Det næste punkt på dagsordenen er:

32) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 110:

Forslag til folketingsbeslutning om mere fleksibel hjælp til familier med børn med handicap.

Af Karina Adsbøl (DF) m.fl.

(Fremsættelse 21.12.2020).

Forhandlingen er åbnet, og først byder jeg velkommen til social- og ældreministeren.

Tak for det. Vi burde have sådan nogle køre-hvile-tidsbestemmelser her i Folketingssalen. Efter fire lovforslag kunne man godt lige bruge et lille break, men mon ikke jeg kan finde mine papirer frem, mens vi kører? Det kan jeg.

Det, vi skal i gang med nu, er et beslutningsforslag, der pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag om mere fleksibel hjælp til familier med børn med handicap. Jeg vil gerne takke forslagsstillerne for at sætte fokus på det her vigtige emne.

Lad mig starte med at sige, at regeringen i udgangspunktet er positive over for intentionerne bag forslaget og enige i behovet for at se på de problemstillinger, der ligger bag. Målet om at skabe mere sammenhængende og fleksible rammer for familier til børn med handicap ligger da også helt i tråd med regeringens egne målsætninger. Derfor var Socialdemokratiet tilbage i 2016 også medforslagsstillere på B 143, som på nogle punkter ligner forslaget her. Dengang syntes jeg, vi sammen fandt en god løsning, nemlig at nedsætte en arbejdsgruppe, som skulle afdække udfordringer og finde gode eksempler i forhold til at skabe større og bedre sammenhæng i indsatsen over for børn med handicap og deres familier.

Arbejdsgruppen konkluderede ret klart, at der ikke var og er nogen lovgivningsmæssige barrierer for, at den samme hjælper kunne følge barnet, selv om timerne var tildelt efter forskellige regelsæt og til forskellige formål. Som opfølgning på arbejdsgruppen og på B 143 var der bred opbakning til at afsætte midler til at modne og afprøve modeller for bedre koordination i indsatserne til børn med handicap og deres familier i satspuljen for 2018. Projektet er stadig i fuld gang i de 12 projektkommuner og bliver afsluttet med en evaluering i slutningen af året her.

De foreløbige erfaringer fra projektet er positive. De tyder nemlig på, at både kommuner og forældre har oplevet, at arbejdet med de afprøvede modeller med mere koordineret sagsbehandling både har styrket sammenhængen i indsatserne og dialogen og tilliden mellem kommunerne og forældrene.

Med henvisning til B 143 har Dansk Folkeparti så nu på ny fremsat det her beslutningsforslag, B 110, som pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag om mere fleksibel hjælp til familier til børn med handicap. Forslaget går i denne omgang ud på at give den enkelte familie mulighed for selv at administrere hjælpen ved at give forældrene ret til at ændre familiens samlede bevilgede hjælpertimer efter forskellige regelsæt til et kontant beløb, som forældrene kan disponere over ved planlægning af hjælpertimer.

Forslaget vil give stor frihed til forældrene, men også et meget stort ansvar, og måske også et større ansvar, end mange vil have overskud til at løfte, nemlig ansvaret for at sikre, at barnet får den nødvendige hjælp og den nødvendige hjælp på det rette faglige niveau, det har brug for, for timerne. Det vil således ikke længere være kommunen, der har ansvaret for indsatsen og for, at indsatsen for det enkelte barn med handicap har den rette kvalitet. Det vil være forældrene.

Med forslaget ville det således være forældrene, som selv skal stå med ansvaret for at finde de rette hjælpere og sikre, at hjælperne har de nødvendige kvalifikationer, f.eks. til at kunne varetage opgaver i forbindelse med personlig pleje og respirationshjælp. Forældrene vil også få ansvaret i forhold til at sikre hjælpernes løn- og arbejdsvilkår, vikardækning ved sygdom og ferie m.v. Det synes vi er et stort ansvar at lægge over på de familier, som i forvejen kan have nogle ekstra udfordringer med at få hverdagen til at hænge sammen.

Normalt er det jo forældrene, der ved bedst, hvad deres barn har behov for, fordi det er forældrene, der kender deres barn bedst. Men hvis det overlades til forældrene selv at tage stilling til brug af timerne, risikeres det, at forældrene vælger at bruge dem på noget andet end det, som barnet fagligt set har behov for, og barnet vil jo i sagens natur i mange tilfælde ikke have mulighed for at gøre indsigelser.

Uanset de gode intentioner kan det ende med, at forældrene står i en situation, hvor der f.eks. er brugt for mange timer på at følge barnet til sociale aktiviteter – ikke af ond vilje – så der ikke er timer nok til at give den nødvendige hjælp og støtte i skolen. Det er vigtigt for mig, at vi for børnenes skyld ikke løber den risiko, for øget fleksibilitet må aldrig medføre, at barnets behov for hjælp og støtte ikke bliver tilgodeset.

Kort sagt er jeg ikke tilhænger af den løsning, som beskrives i forslaget, hvor vi giver forældrene en pose penge i hånden, som de selv skal indkøbe hjælpere for, både fordi det vil lægge et meget stort ansvar over på forældrene, og fordi vi ikke bør løbe risikoen for, at børnene så ikke får den hjælp og støtte, de fagligt set har brug for. Derfor kan regeringen ikke bakke op om beslutningsforslaget, men som jeg også nævnte i starten af min tale, deler vi de gode intentioner, der ligger bag forslaget.

Derfor vil jeg også gerne forpligte mig til at fortsætte arbejdet med at skabe mere fleksible rammer for familierne til børn med handicap. Jeg ser derfor frem til at få samlet op på det lovende satspuljeprojekt fra 2018, så de gode erfaringer kan komme flere familier til gode. Men derudover vil spørgsmålet om, hvordan vi kan skabe bedre sammenhæng og større fleksibilitet i indsatserne også indgå som et element i mine og regeringens generelle overvejelser om udvikling af handicapområdet – overvejelser, som jeg ser frem til løbende at drøfte med Folketingets øvrige partier. Med det vil jeg sige tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak for det. I Dansk Folkeparti har vi stillet adskillige forslag på handicapområdet netop for at forbedre hjælpen. Her handler det om familier, der har børn med handicap. Men også på andre områder har vi stillet forslag.

Der er jo adskillige eksempler på, minister, at der simpelt hen er så forskellige ordninger, i forhold til hvordan man kan bruge sin hjælper, og hvordan man ikke kan bruge sin hjælper: Så må hjælperen i skolen ikke bruges, og hvis man så har respirator, er det jo en, der er oplært i det. Så der er simpelt hen brug for nogle fleksible regler på det her område, og jeg vil håbe, at ministeren vil læse indlægget på Muskelsvindfondens hjemmeside. Der er en god artikel, og jeg citerer: »Det allervigtigste med hjælpen til Johanne er, at timerne følger hendes behov, så de er med til at give hende en rigtig god hverdag, siger Lena Larsen, mor til Johanne, som har muskelsvind«. Det er jo, fordi der er brug for nogle bedre fleksible rammer i forhold til lovgivningen.

Ministeren.

Nu er det her jo en genfremsættelse af et tidligere beslutningsforslag, og det, der er sket, siden vi diskuterede det beslutningsforslag i salen – og nu siger jeg vi, for nogle er jo gengangere, mens andre er nye personer, men vi som kollektiv her i Folketinget – er jo, at en arbejdsgruppe gennemgik lovgivning og regler og konkluderede klart, at der ikke er nogen lovgivningsmæssige barrierer for, at den samme hjælper kan følge barnet, selv om timerne er tildelt efter forskellige regelsæt og til forskellige formål, altså det, som Dansk Folkepartis ordfører efterlyser skal være muligt i reglerne. Det fik vi altså afklaret, sidst det her beslutningsforslag var fremsat.

