Sådan er lovgivningen også allerede i dag indrettet, så der allerede er mulighed for at fritage forældre for egenbetaling i de konkrete sager, hvor det vurderes nødvendigt eller mest hensigtsmæssigt. Derudover synes jeg, at det er et sundt princip, at man som forældre både har nogle rettigheder, men også nogle pligter, såsom at når man har forældremyndighed over sit barn, så medvirker man også til at betale for sit barns ophold hos en plejefamilie eller på en institution i det omfang, man har muligheden for det.

På den baggrund ser jeg ikke et behov for at fritage alle forældre for egenbetaling, og regeringen kan derfor ikke støtte beslutningsforslag B 114. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg er selvfølgelig lidt ked af, at regeringen ikke støtter det. Jeg er sådan set enig i, at forældrene stadig væk har en omsorgsopgave i forhold til deres børn, når de bliver anbragt. Men de mister jo faktisk også en række af de ydelser, de har, når børnene bor hos dem. Og hvis man skal forestille sig at kunne være forældre, der også kan opretholde et ordentligt samvær med sine børn – at man kan have legetøj derhjemme; noget tøj til dem derhjemme, når de er på besøg derhjemme; i det hele taget være forældre – så er den beløbsgrænse, der er, i 2021-penge 145.400 kr. om året, hvorefter man begynder at opkræve den her forældrebetaling.

Samtidig ved vi, at kommunerne administrerer de her regler utrolig forskelligt, fra at der faktisk er nogle kommuner, der overhovedet ikke opkræver forældrebetaling, til nogle få kommuner, der opkræver meget.

Kan ministeren ikke se, at der er noget ulogisk i den måde, vi har fået indrettet det system på?

Ministeren.

Tak for det. Jamen de forskellige økonomiske bidrag og ydelser, som spørgeren nævner, er jo nogle, man har ret til at modtage, når man har hjemmeboende børn, og det er jo det, de er knyttet til. Og når ens barn så ikke er hjemmeboende – og det er det jo ikke, selv om man stadig har forældremyndigheden, når det er anbragt – har man ikke ret til de ydelser. Så det er jo den logik, der er i det.

Det bliver håndteret meget forskelligt, siger ordføreren, og man kan sige, at det jo i udgangspunktet er godt, for udgangspunktet er, at det skal være en konkret og individuel vurdering, hvad der er bedst for barnet i den konkrete sag, for samarbejdet, og man ser på, hvordan forældrenes økonomiske situation er. Så der skal jo være en variation. Det er også det, lovgivningen ikke bare giver mulighed for, men som der sådan set er en forventning om, altså at det vil være forskelligt fra sag til sag.

Fru Trine Torp.

Men det er jo lige præcis den variation og de mange undtagelser, der er, for at lave de her konkrete individuelle vurderinger, der for det første skaber utrolig store kommunale forskelle og for det andet faktisk også gør det tungt administrativt for kommunerne at have den her ordning. Det var bl.a. derfor, at Aarhus Kommune i sin tid opfordrede os til at tage den her sag op, fordi de oplever, at det er meget ressourcekrævende at lave de her vurderinger i sagerne. Spørgsmålet er, om det er det værd.

Ministeren.

Så vidt jeg er orienteret, er den sidste undersøgelse, vi har omkring det her, Ankestyrelsens undersøgelse af forældrebetaling for døgntilbud fra 2016. Som jeg har forstået det, er der ikke så entydigt et billede i den af kommunernes vurdering af fordele og ulemper ved forældrenes egenbetaling. Derfor er min konklusion jo også ud fra nogle principielle betragtninger, nemlig at den lovgivning, vi har i dag, principielt rammer rigtigt, og at der også er den mulighed for fleksibilitet, som jeg er helt enig med ordførerne i jo skal være der for at sikre det bedst mulige samarbejde til gavn for barnet. Det er jo det, der er det helt centrale her.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ministeren. Det betyder, at vi nu kan gå i gang med ordførerrunden, og først er det fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet.

Tak, formand. Som socialdemokrat har jeg altid ment, at børn skal have de allerbedste muligheder i livet, og desværre er det ikke alle børn, der har fået mulighed for at realisere deres potentiale og skabe sig et godt liv. Det gælder især de børn, som vokser op i udsatte familier hos forældre, der har og kæmper med forskellige former for udfordringer. Som samfund har vi et særligt ansvar for at tage os af de børn, så vi skal skabe så tryg en ramme for dem som overhovedet muligt. Derfor har regeringen også med udspillet »Børnene Først« netop sat fokus på udsatte børn.

Der er ingen tvivl om, at alle forældre elsker deres børn og forsøger at gøre det allerbedste for dem, men der er også nogle forældre, som har store udfordringer selv, og hvor børnene bliver sat i anden række. Som samfund svigter vi de børn, når vi lader dem vokse op i familier med omsorgssvigt, misbrug og vold. Derfor er jeg også enig med forslagsstillerne – og tak for at have rejst problematikken – i, at anbringelser af udsatte børn er en samfundsopgave; men det betyder ikke, at forældrene skal fratages deres ansvar som forældre. Det er fortsat vigtigt, at forældrene spiller en positiv og aktiv rolle i børnenes liv i det omfang, det nu kan lade sig gøre.

Netop når man er forældre, følger der også nogle forpligtigelser med, bl.a. at man som forældre har et økonomisk og socialt ansvar. Derfor dækker forældrebetalingen også over en række udgifter, som forældrene ellers selv skulle have afholdt, hvis børnene havde boet hjemme.

Når SF her foreslår at afskaffe forældrebetalingen, er det bl.a. med argumentet om, at det nødvendige samarbejde med forældrene bliver vanskeligere. Jeg er enig med SF i, at forældrebetalingen på ingen måde må stå i vejen for kommunernes samarbejde med forældrene i forbindelse med anbringelsen. Det ville i høj grad gå ud over de udsatte børn, og det er der ikke nogen der ønsker. Det er heller ikke på nogen måde acceptabelt, hvis en kommune i givet fald kan høste mere af udsatte og sårbare forældre, end de egentlig betaler, og hvis det er tilfældet, er det vigtigt at få set på det.

I forhold til beslutningsforslaget mener jeg, at hvis SF mener, det er væsentligt med forhandlinger omkring forældrebetaling, kunne SF rejse det i forhandlingerne om »Børnene Først«. Som det er nu, kan vi ikke støtte forslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Trine Torp, SF.

Tak for det. Det her beslutningsforslag blev lavet og fremsat, før udspillet fra regeringen kom, så jeg kunne af gode grunde ikke rigtig vide, hvornår vi skulle i gang med de forhandlinger. Men jeg tager det gerne med til de forhandlinger også.