Ud over det fik vi så aftalt at få afprøvet nogle forskellige modeller for bedre koordination. For jeg er meget enig med ordføreren i, at det skal vi kunne gøre bedre. Og det er så i gang nu i kommunerne, og vi får resultatet her ved udgangen af året. Det lover rigtig godt. Resultaterne indtil videre peger på, at der er sket både en øget positiv udvikling i oplevelsen af at blive inddraget, gennemsigtighed i formålet med støtten og øget tillid til sagsbehandlerens kompetencer. Så lad os da udrulle det. Det er bare for at sige, at der jo altså er sket noget, siden det her beslutningsforslag blev fremsat sidst.

En kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Altså, der er ikke sket så meget, at familierne har mærket den store forskel. Det må jeg bare sige. Altså, jeg har flere eksempler her på bl.a. en familie, der forhindres i at tage på ferie i udlandet. De er villige til selv at betale for hjælperens flybillet og ophold, men de må ikke tage den nødvendige hjælp med på ferie. Og det er jo faktisk en debat, vi også har haft her i Folketingssalen tidligere. Der er jo altså bare nogle barrierer for de her familier, som kan få en mere fleksibel hverdag ved selv at kunne tilrettelægge deres hverdag, i forhold til hvordan den bedst muligt hænger sammen.

Ministeren, værsgo.

Det er jo så en helt anden dimension end det, som beslutningsforslaget handler om, sådan som jeg i hvert fald læser det. Det har vi nemlig også diskuteret tidligere, for det har Dansk Folkeparti også genfremsat et beslutningsforslag om. Det er bare ikke det beslutningsforslag, vi diskuterer her.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet, der gør sig klar.

Hr. formand, tak for det. Ja, i disse tider er det jo væsentligt lige at være grundig omkring at få sprittet ordentligt af og få holdt afstand, og det synes jeg faktisk vi har været rigtig gode til. Om ikke andet bliver jeg da mindet om det fra formandens stol, så også tak for det.

Jeg synes faktisk, at ministeren her har været meget skarp i for det første at anerkende forslagsstillerne på den her omsorg og opmærksomhed, der skal være på mennesker med handicap, men samtidig også sige, hvad det er, der gør, at regeringen ikke bakker op, og nu kan det jo ikke komme som en overraskelse for mine kollegaer herinde, at jeg støtter op om, at vi ikke anbefaler at tilslutte os beslutningsforslaget.

Når det så er sagt, synes jeg faktisk, at den her generelle diskussion om mennesker med handicap er væsentlig og nødvendig. Jeg har lige været en del af et møde for CP-foreningen, hvor også ordføreren fra Enhedslisten, hr. Jakob Sølvhøj, deltog, og hele den der diskussion af, hvorvidt vi overhovedet har handicap oppe på dagsordenen – altså om det overhovedet er oppe på et sted, hvor man tager stilling, altså det, som bl.a. En million stemmer og Danske Handicaporganisationer i forening har sat spørgsmålstegn ved – har jo faktisk vist, at det er nødvendigt at få taget de her generelle handicapdiskussioner. Om det så er forslagsstillerne eller om det er organisationerne, er det jo væsentligt, når vi ser på, hvordan mennesker med handicap trives; om det er børn eller om det er voksne, er det en væsentlig pointe. Så det, at vi i hvert fald fra Socialdemokratiets side ikke kan støtte det, betyder jo ikke, at vi ikke mener, at det er væsentligt, at man skal skabe tryggere og bedre rammer og fleksible rammer.

Det, som man måske lige kan tage fat i, og som jeg i hvert fald også hæftede mig ved i det, som ministeren sagde, er den bekymring, der kan ligge i, hvad det er for en opgave, forældrene har, når man i forvejen har et barn, som har brug for meget hjælp, og samtidig også den betryggelse, man har fået i, at man faktisk godt kan samle hjælpen og få den. Så det er med de ord, jeg vil sige nej tak til forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Jeg undrer mig tit over Socialdemokratiet, også i forhold til hvordan de stemmer gode forslag ned i Folketingssalen. Det undrer mig jo netop også, fordi vi, som ministeren også sagde, har fremsat det her før, altså noget a la det samme, og hvor Socialdemokratiet var forslagsstillere sammen med os. Vi havde faktisk et flertal uden om den daværende regering, og det, der så sker under den her behandling, er, at Socialdemokratiet får kolde fødder og sammen med Venstre går med og får nedsat en arbejdsgruppe, mens det, der jo netop var behov for, var at give familierne en mere fleksibel hverdag, så det kunne dække familiens og barnets samlede hjælpebehov. Og nu står vi her igen, hvor Socialdemokratiet endnu en gang kommer med en undskyldning. Men jeg vil egentlig godt høre: Hvad har Socialdemokratiet her i Folketingssalen fremsat af forslag for at forbedre handicapområdet?

Værsgo, ordføreren.

Jeg synes simpelt hen ikke, den pointe er fair. Jeg har faktisk rigtig stor respekt for det meget store engagement, som ordføreren fra Dansk Folkeparti har på handicapområdet, men ministeren på handicapområdet har lavet det mest vilde, vigtige projekt på handicapområdet, nemlig evalueringen af det specialiserede område. Så det er ikke, at vi, når vi har den afdækning, ikke kan se, hvor det er, det bærer hen. Jeg ved godt, at vi har haft diskussionen, også på de sociale medier, om: Hvorfor ikke handle nu, hvis vi godt kender problemet? Men det kan godt være, at vi kender en stor del af problemerne, men hvis vi skal løse tingene ordentligt, er vi nødt til at afdække det.

Så jeg synes simpelt hen ikke, at det er fair og ordentligt, for ministeren for sociale forhold og handicap har faktisk lavet det mest vigtige og væsentlige, nemlig at lave en evaluering for det specialiserede socialområde.

Tak for det. Fru Karina Adsbøl for en kort bemærkning.

Jo, det er helt fair, for det er jo ikke kun nu, hvor vi har en rød regering. Altså, handicapområdet har jeg som handicapordfører debatteret siden 2011 og arbejdet for forbedringer for, og der mindes jeg bare ikke nogen forslag fra Socialdemokratiet. Så det er egentlig det, jeg spørger til. Det er rigtig godt med en evaluering, men det, jeg mener, er, at vi allerede kan handle nu. Ja, det kan vi. For der er store retssikkerhedsmæssige udfordringer på handicapområdet. Vi ser dagligt avisartikler om det, og når man har forslag her i Folketingssalen, er det eneste, Socialdemokratiet gør, at skyde dem til hjørne, og det synes jeg bare er brandærgerligt. For familierne har brug for hjælp, og mennesker med handicap har brug for hjælp.

Værsgo, ordføreren.

Det er vi fuldstændig stjerneenige om. Så derfor kan man, når man læser kommissoriet for den evaluering – det ved jeg ikke om ordføreren fra Dansk Folkeparti har gjort for nylig – se, at noget af det, som vi har gjort, og som de følgegrupper har gjort, f.eks. er at se på mennesker med autisme. Det er så gennemgribende et handicap, hvor det er så centralt, at vi får kigget på det, hvis vi skal lave ordentlig løsninger. Så jeg synes ikke, det er fair. Jeg synes faktisk, at den her minister i den grad har handlet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere indtegnede korte bemærkninger. Vi vil nu give ordet til den næste ordfører, som er Anni Matthiesen fra Venstre. Men først om et lille øjeblik. Værsgo.