Jeg vil bare spørge om noget. Tilbage i 2016, da SF fremsatte det her forslag første gang, var det bl.a., fordi vi fik en henvendelse fra Aarhus Kommune, fra Socialudvalget i Aarhus Kommune, hvor medlemmerne af udvalget, fra Socialdemokratiet, fra Venstre, fra Dansk Folkeparti og fra SF, skrev, at de opfordrede socialordførerne til at arbejde for at afskaffe det her. Og det var netop, fordi de oplevede de her uhensigtsmæssigheder i samarbejdet med forældrene, de oplevede det administrativt tungt, og de var i virkeligheden som kommune i gang med at se, hvor langt de egentlig kunne gå for at lave et administrationsgrundlag, hvor de egentlig ikke opkrævede det overhovedet, fordi de syntes, det var uhensigtsmæssigt.

Er ordføreren uenig med Socialdemokraterne i Aarhus Byråd?

Ordføreren, værsgo.

Til det første, som fru Trine Torp adresserer, vil jeg sige, at det er fair, at beslutningsforslaget er fremsat inden. Man kunne godt have valgt at sige, at det ville man trække, fordi der skal være drøftelser om børnene først, men fuld respekt for det, jeg forstår det til fulde, og det accepterer jeg.

Om jeg er uenig med holdet fra Aarhus, min egen hjemby, vil jeg sige, at Socialdemokratiet jo er et stort parti, og det rummer rigtig mange forskellige synspunkter på, hvordan man ser et samfund, altså, hvordan det ser ud fra en kommunal vinkel fra Aarhus, og hvordan det ser ud fra vores stol. Jeg læner mig helt op ad ministeren, som siger, at den variation, som der er nødt til at være der, giver mening.

Jeg vil sige tilbage til udvalgsmedlemmerne i Aarhus, at de jo er velkomne til at træffe nogle andre beslutninger i Aarhus.

Fru Trine Torp, værsgo.

Men det er så også det, der skaber et utrolig ujævnt billede ud over landet. Så det er åbenbart sådan, at hvis man får et barn anbragt, er det afhængig af, hvilken kommune man bor i, om man kommer til at betale for dele af anbringelsen eller ej. Der kan man så stille spørgsmålet, om det egentlig er retfærdigt.

Det andet spørgsmål, jeg gerne vil stille, er, om ordføreren tror, det påvirker samarbejdet helt generelt, at sagsbehandleren har den dobbeltrolle, at vedkommende både skal vurdere, om et barn skal anbringes med eller uden samtykke og også afklare den her forældrebetalingsdel.

Ordføreren, værsgo.

Først og fremmest vil jeg sige tak. Jeg synes faktisk, at vi i hele vores arbejde omkring, hvordan vi skaber de bedst mulige anbringelser, i virkeligheden berører sagsbehandlernes arbejde og den relation, de har både til forældrene og til børnene. Og det punkt er centralt, i forhold til hvordan vi opnår de bedste resultater, altså får børn, der klarer sig bedst muligt, børn, som udvikler sig. Jeg synes sådan set, at det er væsentligt, at vi får det diskuteret, og det gør vi også. Undskyld, tiden går.

Det er helt i orden. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor siger vi tak til ordføreren. Og nu er det fru Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre.

Tak for det, formand. Beslutningsforslaget her omhandler ophævelse af krav om forældrebetaling ved anbringelse af børn og unge. I beslutningsforslaget begrundes ophævelse af forældrebetaling for det første med, at en anbringelse er en samfundsopgave, som forældre til anbragte børn og unge derfor skal fritages for. For det andet peger man i beslutningsforslaget også på at fritage forældrene fra betaling, da betaling udgør en hindring for det gode samarbejde mellem familierne og kommunerne. Og til sidst peger man i beslutningsforslaget på, at betalingsreglerne er komplekse og ressourcekrævende for kommunerne at administrere, samt at der er store kommunale forskelle med hensyn til, om der overhovedet opkræves forældrebetaling.

Venstre er enig i, at det er nødvendigt at give anbringelsesområdet i kommunerne et eftersyn, men det må aldrig være bureaukrati og komplekse regler, der er skyld i, at forældre ikke får betalt deres andel af anbringelsen. Den daværende regering fik i 2015 udarbejdet en undersøgelse forankret i Ankestyrelsen, som skulle give viden om kommunernes forvaltning af reglerne i betalingsbekendtgørelsen. Undersøgelsen viste, at der mangler registrering, og at der er stor variation i kommunernes praksis for opkrævning af forældrebetaling. Undersøgelsen viste derudover også, at der i gennemsnit kun opkræves forældrebetaling i ca. 14 pct. af alle sager om anbringelse.

Med det sagt mener Venstre, at det kun er rimeligt, at forældre med en indkomst over et vist beløb har en pligt til at bidrage til deres børns forsørgelse økonomisk. Og det er altså, uanset om de er anbragt eller ej. Reglerne for anbringelse, som de er i dag, er kendetegnet ved, at alle forældre har en omsorgspligt og en økonomisk forpligtelse over for deres børn. Og det gælder også, selv om børnene er anbragt uden for hjemmet i en kortere eller en længere periode. Det betyder, at så længe forældrene opretholder forældremyndigheden over børnene, bærer forældrene stadig væk ansvaret for at yde omsorg og økonomisk støtte til barnet. Det synes vi i Venstre faktisk giver rigtig god mening.

I sager om anbringelse af børn og unge har man ofte at gøre med udsatte børn og familier, som af den ene eller den anden årsag kan have økonomiske og personlige udfordringer. Det anerkender Venstre, og derfor mener vi også, at vi skal hjælpe, så godt vi kan. En anbringelse af et barn eller en ung er et alvorligt indgreb i barnets og familiens liv, og det er, uanset om der er givet samtykke til anbringelsen eller ej. Men ikke desto mindre kan en anbringelse af kortere eller længere varighed være det rigtige værktøj til, at børn eller unge kan få en bedre fremtid.

Derfor er det vigtigt for Venstre, at reglerne bliver administreret på en ordentlig og rimelig måde, og at der skal være et klart loft over egenbetalingen, som der er i dag. Det betyder, at vi skal sikre en langt mere ensartet anvendelse af reglerne på tværs af kommunerne.

På den baggrund kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Trine Torp, SF.

Tak for det. Jeg havde egentlig også forventet det, fordi det også var Venstres holdning, da vi behandlede forslaget sidst. Men jeg vil egentlig gerne høre Venstres ordfører, om Venstre mener, at det gør en forskel, om det er anbringelser med eller uden samtykke. Er det i de tilfælde, hvor det faktisk er mod forældrenes vilje, at barnet bliver anbragt, ikke en dobbeltstraf, at man så efterfølgende afleverer regningen til dem for betaling af deres barns anbringelse?

Ordføreren.

Nej, det mener jeg faktisk ikke der ligger en forskel i. Det økonomiske ansvar, man har som myndighedsperson og som forælder, og som man jo netop fortsat har ønsket i den her anbringelse – om det er så er frivilligt eller ej – mener jeg faktisk ikke der ligger nogen ændring i, og det signal, man sender til barnet udadtil, er jo det samme, og det burde det også være.