Tak for det, formand. Først og fremmest tak til Dansk Folkeparti og fru Karina Adsbøl for at rejse debatten her i Folketingssalen i aften. Det er sådan, at vi lige nu drøfter et beslutningsforslag, som er fremsat af Dansk Folkeparti, og hvor man foreslår, at familier med børn med handicap skal have større frihed til også selv at kunne planlægge hverdagen. Og der vil jeg gerne starte med at sige, at især det med frihed holder vi rigtig meget af i Venstre. Forslaget går ud på, at familien selv skal have mulighed for at administrere sin hjælp ved at ændre familiens antal bevilgede hjælpetimer til et samlet beløb, som familien i stedet selv kan omsætte til hjælpetimer, der giver mening for dem.

Og ja, vi ser egentlig positivt på det her, men jeg er også nødt til at sige, at det jo faktisk er sådan, at lige her og nu i de her måneder er der jo nogle, som faktisk kigger på det her område. Det er jo sådan, at satspuljepartierne jo var enige om at lave en arbejdsgruppe, som skulle kigge på de her ting og komme med nogle anbefalinger, og de anbefalinger ser vi frem til at modtage. De skulle jo helst komme her sidst på året i år, hvis corona vel at mærke ikke igen har udskudt tingene, men det håber vi ikke, for det er vigtigt at få kigget på de her ting, altså om der er mere, vi kan gøre.

Men alt i alt kan jeg sige, at vi har den holdning i Venstre, at når vi også selv har været med til at sætte noget arbejde i gang, synes vi faktisk ikke, det er anstændigt, hvis vi midt i det hele pludselig træffer nogle nye beslutninger, som måske endda kan gå ud over det arbejde, som vi har bedt nogen om at udføre. Så jeg tror, at man på jysk ville sige klap lige hesten, tag den lidt med ro, og så må vi jo kigge på det, når vi når dertil at få de her anbefalinger.

Jeg vil også her mod slutningen sige, at jeg også har haft en drøftelse med Muskelsvindfonden forud for det her beslutningsforslag, og ja, Muskelsvindfonden kunne også sige til mig, at det er korrekt, at man afventer de her anbefalinger, og jeg forstod egentlig på dem, at de også godt kunne have respekt for, at det var man nødt til at afvente, inden man eventuelt begyndte at kigge på yderligere tiltag. Dermed kommer vi ikke til at støtte det her beslutningsforslag.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Jeg har det lidt svært med tålmodighed i politik, for ting tager så lang tid. Man fremsætter et forslag, og så kommer der noget, og så tager det lang tid igen, og det har taget lang tid på handicapområdet, så min tålmodighed er faktisk ikke til stede længere – jeg vil gerne have handling. Jeg er helt med på, at vi skal se på nogle ting, herunder også det specialiserede område, men man kan sagtens handle på handicapområdet, man behøver ikke vente på alle mulige undersøgelser. Man kan sagtens forbedre familiernes hverdag, også på voksenhandicapområdet, allerede nu. Man kan allerede nu gøre noget ved de retssikkerhedsmæssige udfordringer, der er.

Når det er sagt, vil jeg høre, om Venstre vil være med til en fælles beretning, så vi holder hinanden fast på, at der altså vil blive handlet, at vi sikrer, at der ydes en helhedsorienteret hjælp til familierne, at det bliver mere fleksibelt for dem i hverdagen. Det er netop det, der er intentionen med det her beslutningsforslag, nemlig at vi skal hjælpe de her familier, der har børn med handicap. Er ordføreren med på at gå den vej, så vi har noget håndgribeligt, når der kommer nogle forhandlinger?

Ordføreren, værsgo.

Jeg vil sige, at jeg så sandelig godt kan forstå, at Dansk Folkepartis ordfører har svært ved at have tålmodighed. Jeg kender godt fra mig selv, at man en gang imellem godt kan synes, at tingene går for langsomt her på Christiansborg. Men jeg må også være ærlig og sige, at det, der måske beroliger mig lidt i den her sag, er, at det med hensyn til de forsøg, som man har iværksat, faktisk allerede på nuværende tidspunkt tyder på, at der kommer noget rigtig godt ud af det. Der er kommet nogle tilkendegivelser om, at man allerede kan se en øget og styrket sammenhæng i de indsatser, der foregår.

Så ud fra det er jeg nødt til at holde fast i, at vi kommer til at stemme nej til det her beslutningsforslag, hvis Dansk Folkeparti vælger at bringe det frem til afstemning.

Fru Karina Adsbøl for en kort bemærkning. Værsgo.

Det har jeg ligesom forstået, men det, jeg spurgte om, var, om man kunne forsøge at lave en fælles beretning, så vi kan være sikre på, at der bliver handlet, når en eller anden undersøgelse engang er færdig. For der er jo blevet lavet masser af undersøgelser og masser af forsøg i forhold til en koordinerende sagsbehandling, men det er jo ikke ensbetydende med, at det bliver implementeret. Der skal også handles. Kan man holde Venstre op på, at de vil være med til, at der bliver handlet, eller kommer det her bare til at ligge et eller andet sted, hvorefter man så måske kan vælge at anvende de her gode metoder?

Tak for det. Værsgo til ordføreren.

Jamen altså, det, jeg kan love ordføreren, er, at hvis der ligger nogle anbefalinger om, at der er nogle ting, som vi helt klart skal tage fat på her i Folketinget, så kommer vi i Venstre da selvfølgelig også til at tage fat på de ting. Det kan jeg love ordføreren. Ordføreren kender mig godt nok til at vide, at især handicapområdet er noget af det, som jeg brænder for, så vi kommer da til at kigge på de anbefalinger, når de kommer, og hvis der her er ting, som det er helt oplagt at tage fat på, så håber jeg da, at man på tværs af partierne er enige om at gøre det.

Vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Karina Adsbøll, der har valgt at opdele sin taletid med først 5 minutter nu i den regulære række og så 5 minutter til afslutning. Fru Karina Adsbøll, værsgo.

Tak for det. Jeg vil bare lige sige til fru Anni Matthiesen: Der er ikke noget at vente på. Vi kan lige så godt handle nu. Jeg har i dag også lagt mærke til, at Muskelsvindfonden skriver på Twitter – jeg citerer: Et virvar af paragraffer gør det ofte umuligt for børnefamilier at få hverdagen til at hænge sammen.

Altså, der er jo brug for handling nu. Og derfor har vi også fremsat det her beslutningsforslag, som netop handler om at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag om ændring af lov om social service og andre love, med henblik på at sikre, at hjælp til forældre, der har et barn med handicap, også bevilges efter en samlet vurdering. Det er jo heller ikke noget nyt forslag, kan man sige, nu er det bare lidt anderledes end tidligere, men intentionen er jo den samme: at der skal udarbejdes et lovforslag, som skal sikre, at hjælpen er sammenhængende, fleksibel, overskuelig og koordineret og dækker familiens og barnets samlede hjælpebehov, og at det er uden betydning for forældrene, at hjælpen har hjemmel i flere love og bestemmelser.

Forældre, der får et barn med handicap, skal ikke kæmpe en hård kamp imod et bureaukratisk system, sådan som det desværre ser ud til de skal i dag, og det vidner de høje tal for omgørelsesprocenten, som der er i ankesystemet, jo også om. I 2018 blev 47 pct. af de indklagede afgørelser på børnehandicapområdet omgjort efter Ankestyrelsens behandling, i 2019 var tallet 51 pct., og i 2019 var der i 15 kommuner en omgørelsesprocent på over 70 i børnehandicapsagerne. Familier bliver i dag kastet ud i en tidskrævende og ikke mindst udmattende kamp mod det offentlige, før de kan få den hjælp, de har brug for og ret til, og det forstærker deres generelle usikkerhed om fremtiden som forældre til et barn med handicap, og det øger også deres stress. Men som pårørende skal man jo i dag nærmest være både forældre, sagsbehandler og jurist.

For mange borgere med handicap eller psykiske vanskeligheder er den hjælp, de får fra kommunen eller anden aktør, afgørende for, at de kan få et så selvstændigt liv som muligt. Derfor er det også helt afgørende, at man skal kunne føle sig tryg i mødet med kommunen og have tillid til, at kommunen træffer de rigtige afgørelser, og den tillid er meget lille, hvilket vi også kan konstatere er berettiget. Der er i øjeblikket også et borgerforslag fra #enmillionstemmer, der netop foreslår, at handicapområdet skal fratages kommunerne, og det er jo på grund af den behandling, mennesker møder i systemet. Det er jo ikke godt, det er skidt.

En fejl, en klagesag er en for meget. Bag hver eneste sag er der et menneske eller en familie med alvorlige udfordringer i deres hverdag. Forældrene har et håb om, at systemet behandler dem med omsorg og respekt, men de oplever snart virkeligheden, og den ser helt anderledes ud. Forældre til børn med handicap har brug for meget hjælp fra det sociale system, for at de kan få deres hverdag til at hænge sammen, og det er oftest også dem, der bliver ramt. Det er jo ganske almindelige mennesker, der på forhånd ofte ikke har haft nogen erfaring med det offentlige system, men som så oplever, hvor utrolig svært det er at få information og få den rette hjælp og den rette støtte, og hvor bureaukratisk tungt det hele er. Derudover oplever forældrene ofte også at blive mistænkeliggjort i mødet med det offentlige. Mange oplever, at de skal kæmpe en hård kamp og skaffe megen dokumentation for at få de ting, som de helt oplagt har behov for at få bevilget. Det kan jo også medføre, at forældrene i flere tilfælde vil søge hjælp fra uafhængige socialrådgivere, da det somme tider kan være rigtig, rigtig svært at få den hjælp, man har behov for, fra det offentlige.

I dag bliver rigtig mange af reglerne forvaltet, kan man sige, af flere sagsbehandlere, der er mange skiftende sagsbehandlere. Sagerne bliver også behandlet ud fra sektoransvarlighedsprincippet, så behandlingen er afhængig af, om det er efter sundhedsloven eller efter serviceloven, hjælpen skal bevilges, eller om det er af skolen, hjælpen skal bevilges, og familierne er ofte i kontakt med flere forskellige sagsbehandlere, afhængigt af hvilken sektor der netop yder hjælpen.

Derfor har vi med det her forslag et ønske om at skabe en mere fleksibel hjælp for mennesker med handicap, så man ligesom giver forældrene mulighed for at administrere tingene. Og nej, det er ikke, fordi de har det store ønske om, at de skal være arbejdsgiver eller andet, men det, de simpelt hen har brug for, er, at man kan lave og yde en fleksibel hjælp, som kan få hverdagen til at hænge sammen.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Anni Matthiesen.

Tak, og tak for ordførertalen. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge Dansk Folkepartis ordfører, om det for ordføreren er vigtigst, at der gives frihed til forældrene, eller at man sikrer det bedste tilbud for barnet.

Værsgo til ordføreren.

Jamen altså, jeg synes overhovedet ikke, at det ene udelukker det andet. Jeg kan bare konstatere, at der, siden vi havde det her forslag og behandlede det her i Folketingssalen med de samme intentioner i 2015 og i 2016, ikke er sket forbedringer på området. Der er ikke sket forbedringer for de familier, vi drøfter her i dag. Tværtimod ser vi jo en stor mistillid i forhold til systemet og i forhold til det med at få den rigtige hjælp og støtte. Så derfor er vores grundlæggende ønske, at man skaber en fleksibel hjælp i forhold til det her område, at man ikke skal være afhængig af, om hjælpen er bevilget fra sundhedslovgivningen eller i forhold til forvaltningen i skoleregi eller i forhold til servicelovgivningen, og at man ligesom tænker det hele sammen, så man undgår det der silotænkning, der jo hele tiden er.

Tak for det. Fru Anni Matthiesen, værsgo.

Tak. Til det sidste vil jeg gerne give ordføreren ret i, at der er for mange steder, hvor der er silotænkning. Så tror jeg egentlig godt, at jeg her til sidst i det her spørgsmål vil komme med en opfordring til Dansk Folkepartis ordfører. Altså, jeg kan jo sige, at det er korrekt, at vi har behandlet det her flere gange, og Dansk Folkepartis ordfører har været rigtig dygtig og entusiastisk i forhold til at bringe det her frem i salen igen og igen, men kunne det være en idé at prøve på at samle et flertal, så det også flytter noget, frem for at Dansk Folkeparti fremsætter beslutningsforslagene alene?

Værsgo, ordføreren.

Jamen altså kære fru Anni Matthiesen, det er jo netop det, det handler om, nemlig at skabe et flertal på 90 mandater. Men altså, når Folketinget gang på gang skyder de her forslag ned, er det da ikke Dansk Folkeparti, de rammer. Det er da ikke mig som ordfører, de rammer; det er da de familier, som det handler om, de rammer, når forslagene ikke bliver vedtaget her i Folketingssalen. Det er jo ikke mig. Jeg har foreslået fælles beretninger i Socialudvalget, og jeg har stået på den her talerstol lige siden 2011, hvor jeg blev valgt, og kæmpet for, at handicapområdet fik nogle bedre vilkår og nogle bedre rammer, og det fortsætter jeg med. Og jeg forsøger at skabe flertal hver evig eneste dag. Jeg mangler bare nogle, der er lidt fornuftige, som kan se det fornuftige i det.

Fru Brigitte Klintskov Jerkel. Værsgo til en kort bemærkning.

Tak. I Det Konservative Folkeparti deler vi intentionen omkring det her med, at familierne skal have mulighed for at vælge selv. Derfor er vi jo sådan set også med i den satspuljeaftale fra 2018, som har foranlediget, at der netop i øjeblikket pågår en undersøgelse, som er færdig her med udgangen af året. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, om ordføreren vil anerkende, at det godt kan virke lidt mærkeligt, at vi midt i den her undersøgelsesproces lige pludselig – hvis der nu var opbakning til det her forslag – skulle følge det, mens der rent faktisk pågår en undersøgelse.

Var det ikke en idé netop at vente, indtil den her undersøgelse er færdig, og så kigge på, hvad den munder ud i, for så derefter at lave en politisk aftale?

Værsgo til ordføreren.

Jeg vil bare sige, at der jo altid pågår en eller anden form for undersøgelse. Grunden til, at den her undersøgelse blev iværksat i sin tid, var jo også, at vi havde et politisk flertal her i Folketingssalen for, at vi skulle lave en fleksibel hjælpepakke til familier og børn. Der var der jo flertal, men der skete jo netop det, at Socialdemokratiet rendte fra flertallet. Derfor laver vi nogle ting i forhold til det her, som skal undersøges.

Men, altså, det pågår stadig væk, og familierne har stadig væk ikke fået en fleksibel og bedre hverdag. De har ikke fået en styrket retssikkerhed, og fejlprocenterne i Ankestyrelsen er stadig væk ikke faldet. Så der da brug for handling – ellers kan vi jo vente her, indtil vi falder om. Altså, der er jo brug for at styrke det her område. Og vi skal jo altid vente på et eller andet. Men der er brug for handling nu, og vi kan sagtens handle, og vi kan også sagtens handle endnu mere, når vi får rapporten, for der er brug for rigtig mange ting på det her område.

Fru Brigitte Klintskov Jerkel, værsgo.