Fru Trine Torp.

Men kan ordføreren se, at det faktisk kan komme til at påvirke det samarbejde og den mulighed for f.eks. at få ændret en anbringelse uden samtykke til en anbringelse med samtykke, fordi der opstår en konflikt mellem forældrene om et økonomisk spørgsmål, som er en utrolig lillebitte del af de samlede anbringelsesomkostninger, men som kan have meget stor og meget skadelig påvirkning af sagsforløbet og dermed også på roen og stabiliteten for barnet?

Ordføreren.

Netop det sidste, som ordføreren fra SF siger om ro og stabilitet for barnet, er ret afgørende for os i Venstre, og det er jo egentlig også det, vi har arbejdet med både i forbindelse med forhandlingerne om børnene først og også i forbindelse med det lovforslag, L 68, der kom sidste år.

Jeg synes bare ikke, at det er den økonomiske del, der fylder. Nu har jeg selv siddet med i børn- og ungeudvalget i Odense Kommune, og den økonomiske del har ikke været det, der har fyldt. Jeg synes tværtimod, at der ligger mange andre eksempler, hvor det er hele følelsesregisteret, man er igennem, men jeg synes ikke, at det er den økonomiske del. Jeg synes simpelt hen heller ikke, at den økonomiske del, uagtet om det er det, der er det afgørende for, om samarbejdet mellem forældre og myndigheder fungerer eller ej, burde være det, der er det afgørende.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og efter en kort rengøring er det fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at børn primært er forældrenes ansvar og altså ikke statens ansvar. Staten skal selvfølgelig træde til, hvor familier har brug for hjælp og støtte. I øjeblikket sidder vi i et forhandlingsforløb om »Børnene Først«, og jeg synes faktisk også, det ville være passende at rejse det her forslag dér.

Når det er sagt, er det vores holdning, at hvis forældrene har mulighed for at bidrage til deres barns forplejning ved en anbringelse hos en plejefamilie eller på et opholdssted, skal de som en naturlig del af det at have børn selvfølgelig også gøre det. Men jeg mener også, at der er forskel på sagerne, herunder om der er behandling inde over – altså, en anbringelse uden for hjemmet kan jo være, på grund af at et barn har omfattende handicap, og derudover at der er behandling inde over, eller at en ung har et massivt støttebehov. Derfor synes jeg, man skal kigge på familiens samlede situation.

Kommunen er i dag forpligtet til at give en begrundet stillingtagen til, om forældrene er omfattet af en eller flere fritagelsesgrunde i betalingsbekendtgørelsen, og hvis dette er tilfældet, skal kommunen herefter konkret tage en begrundet stilling til, om der kan ske en hel eller delvis fritagelse for betaling. I betalingsbekendtgørelsens § 7 findes regler om nedsættelse af og eventuelt fritagelse for forældrebetaling ved døgnanbringelser. Og der er tale om flere forskellige nedsættelses- og fritagelsesgrunde, hvoraf § 7, nr. 1 og nr. 2 er de mest anvendte:

»Selvom der efter de økonomiske forhold er grundlag for at pålægge betaling, har kommunalbestyrelsen, efter en konkret og individuel vurdering, mulighed for at meddele hel eller delvis fritagelse herfor. Fritagelsen kan begrundes med forhold hos barnet eller den unge eller forældrene, f.eks., at

1) opholdet har et udpræget behandlingssigte,

2) fritagelse for betaling i særlig grad er af betydning for at fremme forældrenes medvirken ved gennemførelsen af støtten ...«

Det var også det, fru Trine Torp spurgte den tidligere ordfører om, netop i forhold til at man får et velfungerende samarbejde.

Men rundtomkring i landet kører der en meget forskellig praksis i kommunerne for fastsættelse af forældrebetaling ved døgnanbringelse, hvilket jo også fremgår af den undersøgelse, man har været inde på i dag. Ankestyrelsen, som er øverste klageinstans på området, har truffet flere afgørelser om forældrebetaling ved døgnanbringelse og fastslår principperne for fritagelse for forældrebetaling ved udpræget behandlingssigte.

Men der er også dilemmaer forbundet med dette, for er det rimeligt, at staten kan tvangsanbringe et barn mod forældrenes vilje og bagefter sende regningen til forældrene? Børnefamilieydelsen, børnepenge og børnebidrag tilgår jo ikke længere forældrene. På den anden side har man som forældre en omsorgsopgave og en forsørgeropgave, når man sætter børn i verden. Og der er udgifter forbundet med at blive forældre.

Når det er sagt, synes jeg jo, at SF også har en pointe i at rejse det her. Det har vi også nævnt under tidligere behandlinger. Det er jo sådan, at som ordfører kommer man med sit forslag igen, når man ikke får det vedtaget, og det er så en genfremsættelse af et tidligere forslag fra fru Trine Torp. Der drøftede vi jo også Ankestyrelsens rapport, netop i forhold til den store forskel i kommunerne. Nogle kommuner opkræver penge, andre gør ikke; nogle kommuner ved ikke, hvordan de får regnet sig frem til beløbet, og andre kan ikke rigtig finde ud af, om de får det samlede beløb ind, som de har opkrævet. Og derfor synes vi også fra Dansk Folkepartis side, at det er værd at få undersøgt de beregninger, der er, vedrørende kommunens opkrævning, herunder de anvendte ressourcer til administration af reglerne i forbindelse med opkrævning af forældrebetaling ved anbringelser af børn og unge. Overstiger beløbet det, de rent faktisk modtager i forældrebetaling, er det jo blot bureaukrati.

Om der skal ændres i lovgivningen, eller hvad løsningen skal være, vil jeg ikke på nuværende tidspunkt lægge mig fast på. Men jeg vil i hvert fald gerne medvirke til, at vi drøfter og undersøger udfordringerne på området, herunder også hvordan vi eventuelt kan finde en bedre løsning på det her. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Jeg vil gerne sige tak til Dansk Folkeparti for i det mindste at anerkende, at der faktisk er nogle dilemmaer forbundet med det her, og egentlig også prøve at se på, om der er nogle veje ud af det. Den åbenhed sætter jeg pris på.

Jeg ved også, at noget af det, som ordføreren og Dansk Folkeparti er rigtig optaget af, er det her med, hvordan man sikrer forældresamarbejde, og hvordan man sikrer et ordentligt samvær under anbringelsen, men jo også, hvordan man sikrer en god overgang, hvis barnet skal hjemgives. Et af problemerne er jo også, at man på den her måde kan udhule forældrenes økonomi på en måde, så de måske ikke kan blive boende i den lejlighed, hvor der er det ekstra børneværelse, eller de ikke kan etablere de muligheder, der er for faktisk at få børnene hjem på besøg, uden at de føles som nogle gæster, der er på besøg, altså at de reelt har muligheder for at være forældre, når de er der.