Tak. Jamen nu er det jo altid udmærket at undersøge tingene til bunds og få nogle til ligesom at gå i dybden, inden vi træffer nogle beslutninger, så vi har et ordentligt vidensgrundlag at træffe beslutninger på. Så det er vel derfor, der mange gange pågår nogle undersøgelser, og det er jo ganske udmærket – i min verden i hvert fald.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at følge lidt op på noget, der er blevet sagt, for jeg deler faktisk holdningen bag Venstres ordførers spørgsmål, nemlig omkring det her med, at hvis Dansk Folkeparti virkelig så vil have flertal for det her beslutningsforslag, hvorfor har man så ikke forsøgt på forhånd at få nogle partier med på det her beslutningsforslag, hvis det var det, der sådan var den reelle hensigt, altså at få et politisk flertal for det her forslag?

Tak. Ordføreren.

Man kunne jo se, hvordan det gik sidste gang, da vi havde et flertal på det her område, for der rendte folk jo fra aftalen alligevel. Jeg har forsøgt at få flertal for en beretning i Socialudvalget om at sikre bedre rammer og vilkår på handicapområdet. Men det er da interessant, at hver gang Dansk Folkeparti kommer med et rigtig godt forslag her i Folketingssalen på handicapområdet eller noget andet, er partierne åbenbart for stolte til at stemme for det.

Altså, jeg siger bare igen: Det er ikke mig, I rammer personligt ved ikke at forbedre vilkårene på handicapområdet. Jeg har vidnesbyrd i alle de henvendelser, vi hver dag får fra de borgere, der skriver til mig om, hvordan de har møder i det offentlige system. Det er dem, jeg lytter til. Og det er i hvert fald vidnesbyrd nok for mig til at vide, hvad der foregår på området.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Karina Adsbøl. Næste ordfører er Charlotte Broman Mølbæk fra SF om et lille øjeblik. Værsgo.

Tak for det. Vi har som samfund et ansvar for at tage os af hinanden og hjælpe dem, der har brug for hjælp, og det gælder især på handicapområdet, for vi skal sikre, at borgere med handicap kan leve et ordentligt og værdigt liv. Det gælder ikke mindst for børn med handicap og deres familier, hvor vi må sikre hjælp til at få hverdagen til at fungere for hele familien.

At være forældre til et barn med særlige behov kan være meget krævende. Gennem serviceloven, folkeskoleloven, sundhedsloven osv. sikrer vi, at disse børn modtager den hjælp, de skal have. Men denne fastlåste opdeling kan gå ud over familien og forhindre den i at få fuldt udbytte af den hjælp, der stilles til rådighed. Opdelingen betyder, at rigtig mange forskellige parter involveres i administration af hjælpen. For barnet i den anden ende betyder det, at den hjælp, familien får, fordeles ud på en masse forskellige mennesker, som hver især kun må hjælpe med lige præcis det område, de er ansat til. Det gør simpelt hen hverdagen usammenhængende og ufleksibel.

I SF kæmper vi for, at borgere med handicap ikke blot skal overleve, men skal leve deres liv, og de skal have mulighed for at have et aktivt og ordentligt liv, hvor der tages hensyn til den enkelte borgers menneskelige behov, og som ikke er bestemt af, hvorvidt en aftale foregår indenfor eller udenfor, bl.a. på skolens matrikel.

Her er historien om Bjarke meget sigende. Bjarke har muskelsvind og har derfor fået bevilget en 37-timers hjælper i skolen, som hjælper ham til at få skoledagene til at hænge sammen. Der oplever han som langt de fleste andre med muskelsvind til tider stor udmattelse, og han har også et højt fravær, fordi det ikke altid er en mulighed at komme i skole. Ifølge skolen skal hjælperen på disse dage, hvor Bjarke ikke er i skole, agere vikar i de andre klasser. Begge Bjarkes forældre arbejder på fuld tid, så de dage, hvor Bjarke ikke har kræfter til at komme i skole, er rigtig svære at få til at hænge sammen. I stedet for at hjælpe Bjarke i hjemmet, så der både er opsyn med og hjælp til ham, så han også kunne få hjælp til at indhente skolearbejde, så beordres hjælperen til at spille rundbold med de andre klasser, fordi han skal være vikar på skolen, mens Bjarke er i hjemmet. Sådan fortsætter det, indtil Bjarke er frisk nok til igen at komme i skole.

Det nytter ikke noget, at man kan blive fanget i rammerne for at yde hjælpen, og at man glemmer at tage hensyn til det barn og den familie, som skulle hjælpes. I SF vil vi fortsat kæmpe for, at man tilgodeser de enkeltes behov for mere fleksibel og hverdagsorienteret hjælp.

Vi er dog betænkelige ved, at der i beslutningsforslaget foreslås, at et pengebeløb udbetales til familierne, hvorefter familierne bestiller hjælpen. SF ønsker ikke en yderligere privatisering af området, ligesom vi prioriterer, at der skal sikres kvalitet i den hjælp, barnet skal modtage. I SF mener vi, at de bedste løsninger for borgerne findes gennem et tæt samarbejde mellem den berørte borger, nære pårørende og de offentlige institutioner.

Vi er sådan set enige med forslagsstillerne i, at samarbejdet og koordinationen mellem kommuner og borgere kunne blive meget bedre, hvis fokus primært var på løsning af borgerens problem og ikke var styret af kommunernes silotænkning. Det går ud over den udsatte borger, og det skal vi gøre noget ved. Vi skal løfte niveauet og sikre, at alle mennesker med handicap og deres familier får fleksibel og ordentlig hjælp, og derfor ser vi frem til den kommende udvalgsbehandling af forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning. Fru Karina Adsbøl, værsgo.

Tak for det. SF stemmer også ofte imod eller i hvert fald gult til de forslag, der er fremsat i Folketingssalen, om forbedringer på handicapområdet. Derfor vil jeg godt høre ordføreren om noget: Hvilke forslag har SF stillet i forhold til at forbedre retssikkerheden på det her område, til at forbedre en fleksibel hjælp til familier, der har børn med handicap, til forbedringer i forhold til BPA-området, alle de her ting? Der er i dag stemt om en retssikkerhedsfond, som Dansk Folkeparti har foreslået, og opsættende virkning. Altså, det der med at skabe et flertal til forbedringer kræver jo 90 mandater, men hvor villig er SF egentlig til at handle på det her område? Jeg har foreslået en fælles beretning i Socialudvalget, og vi kan, hvis vi har et flertal herinde, handle, og det kan støttepartierne være med til, så vi får skabt handling, og så vi får skabt forbedringer på handicapområdet.

Værsgo til ordføreren.

Jeg vil godt bede fru Karina Adsbøl om at forholde sig til det beslutningsforslag, vi behandler i dag. Vi kan simpelt hen ikke nå det, hvis vi skal sidde og forhandle og behandle alle de forslag, som forslagsstilleren tidligere har haft oppe. Jeg har tidligere gjort rede for det på denne talerstol, og jeg har også gjort det under udvalgsbehandlingen, og jeg har søreme også gjort det ansigt til ansigt, altså hvorfor vi har gjort, som vi har gjort. I forhold til det, som ordføreren henviser til, kan man gå ind at læse på min facebookside hvorfor.

Det, jeg synes er rigtig vigtigt her, er, at vi behandler indholdet, og det må være det, der er det vigtige, og ikke, hvem der får ret, eller hvem der stillede hvilke forslag, og der kan jeg garantere ordføreren for, at SF er fuldstændig klar til at indgå aftaler og lave forbedringer, som vil hjælpe mennesker med handicap, men vi kommer altså ikke til at indgå noget, bare fordi det er stillet som et forslag, når vi er uenige i den måde, det er blevet på. Så kan vi jo prøve at snakke om det, inden forslagene bliver stillet, og blive enige om det sammen. Det har vi jo historie for at have gjort tidligere.

Fru Karina Adsbøl.

Ja, det kan ordføreren så sige. Der er noget partipolitik i det her omkring rød og blå fløj åbenbart og ikke så meget i forhold til at have fokus på sagen. Men jeg vil godt i forhold til det, der er blevet sagt fra talerstolen, altså at arbejdsgruppen jo har konkluderet, at der ikke var problemer med det her, og at det kunne løses inden for rammerne, spørge, om SF's ordfører også deler den indstilling, at det kan klargøres inden for de rammer, der er i øjeblikket, i forhold til lovgivningen? Det er i hvert fald det, Muskelsvindfonden oplever, nemlig at det kan det ikke, for i forhold til den undersøgelse – det handler også om, hvordan man undersøger tingene – blev det jo pålagt at lave det inden for rammerne.

Værsgo til ordføreren.

Jeg forstår slet ikke fru Karina Adsbøls frustration her. Hvis ordføreren havde hørt efter, hvad jeg sagde i talen, ville hun vide, at SF er meget positivt indstillet over for indholdet af det her forslag. Der er en del i formuleringen og udmøntningen af det, som vi ikke er enige i, men det håber jeg da vi kan samarbejde om, for nu handler det jo forhåbentlig om, at vi gerne sammen skulle kunne komme til at skabe de her forbedringer for mennesker med handicap, og så handler det forhåbentlig ikke om partifarve, eller hvem der stillede det først, og at det skal se ud, som det gjorde.

Jeg vil bare sige fra SF's side, at SF synes, der er rigtig mange positive tanker i det her, og vi er klar til at ville gøre noget ved det, og jeg håber også, at ordføreren vil være en del af det at samarbejde om det.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere indskrevet for en kort bemærkning. Den næste ordfører er hr. Henrik Vinther fra Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for ordet. Radikale Venstre er grundlæggende for, at mennesker skal kunne træffe selvstændige kvalificerede valg i deres eget liv, og derfor har vi stor sympati for det forslag, som Dansk Folkeparti har fremsat, der har til hensigt at give familier med handicappede adgang til mere fleksibel hjælp.

Udfordringen er, at vi med forslaget plukker i lovgivningen og plukker, før det måske er helt modent – der er brug for at se samlet på det. Der er allerede en arbejdsgruppe, der har kigget på rammerne og konkluderet, at der ikke er nogen lovgivningsmæssige begrænsninger. Det kan der så være behov for at minde kommunerne om, og derfor er det godt, at der er 12 kommuner, der er i gang med at afprøve former, som sikrer det. Det afsluttes sidst på året, og det ønsker vi at afvente, og vi kan derfor ikke støtte forslaget.

Tak til hr. Henrik Vinther. Der er ikke nogen indtegnet for korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten, som gerne må gøre sig klar. Værsgo.

Tak. Om 4 uger er det nøjagtig 5 år siden, at det forslag, som er blevet omtalt en del, B 143 – et forslag, der var stort set identisk med det her – blev fremsat i Folketingssalen. Forslaget havde dengang, i lighed med det forslag, der ligger nu, til hensigt at rette op på de problemer, som mange forældre til børn med handicap oplever med manglende sammenhæng og fleksibilitet i den hjælp, som barnet og familien får bevilget.

Som fru Karina Adsbøl har beskrevet, holdt det flertal, der fremsatte forslaget, ikke sammen hele vejen igennem, og derfor endte det hele med nedsættelse af en arbejdsgruppe. Det var ikke noget særlig kønt forløb. Den arbejdsgruppe, der så blev nedsat, kunne ikke identificere lovgivningsmæssige barrierer, fremgår det af rapporten. Det er ikke noget, der er uddybet stærkt i rapporten, vil jeg sige, det er bare en konstatering, at det kunne den ikke. Og så igangsatte man, i stedet for at prøve at løse det grundlæggende problem, endnu et satspuljeprojekt.

Når man så i dag kigger på det seneste nummer af Muskelkraft, altså Muskelsvindfondens blad, som kom her for nogle dage siden, kan man se et interview med en mor til et barn med muskelsvind, der fortæller om hverdagen. Jeg skal ikke gå i detaljer og gennemgå de hverdagsrutiner, der bliver skitseret i artiklen, men det konstateres, at mange dage går det godt, andre dage går det faktisk ikke godt. Det har givet problemer, at skolehjælperen ikke må følge barnet hjem, fordi hjælperen kun må arbejde på skolen. Det har givet problemer, når der er ferie – der møder skolehjælperen i skolen, når barnet ikke er der, fordi det er arbejdspladsen. Til gengæld har barnet ikke nogen hjælper der, hvor barnet holder ferie. Og alt i alt må man sige, at den beskrivelse, der er, svarer til de beskrivelser, som vi kunne høre for 5 år siden, da vi behandlede det her første gang.

Kort sagt er det sådan, at selv om der ikke kunne identificeres barrierer af den arbejdsgruppe, der blev nedsat til at undersøge den her sag, må man altså sige, at de eksisterer ude i virkeligheden. Muskelsvindfonden har jo haft fat i den her sag, og hvis det var noget, der bare lige kunne fikses, ved at man gjorde kommunen opmærksom på reglerne, så tror jeg, det var blevet fikset. Så vi står altså med et alvorligt problem, og jeg kan godt forstå, at det her bidrager til den meget stærke fornemmelse, der er blandt mennesker med handicap, af, at det er, som om systemet hele tiden modarbejder det at skabe løsninger, som virker ude i virkeligheden, og at man igen og igen kan sige: Nu skal vi lige til bunds i det her. I Enhedslisten fremsatte vi et beslutningsforslag før det beslutningsforslag, B 143, der omtales; det havde vi allerede fremsat et år tidligere, i 2015, så det har altså verseret rigtig, rigtig længe.

Jeg kan høre, at der ikke er flertal for Dansk Folkepartis forslag. Vi stemte gerne for det – vi synes, det er et udmærket forslag – og det ville også være mærkeligt andet, for vi har fremsat noget, der var næsten identisk. Er det lige så godt som det, vi fremsatte sammen for 5 år siden? Jeg synes det egentlig ikke. Jeg synes, der kan være nogen diskussion om bevillingens karakter. Men omvendt – det, at familien selv kan forvalte hjælpen, vil jeg ikke karakterisere som privatisering. Det er jo det samme system, vi har på BPA-området, som jeg jo synes er en rigtig fornuftig ordning, og mange kalder den verdens bedste hjælpeordning.

Men alt i alt tænker jeg, at vi nu igen står med et forslag, som der ikke er flertal for. Men jeg vil da håbe – med de venlige bemærkninger, der er kommet fra mange sider– at vi vil være i stand til at lave en beretning. Og jeg må i øvrigt sige, at vi jo har – og det er der også refereret til – et rigtig godt arbejde i gang med den store evaluering af handicapområdet, men vi skal altså passe på, at vi ikke fejer alt ind under det. Det ville i hvert fald være rart, hvis vi i en beretning forpligtede hinanden på, at vi skal ind at have løst det her problem. Det må være sådan, at der er barrierer for at løse familiens problemer, for ellers er jeg overbevist om, at de så var blevet løst.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen indtegnet til korte bemærkninger, og derfor siger vi velkommen til den næste ordfører, som er fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

For Det Konservative Folkeparti er det helt afgørende, at familierne har frihed til og mulighed for selv at vælge, hvordan de vil indrette sig. Derfor er vi bl.a. også indædte modstandere af de tvungne lektiecaféer og øremærket barsel til mænd. Familierne skal selv have lov til at vælge, hvor og hvornår børnene skal lave deres lektier.