Så jeg vil høre, om ordføreren tænker, at det her med at fjerne forældrebetalingen vil være en vej til i virkeligheden at gøre samvær bedre.

Ordføreren.

Ja, altså, det tænker jeg. Men der har kommunen jo i dag mulighed for at gøre det for at have et bedre samarbejde, også i forhold til det, ordføreren nævner om bolig og sådan nogle ting. Og der kan man jo så håbe, at kommunerne er inde og vurdere i forhold til det. Men jeg er helt enig i, at der er nogle dilemmaer forbundet med det her.

Nu har jeg ikke fået så mange henvendelser på det her område, så jeg også meget i tvivl om, hvor store udfordringerne er på det her område, men jeg synes, det er vigtigt at få klarlagt. Derfor synes jeg også, at SF, når vi nu sidder i de her forhandlinger, kunne have taget det med som en del af de forhandlinger.

Trine Torp, værsgo.

Det spørgsmål har jeg jo fået før, altså hvorfor jeg ikke har gjort det og det, og det er, fordi jeg har fremsat det. Jeg kunne selvfølgelig have valgt at trække det, men det har jeg ikke gjort, bl.a. fordi vi jo godt ved, at i de forhandlinger snakker vi om tusind ting, så den her lillebitte del formentlig ville drukne. Jeg synes egentlig, at den fortjener sin egen behandling, fordi det er et ret principielt spørgsmål, om vi synes, at det, vi skal bruge krudtet på i samarbejdet med forældrene, er en slåskamp om nogle få tusind kroner i det kommunale regnskab, mens det i forældrenes regnskab og tillid og samarbejde med kommunen måske er et ret stort problem.

Ordføreren.

Nu hørte jeg ikke lige et spørgsmål, men jeg anerkender, at der er nogle dilemmaer. Og jeg synes faktisk, at vi skal tage problemstillingen med i de forhandlinger, for de forhandlinger, vi sidder med, er jo meget omfangsrige, kan man sige. Altså, i Dansk Folkeparti ønsker vi jo ikke, at man har som mål, at man skal have flere tvangsanbringelser og flere tvangsbortadoptioner, og jeg anerkender også fuldstændig, at der er det der dilemma: Så får man tvangsanbragt sit barn mod sin vilje, og så kommer der eventuelt en regning efterfølgende.

Derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi simpelt hen får et overblik over, hvordan og hvorledes det i praksis foregår i alle 98 kommuner i forhold til de udfordringer, der kan være.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor siger vi tak til ordføreren. Så er det hr. Henrik Vinther, Radikale Venstre.

Tak for det. Tak for ordet, og tak for forslaget. Det er en helt relevant diskussion; vi sidder lige nu, som det allerede er blevet sagt, og diskuterer, hvordan vi alle sammen herinde skal sætte børnene først – og i den her sammenhæng i forhold til at anbringe børn uden for hjemmet.

For Det Radikale Venstre er det helt altafgørende udgangspunkt, at børn er forældres ansvar, og i forhold til SF's forslag betyder det for Radikale Venstre, at der er forskel på, hvorfor et barn er anbragt. En anbringelse kan være frivillig eller en foranstaltning, man er enig om, og den kan være foretaget ved tvang.

I det første tilfælde mener vi, at der skal være forældrebetaling som ved ethvert andet offentligt finansieret tilbud, fra vuggestue og børnehave til fritidshjem og ungdomsklub. Her følger betalingen af forældrenes betalingsevne, men skal naturligvis afspejle både omfanget og typen af den konkrete foranstaltning, herunder handicap.

I det andet tilfælde mener jeg, at opgaven er det offentliges. Forældre skal ikke have tegnebogen op for en anbringelse, de ikke selv har ønsket. Den del af forslaget er vi klar til at diskutere, men jeg tror også, at vi må sige, at det i forvejen følger af den praksis, der er, nemlig at i de tilfælde, hvor der er børn, der anbringes ved tvang, er der tale om familier, som ikke har en betalingsevne. Så det er den tilgang, vi vil have, når vi går til udvalgsarbejdet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Trine Torp. Værsgo.

Tak for det. Det er måske det overblik, vi egentlig også har brug for at få, altså hvordan det er, det ser ud. Der var jo faktisk en sag i Hjørring Kommune, tror jeg det var, i januar måned, hvor et par havde fået anbragt deres børn og havde fået den her regning, som faktisk betød, at de ikke ville kunne sidde i det hus, som de boede i. Hjørring Kommune har så senere hen valgt at trække den tilbage, måske fordi der var så megen bevågenhed omkring det.

Men det betyder jo, at selv om det er en tvangsanbringelse, bliver det også brugt. Man kunne jo ønske, at kommunerne så i det mindste selv lavede den vurdering, som ordføreren gør i sin tale, og vurderede, om det var rimeligt. Men det kunne jeg i hvert fald se i det her konkrete tilfælde at man i udgangspunktet ikke gjorde, men så ændrede man så beslutningen.

Så mener ordføreren, at vi egentlig også har brug for at vide, hvordan det fordeler sig? For vi har et billede af, hvordan kommunerne administrerer det, men jo ikke af, hvordan det fordeler sig i forhold til anbringelser med og uden samtykke.

Ordføreren.

Som jeg forstår det, er det seneste overblik, vi har, fra 2016. Det er 5 år siden, og det er en evighed i den her sammenhæng. Der kan være god grund til nysgerrigt at følge med i, hvordan praksis er og udvikler sig over tid, så det er jeg med på at vi kigger på.

Så er det Ole Birk Olesen, som også har en kort bemærkning. Værsgo.

Tak. Det var på grund af hr. Henrik Vinther og Det Radikale Venstres synspunkt om, at forældre fortsat skal bidrage til deres børns forsørgelse, hvis der er tale om en frivillig anbringelse, men ikke hvis det er en tvangsanbringelse. Er hr. Henrik Vinther sikker på, at man helt har tænkt sig om med det forslag? For det vil jo betyde, at forældre, der er i en situation, hvor myndighederne anmoder om anbringelse, meget ofte ikke vil deltage i en frivillig anbringelse, men vil sige nej til det og afvente tvangsanbringelsen, fordi de så slipper for at betale en del af regningen.

Ordføreren.

Jeg har tillid både til sagsbehandlerne og til forældrene og til, at de godt ved, hvad der er godt for de børn, der er derude, og hvornår der er brug for det ene og det andet. Hvis der er tegn på andet, er det jo præcis det, vi skal kigge på i forhold til at følge med i, hvad udviklingen er.

Ole Birk Olesen.

Det nytter ikke noget, hver eneste gang man påpeger, at bestemte interesser kan give nogle uheldige udfald, at Det Radikale Venstre eller andre partier bare siger, at man har tillid til, at alle mennesker i verden er gode. Det nytter simpelt hen ikke noget. Det er jo simpelt hen blåøjet naivitet at tro, at alle mennesker kun gør det, der er mest hensigtsmæssigt for samfundet som sådan og for deres børn. Man kan ikke bare sige ordet tillid og så tro, at det er et kodeord, der får alle problemer til at gå væk.

Ordføreren.

Jeg tillader mig nu at vove pelsen og sige, at tillid er et godt udgangspunkt for den dialog, man skal have med hinanden om, hvad der er bedst for det barn, man står over for, og det gælder også i det her tilfælde. Jeg vil vove pelsen og sige, at når vi nu får tallene lige om lidt, forhåbentlig lige om lidt, vil vi se, at det, jeg står og siger, er rigtigt, nemlig at tvangsanbringelser er der i vid udstrækning ikke betaling for i forvejen. Men lad os få tallene på bordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil gerne sige tak til SF for et vigtigt forslag. Som SF's ordfører sagde i en kort bemærkning tidligere, er det jo et lille område, men dog et vigtigt område. Når familier får anbragt deres børn, er det ofte, ikke altid, men ofte – bare for at understrege det – nogle meget udsatte familier, vi har med at gøre.

Det, at man får yderligere økonomiske problemer oven i de sociale problemer, man har, samtidig med at ens barn eventuelt bliver tvangsanbragt, er selvfølgelig ikke gavnligt for hverken forældresamarbejdet, for ønsket om at lade sine børn anbringe frivilligt eller i øvrigt for sådan tilliden til systemet. Det er heller ikke godt for hele muligheden for at etablere et godt hjemmeliv, når børnene så er hjemme igen hos deres forældre. Når vi holder det op imod, at der formentlig bliver brugt flere penge på administration af det her, end der bliver krævet ind, så giver det meget, meget lidt mening.

Enhedslisten kan støtte SF's forslag – og takker for det.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Derfor kan vi gå videre ordførerrækken til fru Brigitte Klintskov Jerkel, Konservative Folkeparti.

Tak, formand. I beslutningsforslaget foreslås det at ophæve kravet om forældrebetaling i forbindelse med anbringelse af børn og unge. Ophævelse af forældrebetaling begrundes bl.a. med, at en anbringelse er en samfundsopgave, som forældrene til anbragte børn og unge ikke bør betale for. Derudover nævnes det i beslutningsforslaget at fritage forældrene, fordi betaling kan være ødelæggende for et godt samarbejde mellem familierne og kommunen. Der nævnes også, at administration af reglerne er ressourcekrævende for kommunerne at administrere og overstiger det beløb, de rent faktisk modtager i forældrebetaling.

Reglerne om forældrebetaling bygger jo på princippet om, at alle forældre har en pligt til at drage omsorg for deres børn, og at de også har en økonomisk forpligtelse, også selv om deres børn er anbragt. Derfor er det sådan, at alle forældre med en indkomst over et vist beløb skal bidrage økonomisk til deres barns forsørgelse.

Det princip mener vi fra Konservatives side er rigtigt at stå fast på, for forældrene er stadig barnets forældre, og de opretholder forældremyndigheden, selv om barnet er anbragt i en kortere eller længere periode.

Samtidig mener vi, at det er fornuftigt, at der er et loft over, hvor høj den maksimale egenbetaling må være. Konservative kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget, men vi er altid åbne over for en drøftelse af, hvordan kommunerne kan anvende reglerne på en mere hensigtsmæssig måde, både i forhold til administration og ensartethed i kommunerne i forhold til anvendelse af reglerne. Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Trine Torp.

Tak for det. I forhold til argumentet om det her med forældreomsorg: Anerkender ordføreren, at det faktisk kan have en betydning for forældrenes evner til at være forældre, at de både mister de ydelser, de normalt ville have, hvis børnene boede hjemme hos dem, og oven i det får den her betaling? Altså at det kan få indflydelse på, hvad for en bolig de kan blive boende i, og hvad det er for nogle muligheder, de kan give børnene, når de er sammen med dem.

Er det en overvejelse, som ordføreren har i forhold til det her med, at det også er forældrenes ansvar?

Ordføreren.

Jamen det er rigtigt, som ordføreren er inde på, at der er nogle ydelser, børnebidrag og sådan nogle ydelser, der falder bort, når barnet er anbragt. Der er også samtidig nogle udgifter, der jo heller ikke vil være i hverdagen, når barnet er anbragt, og det er lavet sådan, at man jo først skal betale den her forældrebetaling, når man har en indtægt over, jeg tror, det er 140.000 kr. om året – hvis jeg husker rigtigt. Og så laver man jo så en beregning ud fra en fordelingsnøgle i forhold til det. Og det kan selvfølgelig godt påvirke, hvordan den samlede økonomi ser ud for nogen; det er ganske muligt, at det godt kan være sådan.

Fru Trine Torp.

Det er nemlig korrekt: Det er 145.000 kr. om året i sådan 2021-tal. Mener ordføreren, at det er en høj indtægt?

Ordføreren.

Nu er det jo ovre i en lidt anden diskussion om, hvad man tjener og ikke tjener, og hvad man har af offentlige ydelser og ikke offentlige ydelser. Jeg synes i hvert fald, at det er fint, at der er en grænse for, hvornår man ligesom skal betale forældrebetaling, og at der også er et loft over, hvor meget man skal betale i forældrebetaling. Netop for at tilgodese det, altså hvis man ikke har en særlig høj indtjening eller indkomst, så er der også netop på den måde taget højde for det.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og derfor er det – efter lidt rengøring, og tak for det – fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Børnene er forældrenes, ikke statens. Så enkelt kan det siges, og derfor er det selvfølgelig også forældrenes ansvar – da de fortsat har forældremyndigheden – når barnet anbringes. Anbragte børn er kun til låns, for de er forældrenes børn.

For noget tid siden ringede en ældre dame til mig. Hun var 91 år gammel, og hun har haft rigtig mange børn i pleje i hende og hendes mands varme og omsorgsfulde hjem. Hendes klare budskab var: Børnene er til låns, de skal have omsorg og nærhed, mens de er anbragt, men så skal de altså tilbage til deres forældre, hvis det på nogen måde er muligt.

Jeg er fuldstændig enig: Vi må aldrig tænke børn og forældre som løsrevne dele, men tænke dem som en enhed. Som et træ eller en blomst, der rives op af jorden, er der noget, der går i stykker, når man fjerner børn fra familien.

I Nye Borgerlige deler vi ikke ambitionen om, at flere børn skal fjernes fra deres familier. Anbringelser vil aldrig kunne undgås for nogle børn, men det er det mest invasive indgreb i en familie, og hver eneste tvangsanbringelse må derfor overvejes nøje og helst forebygges, hvis det er muligt.

Vi bakker selvfølgelig op om, at der stilles spørgsmål om problemets omfang. Det er altid godt med flere fakta på bordet. Men jeg vil også konstatere, at man allerede i dag har mulighed for at fritage. Det ligger helt konkret i bekendtgørelse nr. 712 af 19. juni 2013, § 7.