Derfor er vi også enige i og bakker op om intentionen i det her beslutningsforslag om, at den enkelte familie med børn med handicap får en større frihed til selv at tilrettelægge hverdagen på den måde, der giver bedst mening for dem, hvor familiernes mulighed for selv at administrere hjælpen sikres ved at ændre familiens samlede bevilgede hjælpetimer til et beløb, som forældrene kan disponere over ved planlægning af hjælpetimer efter deres behov.

Derfor afsatte vi også midler i satspuljeaftalen fra 2018 til at modne og afprøve modeller for en mere koordineret indgang. Det satspuljeinitiativ med forsøg med koordineret sagsbehandling afsluttes med en evaluering her i slutningen af 2021. Derfor vil vi gerne afvente evalueringen, før vi tager endelig stilling til yderligere i den forbindelse. Men vi vil meget gerne være med til at lave en fælles beretning, hvis vi kan enes om indholdet, da vi deler intentionen om familiernes frihed til og mulighed for at vælge selv. Tak for ordet.

Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Hvis vi kan lande en fælles beretning, kan det da være, at vi kan nå til enighed om noget, som så er til gavn for de familier, der netop står i de her situationer, og som har brug for en fleksibel hjælperordning. Det er jo rigtigt, som hr. Jakob Sølvhøj sagde, at vi faktisk kender det i forhold til BPA-området, voksenområdet. Der har faktisk også været efterspørgsel på, at vi får lavet en BPA-ordning på børneområdet netop i forhold til fleksibiliteten, så man kan få sin hverdag til at fungere bedre. Desværre har vi jo så set, at BPA-ordningen er under massivt pres, så der er jo nok at kæmpe for.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre De Konservative om det her område. Når vi drøfter handicappolitikken og drøfter forslaget, som vi har gjort nogle gange, så er det jo ofte, at Konservative stemmer imod de beslutningsforslag, der bliver fremsat for at forbedre handicapområdet. Hvad er Konservatives visioner på handicapområdet? Hvad er det, Konservative gerne vil på handicapområdet for at styrke hjælpen til familierne og styrke handicapområdet generelt?

Værsgo, ordføreren.

Tak. Noget af det, som vi er meget optagede af, er bl.a., at vi styrker borgernes retssikkerhed. Hvad angår de her høje omgørelsesprocenter, som vi ser i kommunerne, så er det ikke godt nok, og det skal der gøres noget ved. Det er noget af det, vi faktisk er meget optagede af at finde nogle løsninger på, så vi styrker retssikkerheden for borgerne. Det er bare for at nævne ét område i forhold til handicapområdet.

Fru Karina Adsbøl for en kort bemærkning.

Så bliver jeg nødt til at spørge: Hvorfor er det så, at Konservative stemmer imod, når vi har forslag omkring en retssikkerhedsfond, som Advokatrådet har anbefalet, og de anbefalinger, vi får udefra? Hvorfor er det så, at Konservative stemmer imod opsættende virkning, så man ikke risikerer at miste sin hjælp, mens klagesagen kører? Hvorfor er det så, at Konservative stemmer imod en kompensationsordning?

Hvis man gerne vil gøre noget på det her område, undrer det mig, at man så ikke selv kommer med nogen forslag her i Folketingssalen og stemmer imod dem, der så kommer.

Ordføreren, værsgo.

Tak. Nu er det sådan, at vi tager forslagene med i forhandlingerne. Vi sidder jo i øjeblikket og er så småt gået i gang med at skulle forhandle, bl.a. udspillet Børnene Først. Det glæder vi os meget til, og der har vi jo faktisk nogle forslag fra Konservatives side til at styrke retssikkerheden på det sociale område i det hele taget.

Det er jo bl.a. noget med at sætte ind i forhold til at styrke sagsbehandlernes kompetencer til at sidde med de her sager. Det drejer sig både om efteruddannelse, men det drejer sig også om at kigge på socialrådgiveruddannelsen: Er der noget, vi kan gøre bedre, så de er bedre rustet til at sidde med de her sager, når de kommer ud efter endt uddannelse og skal sidde ude i kommunerne med de her sager? Men det er jo noget, jeg synes er vigtigt at have med i forhandlingerne, frem for at fremsætte det ene beslutningsforslag efter det andet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så kan vi byde velkommen til den næste ordfører, som er fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Jeg kan næsten ikke lade være med at komme med en lille kommentar nu her til den konservative ordfører, for jeg undrer mig også meget over, at man, når man taler om, at man vil sikre retssikkerheden, så sidder og stemmer imod en masse gode forslag stillet både af Dansk Folkeparti og af Nye Borgerlige for netop at styrke retssikkerheden og baseret på meget, meget gode vurderinger fra eksempelvis Advokatsamfundet. Men det er så, hvad det er.

Der er ingen tvivl om, at vi i Nye Borgerlige ønsker, at beslutningskompetencen på det her område skal tilbage til forældrene. Vi er diametralt uenige i den præmis, som ordføreren fra Socialistisk Folkeparti anførte, nemlig det her med, at man faktisk ikke rigtig mener, at det er forældrene, der ved bedst, men at det er bedst, at det er i en dialog med kommunedamerne og andre, man skal sikre det her. Vi tror sådan set helt fuldt og fast på, at familierne selv bedst ved, hvordan de skal indrette deres liv, og derfor støtter vi også det her forslag fra Dansk Folkeparti.

Vi støtter også det borgerforslag, som kommer om ikke så længe, hvor man ønsker at fjerne handicapområdet fra kommunerne. Det er simpelt hen det eneste rigtige at gøre på nuværende tidspunkt. Vi kan jo se, hvordan området overhovedet ikke bliver løftet af kommunerne. Vi kan se en massiv omgørelsesprocent, og vi kan se familier, der bliver revet fra hinanden, og som får ødelagt deres liv, fordi det her system simpelt hen er så rigidt og så stift og så kassetænkningsagtigt. Det er præget af både kassetænkning, men også af skrankepaveri ude i kommunerne. Ministeren siger, det er et stort ansvar, og ja, det er det, men der er der jo nok sådan helt grundlæggende forskel på den socialistiske, socialdemokratiske tilgang til danskerne og så den borgerlige tilgang. Vi er sådan set meget overbeviste om, at det er forældrene, der kender barnet bedst og bedst ved, hvordan man indretter sin hverdag efter de behov, som der nu er.

Med hensyn til det her borgerforslag, som kommer om ikke så længe, og som jeg egentlig synes taler ind i noget af det, som vi drøfter i forbindelse med det her gode forslag fra Dansk Folkeparti, har vi jo netop foreslået, at når man tager det væk fra kommunerne, hvilket vi bakker varmt op om at man gør, skal der være en borgerens bisidder, som vi kalder det, og som kan sidde og belyse sagen for de implicerede familier eller pårørende eller noget andet, og så kommer det ind til det, vi kalder en objektiv visitation, som så tildeler familien hjælp, lidt efter samme princip som det her, men på en voucher, hvor man i forhold til den hjælp, man ønsker, kan sige, hvor mange penge det er, man har brug for. Så er det familien, der selv skal indrette sig, og så kan man søge hjælp til, hvordan man bedst muligt skal indkøbe den hjælp. Men det er familien, der er herre i eget liv. Det er familien, der bestemmer, og det er pengene, der følger familien, uanset hvor man bosætter sig i landet. Det er ganske almindelig sund fornuft.