Lad os se på flere fakta, men som udgangspunkt støtter vi ikke det her beslutningsforslag.

Der er en kort bemærkning fra fru Trine Torp. Værsgo. (Mette Thiesen (NB): Det ville også undre mig andet).

Det var det her med, at børnene kun er til låns, og at de skal tilbage igen. Der ville jeg egentlig gerne høre ordføreren, om ordføreren tænker, at det har betydning, hvordan forældrenes økonomi er, og hvilke muligheder de har for at opretholde samvær og opretholde den bolig, hvor der måske er et børneværelse til børnene. Har det nogen betydning for deres muligheder for rent faktisk at få deres børn hjem igen?

Ordføreren.

Nej, jeg synes, det bliver en lidt løsreven diskussion. Rent principielt synes jeg jo, at det er ganske fint, at man også støtter økonomisk, altså bidrager til det her, som jo er en hjælp, og som forhåbentlig gør, at børnene kan komme hjem igen. Men der er nogle andre ydelser, som bortfalder.

Nu står der ret specifikt 104.000 i bekendtgørelsen, men jeg kunne forstå på ordføreren, at når man omregner det til nutidstal, havde jeg nær sagt, så svarer det til ca. 140.000, og så er der mulighed for at lave den her individuelle, konkrete vurdering af, om man kan opretholde det her. Men som udgangspunkt synes jeg, det er et ganske fint princip, at man selvfølgelig bidrager, for børnene er forældrenes, de er ikke statens.

Trine Torp.

Der tænker jeg: Gad vide, om de forældre egentlig ikke gerne vil bidrage. Gad vide, om de ikke helt af sig selv gerne vil bidrage ved at give nogle ting til deres børn, købe noget tøj til dem. Hvorfor skal det være noget, som staten blander sig i, altså at de skal aflevere penge for den anbringelse? Kunne man ikke forestille sig at have den tillid til forældrene, at de faktisk selv er interesseret i at bidrage til deres børns liv?

Ordføreren, værsgo.

Jeg synes lidt, det er noget underligt noget, man går ind og drøfter. Hvis man er i så presset en økonomisk situation, og hvis ikke man har brugt de muligheder, der allerede er på nuværende tidspunkt i den bekendtgørelse, jeg nævnte før, for at fritage, er det vel ud fra en vurdering, der går på, at man godt kan det her. Og så skal man jo som forældre i forbindelse med det store arbejde, der er med at bevise sit værd og vise, at nu kan man godt få ens børn eller barn hjem igen, måske ikke lige der begynder at gå ud og købe en masse legetøj og alt muligt andet, men ligesom prøver at holde lidt igen, sådan at man her beviser, at man også økonomisk kan få det hele til at hænge sammen.

Fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg vil bare høre om noget. Nye Borgerlige mener jo tit, at vi skal spare i den offentlige sektor, og at vi er i stand til at spare. Jeg tror, det er omkring 50 mia. kr., som partiet vil bruge på skattelettelser, og som man i et eller andet omfang mener kan findes i den offentlige sektor. Det er jo et meget højt beløb.

Så hvis det nu viser sig, at der reelt bliver brugt flere penge på administration af det her, end der rent faktisk bliver betalt, hvad vil Nye Borgerlige så økonomisk set gøre ved det problem? Skal man så sætte forældrebetalingen op i Nye Borgerliges optik, sådan at man dækker administrationsudgifterne, eller skulle vi spare de penge, der trods alt er på administrationsudgifter, og så sløjfe det? Hvad ville være tilgangen her?

Ordføreren.

Det var faktisk lige præcis derfor, at jeg ret konkret sagde i min tale, at jeg synes, at vi skal undersøge det her. Det var egentlig det, jeg henviste til. For hvis vi har noget, som udelukkende skaber bureaukrati, er vi jo nødt til at kigge på, hvordan det egentlig er skruet sammen. Så det var egentlig for ligesom at anerkende, at der er nogle fakta, jeg synes vi mangler om det her. Jeg tror også, at vi alle sammen kan blive enige om, at jo flere fakta, jo bedre, og at det kun kan gøre os klogere på hele problematikken, så vi derfor kan tage en beslutning ud fra et mere konkret grundlag.

Fru Pernille Skipper.

Så det vil sige, at hvis det viser sig, at det rent faktisk er en udgift for det offentlige at inddrive den her forældrebetaling, er Nye Borgerlige så med på at sløjfe den?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at jeg synes, vi skal se på, om det er det, fakta viser. For så synes jeg, at vi skal tage aktivt stilling på baggrund af det.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Efter en afspritning er det hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Piet Hein har skrevet mange gode gruk, og jeg kan nogle af dem i hovedet, og jeg tror, at jeg kan det her i hovedet – det lyder sådan her:

»Lille kat, lille kat, lille kat på vejen, hvis er du, hvis er du? Jeg er sgu min egen.«

Og jeg ved godt, at man ikke må sige sgu her fra talerstolen, men jeg tænker, når det er et citat fra et gruk eller et digt, at det så alligevel går.

Sådan er det også med børn: De er ikke forældrenes, de er ikke statens; de er deres egne. Heldigvis er det sådan, at vi både biologisk og kulturelt og juridisk har indrettet vores samfund sådan – eller at det er sådan – at forældre, når deres børn fødes, elsker deres børn meget inderligt og dybt på en måde, som de aldrig har elsket nogen andre før. Og det fører af sig selv til, at forældrene har et ønske om at hjælpe børnene, sørge for dem, yde omsorg for dem og gøre deres liv så godt som muligt, så de kan træde ind i voksenlivet og klare sig selv. Det vil sige, at det er et ansvar, som de føler, og et ansvar, som de har kulturelt og juridisk i Danmark.

Så sker der så det nogle gange, at nogle forældre kommer til kort. De har ofte så store problemer i deres eget liv, at de ikke evner at tage sig af deres børns liv, og så er vi nogle andre i det her samfund, der siger, at så må vi gøre det. Og det må vi gøre, enten fordi vi kender de familier, eller vi må gøre det i det offentlige system eller i kommunerne eller i staten, som vi har sat til at håndtere de opgaver, når forældrene ikke kan selv. Og så bliver børnene anbragt uden for hjemmet, og det gør de enten ved en frivillig aftale med forældrene eller med tvang. Og det vil sige, at ansvaret for i det daglige at sørge for børnene er blevet frataget forældrene, for de kan ikke håndtere det.

Men det ansvar for at forsørge børnene, som de kan håndtere, fordi de har en økonomi til det, forsvinder ikke af den grund; det findes stadig. Det eneste ansvar, man tager fra dem, er det, som de ikke selv kan håndtere. Det ansvar, som de kan håndtere, nemlig at give et bidrag økonomisk til forsørgelsen af deres børn, kan de netop håndtere, og derfor vælger man stadig at opkræve nogle penge hos dem for at betale for nogle af de omkostninger, der er ved anbringelsen af børnene, og som forældrene alligevel ville have, hvis børnene hjemme hos dem.

Det kan godt gå ud over økonomien i nogle af de familier, som har indkomster, der er høje nok til, at de skal bidrage. Og det er, fordi de, mens de har haft børnene – og det er måske en del af problemet – har brugt for mange penge på ting, som de ikke burde bruge penge på, og brugt for få penge på deres børn. Så bliver det en meromkostning ved deres børn, at børnene bliver anbragt, for der afholder man faktisk de udgifter økonomisk, som der skal til, for at børnene kan få en ordentlig barndom, og den omkostning har forældrene ikke tidligere afholdt. De har brugt pengene på ting, der var mere nærværende for dem selv, i stedet for på de ting, der var unødvendige for deres børn, og derfor oplever de, at der nu kommer et minus i deres økonomi, når nu de tvinges til at betale det, som et barn koster.

Derfor må de så indskrænke deres økonomi, og det synes vi ikke er et problem; vi synes, at det er et problem, at de tidligere har nedprioriteret børnene og opprioriteret deres egne behov. Og nu tvinges de så til at prioritere deres børn økonomisk, og det vil vi gerne være med til, at det fortsætter.

Så af disse grunde stemmer vi imod beslutningsforslaget fra SF.

Det er sådan, at når man vælger at citere, skal man selvfølgelig citere korrekt. Sådan er det jo.

En kort bemærkning fra fru Trine Torp.

Tak for det. Jeg kan undre mig lidt over, at det er noget, som man ligesom skal forpligte forældrene til. For hvis det er korrekt, som ordføreren siger – og jeg er faktisk enig med ordføreren i, at børn er deres egne – at vi heldigvis er drevet af kærlighed forældre og børn imellem, også selv om vi måske ikke har de fulde evner til at drage omsorg for barnet sådan i det hele taget, fuldt ud, men har brug for supplement til det, kunne man så ikke også godt forestille sig, at det her med at betale til sine børn faktisk også var noget, man gjorde drevet af kærlighed? Er det noget, vi skal tvinge forældrene til på den måde?

Det andet spørgsmål i den forbindelse er: Hvad mener ordføreren det betyder for det samarbejde, der skal være med kommunen?

Ordføreren.

Jeg er helt sikker på, at fru Trine Torp, som er meget vidende om det her område, også kender til eksempler på familier, hvor forældrene bruger deres penge på ting, som forældrene synes er vigtige, hvor de burde bruge flere af de penge på ting, som er nødvendige for, at et barn kan få en god opvækst. Det er meget indlysende i familier, hvor der er misbrugsproblemer, at moren eller faren eller begge to ofte prioriterer at købe de ting, som de er misbrugere af, i stedet for at købe de ting, som er nødvendige for en god barneopvækst. Børnene kommer altså økonomisk i anden række i de familier. Det er måske også en af grundene til, at børnene bliver anbragt, at forældrene har den indstilling til det at have et barn, at de kommer i anden række økonomisk i forhold til forældrenes behov for rusmidler f.eks.

Så det er ikke altid sådan, at vi, selv om vi biologisk elsker vores børn, altid gør det i praksis. Forældre kan også tænke meget kortsigtet.

Fru Trine Torp.

Vi ved faktisk ikke, hvad det er, der er grunden til, at børnene er anbragt – om det er, fordi man ikke prioriterer børnene økonomisk, men bruger pengene på noget andet. Man hvis det var sådan i en familie, tænker ordføreren så, at det får forældrene til at prioritere deres børn mere, at man så har opkrævet de penge til betaling for deres anbringelse?

Ordføreren.

Ja, i hvert fald økonomisk, fordi forældrene jo bliver opkrævet betalingen, og den går så til børnene. Og så har forældrene færre penge til rådighed til det, som de, mens børnene stadig boede hjemme, hellere ville bruge pengene på. Det her er jo slemt. Det er jo ikke kun, hvor vi taler om et heroinmisbrug eller lignende: Det er også folk, der hellere vil købe cigaretter end at bruge penge på deres børn; det er folk, der hellere vil spille spil end at bruge penge på deres børn; det er folk, der hellere vil have en dyr bolig end bruge de penge, der er nødvendige, på deres børn; det er folk, der hellere vil bruge penge på hundens mad end på deres børn. Så det her er jo et udbredt fænomen.

Vi siger tak til ordføreren, for der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Trine Torp. Værsgo.

Tak for ordet, og tak for debatten om et emne, som der er forskellige – og det er rigtigt nok – dilemmaer i. Når SF her har fremsat et forslag om en ophævelse af forældrebetalingen i forbindelse med anbringelser af børn og unge, har vi gjort det, fordi vi ser en række problemstillinger, der udspringer af den lov, man har i dag. Det er i forvejen en sårbar situation, når et barn anbringes uden for hjemmet.

I SF mener vi, at et godt forældresamarbejde i forbindelse med anbringelser er vigtigt. Et barn, som anbringes i f.eks. en plejefamilie, får ikke en ny familie, næh, barnet får derimod en større familie, flere voksne til at drage omsorg. Derfor er et godt forældresamarbejde vigtigt, ikke mindst for barnet. Forældrene har stadig brug for at opretholde et hjem med et børneværelse med ekstra tøj og sko til barnet for fortsat at kunne skabe nogle gode rammer for samvær og aktiviteter med barnet, når det er muligt. Ved en anbringelse mister forældrene i forvejen retten til børnepenge, børnebidrag og børnefamilieydelser, og det er derfor kun rimeligt, at der ikke også hører en forældrebetaling med ved anbringelsen. Forældrebetalingen kan vanskeliggøre samarbejdet mellem kommunen og forældrene. Det er problematisk, når den samme myndighed, som med eller uden samtykke anbringer barnet, også opkræver betaling fra forældrene. Sagsbehandleren får en dobbeltrolle i forældresamarbejdet, og det er ikke rimeligt for nogen.