Det her område har været præget af så meget kassetænkning og så meget rigiditet, at det har ødelagt familier, og vi kan simpelt hen ikke være bekendt at blive ved bare at sidde her. Vi er flere partier, der har stillet en masse gode beslutningsforslag om, hvordan vi kunne få løst problemerne på det her område. De bliver desværre stemt ned igen og igen på grund af kassetænkning, også herindefra, og desværre også på grund af, tror jeg, at der sidder nogle partier herinde, som desværre har rigtig mange enten borgmesterposter eller mange kommunalbestyrelsesmedlemmer, som sidder og er bekymrede for, at området eksempelvis bliver taget væk fra kommunerne. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Vi bakker op om det her forslag. Vi synes, det er et fint forslag. Vi glæder os også rigtig meget til at bakke helhjertet og varmt op om det borgerforslag, der kommer, hvor man vil fjerne handicapområdet fra kommunerne, for det er ved gud på tide, at vi får gjort noget ved det her område. Det kan simpelt hen ikke fortsætte, som det gør nu, og vi kan ikke være det bekendt. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan ikke lige helt afgøre, om det er mine ører, der er ved at krølle sammen af træthed, eller om det er ordførererne, der ikke har hørt, hvad det egentlig var, jeg sagde på talerstolen. Jeg vil egentlig gerne bede fru Mette Thiesen citere fra min tale, hvor jeg sagde, at Socialistisk Folkeparti ikke stoler på, at forældrene kan selv, for det, jeg overvejende sagde, var, at det var lige præcis det, vi rigtig gerne ville.

Jeg vil godt lige understrege, at vi faktisk ikke er imod det her forslag. Vi har nogle ting, vi gerne vil rette lidt til, for vi stoler nemlig også på familierne. De skal i samarbejde med fagpersonalet, med kommunen og måske også med skolen, og hvor det ellers er relevant, finde de bedste løsninger. Så jeg vil også godt lige bede fru Mette Thiesen forklare, hvor i min tale jeg sagde, at vi ikke stoler på familierne, og at vi er kritiske over for det her forslag.

Ordføreren, værsgo.

Tusind tak. Jeg er så glad for, at ordføreren præciserer det her. Jeg ville elske, hvis der var flere af de forslag, der bliver fremsat, både af Dansk Folkeparti, men i særdeleshed også af Nye Borgerlige, der blev til noget, fordi man bakkede op, ikke bare om intentionen i forslaget, men helhjertet om hele forslaget.

Jeg hørte klart og tydeligt ordføreren sige – og jeg skal ikke kunne sige, om det måske er ordføreren, der har formuleret sig forkert, eller om jeg har hørt forkert, men jeg er da glad for at høre ordføreren sige, at SF tilsyneladende bakker op om det her forslag – at det var et meget stort ansvar at placere hos familierne, og at man derfor ville have flere instanser ind over i stedet for at lade familierne være herre i eget liv.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. Det, jeg sagde, var, at vi ikke ønsker en yderligere privatisering. Vi synes faktisk, det er en god idé, hvis man bevilger efter de samme paragraffer, som man gør ude i kommunerne, og at familierne så selv kan administrere det. Men der er bare nogle formuleringer i forslaget, som peger en vej, som vi ikke synes man skal gå, og så er det, at jeg har lagt op til, at man samarbejder og ikke bare sådan helt dumstædig står fast på sit eget standpunkt. Men jeg vil da gerne høre, om fru Mette Thiesen ville være med til at prøve at kigge på, om der er noget, vi kan gøre med det her forslag, sådan at vi kan få flere med på vognen. Det ville jo være det allerbedste i hele verden, hvis vi kunne komme med et forslag, der rent faktisk hjalp de her familier og særlig de børn, det handler om.

Ordføreren.

Det vil jeg bestemt rigtig gerne, men jeg vil ikke være med på, at man bruger en formulering, hvor man betegner forældrene og familierne som dumstædige, hvis det er det, Socialistisk Folkeparti ønsker. Jeg håber ikke, det var det, ordføreren mente, for jeg mener bestemt, at familierne er herre i eget liv.

Der er også blevet talt om, at man kunne lave en beretning og blive enige om nogle ting, og det vil vi rigtig gerne. Men vi kommer heller ikke til at bakke op om, at man siger, at der her er tale om øget privatisering. Vi har stor tiltro til, at familierne selv kan tage beslutninger, og hvis de vælger private tilbud, synes vi, det er rigtig, rigtig fint, for det er selvfølgelig dem, der er herre i eget liv, og de skal have lov til at bestemme selv, og det skal vi her på Christiansborg selvfølgelig ikke sidde og bestemme. Det er familierne selv, der skal bestemme – bestemt også, hvis de vælger noget privat. Det er vi store fortalere for.

Tak til fru Mette Thiesen. Den næste på talerstolen er ordfører for forslagsstillerne, fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak for det, og tak for debatten. Det kan jo gå livligt for sig, når man er engageret. Først vil jeg lige hilse fra Alternativet og sige, at de faktisk bakker op om det her forslag – så tak for det. Og nu fornemmer jeg også, at der måske kan være en løsning, i forhold til at vi kan lave en beretning, i hvert fald fra SF's, Enhedslistens og Nye Borgerliges side. Så mangler vi jo lige lidt flere mandater for at kunne komme helt i mål og sikre fleksibel hjælp til familier med børn med handicap, som det her jo handler om.

Må jeg ikke bare lige sige, at her i debatten har der været diskussioner frem og tilbage om den her arbejdsgruppe, og Jakob Sølvhøj gav jo egentlig et eksempel på, at der faktisk har været kæmpet for det her forslag ad flere omgange, også af et flertal, som så sprang i målet . Så skulle der laves en undersøgelse om det ene og det andet, og nu står vi så her 6 år senere og er ikke kommet i mål med at skabe bedre og mere fleksible rammer, fordi der ikke er flertal for det, og det synes jeg da er brandærgerligt.

I forhold til den arbejdsgruppe vil jeg sige, at den jo blev pålagt at komme med forslag inden for den gældende lovgivning. Det skal man jo lige huske på. Arbejdsgruppens konklusion om, at det er muligt at skabe sammenhæng inden for rammerne, er heller ikke korrekt. Altså, det er jo ikke korrekt, når vi kan se eksempler gang på gang. Vi har vidnesbyrd fra familier, som oplever udfordringer med fleksibiliteten i forhold til den hjælp, de får i deres hverdag. Så synes jeg da, at vores opgave er at finde løsninger på det. Og hver evig eneste gang vi i Dansk Folkeparti og jeg som ordfører fremsætter et forslag og det bliver stemt ned, prøver jeg at finde andre løsninger i forhold til spørgsmålet: Hvordan kan vi så løse det? Jeg tager faktisk alle ordførernes bemærkninger med tilbage og tænker over, om vi så kan komme i mål ad den vej. Derfor er der jo tit og ofte nogle forslag, som minder lidt om hinanden. Der er små justeringer, men intentionen er den samme: Vi ønsker at sikre en bedre indsats på hele handicapområdet, men specielt for familier med børn, som har et handicap.

Så mit håb er, at vi kan løse det med en fælles beretning. Det virker ikke til, at der er flertal – det må jeg sige – men derfor vil jeg da alligevel godt takke for de positive ting, kan man sige, der er blevet sagt. Men jeg synes ofte, jeg bliver skudt noget i skoene, når jeg står her på talerstolen og kæmper for forbedringer på handicapområdet. Man kommer med bebrejdelser om, at Dansk Folkeparti nu kommer med et nyt forslag.

Jeg håber, at vi i fællesskab kan skabe nogle forbedringer på det her område, for det er der brug for, så jeg ser frem til udvalgsbehandlingen.

Tak til fru Karina Adsbøl.

Der er ikke flere, som har bedt om ordet, så forhandlingen er afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Social- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.