En anden væsentlig årsag til, at vi ønsker at afskaffe forældrebetalingen ved anbringelser, er, at reglerne er så komplekse, at det er svært for både medarbejdere og borgere at forstå dem. Det gælder både, når kommunerne skal beregne, hvor meget forældrene skal betale, og når de skal vurdere muligheden for fritagelse for betaling. I Ankestyrelsens undersøgelse af forældrebetalingen for døgntilbud fra 2016 konkluderes det også, at kommunerne administrerer reglerne helt forskelligt. Nogle kommuner kræver betaling i næsten alle anbringelsessager, og andre kommuner kræver aldrig forældrebetaling ved anbringelser. Så der er altså en stor tilfældighed i, om man er forældre til et anbragt barn i den ene kommune eller i den anden kommune. En af årsagerne er, at de anvendte ressourcer til håndtering af reglerne er større end det beløb, som kommunen får fra selve forældrebetalingen, og der kan jeg jo godt forstå, at man, hvis man er en fornuftig kommune, der har lavet det regnestykke og siger, at man simpelt hen bruger for mange ressourcer på det, så laver et administrationsgrundlag, som gør, at man sparer det der unødige bureaukrati, og at ressourcerne kan bruges bedre. Jeg har bl.a. talt med Aarhus Kommune, som ved behandlingen af et tilsvarende forslag fra SF i 2016 også anbefalede en afskaffelse af forældrebetalingen, og som dengang sendte opfordringen til socialordførerne. Dem har jeg talt med, og det er ikke kommunens oplevelse, at der fra Ankestyrelsens side er kommet nogen afklarende retningslinjer i forhold til tolkningen af reglerne. Vanskelighederne med tolkningerne af reglerne er altså fortsat status quo, og derfor var det også vigtigt for SF at genfremsætte vores forslag fra 2016. For vi mener faktisk ikke, at problemerne er løst.

Så har der været sagt en hel del omkring det her med forældreforpligtelse, og jeg er ret meget tilhænger af, at man fastholder, at forældrene faktisk har en forpligtelse og et ansvar for deres børn, også når de er anbragt, netop fordi barnet ikke får en ny familie, men det får en større familie. Men jeg er bare ikke sikker på, at det er det rigtige sted at bruge krudtet på – hvad kan man sige – at afkræve dem den forpligtelse. Jeg tror, det ville være meget bedre, hvis man brugte energien på at sikre det gode forældresamarbejde, sikre, at forældrene er mere involveret i deres børns liv. For så tror jeg faktisk også, der er en fuldstændig automatisk lyst til at engagere sig i sine børns liv og måske også bidrage økonomisk med de ting, man kan. Så synes jeg, at det her med at have regler i det offentlige, som formentlig koster mere at administrere, end man får ind på dem, kun fordi man har en principiel holdning om, at forældre skal bidrage, grundlæggende er noget pjat. Vi diskuterer ofte, at sagsbehandlerne i forvejen har utrolig meget at gøre i de her sager. Er det så der, vi synes de skal bruge deres tid, altså på at administrere nogle regler, som også har den slagside, som jeg har beskrevet?

Men jeg tager selvfølgelig også de positive tilkendegivelser ned, som jeg kan, selvfølgelig både fra Enhedslistens side, som støttede forslaget fuldt ud, men også de delvise tilkendegivelser, der kom fra Dansk Folkeparti og fra Det Radikale Venstre, om, at man gerne vil kigge på de dilemmaer, der er der, og at man i det hele taget også ønsker noget viden om, hvordan det egentlig er det fordeler sig på anbringelser med og uden samtykke. Så jeg håber på, at vi i udvalgsbehandlingen kan få nogle svar på det, men også at vi måske i hvert fald om ikke andet kan lande en beretning om, at vi forfølger det, og jeg har fået opfordringen et par gange i løbet af debatten om at tage det med i forhandlingerne om »Børnene først«, og hvis det overhovedet er gangbart der, vil jeg selvfølgelig gøre det. Men jeg syntes faktisk også, at problemstillingen fortjente sin egen debat her i Folketingssalen, så det vil jeg gerne sige tak for.

Der er en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes faktisk, der er mange problemstillinger vedrørende »Børnene først«, som fortjener deres egne behandlinger her i Folketingssalen. Men det, jeg bed mærke i – og det er jeg faktisk rigtig glad for – var, at ordføreren sagde, at man ikke bare kunne give børn en ny familie. For det har jo været sådan med udspillet »Børnene først«, at regeringen simpelt hen vil give børn en ny familie og nærmest bortviske det biologiske ophav ved at melde ud, at man vil have flere tvangsanbringelser og flere tvangsbortadoptioner.

Derfor vil jeg godt høre ordføreren om det. Jeg synes jo, at ordføreren skal tage det med i forhandlingerne, for jeg synes ikke, at sådan en lovgivning, der handler om »Børnene først«, må hastes igennem.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ordføreren i forhold til det her: Er det også ordførerens holdning, at børn skal have retten til at have deres biologiske ophav? Man kan ikke udviske det biologiske ophav, som vi desværre kan se, at man fra regeringens side har tendens til at ville gøre, ved at man simpelt hen vil have flere tvangsanbringelser og flere tvangsbortadoptioner.

Ordføreren, værsgo.

Nu vil jeg lade regeringen forsvare deres synspunkter og bare sige lidt om, hvad jeg og hvad SF tænker. Altså, vi tænker, at forældrene betyder noget for børnene, også selv om de helt eller delvis i kortere eller længere tid ikke har mulighed for at have dem boende hos sig, fordi de har nogle problemer, som de skal have løst, eller fordi de i det hele taget har brug for, at der i virkeligheden er flere voksne omkring børnene, fordi det er en for stor opgave for dem selv.

Vi mener stadig væk, at forældrene er vigtige. Vi ved også fra de anbragte selv, at deres forældre betyder noget for dem, og at det at have samvær med deres forældre betyder utrolig meget for dem. Så det er ret grundlæggende, og vi ved også grundlæggende – og det er også derfor, jeg synes, det her er så vigtigt – at forældresamarbejdet også er vigtigt for børnene i forhold til at falde til ro i deres anbringelse, altså i forhold til simpelt hen at stole på, at de er havnet det rigtige sted. Hvis ens mor og far bakker det op, er det også nemmere for en selv at falde til, og hvis der er noget, der er skadeligt for børn, så er det konflikter mellem de voksne.

Karina Adsbøl, værsgo.

Jamen det er jeg jo helt enig i, og derfor er det også bekymrende med den anbringelsesreform, kan man nærmest kalde den, der ligesom blev fremlagt af statsministeren tilbage under nytårstalen.

Jeg håber så, at SF vil kæmpe kampen sammen med Dansk Folkeparti netop for at få øget fokus på forebyggelse, altså hele forebyggelsesområdet, også i forhold til at der kan være alternative anbringelser. Det behøver ikke at være enten-eller. Hvis man har en mor, der er psykisk syg, eller en far, som nogle dage har nogle udfordringer, kan det jo være, at de så kan bidrage positivt på alle andre måder, så man kan være hos en venskabsfamilie og hjemme i en 7-7-ordning.

Tak for det. Så får vi et svar fra ordføreren. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil i hvert fald sige det sådan, at det, som er vigtigt for mig og for SF, er, at børnene og familierne får den rette hjælp i tide. Og det er jo utrolig individuelt, hvad der er brug for, og det er også derfor, det er så afgørende vigtigt, at vi skaber nogle gode rammer for at vurdere, hvad det er, børnene og familierne har brug for, da det for nogle er nogle forebyggende indsatser, mens det for andre er anbringelser. Men det er grundlaget for vurderingen og beslutningerne, som er vigtigt.

Vi siger tak til fru Trine Torp. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.